Kendelse afsagt af Retten i Første Instans (Anden Afdeling) den 25. september 2008. Regione Siciliana mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Annullationssøgsmål

RETTENS KENDELSE (Anden Afdeling)

25. september 2008 ( *1 )

I de forenede sager T-392/03, T-408/03, T-414/03 og T-435/03,

Regione Siciliana (Italien) ved G. Aiello og avvocati dello Stato A. Cingolo,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved E. de March, L. Flynn og G. Wilms, som befuldmægtigede, bistået af avocat A. Dal Ferro,

sagsøgt,

med påstand om, i sag T-392/03, annullation af Kommissionens skrivelse af 6. oktober 2003, for så vidt som den vedrører de nærmere retningslinjer for tilbagesøgningen af de beløb, der blev udbetalt af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) for infrastrukturprojektet benævnt »dæmning i Gibbesi-floden«, og af de forudgående og afledte retsakter, i sag T-408/03, påstand om annullation af skrivelsen af , for så vidt som den vedrører de nærmere retningslinjer for tilbagesøgningen af de beløb, der blev udbetalt af EFRU for infrastrukturprojekterne benævnt »Aragona Favara« og »Catane-sletten«, og af de forudgående og afledte retsakter, herunder bl.a. Kommissionens skrivelser af og , i sag T-414/03, påstand om annullation af skrivelsen af , for så vidt som den vedrører de nærmere retningslinjer for tilbagesøgningen af de beløb, der blev udbetalt af EFRU for infrastrukturprojektet benævnt »Autostrada Messina-Palermo«, og af de forudgående og afledte retsakter, herunder Kommissionens debetnota nr. 3240406591 af , og, i sag T-435/03, påstand om annullation af Kommissionens skrivelse af om modregning af forskellige af dens fordringer og gældsposter forbundet med støtten fra EFRU, »Porto Empedocle«, »dæmning i Gibbesi-floden«, »Autostrada Messina-Palermo«, »Aragona Favara« og »Catane-sletten«, samt af de forudgående og afledte retsakter,

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, I. Pelikánová, og dommerne K. Jürimäe og S. Soldevila Fragoso (refererende dommer),

justitssekretær: E. Coulon,

afsagt følgende

Kendelse

Sagens faktiske omstændigheder

1

Ved beslutning K(87) 2090 026 af 17. december 1987 tildelte Kommissionen Den Italienske Republik støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) på 94940620056 ITL vedrørende opførelse af en dæmning i Gibbesi-floden (herefter »støtten vedrørende dæmning i Gibbesi-floden«). Ente minerario siciliano (siciliansk myndighed med ansvar for minedrift) var den ansvarlige myndighed for gennemførelsen af projektet. Ved skrivelse af anmodede de italienske myndigheder om en forlængelse af fristen — som var fastsat til den — for fremsættelse af en anmodning om endelig betaling. Kommissionen besluttede herefter at indlede proceduren i artikel 24 i Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 374, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2082/93 af (EFT L 193, s. 20), med henblik på at undersøge tilstedeværelsen af eventuelle uregelmæssigheder. Efter sagsøgeren og de italienske myndigheders bemærkninger vedtog Kommissionen beslutning K(2002) 4905 af , som var rettet til Den Italienske Republik, om ophævelse af »støtten vedrørende dæmning i Gibbesi-floden«, og som anordnede tilbagesøgning af forskuddet på 75592496044 ITL (39040266,10 EUR), som allerede var udbetalt, og ophævede forpligtelsen til at udbetale 18898124012 ITL (9760066,53 EUR), som var det udestående beløb.

2

Ved beslutning K(93) 3961 af 22. december 1993 bevilgede Kommissionen Den Italienske Republik støtte fra EFRU til investering i infrastrukturer i forbindelse med den motorvejsstrækning, der forbinder Messina og Palermo (herefter »støtten vedrørende Autostrada Messina-Palermo«). Assessorato dei lavori publici (det regionale direktorat for offentlige bygge- og anlægsarbejder) i Regione Siciliana og gennemførelsesorganet konsortiet for den motorvejsstrækning, der forbinder Messina og Palermo, var den ansvarlige myndighed for projektet. Ved skrivelse af ophævede Kommissionen denne støtte på grund af forsinkelser i gennemførelsen af arbejderne og fastsatte størrelsen af det beløb, som skulle annulleres, til 26378246 EUR, og det beløb, der skulle tilbagebetales, til 58036177 EUR.

3

Den 3. august 2001 udstedte Kommissionen debetnota nr. 3240304871, der var en følge af ophævelsen af støtte fra EFRU i forbindelse med afslutningen af industriområdet i Aragona Favara (herefter »Aragona Favara-støtten«). Denne nota fastsatte en fordring til fordel for Kommissionen på 5614002097 ITL (dvs. 2899390,11 EUR) og angav den som betalingsfrist samt præciserede, at manglende overholdelse af denne frist ville medføre pligt til betaling af morarenter. Ved skrivelse af rejste Kommissionen på ny krav om tilbagebetaling af dette beløb over for det italienske økonomi- og finansministerium. Betalingen af det i debetnota nr. 3240304871 anførte beløb blev foretaget den . Ved skrivelse af tilsendte Kommissionen de italienske myndigheder, med kopi til sagsøgeren, en oversigt med en detaljeret beregning af de morarenter, der skulle betales som følge af overskridelsen af den i debetnota nr. 3240304871 fastsatte frist. Det blev således anført deri, at det ubetalte beløb pr. udgjorde 284702,81 EUR, forhøjet med renter på 60,41 EUR for hver dags fristoverskridelse.

4

Den 27. juni 2001 udfærdigede Kommissionen debetnota nr. 3240303927 efter ophævelsen af støtten fra EFRU i forbindelse med opførelsen af landbrugsakvædukten, beregnet til drikkevandsforsyning i Catane-sletten (herefter »støtten vedrørende Catane-sletten«). Kommissionen rejste i debetnotaen krav om tilbagebetaling af det forskud på 1857500000 ITL (dvs. 959318,69 EUR), som allerede var udbetalt. Den var angivet som betalingsfrist i notaen, og det blev præciseret, at manglende overholdelse af denne frist ville medføre pligt til betaling af morarenter. Betalingen af det i debetnota nr. 3240303927 anførte beløb blev foretaget den . Ved skrivelse af , som var rettet til de italienske myndigheder med kopi til sagsøgeren, foretog Kommissionen en beregning af den saldo, der skulle betales, under hensyntagen til de morarenter, der skulle betales på grund af overskridelsen af den i den pågældende debetnota fastsatte frist. Dette beløb udgjorde 121007,04 EUR pr. , som skulle forhøjes med 26,33 EUR for hver dags fristoverskridelse.

5

Den 25. september 2002 udstedte Kommissionen debetnota nr. 3240406591, som var rettet til den italienske økonomi- og finansminister, efter ophævelsen af »støtten vedrørende Autostrada Messina-Parlermo« (jf. præmis 2 ovenfor). Denne nota fastsatte en fordring til fordel for Kommissionen på 58036177 EUR og angav den som betalingsfrist samt præciserede, at manglende overholdelse af denne frist ville medføre pligt til betaling af morarenter. Betalingen af det i debetnota nr. 3240406591 anførte beløb blev foretaget den . I en anden skrivelse af , som var rettet til sagsøgeren med kopi til de italienske myndigheder, foretog Kommissionen en beregning af den saldo, der skulle betales, ved at tage hensyn til de morarenter, der skulle betales på grund af overskridelsen af den i den pågældende debetnota fastsatte frist. Dette beløb udgjorde 2548927,80 EUR pr. , som skulle forhøjes med 471,71 EUR for hver dags fristoverskridelse.

6

Efter beslutningen om at ophæve »støtten vedrørende Autostrada Messina-Parlermo« udstedte Kommissionen den 19. december 2002 debetnota nr. 3240409358, adresseret til Den Italienske Republik. Denne nota fastsatte en fordring til fordel for Kommissionen på 39 040 266,10 EUR og angav den som betalingsfrist samt præciserede, at manglende overholdelse af denne frist ville medføre pligt til betaling af morarenter. Ved skrivelse af tilsendte Kommissionen sagsøgeren, efter anmodning fra denne, en opgørelse over de morarenter, der var påløbet på daværende tidspunkt.

7

Ved skrivelser af 4. og til Kommissionen bestred Regione Siciliana beregningen af de morarentebeløb, der svarer til de fire ovennævnte debetnotaer, og anførte, at Kommissionen af egen drift burde have foretaget en modregning af de skyldige beløb og anmodningerne om mellemliggende betalinger fra EFRU vedrørende det regionale operative program »Sicilien 2000-2006« (herefter »POR Sicilien«), hvilket efter Regione Sicilianas opfattelse ville have gjort det muligt at afbryde anvendelsen af de pågældende morarenter.

8

Ved skrivelse af 6. oktober 2003 til Regione Siciliana med kopi til de italienske myndigheder tog Kommissionens regnskabsfører stilling til de spørgsmål, som Regione Siciliana havde rejst. Regnskabsføreren bemærkede således, at med hensyn til perioden mellem udløbsfristen for de respektive debetnotaer og den — datoen for ikrafttrædelsen af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248, s. 1) — pålagde de gældende regler (navnlig artikel 49 i finansforordningen af , som finder anvendelse på De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 356, s. 1), senest ændret ved Rådets forordning (EF, EKSF, Euratom) nr. 762/2001 (EFT L 111, s. 1), for så vidt angår adskillelse af funktionerne intern revision og forudgående finanskontrol) allerede modtagere af fællesskabsstøtte en forpligtelse til at betale morarenter i tilfælde af tilbagesøgning af uberettiget modtagne beløb til fordel for Fællesskabet. Kommissionens regnskabsfører forklarede i øvrigt, at den af sagsøgeren krævede kompensation først udtrykkeligt blev fastsat som en måde til at inddrive fordringer ved ikrafttrædelsen af forordning nr. 1605/2002, og at instrukser ville blive givet for, at renterne på de pågældende debetnotaer ville blive tillagt den udbetaling, der var tiltænkt Den Italienske Republik for de betalinger, der vedrørte sagsøgeren.

9

Ved skrivelse af 24. oktober 2003, som blev fremsendt Regione Siciliana med kopi til de italienske myndigheder forklarede Kommissionens regnskabsfører, at der ville blive foretaget en modregning af visse af Kommissionens fordringer og gældsposter. Disse fordringer var sammensat af beløbet på debetnota nr. 3240504102 af om støtte fra EFRU til byfornyelsesarbejder og konnekse bygninger på industriområdet Porto Empedocle (herefter »støtten vedrørende Porto Empedocle«), på 7704723 EUR, og debetnota nr. 3240409358 af (»støtten vedrørende dæmning i Gibbesi-floden«), på 39040266,10 EUR, og morarenter vedrørende debetnota nr. 3240406591 af (»støtten vedrørende Autostrada Messina-Palermo«), på 2581947,74 EUR, og debetnota nr. 3240304871 af (»Aragona Favara-støtten«), på 288931,82 EUR, og debetnota nr. 3240303927 af (»støtten vedrørende Catane-sletten«), på 122876,18 EUR. De pågældende gældsposter vedrørte en anmodning om betaling i forbindelse med Kommissionens beslutning K(2000) 2346 af om tildeling af støtte fra EFRU i forbindelse med POR Sicilien på i alt 50335454,98 EUR.

10

Som den havde oplyst i skrivelsen af 24. oktober 2003, foretog Kommissionen den en modregning af de ovennævnte fordringer og gældsposter. Kommissionen meddelte ligeledes de italienske myndigheder ved skrivelse af , at den ville foretage en modregning i relation til det beløb, som Den Italienske Republik skyldte som renter i forbindelse med debetnota nr. 3240409358 (»støtten vedrørende dæmning i Gibbesi-floden«), dvs. 1880126,91 EUR. Denne modregning blev foretaget den .

Retsforhandlinger og parternes påstande

11

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 4., , og har sagsøgeren anlagt denne sag.

12

Ved kendelse afsagt den 9. juli 2004 af formanden for Rettens Femte Afdeling blev sagerne i henhold til artikel 50 i Rettens procesreglement forenet med henblik på den mundtlige forhandling og dommen.

13

Ved kendelse afsagt den 12. januar 2006 udsatte Retten disse sager indtil afsigelse af Domstolens dom i sag C-417/04 P, Regione Siciliana mod Kommissionen, i henhold til artikel 54, stk. 3, i Domstolens statut, artikel 77, litra a), og artikel 78 i Rettens procesreglement. Ved kendelse afsagt den udsatte Retten i medfør af samme bestemmelse igen sagen indtil afsigelse af Domstolens dom i sag C-15/06 P, Regione Siciliana mod Kommissionen.

14

Retten har som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse med hjemmel i artikel 64, stk. 3, litra a) og b), i Rettens procesreglement bl.a. anmodet parterne om at fremsætte deres skriftlige bemærkninger om betydningen for de foreliggende sager af Domstolens dom af 2. maj 2006, Regione Siciliana mod Kommissionen (sag C-417/04 P, Sml. I, s. 3881), og af , Regione Siciliana mod Kommissionen (sag C-15/06 P, Sml. I, s. 2591). Parterne har efterkommet disse anmodninger.

15

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—

Kommissionens skrivelse af 6. oktober 2003 annulleres, for så vidt som den vedrører de nærmere retningslinjer for tilbagesøgningen af de beløb, der blev udbetalt af EFRU for »støtten vedrørende dæmningen i Gibbesi-floden«, og af de forudgående og afledte retsakter (sag T-392/03).

—

Kommissionens skrivelse af 6. oktober 2003 annulleres, for så vidt som den vedrører de nærmere retningslinjer for tilbagesøgningen af de beløb, der blev udbetalt af EFRU for »Aragona Favara-støtten« og »støtten vedrørende Catane-sletten«, og af de forudgående og afledte retsakter, herunder navnlig Kommissionens skrivelse af og af (herefter »skrivelsen af «) (sag T-408/03).

—

Kommissionens skrivelse af 6. oktober 2003 annulleres, for så vidt som den vedrører de nærmere retningslinjer for tilbagesøgningen af de beløb, der blev udbetalt af EFRU for »støtten vedrørende Autostrada Messina-Palermo«, og af de forudgående og afledte retsakter, herunder navnlig Kommissionens debetnota nr. 3240406591 af (sag T-414/03).

—

Kommissionens skrivelse af 24. oktober 2003 om modregning mellem dennes fordringer og gældsposter annulleres, for så vidt angår støtten vedrørende henholdsvis »Porto Empedocle«, »dæmningen i Gibbesi-floden«, »Autostrada Messina-Palermo«, »Aragona Favara« og »Catane-sletten«, og ligeledes annulleres de forudgående og afledte retsakter (sag T-435/03).

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

16

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

—

Sagerne afvises.

—

Subsidiært frifindes Kommissionen i det hele.

—

Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Retlige bemærkninger

17

I henhold til procesreglementets artikel 113 kan Retten til enhver tid af egen drift efterprøve, om sagen skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsætninger ikke er opfyldt, og den træffer afgørelse herom under de betingelser, der er fastsat i procesreglementets artikel 114, stk. 3 og 4.

18

I henhold til artikel 114, stk. 3, forhandles der mundtligt om begæringen, medmindre Retten bestemmer andet.

19

Retten finder, at sagerne vedrørende spørgsmålet om realitetspåkendelse er tilstrækkeligt oplyst til, at den kan træffe afgørelse, uden at parterne afgiver mundtlige indlæg i denne forbindelse. Sagsøgerens begæring om indledning af den mundtlige procedure på grund af sagens økonomiske betydning og de principielle spørgsmål kan heller ikke tages til følge, idet denne begæring kun vedrører sagens realitet.

Debetnotaen af 25. september 2002 og skrivelserne af og (sagerne T-408/03 og T-414/03)

Parternes argumenter

20

Kommissionen har gjort gældende, at de pågældende retsakter formelt blev tilsendt det kompetente italienske ministerium og kun blev tilsendt sagsøgeren til orientering. Kommissionen anfører, at disse retsakter ikke kan berøre sagsøgeren umiddelbart, og at alene Den Italienske Republik kan nedlægge påstand om annullation heraf.

21

Kommissionen har endvidere hævdet, at det på ingen måde i stævningerne er anført, hvorfor sagsøgeren anser disse retsakter for at være ulovlige, idet de tilsidesætter artikel 21 i Domstolens statut, som finder anvendelse på Retten i medfør af nævnte statuts artikel 53 samt artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement. Endelig har Kommissionen bestridt sagsøgerens argument, hvorefter skrivelserne af 13. og ikke udgør selvstændige retsakter i forhold til skrivelsen af , og fastholdt, at de omhandlede skrivelser kun er den naturlige følge af Den Italienske Republiks manglende betaling af de i debetnotaerne nr. 3240304871 af og nr. 3240303927 af anførte beløb inden for fristerne.

22

Endelig har Kommissionen gjort gældende, at påstandene om annullation af skrivelserne af 25. september 2002 og og bør afvises, da de blev nedlagt efter udløbet af den herfor fastsatte frist på 2 måneder og 10 dage. Med hensyn til de to sidstnævnte retsakter blev disse således ifølge de stempler, som blev påført af formanden for regionsrådet for Regione Siciliana, modtaget af sagsøgeren den og , hvorimod stævningen i sag T-408/03 først blev indleveret den .

23

Sagsøgeren har anført, at de pågældende retsakter ikke kan anses for at være retsakter, der kan anfægtes selvstændigt. Sagsøgeren har ikke desto mindre gjort gældende, at disse retsakter på ingen måde var begrundet, og at Kommissionen først ved skrivelse af 6. oktober 2003 nærmere redegjorde for sit standpunkt over for sagsøgeren. Følgelig er den første retsakt, der med føje kan anfægtes, netop skrivelsen af . I øvrigt er den manglende angivelse af grundene til støtte for påstandene om annullation af de pågældende retsakter en klar og naturlig følge af, at de ikke er helt uafhængige og kun kan anfægtes, hvis de læses i sammenhæng med skrivelsen af , der redegør for deres indhold og retsgrundlag.

Rettens bemærkninger

24

Det bemærkes indledningsvis, at det ikke klart kan påvises — henset til sagsøgerens påstande i sag T-408/03 — om sagsøgerens søgsmål omfatter debetnota nr. 3240304871 af 3. august 2001 vedrørende »Aragona Favara-støtten«, og debetnota nr. 3240303927 af vedrørende »Catane-sletten«, eller skrivelserne af og om de morarenter, der var påløbet på grund af den manglende betaling af de i debetnotaerne anførte beløb inden for fristerne. Denne omstændighed har imidlertid ingen betydning for spørgsmålet, om nærværende sager skal antages til realitetsbehandling.

25

Det følger nemlig af undersøgelsen af disse fire retsakter og af debetnota nr. 3240406591 af 25. september 2002 om »støtten vedrørende Autostrada Messina-Palermo«, samt af skrivelserne af om pålæggelse af morarenter på grund af den forsinkede betaling af det i debetnota nr. 3240304871 af vedrørende »Aragona Favara-støtten« angivne beløb og af om pålæggelse af morarenter på grund af den forsinkede betaling af det i debetnota nr. 3240303927 af vedrørende »støtten vedrørende Catane-sletten« angivne beløb, der blev adresseret til Den Italienske Republik og kun tilsendt sagsøgeren til orientering, at disse blot gennemfører Kommissionens tidligere beslutninger om ophævelse eller ophør af den pågældende støtte. Det var således allerede fastsat i disse beslutninger om ophør eller tilbagebetaling, at de nærmere retningslinjer for tilbagesøgning af de uretmæssigt udbetalte forskud ville blive præciseret i debetnotaer, som Kommissionens regnskabsfører ville tilsende de italienske myndigheder, og sagsøgeren har selv indrømmet, at disse notaer ikke indeholder en afgørelse og følger direkte af beslutningerne om ophævelse af støtten.

26

Således indeholder debetnota nr. 3240304871 af 3. august 2001 vedrørende »Aragona Favara-støtten«, nr. 3240303927 af vedrørende »Catane-sletten« og nr. 3240406591 af om »støtten vedrørende Autostrada Messina-Palermo« på den ene side ikke nogen bestemmelse, som pålægger Den Italienske Republik at kræve de uretmæssige udbetalte beløb tilbage fra sagsøgeren. Der er følgelig ikke noget grundlag for at konkludere, at Den Italienske Republik ikke selv kunne bestemme at afholde udgifterne ved tilbagebetalingen til EFRU (jf. i denne retning dommen af i sagen Regione Siciliana mod Kommissionen, præmis 26).

27

På den anden side kan sagsøgeren ikke anses for at være umiddelbart berørt af skrivelserne af 13. og . Disse blev nemlig tilsendt Den Italienske Republik, med kopi til sagsøgeren, med det formål at kræve morarenter for overskridelse af frister, der var fastsat i de tilsvarende debetnotaer. Disse skrivelser er derfor kun en naturlig følge af den manglende betaling inden for fristerne af de i debetnota nr. 3240304871 af og nr. 340303927 af angivne beløb.

28

Henset til det ovenfor anførte skal søgsmålene i sag T-408/03 og T-414/03 afvises, i det omfang sagsøgeren heri nedlægger påstand om annullation af debetnotaen af 25. september 2002 og skrivelserne af og , uden at det er nødvendigt at tage stilling til Kommissionens øvrige afvisningspåstande.

Skrivelsen af 6. oktober 2003 vedrørende beregningen af morarenter og den manglende modregning af egen drift (sagerne T-392/03, T-408/03 og T-414/03)

Parternes argumenter

29

Kommissionen er af den opfattelse, at påstanden om annullation af skrivelsen af 6. oktober 2003 bør afvises, idet skrivelsen — skønt den var rettet til sagsøgeren — ikke direkte påvirker sagsøgerens retsstilling, som derfor ikke kan være umiddelbart berørt af den. Der rejses således i denne skrivelse spørgsmål om f.eks. beregningen af morarenter i Kommissionens debetnota og anvendelsen af modregning, hvilket vedrører de fordringer, som Kommissionen på den ene side og Den Italienske Republik på den anden side har. Den anfægtede beslutning har således kun retsvirkninger for sagsøgernes situation, hvis denne på grund af den pågældende beslutning faktisk var forpligtet til at tilbagebetale det pågældende beløb.

30

Efter Kommissionens opfattelse vedrører de eventuelle skadelige virkninger af skrivelsen af 6. oktober 2003 imidlertid alene Den Italienske Republik og ikke sagsøgeren, der kun vil kunne lide et tab som følge af den omhandlede skrivelse, såfremt myndighederne i denne medlemsstat ved en specifik og særskilt intervention pålagde sagsøgeren at tilbagebetale de beløb, som sidstnævnte skylder Kommissionen. Den omstændighed, at skrivelsen af formelt blev tilsendt sagsøgeren, beror i øvrigt på en gennemsigtig, åben og forenklet praksis af EU-regnskabsførernes synspunkter, idet sagsøgeren havde deltaget i forskellige møder om denne støtte. Reelt kunne alene Den Italienske Republik have nedlagt påstand om annullation af skrivelsen af , og ikke sagsøgeren, der ikke besidder de fordringer, den har fremsat.

31

Kommissionen har i øvrigt anført, at skrivelsen af 6. oktober 2003 ikke udgør en anfægtelig retsakt i henhold til artikel 230 EF. Den har henvist til, at den pågældende retsakt for at kunne gøres til genstand for et annullationssøgsmål objektivt skal tilsigte at have retsvirkninger over for tredjemænd, og følgelig skal kunne påvirke de pågældendes interesser umiddelbart gennem en væsentlig ændring af deres retsstilling. Disse betingelser er ikke opfyldt i det tilfælde, hvor der foreligger en retsakt, hvori Kommissionen blot fastslår den fortolkning, den har til hensigt at lægge til grund ved anvendelsen af en fællesskabsbestemmelse, her om pligten til at betale morarenter på debetnotaerne, og modregning som tilbagebetalingsmetode for fordringerne. Tredjemands interesser vil kun reelt kunne krænkes af foranstaltninger, der faktisk vedtages under anvendelse af den indstilling, som tidligere er angivet i en sådan retsakt, som f.eks. en anmodning om betaling af morarenter på debetnotaer eller et faktisk afslag på at foretage modregning for at dække gæld, under anvendelse af de kriterier, der er angivet i skrivelsen af (jf. i denne retning Domstolens dom af , sag 114/86, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, Sml. s. 5289, præmis 12 og 13).

32

Hvad endelig angår sag T-392/03 har Kommissionen ligeledes gjort gældende, at sagen bør afvises, fordi sagsøgeren ikke har den fornødne interesse i, at skrivelsen af 6. oktober annulleres. Kommissionen har anført, at dette notat på ingen måde vedrører »støtten vedrørende dæmningen i Gibbesi-floden«. Søgsmålet i sag T-392/03 vedrører imidlertid kun de nærmere retningslinjer for betaling af den debetnota, der svarer til den nævnte støtte. Der er derfor ikke nogen forbindelse mellem sagsgenstanden og skrivelsen af 6. oktober 2003. Kommissionen har herved henvist til Domstolens dom af , Société pour l’exportation des sucres mod Kommissionen (sag 88/76, Sml. s. 709), Domstolens kendelse af , Nederlandene mod Kommissionen (sag C-164/02, Sml. I, s. 1177, præmis 18 og 24), og Rettens kendelse af , Unione provinciale degli agricoltori di Firenze m.fl. mod Kommissionen (sag T-78/98, Sml. II, s. 1377).

33

Sagsøgeren har gjort gældende, at regionen ikke handler som et særskilt retssubjekt fra Den Italienske Republik, men som en lokalforvaltning i denne medlemsstat, der udgør en bestemt adressat for de pågældende støtteforanstaltninger. Sagsøgeren har ligeledes anført, at skrivelsen af 6. oktober 2003 formelt blev rettet til regionen og berører den umiddelbart og individuelt, fordi der foreligger en åbenbar årsagsforbindelse mellem dens individuelle situation og den vedtagne retsakt. Denne skrivelse var en besvarelse af dens skrivelse af til Kommissionen, hvori den havde bestridt beregningen af morarentebeløbene. Sagsøgeren har ligeledes henvist til artikel 8 i Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene (EFT L 161, s. 1), som fastslår princippet om et »partnerskab« mellem Kommissionen og de nationale og regionale myndigheder. Sagsøgeren har desuden understreget de henvisninger til sagsøgeren, der er foretaget i Rådets forordning (EØF) nr. 2052/88 af om strukturfondenes opgaver og effektivitet samt om samordningen af deres interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 185, s. 9), som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2081/93 af (EFT L 193, s. 5), og i beslutningerne om at yde den pågældende støtte samt i dens officielle korrespondance med Kommissionen. Sagsøgeren har ligeledes anført, at Den Italienske Republik ikke havde nogen skønsbeføjelse vedrørende beslutningerne om finansieringerne i det foreliggende tilfælde.

34

Sagsøgeren har desuden anført, at skrivelsen af 6. oktober 2003 ikke kun er udtryk for Kommissionens generelle holdning over for en bestemt type problemer, men supplerer begrundelsen for de debetnotaer, der tidligere er udstedt. Den pågældende skrivelse udgør derfor en forklarende retsakt med det indhold, som fremgår af en retsakt, hvori Kommissionen for første gang angiver de faktiske og retlige omstændigheder, som støtter de forskellige debetnotaer, der er udstedt. Denne skrivelse udgør derfor potentielt en bebyrdende retsakt, i det omfang den giver de konstaterede gældsposter en reel karakter og udelukker, at disse følger af fejltagelser eller processuelle fejl.

Rettens bemærkninger

35

Skrivelsen af 6. oktober 2003 omhandler to spørgsmål, som sagsøgeren rejste under et møde den og i en skrivelse af om pålæggelse af morarenter på debetnota nr. 3240303927 af (»støtten vedrørende Catane-sletten«), nr. 3240304871 af (»støtten vedrørende Aragona Favara«) og nr. 32404006591 af (»støtten vedrørende Autostrada Messina-Palermo«).

36

Det bemærkes, at ifølge fast retspraksis udgør foranstaltninger, der har bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, retsakter, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i medfør af artikel 230 EF (Domstolens dom af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639, præmis 9, og Rettens dom af , forenede sager T-10/92 — T-12/92 og T-15/92, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2667, præmis 28).

37

I det foreliggende tilfælde har skrivelsen af 6. oktober 2003 ikke sådanne bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser. Kommissionen har således hvad angår det første spørgsmål, som sagsøgeren har rejst, kun præciseret de gældende fællesskabsregler om beregning af morarenterne for perioden mellem udløbsfristen for de omhandlede debetnotaer og den – datoen for ikrafttrædelsen af den nye finansforordning. Skrivelsen af udgør derfor ikke i sig selv en anmodning om betaling af morarenter og indeholder heller ikke en konkret beregning heraf.

38

Kommissionen forklarer i den pågældende skrivelse af 6. oktober 2003, hvorfor den ikke af egen drift foretog en modregning af de gældsposter, som fremgår af de pågældende debetnotaer, og de betalinger, som var tiltænkt Den Italienske Republik, og som sagsøgeren ville være den endelige modtager af. Kommissionen har således for det første anført, at denne modregning først udtrykkeligt blev fastsat som en måde til at inddrive fordringer ved den nye finansforordning. Kommissionen har for det andet med hensyn til betalingerne efter ikrafttrædelsen af den nye forordning anført, at de skyldige morarenter fra Den Italienske Republik ikke hidrørte fra den manglende modregning i den betaling, der skete i 2003, men den manglende tilbagebetaling af det skyldige beløb siden betalingsfristen. Kommissionen vedtog således ikke nogen beslutning i dens skrivelse af , men begrundede kun den manglende tidligere anvendelse af modregning, som kunne have ført til, at betaling af morarenter kunne have været undgået eller afbrudt.

39

Endvidere bemærkes, at det fremgår af skrivelsen af 6. oktober 2003, at de pågældende morarenter påhvilede Den Italienske Republik, som de tilsvarende debetnotaer var rettet til. På samme måde var de fordringer, i hvilke der kunne foretages modregning, betalinger tiltænkt Den Italienske Republik, skønt sagsøgeren var den endelige modtager. Den Italienske Republik kunne imidlertid bestemme selv at afholde udgifterne ved tilbagebetaling af kapital og forfaldne renter til EFRU og at afholde den med egne midler uden at overvælte den på sagsøgeren (jf. i denne retning dommen af i sagen Regione Siciliana mod Kommissionen, præmis 26). Sagsøgeren er herefter under alle omstændigheder ikke umiddelbart berørt af skrivelsen af .

40

Henset til det anførte skal søgsmålene i sag T-392/03, T-408/03 og T-414/03 afvises, i det omfang sagsøgeren heri nedlægger påstand om annullation af skrivelsen af 6. oktober 2003.

Skrivelsen af 24. oktober 2003 om modregning (sag T-435/03)

Parternes argumenter

41

Kommissionen har gjort gældende, at påstanden om annullation af skrivelsen af 24. oktober 2003 bør afvises, med henvisning i det væsentlige til de samme argumenter som dem, den fremførte til støtte for sin opfattelse vedrørende påstandene om annullation af skrivelsen af (jf. præmis 29 ff. ovenfor). Kommissionen har bl.a. anført, at skrivelsen af – skønt den er rettet til sagsøgeren – ikke direkte påvirker sagsøgerens retsstilling, som derfor ikke kan være umiddelbart berørt af den. Kommissionen har desuden anført, at det kun er Den Italienske Republik, som har tilgodehavender med hensyn til støtten vedrørende »Autostrada Messina-Parlermo«, »dæmningen i Gibbesi-floden«, »Porto Empedocle«, »Aragona Favara« og »Catane-sletten«. Sagsøgeren vil kun kunne lide et tab som følge af det pågældende notat, såfremt de italienske myndigheder ved en specifik og særskilt intervention pålægger sagsøgeren at tilbagebetale de beløb, som denne medlemsstat skylder Kommissionen.

42

Sagsøgeren har bestridt dens manglende søgsmålskompetence og fremsat de samme argumenter som dem, den fremsatte til støtte for formaliteten for så vidt angår påstandene om annullation af skrivelsen af 6. oktober 2003 (jf. præmis 33 og 34 ovenfor).

Rettens bemærkninger

43

Det bemærkes, at selv om skrivelsen af 24. oktober 2003 var rettet til sagsøgeren, med kopi til den italienske økonomi- og finansminister, vedrører den ikke desto mindre en række fordringer, som Kommissionen havde over for Den Italienske Republik vedrørende ophævelsen af de fem ovennævnte former for støtte fra EFRU.

44

Retten har som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse anmodet parterne om at identificere, hvem der er ansvarlig for de forskellige gældsposter og fordringer, og – såfremt en af disse indehavere er Den Italienske Republik – præcisere, om de pågældende beløb under alle omstændigheder blev tildelt sagsøgeren, eller om sagsøgeren frit kunne disponere over disse for at finansiere andre projekter end dem, som vedrørte denne region. Kommissionen har i sin besvarelse af Rettens spørgsmål præciseret, at de gældsposter, i hvilke der skulle modregnes, vedrørte en anmodning om betaling i forbindelse med Kommissionens beslutning K(2000) 2346 af 8. august 2000 om støtte fra EFRU under POR Sicilien, hvis adressat var Den Italienske Republik. Kommissionen har også præciseret, at indehaveren af den konto, i hvilken den modregning, der er nævnt i skrivelsen af , blev foretaget, var den italienske økonomi- og finansminister. Sagsøgeren synes at bekræfte sidstnævnte præcisering, men anfører dog, at Den Italienske Republiks rolle udelukkende bestod i at formidle, føre tilsyn og kontrollere, og at de pågældende beløb var »med regionalt sigte« og følgelig tilhørte sagsøgeren.

45

Det bemærkes ligeledes, at Den Italienske Republik havde en skønsbeføjelse og derfor kunne træffe beslutning om ikke at kræve tilbagebetaling af de i skrivelsen af 24. oktober 2003 anførte beløb fra sagsøgeren, både for så vidt angår hovedstolen og morarenterne (jf. i denne retning dommen af i Regione Siciliana-sagen, præmis 26).

46

Selv om skrivelsen af 24. oktober 2003 derfor formelt blev rettet til sagsøgeren, var den faktiske adressat for beslutningen om modregning i virkeligheden Den Italienske Republik. Sagsøgeren kan imidlertid i overensstemmelse med Domstolens nævnte praksis (dommene af og i sagerne Regione Siciliana mod Kommissionen) ikke anses for at være umiddelbart berørt af denne beslutning.

47

Herefter bør søgsmålet i sag T-435/03 afvises.

Påstandene om annullation af forudgående og afledte retsakter (sagerne T-392/03, T-408/03, T-414/03 og T-435/03)

48

Da genstanden for disse påstande om annullation af alle »forudgående og afledte retsakter« ikke er tilstrækkeligt klart præciseret, skal de afvises, jf. procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c) (jf. i denne retning Rettens dom af 23.11.2004, sag T-166/98, Cantina sociale di Dolianova m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3991, præmis 79).

49

Det følger af samtlige de anførte betragtninger, at disse søgsmål må afvises i deres helhed.

Sagsomkostningerne

50

Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

 

På grundlag af disse præmisser kender

RETTEN (Anden Afdeling)

for ret:

 

1)

Sagerne afvises.

 

2)

Regione Siciliana betaler sagsomkostningerne.

 

Således bestemt i Luxembourg den 25. september 2008.

E. Coulon

Justitssekretær

I. Pelikánová

Afdelingsformand

( *1 ) – Processprog: italiensk.

Top

Full & Egal Universal Law Academy