Kendelse afsagt af Retten i Første Instans (Femte Afdeling) den 5. december 2001. Reisebank AG mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Sag T-216/01 R.

Avis juridique important

|62001B0216

Kendelse afsagt af Retten i Første Instans (Femte Afdeling) den 5. december 2001. - Reisebank AG mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Sag T-216/01 R.

Samling af Afgørelser 2001 side II-03481

Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse

Nøgleord

Særlige rettergangsformer - udsættelse af gennemførelsen - foreløbige forholdsregler - betingelser for antagelse til realitetsbehandling - hovedsagen umiddelbart egnet til antagelse til realitetsbehandling

- uden betydning - grænser - begæring om udsættelse af gennemførelsen af en kommissionsbeslutning, hvorved sagsøgeren nægtes aktindsigt i visse dokumenter vedrørende opgivelse af proceduren efter artikel 81 EF, der er indledt i forhold til visse andre virksomheder, samt om udsættelse af den procedure, der er indledt mod sagsøgeren - afvisning

(Art. 81 EF, 242 EF og 243 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

Sammendrag

$$Spørgsmålet, om hovedsagen kan antages til realitetsbehandling, bør som hovedregel ikke behandles under en sag om foreløbige forholdsregler, da afgørelsen i hovedsagen herved kan foregribes. Når det imidlertid gøres gældende, at begæringen om foreløbige forholdsregler udspringer af en hovedsag, som åbenbart må afvises, kan det være nødvendigt, at der påvises omstændigheder, som godtgør, at hovedsagen ud fra en umiddelbar betragtning alligevel kan antages til realitetsbehandling.

Når der ikke foreligger vægtige oplysninger, der giver holdepunkter for at antage, at hovedsagen kan antages til behandling i realiteten, må der ske afvisning i forhold til en begæring om foreløbige forholdsregler, der har til formål dels at opnå udsættelse af gennemførelsen af en kommissionsbeslutning, hvorved sagsøgeren nægtes aktindsigt i visse dokumenter vedrørende opgivelse af proceduren efter artikel 81 EF, der er indledt i forhold til visse andre virksomheder, dels at opnå udsættelse af den procedure, der er indledt mod sagsøgeren.

Hvad angår det første punkt i begæringen har en beslutning, hvorved sagsøgeren fik afslag på aktindsigt i visse dokumenter, der omhandler opgivelse af en procedure, der blev ført mod andre virksomheder, ikke retsvirkninger, som kan skade sagsøgernes interesser allerede på dette tidspunkt, og før der træffes en beslutning, som konstaterer en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF, og som i givet fald pålægger sagsøgeren en sanktion.

Hvad angår det andet punkt i begæringen kan Retten i princippet ikke tage en begæring om foreløbige forholdsregler til følge, når det hermed tilsigtes, at Kommissionen forhindres i at udøve sine beføjelser til at foretage undersøgelser, efter at den har indledt en administrativ procedure, og inden den har vedtaget de endelige retsakter, hvis gennemførelse søges undgået. Såfremt Retten fastsatte sådanne foreløbige forholdsregler, ville den ikke foretage en prøvelse af den sagsøgte institutions handlinger, men derimod sætte sig i dennes sted under udøvelsen af rent administrative beføjelser. Det følger heraf, at sagsøgeren i medfør af artikel 242 EF og 243 EF ikke med føje kan nedlægge påstand om, at det pålægges Kommissionen midlertidigt at opgive at udøve sine beføjelser inden for rammerne af en administrativ procedure. En sådan ret ville kun kunne indrømmes sagsøgeren, såfremt begæringen indeholdt oplysninger, på grundlag af hvilke Retten kunne fastslå, at der foreligger helt særlige omstændigheder, som kan begrunde, at der træffes bestemmelse om de begærede foreløbige forholdsregler.

( jf. præmis 24, 51, 52 og 54 )

Parter

I sag T-216/01 R,

Reisebank AG, Frankfurt am Main (Tyskland), ved avocats M. Klusman og F. Wiemer,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved S. Rating, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt,

angående en begæring om foreløbige forholdsregler med det formål dels at opnå udsættelse af gennemførelsen af Kommissionens beslutning af 14. august 2001 om ikke at give sagsøgeren aktindsigt i visse dokumenter vedrørende opgivelse af proceduren i sag COMP/E-1/37.919 - bankgebyrer for veksling af valuta i eurozonen, der blev ført mod andre banker, dels at opnå udsættelse af proceduren med henblik på anvendelse af artikel 81 EF i samme sag i forhold til sagsøgeren,

har

PRÆSIDENTEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

afsagt følgende

Kendelse

Dommens præmisser

1 Relevante retsregler

Den 23. maj 2001 vedtog Kommissionen afgørelse 2001/462/EF, EKSF om høringskonsulentens kompetenceområde under behandlingen af visse konkurrencesager (EFT L 162 s. 21), hvorved Kommissionens afgørelse 94/810/EKSF af 12. december 1994 (EFT L 330, s. 67) blev fraveget.

2 I afgørelsens tredje og sjette betragtning anføres, at tilrettelæggelsen af de administrative procedurer bør betros en uafhængig person - høringskonsulenten - der har erfaring med konkurrencespørgsmål og den fornødne integritet til at kunne bidrage til en objektiv, gennemsigtig og effektiv behandling af disse sager, og at den pågældende - for at styrke dennes uafhængighed - administrativt bør tilknyttes det medlem af Kommissionen, der har ansvar for konkurrencespørgsmål. Gennemsigtigheden i forbindelse med høringskonsulentens udnævnelse, fratræden eller overflytning bør desuden øges.

3 Det fremgår af artikel 5 i afgørelse 2001/462, at høringskonsulenten sikrer, at høringen afvikles korrekt, hvorved han bidrager til, at selve høringen og en eventuel efterfølgende beslutning vedrørende den administrative procedure i konkurrencespørgsmål får en objektiv karakter. Høringskonsulenten sørger især for, at der ved udarbejdelsen af udkastene til Kommissionens beslutninger vedrørende en sådan procedure tages behørigt hensyn til alle relevante forhold, hvad enten disse er fordelagtige eller ufordelagtige for de berørte parter, herunder faktuelle elementer i relation til en overtrædelses grovhed.

4 Artikel 8 i afgørelse 2001/462 har følgende ordlyd:

»1. Hvis en person, virksomhed eller sammenslutning af personer eller virksomheder har modtaget et eller flere af de i artikel 7, stk. 2, nævnte breve [inklusive dem, der ledsager en meddelelse af klagepunkter] [der er afsendt af Kommissionen] og har en begrundet formodning om, at Kommissionen er i besiddelse af dokumenter, som de ikke har haft adgang til, og som er nødvendige for, at de på effektiv vis kan udøve deres ret til at blive hørt, kan den pågældende ved begrundet anmodning anmode om indsigt i disse dokumenter.

2. Den begrundede beslutning vedrørende en sådan anmodning meddeles den anmodende person, virksomhed eller sammenslutning samt enhver anden person, virksomhed eller sammenslutning, der er berørt af proceduren.«

5 Den 30. maj 2001 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet forordning (EF) nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43). Det fremgår af forordningens artikel 19, at den træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende, og at den anvendes fra den 3. december 2001.

Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

6 I begyndelsen af 1999 indledte Kommissionen en undersøgelse af ca. 150 banker, herunder sagsøgeren, etableret i syv medlemsstater, nemlig i Belgien, Tyskland, Irland, Nederlandene, Østrig, Portugal og Finland, da Kommissionen mistænkte de berørte banker for at have aftalt, at bankgebyrerne for veksling af valuta i eurozonen skulle fastholdes på et bestemt niveau.

7 Den 3. august 2000 fremsendte Kommissionen en meddelelse af klagepunkter til sagsøgeren inden for rammerne af denne undersøgelse.

8 Den 27. november 2000 fremsatte sagsøgeren sine bemærkninger hertil.

9 Sagsøgeren gjorde rede for sit standpunkt på en høring, der blev afholdt som led i denne undersøgelse den 1. og 2. februar 2001.

10 Det fremgår af Kommissionens pressemeddelelser af 11. april, 7. maj og 14. maj 2001, at den besluttede at afslutte den overtrædelsesprocedure, der var indledt mod de nederlandske og de belgiske banker samt over for visse tyske banker. Kommissionen traf denne afgørelse efter, at disse banker havde nedsat deres gebyrer for veksling af valuta i eurozonen.

11 Ved skrivelse af 16. maj, 13. juni og 25. juli 2001 afgav sagsøgeren tre tilsagn til Kommissionen, hvorved banken forpligtede sig til at nedsætte sine gebyrer for veksling af valuta i eurozonen. Disse tilbud blev alle afvist af Kommissionen.

12 Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kommissionen af 31. juli 2001, at den besluttede at afslutte de overtrædelsesprocedurer, den havde indledt mod finske, irske, belgiske, nederlandske og portugisiske banker samt mod visse tyske banker.

13 Sagsøgeren fremsatte en anmodning til høringskonsulenten om aktindsigt i de dokumenter, der angav, at de udgjorde de betingelser, der gjorde det muligt at afslutte den procedure, der blev ført mod andre banker, der var berørt af den pågældende undersøgelse.

14 Ved en første skrivelse af 14. august 2001 afviste høringskonsulenten anmodningen om aktindsigt i disse dokumenter (herefter »den omtvistede beslutning«). Dette afslag var begrundet således:

»Efter fast retspraksis har adgangen til sagsakterne inden for rammerne af behandlingen af konkurrencesager for Kommissionen en særlig funktion. Den har til formål at sætte den virksomhed, der er anklaget for at have tilsidesat Fællesskabets konkurrenceregler, i stand til effektivt at kunne forsvare sig mod Kommissionens klagepunkter. Denne betingelse er kun opfyldt, såfremt virksomhederne har adgang til alle de dokumenter, der indgår i sagsakterne, dvs. de dokumenter, der vedrører proceduren, bortset fra fortrolige dokumenter og Kommissionens interne arbejdsdokumenter. Det er på denne måde, at der skabes »jævnbyrdighed med hensyn til retsmidler« mellem Kommissionen og forsvaret.

I den foreliggende sag har Reisebank AG og Deutsche Verkehrsbank AG kunnet få adgang til dokumenterne i sag COMP/E-1/37.919 samt til andre dokumenter, der findes i parallelle sager, men som er relevante for »den tyske banksag«. Retten til forsvar uden restriktioner mod Kommissionens klagepunkter er således blevet respekteret.

De omstændigheder, der har ført til ophævelse af proceduren vedrørende andre pengeinstitutter i andre medlemslande, indgår i parallelle, men forskellige kommissionsakter, som de tyske banker principielt ikke har adgang til. Det er endvidere ikke klart, i hvilket omfang de ønskede oplysninger kunne have betydning for forsvaret af Deres kunder. Under disse omstændigheder må Deres anmodning om yderligere aktindsigt i sagen afvises i overensstemmelse med Retten i Første Instans' praksis i Cimenteries CBR-sagerne.

For så vidt angår de dokumenter, der vedrører ophævelse af den procedure, der blev forsøgt indledt i sag COMP/E-1/37.919 mod visse tyske banker, er det heller ikke muligt at efterkomme Deres anmodning. De relevante oplysninger vedrørende enkelte institutter - i det omfang de ikke er blevet offentliggjort af Kommissionen - er af fortrolig karakter og er følgelig ikke tilgængelige for de andre parter, der er omfattet af proceduren.

Denne beslutning er vedtaget i henhold til afgørelsens [2001/462] artikel 8.«

15 Ved en anden skrivelse af 14. august 2001 har høringskonsulenten som svar på sagsøgerens anmodning om udsættelse af den administrative procedure anført følgende:

»[...] Kommissionen har [...] ingen grund til at udskyde udkastet til endelig afgørelse i sag COMP/E-1/37.919, der ventes at foreligge primo eller medio september i år.«

16 Ved skrivelse af 17. august 2001 fremsatte sagsøgeren på ny et tilsagn til Kommissionen, hvorefter banken ville forpligte sig til - på grundlag af to alternative modeller - at nedsætte sine gebyrer for veksling af valuta i eurozonen.

17 Ved skrivelse af 14. september 2001 afviste Kommissionen dette sidste tilsagn.

18 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 21. september 2001 anlagde sagsøgeren annullationssøgsmål mod den omtvistede afgørelse. Ved et særskilt processkrift, der samme dag blev indleveret til Rettens Justitskontor, anlagde sagsøgeren nærværende sag om foreløbige forholdsregler med henblik på dels at opnå udsættelse af gennemførelsen af den omtvistede afgørelse, dels at opnå udsættelse af proceduren efter artikel 81 EF i sag COMP/E-1/37.919 - bankgebyrer for veksling af valuta i eurozonen: Tyskland (Deutsche Verkehrsbank-Reisebank).

19 Den 5. oktober 2001 fremsatte Kommissionen sine bemærkninger til nærværende begæring om foreløbige forholdsregler.

20 Den 17. oktober 2001 blev sagsøgeren opfordret til at fremsætte sine bemærkninger til spørgsmålet om, hvorvidt hovedsagen og sagen om foreløbige forholdsregler kan antages til realitetsbehandling.

21 Den 23. oktober 2001 fremsatte sagsøgeren sine bemærkninger i denne henseende.

Retlige bemærkninger

22 I henhold til artikel 242 EF og 243 EF, sammenholdt med artikel 4 i Rådets afgørelse 88/591/EKSF, EØF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (EFT L 319, s. 1), som ændret ved Rådets afgørelse 93/350/Euratom, EKSF, EØF af 8. juni 1993 (EFT L 144, s. 21), kan Retten, hvis den skønner, at forholdene kræver det, udsætte gennemførelsen af den anfægtede retsakt eller foreskrive de nødvendige foreløbige forholdsregler.

23 I henhold til bestemmelserne i artikel 104, stk. 1, første afsnit, i Rettens procesreglement kan en begæring om udsættelse af gennemførelsen af en retsakt kun antages til realitetsbehandling, hvis den pågældende har anlagt et annullationssøgsmål for Retten. Denne regel er ikke kun en ren formalitet, men den forudsætter, at hovedsagen, som begæringen om foreløbige forholdsregler knytter sig til, kan behandles af Retten.

24 Efter fast retspraksis bør spørgsmålet, om hovedsagen kan antages til realitetsbehandling, som hovedregel ikke behandles under sagen om foreløbige forholdsregler, da afgørelsen i hovedsagen herved kan foregribes. Når det imidlertid, som tilfældet er i denne sag, gøres gældende, at begæringen om foreløbige forholdsregler udspringer af en hovedsag, som åbenbart må afvises, kan det være nødvendigt, at der påvises omstændigheder, som godtgør, at hovedsagen ud fra en umiddelbar betragtning alligevel kan antages til realitetsbehandling (jf. kendelse afsagt af Domstolens præsident den 27.1.1988, sag 376/87 R, Distrivet mod Rådet, Sml. s. 209, præmis 21, og den 12.10.2000, sag 300/00 P(R), Federación de Cofradías de Pescadores de Guipúzcoa m.fl. mod Rådet, Sml. I, s. 8797, præmis 34, samt kendelse afsagt af Rettens præsident den 25.11.1999, sag T-222/99 R, Martinez og de Gaulle mod Parlamentet, Sml. II, s. 3397, præmis 60).

25 I den foreliggende sag finder Retten, at det skal efterprøves, om der foreligger forhold, der godtgør, at hovedsagen ud fra en umiddelbar betragtning kan antages til realitetsbehandling.

Parternes argumenter

26 Kommissionen har gjort gældende, at det tilkommer Retten at tage stilling til, om stævningen i hovedsagen indeholder momenter, der med en vis sandsynlighed gør det muligt at lægge til grund, at hovedsagen ud fra en umiddelbar betragtning kan antages til realitetsbehandling. I det foreliggende tilfælde må hovedsagen imidlertid åbenbart afvises.

27 For så vidt angår antagelse til realitetsbehandling af begæringen om foreløbige forholdsregler har sagsøgeren ved den anden anmodning i begæringen anmodet om, at den løbende overtrædelsesprocedure i sag COMP/E-1/37.919 udsættes med henblik på efterfølgende at opnå aktindsigt. Muligheden for at anlægge sag ved Fællesskabets retsinstanser med det formål at sikre sig indsigt i sagsakterne i en verserende overtrædelsesprocedure var genstand for Rettens dom af 18. december 1992 i sagen Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen (herefter »Cimenteries CBR-dommen«) (forenede sager T-10/92 - T-12/92 og T-15/92, præmis 38 og 39), hvor Retten afviste, at der fandtes en sådan mulighed.

28 Det første punkt i begæringen om foreløbige forholdsregler har til formål at opnå udsættelse med gennemførelsen af den omtvistede beslutning, der nægter sagsøgeren adgang til visse dokumenter. Da det andet punkt i begæringen om foreløbige forholdsregler ikke kan antages til realitetsbehandling, står dette første punkt alene og har ikke længere nogen mening. Desuden har det til formål at fastsætte en foranstaltning, der åbenbart savner virkning, nemlig en udsættelse af gennemførelsen af en negativ afgørelse, der ikke forpligter Kommissionen til at efterkomme sagsøgerens ønske om aktindsigt. Den foranstaltning, der er fremsat begæring om, kan således ikke anordnes inden for rammerne af en begæring om foreløbige forholdsregler. Det første punkt i begæringen om foreløbige forholdsregler kan således heller ikke antages til realitetsbehandling.

29 Den omstændighed, at sagsøgeren bestræber sig på at godtgøre, at punkterne i begæringen om foreløbige forholdsregler kan antages til realitetsbehandling, idet banken gør gældende, at der skulle være forskelle mellem de faktiske omstændigheder, der lå til grund for Cimenteries CBR-dommen, og dem, der ligger til grund for den foreliggende sag, kan ikke - selv hvis det lægges til grund, at dette er tilfældet - begrunde, at man ser bort fra præjudikatsværdien af denne dom. I alt væsentligt stemmer de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag overens med dem, der forelå i Cimenteries CBR-sagerne. I denne forbindelse har Kommissionen bl.a. anført, at høringskonsulenten altid har været uafhængig, og at han helt sikkert var det på tidspunktet for Cimenteries CBR-dommen. Sagsøgeren har således ikke forklaret, hvorfor spørgsmålet om høringskonsulentens uafhængighed på ny skulle kunne rejse tvivl om princippet om den uangribelige karakter af de retsakter, der udfærdiges før vedtagelsen af den endelige beslutning.

30 Sagsøgeren har gjort gældende, at i modsætning til det, Kommissionen antager, er hensigten med begæringen om foreløbige forholdsregler, at der træffes afgørelse om, at der midlertidigt, og indtil der træffes afgørelse i hovedsagen, ikke må skabes en faktisk situation, der ikke senere kan ændres. Med henblik herpå har sagsøgeren fremsat begæring om, at Kommissionen midlertidigt forpligtes til ikke at forelægge forslag til beslutning for Det Rådgivende Udvalg eller for kommissærkollegiet med henblik på vedtagelse af en endelig beslutning, hvorved der pålægges en bøde, så længe Retten ikke har afgjort det annullationssøgsmål, der i hovedsagen verserer mod den omtvistede beslutning.

31 Hovedsagens genstand er ikke en begæring om et påbud, der ikke kan antages til realitetsbehandling, men en påstand om annullation. Det er derfor ikke muligt at afvise begæringen om foreløbige forholdsregler med den begrundelse, at hovedsagen åbenbart må afvises, således som Kommissionen har påstået.

32 Det er allerede efter tidligere regler blevet fastslået i kendelse afsagt af præsidenten for Retten i Første Instans den 23. marts 1992 i sagen Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen (forenede sager T-10/92 R, T-11/92 R, T-12/92 R, T-14/92 R og T-15/92 R, Sml. II, s. 1571, præmis 54), at et søgsmål med påstand om annullation af en beslutning om ikke at give aktindsigt ikke åbenbart kan afvises. Den anmodning, der er fremsat i det foreliggende tilfælde under sagen om foreløbige forholdsregler, kan således heller ikke automatisk afvises med den begrundelse, at hovedsagen åbenbart må afvises, som Kommissionen har anført.

33 Sagsøgeren har særligt fremført fem argumenter til støtte for sin påstand med det formål at godtgøre, at den omtvistede beslutning kan anfægtes særskilt. Det første argument er støttet på høringskonsulentens uafhængighed. Det andet angår et uigenkaldeligt indgreb i sagsøgerens ret til kontradiktion. Det tredje vedrører tabet af en retsinstans, for så vidt som sagsøgeren ikke er blevet hørt om den forskelsbehandling, banken er blevet udsat for. Det fjerde har sammenhæng med den omstændighed, at Kommissionen på overbevisende måde har givet udtryk for, at den havde til hensigt at vedtage en beslutning, hvorved sagsøgeren blev pålagt en bøde. Det femte vedrører en tilsidesættelse af artikel 8 i forordning nr. 1049/2001.

34 Hvad angår høringskonsulentens uafhængighed, der er tilsikret ved tredje og sjette betragtning til Kommissionens afgørelse 2001/462 og den udtrykkelige formalisering af proceduren vedrørende adgangen til sagsakterne, har sagsøgeren anført, at det følger af disse principper, at de beslutninger, der træffes med hjemmel i artikel 8 i afgørelse 2001/462, kan anfægtes særskilt. Det er faktisk kun muligt at garantere høringskonsulentens uafhængighed og høringsprocedurens selvstændige karakter, hvis de beslutninger, der træffes i henhold til høringskonsulenternes kompetence, kan gøres til genstand for en domstolsprøvelse. I denne forbindelse har sagsøgeren nærmere anført, at Kommissionen efter Cimenteries CBR-dommen flere gange, og ikke kun i afgørelse 2001/462, har ændret og styrket høringskonsulentens rolle.

35 Med hensyn til det påståede vedvarende og uigenkaldeligt indgreb i sagsøgerens ret til kontradiktion, der opstår, såfremt Kommissionen vedtager en beslutning om at pålægge sagsøgeren en bøde, uden at sagsøgeren har fået tilladelse til at gennemse de pågældende dokumenter, har sagsøgeren henvist til fast retspraksis, bl.a. til Domstolens dom af 13. november 1991 i sagen Frankrig mod Kommissionen (sag C-303/90, Sml. I, s. 5315), hvorefter enhver foranstaltning, der afføder bindende retsvirkninger, og som umiddelbart og uigenkaldeligt gør indgreb i de berørtes interesser, kan prøves særskilt under en retssag. I den foreliggende sag har Kommissionen bl.a. i sin skrivelse af 14. august 2001 givet udtryk for, at den uanset sagsøgerens afslag på aktindsigt havde til hensigt snarest at vedtage en beslutning, hvorved sagsøgeren blev pålagt en bøde.

36 Sagsøgeren påføres følgelig et uopretteligt økonomisk og immaterielt tab. Dette udgør en åbenlys magtfordrejning, idet sagsøgeren gentagne gange har givet tilsagn om indrømmelser, der er mindst lige så betydelige som de tilsagn, der er kommet fra andre banker, der ikke længere er omfattet af de parallelle procedurer. Den blotte omstændighed, at indholdet af den beslutning, hvorved banken pålægges en bøde, offentliggøres, indebærer, at sagsøgeren ikke blot mister sit omdømme som en seriøs virksomhed, men også, at banken kommer til at lide betragtelige tab, idet forbrugerne formentlig vil veksle deres valuta i andre pengeinstitutter. I øvrigt må det også antages, at sagsøgeren ligeledes mister kunder inden for andre erhvervssektorer, idet denne negative omtale får skadevirkninger på hele det område, hvor banken driver virksomhed. Sagsøgeren må endelig indstille sig på at blive genstand for civilretlige erstatningssager.

37 Hvis derimod sagsøgeren havde adgang til de omhandlede dokumenter, ville banken formentlig finde nogle diskulperende beviser eller nogle momenter, der godtgør, at den har været genstand for ulovlig forskelsbehandling. Det er følgelig nødvendigt, at sagsøgeren får kendskab til de afgørende faktiske omstændigheder, som kun forefindes i Kommissionens sagsakter, og som Kommissionen ønsker at bevare sin råderet over under tilsidesættelse af princippet om jævnbyrdighed for så vidt angår adgangen til de relevante retsmidler.

38 For så vidt angår tabet af en retsinstans har sagsøgeren anført, at banken ikke er blevet hørt vedrørende spørgsmålet om den forskelsbehandling, der fandt sted, da de procedurer, der var indledt mod de øvrige berørte banker, blev afsluttet. Der er således vedtaget en endelig beslutning, uden at sagsøgeren har haft lejlighed til at fremføre klagepunktet om den forskelsbehandling, banken har været genstand for, og uden at Det Rådgivende Udvalg eller kommissærkollegiet er blevet hørt om dette punkt.

39 Hvad angår meddelelsen af den endelige beslutning har Kommissionen i modsætning til omstændighederne i Cimenteries CBR-sagerne, både i telefoniske samtaler med sagsøgeren og i den anden skrivelse af 14. august 2001 på overbevisende måde givet udtryk for, at den snarest ville vedtage en endelig beslutning, hvorved sagsøgeren ville blive pålagt en bøde.

40 Det følger ligeledes af forordning nr. 1049/2001 og navnlig af forordningens artikel 8, stk. 1, andet punktum, at det er muligt at anlægge en særskilt sag til prøvelse af den omtvistede beslutning. Forordningens bestemmelser finder anvendelse på de beslutninger, høringskonsulenterne træffer i henhold til artikel 8 i afgørelse 2001/462, hvorved anmodninger om aktindsigt afslås. Sagsøgeren har gjort opmærksom på, at det af tiende betragtning til afgørelse 2001/462 fremgår, at afgørelsen ikke berører de generelle regler om aktindsigt i Kommissionens dokumenter.

41 Sagsøgeren har desuden anført, at forordning nr. 1049/2001, jf. ottende og tolvte betragtning, ligeledes finder anvendelse på anmodninger om aktindsigt i dokumenter, der er udarbejdet inden for rammerne af den høring, der er omhandlet i artikel 19 i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962: Første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikler [81] og [82] (EFT 13, s. 204), og på de beslutninger, som høringskonsulenten træffer i henhold til artikel 8 i afgørelse 2001/462.

Rettens bemærkninger

42 Vedrørende betydningen af den af sagsøgeren påberåbte forordning nr. 1049/2001 for den foreliggende sag bemærkes indledningsvis, at denne forordning først finder anvendelse fra den 3. december 2001. Den er således under alle omstændigheder ikke relevant for nærværende sag.

43 For så vidt angår de fire øvrige argumenter, som sagsøgeren har påberåbt sig til støtte for sin påstand, hvorved sagsøgeren tilsigter at godtgøre, at hovedsagen kan antages til realitetsbehandling, og at den omtvistede beslutning kan prøves særskilt, skal Retten bemærke, at når der er tale om retsakter eller beslutninger, hvis tilblivelse omfatter flere stadier, navnlig sådanne, som afslutter en intern procedure, kan disse retsakter eller beslutninger principielt kun kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål, hvis det drejer sig om foranstaltninger, som definitivt fastlægger institutionens standpunkt som afslutning på denne procedure, modsat foreløbige foranstaltninger, der har til formål at forberede den endelige beslutning (Rettens dom af 18.5.1994, sag T-37/92, BEUC og NCC mod Kommissionen, Sml. II, s. 285, præmis 27, og af 22.5.1996, sag T-277/94, AITEC mod Kommissionen, Sml. II, s. 351, præmis 51).

44 Hvad angår reglerne om aktindsigt i konkurrencesager har disse til formål at give adressaterne for en meddelelse af klagepunkter mulighed for at gøre sig bekendt med bevismaterialet i Kommissionens sagsakter, således at de på et relevant grundlag kan udtale sig om de konklusioner, som Kommissionen på grundlag af dette materiale har anført i meddelelsen af klagepunkter (jf. Domstolens dom af 8.7.1999, sag C-51/92 P, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. I, s. 4235, præmis 75). Aktindsigten hører således til de sagsbehandlingsgarantier, som har til formål at beskytte retten til kontradiktion og navnlig at sikre den effektive udøvelse af retten til at blive hørt, som er hjemlet i artikel 19, stk. 1 og 2, i forordning nr. 17 og i artikel 2 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2842/98 af 22. december 1998 om høring af parter i visse procedurer efter EF-traktatens artikel [81] og [82] (EFT L 354, s. 18). Tilsikring af disse rettigheder er i enhver procedure, som kan medføre sanktioner, et grundlæggende princip i fællesskabsretten, som skal overholdes under alle omstændigheder, også når der er tale om en administrativ procedure (Cimenteries CBR-dommen, præmis 38 og 39, og Rettens dom af 29.6.1995, sag T-37/91, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1901, præmis 49).

45 Det følger af den faktiske gennemførelse af dette grundlæggende princip, at sagsøgeren under den administrative procedure skal sættes i stand til at tage stilling til, om de faktiske forhold, klagepunkter og andre omstændigheder, som Kommissionen påberåber sig, virkelig foreligger, og hvilken betydning de da har (Domstolens dom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, præmis 9 og 11).

46 Det følger i det hele af det anførte, at selv om de vil kunne indebære en tilsidesættelse af retten til kontradiktion, har Kommissionens beslutninger om afslag på aktindsigt principielt kun de begrænsede virkninger, som er karakteristiske for en forberedende foranstaltning, der indgår i en forudgående administrativ procedure (Cimenteries CBR-dommen, præmis 42). Det er kun foranstaltninger, som umiddelbart og uigenkaldeligt påvirker de pågældende virksomheders retsstilling, der kan begrunde, at et annullationssøgsmål admitteres, allerede før den administrative procedure er afsluttet.

47 I denne forbindelse bemærkes, at sagsøgerens påstand om, at Kommissionen snart vil vedtage en endelig beslutning, hvorved banken pålægges en bøde, ikke har nogen betydning for bedømmelsen af denne sag, da påstanden under alle omstændigheder er så upræcis, at den ikke gør det muligt at kende indholdet af en eventuel beslutning vedrørende sagsøgeren. Denne påstand gør det således ikke muligt tydeligt at adskille den foreliggende sag fra den, der gav anledning til Cimenteries CBR-dommen.

48 En eventuel tilsidesættelse af en ret, som tilkommer en adressat for en meddelelse, i dette tilfælde sagsøgeren, til effektivt at fremføre sine synspunkter med hensyn til Kommissionens klagepunkter samt med hensyn til de beviser, som skal støtte disse klagepunkter, kan først fremkalde bindende retsvirkninger af en sådan karakter, at de kan gribe ind i sagsøgerens interesser, når Kommissionen i givet fald har truffet den beslutning, som konstaterer tilstedeværelsen af de overtrædelser, som den anklager banken for. Faktisk kan Kommissionen, især i lyset af sagsøgerens skriftlige og mundtlige indlæg, frafalde nogle af eller endog samtlige de klagepunkter, som den i begyndelsen rettede imod banken, indtil den endelige beslutning er taget. Den kan også afhjælpe eventuelle mangler ved sagsbehandlingen ved efterfølgende at give den aktindsigt, som blev nægtet i begyndelsen, således at banken på ny og med fuldt kendskab til omstændighederne kan fremsætte sine synspunkter vedrørende de klagepunkter, som gøres gældende mod den.

49 Såfremt Retten i en sag om anfægtelse af en beslutning, som har afsluttet proceduren, måtte anerkende, at en ret til fuldstændig aktindsigt er blevet tilsidesat, og Retten derfor måtte annullere Kommissionens endelige beslutning på grund af tilsidesættelse af retten til kontradiktion, ville hele proceduren være ulovlig. I så fald ville Kommissionen være forpligtet til enten at opgive enhver foranstaltning imod sagsøgeren eller genoptage proceduren og da give sagsøgeren lejlighed til i lyset af samtlige de yderligere oplysninger, som banken skulle have haft adgang til, på ny at fremsætte sine synspunkter vedrørende de klagepunkter, som rettes mod den. I denne sidste situation ville en forskriftsmæssig kontradiktorisk procedure være tilstrækkelig til fuldt ud at genindsætte sagsøgeren i sine rettigheder og beføjelser (Cimenteries CBR-dommen, præmis 47).

50 Retten må konstatere, at uanset det faktum, at afgørelse 2001/462 har til formål at sikre høringskonsulentens uafhængighed, har sagsøgeren ikke fremlagt momenter af betydning, der giver anledning til at anse den retspraksis vedrørende aktindsigt i konkurrencesager, der er nævnt ovenfor, for ikke længere at finde anvendelse.

51 Det følger af ovenstående, at den anfægtede beslutning, hvorved Kommissionen har givet afslag på aktindsigt i visse dokumenter, der omhandler opgivelse af proceduren i sag COMP/E-1/37.919, der blev ført mod andre banker, ikke har sådanne retsvirkninger, som kan skade sagsøgernes interesser allerede på dette tidspunkt, og før der træffes en beslutning, som konstaterer en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF, og som i givet fald pålægger sagsøgeren en sanktion (jf. i denne retning Cimenteries CBR-dommen, præmis 48).

52 Hvad angår andet punkt i begæringen om foreløbige forholdsregler vedrørende udsættelse af den procedure efter artikel 81 EF, der er indledt mod sagsøgeren, bemærkes, at Retten i princippet ikke kan tage en begæring om foreløbige forholdsregler til følge, når det hermed tilsigtes, at Kommissionen forhindres i at udøve sine beføjelser til at foretage undersøgelser, efter at den har indledt en administrativ procedure, og inden den har vedtaget de endelige retsakter, hvis gennemførelse søges undgået. Såfremt Retten fastsatte sådanne foreløbige forholdsregler, ville den ikke foretage en prøvelse af den sagsøgte institutions handlinger, men derimod sætte sig i dennes sted under udøvelsen af rent administrative beføjelser. Det følger heraf, at sagsøgeren i medfør af artikel 242 EF og 243 EF ikke med føje kan nedlægge påstand om, at det pålægges Kommissionen midlertidigt at opgive at udøve sine beføjelser inden for rammerne af en administrativ procedure (jf. kendelse afsagt af Rettens præsident den 14.12.1993, sag T-543/93 R, Gestevisión Telecinco mod Kommissionen, Sml. II, s. 1409, præmis 24, og i denne retning kendelse af 22.11.1995, sag T-395/94 R II, Atlantic Container m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2893, præmis 39). En sådan ret ville kun kunne indrømmes sagsøgeren, såfremt begæringen indeholdt oplysninger, på grundlag af hvilke Retten kunne fastslå, at der foreligger helt særlige omstændigheder, som kan begrunde, at der træffes bestemmelse om de begærede foreløbige forholdsregler (jf. kendelse afsagt af Rettens præsident den 12.7.1996, sag T-52/96 R, Sogecable mod Kommissionen, Sml. II, s. 797, præmis 40 og 41).

53 Det må herved understreges, at sagsøgeren ikke under nærværende sag har ført bevis for, at der foreligger sådanne helt særlige omstændigheder, som kan begrunde, at der anordnes de begærede foreløbige forholdsregler, nemlig udsættelse af proceduren efter artikel 81 EF for så vidt angår sagsøgeren. Det andet punkt i begæringen om foreløbige forholdsregler kan derfor ikke antages til realitetsbehandling.

54 Da der således ikke foreligger vægtige oplysninger, der giver holdepunkter for at antage, at hovedsagen kan antages til behandling i realiteten, må begæringen om foreløbige forholdsregler afvises.

Afgørelse

Af disse grunde

bestemmer

RETTENS PRÆSIDENT

1) Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2) Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Top

Full & Egal Universal Law Academy