Sag T-337/03
Luis Bertelli Gálvez
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Passivitetssøgsmål – proceduren i artikel 7 EU – klage over de spanske retsinstansers overtrædelse af principperne i artikel 6, stk. 1, EU – åbenbar inkompetence«
Rettens kendelse (Femte Afdeling) af 2. april 2004
Sammendrag af kendelse
Passivitetssøgsmål – fysisk eller juridisk person – undladelser, der kan gøres til genstand for søgsmål – Kommissionens undladelse af at undersøge en medlemsstats tilsidesættelse af principperne i artikel 6, stk. 1, EU og af at foreslå Rådet at indlede proceduren i artikel 7 EU – Fællesskabets retsinstanser åbenbart inkompetente
(Art. 232EF;Rettens procesreglement, art. 111)
RETTENS KENDELSE (Femte Afdeling)
2. april 2004 (*)
»Passivitetssøgsmål – proceduren i artikel 7 EU – klage over de spanske retsinstansers overtrædelse af principperne i artikel 6, stk. 1, EU – åbenbar inkompetence«
I sag T-337/03,
Luis Bertelli Gálvez, Madrid (Spanien), ved avocat J. Puche Rodríguez-Acosta,
sagsøger,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber,
sagsøgt,
angående en påstand i henhold til artikel 232, stk. 3, EF om, at det fastslås, at Kommissionen ulovligt har undladt at iværksætte proceduren i artikel 7 EU over for Kongeriget Spanien efter sagsøgerens klage over denne medlemsstats retsinstansers overtrædelse i forhold til sagsøgeren af principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, som er fastsat i artikel 6, stk. 1, EU,
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Femte Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, P. Lindh, og dommerne R. García-Valdecasas og J.D. Cooke,
justitssekretær: H. Jung,
afsagt følgende
Kendelse
Retsforskrifter
1 Artikel 6, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union (EU) bestemmer, at Den Europæiske Union bygger på principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, der alle er principper, som medlemsstaterne har til fælles.
2 Artikel 7, stk. 1, EU bestemmer følgende:
»På begrundet forslag af en tredjedel af medlemsstaterne, Europa-Parlamentet eller Kommissionen kan Rådet med et flertal på fire femtedele af sine medlemmer efter samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet fastslå, at der er en klar fare for, at en medlemsstat groft overtræder principper i artikel 6, stk. 1, og rette passende henstillinger til denne medlemsstat. Inden Rådet fastslår dette, hører det den berørte medlemsstat, og det kan efter samme fremgangsmåde anmode […] [om] […] en rapport om situationen i den pågældende medlemsstat.«
3 Artikel 7, stk. 2, EU lyder således:
»Rådet kan i dets sammensætning af stats- og regeringschefer med enstemmighed på forslag af en tredjedel af medlemsstaterne eller Kommissionen og efter samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet fastslå, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder principper i artikel 6, stk. 1, efter at have opfordret den pågældende medlemsstats regering til at fremsætte sine bemærkninger.«
4 Hvis en sådan overtrædelse er fastslået, bestemmes i denne artikels stk. 3, at »Rådet med kvalificeret flertal [kan] beslutte at suspendere visse af de rettigheder, der følger af anvendelsen af denne traktat på den pågældende medlemsstat, herunder de stemmerettigheder, der er tillagt repræsentanten for den pågældende medlemsstats regering i Rådet […]«.
Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger
5 Ved skrivelse af 28. april 2003 indgav sagsøgeren, en spansk advokat, en klage til Kommissionen over, at han i 20 år angiveligt har været ulovligt forfulgt af de spanske retsinstanser på grund af, at han har tilladt sig at kritisere disse judicielle myndigheders uanstændige adfærd. Sagsøgeren anførte i sin klage, at det i lyset af disse repressalier er klart, at Kongeriget Spanien ikke overholder de grundlæggende principper om demokrati og retsstatsprincippet i artikel 6 EU, og anmodede Kommissionen om:
– formelt at erklære, at Kongeriget Spanien tilsidesætter retsstatsprincippet som følge af forefindelsen af en uansvarlig dømmende myndighed, hvis handlinger er vilkårlige og ulovlige
– at forlange, at Kongeriget Spanien bringer den forfølgelse, som sagsøgeren er genstand for fra den dømmende myndigheds side, til ophør, og at Kongeriget Spanien opfylder sin forpligtelse til at afgøre de erstatningskrav, som sagsøgeren har indbragt for de nationale retter som følge af de tab, han har lidt ved denne forfølgelse
– at forlange, at Kongeriget Spanien tillader en fri og uafhængig udøvelse af advokaterhvervet, således at spanske borgere og EU-borgerne, som har bopæl i Spanien, sikres et effektivt forsvar
– i henhold til artikel 7, stk. 1, EU at foreslå Rådet at suspendere Kongeriget Spaniens stemmerettigheder i Rådet, indtil denne stat udarbejder og indfører passende regler til at udføre en effektiv kontrol med den dømmende myndighed.
6 Ved skrivelse af 21. maj 2003 svarede A. Brun, chef for enheden »EU-borgerskab, charteret om grundlæggende rettigheder, racisme og fremmedhad, Daphné-programmet« i Generaldirektoratet for Retlige og Indre Anliggender, på vegne af Kommissionen sagsøgeren, at Kommissionen ikke ifølge ordlyden af EU-traktaten og EF-traktaten har en åben og generel kompetence vedrørende de grundlæggende rettigheder, at den udelukkende kan intervenere i tilfælde af tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder for så vidt angår gennemførelse af fællesskabslovgivningen, at administrationen af den dømmende myndighed i det foreliggende tilfælde henhører under hver enkelt medlemsstats kompetence, at de rettigheder, som sagsøgerne mener er tilsidesat, følgelig »henhører under de spanske myndigheders enekompetence, og [at] EF-Kommissionen derfor ikke har beføjelse til at forfølge disse sager«. A. Brun oplyste endvidere, at sagsøgeren har mulighed for at rette henvendelse til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, når de interne retsmidler er udtømt.
7 Ved skrivelser af 3. og 18. juni 2003 tilskrev sagsøgeren på ny Kommissionen. Han anførte, at ovennævnte skrivelse ikke var et svar på hans klage, da sagen ikke havde nogen forbindelse med de grundlæggende rettigheder, og at det desuden ikke var muligt at rette henvendelse til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og til Udvalget for Menneskerettigheder i Genève, da disse organisationer allerede havde afvist at behandle hans sag. Sagsøgeren anførte endvidere, at A. Brun ikke var bemyndiget til på Kommissionens vegne at tage stilling til hans klage. Han opfordrede derfor i henhold til artikel 232 EF Kommissionen til at give ham medhold i klagen.
8 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 2. oktober 2003 anlagde sagsøgeren nærværende sag.
9 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Det fastslås, at Kommissionen har udvist passivitet, idet den har undladt at undersøge Kongeriget Spaniens grove tilsidesættelse af principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet i artikel 6, stk. 1, EU.
– Det fastslås, at Kommissionen har udvist passivitet, idet den har undladt i henhold til artikel 7, stk. 1 og 2, EU at foreslå Rådet at fastslå en sådan tilsidesættelse og at suspendere denne medlemsstats stemmerettigheder i Rådet.
Retlige bemærkninger
10 Ifølge artikel 111 i Rettens procesreglement kan Retten, når det er åbenbart, at denne ikke har kompetence til at behandle en sag, uden at fortsætte sagens behandling træffe afgørelse ved begrundet kendelse.
11 I denne sag finder Retten, at de oplysninger, der fremgår af sagen, er tilstrækkelige, og beslutter i henhold til denne bestemmelse at træffe afgørelse uden at fortsætte retsforhandlingerne.
12 Sagsøgeren har for Retten nedlagt påstand om, at det i henhold til artikel 232, stk. 3, EF fastslås, at Kommissionen har udvist passivitet, idet den har undladt at undersøge Kongeriget Spaniens grove tilsidesættelse af principperne i artikel 6, stk. 1, EU, samt undladt at iværksætte proceduren i artikel 7, stk. 1 og 2, EU over for denne medlemsstat.
13 Det bemærkes, at Domstolen i henhold til artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (EU) udøver sine beføjelser under de betingelser og med de mål for øje, som er fastsat dels i traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber og i senere traktater og retsakter om ændring eller supplering af nævnte traktater, dels i de øvrige bestemmelser i nærværende traktat.
14 EU-traktaten tillægger kun Domstolen kompetence til at afgøre lovligheden af de retsakter, der vedtages på grundlag af denne traktat, inden for visse områder. Artikel 46 EU fastsætter således, at de bestemmelser i traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber, der vedrører EF-Domstolens kompetence samt udøvelsen af denne kompetence, kun finder anvendelse på følgende bestemmelser i EU-traktaten:
»[…]
d) artikel 6, stk. 2, [EU] med hensyn til institutionernes handlinger, for så vidt Domstolen har kompetence i henhold til traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber og i henhold til nærværende traktat
e) procedurebestemmelserne – og kun dem – i artikel 7 [EU], idet Domstolen træffer afgørelse på begæring af den berørte medlemsstat inden for en frist på en måned fra den dato, hvor Rådet har fastslået den pågældende situation i overensstemmelse med bestemmelserne i denne artikel
[…]«
15 EU-traktaten tillægger således ikke Fællesskabets retsinstanser kompetence til at undersøge, om fællesskabsinstitutionerne har handlet lovligt med henblik på at sikre medlemsstaternes overholdelse af principperne i artikel 6, stk. 1, EU, eller til at afgøre lovligheden af de retsakter, der vedtages på grundlag af artikel 7 EU, med undtagelse af spørgsmål vedrørende procedurebestemmelserne i nævnte artikel, som Domstolen udelukkende kan træffe afgørelse om på begæring af den berørte medlemsstat.
16 Det følger heraf, at Retten ikke har kompetence til at behandle en sag, der er anlagt af en fysisk eller juridisk person, med henblik på at efterprøve institutionernes handlinger for at sikre medlemsstaternes overholdelse af principperne i artikel 6, stk. 1, EU eller lovligheden af de retsakter, der vedtages i medfør af artikel 7 EU.
17 Retten har følgelig så meget desto mindre kompetence til at behandle et søgsmål, der er anlagt af en fysisk eller juridisk person i henhold til artikel 232, stk. 3, EF med påstand om, at det fastslås, at Kommissionen ulovligt har undladt at undersøge en medlemsstats tilsidesættelse af principperne i artikel 6, stk. 1, EU og undladt at foreslå Rådet at iværksætte den i artikel 7 EU fastsatte procedure over for denne medlemsstat.
18 På baggrund af det anførte er det åbenbart, at Retten ikke har kompetence til at behandle nærværende passivitetssøgsmål, der er anlagt af sagsøgeren.
19 Under disse omstændigheder bør søgsmålet afvises, uden at det er nødvendigt at forkynde det for sagsøgte.
Sagens omkostninger
20 Da den foreliggende kendelse er afsagt, før Kommissionen har modtaget meddelelse om stævningen, og altså inden denne har haft lejlighed til at afholde nogen omkostninger, er det tilstrækkeligt at bestemme, at sagsøgeren skal betale sine egne omkostninger i medfør af procesreglementets artikel 87, stk. 1.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Femte Afdeling)
1) Sagen afvises.
2) Sagsøgeren bærer sine egne omkostninger.
Således bestemt i Luxembourg den 2. april 2004.
H. Jung
P. Lindh
Justitssekretær
Afdelingsformand
* Processprog: spansk.
Top