Kendelse afsagt af Retten i Første Instans (Fjerde Afdeling) den 9. juli 2002. Carlo Ripa di Meana mod Europa

Avis juridique important

|62001B0127

Kendelse afsagt af Retten i Første Instans (Fjerde Afdeling) den 9. juli 2002. - Carlo Ripa di Meana mod Europa-Parlamentet. - Sag T-127/01.

Samling af Afgørelser 2002 side II-03005

Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Parter

I sag T-127/01,

Carlo Ripa di Meana, tidligere medlem af Europa-Parlamentet, Montecastello di Vibio (Italien), ved avocats W. Viscardini Donà og G. Donà,

sagsøger,

mod

Europa-Parlamentet ved A. Caiola og G. Ricci, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt,

angående en påstand om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse af 26. marts 2001 om ophævelse af sagsøgerens pension efter hans valg til Regionalrådet i Umbrien (Italien),

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Fjerde Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, M. Vilaras, og dommerne V. Tiili og P. Mengozzi,

justitssekretær: H. Jung,

afsagt følgende

Kendelse

Dommens præmisser

Sagens faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

1 Sagsøgeren, der er italiensk statsborger, var medlem af Europa-Parlamentet i perioderne 1979-1984 og 1994-1999.

2 Da der ikke fandtes nogen endelig pensionsordning for samtlige medlemmer af Parlamentet, vedtog Parlamentets Præsidium den 24. og 25. maj 1982 en foreløbig pensionsordning (herefter »den foreløbige pensionsordning«) for medlemmer af Parlamentet fra medlemsstater, hvor der ikke findes en national pensionsordning for parlamentsmedlemmer. Denne ordning finder ligeledes anvendelse, hvor niveauet og/eller betingelserne for en sådan pension ikke er de samme som dem, der gælder for medlemmer af parlamentet i den stat, hvor medlemmet af Europa-Parlamentet er valgt. Denne bestemmelse finder for indeværende alene anvendelse på italienske og franske medlemmer af Parlamentet. Den foreløbige pensionsordning findes i bilag III til regulativ om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer (herefter »bilag III«).

3 Den foreløbige pensionsordning, som var gældende fra den 25. maj 1982, lød som følger:

»Artikel 1

1. Alle Europa-Parlamentets medlemmer er pensionsberettigede.

2. Indtil indførelsen af en endelig fællesskabspensionsordning for alle Europa-Parlamentets medlemmer udbetales en foreløbig alderspension efter anmodning fra det pågældende medlem over Fællesskabets budget, sektion Parlamentet.

Artikel 2

1. Størrelsen af og betingelserne for den foreløbige pension er overensstemmende med, hvad der gælder for den pension, som udbetales til medlemmer af parlamentet i den stat, hvor medlemmet af Europa-Parlamentet er valgt.

[...]«

4 Artikel 12, stk. 1, i Regolamento per gli assegni vitalizi dei deputati (ordning for rejsegodtgørelser for medlemmer af det italienske deputeretkammet, herefter »den italienske ordning«) bestemmer følgende:

»Såfremt et medlem, som allerede har afsluttet sit mandat, bliver genvalgt til det nationale parlament eller Europa-Parlamentet, eller bliver valgt til et regionalråd, ophæves betalingen af den rejsegodtgørelse, vedkommende har ret til, i vedkommendes embedsperiode.«

5 I henhold til bestemmelserne i bilag III og artikel 12 i den italienske ordning tilstillede chefen for afdelingen for finansordningen for Europa-Parlamentets medlemmer sagsøgeren en skrivelse dateret den 26. januar 2001 om ophævelse af sagsøgerens pension som tidligere medlem af Europa-Parlamentet under henvisning til, at denne var blevet valgt til Regionalrådet for Umbrien. Ophævelsen gjaldt for embedsperioden. Skrivelsen var affattet således:

»Jeg skal henlede Deres opmærksomhed på artikel 12 i Regolamento per gli assegni vitalizi dei deputati (kopi vedlagt), der finder analogisk anvendelse på italienske deputerede, som har indbetalt pensionsbidrag til Europa-Parlamentet, og hvorefter betalingen af pension ophæves i det tidsrum, hvor vedkommende er valgt til det nationale parlament eller Europa-Parlamentet eller til et regionalråd.

Jeg er blevet bekendt med, at De er blevet valgt til et regionalråd, hvorfor jeg ser mig nødsaget til at ophæve betalingen af Deres pension.

Med henblik på beregningen af det pensionsbeløb, som fejlagtigt er udbetalt Dem, beder jeg Dem venligst meddele mig datoen for Deres valg til regionalrådet.«

6 Sagsøgeren modtog skrivelsen den 31. januar 2001, hvilket fremgår af modtagelsesbeviset.

7 Ved skrivelse af 15. marts 2001 gav sagsøgeren udtryk for sin overraskelse over Europa-Parlamentets hensigt om at ophæve betalingen af hans pension på grund af hans valg til regionalrådet. Han anførte heri de faktiske retlige omstændigheder, som ifølge ham indebar, at den italienske ordning ikke kunne finde analogisk anvendelse på hans tilfælde.

8 Ved skrivelse af 26. marts 2001 (herefter »skrivelsen af 26. marts 2001« eller »den anfægtede afgørelse«) tilsendte Parlamentet ham følgende besvarelse:

»Som følge af Deres ovenfor angivne skrivelse, hvori De udtrykker overraskelse over ophævelsen af Deres pension som tidligere medlem af Europa-Parlamentet efter Deres valg til Regionalrådet, skal jeg bekræfte, at denne afgørelse er i overensstemmelse med artikel 12/1 i ordningen for Camera og Cameras praksis.

Jeg erkender, at de gældende bestemmelser for Camera er ufuldstændige. Selv om bestemmelserne med hensyn til ophævelsen af pensioner er udtømmende, indeholder de med hensyn til genoprettelse af rettigheder ingen henvisning til embedet som regional konsulent.

Jeg mener dog, at de bestemmelser, der er udstedt af den politiske myndighed for at undgå sammenlægning af en pension som deputeret eller medlem af et regionalråd med et deputeretvederlag eller medlemsvederlag, er klare, og jeg anmoder Dem derfor høfligst om snarest muligt at meddele mig datoen for Deres valg til regionalrådet.

Jeg skal endvidere meddele Dem, at betalingen af deres pension i mellemtiden er blevet ophævet.«

Retsforhandlinger og parternes påstande

9 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. juni 2001 har sagsøgeren anlagt nærværende sag og nedlagt følgende påstande:

- Principalt: Den anfægtede afgørelse annulleres.

- Subsidiært: Den anfægtede afgørelse annulleres for så vidt angår ophævelsen af pensionen for perioden 1979-1984.

- Parlamentet tilpligtes at betale sagsøgeren de månedlige pensionsbeløb, der blev ophævet for valgperioderne 1979-1984 og 1994-1999, eller mere subsidiært for valgperioden 1979-1984, med tillæg af renter fra den måned, hvori ophævelsen fandt sted.

- Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

10 Ved processkrift indleveret på Rettens Justitskontor den 27. juli 2001 har Parlamentet i medfør af artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement fremsat en formalitetsindsigelse. Parlamentet har herved nedlagt følgende påstande:

- Sagen afvises.

- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

11 Sagsøgeren har i sine bemærkninger vedrørende formalitetsindsigelsen, indleveret den 20. september 2001, nedlagt følgende påstande:

- Sagen fremmes til realitetsbehandling.

- Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

12 I forbindelse med foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse og bevisoptagelse har Retten anmodet sagsøgeren og sagsøgte om skriftligt at besvare visse spørgsmål. Parterne har efterkommet Rettens anmodning inden for den fastsatte frist.

Formaliteten

Parternes argumenter

13 Parlamentet har påstået sagen afvist dels under henvisning til, at fristen i artikel 230 EF ikke er overholdt, og dels til, at proceduren i artikel 27 i regulativ om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer er tilsidesat.

14 Parlamentet har først anført, at skrivelsen af 26. marts 2001 alene udgør en bekræftelse af afgørelsen af 26. januar 2001, som blev meddelt sagsøgeren den 31. januar 2001. Da sagsøgeren ikke har anfægtet sidstnævnte afgørelse inden for fristen på to måneder fra dens meddelelse, er nærværende søgsmål for sent anlagt og må derfor afvises.

15 Parlamentet har anført, at skrivelsen af 26. marts 2001 ikke indeholder noget nyt element og derfor ikke udgør en afgørelse, der kan indebære, at søgsmålsfristen atter begynder at løbe. Skrivelsen indeholder alene visse oplysninger til sagsøgeren og kan derfor ikke anses for en anfægtelig retsakt.

16 Dernæst har Parlamentet anført, at sagen også må afvises, fordi proceduren i artikel 27, stk. 2, i regulativ om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer er tilsidesat. I henhold til denne procedure skal et medlem, der mener, at regulativets bestemmelser er blevet fejlagtigt anvendt, skriftligt underrette Parlamentets generalsekretær herom, hvorefter spørgsmålet, såfremt der ikke kan opnås en mindelig ordning mellem medlemmet og generalsekretæren, forelægges Kvæstorkollegiet, som træffer afgørelse efter høring af generalsekretæren og eventuelt efter at have hørt formanden og/eller Præsidiet.

17 Endelig har Parlamentet anført med hensyn til deres tredje påstand, at sagen åbenbart må afvises, eftersom det, i henhold til traktaterne, tilkommer den institution, som har udstedt den annullerede retsakt, at træffe de nødvendige foranstaltninger til at opfylde Fællesskabets retsinstansers domme.

18 Sagsøgeren har anført, at skrivelsen af 26. januar 2001 alene må anses for foreløbig. Sagsøgeren mener, at skrivelsen alene indeholdt en oplysning om, at betalingen af hans pension ville blive ophævet, og at dette ikke kunne ske øjeblikkeligt, eftersom det med henblik herpå i hvert fald var nødvendigt, at sagsøgeren bekræftede, at han reelt var blevet valgt til regionalrådet.

19 Sagsøgeren har anført, at han i god tro kunne forvente, at dette spørgsmål først blev diskuteret med ham, og ikke, at der direkte ensidigt ville blive truffet afgørelse, eftersom det var første gang, de kompetente myndigheder meddelte ham, at artikel 12 i den italienske ordning efter deres mening fandt anvendelse på hans tilfælde.

20 Sagsøgeren har anført, at skrivelsen af 26. marts 2001 heller ikke kan anses for en bekræftelse af en tidligere afgørelse, eftersom der forudgående var foretaget en gennemgang af de anbringender, han havde fremført i skrivelsen af 15. marts 2001 med henblik på at bestride Parlamentets hensigt om at lade artikel 12 i den italienske ordning finde analogisk anvendelse, og fordi nævnte skrivelse i hvert fald indeholdt én ny omstændighed i forhold til skrivelsen af 26. januar 2001.

21 Det bemærkes med hensyn til det første forhold, at det af indholdet af skrivelsen af 26. marts 2001 fremgår, at Parlamentet har behandlet de argumenter, som sagsøgeren fremsatte, og herunder også de to nye argumenter i forhold til skrivelsen af 26. januar 2001. Disse nye argumenter er dels en henvisning til den politiske myndigheds vilje til at undgå sammenlægning af en pension og en løn som deputeret eller medlem af et regionalråd og dels en henvisning til praksis i det italienske Deputeretkammer.

22 For så vidt angår det andet forhold har sagsøgeren anført, at det for første gang i skrivelsen af 26. marts 2001 anføres, at hans pension er blevet ophævet. Det er derfor denne skrivelse, som direkte påvirker sagsøgerens formueretlige stilling.

23 Med hensyn til proceduren i artikel 27, stk. 2, i regulativ om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer har sagsøgeren anført, at denne procedure ikke udgør en bindende administrativ procedure. Sagsøgeren har anført, at selv om der var tale om en sådan procedure, ville en sådan stride mod retssikkerhedsprincippet og ikke yde de nødvendige garantier for udløbet af den frist, inden for hvilken der skal anlægges sag. Sagsøgeren har videre anført, at det forhold, at denne procedure ikke er bindende for Europa-Parlamentets medlemmer, er blevet fastslået af Retten i dommen af 26. oktober 2000 i sagen Ripa di Meana m.fl. mod Parlamentet (forenede sager T-83/99 - T-85/99, Sml. II, s. 3493, præmis 20). Den samme konklusion må drages med hensyn til personer, der, som sagsøgeren, ved sagens anlæg i to år ikke længere havde haft status som medlem af Europa-Parlamentet.

Rettens bemærkninger

24 Indledningsvis bemærkes, at såfremt en part ønsker, at Retten skal tage stilling til, om sagen bør afvises, uden at indlede behandlingen af sagens realitet, forhandles der i henhold til procesreglementets artikel 114, stk. 3, mundtligt om begæringen, medmindre Retten bestemmer andet. Retten anser sagen for tilstrækkeligt oplyst ved sagsakterne og finder derfor, at den kan træffe afgørelse om denne påstand uden at indlede den mundtlige forhandling.

25 I henhold til fast retspraksis er foranstaltninger med bindende retsvirkninger, som berører sagsøgerens interesser ved at ændre dennes retsstilling væsentligt, retsakter eller afgørelser, der kan anfægtes under et annullationssøgsmål i medfør af artikel 230 EF (Domstolens dom af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639, præmis 9, og Rettens dom af 22.3.2000, forenede sager T-125/97 og T-127/97, Coca-Cola mod Kommissionen, Sml. II, s. 1733, præmis 77). Ved afgørelsen af, om en retsakt eller en beslutning har sådanne virkninger, må der lægges vægt på indholdet (dommen i sagen Coca-Cola mod Kommissionen, præmis 78). Som følge heraf skal et annullationssøgsmål til prøvelse af en afgørelse, der blot bekræfter en afgørelse, som ikke er blevet anfægtet inden for fristerne, afvises. En afgørelse er af rent bekræftende art, såfremt den ikke indeholder noget nyt i forhold til den tidligere afgørelse og ikke er blevet truffet på grundlag af en fornyet undersøgelse af stillingen for den tidligere afgørelses adressat (Rettens kendelse af 4.5.1998, sag T-84/97, BEUC mod Kommissionen, Sml. II, s. 795, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

26 I denne sag må det først undersøges, om skrivelsen af 26. januar 2001 udgør en anfægtelig retsakt. I denne skrivelse meddelte chefen for Parlamentets kompetente afdeling bl.a. sagsøgeren følgende: »Jeg er blevet bekendt med, at De er blevet valgt til et regionalråd, hvorfor jeg ser mig nødsaget til at ophæve indbetalingen af Deres pension. Med henblik på beregningen af det pensionsbeløb, som fejlagtigt er blevet udbetalt til Dem, beder jeg Dem venligst meddele mig datoen for Deres valg til regionalrådet.« Det fremgår heraf, at Parlamentet havde besluttet at ophæve sagsøgerens pensionsrettigheder. Parlamentet havde desuden i denne skrivelse angivet, hvorfor den havde besluttet at ophæve pensionen.

27 Skrivelsen af 26. januar 2001 kan heller ikke betragtes som en foreløbig stillingtagen eller en forberedende foranstaltning, medmindre institutionen klart har tilkendegivet, at sagen henlægges under forbehold af, at parterne ikke fremsætter supplerende bemærkninger (Domstolens dom af 16.6.1994, sag C-39/93 P, SFEI m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 2681, præmis 30). Skrivelsen af 26. januar 2001 indeholder imidlertid ikke et sådant forbehold. Sagsøgeren anmodes i skrivelsen alene om at meddele datoen for hans valg med henblik på beregning af det pensionsbeløb, der fejlagtigt er blevet ham udbetalt.

28 Denne konklusion bekræftes af Parlamentets besvarelse af et skriftligt spørgsmål, som Retten stillede, og hvorefter afgørelsen af 26. januar 2001 var iværksat med øjeblikkelig virkning, nemlig allerede fra den første månedlige betaling, i februar 2001. Det fremgår nemlig af et uddrag af sagsøgerens konto af 1. marts 2001, som sagsøgeren har tilstillet Retten, at hans pension for februar 2001 ikke var blevet betalt. Heraf følger, at sagsøgeren efter betaling af pensionen for januar 2001, som skete den 26. januar 2001, ikke længere oppebar pension.

29 Det er derfor klart, at Parlamentets oprindelige afgørelse af 26. januar 2001 udgør den retsakt, som direkte og umiddelbart har påvirket sagsøgerens retsstilling, og som derfor burde anfægtes. Det er imidlertid klart, at den pågældende retsakt ikke er blevet anfægtet inden for fristen.

30 Sagsøgerens anbringender om, at den anfægtede afgørelse er blevet truffet efter en fornyet vurdering af hans situation efter hans skrivelse af 15. marts 2001, hvorfor den stillingtagen, som Parlamentet indtog i sin afgørelse af 26. januar 2001, alene er foreløbig, må derfor forkastes.

31 Det bemærkes herved, at Parlamentet i skrivelsen af 26. marts 2001 alene angav, at den italienske ordning på visse punkter er ufuldstændig, men at bestemmelserne for at undgå sammenlægning af en pension som deputeret eller medlem af et regionalråd med oppebærelsen af en løn som deputeret eller medlem af et regionalråd tilsyneladende er klare, og at afgørelsen af 26. januar 2001 er i overensstemmelse med den italienske praksis. Disse bemærkninger kan i sammenhængen ikke anses for at være et bevis på, at afgørelsen om at indstille betalingen af sagsøgerens pension, der blev meddelt ham ved skrivelse af 26. januar 2001, er blevet taget op til fornyet vurdering. De må fortolkes således, at de grunde, som førte Parlamentet til at indstille sagsøgerens pension, fortsat bestod. Parlamentet angav alene formålet med den bestemmelse, som var blevet anvendt i afgørelsen af 26. januar 2001, og meddelte sagsøgeren, at denne afgørelse var i overensstemmelse med den italienske praksis, men ændrede intet i den allerede givne begrundelse.

32 Det bemærkes desuden, at den omstændighed, at sagsøgeren ved skrivelse af 26. marts 2001 blev oplyst om, at hans pension i mellemtiden var blevet ophævet, ikke udgør et nyt forhold, der kan indebære, at nævnte skrivelse må anses for en ny bebyrdende afgørelse. Denne oplysning er alene en gennemførelse af den bebyrdende retsakt, nemlig afgørelsen af 26. januar 2001.

33 Da skrivelsen af 26. marts 2001 ikke indeholder nogen ny omstændighed i forhold til skrivelsen af 26. januar 2001, og da der ikke er foretaget nogen ny vurdering af sagsøgerens stilling, må skrivelsen af 26. marts 2001 anses for en rent bekræftende afgørelse af afgørelsen af 26. januar 2001.

34 Da afgørelsen af 26. januar 2001 ikke er blevet anfægtet inden to måneder, efter at retsakten er meddelt sagsøgeren, i henhold til artikel 230, stk. 5, EF forøget med afstandsfristen i bestemmelserne i procesreglementets artikel 102, stk. 2, og artikel 1, tredje led, i bilag II til Domstolens procesreglement, må sagen afvises.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

35 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, og Kommissionen har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, pålægges det sagsøgeren at betale sagens omkostninger.

Afgørelse

Af disse grunde

bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling)

1) Sagen afvises.

2) Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.

Top

Full & Egal Universal Law Academy