Avis juridique important
Kendelse afsagt af Retten i Første Instans (Første Afdeling) den 21. marts 2002. - Laboratoire Monique Rémy SAS mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Annullationssøgsmål - Åbenbart afvisningsgrundlag. - Sag T-218/01.
Samling af Afgørelser 2002 side II-02139
Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
1. Retspleje - søgsmålsfrister - sagsanlæg efter fristens udløb - omstændigheder, der ikke kunne forudses, eller force majeure - begreb - grænser
(EF-statutten for Domstolen, art. 42, stk. 2)
2. Kommissionen - administrativ adfærdskodeks, optaget som bilag til Kommissionens forretningsorden - bestemmelse, hvorefter det i Kommissionens retsakter skal nævnes, at der er mulighed for at indlede retlige procedurer og/eller indgive en klage til den europæiske ombudsmand - bindende
(Art. 195 EF og 230 EF; Kommissionens forretningsorden, bilaget, punkt 3, fjerde og femte afsnit)
Sammendrag1. Begreberne force majeure og omstændigheder, der ikke kunne forudses, omfatter ud over et objektivt element, hvorefter der skal foreligge usædvanlige vanskeligheder, som den pågældende ikke har indflydelse på, også et subjektivt element, hvorefter vedkommende med henblik på at undgå konsekvenserne af de usædvanlige begivenheder skal træffe egnede foranstaltninger, idet det dog ikke kræves, at pågældende træffer urimeligt belastende foranstaltninger. Den pågældende skal navnlig nøje følge procedurens forløb og herunder udvise agtpågivenhed med henblik på at overholde de fastsatte frister. Der kan således ikke være tale om force majeure og omstændigheder, der ikke kunne forudses, i en situation, hvor en omhyggelig og fornuftig person objektivt ville have været i stand til at undgå, at en søgsmålsfrist udløb.
( jf. præmis 17 )
2. Det forhold, at Kommissionen i en retsakt ikke nævner, at der er mulighed for at indlede retlige procedurer og/eller indgive en klage til den europæiske ombudsmand i overensstemmelse med artikel 230 EF eller 195 EF, er en tilsidesættelse af de forpligtelser, som institutionen har pålagt sig selv med vedtagelsen af den administrative adfærdskodeks for Europa-Kommissionens medarbejdere hvad angår deres forbindelser med offentligheden, der er optaget som bilag til Kommissionens forretningsorden.
( jf. præmis 25 )
3. Begrebet undskyldelig vildfarelse, der har hjemmel direkte i hensynet til overholdelse af retssikkerhedsprincippet og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, kan kun omfatte usædvanlige omstændigheder, navnlig tilfælde, hvor den pågældende institution har udvist en adfærd, der enten i sig selv eller i afgørende omfang må antages at kunne medføre en vildfarelse hos en borger, som er i god tro, og som har udvist den agtpågivenhed, der kan kræves af en normalt påpasselig person. Selv om dette eventuelt kan være tilfældet, når en sag er anlagt for sent, fordi den pågældende institution har afgivet urigtige oplysninger, der kunne medføre en vildfarelse hos en sådan borger, eller når den pågældende institutions tilsidesættelse af visse interne regler, som f.eks. en adfærdskodeks, har medført en sådan vildfarelse, er det imidlertid ikke tilfældet, når borgeren ikke kunne nære nogen tvivl om, at den retsakt, han fik meddelt, havde karakter af en beslutning. I dette tilfælde medfører de manglende oplysninger om muligheden for at anlægge sag nemlig ikke en vildfarelse hos borgeren.
( jf. præmis 30 )
ParterI sag T-218/01,
Laboratoire Monique Rémy SAS, Grasse (Frankrig), ved avocat J.-F. Pupel,
sagsøger,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved A. Bordes, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2001) 1380 af 2. juli 2001 om ophævelse af den finansielle støtte fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Udviklingssektionen, der tidligere var tildelt sagsøgeren,
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Første Afdeling)
sammensat af præsidenten, B. Vesterdorf, og dommerne N.J. Forwood og H. Legal,
justitssekretær: H. Jung,
afsagt følgende
Kendelse
Dommens præmisserFaktiske omstændigheder og retsforhandlinger
1 Kommissionen ophævede ved beslutning K(2001) 1380 af 2. juli 2001 (herefter »den anfægtede retsakt«) den finansielle støtte fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Udviklingssektionen, som sagsøgeren blev tildelt ved Kommissionens beslutning K(93) 3185 af 10. november 1993 om et pilot- og demonstrationsprojekt vedrørende middelhavsplanten Iris' anvendelsesmuligheder i parfume- og levnedsmiddelduftindustrien (Frankrig, Spanien og Grækenland).
2 Sagsøgeren modtog den 6. juli 2001 den anfægtede retsakt, som Kommissionen havde sendt den 2. juli 2001.
3 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 21. september 2001 har sagsøgeren anlagt nærværende sag med påstand om annullation af den anfægtede retsakt.
4 Ved særskilt processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 26. oktober 2001 har Kommissionen påstået sagen afvist i henhold til artikel 114 i Rettens procesreglementet med den begrundelse, dels at sagen er anlagt for sent, dels at procesreglementets artikel 44 er tilsidesat.
5 Sagsøgeren har den 3. december 2001 indgivet sine bemærkninger til afvisningspåstanden.
Parternes påstande
6 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
- Sagen fremmes til realitetsbehandling.
- Den anfægtede retsakt annulleres.
- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
7 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
- Det fastslås, at det er åbenbart, at sagen skal afvises.
- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
8 Det bestemmes i procesreglementets artikel 114, stk. 1, at Retten, såfremt en part fremsætter begæring herom, kan tage stilling til, om sagen bør afvises, uden at indlede behandlingen af sagens realitet. Ifølge artikel 114, stk. 3, forhandles der mundtligt om begæringen, medmindre Retten - der finder, at nærværende sag er tilstrækkeligt oplyst ved sagsakterne, hvorfor det er ufornødent at indlede den mundtlige forhandling - bestemmer andet.
9 I henhold til artikel 230, stk. 5, EF skal et annullationssøgsmål indgives inden to måneder, efter at retsakten, alt efter sin art, er offentliggjort eller meddelt klageren eller, i mangel heraf, senest to måneder efter, at klageren har fået kendskab til den. I henhold til procesreglementets artikel 102, stk. 2, forlænges fristen desuden under hensyn til afstanden med en fast særlig frist på ti dage. Ville denne frist udløbe på en lørdag, søndag eller lovbestemt fri- eller helligdag, udløber den ifølge procesreglementets artikel 101, stk. 2, først ved udgangen af den følgende hverdag.
10 I denne sag blev den anfægtede retsakt meddelt sagsøgeren den 6. juli 2001.
11 Fristen for at anlægge annullationssøgsmålet udløb i henhold til de regler, der er henvist til ovenfor i præmis 9, mandag den 17. september 2001 ved midnat.
12 Det foreliggende søgsmål, der er anlagt den 21. september 2001, er derfor anlagt for sent.
13 Det sagsøgende selskab har imidlertid principalt gjort gældende, at det var berettiget til at forvente, at stævningen ville nå frem til Rettens Justitskontor senest den 17. september 2001, idet det sendte det brev, der indeholdt stævningen, anbefalet den 11. september 2001, og idet et anbefalet brev ifølge det oplyste ville blive bragt ud senest fire dage efter. At brevet først ankom den 21. september 2001, er en omstændighed, der ikke kunne forudses.
14 Indledningsvis bemærkes, at i modsætning til, hvad sagsøgeren har hævdet, blev det brev, der indeholdt stævningen, ifølge poststemplet på konvolutten indleveret til postvæsenet den 13. september 2001, hvilket højst er fem dage, herunder en lørdag og en søndag, før søgsmålsfristen udløb.
15 Det bemærkes endvidere, at sagsøgeren blot har anført, at det franske postselskab »La Poste« forpligter sig til at udbringe indleveret post inden for fire dage. Sagsøgeren har dog hverken fremlagt nogen beviser herfor eller anført, om fristen regnes i hverdage eller kalenderdage. Denne mangel på bevis kan i sig selv begrunde, at sagen afvises.
16 Selv hvis der var fremlagt bevis for, at La Poste havde påtaget sig en sådan forpligtelse, ville det ikke være tilstrækkeligt til at bevise, at der i den foreliggende sag forelå omstændigheder, der ikke kunne forudses. Omstændigheder, der ikke kunne forudses, karakteriseres nemlig - som force majeure - ved deres uforudseelighed (jf. i denne retning Domstolens dom af 17.7.1997, sag C-97/95, Pascoal & Filhos, Sml. I, s. 4209, præmis 63). Det forhold, at La Poste over for afsenderen har forpligtet sig til at udbringe et brev inden for en bestemt frist, kan imidlertid ikke i sig selv indebære, at enhver forsinkelse af udbringningen bliver uforudseelig.
17 Endvidere omfatter begreberne force majeure og omstændigheder, der ikke kunne forudses, ud over et objektivt element, hvorefter der skal foreligge usædvanlige vanskeligheder, som den pågældende ikke har indflydelse på, også et subjektivt element, hvorefter vedkommende med henblik på at undgå konsekvenserne af de usædvanlige begivenheder skal træffe egnede foranstaltninger, idet det dog ikke kræves, at den pågældende træffer urimeligt belastende foranstaltninger. Den pågældende skal navnlig nøje følge procedurens forløb og herunder udvise agtpågivenhed med henblik på at overholde de fastsatte frister (Domstolens dom af 15.12.1994, sag C-195/91, Bayer mod Kommissionen, Sml. I, s. 5619, præmis 32). Der kan således ikke være tale om force majeure og omstændigheder, der ikke kunne forudses, i en situation, hvor en omhyggelig og fornuftig person objektivt ville have været i stand til at undgå, at en søgsmålsfrist udløb (jf. i denne retning Domstolens dom af 12.7.1984, sag 209/83, Ferriera Valsabbia mod Kommissionen, Sml. s. 3089, præmis 22).
18 Det skal fastslås, at det sagsøgende selskab ikke udviste den agtpågivenhed, som må forventes af en almindelig fornuftig sagsøger, med henblik på at overholde fristerne, da det - til trods for, at risikoen for en forsinkelse i forhold til den hævdede forpligtelse til udbringning af indleveret post fra La Poste ikke kunne udelukkes, og at det stod klart, at en sådan forsinkelse kunne indebære, at søgsmålet ville blive afvist - højst afsendte det brev, der indeholdt stævningen, fem dage, herunder en lørdag og en søndag, før søgsmålsfristen udløb. Sagsøgeren har endvidere ikke - ud over en henvisning til de begivenheder, der fandt sted i De Forenede Stater den 11. september 2001, og til de forstyrrelser i transporten, der fulgte heraf - påberåbt sig nogen omstændigheder eller særlige begivenheder, der kan udgøre omstændigheder, der ikke kunne forudses, eller force majeure, og som således - til trods for, at sagsøgeren har udvist manglende agtpågivenhed - kan undskylde, at stævningen blev indleveret for sent. Denne vage og generelle henvisning til de nævnte begivenheder og forstyrrelser kan imidlertid ikke udgøre et bevis for, at der i den foreliggende sag foreligger omstændigheder, der ikke kunne forudses, eller force majeure.
19 Omstændighederne i denne sag kan således ikke sammenlignes med omstændighederne i de sager, der lå til grund for Domstolens dom af 2. marts 1967 i sagen Simet og Feram mod Den Høje Myndighed (forenede sager 25/65 og 26/65, Sml. 1965-1968, s. 333, org.ref.: Rec. s. 39), som sagsøgeren har påberåbt sig. I disse sager var stævningerne for det første afsendt med anbefalet postpakke ti dage - og ikke fem dage - før søgsmålsfristen udløb, og for det andet fandt Domstolen, at der forelå omstændigheder, der ikke kunne forudses, fordi hovedårsagen til forsinkelsen var, at stævningerne ikke blev leveret til Domstolen før fire dage efter, at de var ankommet i Luxembourg.
20 Sagsøgerens eller dennes advokats ansvar for forsinkelsen er så meget desto mere åbenbar, som det fremgår af brevhovedet på det papir, hvorpå stævningen er printet, at sagsøgerens advokat var i besiddelse af både en telefax og en e-mail-adresse. Advokaten kunne således, som fastsat i procesreglementets artikel 43, stk. 6, fremsende en kopi af den originale underskrevne stævning fax eller e-mail til Rettens Justitskontor. En sådan fremsendelse ville udgøre en overholdelse af fristen, forudsat at den originale stævning, vedlagt de i artikel 43, stk. 1, nævnte bilag og kopier, indleveres til Rettens Justitskontor senest ti dage senere.
21 Sagsøgeren eller dennes advokat kunne ikke blot have brugt disse kommunikationsmidler, der - samtidig med, at de sikrer, at stævningen fremsendes næsten øjeblikkeligt og ofte med anerkendelse af modtagelsen - bringer en tidagesfrist for indlevering af originalen til Rettens Justitskontor til at løbe, men de kunne endvidere have forhørt sig direkte på Justitskontoret, om deres forsendelser var indgået. Dette var - som et mindstemål af forsigtighed - særlig vigtigt i denne sag, idet sagsøgeren og dennes advokat - på grund af den meget korte frist mellem, at stævningen den 13. september 2001 blev afsendt ved anbefalet brev med modtagelsesbevis, og at søgsmålsfristen udløb den 17. september 2001 ved midnat - ikke under nogen omstændigheder kunne forvente at modtage kvitteringen for modtagelsen, inden fristen udløb.
22 Sagsøgeren har i sine bemærkninger til afvisningspåstanden subsidiært påberåbt sig den administrative adfærdskodeks for Europa-Kommissionens medarbejdere hvad angår deres forbindelser med offentligheden (herefter »adfærdskodeksen«), der er optaget som bilag til Kommissionens forretningsorden, der blev vedtaget den 29. november 2000 (EFT L 308, s. 26).
23 Adfærdskodeksens punkt 3, fjerde og femte afsnit, bestemmer:
»Hvis fællesskabsretten foreskriver det, skal det i beslutninger, der meddeles, klart angives, at beslutningen kan ankes, og hvordan det skal gøres (navn og adresse på den person eller afdeling, hvortil anken skal sendes, og fristen for indgivelse af anken).
I de relevante tilfælde bør det i en beslutning nævnes, at der er mulighed for at indlede retlige procedurer og/eller indgive en klage til den europæiske ombudsmand i overensstemmelse med artikel 230 eller 195 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.«
24 Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat disse bestemmelser, idet den ikke i den anfægtede retsakt angav, at beslutningen kunne ankes. Det sagsøgende selskab var derfor ikke klar over, at det måtte reagere hurtigt, hvilket medførte, at det anlagde sagen ved Retten »i de sidste dage før søgsmålsfristen udløb«.
25 Det bemærkes, at det forhold, at Kommissionen i den anfægtede retsakt ikke nævnte, at der var mulighed for at indlede retlige procedurer og/eller indgive en klage til den europæiske ombudsmand i overensstemmelse med artikel 230 EF eller 195 EF, er en tilsidesættelse af de forpligtelser, som institutionen har pålagt sig selv med vedtagelsen af adfærdskodeksen.
26 Det bemærkes imidlertid, at denne tilsidesættelse - som sagsøgeren har erkendt i bemærkningerne til afvisningspåstanden - ikke har nogen sammenhæng med, at stævningen blev indleveret for sent.
27 Sagsøgeren kontaktede således sin advokat i slutningen af august 2001. Advokaten, der som jurist ikke kunne være uvidende om spørgsmålet om søgsmålsfrister, har endvidere erkendt, at han i den foreliggende sag var opmærksom på, hvornår søgsmålsfristen udløb, idet han i sagsøgerens bemærkninger til afvisningspåstanden anførte, at »[han] var berettiget til at tro, at et brev, som han sendte anbefalet med modtagelsesbevis [...] den 11. september, ville blive leveret til modtageren senest den 17. september«.
28 Det er således alene det forhold, at sagsøgeren eller dennes advokat ikke udviste den agtpågivenhed og forsigtighed, der kræves i forhold til søgsmålsfrister, der har medført, at stævningen blev indleveret for sent.
29 Selv hvis den tilsidesættelse af adfærdskodeksen, der er fastslået ovenfor i præmis 25, havde været årsagen til, at stævningen blev indleveret for sent, ville det under alle omstændigheder ikke have medført, at søgsmålet - som en undtagelse til reglerne om søgsmålsfrister - kunne antages til realitetsbehandling.
30 Ovennævnte tilsidesættelse ville nemlig ikke have kunnet føre sagsøgeren i en undskyldelig vildfarelse, der - som Fællesskabets retsinstanser har erkendt - kan gøre det muligt at fravige reglerne om søgsmålsfristerne. Begrebet undskyldelig vildfarelse, der har hjemmel direkte i hensynet til overholdelse af retssikkerhedsprincippet og principielt om beskyttelse af den berettigede forventning, kan ifølge fast retspraksis kun omfatte usædvanlige omstændigheder, navnlig tilfælde, hvor den pågældende institution har udvist en adfærd, der enten i sig selv eller i afgørende omfang må antages at kunne medføre en vildfarelse hos en borger, som er i god tro, og som har udvist den agtpågivenhed, der kan kræves af en normalt påpasselig person (jf. bl.a. Rettens dom af 29.5.1991, sag T-12/90, Bayer mod Kommissionen, Sml. II, s. 219, præmis 28 og 29, bekræftet ved Domstolens dom i sagen Bayer mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 17, Rettens kendelse af 9.7.1997, sag T-63/96, Fichtner mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 189, og II, s. 563, præmis 25, bekræftet ved Domstolens kendelse af 25.6.1998, sag C-312/97 P, Fichtner mod Kommissionen, Sml. I, s. 4135, og Rettens kendelse af 3.2.1998, sag T-68/96, Polyvios mod Kommissionen, Sml. II, s. 153, præmis 43). Selv om dette eventuelt kan være tilfældet, når en sag er anlagt for sent, fordi den pågældende institution har afgivet urigtige oplysninger, der kunne medføre en vildfarelse hos en borger med de ovenfor nævnte egenskaber, eller når den pågældende institutions tilsidesættelse af visse interne regler, som f.eks. en adfærdskodeks, har medført en sådan vildfarelse, er det imidlertid ikke tilfældet, når, som i denne sag, borgeren ikke kunne nære nogen tvivl om, at den retsakt, som han fik meddelt, havde karakter af en beslutning. I dette tilfælde medfører de manglende oplysninger om muligheden for at anlægge sag ikke en vildfarelse hos borgeren.
31 Det fremgår af det ovenfor anførte, og uden at det er fornødent at undersøge, om stævningen opfylder betingelserne i procesreglementets artikel 44, at det er åbenbart, at sagen må afvises.
Afgørelse om sagsomkostningerSagens omkostninger
32 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges sagsøgeren at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.
AfgørelsePå grundlag af disse præmisser
kender
RETTEN (Første Afdeling)
for ret:
1) Sagen afvises.
2) Sagsøgeren bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.
Top