Kendelse afsagt af Retten i Første Instans (Tredje Afdeling) den 25. maj 2004. Jürgen Schmoldt m.fl. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Annullationssøgsmål

Ordonnance du Tribunal

Sag T-264/03

Jürgen Schmoldt m.fl.

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Annullationssøgsmål – søgsmålsfrist – fysiske eller juridiske personer – individuelt berørte personer – beslutning – varmeisolationsstandarder – afvisning«

Rettens kendelse (Tredje Afdeling) af 25. maj 2004 

Sammendrag af kendelse

1.     Annullationssøgsmål – Fællesskabets retsinstansers kompetence – påstand om, at en institution gives et pålæg – afvisning

(Art. 230 EF og 233 EF)

2.     Retspleje – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene

[Domstolens statut, art. 21, stk. 1, og art. 53, stk. 1;Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

3.     Annullationssøgsmål – frister – udgangspunkt – tidspunkt for kendskab til retsakten – subsidiær karakter – offentliggørelse er institutionens faste praksis – ikke nødvendig betingelse for at anse offentliggørelse for udgangspunktet

(Art. 230, stk. 5, EF)

4.     Annullationssøgsmål – fysiske og juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – beslutning om offentliggørelse af referencer på standarder for isolationsmaterialer – søgsmål indbragt af formanden for et udvalg – afvisning

(Art. 230, stk. 4, EF; Rådets direktiv 89/106, art. 5, stk. 1; Kommissionens beslutning 2003/312)

5.     Annullationssøgsmål – fysiske og juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – beslutning om offentliggørelse af referencer på standarder for isolationsmaterialer – forpligtelse til at tage hensyn til sagsøgerens særlige situation i medfør af en trinhøjere retsregel – foreligger ikke – afvisning

(Art. 230, stk. 4, EF; Rådets direktiv 89/106, art. 5, stk. 1)

6.     Annullationssøgsmål – fysiske og juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – søgsmål indbragt af en sammenslutning – sammenslutningen eller et af dens medlemmer hævdes at have indtaget rollen som forhandlingspartner – afvisning

(Art. 230, stk. 4, EF; Rådets direktiv 89/106, art. 5, stk. 1)

7.     Annullationssøgsmål – fysiske og juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – den anfægtede retsakt åbenbart ulovlig – ingen betydning for vurderingen af, om sagsøgeren er individuelt berørt – afvisning

(Art. 220 EF og 230, stk. 2 og 4, EF)

8.     Annullationssøgsmål – fysiske og juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – fortolkning contra legem af betingelsen om, at sagsøgeren skal være individuelt berørt – ulovlig

(Art. 230, stk. 4, EF)

1.     Det tilkommer ikke Fællesskabets retsinstanser at meddele institutionerne påbud som led i deres legalitetskontrol. I henhold til artikel 233 EF har den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, pligt til at gennemføre de til annullationsdommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger.

(jf. præmis 42)

2.     En abstrakt angivelse af, at den anfægtede meddelelse »savner såvel hjemmel som begrundelse«, præciserer ikke indholdet af det anbringende, sagen bygger på, og opfylder derfor ikke kravet i artikel 21, stk. 1, i Domstolens statut, der finder anvendelse på sager anlagt ved Retten i henhold til statuttens artikel 53, stk. 1, og i artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement om, at stævningen skal indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene.

(jf. præmis 43)

3.     Det følger af selve ordlyden af artikel 230, stk. 5, EF, at tidspunktet, hvor sagsøgeren har fået kendskab til den anfægtede retsakt, som afgørende faktor for, hvornår søgsmålsfristen begynder at løbe, er af underordnet betydning i forhold til det tidspunkt, hvor retsakten er blevet offentliggjort eller meddelt.

Selv om Domstolen og Retten har taget hensyn til, at det var i overensstemmelse med den pågældende institutions faste praksis at offentliggøre retsakten, selv om offentliggørelsen ikke var en betingelse for retsaktens anvendelighed, ved konstateringen af, at søgsmålsfristen begyndte at løbe på datoen for offentliggørelsen, kan det imidlertid ikke udledes heraf, at eksistensen af denne praksis er en betingelse for, at offentliggørelsen af en retsakt er udgangspunkt for beregningen af søgsmålsfristen. Derimod er det selve offentliggørelsen af den anfægtede beslutning, der er afgørende, idet eksistensen af en fast praksis på området blot underbygger denne konklusion.

(jf. præmis 52, 58 og 59)

4.     Den omstændighed, at beslutning 2003/312 om offentliggørelsen af referencer på standarder vedrørende isolationsmaterialer, geotextiler, stationære brandbekæmpelsessystemer og gipsblokke i henhold til Rådets direktiv 89/106/EØF efter sin art og rækkevidde er almengyldig, er dog ikke i sig selv tilstrækkelig til at udelukke, at borgerne kan anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af denne retsakt. En almengyldig retsakt kan alene berøre visse fysiske eller juridiske personer individuelt, såfremt den rammer en bestemt fysisk eller juridisk person på grund af visse egenskaber, som er særlige for ham, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller ham fra alle andre og derfor individualiserer ham på lignende måde som en adressat.

Det forhold, at en person på den ene eller anden måde har medvirket i den proces, der har ført til vedtagelsen af en fællesskabsretsakt, kan imidlertid kun føre til, at denne person kan betragtes som individuelt berørt af den pågældende retsakt, når de gældende fællesskabsretlige bestemmelser giver ham visse processuelle garantier. Garantierne i artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om byggevarer, som ændret, gælder for Det Europæiske Standardiseringsråd og Det Stående Byggeudvalg og ikke for deres medlemmer eller formænd som privatpersoner. Selv om det antages, at sagsøgeren som privatperson kan påberåbe sig sådanne processuelle garantier, kan den påståede skade på sagsøgerens omdømme, som tilsidesættelsen af disse garantier medfører, ikke som sådan individualisere sagsøgeren i artikel 230, stk. 4, EF’s forstand. Garantierne i artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106 har nemlig ikke til formål at beskytte omdømmet for medlemmerne af de af denne bestemmelse omfattede udvalg, heller ikke selv om de er formænd for udvalgene, men har alene til formål at sikre, at der afgives udtalelse, såfremt Kommissionen eller en medlemsstat indgiver begæring om tilbagetrækning af en harmoniseret standard.

(jf. præmis 95, 96, 100, 101 og 103)

5.     Det er korrekt, at Domstolen og Retten har admitteret annullationssøgsmål, der var anlagt til prøvelse af generelle retsakter, for så vidt som der fandtes en trinhøjere retsregel, hvorefter retsaktens udsteder var forpligtet til at tage hensyn til sagsøgerens særlige stilling, og at en sagsøgers aftaler, der er berørt af den omtvistede retsakt, i visse tilfælde kan medføre, at der består en sådan særlig stilling. Artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om byggevarer, som ændret, forpligter ikke Kommissionen til at tage hensyn til en sagsøgers særlige stilling eller til den særlige situation for den medlemsstat, der har rejst indsigelse mod en harmoniseret standard, idet bestemmelsen blot angiver den procedure, der skal følges, når en sådan indsigelse er blevet rejst.

(jf. præmis 116 og 117)

6.     Søgsmålskompetence for en sammenslutning, hvis medlemmer ikke er umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede retsakt, kan begrundes med tilstedeværelsen af særlige omstændigheder såsom en sammenslutnings rolle i den proces, der har ført til vedtagelsen af en retsakt i artikel 230 EF’s forstand, især når den anfægtede retsakt påvirker sammenslutningens egenskab af forhandlingsleder.

Det fremgår på ingen måde af direktiv 89/106 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om byggevarer, som ændret, at Kommissionen, inden den vedtager en beslutning med hjemmel i direktivets artikel 5, stk. 1, skal følge en procedure, hvor nationale sammenslutninger såsom sagsøgeren får mulighed for at påberåbe sig eventuelle rettigheder eller endog blive hørt. Det kan heller ikke føre til et andet resultat, at en anden sagsøger, som er medlem af den tidligere sagsøgende sammenslutning, hævdes at have indtaget en rolle som forhandlings- eller samtalepartner ved at deltage i proceduren. En sådan omstændighed viser, selv om dette i øvrigt måtte anses for godtgjort, på ingen måde, at sagsøgeren som sammenslutning har en selvstændig interesse i at anlægge annullationssøgsmål på grundlag af artikel 230, stk. 4, EF. Antagelsen til realitetsbehandling af de pågældende sammenslutningers søgsmål er begrundet i sammenslutningernes rolle som forhandlingspartnere og ikke i den individuelle rolle, der spilles af et af deres medlemmer.

(jf. præmis 131, 134, 140 og 141)

7.     Behandlingen af en sags realitet påvirker ikke vurderingen af, om sagsøgerne er individuelt berørt, idet antageligheden til realitetsbehandling af et annullationssøgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person og legalitetskontrollen vedrørende den retsakt, der kræves annulleret, skal undersøges særskilt i henhold til artikel 230, stk. 4, EF og artikel 230, stk. 2, EF.

I øvrigt kan den anfægtede retsakts eventuelle åbenbare ulovlighed, hvis denne godtgøres, under ingen omstændigheder under henvisning til, at Retten i henhold til artikel 220 EF skal værne om lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af traktaten, begrunde en fortolkningsbetinget ændring i det retsmiddel- og proceduresystem, der er fastlagt i traktaten. En sådan omstændighed kan i intet tilfælde medføre, at et annullationssøgsmål, der anlægges af en fysisk eller juridisk person, som ikke opfylder betingelserne i artikel 230, stk. 4, EF, skal antages til realitetsbehandling.

(jf. præmis 148 og 149)

8.     Selv om betingelsen i artikel 230, stk. 4, EF om, at sagsøgeren skal være individuelt berørt, skal fortolkes i lyset af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse under hensyntagen til de forskellige omstændigheder, som kan individualisere en sagsøger, kan en sådan fortolkning ikke føre til, at der ses bort fra den omhandlede betingelse, som udtrykkeligt er fastsat i traktaten, uden at man derved ville overskride de beføjelser, Fællesskabets retsinstanser er tillagt ved traktaten. Den omstændighed, at der eventuelt ikke er noget retsmiddel, kan, selv om dette i øvrigt måtte anses for godtgjort, således ikke begrunde en fortolkningsbetinget ændring af den søgsmålsordning, der er fastlagt ved traktaten. En sådan omstændighed kan i intet tilfælde medføre, at et annullationssøgsmål, der anlægges af en fysisk eller juridisk person, som ikke opfylder betingelserne i artikel 230, stk. 4, EF, skal antages til realitetsbehandling.

(jf. præmis 156 og 157)

RETTENS KENDELSE (Tredje Afdeling)
25. maj 2004(1)

»Annullationssøgsmål – søgsmålsfrist – fysiske eller juridiske personer – individuelt berørte personer – beslutning – varmeisolationsstandarder – afvisning«

I sag T-264/03,

Jürgen Schmoldt, Dallgow-Döberitz (Tyskland),Kaefer Isoliertechnik GmbH & Co. KG, Bremen (Tyskland),Hauptverband der Deutschen Bauindustrie eV, Berlin (Tyskland),ved Rechtsanwalt H.-P. Schneider,

sagsøgere,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Wiedner, som befuldmægtiget, bistået af Rechtsanwalt A. Böhlke, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt,

angående en påstand om annullation af artikel 1, sammenholdt med tabel 1 i bilaget, i Kommissionens beslutning 2003/312/EF af 9. april 2003 om offentliggørelsen af referencer på standarder vedrørende isolationsmaterialer, geotextiler, stationære brandbekæmpelsessystemer og gipsblokke i henhold til Rådets direktiv 89/106/EØF (EUT L 114, s. 50),

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS (Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J. Azizi, og dommerne M. Jaeger og F. Dehousse,

justitssekretær: H. Jung,

afsagt følgende

Kendelse

Retsforskrifter

1 Rådets direktiv 89/106/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om byggevarer (EFT 1989 L 40, s. 12), som ændret ved Rådets direktiv 93/68/EØF af 22. juli 1993 om ændring af direktiv 87/404/EØF (simple trykbeholdere), 88/378/EØF (sikkerhedskrav til legetøj), 89/106/EØF (byggevarer), 89/336/EØF (elektromagnetisk kompatibilitet), 89/392/EØF (maskiner), 89/686/EØF (personlige værnemidler), 90/384/EØF (ikke-automatiske vægte), 90/385/EØF (aktive, implantable medicinske anordninger), 90/396/EØF (gasapparater), 91/263/EØF (terminaludstyr), 92/42/EØF (nye varmtvandskedler, der anvender flydende eller luftformigt brændsel) og 73/23/EØF (elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser) (EFT L 220, s. 1) (herefter »direktiv 89/106«), har bl.a. til formål at fjerne hindringerne for byggevarers frie bevægelighed.

2 Ifølge artikel 1, stk. 2, i direktiv 89/106 forstås der i direktivet ved »byggevarer« »alle varer, som fremstilles med henblik på at indgå varigt i bygværker, herunder bygninger og anlægsarbejder«.

3 Artikel 2, stk. 1, i direktiv 89/106 bestemmer, at byggevarer kun kan markedsføres, hvis de er egnede til den anvendelse, de er bestemt til, dvs. at de har sådanne egenskaber, at de bygværker, hvori de skal indgå, monteres, anvendes eller installeres, såfremt disse bygværker er korrekt udformet og opført, kan opfylde visse væsentlige krav, hvis og når sådanne bygværker er omfattet af forskrifter, der indeholder sådanne krav.

4 Ifølge artikel 3, stk. 1, i direktiv 89/106 fremgår disse væsentlige krav af målsætningerne i bilag I til direktiv 89/106. Disse væsentlige krav vedrører visse egenskaber, bygværkerne skal være i besiddelse af med hensyn til mekanisk modstandsdygtighed og stabilitet, brandsikring, hygiejne, sundhed og miljø, sikkerhed ved anvendelsen, beskyttelse mod støjgener samt energibesparelser og varmeisolering.

5 Direktiv 89/106 bestemmer endvidere, at der skal vedtages »tekniske specifikationer« på fællesskabsplan. I artikel 4, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 89/106 hedder det således, at Det Europæiske Standardiseringsråd (herefter »CEN«) eller Det Europæiske Standardiseringsudvalg for Elektroteknik kan vedtage »standarder« og »tekniske godkendelser« for byggevarer. Disse standarder og tekniske godkendelser benævnes under ét »harmoniserede standarder«.

6 CEN/TC 88 er den afdeling i CEN, der er kompetent i spørgsmål om isolationsmaterialer.

7 De harmoniserede standarder udarbejdes på grundlag af mandater, som Kommissionen udsteder efter fremgangsmåden i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (EFT L 204, s. 37) og efter høring af Det Stående Byggeudvalg, der er omhandlet i artikel 19 i direktiv 89/106.

8 Når de europæiske standardiseringsorganer har udstedt de harmoniserede standarder, offentliggør Kommissionen dem i henhold til artikel 7, stk. 3, i direktiv 89/106 i Den Europæiske Unions Tidende med angivelse af referencerne.

9 Der er en formodning for, at varer, der er i overensstemmelse med de nationale standarder, hvortil de harmoniserede standarder er blevet omsat, opfylder de væsentlige krav. Ifølge artikel 4, stk. 2, i direktiv 89/106 går medlemsstaterne således ud fra, at varer er egnede til deres formål, når de er af en sådan beskaffenhed, at bygværker, som de indgår i, og som er konstrueret og opført korrekt, opfylder de væsentlige krav, og når varerne er forsynet med EF-mærket. EF-mærket attesterer bl.a., at byggevarer er i overensstemmelse med de nationale standarder, hvortil de harmoniserede standarder er blevet omsat, og hvorom der er offentliggjort meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

10 Endelig giver artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106 en medlemsstat mulighed for at anfægte harmoniserede standarder, hvis den ikke finder, at standarderne opfylder de væsentlige krav. I så fald underretter den pågældende medlemsstat Det Stående Byggeudvalg herom med angivelse af årsagerne hertil. Det Stående Byggeudvalg afgiver hasteudtalelse, og på baggrund af denne udtalelse og efter høring af Det Stående Udvalg, der er nedsat i henhold til direktiv 98/34, giver Kommissionen medlemsstaterne meddelelse om, hvorvidt de pågældende standarder bør udgå af Den Europæiske Unions Tidende.

Faktiske omstændigheder

11 Den 23. maj 2001 udstedte CEN ti standarder vedrørende isolationsmaterialer med numrene EN 13162:2001 - EN 13171:2001 (herefter »de anfægtede standarder«).

12 Den 15. december 2001 blev de anfægtede standarder offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende i form af en meddelelse fra Kommissionen i forbindelse med gennemførelsen af direktiv 89/106 (EFT C 358, s. 9, herefter »meddelelsen af 15. december 2001«). Ifølge meddelelsen ville de anfægtede standarder træde i kraft som harmoniserede standarder den 1. marts 2002, idet der dog indtil 1. marts 2003 skulle være en såkaldt »sameksistensperiode for harmoniserede standarder og nationale tekniske specifikationer«.

13 Endvidere fremgår det af anden fodnote til denne meddelelse, dels at formodningen for byggevarers overensstemmelse med kravene ved udløbet af sameksistensperioden skulle bygge på de harmoniserede standarder, dels at udløbsdatoen for sameksistensperioden skulle falde sammen med datoen for tilbagetrækningen af modstridende nationale tekniske specifikationer.

14 Ved skrivelse af 9. august 2002 indgav Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106 indsigelse mod bl.a. de anfægtede standarder. I indsigelsen gjorde Forbundsrepublikken Tyskland bl.a. gældende, at det ikke på grundlag af de anfægtede standarder kunne formodes, at de bygværker, hvori materialerne skulle indgå, fuldt ud opfyldte de væsentlige krav.

15 Den 22. november 2002 fremlagde en ad hoc-gruppe under Det Stående Byggeudvalg en rapport, hvoraf det fremgår, at ad hoc-gruppen bl.a. havde gennemgået de anfægtede standarder og afgivet visse anbefalinger. Ad hoc-gruppen anførte, at de anfægtede standarder sandsynligvis kunne forbedres, men at der ikke var nogen grund til at vente med at anvende dem til EF-mærkning.

16 Det udvalg, der er nedsat i henhold til direktiv 98/34, holdt møde den 28. og 29. januar 2003 og afgav en positiv udtalelse vedrørende et udkast til en kommissionsbeslutning om ikke at tage Forbundsrepublikken Tysklands indsigelse til følge.

17 Den 9. april 2003 vedtog Kommissionen beslutning 2003/312/EF om offentliggørelsen af referencer på standarder vedrørende isolationsmaterialer, geotextiler, stationære brandbekæmpelsessystemer og gipsblokke i henhold til direktiv 89/106 (EUT L 114, s. 50), hvori Kommissionen nægtede at tage den indsigelse, Forbundsrepublikken Tyskland havde rejst i medfør af dette direktivs artikel 5, stk. 1, til følge (herefter »den anfægtede beslutning«).

18 Kommissionen fastslår bl.a. i den anfægtede beslutning, at der på grundlag af de oplysninger, Kommissionen har modtaget i forbindelse med høring af CEN og de nationale myndigheder på møder i Det Stående Byggeudvalg og udvalget nedsat ved direktiv 98/34, ikke er fundet bevis til støtte for den risiko, som Tyskland har hævdet foreligger. I artikel 1 i den anfægtede beslutning hedder det derfor, at de anfægtede standarder, der er anført i tabel 1 i bilaget til beslutningen, ikke vil blive slettet af listen over standarder offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

19 Den 8. maj 2003 blev den anfægtede beslutning offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

20 På et tidspunkt, der ikke fremgår af sagens akter, indgav Forbundsrepublikken Tyskland til Det Stående Byggeudvalg begæring om forlængelse af sameksistensperioden for de anfægtede standarder og de nationale standarder indtil den 31. december 2003.

21 Det Stående Byggeudvalg afslog på sit 57. møde den 13. og 14. maj 2003 begæringen om forlængelse. Det blev dog på samme møde besluttet med tilbagevirkende kraft at forlænge sameksistensperioden for de anfægtede standarder og de nationale standarder til den 13. maj 2003.

22 Den 22. maj 2003 blev de anfægtede standarder på ny offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende i en meddelelse fra Kommissionen i forbindelse med gennemførelsen af direktiv 89/106 (EUT C 120, s. 17) samtidig med den nye udløbsdato for sameksistensperioden for de anfægtede standarder og de nationale standarder (herefter »meddelelsen af 22. maj 2003«).

Retsforhandlinger og parternes påstande

23 Ved stævning indgivet til Rettens Justitskontor den 28. juli 2003 har sagsøgerne, J. Schmoldt (herefter »den første sagsøger«), Kaefer Isoliertechnik GmbH & Co. KG (herefter »den anden sagsøger«) og Hauptverband der Deutschen Bauindustrie eV (herefter »den tredje sagsøger«) anlagt det foreliggende annullationssøgsmål til prøvelse af den anfægtede beslutning. Den første sagsøger er formand for CEN/TC 88-udvalget, medlem af ad hoc-gruppen under Det Stående Byggeudvalg samt forretningsfører for den tredje sagsøger. Den anden sagsøger er en tysk virksomhed, der anvender isolationsmaterialer, og som er medlem af den sagsøgende sammenslutning (den tredje sagsøger). Den tredje sagsøger er en sammenslutning, som repræsenterer den tyske bygge- og anlægsindustris interesser.

24 Samme dag har sagsøgerne ved særskilt processkrift ligeledes indgivet begæring om foreløbige forholdsregler i henhold til artikel 243 EF i form af et påbud til Kommissionen om at forlænge sameksistensperioden for de nationale standarder og de anfægtede standarder indtil afsigelsen af Rettens dom.

25 Ved processkrift indgivet til Rettens Justitskontor den 27. august 2003 har Kommissionen i henhold til artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement rejst formalitetsindsigelse. Sagsøgerne har den 20. oktober 2003 fremsat deres bemærkninger til indsigelsen.

26 Ved dokument indgivet til Justitskontoret den 25. november 2003 har Fachvereinigung Mineralfaserindustrie eV fremsat begæring om tilladelse til at intervenere til støtte for sagsøgtes påstande.

27 Ved kendelse af 28. november 2003 har Rettens præsident afslået sagsøgernes begæring om foreløbige forholdsregler (kendelse afsagt af Rettens præsident den 28.11.2003, sag T-264/03 R, Schmoldt m.fl. mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser).

28 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

– Artikel 1 i den anfægtede beslutning, sammenholdt med tabel 1 i bilaget til beslutningen, annulleres, således at meddelelsen af 15. december 2001 og af 22. maj 2003 fjernes fra Den Europæiske Unions Tidende.

– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

29 Kommissionen har i formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:

– Sagen afvises.

– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Retlige bemærkninger

30 I procesreglementets artikel 114, stk. 1, hedder det, at Retten efter begæring kan tage stilling til, om sagen bør afvises, uden at indlede behandlingen af sagens realitet. I henhold til artikel 114, stk. 3, forhandles der mundtligt om begæringen, medmindre Retten bestemmer andet. I den foreliggende sag finder Retten, at sagens akter indeholder tilstrækkelige oplysninger, og at der ikke er grund til at indlede mundtlig forhandling.

31 Kommissionen har i formalitetsindsigelsen gjort gældende, dels at den foreliggende sag ikke er anlagt rettidigt, dels at sagsøgerne ikke er individuelt berørt i artikel 230, stk. 4, EF’s forstand.

32 Indledningsvis skal sagsgenstanden dog nærmere afgrænses, idet der på dette punkt ikke er enighed mellem parterne.

Sagens genstand

Parternes argumenter

33 Kommissionen har gjort gældende, at sagsgenstanden ikke omfatter meddelelserne af henholdsvis 15. december 2001 og 22. maj 2003, idet tilbagetrækningen af disse er en uafvendelig og indirekte følge af sagen og ikke genstanden for denne. Genstanden for sagen er alene påstanden om annullation af artikel 1 i den anfægtede beslutning.

34 Ifølge sagsøgerne er genstanden for den foreliggende sag tilbagetrækningen af de anfægtede standarder, der blev offentliggjort den 15. december 2001, herunder tilbagekaldelsen af meddelelsen af 22. maj 2003, hvori Kommissionen fastsatte datoen for udløbet af sameksistensperioden for de nationale standarder og EF-standarderne til den 13. maj 2003.

35 Sagsøgerne har påpeget, at sagen først og fremmest vedrører artikel 1 i den anfægtede beslutning, sammenholdt med tabel 1 i bilaget til samme beslutning, hvori Kommissionen trods indsigelsen fra Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106 har besluttet, at de anfægtede standarder ikke vil blive slettet fra listen over standarder offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

36 Sagsøgerne har dog anført, at Kommissionen derefter på ny har offentliggjort de anfægtede standarder i en meddelelse af 22. maj 2003, hvorved den første meddelelse af 15. december 2001 er bortfaldet.

37 Sagsøgerne har forklaret, at meddelelsen af 15. december 2001 er nævnt i stævningen for klarhedens skyld. Hvis sagsøgerne havde nedlagt påstand om, at kun standarderne indeholdt i meddelelsen af 22. maj 2003 skulle tilbagetrækkes, såfremt de fik medhold i annullationssøgsmålet, kunne det opfattes, som om tilbagetrækningen ikke omfattede meddelelsen af 15. december 2001, således at de heri indeholdte standarder ville bevare deres retsvirkninger.

38 Sagsøgerne finder, at meddelelsen af 22. maj 2003 ikke alene er en retlig konsekvens af den anfægtede beslutning, men også kan opfattes som en ny offentliggørelse i henhold til artikel 7, stk. 3, i direktiv 89/106.

Rettens bemærkninger

39 Det bemærkes, at Kommissionen ifølge artikel 1 i den anfægtede beslutning har besluttet ikke at fjerne de anfægtede standarder, der er anført i tabel 1 i bilaget til den nævnte beslutning, fra listen over standarder offentliggjort i meddelelsen af 15. december 2001.

40 Det er ubestridt, at hvad angår de anfægtede standarder er listen i meddelelsen af 22. maj 2003 identisk med de lister, der er offentliggjort i henholdsvis bilaget til den anfægtede beslutning og meddelelsen af 15. december 2001, bortset fra at datoen for udløbet af sameksistensperioden for disse standarder og de nationale standarder er blevet ændret.

41 For så vidt sagsøgerne har nedlagt påstand om annullation af meddelelsen af 22. maj 2003 med den begrundelse, at den på ny offentliggør de anfægtede standarder, er der under disse omstændigheder sammenfald mellem denne påstand og deres påstand om annullation af artikel 1 i den anfægtede beslutning, hvorfor begge påstande vil blive behandlet under ét.

42 For så vidt sagsøgerne derimod har nedlagt påstand om, at meddelelserne af henholdsvis 15. december 2001 og 22. maj 2003 tilbagetrækkes fra Den Europæiske Unions Tidende i tilfælde af annullation af artikel 1 i den anfægtede beslutning, skal denne påstand dog afvises. Ifølge retspraksis tilkommer det nemlig ikke Fællesskabets retsinstanser at meddele institutionerne påbud som led i deres legalitetskontrol. I henhold til artikel 233 EF har den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, pligt til at gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger (jf. bl.a. Domstolens dom af 22.1.2004, sag C-353/01 P, Mattila mod Rådet og Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 15, og Rettens kendelse af 15.10.2003, sag T-372/02, Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 48 og 49).

43 For så vidt sagsøgerne anfægter ændringen af udløbsdatoen for sameksistensperioden for de anfægtede standarder og de nationale standarder, der er anført i meddelelsen af 22. maj 2003, bemærkes i øvrigt, at det i stævningen blot er anført, at meddelelsen »savner såvel hjemmel som begrundelse«. Det må fastslås, at en sådan abstrakt angivelse, som ikke præciserer indholdet af det anbringende, sagen bygger på, ikke opfylder kravet i artikel 21, stk. 1, i Domstolens statut, der finder anvendelse på sager anlagt ved Retten i henhold til statuttens artikel 53, stk. 1, og i artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement om, at stævningen skal indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene (Rettens dom af 5.3.2003, sag T-293/01, Ineichen mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 84, og af 17.6.2003, sag T-385/00, Seiller mod EIB, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 40). Også på dette punkt må påstanden følgelig afvises.

44 Retten skal således alene tage stilling til påstanden om annullation af den anfægtede beslutnings artikel 1.

Overskridelse af søgsmålsfristen

Parternes argumenter

45 Kommissionen har gjort opmærksom på, at tidspunktet, hvor sagsøgeren har fået kendskab til den anfægtede retsakt, som afgørende faktor for, hvornår søgsmålsfristen begynder at løbe, er af underordnet betydning i forhold til det tidspunkt, hvor retsakten er blevet offentliggjort eller meddelt (Domstolens dom af 10.3.1998, sag C-122/95, Tyskland mod Rådet, Sml. I, s. 973, præmis 35). Dette er navnlig tilfældet, såfremt det er fast praksis at offentliggøre en retsakt, idet sagsøgeren i så fald med rette kan gå ud fra, at retsakten vil blive offentliggjort (dommen i sagen Tyskland mod Rådet, præmis 37).

46 Men i den foreliggende sag er tidspunktet, hvor sagsøgerne fik kendskab til den anfægtede beslutning, ikke af underordnet betydning, idet offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende ikke er foreskrevet. Fristen for anlæggelse af sag til prøvelse af den anfægtede beslutning løb således formelt fra det tidspunkt, hvor sagsøgerne fik kendskab til beslutningen, og ikke fra datoen for dens offentliggørelse. Dette forhindrer følgelig anvendelse af procesreglementets artikel 102, stk. 1, hvori det hedder, at når fristen for anlæggelse af søgsmål til prøvelse af en institutions retsakter begynder at løbe fra tidspunktet for offentliggørelsen af retsakten, regnes fristen fra udløbet af fjortendedagen efter datoen for offentliggørelsen af retsakten i Den Europæiske Unions Tidende.

47 Da den anfægtede beslutning, som blev vedtaget den 9. april 2003, blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 8. maj 2003, har sagsøgerne således ifølge Kommissionen fået kendskab til beslutningen senest på sidstnævnte dato. Følgelig er hovedsagen, der blev anlagt den 28. juli 2003, blevet anlagt ti dage for sent, også selv om der tages hensyn til procesreglementets regel om procesfristers forlængelse under hensyn til afstanden.

48 Sagsøgerne finder ikke, at søgsmålsfristen er blevet overskredet.

49 Sagsøgerne har i denne forbindelse gjort gældende, at Kommissionen ikke har bestridt, at den anfægtede beslutning ikke er blevet meddelt dem. De har således først fået underretning om den pågældende beslutning ved dens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende den 8. maj 2003. Da den foreliggende sag blev anlagt den 28. juli 2003, er den frist på to måneder fra udløbet af fjortendedagen efter offentliggørelsen, der er foreskrevet i procesreglementets artikel 102, stk. 1, således blevet overholdt, hvis der tages hensyn til afstandsfristen på ti dage.

50 Efter sagsøgernes opfattelse er der ingen reelt gennemførte offentliggørelser af foranstaltninger eller beslutninger vedtaget af fællesskabsinstanserne, der ikke udløser den i procesreglementets artikel 102, stk. 1, fastsatte frist.

Rettens bemærkninger

51 Ifølge artikel 230, stk. 5, EF skal de i denne artikel omhandlede klager indgives inden to måneder, efter at retsakten, alt efter sin art, er offentliggjort eller meddelt klageren eller, i mangel heraf, senest to måneder efter, at klageren har fået kendskab til den.

52 Ifølge retspraksis følger det af selve ordlyden af denne bestemmelse, at tidspunktet, hvor sagsøgeren har fået kendskab til den anfægtede retsakt, som afgørende faktor for, hvornår søgsmålsfristen begynder at løbe, er af underordnet betydning i forhold til det tidspunkt, hvor retsakten er blevet offentliggjort eller meddelt (dommen i sagen Tyskland mod Rådet, jf. præmis 45 ovenfor, præmis 35, og Rettens dom af 12.12.2000, sag T-296/97, Alitalia mod Kommissionen, Sml. II, s. 3871, præmis 61).

53 I den foreliggende sag, hvor beslutningen blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 8. maj 2003, løber sagsøgernes søgsmålsfrist derfor fra denne dato, og ikke fra det tidspunkt, hvor de fik kendskab til beslutningen.

54 Efter procesreglementets artikel 102, stk. 1, skal fristen, da den begynder at løbe fra tidspunktet for offentliggørelsen af den anfægtede beslutning, regnes fra udløbet af fjortendedagen efter datoen for offentliggørelse af retsakten i Den Europæiske Unions Tidende.

55 I modsætning til, hvad Kommissionen har hævdet, kan der ikke ses bort fra denne yderligere frist med den begrundelse, at da offentliggørelsen af den anfægtede beslutning ikke er obligatorisk og ikke kan anses for fast praksis i institutionen, kan tidspunktet for offentliggørelsen ikke tages i betragtning som sådant, men alene som det tidspunkt, hvor sagsøgerne har fået kendskab til den anfægtede beslutning.

56 Det fremgår nemlig af dommen i sagen Tyskland mod Rådet, præmis 45 ovenfor, at tidspunktet, hvor sagsøgeren har fået kendskab til den anfægtede retsakt, som afgørende faktor for, hvornår søgsmålsfristen begynder at løbe, er af underordnet betydning i forhold til det tidspunkt, hvor retsakten er blevet offentliggjort. Da den anfægtede beslutning faktisk blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, kan det tidspunkt, hvor sagsøgerne fik kendskab til beslutningen, således ikke anvendes som afgørende faktor.

57 Da klage- og søgsmålsfristen i henhold til artikel 230 EF har til formål at tilvejebringe klarhed og retssikkerhed og undgå enhver forskelsbehandling og vilkårlighed i retsplejen (Domstolens dom af 15.1.1987, sag 152/85, Misset mod Rådet, Sml. s. 223, præmis 11, og af 23.1.1997, sag C-246/95, Coen, Sml. I, s. 403, præmis 21, og Rettens dom af 18.9.1997, forenede sager T-121/96 og T-151/96, Mutual Aid Administration Services mod Kommissionen, Sml. II, s. 1355, præmis 38), kan det tidspunkt, hvor fristen begynder at løbe, derfor ikke afhænge af, om den pågældende institution har en fast praksis på området.

58 Det fremgår ganske vist af ovennævnte retspraksis, at Domstolen og Retten har taget hensyn til, at det var i overensstemmelse med den pågældende institutions faste praksis at offentliggøre retsakten, selv om offentliggørelsen ikke var en betingelse for retsaktens anvendelighed, ved konstateringen af, at søgsmålsfristen begyndte at løbe på datoen for offentliggørelsen, idet sagsøgeren så med rette kunne gå ud fra, at retsakten ville blive offentliggjort (dommen i sagen Tyskland mod Rådet, jf. præmis 45 ovenfor, præmis 36-38, og i sagen Alitalia mod Kommissionen, jf. præmis 52 ovenfor, præmis 62).

59 Det kan imidlertid ikke udledes heraf, at eksistensen af denne praksis er en betingelse for, at offentliggørelsen af en retsakt er udgangspunkt for beregningen af søgsmålsfristen. Tværtimod fremgår det af retspraksis, at det er selve offentliggørelsen af den anfægtede beslutning, der er afgørende, idet eksistensen af en fast praksis på området blot underbygger denne konklusion (jf. i denne retning Rettens dom af 15.9.1998, sag T-11/95, BP Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 3235, præmis 49, af 6.10.1999, sag T-123/97, Salomon mod Kommissionen, Sml. II, s. 2925, præmis 43, og af 27.11.2003, sag T-190/00, Regione Siciliana mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 30 og 31). Det bemærkes i denne forbindelse, at bestemmelserne i traktaten om borgernes søgsmålsret ikke kan fortolkes indskrænkende (Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org.ref.: Rec. s. 197, på s. 222).

60 Endvidere gælder den yderligere frist på 14 dage, der er fastsat i procesreglementets artikel 102, stk. 1, ifølge selve ordlyden af bestemmelsen »[n]år fristen for anlæggelse af søgsmål til prøvelse af en institutions retsakter begynder at løbe fra tidspunktet for offentliggørelsen af retsakten«, og ikke alene når offentliggørelsen er en betingelse for retsaktens gennemførelse eller er en del af den pågældende institutions faste praksis.

61 Kommissionen har derfor ikke ret i, at procesreglementets artikel 102, stk. 1, ikke finder anvendelse i den foreliggende sag.

62 Det må således fastslås, at da den foreliggende sag, der blev anlagt den 28. juli 2003, er blevet anlagt inden to måneder fra offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende den 8. maj 2003, hvis man medregner fristen på 14 dage og den faste særlige afstandsfrist på ti dage, som er fastsat i henholdsvis stk. 1 og 2 i procesreglementets artikel 102, kan Kommissionens formalitetsindsigelse begrundet i en overskridelse af søgsmålsfristen ikke tages til følge.

Spørgsmålet, om sagsøgerne er individuelt berørt

Parternes argumenter

63 Kommissionen har hævdet, at sagsøgerne ikke er individuelt berørt af den anfægtede beslutning.

64 Kommissionen har i denne forbindelse i det væsentlige gjort gældende, at den første sagsøger har anlagt sag ikke som officiel repræsentant for CEN/TC 88, men i eget navn. Den anden sagsøger er ganske vist i høj grad berørt af den anfægtede beslutning, men er ikke individuelt berørt. Den tredje sagsøger kan ikke påberåbe sig søgsmålskompetence hverken under henvisning til den anden sagsøgers søgsmålskompetence, idet den anden sagsøger ikke er individuelt berørt af den anfægtede beslutning, eller under henvisning til sin medvirken ved udarbejdelsen af Forbundsrepublikken Tysklands begæring i henhold til artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106.

65 Sagsøgerne finder, at de er individuelt berørt af den anfægtede beslutning.

66 For det første finder de, at da den foreliggende sag uomtvisteligt er begrundet, er Kommissionens formalitetsindsigelse udtryk for retsmisbrug.

67 Sagsøgerne har i denne forbindelse anført, at retsstatsprincippet siden ikrafttrædelsen af Nice-traktaten den 1. februar 2003 udtrykkeligt har været et grundlæggende princip for Den Europæiske Union (artikel 6 EU). I øvrigt giver Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som blev bekendtgjort i Nice den 7. december 2000 (EFT C 364, s. 1), enhver ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner og organer (artikel 41), ligesom enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet tilsidesat, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol (artikel 47).

68 Sagsøgerne har ligeledes fremhævet, at Rettens fornemste opgave i medfør af artikel 220 EF er at værne om lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af EF-traktaten.

69 Sagsøgerne finder, at Kommissionen i den anfægtede beslutning klart har tilsidesat processuelle regler og formforskrifter ved at kræve anvendelse af europæiske standarder, som i mange henseender er fejlbehæftede, selvmodsigende og mangelfulde og derfor ikke kan finde ensartet anvendelse i EU.

70 For det andet kan sagsøgerne, der end ikke teoretisk har mulighed for på anden måde at få en anfægtet almengyldig fællesskabsretsakt prøvet ved domstolene, i henhold til artikel 230, stk. 4, EF alene gøre deres ret til en effektiv domstolsbeskyttelse gældende ved et individuelt søgsmål. Sagsøgerne må derfor anses for at være individuelt berørt.

71 Sagsøgerne har i denne forbindelse præciseret, at en sag anlagt ved Retten er deres eneste mulighed for at få den anfægtede beslutning prøvet, idet det i den foreliggende sag ikke er muligt at forelægge spørgsmålet for de nationale retsinstanser.

72 Når en fysisk eller juridisk person er umiddelbart berørt af en almengyldig fællesskabsretsakt, og andre former for effektiv domstolsbeskyttelse mod retsakten, bortset fra artikel 230, stk. 4, EF, objektivt er udelukket, enten fordi der i fællesskabsretten ikke er fastsat noget retsmiddel eller nogen procedure til brug i sådanne tilfælde, eller fordi den pågældende retsakt ifølge sin natur ikke er en retsakt, der kan prøves af medlemsstaternes retsinstanser, ligesom der ikke kan skabes et sådant retsmiddel ved at ændre den nationale procesret, kan det udledes af Domstolens dom af 25. juli 2002, sag C-50/00 P, Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, Sml. I, s. 6677, at en individuel sag i sådanne undtagelsestilfælde ikke kan afvises med den begrundelse, at sagsøgeren ikke er individuelt berørt. Sagsøgerne finder derfor, at enhver, der kan erklære sig umiddelbart berørt af en fællesskabsretsakt, fordi retsakten berører vedkommendes rettigheder eller retsligt beskyttede interesser, skal anses for individuelt berørt, såfremt vedkommende på grund af retsaktens beskaffenhed ikke har noget andet retsmiddel mod den, ej heller hvis man forsøger at fortolke eller ændre den nationale ret i denne retning.

73 At Retten kan antage en sådan sag til realitetsbehandling, medfører ifølge sagsøgerne ikke bortfald af betingelsen om, at sagsøgeren skal være individuelt berørt, men viser derimod nytteværdien og relevansen af denne betingelse. Denne mulighed for at antage sagen til realitetsbehandling har netop stor betydning i situationer, hvor en fysisk eller juridisk person, der er umiddelbart berørt af en fællesskabsforanstaltning, af årsager, der objektivt ikke kan ændres hverken af vedkommende selv, af den pågældende medlemsstat eller dennes retsinstanser, ikke på anden vis kan opnå domstolsbeskyttelse.

74 Sagsøgerne finder, at det kun på denne måde er muligt at opretholde en effektiv domstolsbeskyttelse på europæisk plan samt et fuldstændigt retsmiddel- og proceduresystem, som skal sikre kontrollen med lovligheden af fællesskabsinstitutionernes retsakter, se. præmis 39 og 40 i dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, jf. præmis 72 ovenfor.

75 Sagsøgerne har for det tredje gjort gældende, at de hver især er individuelt berørt af den anfægtede beslutning.

76 Med hensyn til den første sagsøger er han ikke i sin egenskab af formand for CEN/TC 88 blevet anmodet om at medvirke ved ad hoc-gruppen under Det Stående Byggeudvalgs udarbejdelse af den anfægtede beslutning med henblik på at prøve lovligheden af de anfægtede standarder, ligesom han kun tilsyneladende har medvirket ved udarbejdelsen af rapporten fra ad hoc-gruppen under Det Stående Byggeudvalg.

77 Sagsøgerne har i denne forbindelse forklaret, at ad hoc-gruppen skulle afgive ekspertudtalelse om den indsigelse, Forbundsrepublikken Tyskland havde rejst på grundlag af artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106, men at gruppen faktisk ikke havde holdt møde. Alligevel havde Kommissionen fremlagt en rapport fra ad hoc-gruppen om dette spørgsmål og havde således givet det falske indtryk, at CEN/TC 88 havde givet sin godkendelse, selv om dette organ i virkeligheden slet ikke havde fået sagen forelagt.

78 På denne baggrund har sagsøgerne hævdet, at hvis CEN/TC 88 i overensstemmelse med reglerne havde medvirket ved udarbejdelsen af rapporten fra Det Stående Byggeudvalgs ad hoc-gruppe, ville den første sagsøger have været umiddelbart berørt af proceduren i sin egenskab af formand for CEN/TC 88. Sagsøgerne har i øvrigt fremhævet, at den første sagsøger var blevet udnævnt som medlem af Det Stående Byggeudvalgs ad hoc-gruppe, og at han var det eneste medlem af gruppen, der kunne give bindende oplysninger om en eventuel stillingtagen fra CEN/TC 88’s side.

79 Den første sagsøger har derfor søgsmålskompetence med henblik på en prøvelse af den anfægtede beslutning, idet ikke alene hans processuelle rettigheder, men også hans personlige rettigheder er blevet tilsidesat, eftersom den påståede høring af CEN/TC 88 har skadet hans omdømme som internationalt anerkendt ekspert i standardisering af isolationsmaterialer.

80 Endvidere er den første sagsøger ifølge sagsøgerne leder af den tredje sagsøgers føderale tekniske afdeling »varme-, kulde- og lydisolering samt brandsikring«.

81 Hvad angår den anden sagsøger har sagsøgerne gjort gældende, dels at eftersom denne er storbruger af isolationsmaterialer i Tyskland og Europa, hvor virksomheden er henholdsvis den største og den næststørste bruger af sådanne produkter, har den anfægtede beslutning store konsekvenser for de kontrakter, virksomheden har indgået, dels at beslutningen ikke tager hensyn til virksomhedens specifikke retlige forpligtelser. Den anden sagsøger befinder sig nemlig i en situation med regelkonflikter mellem tysk ret og fællesskabsretten. Desuden er der risiko for, at den anden sagsøgers kunder påberåber sig den garanti, virksomheden har stillet. Dette medfører, at den anden sagsøger er stillet betydeligt ringere end sine konkurrenter i andre medlemsstater. Hertil kommer, at det i henhold til artikel 95, stk. 3, EF især påhviler byggevarebrugerne, som skal sikre arbejdets forsvarlige udførelse, at sikre et højt beskyttelsesniveau på områderne miljø- og forbrugerbeskyttelse.

82 I øvrigt har den anden sagsøger i sin egenskab af medlem af den tredje sagsøgers føderale tekniske afdeling »varme-, kulde- og lydisolering samt brandsikring« på afgørende vis medvirket til det tyske forberedende EF-harmoniseringsudvalgs beslutning om i henhold til artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106 at rejse indsigelse mod de anfægtede standarder.

83 Hvad endelig angår den tredje sagsøger har sagsøgerne understreget, at sammenslutningen dels er medlem af nationale standardiseringsudvalg og derfor deltager direkte i CEN/TC 88’s arbejde, dels er medlem af det tyske forberedende EF-harmoniseringsudvalg, inden for hvis rammer det kompetente tyske ministerium på nationalt plan fastlægger den holdning, det vil indtage i Det Stående Byggeudvalg.

84 Ifølge sagsøgerne mister den tredje sagsøger på grund af den anfægtede beslutning muligheden for i de repræsenterede virksomheders interesse at gribe ind til fordel for en ny udformning eller i det mindste en forbedring af de fællesskabsretlige varmeisolationsstandarder. Selv om det antages, at de af sammenslutningen (den tredje sagsøger) repræsenterede virksomheder ikke overdrager deres søgsmålskompetence til den, er den individuelt berørt, idet en af dens forretningsførere, nemlig den første sagsøger, er direkte involveret i udarbejdelsen og vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Den første sagsøger, som er formand for CEN/TC 88, har i sin skrivelse af 28. november 2002 til Kommissionen fremhævet, at han har interveneret ikke alene i sin egenskab af medlem af Det Stående Byggeudvalgs ad hoc-gruppe, men også i sin egenskab af direktør for den tredje sagsøgers føderale tekniske afdeling »varme-, kulde- og lydisolering samt brandsikring«. Eftersom den første sagsøger i sin egenskab af medlem af ad hoc-gruppen og forretningsfører for den tredje sagsøger ikke alene har forhandlet med Kommissionen, men også personligt skulle have været opfordret af denne til at deltage i en særlig formel procedure, må den tredje sagsøger anses for at være en umiddelbart og individuelt berørt sammenslutning.

85 Følgelig finder sagsøgerne, at sagen skal antages til realitetsbehandling.

Rettens bemærkninger

86 Artikel 230, stk. 4, EF bestemmer, at »[e]nhver fysisk eller juridisk person kan […] indbringe klage over beslutninger, der retter sig til ham, samt over beslutninger, som, skønt de er udfærdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog berører ham umiddelbart og individuelt«.

87 Efter fast retspraksis skal kriteriet for sondringen mellem en generel retsakt og en beslutning søges i, om den pågældende retsakt er almengyldig eller ikke (Domstolens kendelse af 23.11.1995, sag C-10/95 P, Asocarne mod Rådet, Sml. I, s. 4149, præmis 28, og af 24.4.1996, sag C-87/95 P, CNPAAP mod Rådet, Sml. I, s. 2003, præmis 33, Rettens kendelse af 26.3.1999, sag T-114/96, Biscuiterie-confiserie LOR og Confiserie du Tech mod Kommissionen, Sml. II, s. 913, præmis 26, og af 6.5.2003, sag T-45/02, DOW AgroSciences mod Parlamentet og Rådet, Sml. II, s. 1973, præmis 31).

88 En retsakt er almengyldig, hvis den finder anvendelse på objektivt bestemte situationer og har retsvirkninger for abstrakt fastlagte persongrupper (Rettens dom af 10.7.1996, sag T-482/93, Weber mod Kommissionen, Sml. II, s. 609, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

89 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at ifølge fast retspraksis mister en retsakt ikke sin normative karakter, fordi Kommissionen på tidspunktet for dens vedtagelse kendte identiteten af den erhvervsdrivende, retsakten finder anvendelse på, når det er ubestridt, at den anvendes på grundlag af objektive faktiske og retlige omstændigheder, som er fastlagt i retsakten, og som er relevante i forhold til dens formål (Domstolens dom af 18.5.1994, sag C-309/89, Codorniu mod Rådet, Sml. I, s. 1853, præmis 18, Rettens dom af 14.9.1995, forenede sager T-480/93 og T-483/93, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2305, præmis 65, og Rettens kendelse af 30.4.2003, sag T-154/02, Villiger Söhne mod Rådet, Sml. II, s. 1921, præmis 49).

90 I den foreliggende sag er den anfægtede beslutning rettet til medlemsstaterne. Beslutningen er et afslag på en begæring fra en medlemsstat om, at visse harmoniserede standarder, der er vedtaget i medfør af direktiv 89/106, fjernes fra listen over standarder offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

91 I henhold til artikel 4, stk. 2, i direktiv 89/106 går medlemsstaterne ud fra, at varer er egnede til deres formål, bl.a. når de er i overensstemmelse med de relevante nationale standarder, hvortil de harmoniserede standarder er blevet omsat, og hvorom der er offentliggjort meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, således at de kan markedsføres i EU.

92 De i medfør af direktiv 89/106 vedtagne harmoniserede standarder har således til formål at fastlægge egenskaberne for de produkter, som disse erhvervsdrivende kan henholdsvis markedsføre og købe. De harmoniserede standarder har således indvirkning på bl.a. samtlige producenter og brugere af byggevarer i EU.

93 Den anfægtede beslutning, som indebærer et afslag på at tilbagetrække harmoniserede standarder, finder således selv anvendelse på objektivt bestemte situationer og har retsvirkninger for abstrakt fastlagte persongrupper, nemlig bl.a. samtlige producenter og brugere af byggevarer i Den Europæiske Union.

94 Det må således fastslås, at den anfægtede beslutning efter sin art og rækkevidde er almengyldig.

95 Den omstændighed, at den anfægtede beslutning efter sin art og rækkevidde er almengyldig, er dog ikke i sig selv tilstrækkelig til at udelukke, at borgerne kan anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af denne retsakt (Domstolens dom af 16.5.1991, sag C-358/89, Extramet Industrie mod Rådet, Sml. I, s. 2501, præmis 13, og dommen i sagen Codorniu mod Rådet, jf. præmis 89 ovenfor, præmis 19, dommen i sagen Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, jf. præmis 89 ovenfor, præmis 66, Rettens kendelse af 21.3.2003, sag T-167/02, Établissements Toulorge mod Parlamentet og Rådet, Sml. II, s. 1111, præmis 26, og i sagen Villiger Söhne mod Rådet, jf. præmis 89 ovenfor, præmis 40).

96 Efter fast retspraksis kan en almengyldig retsakt alene berøre visse fysiske eller juridiske personer individuelt, såfremt den rammer en bestemt fysisk eller juridisk person på grund af visse egenskaber, som er særlige for ham, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller ham fra alle andre og derfor individualiserer ham på lignende måde som en adressat (Domstolens dom i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, jf. præmis 72 ovenfor, præmis 36, og Domstolens dom af 10.4.2003, sag C-142/00 P, Kommissionen mod Nederlandse Antillen, Sml. I, s. 3483, præmis 65, Domstolens kendelse af 12.12.2003, sag C-258/02 P, Bactria mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 34, kendelsen i sagen Villiger Söhne mod Rådet, jf. præmis 89 ovenfor, præmis 44, Rettens dom af 21.10.2003, sag T-392/02, Solvay Pharmaceuticals mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 78).

97 Det skal således undersøges, om sagsøgerne i den foreliggende sag er berørt af den anfægtede beslutning på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre.

Formaliteten i forbindelse med den første sagsøgers sag

98 Sagsøgerne har for at påvise, at den første sagsøger er individuelt berørt af den anfægtede beslutning, for det første gjort gældende, at han er formand for CEN/TC 88 og burde have deltaget i arbejdet i ad hoc-gruppen under Det Stående Byggeudvalg.

99 Det skal i denne forbindelse først bemærkes, at generalsekretæren for CEN i en skrivelse af 11. august 2003 har underrettet Kommissionen om, at den første sagsøger ikke er kompetent til at repræsentere CEN i hovedsagen, hvilket ikke er blevet bestridt af nogen af sagsøgerne. Den første sagsøger har derfor anlagt den foreliggende sag i sin egenskab af privatperson, således at hans søgsmålskompetence i annullationssøgsmålet skal vurderes alene på baggrund af hans personlige egenskaber, uden at det i øvrigt er fornødent at tage stilling til CEN’s eventuelle søgsmålskompetence.

100 Det skal erindres, at det forhold, at en person på den ene eller anden måde har medvirket i den proces, der har ført til vedtagelsen af en fællesskabsretsakt, kun kan føre til, at denne person kan betragtes som individuelt berørt af den pågældende retsakt, når de gældende fællesskabsretlige bestemmelser giver ham visse processuelle garantier (Rettens kendelse af 3.6.1997, sag T-60/96, Merck m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 849, præmis 73, af 15.9.1998, sag T-109/97, Molkerei Groβbraunshain og Bene Nahrungsmittel mod Kommissionen, Sml. II, s. 3533, præmis 67 og 68, og af 29.4.2002, sag T-339/00, Bactria mod Kommissionen, Sml. II, s. 2287, præmis 51, Rettens dom af 7.2.2001, forenede sager T-38/99 – T-50/99, Sociedade Agrícola dos Arinhos m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 585, præmis 46).

101 Det skal i den foreliggende sag bemærkes, at garantierne i artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106 gælder for CEN og Det Stående Byggeudvalg og ikke for deres medlemmer eller formænd som privatpersoner.

102 Uden at det på dette stadium er fornødent at afgøre, om garantierne efter artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106 individualiserer de personer, der er omfattet af dem, må det følgelig fastslås, at den første sagsøger i sin egenskab af privatperson ikke kan påberåbe sig nogen processuelle garantier eller nogen bestemmelse i direktiv 89/106, hvis tilsidesættelse kan individualisere ham dels som formand for CEN/TC 88 på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning, dels som medlem af ad hoc-gruppen under Det Stående Byggeudvalg.

103 Antages det, at den første sagsøger som privatperson kan påberåbe sig sådanne processuelle garantier, skal det under alle omstændigheder fremhæves, at den påståede skade på sagsøgerens omdømme, som tilsidesættelsen af disse garantier medfører, ikke som sådan individualiserer sagsøgeren i artikel 230, stk. 4, EF’s forstand. Garantierne i artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106 har nemlig ikke til formål at beskytte omdømmet for medlemmerne af de af denne bestemmelse omfattede udvalg, heller ikke selv om de er formænd for udvalgene, men har alene til formål at sikre, at der afgives udtalelse, såfremt Kommissionen eller en medlemsstat indgiver begæring om tilbagetrækning af en harmoniseret standard.

104 Det må derfor konkluderes, at den første sagsøger ikke er kompetent til at anlægge den foreliggende sag, hverken som privatperson, som formand for CEN/TC 88 eller som medlem af ad hoc-gruppen under Det Stående Byggeudvalg.

105 For at påvise, at den første sagsøger er individuelt berørt, har sagsøgerne for det andet gjort gældende, at han er forretningsfører for den tredje sagsøger.

106 I det omfang denne søgsmålskompetence, hvis den antages at eksistere, falder sammen med den tredje sagsøgers søgsmålskompetence, er det alene i tilfælde af, at den tredje sagsøger selv er individuelt berørt af den anfægtede beslutning, at den første sagsøger eventuelt kan gøre gældende, at han også er individuelt berørt af nævnte beslutning. Dette spørgsmål skal således behandles sammen med spørgsmålet, om den tredje sagsøger har søgsmålskompetence.

107 Det må således med forbehold af undersøgelsen af den tredje sagsøgers søgsmålskompetence fastslås, at den første sagsøger ikke er individuelt berørt af den anfægtede beslutning i artikel 230, stk. 4, EF’s forstand.

Formaliteten i forbindelse med den anden sagsøgers sag

108 Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at den anden sagsøger er individuelt berørt af den anfægtede beslutning som følge af sin status som storbruger af byggevarer og som største og næststørste virksomhed henholdsvis i Tyskland og i Europa på isoleringsområdet.

109 I den forbindelse bemærkes, at den anfægtede beslutning indebærer et afslag på at tilbagetrække de anfægtede harmoniserede standarder, der er vedtaget i henhold til direktiv 89/106. Disse harmoniserede standarder, der har til formål at fastlægge byggevarers karakteristika, finder imidlertid anvendelse på alle producenter og forbrugere af sådanne varer i Den Europæiske Union.

110 Under disse omstændigheder må det fastslås, at den anden sagsøger kun er berørt af den anfægtede beslutning i sin objektive egenskab af erhvervsdrivende, der virker inden for fremstilling af de pågældende produkter, ligesom enhver anden erhvervsdrivende, der befinder sig i samme situation. Som det fremgår af retspraksis, er denne egenskab imidlertid ikke i sig selv tilstrækkelig til, at det kan godtgøres, at den anden sagsøger er individuelt berørt af denne beslutning (Domstolens dom af 17.1.1985, sag 11/82, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 207, præmis 14, og af 22.11.2001, sag C-451/98, Antillean Rice Mills mod Rådet, Sml. I, s. 8949, præmis 51, kendelsen i sagen Villiger Söhne mod Rådet, jf. præmis 89 ovenfor, præmis 47).

111 Hvad angår påstanden om, at den anden sagsøger er en storbruger på det pågældende marked, skal det i denne forbindelse bemærkes, at den omstændighed, at en generel retsakt har forskellige konkrete virkninger for de enkelte retssubjekter, den finder anvendelse på, ikke kan føre til, at de adskilles fra alle andre berørte erhvervsdrivende, såfremt den finder anvendelse på en objektivt bestemt situation (jf. bl.a. Rettens dom af 22.2.2000, sag T-138/98, ACAV m.fl. mod Rådet, Sml. II, s. 341, præmis 66 og den heri nævnte retspraksis, kendelsen i sagen Établissements Toulorge mod Parlamentet og Rådet, jf. præmis 95 ovenfor, præmis 63). Men i den foreliggende sag er det netop den anden sagsøgers objektive situation som bruger af byggevarer, der bevirker, at denne er berørt af den anfægtede beslutning.

112 Den omstændighed, at den anden sagsøger er en af de 62 tyske bygge- og anlægsvirksomheder, der bruger isolationsmaterialer og på nationalt plan er sammensluttet i den føderale tekniske afdeling »varme-, kulde- og lydisolering samt brandsikring«, individualiserer ej heller den anden sagsøger. Som nævnt i præmis 89 ovenfor følger det nemlig af fast retspraksis, at muligheden for med større eller mindre nøjagtighed at fastlægge antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som en retsakt finder anvendelse på, på ingen måde indebærer, at disse retssubjekter skal anses for individuelt berørt af retsakten, når det er ubestridt, at den som i den foreliggende sag anvendes på grundlag af objektive faktiske og retlige omstændigheder, som er fastlagt i den omhandlede retsakt. Som sagsøgerne i øvrigt selv har fremhævet, finder de anfægtede standarder nemlig anvendelse ikke alene på brugerne af byggevarer, men tillige på medlemsstater, byggevareproducenter og kontrolorganer.

113 Hvad angår påstanden om, at den anfægtede beslutning stiller den anden sagsøger ringere end konkurrenterne i de øvrige medlemsstater, bl.a. på grund af den påståede risiko for, at virksomhedens kunder påberåber sig den garanti, den har stillet, eller på grund af det strafferetlige ansvar, virksomheden pådrager sig, må det fastslås, at selv om det godtgøres, at denne påståede risiko er uomgængelig, hvilket umiddelbart forekommer usandsynligt, er den på ingen måde egnet til at individualisere denne sagsøger i artikel 230, stk. 4, EF’s forstand, da alle virksomhedens mange konkurrenter i Tyskland befinder sig i samme situation.

114 Den omstændighed, at det, som hævdet, i henhold til artikel 95, stk. 3, EF, især skulle påhvile brugerne af varerne, som skal sikre arbejdets forsvarlige udførelse, at sørge for et højt miljø- og forbrugerbeskyttelsesniveau, kan ej heller individualisere den anden sagsøger, idet sagsøgeren, hvis det antages, at der består en sådan forpligtelse, vil være i samme situation som alle sine konkurrenter i Tyskland og i de øvrige EU-medlemsstater.

115 Hvad endelig angår den omstændighed, at de kontrakter, den anden sagsøger har indgået, berøres væsentligt af den anfægtede beslutning, må det fastslås, ikke alene at denne omstændighed ikke underbygges af beviser og derfor ikke kan anses for godtgjort, men også at forholdet ikke begrunder en faktisk situation, som adskiller denne sagsøger fra de øvrige byggevarebrugere, der ligeledes har indgået sådanne kontrakter.

116 Det er korrekt, at Domstolen og Retten har admitteret annullationssøgsmål, der var anlagt til prøvelse af generelle retsakter, for så vidt som der fandtes en trinhøjere retsregel, hvorefter retsaktens udsteder var forpligtet til at tage hensyn til sagsøgerens særlige stilling, og at en sagsøgers aftaler, der er berørt af den omtvistede retsakt, i visse tilfælde kan medføre, at der består en sådan særlig stilling (dommen i sagen Kommissionen mod Nederlandse Antillen, jf. præmis 96 ovenfor, præmis 72 og 75, og i sagen Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, jf. præmis 89 ovenfor, præmis 67 og 74).

117 Den foreliggende sag adskiller sig imidlertid fra ovennævnte sager, da der ikke består en sådan forpligtelse i henhold til en trinhøjere retsregel i denne sag (dommen i sagen Sociedade Agrícola dos Arinhos m.fl. mod Kommissionen, jf. præmis 100 ovenfor, præmis 51). Det skal i denne forbindelse bemærkes, at i modsætning til, hvad sagsøgerne har hævdet, forpligter artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106 ikke Kommissionen til at tage hensyn til sagsøgernes særlige stilling eller til den særlige situation for den medlemsstat, der har rejst indsigelse mod en harmoniseret standard, idet bestemmelsen blot angiver den procedure, der skal følges, når en sådan indsigelse er blevet rejst.

118 Således kan sagsøgernes argumenter om eksistensen af indgåede kontrakter under ingen omstændigheder underbygge en individualisering af den anden sagsøger.

119 Den anden sagsøger er følgelig ikke individuelt berørt af den anfægtede beslutning i sin egenskab af storbruger af byggevarer.

120 Sagsøgerne har for det andet gjort gældende, at den anden sagsøger er individuelt berørt af den anfægtede beslutning på grund af den afgørende rolle, sagsøgeren som medlem af den tredje sagsøgers føderale tekniske afdeling »varme-, kulde- og lydisolering samt brandsikring« har spillet ved Forbundsrepublikken Tysklands vedtagelse af beslutningen om at rejse indsigelse mod de anfægtede standarder på grundlag af artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106.

121 Som anført i præmis 100 ovenfor skal det i denne forbindelse erindres, at det forhold, at en person på den ene eller anden måde har medvirket i den proces, der har ført til vedtagelse af en fællesskabsretsakt, kun kan føre til, at denne person kan betragtes som individuelt berørt af den pågældende retsakt, når de gældende fællesskabsretlige bestemmelser giver ham visse processuelle garantier.

122 I den foreliggende sag foreskriver direktiv 89/106 imidlertid på ingen måde, at Kommissionen, før den vedtager en beslutning med hjemmel i direktivets artikel 5, stk. 1, skal overholde en procedure, hvor virksomheder som f.eks. den anden sagsøger eller nationale sammenslutninger, der har kompetence på standardiseringsområdet, får mulighed for at påberåbe sig eventuelle rettigheder eller endog blive hørt.

123 Som det allerede er blevet fastslået i præmis 101 ovenfor, er det alene CEN og Det Stående Byggeudvalg, og ikke enkeltvirksomheder eller nationale sammenslutninger, der er omfattet af garantierne i artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106.

124 Den anden sagsøger kan således ikke anses for individuelt berørt af den anfægtede beslutning i sin egenskab af medlem af den tredje sagsøgers føderale tekniske afdeling »varme-, kulde- og lydisolering samt brandsikring«.

125 Det må derfor konkluderes, at den anden sagsøger ikke er individuelt berørt af den anfægtede beslutning i artikel 230, stk. 4, EF’s forstand.

Formaliteten i forbindelse med den tredje sagsøgers sag

126 Hvad angår spørgsmålet, om den tredje sagsøger er individuelt berørt, har sagsøgerne gjort gældende, at den tredje sagsøger repræsenterer bygge- og anlægsindustrien i Tyskland, og at sammenslutningens kompetence til at anlægge sag til prøvelse af den anfægtede beslutning kan udledes dels af den søgsmålskompetence, som et af sammenslutningens medlemmer, nemlig den anden sagsøger, har, dels af sammenslutningens medvirken i den proces, der har ført til vedtagelsen af den anfægtede beslutning, gennem den første sagsøger.

127 Hvad for det første angår den søgsmålskompetence, der tilkommer den tredje sagsøger, fordi sammenslutningen har kompetence til at repræsentere sine medlemmer, bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at en forening, der er oprettet for at varetage en gruppe borgeres kollektive interesser, ikke kan anses for at være individuelt berørt – i den i artikel 230, stk. 4, forudsatte betydning – af en retsakt, der påvirker denne gruppes interesser generelt, og derfor ikke har kompetence til at anlægge sag med påstand om annullation, når foreningens medlemmer ikke kan gøre det individuelt (Domstolens dom af 2.4.1998, sag C-321/95 P, Greenpeace m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1651, præmis 14 og 29, Rettens dom af 6.7.1995, forenede sager T-447/93 – T-449/93, AITEC m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1971, præmis 62, Rettens kendelse af 24.1.2001, forenede sager T-112/00 og T-122/00, Iberotam m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 97, præmis 74, og af 14.1.2002, sag T-84/01, Association contre l’heure d’été mod Parlamentet og Rådet, Sml. II, s. 99, præmis 25).

128 Det bemærkes i denne forbindelse, at som det fastslås i præmis 125 ovenfor, er der intet, der støtter den konklusion, at den anden sagsøgers sag kan antages til realitetsbehandling.

129 I øvrigt har sagsøgerne ej heller fremlagt oplysninger, hvoraf det kan udledes, at andre medlemmer af sammenslutningen (den tredje sagsøger) er individuelt berørt af den anfægtede beslutning.

130 Det må således fastslås, at den tredje sagsøger ikke med føje kan hævde, at sammenslutningen er individuelt berørt af den anfægtede beslutning som følge af, at sammenslutningens medlemmer har kompetence til at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af beslutningen.

131 Hvad for det andet angår den tredje sagsøgers medvirken i den proces, der har ført til vedtagelsen af den anfægtede beslutning, er det rigtigt, at søgsmålskompetence for en sammenslutning, hvis medlemmer ikke er umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede retsakt, kan begrundes med tilstedeværelsen af særlige omstændigheder som f.eks. en sammenslutnings rolle i den proces, der har ført til vedtagelsen af en retsakt i artikel 230 EF’s forstand, især når den anfægtede retsakt påvirker sammenslutningens egenskab af forhandlingsleder (jf. i denne retning Domstolens dom af 2.2.1988, forenede sager 67/85, 68/85 og 70/85, Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 219, præmis 21-24, og af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125, præmis 28-30).

132 Det fremgår af retspraksis, at en sammenslutning, som ikke er den anfægtede retsakts adressat, under sådanne omstændigheder har en selvstændig interesse i at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af retsakten, også selv om sammenslutningens medlemmer ikke kan gøre det individuelt (Rettens dom af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exporteurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2941, præmis 64, kendelsen i sagen Iberotam m.fl. mod Kommissionen, jf. præmis 127 ovenfor, præmis 75, og i sagen Association contre l’heure d’été mod Parlamentet og Rådet, jf. præmis 127 ovenfor, præmis 25).

133 Under disse omstændigheder skal det undersøges, om den tredje sagsøgers påståede medvirken gennem den første sagsøger i udarbejdelsen af indsigelsen fra Forbundsrepublikken Tyskland udgør en særlig omstændighed, der kan give sammenslutningen selvstændig søgsmålskompetence i dens egenskab af branchesammenslutning, der repræsenterer sine medlemmers interesser, jf. den nævnte retspraksis.

134 Som det allerede er fastslået i præmis 122 og 123 ovenfor, må det i denne forbindelse konstateres, at det på ingen måde fremgår af direktiv 89/106, at Kommissionen, inden den vedtager en beslutning med hjemmel i direktivets artikel 5, stk. 1, skal følge en procedure, hvor nationale sammenslutninger som f.eks. den tredje sagsøger får mulighed for at påberåbe sig eventuelle rettigheder eller endog blive hørt.

135 Under disse omstændigheder kan den tredje sagsøger ikke påberåbe sig en selvstændig interesse, der adskiller sig fra medlemmernes interesse, for at begrunde sin søgsmålskompetence.

136 Retten skal her tilføje, at den skrivelse af 28. november 2002, som den tredje sagsøger gennem den første sagsøger har sendt til Kommissionen, er sendt i informationsøjemed, idet Kommissionen hverken er forpligtet til at rådføre sig med eller høre sagsøgerne i forbindelse med proceduren i henhold til artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106 (jf. i denne retning Rettens kendelse af 9.8.1995, sag T-585/93, Greenpeace m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2205, præmis 63).

137 Sagsøgerne kan i øvrigt ikke hævde, således som de har gjort i deres skriftlige indlæg, at Domstolen i dommen i sagen Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, præmis 131 ovenfor, har anerkendt den sagsøgende sammenslutnings søgsmålskompetence under henvisning til sammenslutningens rolle som repræsentant for en interessegruppe, nemlig sammenslutningens medlemmer, der har indgivet skriftlige indlæg til Kommissionen og har holdt sig i nøje kontakt med Kommissionen under hele proceduren. I denne dom fremhævede Domstolen nemlig i præmis 23 tillige, og især, at den sagsøgende sammenslutning figurerede blandt signatarerne af aftalen om indførelse af den tarif, som Kommissionen havde anfægtet under henvisning til Fællesskabets statsstøtteregler. Domstolen fandt endvidere, at sammenslutningen stadig i denne egenskab havde været forpligtet til for at gennemføre beslutningen at indlede nye tarifforhandlinger med den pågældende virksomhed og indgå en ny aftale. Det må fastslås, at der i den foreliggende sag ikke foreligger sådanne omstændigheder (jf. i denne retning Rettens dom af 11.2.1999, sag T-86/96, Arbeitsgemeinschaft Deutscher Luftfahrt-Unternehmen og Hapag-Lloyd mod Kommissionen, Sml. II, s. 179, præmis 62).

138 Den tredje sagsøgers situation kan ej heller sammenlignes med situationen for den sagsøgende sammenslutning i dommen i sagen CIRFS m.fl. mod Kommissionen, jf. præmis 131 ovenfor. Det er ganske vist ubestridt, at den tredje sagsøger er medlem dels af nationale standardiseringsudvalg og i denne egenskab deltager i CEN/TC 88’s arbejde, dels af det forberedende tyske udvalg for EU-harmonisering. Sidstnævnte udvalg er det forum, hvori det kompetente tyske ministerium på nationalt plan fastlægger den holdning, det vil indtage i Det Stående Byggeudvalg. En sådan indirekte medvirken fra en national sammenslutnings side i fællesskabsproceduren for udarbejdelse af harmoniserede standarder har imidlertid kun en svag forbindelse med selve genstanden for den anfægtede beslutning. Denne medvirken kan på ingen måde sammenlignes med situationen for en sammenslutning, hvis medlemmer er de største internationale producenter i den pågældende erhvervssektor, og som i lighed med sammenslutningen i dommen i sagen CIRFS m.fl. mod Kommissionen, jf. præmis 131 ovenfor, havde en stilling som forhandlingsleder, der var klart afgrænset og tæt forbundet med selve genstanden for beslutningen, hvilket indebar, at sammenslutningen befandt sig i en faktisk situation, der adskilte den fra alle andre (jf. i denne retning Domstolens dom af 23.5.2000, sag C-106/98 P, Comité d’entreprise de la Société française de production m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 3659, præmis 45 og 53, dommen i sagen Arbeitsgemeinschaft Deutscher Luftfahrt-Unternehmen og Hapag-Lloyd mod Kommissionen, jf. præmis 137 ovenfor, præmis 63). I denne forbindelse bemærkes, at sagsøgerne under alle omstændigheder ikke har kunnet godtgøre, at den tredje sagsøger adskiller sig fra andre medlemsstaters nationale sammenslutninger, som på samme måde har deltaget i fællesskabsproceduren for udarbejdelsen af harmoniserede standarder (jf. i denne retning Rettens dom af 17.6.1998, sag T-135/96, UEAPME mod Rådet, Sml. II, s. 2335, præmis 111).

139 Sagsøgerne har således ikke ret i, at den tredje sagsøger i henhold til artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106 over for Kommissionen indtager en rolle som forhandlings- eller samtalepartner, der berøres af den anfægtede beslutning i ovennævnte retspraksis' forstand.

140 Det kan ikke føre til et andet resultat, at den første sagsøger hævdes at have indtaget en rolle som forhandlings- eller samtalepartner, fordi han, der er formand for CEN/TC 88, angiveligt har deltaget i udarbejdelsen af den indsigelse, Forbundsrepublikken Tyskland har rejst i medfør af artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106, i sin egenskab af både medlem af ad hoc-gruppen under Det Stående Byggeudvalg og forretningsfører for den tredje sagsøger.

141 En sådan omstændighed viser, selv om dette i øvrigt måtte anses for godtgjort, nemlig på ingen måde, at den tredje sagsøger som sammenslutning har en selvstændig interesse i at anlægge annullationssøgsmål på grundlag af artikel 230, stk. 4, EF. I modsætning til, hvad sagsøgerne har hævdet, bemærkes, at Domstolen i dommene i sagerne Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, jf. præmis 131 ovenfor, præmis 21-24, og CIRFS m.fl. mod Kommissionen, jf. præmis 131 ovenfor, præmis 29 og 30, har admitteret de pågældende sammenslutningers søgsmål under henvisning til sammenslutningernes rolle som forhandlingspartnere og ikke under henvisning til den individuelle rolle, der spilles af et af deres medlemmer.

142 Det skal i øvrigt bemærkes, at garantierne i artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106 som allerede fastslået i præmis 101 ovenfor alene omfatter CEN og Det Stående Byggeudvalg og ikke disses medlemmer eller formænd som privatpersoner.

143 Den tredje sagsøger kan således ikke anses for at være individuelt berørt af den anfægtede beslutning i kraft af sin medvirken i udarbejdelsen af den indsigelse, Forbundsrepublikken Tyskland har rejst i medfør af artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106.

144 Det må derfor konkluderes, at den tredje sagsøger ikke er individuelt berørt af den anfægtede beslutning i artikel 230, stk. 4, EF’s forstand. Heraf følger, at den første sagsøger ikke kan være individuelt berørt af den pågældende beslutning i sin egenskab af forretningsfører for den tredje sagsøger.

145 Ingen af sagsøgerne kan derfor efter Domstolens og Rettens faste praksis anses for at have søgsmålskompetence til at anlægge det foreliggende annullationssøgsmål.

146 Det skal dog undersøges, om denne konklusion som hævdet af sagsøgerne kan anfægtes, enten fordi sagen er åbenbart begrundet eller under henvisning til kravet om en effektiv domstolsbeskyttelse.

147 Hvad for det første angår spørgsmålet, om sagen er åbenbart begrundet, har sagsøgerne i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionens formalitetsindsigelse i betragtning af, at den anfægtede beslutning klart er ulovlig, udgør et retsmisbrug.

148 Det skal i denne forbindelse blot fastslås, at argumentet om, at den foreliggende sag er åbenbart begrundet, er helt uden relevans for undersøgelsen af sagens antagelighed til realitetsbehandling. Behandlingen af sagens realitet påvirker ikke vurderingen af, om sagsøgerne er individuelt berørt, idet antageligheden til realitetsbehandling af et annullationssøgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person og legalitetskontrollen vedrørende den retsakt, der kræves annulleret, skal undersøges særskilt i henhold til artikel 230, stk. 4, EF, og artikel 230, stk. 2, EF (se i denne retning kendelsen af 29.4.2002 i sagen Bactria mod Kommissionen, jf. præmis 100 ovenfor, præmis 53).

149 I øvrigt kan den anfægtede retsakts eventuelle åbenbare ulovlighed, hvis denne godtgøres, under ingen omstændigheder under henvisning til, at Retten i henhold til artikel 220 EF skal værne om lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af EF-traktaten, begrunde en fortolkningsbetinget ændring i det retsmiddel- og proceduresystem, der er fastlagt i traktaten. En sådan omstændighed kan i intet tilfælde medføre, at et annullationssøgsmål, der anlægges af en fysisk eller juridisk person, som ikke opfylder betingelserne i artikel 230, stk. 4, EF, skal antages til realitetsbehandling (jf. i denne retning dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, jf. præmis 72 ovenfor, præmis 44, dommen i sagen ACAV m.fl. mod Rådet, jf. præmis 111 ovenfor, præmis 68, samt kendelsen af 29.4.2002 i sagen Bactria mod Kommissionen, jf. præmis 100 ovenfor, præmis 54).

150 Sagsøgernes argumenter om, at sagen er åbenbart begrundet, skal derfor forkastes.

151 Hvad for det andet angår kravet om en effektiv domstolsbeskyttelse bemærkes, at Domstolen i sin dom i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, jf. præmis 72 ovenfor (præmis 40), har anført, at der dels ved EF-traktatens artikel 230 og 241, dels ved EF-traktatens artikel 234 er oprettet et fuldstændigt retsmiddel- og proceduresystem, som skal sikre kontrollen med lovligheden af institutionernes retsakter, idet kompetencen til at udøve denne kontrol er tillagt Fællesskabets retsinstanser. Fysiske eller juridiske personer, der på grund af betingelserne i artikel 230, stk. 4, EF, for at antage en sag til realitetsbehandling ikke kan anfægte almengyldige fællesskabsretsakter direkte, har inden for rammerne af dette system efter omstændighederne mulighed for at gøre gældende, at sådanne retsakter er ugyldige, enten for Fællesskabets retsinstanser i form af en indsigelse i medfør af artikel 241 EF eller for de nationale domstole, og at få disse, som ikke er beføjet til selv at fastslå ugyldigheden af sådanne retsakter, til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål herom.

152 Ifølge Domstolen påhviler det således medlemsstaterne at fastsætte et retsmiddel- og proceduresystem, som sikrer overholdelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse (dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, jf. præmis 72 ovenfor, præmis 41).

153 I modsætning til, hvad sagsøgerne har hævdet, fremgår det dog på ingen måde heraf, at den påståede mangel på retsmidler ved de nationale domstole kan påberåbes for at få et annullationssøgsmål erklæret antageligt til realitetsbehandling ved Fællesskabets retsinstanser.

154 Tværtimod har Domstolen i præmis 43 i dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, jf. præmis 72 ovenfor, fastslået, at en opfattelse af formalitetsbestemmelserne i artikel 230 EF, hvorefter der er adgang til at anlægge annullationssøgsmål ved Fællesskabets retsinstanser, såfremt det efter en konkret undersøgelse fra deres side af de nationale processuelle regler kan godtgøres, at disse regler ikke tillader borgerne at anlægge en sag om gyldigheden af den anfægtede fællesskabsretsakt, ikke kan accepteres.

155 Ifølge Domstolen er der ikke adgang til at anlægge direkte annullationssøgsmål ved Fællesskabets retsinstanser, end ikke hvis det efter en konkret undersøgelse fra deres side af de nationale processuelle regler kan godtgøres, at disse regler ikke tillader borgerne at anlægge en sag om gyldigheden af den anfægtede fællesskabsretsakt (kendelsen af 12.12.2003 i sagen Bactria mod Kommissionen, jf. præmis 96 ovenfor, præmis 58). Et sådant system ville nemlig forudsætte, at Fællesskabets retsinstanser i hvert enkelt konkret tilfælde undersøger og fortolker den nationale procesret, hvilket går ud over den kompetence, de er tillagt med hensyn til kontrollen med fællesskabsretsakternes lovlighed (dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, jf. præmis 72 ovenfor, præmis 43).

156 Endvidere har Domstolen under alle omstændigheder klart fastslået (dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, jf. præmis 72 ovenfor, præmis 44), at selv om betingelsen i artikel 230, stk. 4, EF om, at sagsøgeren skal være individuelt berørt, skal fortolkes i lyset af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse under hensyntagen til de forskellige omstændigheder, som kan individualisere en sagsøger, kan en sådan fortolkning ikke føre til, at der ses bort fra den omhandlede betingelse, som udtrykkeligt er fastsat i traktaten, uden at man derved ville overskride de beføjelser, Fællesskabets retsinstanser er tillagt ved traktaten.

157 Den omstændighed, at der eventuelt ikke er noget retsmiddel, kan, selv om dette i øvrigt måtte anses for godtgjort, således ikke begrunde en fortolkningsbetinget ændring af den søgsmålsordning, der er fastlagt ved traktaten. En sådan omstændighed kan i intet tilfælde medføre, at et annullationssøgsmål, der anlægges af en fysisk eller juridisk person, som ikke opfylder betingelserne i artikel 230, stk. 4, EF, skal antages til realitetsbehandling (Domstolens kendelse af 1.2.2001, sag C-301/99 P, Area Cova m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 1005, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis, dommen i sagen ACAV m.fl. mod Rådet, jf. præmis 111 ovenfor, præmis 68, kendelsen af 29.4.2002 i sagen Bactria mod Kommissionen, jf. præmis 100 ovenfor, præmis 54, og kendelsen i sagen Villiger Söhne mod Rådet, jf. præmis 89 ovenfor, præmis 61).

158 Sagsøgerne kan således ikke påberåbe sig, at de, såfremt annullationssøgsmålet afvises, er frataget enhver mulighed for at forsvare deres rettigheder for en retsinstans, hvilket de i øvrigt ikke har godtgjort.

159 Da kravet om en effektiv domstolsbeskyttelse således ikke fører til et andet resultat, skal sagen afvises, idet sagsøgerne ikke er individuelt berørt af den anfægtede beslutning.

160 I betragtning af det ovenfor anførte, og uden at det er fornødent at undersøge, om sagsøgerne er umiddelbart berørt af den anfægtede beslutning, skal sagen afvises.

161 Under disse omstændigheder er det ikke fornødent at tage stilling til interventionsbegæringen fra Fachvereinigung Mineralfaserindustrie.

Sagens omkostninger

162 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør de tilpligtes at bære sagens omkostninger, herunder omkostningerne vedrørende sag T-264/03 R om foreløbige forholdsregler, i overensstemmelse med Kommissionens påstande.

På grundlag af disse præmisser

RETTEN (Tredje Afdeling)

1) Sagen afvises.

2) Sagsøgerne bærer deres egne omkostninger og betaler de af sagsøgte afholdte omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sag T-264/03 R om foreløbige forholdsregler.

Således bestemt i Luxembourg den 25. maj 2004.

H. Jung

J. Azizi

Justitssekretær

Afdelingsformand

1 – Processprog: tysk. Top

Full & Egal Universal Law Academy