Kendelse afsagt af Retten i Første Instans (Tredje Afdeling) den 16. februar 2005. Fost Plus VZW mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Annullationssøgsmål

Sag T-142/03

Fost Plus VZW

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Annullationssøgsmål – søgsmål anlagt af en juridisk person – retsakt, som berører denne individuelt – beslutning 2003/82/EF – mål for genanvendelse og genvinding af emballage og emballageaffald – direktiv 94/62/EF – afvisning«

Rettens kendelse (Tredje Afdeling) af 16. februar 2005 

Sammendrag af kendelse

1.     Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – beslutning, som bekræfter en medlemsstats overskridelse af de mål for genanvendelse og genvinding, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 94/62 – søgsmål anlagt af en virksomhed, der håndterer husholdningsemballageaffald – afvisning

(Art. 230, stk. 4, EF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF)

2.     De Europæiske Fællesskaber – domstolskontrol med lovligheden af institutionernes retsakter – almengyldige retsakter – forpligtelse for medlemsstaterne til at fastsætte et fuldstændigt retsmiddelsystem, som gør det muligt at sikre overholdelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse – anlæggelse af annullationssøgsmål ved Fællesskabets retsinstanser, når nationale processuelle regler udgør en uovervindelig hindring – udelukket

(Art. 230, stk. 4, EF)

3.     Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – fortolkning contra legem af betingelsen om, at den pågældende skal være individuelt berørt – ikke lovligt

(Art. 230, stk. 4, EF)

1.     En virksomhed, der håndterer husholdningsemballageaffald, og som i forvejen er godkendt af de belgiske myndigheder, er ikke individuelt berørt af en beslutning fra Kommissionen, som bekræfter en medlemsstats overskridelse af de mål for genanvendelse og genvinding, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 94/62 om emballage og emballageaffald, og som gælder for samtlige emballagematerialer og for alt emballageaffald.

For det første berører den pågældende beslutning nemlig alene sagsøgeren i dennes objektive egenskab af økonomisk beslutningstager på emballageområdet på samme måde som enhver anden økonomisk beslutningstager, som aktuelt eller potentielt befinder sig i den samme situation.

For det andet bevirker den omstændighed, at sagsøgeren har en stor andel af markedet for husholdningsemballage, at sagsøgerens hovedaktivitet er indsamling og genanvendelse af husholdningsemballageaffald, og at bøden derfor er både større og mere sandsynlig, end den ville være for andre virksomheder, ikke, at sagsøgeren er individuelt berørt af den anfægtede beslutning. De økonomiske konsekvenser, som en sagsøger påstår at have lidt som følge af en omtvistet bestemmelse, er nemlig ikke i sig selv tilstrækkelige til at individualisere sagsøgeren i forhold til en almengyldig standard, heller ikke selv om ophavsmanden til retsakten kender konsekvenserne.

For det tredje er den omstændighed, at Kommissionens beslutning er baseret på, at sagsøgeren har forpligtelser, og på oplysninger vedrørende sagsøgeren, kun tilstrækkelig til at individualisere sagsøgeren, såfremt en hensyntagen til sagsøgerens situation følger af de relevante retsakter. Dette ville være tilfældet, hvis Kommissionen i henhold til specifikke bestemmelser var forpligtet til at tage hensyn til konsekvenserne for visse borgeres situation af den påtænkte retsakt, således at denne omstændighed kunne individualisere disse borgere, og tillige hvis de relevante bestemmelser gav den pågældende ret til at deltage i den administrative procedure.

For det fjerde forholder det sig således, at medmindre andet udtrykkeligt bestemmes, kræver hverken proceduren for udarbejdelse af generelle retsakter eller de generelle retsakter selv i deres egenskab af almengyldige foranstaltninger deltagelse i medfør af fællesskabsrettens almindelige grundsætninger af de berørte personer, da disses interesser anses for repræsenteret af de politiske instanser, som har til opgave at vedtage de nævnte retsakter. Herefter kan sagsøgeren ikke af princippet om god forvaltningsskik udlede en proceduremæssig rettighed, der kan medføre en ret til at anlægge et annullationssøgsmål.

(jf. præmis 51, 52, 55, 61, 70 og 71)

2.     Selv om det påhviler medlemsstaterne at fastsætte et retsmiddel- og proceduresystem, som sikrer overholdelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, kan formalitetsreglerne i artikel 230 EF ikke fortolkes således, at der kan anlægges et annullationssøgsmål, når det efter en konkret undersøgelse fra Fællesskabets retsinstansers side af de nationale processuelle regler kan godtgøres, at disse regler ikke tillader borgerne at anlægge en sag om gyldigheden af den anfægtede fællesskabsretsakt. Der kan ikke anlægges direkte annullationssøgsmål for Fællesskabets retsinstanser, selv om det efter retsinstansernes konkrete gennemgang af de nationale processuelle regler kan godtgøres, at disse regler ikke giver borgerne mulighed for at anlægge sag til prøvelse af den anfægtede fællesskabsretsakt. Et sådant system ville nemlig forudsætte, at Fællesskabets retsinstanser i hvert enkelt konkret tilfælde undersøger og fortolker den nationale procesret, hvilket går ud over den kompetence, de er tillagt med hensyn til kontrollen med fællesskabsretsakternes lovlighed.

(jf. præmis 76)

3.     Selv om betingelsen om individuel interesse, der er fastsat i artikel 230, stk. 4, EF, skal fortolkes i lyset af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse under hensyntagen til de forskellige omstændigheder, som kan individualisere en sagsøger, kan en sådan fortolkning ikke føre til, at der bortses fra den omhandlede betingelse, som er udtrykkeligt fastsat i traktaten, uden at man derved ville overskride de beføjelser, Fællesskabets retsinstanser er tillagt ved traktaten.

(jf. præmis 77)

RETTENS KENDELSE (Tredje Afdeling)

16. februar 2005 (*)

»Annullationssøgsmål – søgsmål anlagt af en juridisk person – retsakt, som berører denne individuelt – beslutning 2003/82/EF – mål for genanvendelse og genvinding af emballage og emballageaffald – direktiv 94/62/EF – afvisning«

I sag T-142/03,

Fost Plus VZW, Bruxelles (Belgien), ved avocats P. Wytinck og H. Viaene,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. van Beek og M. Konstantidinis, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt,

angående en påstand om annullation af artikel 1 i Kommissionens beslutning 2003/82/EF af 29. januar 2003 om bekræftelse af foranstaltninger, som Belgien har anmeldt i henhold til artikel 6, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald (EUT L 31, s. 32),

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J. Azizi, og dommerne M. Jaeger og F. Dehousse,

justitssekretær: H. Jung,

afsagt følgende

Kendelse

 Retlige og faktiske omstændigheder

1       Formålet med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994 om emballage og emballageaffald (EFT L 365, s. 10) er at harmonisere medlemsstaternes foranstaltninger i forbindelse med håndtering af emballage og emballageaffald for på den ene side at forebygge og mindske miljøbelastningen herfra og derved sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau, og på den anden side at garantere det indre markeds funktion og undgå handelshindringer og forvridning og begrænsning af konkurrencen i Fællesskabet (artikel 1).

2       Med henblik herpå bestemmer artikel 6, stk. 1, i direktiv 94/62:

»[…] [medlemsstaterne træffer] de nødvendige foranstaltninger til på hele deres område at nå følgende mål:

a)      senest fem år efter datoen for dette direktivs gennemførelse i national ret skal mellem 50 vægtprocent som et minimum og 65 vægtprocent som et maksimum af emballageaffaldet genanvendes

b)      inden for rammerne af dette generelle mål skal, inden for samme tidsfrist, mellem 25 vægtprocent som et minimum og 45 vægtprocent som et maksimum af samtlige de materialer, der indgår i emballageaffaldet, genvindes med et minimum på 15 vægtprocent for hvert emballagemateriale

[…]«

3       Direktivet giver imidlertid medlemsstaterne mulighed for at gå endnu længere. Således hedder det i direktivets artikel 6, stk. 6:

»Medlemsstater, som allerede har vedtaget eller planlægger at vedtage programmer, som rækker ud over målene i stk. 1, litra a) og b), og som har tilstrækkelig kapacitet til genanvendelse og genvinding, kan forfølge disse mål med henblik på et højt miljøbeskyttelsesniveau, såfremt de pågældende foranstaltninger hverken giver anledning til forvridning på det indre marked eller er til hinder for, at andre medlemsstater kan opfylde direktivet. Medlemsstaterne underretter Kommissionen herom. Kommissionen bekræfter disse foranstaltninger efter sammen med medlemsstaterne at have forvisset sig om, at de er forenelige med ovenstående betragtninger, og at de ikke udgør et vilkårligt middel til diskrimination eller en skjult handelshindring mellem medlemsstaterne.«

4       Endelig foreskriver henholdsvis artikel 16, stk. 1, og artikel 21 i direktiv 94/62, dels at medlemsstaterne skal anmelde de foranstaltninger, de agter at træffe for at efterkomme direktivet, dels at der skal oprettes et udvalg bestående af repræsentanter for medlemsstaterne, som har en repræsentant for Kommissionen som formand, og som afgiver udtalelser om Kommissionens udkast til foranstaltninger.

5       I det belgiske føderale system henhører fastlæggelsen af målene for genanvendelse og genvinding af emballage og emballageaffald som omhandlet i artikel 6 i direktiv 94/62 under de respektive regioners (Flanderns, Valloniens og Bruxelles’) enekompetence.

6       For at sikre en sammenhængende og ensartet gennemførelse og iværksættelse af direktiv 94/62 indgik de tre belgiske regioner den 30. maj 1996 en samarbejdsaftale om forebyggelse og håndtering af emballageaffald (herefter »samarbejdsaftalen«). Hver af de tre regioner har godkendt aftalen ved lovgivning, nemlig ved dekret udstedt af Vallonien den 16. januar 1997, dekret udstedt af Flandern den 21. januar 1997 og dekret udstedt af Bruxelles den 24. januar 1997.

7       Ifølge samarbejdsaftalen skal de økonomiske beslutningstagere, nemlig påfyldningsvirksomhederne og emballagebrugerne, herunder importørerne, når påfyldningen finder sted uden for Belgien, tilbagetage og genvinde eller genanvende det emballagemateriale, som findes i det emballageaffald, der bringes på markedet (artikel 6), enten selv eller gennem en tredjemand (artikel 7, stk. 1). Ifølge aftalen skal der ligeledes oprettes en interregional emballagekommission, som skal godkende de organer, der forpligter sig til at opfylde kravene i samarbejdsaftalen i stedet for de virksomheder, der markedsfører de emballerede varer (samarbejdsaftalens kapitel V).

8       I samarbejdsaftalens artikel 3, stk. 2, fastsættes mindstemålene for genvinding og genanvendelse af emballageaffald udtrykt i vægtprocent. Disse procentsatser skal opnås af de økonomiske beslutningstagere i hver af de tre regioner for såvel husholdningsemballageaffald som industriemballageaffald. Procentsatserne er generelt højere end dem, der er fastsat i direktiv 94/62.

9       Af samarbejdsaftalens artikel 30, stk. 2, fremgår det, at hvis en emballageansvarlig eller et godkendt organ ikke inden fristens udløb har opnået de fastsatte procentsatser for genvinding og genanvendelse, kan medlemmerne af Den Interregionale Emballagekommissions sekretariat pålægge en administrativ bøde på 20 000 belgiske francs (BEF) (500 EUR) for hvert ton emballageaffald, der ikke er genanvendt, eller 30 000 BEF (750 EUR) for hvert ton emballageaffald, der ikke er genvundet.

10     Samarbejdsaftalens artikel 25, stk. 1, nr. 3, bestemmer, at Den Interregionale Emballagekommissions beslutningsorgan »udsteder, suspenderer og tilbagetrækker organets godkendelse eller kan til enhver tid efter at have hørt repræsentanterne for det godkendte organ og for at tage hensyn til almenvellet ændre de vilkår for udøvelse af aktiviteten, der er indeholdt i godkendelsen«.

11     Samarbejdsaftalen, der i henhold til artikel 6, stk. 6, i direktiv 94/62 blev anmeldt til Kommissionen den 13. juli 1996 af de belgiske myndigheder, blev godkendt af Kommissionen den 15. september 1999 (beslutning 1999/652/EF om bekræftelse af foranstaltninger, Belgien har anmeldt i henhold til artikel 6, stk. 6, i direktiv 94/62, EFT L 257, s. 20).

12     Den 1. august 2001 anmeldte de belgiske myndigheder et udkast til revideret samarbejdsaftale (herefter »den reviderede samarbejdsaftale«) til Kommissionen.

13     Formålet med dette udkast var for perioden 2000-2003 at hæve de procentsatser for genvinding og genanvendelse, der var fastsat i samarbejdsaftalens artikel 3.

14     På grundlag af Belgiens oplysninger og resultatet af høringen af de øvrige medlemsstater foretaget af det udvalg, der var oprettet ved artikel 21 i direktiv 94/62, konkluderede Kommissionen i beslutning 2003/82/EF af 29. januar 2003 om bekræftelse af foranstaltninger, som Belgien har anmeldt i henhold til artikel 6, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald (EFT L 31, s. 32, herefter »den anfægtede beslutning«), at den anmeldte foranstaltning bør bekræftes, idet

–       der findes tilstrækkelig kapacitet til genanvendelse og genvinding af de materialer, der indsamles i henhold til de belgiske mål

–       foranstaltningen ikke fører til forvridninger på det indre marked

–       foranstaltningen ikke hindrer de øvrige medlemsstater i at overholde direktivet

–       foranstaltningen ikke udgør et vilkårligt middel til forskelsbehandling

–       foranstaltningen ikke er en skjult hindring for samhandelen mellem medlemsstaterne (den anfægtede beslutnings kapitel III).

15     Kommissionen påpegede dog, at der var konstateret tegn på mætning af markedet for indsamlet glasaffald, og opfordrede derfor Kongeriget Belgien til at overvåge glasmarkedet omhyggeligt og sikre sig, at indsamlingsniveauet i Belgien ikke oversteg glasmarkedets kapacitet.

16     Sagsøgeren er en belgisk nonprofitsammenslutning, der ved beslutning S-C-99/31116 truffet af Den Interregionale Emballagekommission den 23. december 1998 om godkendelse af nonprofitsammenslutningen FOST Plus som emballageaffaldsorgan er godkendt til at indsamle, genvinde og genanvende husholdningsaffald i henhold til samarbejdsaftalen (Moniteur belge af 27.3.1999, s. 10048, herefter »godkendelsesbeslutningen«). Sammenslutningen påtager sig for sine medlemmer den tilbagetagelsesforpligtelse, der påhviler de ansvarlige for husholdningsemballageaffald, og træffer med henblik herpå alle nødvendige foranstaltninger for at opnå de procentsatser for genanvendelse, der er foreskrevet i samarbejdsaftalen.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

17     Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 28. april 2003 har sagsøgeren anlagt den foreliggende sag.

18     Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 10. juli 2003 har sagsøgte påstået sagen afvist i medfør af procesreglementets artikel 114, stk. 1. Sagsøgeren har den 6. oktober 2003 fremsat sine bemærkninger til denne formalitetsindsigelse. Retten har opfordret parterne til at fremlægge visse dokumenter og besvare spørgsmål vedrørende den af sagsøgte fremsatte formalitetsindsigelse. Parterne har fremlagt disse dokumenter og besvaret spørgsmålene inden for de fastsatte frister.

19     Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–       Den anfægtede beslutnings artikel 1 annulleres.

–       Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

20     Sagsøgte har nedlagt følgende påstande:

–       Sagen afvises.

–       Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Retlige bemærkninger

21     I medfør af procesreglementets artikel 114, stk. 1, kan Retten, hvis en part ønsker det, tage stilling til formaliteten uden at indlede behandlingen af sagens realitet. I henhold til samme artikels stk. 3 forhandles der mundtligt om formalitetsindsigelsen, medmindre Retten bestemmer andet. Retten finder den foreliggende sag tilstrækkeligt oplyst af sagens akter, de fremlagte dokumenter og parternes svar på Rettens spørgsmål til at kunne tage stilling til sagsøgtes begæring uden at indlede den mundtlige forhandling.

 Parternes argumenter

22     Sagsøgte har påstået sagen afvist med den begrundelse, at sagsøgeren ikke er individuelt berørt af den anfægtede beslutning.

23     Sagsøgeren har gjort gældende, at søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, dels fordi sagsøgeren er umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede beslutning (Domstolens dom af 14.12.1962, forenede sager 16/62 og 17/62, Confédération nationale des producteurs de fruits et légumes m.fl. mod Rådet, Sml. 1954-1964, s. 359, org.ref.: Rec. s. 901, og af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org.ref.: Rec. s. 197), dels og subsidiært fordi sagsøgeren ikke råder over andre effektive retsmidler til imødegåelse af den anfægtede beslutning.

24     Med hensyn til, om sagsøgeren er umiddelbart berørt af den anfægtede beslutning, har sagsøgeren gjort gældende, at der ikke er nogen tvivl om, at de belgiske myndigheder har til hensigt at iværksætte den reviderede samarbejdsaftale, som er blevet godkendt af Kommissionen. Dette kan ifølge sagsøgeren udledes af iværksættelsen af den første samarbejdsaftale, der blev godkendt ved beslutning 1999/652, af forarbejdet til den anfægtede beslutning og af de principaftaler, Vallonien og Flandern har indgået med henblik herpå.

25     Med hensyn til spørgsmålet, om den anfægtede beslutning berører sagsøgeren individuelt, har sagsøgeren i det væsentlige fremført fem argumenter, der skulle bekræfte visse for sagsøgeren særlige egenskaber og en faktisk situation, som adskiller sagsøgeren fra alle andre.

26     For det første er sagsøgeren den eneste organisation, der er godkendt til at indsamle, genvinde og håndtere husholdningsemballageaffald for andre emballageansvarliges regning. Endvidere medfører denne godkendelse for sagsøgeren, og kun for sagsøgeren og ikke for de eventuelle øvrige emballageansvarlige, dels en række forpligtelser, herunder en bogførings- og indsamlingsforpligtelse og en forpligtelse til at anvende udbudsproceduren, dels et krav om opfyldelse af en række betingelser angående medlemskab, lovpligtig forsikring og sikkerhedsstillelse. Sagsøgeren finder, at denne godkendelse og de specifikke forpligtelser, der er knyttet til godkendelsen, således viser, at sagsøgeren adskiller sig fra eventuelle andre emballageansvarlige.

27     Sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at selv om det antages, at den anfægtede beslutning er almengyldig og omfatter eventuelle andre emballageansvarlige, udelukker dette ikke, at beslutningen berører sagsøgeren på en anden måde (jf. Rettens dom af 11.9.2002, sag T-13/99, Pfizer Animal Health mod Rådet, Sml. II, s. 3305, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis).

28     Sagsøgeren har for det andet hævdet, at sagsøgeren de facto er den eneste virksomhed, der skal betale bøder i tilfælde af manglende overholdelse af de nye standarder, Kongeriget Belgien fastsætter efter vedtagelsen af den anfægtede beslutning.

29     Sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at der i medfør af samarbejdsaftalens artikel 30, stk. 2, kan pålægges sammenslutningen en administrativ bøde på 20 000 BEF (500 EUR) eller 30 000 BEF (750 EUR) for hvert ton emballageaffald, der ikke bliver henholdsvis genanvendt og genvundet inden for de i samarbejdsaftalen fastsatte frister.

30     Da genanvendelseskapaciteten i Belgien ifølge sagsøgeren ikke gør det muligt at nå op på de nye foreskrevne procentsatser, og da sagsøgerens markedsandel er på 93% for husholdningsaffald, finder sagsøgeren, at det er meget lettere for de kompetente myndigheder at opkræve størstedelen af de bøder, de kan pålægge sagsøgeren, end at søge at finde frem til de virksomheder, der på eget initiativ forsøger at opfylde genanvendelses- og genvindingsforpligtelserne. Derved bliver sagsøgeren efter eget udsagn den eneste virksomhed, der de facto pålægges en bøde, hvilket i sig selv er tilstrækkeligt til at individualisere sagsøgeren.

31     Endvidere har sagsøgeren gjort gældende, at i modsætning til de eventuelle virksomheder, som selv påtager sig ansvaret for håndtering af emballageaffald, og for hvem dette er en bibeskæftigelse, har sagsøgeren genanvendelse af emballageaffald som sin hovedaktivitet. De økonomiske og finansielle konsekvenser af den anfægtede beslutning vil derfor være meget større for sagsøgeren end for enhver anden ansvarlig for husholdningsaffald. Denne særlige økonomiske og finansielle situation adskiller tillige sagsøgeren fra eventuelle andre ansvarlige for husholdningsemballageaffald og er et forhold, der tages hensyn til i retspraksis, bl.a. i Domstolens dom af 23. april 1986, sag 294/83, Les Verts mod Parlamentet, Sml. s. 1339, og af 18. maj 1994, sag C-309/89, Codorniu mod Rådet, Sml. I, s. 1853.

32     Sagsøgeren finder for det tredje, at den anfægtede beslutning er vedtaget under hensyntagen til sagsøgerens særlige forpligtelser og situation, og at beslutningen derved individualiserer sagsøgeren.

33     Sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at en af de væsentlige og afgørende grunde til at vedtage den anfægtede beslutning var ønsket om at sikre, at glasgenvindingskontrakter tildeles på grundlag af offentlige udbud [den anfægtede beslutnings kapitel II, litra b)]. Disse offentlige udbud skal og bør imidlertid alene gennemføres af sagsøgeren, jf. de belgiske myndigheders besvarelse af Kommissionens spørgsmål som led i vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Hertil kommer, at selv om der allerede fandtes andre emballageansvarlige for husholdningsemballageaffald, ville der være tale om enkeltpersoner eller virksomheder, som, da de ikke er omfattet af definitionen på »ordregivende enhed«, således som dette udtryk er anvendt i EF-direktiverne om offentlige udbud, ikke skal organisere et sådant udbud, medmindre de er forpligtet hertil på andre måder, således som sagsøgeren er det qua sin godkendelse.

34     Efter sagsøgerens opfattelse havde Kommissionen endvidere specifikt sagsøgeren i tankerne, da den anfægtede beslutning blev vedtaget. Sagsøgeren har i denne forbindelse henvist til en række uddrag af dokumenter, hvoraf det fremgår, at de belgiske lovgivere alene har haft sagsøgeren i tankerne ved behandlingen af spørgsmålet om husholdningsemballageaffald. En gennemgang af alle de dokumenter i Kommissionens sag, som sagsøgeren har haft adgang til, viser tillige ifølge sagsøgeren, at Kommissionen alene har indsamlet oplysninger om sagsøgeren.

35     Sagsøgeren finder for det fjerde, at Kommissionen, da den var bekendt med sammenslutningens særlige situation, burde have inddraget den i proceduren for vedtagelse af den anfægtede beslutning. Ifølge sagsøgeren kan Kommissionen, når den handler i henhold til artikel 6, stk. 6, i direktiv 94/62, ikke henholde sig alene til oplysningerne fra medlemsstaterne. Ifølge princippet om god forvaltningsskik skal Kommissionen – også selv om dette ikke er udtrykkeligt omhandlet i direktiv 94/62 – under visse omstændigheder forhøre sig hos i hvert fald de største af de virksomheder, der er omfattet af beslutningen, for at afgøre, om de oplysninger, der ligger til grund for beslutningen, er rigtige. Dette er ifølge sagsøgeren ikke sket i den foreliggende sag, selv om de af Kommissionen indsamlede oplysninger alle hidrører fra sagsøgeren, hvilket ifølge sagsøgeren viser, at Kommissionen betragter sagsøgeren som en specifik virksomhed, og at sagsøgeren er individuelt berørt af proceduren.

36     Det fremgår endvidere af første side og især af første fodnote i Kongeriget Belgiens svar på Kommissionens skrivelse af 15. maj 2002, at en række af de oplysninger om husholdningsemballageaffald, der er givet af Kongeriget Belgien ved anmeldelsen af udkastet til revideret aftale, hidrører fra sagsøgeren.

37     Ifølge sagsøgeren vidste Kommissionen således, at sammenslutningen var en »nøgleaktør«, som var i stand til at give Kommissionen væsentlige oplysninger, men undlod alligevel at høre den. Derfor finder sammenslutningen, at den bør have mulighed for at anlægge sag.

38     Endelig anser sagsøgeren sig for det femte ligeledes individuelt berørt af den anfægtede beslutning som følge af sagsøgerens klage af 10. juni 2003 til Kommissionen over beslutningen. I klagen gør sagsøgeren gældende, at medlemsstaterne og Kommissionen har begået en række fejl, der bevirker, at beslutningen bl.a. er i strid med direktiv 94/62.

39     Med hensyn til mangelen på effektive retsmidler finder sagsøgeren, at et af bedømmelseskriterierne ved anvendelsen af artikel 230, stk. 4, EF skal være, om der findes effektive retsmidler, og konstaterer, at sammenslutningen i den foreliggende sag ikke råder over et sådant retsmiddel.

40     Til støtte for sin påstand om, at der skal tages hensyn til, om der foreligger et effektivt retsmiddel, har sagsøgeren påberåbt sig Rettens dom af 3. maj 2002, sag T-177/01, Jégo‑Quéré mod Kommissionen, Sml. II, s. 2365, ligesom sagsøgeren har undret sig over Domstolens begrundelse for at forkaste appellen i dom af 25. juli 2002, sag C-50/00 P, Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, Sml. I, s. 6677, i betragtning af de store ændringer, der tidligere er sket i Domstolens praksis (Domstolens dom af 17.10.1990, sag C-10/89, HAG GF, Sml. I, s. 3711, og af 24.11.1993, forenede sager C-267/91 og C‑268/91, Keck og Mithouard, Sml. I, s. 6097). Sagsøgeren har ligeledes påberåbt sig udkastet til forfatningstraktaten for Europa, som ifølge sagsøgeren bekræfter EU-politikernes ønske om at udvide anvendelsesområdet for den nuværende artikel 230, stk. 4, EF, og som er en rettesnor for Retten ved fortolkningen af artikel 230, stk. 4, EF.

41     At der i den foreliggende sag ikke findes et effektivt retsmiddel, skyldes ifølge sagsøgeren, at den lovgivning, hvorved regionerne godkender samarbejdsaftalen, ifølge belgisk retsorden alene kan prøves for den belgiske Cour d’arbitrage, dvs. alene under henvisning til en tilsidesættelse af ligestillingsprincippet, reglerne om kompetencefordeling og bestemmelserne i afsnit II i den belgiske forfatning.

42     Sagsøgeren finder derfor ikke, at den i den belgiske retsorden råder over et retsmiddel, der giver den mulighed for at få annulleret en eventuel tilsidesættelse af fællesskabsretten forårsaget af regionernes lovgivning til gennemførelse af samarbejdsaftalen eller af den anfægtede beslutning. Den anfægtede beslutnings gyldighed kan således ikke alene bestrides i tilfælde af, at sagsøgeren stævnes for retten som følge af sin indsigelse mod bøden for at tilsidesætte den regionale lovgivning, hvorved der indføres nye genanvendelsessatser for emballageaffald. Endvidere er alene Belgiens Cour de cassation, der er den øverste instans i den foreliggende sag, forpligtet til at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål. Dette indebærer imidlertid, at der vil gå mindst fem år, hvor sagsøgeren er udsat for bødetruslen og retlig usikkerhed med hensyn til genanvendelsessatsernes gyldighed. Sagsøgeren finder derfor denne situation uforenelig med kravet om en effektiv domstolsbeskyttelse.

 Rettens bemærkninger

43     Artikel 230, stk. 4, EF bestemmer: »Enhver fysisk eller juridisk person kan […] indbringe klage over beslutninger, der retter sig til ham, samt over beslutninger, som, skønt de er udfærdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog berører ham umiddelbart og individuelt.«

44     Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af artikel 1 i den anfægtede beslutning, som bekræfter den af Kongeriget Belgien anmeldte foranstaltning, der fastsætter standarder for genvinding og genanvendelse af emballageaffald, som overskrider de mål, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 94/62.

45     Direktiv 94/62, som tager sigte på at harmonisere medlemsstaternes foranstaltninger i forbindelse med håndtering af emballage og emballageaffald, er rettet til medlemsstaterne i almindelighed, hvis kompetente organer skal vedtage almengyldige retsakter gældende for samtlige berørte økonomiske beslutningstagere. Direktivets artikel 6, stk. 1, litra a) og b), pålægger medlemsstaterne at sørge for, at mellem 50 vægtprocent som et minimum og 65 vægtprocent som et maksimum af emballageaffaldet genanvendes inden den 30. juni 2001, og at mellem 25 vægtprocent som et minimum og 45 vægtprocent som et maksimum af samtlige de materialer, der indgår i emballageaffaldet, genvindes med et minimum på 15 vægtprocent for hvert emballagemateriale inden for rammerne af dette generelle mål og inden for samme tidsfrist. Direktivet indfører således i abstrakte og objektive vendinger en generel ordning for genanvendelse af emballage og emballageaffald.

46     I henhold til direktivets artikel 6, stk. 6, kan Kommissionen bekræfte, at en medlemsstat tilstræber et højere miljøbeskyttelsesniveau, forudsat at de foranstaltninger, der træffes med henblik herpå, ikke fører til forvridninger på det indre marked og ikke hindrer de øvrige medlemsstater i at opfylde direktivet, ikke udgør et vilkårligt middel til forskelsbehandling eller en skjult hindring for samhandelen mellem medlemsstaterne.

47     Disse undtagelser fra den almindelige ordning, der indføres ved de bekræftelsesbeslutninger, Kommissionen vedtager i henhold til artikel 6, stk. 6, i direktiv 94/62, er med til at gøre direktivet almengyldigt, idet de i abstrakte vendinger retter sig til ikke nærmere specificerede grupper af personer og finder anvendelse på objektivt bestemte situationer (jf. i denne retning Domstolens dom af 15.6.1993, sag C-213/91, Abertal m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 3177, præmis 19 og Rettens kendelse af 11.7.2000, sag T-268/99, Fédération nationale d’agriculture biologique des régions de France m.fl. mod Rådet, Sml. II, s. 2893, præmis 37 og 38, stadfæstet ved Domstolens kendelse af 10.5.2001, sag C-345/00 P, Fédération nationale d’agriculture biologique des régions de France m.fl. mod Rådet, Sml. I, s. 3811 samt kendelse afsagt af Rettens præsident den 28.11.2003, sag T-264/03 R, Schmoldt m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 5089, præmis 64). Den anfægtede beslutning skal derfor anses for almengyldig.

48     Det skal imidlertid undersøges, om sagsøgeren, til trods for den anfægtede beslutnings almengyldighed, alligevel kan anses for at være umiddelbart og individuelt berørt af bestemmelserne. Det følger nemlig af fast retspraksis, at en bestemmelses almengyldige karakter ikke udelukker, at visse erhvervsdrivende vil kunne være umiddelbart og individuelt berørt af den (jf. i denne retning Domstolens dom af 16.5.1991, sag C-358/89, Extramet Industrie mod Rådet, Sml. I, s. 2501, præmis 13 og 14, dommen i sagen Codorniu mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 31, præmis 19, og dom af 22.11.2001, sag C-451/98, Antillean Rice Mills mod Rådet, Sml. I, s. 8949, præmis 46 samt Rettens dom af 6.12.2001, sag T-43/98, Emesa Sugar mod Rådet, Sml. II, s. 3519, præmis 47).

49     Hvad angår spørgsmålet, om sagsøgeren er individuelt berørt i artikel 230, stk. 4, EF’s forstand, bemærkes, at ifølge en retspraksis, der til stadighed er blevet gentaget siden dommen i sagen Plaumann mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 23, kan en fysisk eller juridisk person kun anses for individuelt berørt af en retsakt, der ikke retter sig til ham, hvis den rammer ham på grund af visse egenskaber, der er særlige for ham, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller ham fra alle andre og derfor individualiserer ham på lignende måde som adressaten (Domstolens dom af 1.4.2004, sag C-263/02 P, Kommissionen mod Jégo-Quéré, Sml. I, s. 3425, præmis 45).

50     I denne forbindelse har sagsøgeren for det første gjort gældende, at sammenslutningen er det eneste organ, der er godkendt til at genanvende husholdningsemballageaffald, og at den i medfør af denne godkendelse er den eneste, der er undergivet visse forpligtelser.

51     Denne omstændighed kan imidlertid ikke individualisere sagsøgeren som omhandlet i den ovenfor i præmis 49 nævnte retspraksis. Da den anfægtede beslutning bekræfter Kongeriget Belgiens overskridelse af de mål for genanvendelse og genvinding, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 94/62, og som gælder for samtlige emballagematerialer og for alt emballageaffald, berører beslutningen ikke særligt virksomheder, der håndterer husholdningsemballageaffald, og som i forvejen er godkendt af de belgiske myndigheder.

52     Den anfægtede beslutning berører alene sammenslutningen i dens objektive egenskab af økonomisk beslutningstager på emballageområdet på samme måde som enhver anden økonomisk beslutningstager, som aktuelt eller potentielt befinder sig i den samme situation (jf. i denne retning dommen i sagen Abertal m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 47, præmis 20, og Rettens kendelse af 6.5.2003, sag T-45/02, DOW AgroSciences mod Parlamentet og Rådet, Sml. II, s. 1973, præmis 43).

53     Den sagsøgende sammenslutning finder for det andet i det væsentlige, at den efter den anfægtede beslutnings vedtagelse vil være den eneste virksomhed, som de facto vil skulle betale en stor bøde.

54     Retten bemærker i denne forbindelse for det første, at samarbejdsaftalens artikel 30, stk. 2, alene giver mulighed for at pålægge en administrativ bøde, og at denne finder anvendelse på samtlige emballageansvarlige eller godkendte organer, som ikke inden for de fastsatte frister når de krævede procentsatser. Den bøde, der er fastsat i samarbejdsaftalens artikel 30, stk. 2, finder således ikke alene anvendelse på sagsøgeren, hvilket sagsøgeren i øvrigt indirekte har erkendt med sin udtalelse om, at »bøden vil påvirke [sammenslutningen selv] på en helt anden måde end en anden eventuel ansvarlig for emballageaffald«.

55     Endvidere bevirker den omstændighed, at sagsøgeren har en stor andel af markedet for husholdningsemballage, at sagsøgerens hovedaktivitet er indsamling og genanvendelse af husholdningsemballageaffald, og at bøden derfor er både større og mere sandsynlig, end den ville være for andre virksomheder, ikke, at sagsøgeren er individuelt berørt af den anfægtede beslutning. Ifølge retspraksis er de økonomiske konsekvenser, som en sagsøger påstår at have lidt som følge af en omtvistet bestemmelse, nemlig ikke i sig selv tilstrækkelige til at individualisere sagsøgeren i forhold til en almengyldig standard, heller ikke selv om ophavsmanden til retsakten kender konsekvenserne (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 12.10.2000, sag C-300/00 P(R), Federación de Cofradías de Pescadores de Guipúzcoa m.fl. mod Rådet, Sml. I, s. 8797, præmis 39 og 41). Desuden er den omstændighed, at en almengyldig retsakt kan have forskellige konkrete virkninger for de forskellige retssubjekter, retsakten omfatter, ifølge retspraksis ikke tilstrækkelig til at adskille disse retssubjekter fra alle andre erhvervsdrivende, idet retsakten finder anvendelse i medfør af en objektivt fastlagt situation (jf. i denne retning Domstolens kendelse af 18.12.1997, sag C-409/96 P, Sveriges Betodlares og Henrikson mod Kommissionen, Sml. I, s. 7531, præmis 37, og Rettens kendelse af 8.12.1998, sag T-39/98, Sadam Zuccherifici m.fl. mod Rådet, Sml. II, s. 4207, præmis 22, stadfæstet ved Domstolens dom af 31.5.2001, sag C-41/99 P, Sadam Zuccherifici m.fl. mod Rådet, Sml. I, s. 4239). Som nævnt i præmis 47 ovenfor er den anfægtede beslutning imidlertid almengyldig, idet den i abstrakte vendinger retter sig til ikke nærmere specificerede grupper af personer og finder anvendelse på objektivt bestemte situationer.

56     Med hensyn til påberåbelsen af dommen i sagen Les Verts mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 31, og i sagen Codorniu mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 31, som en bekræftelse af, at Domstolen har lagt et økonomisk og finansielt kriterium til grund for afgørelsen af, om sagsøgerne er individuelt berørte, bemærkes, at omstændighederne i den foreliggende sag ikke er de samme som i de sager, der har ført til disse domme.

57     I modsætning til situationen i dommen i sagen Codorniu mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 31, hvor en almengyldig bestemmelse forhindrede det sagsøgende selskab i at anvende sit registrerede varemærke, som det havde anvendt i lang tid, giver godkendelsen af sagsøgeren i den foreliggende sag alene sagsøgeren tilladelse til at opfylde de forpligtelser med hensyn til genanvendelse af emballageaffald, som regionernes lovgivning pålægger de ansvarlige for husholdningsemballage, på disses vegne (samarbejdsaftalens artikel 1, nr. 22). Denne tilladelse, som kun er meddelt for en femårig periode fra den 1. januar 1999 (samarbejdsaftalens artikel 10, stk. 4, og godkendelsesbeslutningens artikel 24), og som pålægger såvel sagsøgeren som andre emballageansvarlige en række forpligtelser, indebærer ikke en ret til at anvende en bestemt genanvendelsessats. I samarbejdsaftalens artikel 25, stk. 1, nr. 3, præciseres det nemlig, at Den Interregionale Emballagekommissions beslutningsorgan til enhver tid kan ændre de betingelser for udøvelsen af aktiviteten, der er fastsat i godkendelsen, for at tage hensyn til almenvellet. Sagsøgerens situation adskiller sig derved fra situationen for sagsøgeren i den sag, der har ført til dommen i sagen Codorniu mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 31, og sagsøgeren kan derfor ikke påberåbe sig denne retspraksis.

58     Omstændighederne i den foreliggende sag adskiller sig tillige fra omstændighederne i den sag, der har ført til dommen i sagen Les Verts mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 31. Ud over den grundlæggende forskel med hensyn til baggrund, der kan tilskrives de berørte parters og institutioners identitet, bemærker Retten, at der i forhold til den anfægtede beslutning ikke er nogen forskel på situationen for sagsøgeren og for de øvrige emballageansvarlige. I Les Verts-sagen havde en række politiske grupperinger deltaget i en afgørelse truffet af Europa-Parlamentet, som vedrørte behandlingen af såvel disse grupperinger som de øvrige rivaliserende grupperinger, som ikke var repræsenteret i Parlamentet. De førstnævnte grupperinger kunne hypotetisk identificeres og var således individuelt berørte og ville derfor have fået en større retsbeskyttelse end de ikke-repræsenterede rivaliserende grupperinger (dommen i sagen Les Verts mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 31, præmis 36). I den foreliggende sag har de øvrige emballageansvarlige derimod i lighed med sagsøgeren (jf. præmis 63 ff. nedenfor) ikke deltaget i vedtagelsen af den beslutning, der vedrører både dem og sagsøgeren. De øvrige emballageansvarlige har således i den foreliggende sag ikke en større retsbeskyttelse end sagsøgeren, således at denne ikke kan påberåbe sig dommen til støtte for sin påstand om, at den er individuelt berørt af den anfægtede beslutning.

59     Sagsøgeren har for det tredje påstået sig individuelt berørt med den begrundelse, at Kommissionen har baseret den anfægtede beslutning på kravet om offentlige udbud, som alene sagsøgeren kan iværksætte, og oplysninger om husholdningsaffald, der hidrører fra sagsøgeren og alene vedrører denne.

60     Retten bemærker i denne forbindelse for det første, at Kommissionen i den anfægtede beslutning faktisk har taget hensyn til udbudskravet ved afgørelsen af, om de anmeldte foranstaltninger er passende [den anfægtede beslutnings kapitel II, litra a) og b)], og at sagsøgeren i medfør af godkendelsesbeslutningen skal tildele genvindingskontrakter på grundlag af udbud (godkendelsesbeslutningens artikel 8-11). Endvidere synes Kommissionen at have taget hensyn til sagsøgerens oplysninger ved vedtagelsen af den anfægtede beslutning.

61     At Kommissionens beslutning er baseret på, at sagsøgeren har forpligtelser, og på oplysninger vedrørende sagsøgeren, er imidlertid ifølge retspraksis kun tilstrækkeligt til at individualisere sagsøgeren, såfremt en hensyntagen til sagsøgerens situation følger af de relevante retsakter. Dette ville være tilfældet, hvis Kommissionen i henhold til specifikke bestemmelser var forpligtet til at tage hensyn til konsekvenserne for visse borgeres situation af den påtænkte retsakt, således at denne omstændighed kunne individualisere disse borgere (jf. i denne retning Domstolens dom af 17.1.1985, sag 11/82, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 207, præmis 21 og præmis 28-31, af 26.6.1990, sag C-152/88, Sofrimport mod Kommissionen, Sml. I, s. 2477, præmis 11, af 11.2.1999, sag C-390/95 P, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 769, præmis 25-28 samt Rettens dom af 14.9.1995, forenede sager T-480/93 og T-483/93, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2305, præmis 67, og af 17.1.2002, sag T-47/00, Rica Foods mod Kommissionen, Sml. II, s. 113, præmis 41). Dette ville tillige være tilfældet, hvis de relevante bestemmelser gav den pågældende ret til at deltage i den administrative procedure (jf. i denne retning Rettens dom af 26.9.2000, forenede sager T-74/97 og T-75/97, Büchel mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 3067, præmis 58).

62     Med hensyn til eksistensen af en særlig situation, hvortil der skal tages hensyn ved vedtagelsen af den anfægtede beslutning, bemærker Retten, at artikel 6, stk. 6, i direktiv 94/62 bestemmer, dels at de medlemsstater, der ønsker et højere miljøbeskyttelsesniveau end det, der er fastsat i direktivets stk. 1, litra a) og b), skal underrette Kommissionen herom, dels at Kommissionen skal bekræfte disse foranstaltninger efter sammen med medlemsstaterne at have forvisset sig om, at de pågældende medlemsstater har tilstrækkelig kapacitet til genvinding og genanvendelse, at foranstaltningerne ikke medfører forvridning på det indre marked, ikke er til hinder for, at andre medlemsstater kan opfylde direktivet, og ikke udgør et vilkårligt middel til diskrimination eller en skjult handelshindring mellem medlemsstaterne.

63     Denne kontrolforpligtelse, der påhviler Kommissionen, indebærer alene, at Kommissionen skal tage hensyn til en helhed af oplysninger om genvinding og genanvendelse af emballageaffald på statsligt og mellemstatsligt plan, og ikke at Kommissionen skal tage hensyn til den særlige situation for en virksomhed, der beskæftiger sig med genvinding og genanvendelse af husholdningsemballageaffald. Af artikel 6, stk. 6, i direktiv 94/62 fremgår det i øvrigt udtrykkeligt, at kontrollen finder sted i samarbejde med medlemsstaterne. Dette indebærer, at Kommissionen ikke direkte skal høre de økonomiske beslutningstagere eller nogle af disse.

64     Det må således fastslås, at artikel 6, stk. 6, i direktiv 94/62 ikke pålægger Kommissionen forpligtelse til at tage hensyn til den særlige situation for enkeltvirksomheder som f.eks. sagsøgeren, når den godkender foranstaltninger, der fraviger målene i samme direktivs artikel 6, stk. 1, litra a) og b).

65     I øvrigt pålægger hverken artikel 16 eller 21 i direktiv 94/62 om henholdsvis en anmeldelsesprocedure og den udtalelse, der skal afgives af et udvalg, inden for hvis rammer Kommissionens og medlemsstaternes samarbejde finder sted, eller de øvrige bestemmelser i direktiv 94/62 Kommissionen en sådan forpligtelse. Sagsøgeren kan således ikke med føje hævde, at Kommissionen skulle have taget hensyn til sammenslutningens særlige situation ved vedtagelsen af den anfægtede beslutning.

66     Med hensyn til retten til at deltage i proceduren fremgår det af det ovenfor anførte, at der ikke er fastsat nogen proceduremæssig regel om interesserede virksomheders deltagelse i den administrative procedure. Dette er i øvrigt indirekte anerkendt af sagsøgeren, som har udtalt, at selv om direktivet ikke udtrykkeligt indeholder nogen høringsforpligtelse, må en sådan forpligtelse bestå i medfør af forpligtelsen til at overholde god forvaltningsskik.

67     Hertil kommer under alle omstændigheder, at sagsøgeren ikke har påvist, at sammenslutningen de facto har deltaget direkte i den administrative procedure. Heraf følger, at selv om der fandtes en ret til at deltage, eventuelt baseret på forpligtelsen til at overholde god forvaltningsskik eller en specifik bestemmelse som f.eks. en antidumpingbestemmelse, kunne sammenslutningen ikke påberåbe sig den, idet den aldrig har udøvet rettigheden (Domstolens dom af 20.3.1985, sag 264/82, Timex mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 849, præmis 13-16, og Rettens dom af 11.7.1996, sag T-161/94, Sinochem Heilongjiang mod Rådet, Sml. II, s. 695, præmis 47).

68     Det, at Kommissionen har taget hensyn til oplysninger og forpligtelser, der vedrører sagsøgeren, ved vedtagelsen af den anfægtede beslutning, individualiserer således ikke sagsøgeren.

69     Sagsøgeren finder for det fjerde, at Kommissionen, da sagsøgeren var en af kilderne til Kommissionens oplysninger, og da Kommissionen i henhold til princippet om god forvaltningsskik skal kontrollere de oplysninger, medlemsstaterne fremlægger som led i proceduren i henhold til artikel 6, stk. 6, i direktiv 94/62, burde have henvendt sig til sagsøgeren for at kontrollere de af medlemsstaterne fremlagte oplysninger. På dette grundlag anser sagsøgeren sig ligeledes for at være individuelt berørt af den anfægtede beslutning.

70     Hertil skal bemærkes, at ud over at sagsøgeren ikke har nogen ret til at deltage i proceduren i den foreliggende sag (jf. præmis 66 ovenfor), forholder det sig således – ifølge retspraksis, og medmindre andet udtrykkeligt bestemmes – at hverken proceduren for udarbejdelse af generelle retsakter eller de generelle retsakter selv i deres egenskab af almengyldige foranstaltninger kræver deltagelse i medfør af fællesskabsrettens almindelige grundsætninger af de berørte personer, da disses interesser anses for repræsenteret af de politiske instanser, som har til opgave at vedtage de nævnte retsakter (jf. i denne retning Rettens kendelse af 30.9.1997, sag T-122/96, Federolio mod Kommissionen, Sml. II, s. 1559, præmis 75, af 15.9.1998, sag T-109/97, Molkerei Großbraunshain og Bene Nahrungsmittel mod Kommissionen, Sml. II, s. 3533, præmis 60, stadfæstet ved Domstolens kendelse af 26.10.2000, sag C-447/98 P, Molkerei Großbraunshain og Bene Nahrungsmittel mod Kommissionen, Sml. I, s. 9097, og af 9.11.1999, sag T-114/99, CSR Pampryl mod Kommissionen, Sml. II, s. 3331, præmis 50).

71     I den foreliggende sag er den anfægtede retsakt almengyldig (jf. præmis 47 ovenfor), og den påberåbte forpligtelse til at overholde god forvaltningsskik er et almindeligt retsprincip. I henhold til ovennævnte retspraksis kræver dette princip imidlertid ikke de berørte personers deltagelse ved udarbejdelsen af retsakten. Da der ikke er lovgivet udtrykkeligt herom, kan sagsøgeren således ikke af princippet om god forvaltningsskik udlede en proceduremæssig rettighed, der kan medføre en ret til at anlægge et annullationssøgsmål.

72     Sagsøgeren har endelig for det femte gjort gældende, at den omstændighed, at sammenslutningen har indgivet klage, bekræfter, at den er individuelt berørt. Retten skal bemærke, at klagen blev indgivet den 10. juni 2003, dvs. over fire måneder efter vedtagelsen af den anfægtede beslutning og endog efter udløbet af en eventuel søgsmålsfrist i henhold til artikel 230, stk. 5, EF. Endvidere indebærer en sådan argumentation, at klagen skal bedømmes netop som en klage, da den ikke har nogen sammenhæng med den foreliggende retssag. Klagen har ikke kunnet påvirke vedtagelsen af den anfægtede beslutning, men herudover påvirker indgivelsen af en klage til Kommissionen efter vedtagelsen af en beslutning på ingen måde klagerens stilling i henhold til artikel 230, stk. 4, EF i forbindelse med et annullationssøgsmål til prøvelse af beslutningen. Da der i forbindelse med den administrative procedure ikke er fastsat nogen klagebestemmelser, skal formalitetsbetingelserne i artikel 230, stk. 4, EF vurderes uafhængigt af enhver klage, sagsøgeren måtte have indgivet til Kommissionen efter vedtagelsen af den anfægtede retsakt. Dette argument er således ganske irrelevant.

73     Sagsøgeren kan således ikke anses for at være individuelt berørt i artikel 230, stk. 4, EF’s forstand.

74     Dog skal Retten undersøge, om kravet om effektiv retsbeskyttelse som hævdet af sagsøgeren kan ændre ved denne konklusion.

75     Det skal imidlertid bemærkes, således som Domstolen har fastslået i dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 40 (præmis 40) og i sagen Kommissionen mod Jégo-Quéré, nævnt ovenfor i præmis 49 (præmis 30), at der dels ved EF-traktatens artikel 230 og 241, dels ved traktatens artikel 234 er oprettet et fuldstændigt retsmiddel- og proceduresystem, som skal sikre kontrollen med lovligheden af institutionernes retsakter, idet kompetencen til at udøve denne kontrol er tillagt Fællesskabets retsinstanser (jf. i denne retning tillige dommen i sagen Les Verts mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 31, præmis 23). Fysiske eller juridiske personer, der på grund af betingelserne i artikel 230, stk. 4, EF for at antage en sag til realitetsbehandling ikke kan anfægte almengyldige fællesskabsretsakter direkte, har inden for rammerne af dette system efter omstændighederne mulighed for at gøre gældende, at sådanne retsakter er ugyldige, enten for Fællesskabets retsinstanser i form af en indsigelse i medfør af traktatens artikel 241 EF eller for de nationale retter, og at få disse, som ikke er beføjet til selv at fastslå ugyldigheden af sådanne retsakter (jf. Domstolens dom af 22.10.1987, sag 314/85, Foto-Frost, Sml. s. 4199, præmis 20), til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål herom.

76     Ifølge Domstolen påhviler det medlemsstaterne at fastsætte et retsmiddel- og proceduresystem, som sikrer overholdelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse (dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 40, præmis 41, og i sagen Kommissionen mod Jégo-Quéré, nævnt ovenfor i præmis 49, præmis 31). Domstolen har derudover fastslået, at formalitetsreglerne i artikel 230 EF ikke kan fortolkes således, at der kan anlægges et annullationssøgsmål, når det efter en konkret undersøgelse fra Fællesskabets retsinstansers side af de nationale processuelle regler kan godtgøres, at disse regler ikke tillader borgerne at anlægge en sag om gyldigheden af den anfægtede fællesskabsretsakt. Der kan ikke anlægges direkte annullationssøgsmål for Fællesskabets retsinstanser, selv om det efter retsinstansernes konkrete gennemgang af de nationale processuelle regler kan godtgøres, at disse regler ikke giver borgerne mulighed for at anlægge sag til prøvelse af den anfægtede fællesskabsretsakt (Domstolens kendelse af 12.12.2003, sag C-258/02 P, Bactria mod Kommissionen, Sml. I, s. 15105, præmis 58). Et sådant system ville nemlig forudsætte, at Fællesskabets retsinstanser i hvert enkelt konkret tilfælde undersøger og fortolker den nationale procesret, hvilket går ud over den kompetence, de er tillagt med hensyn til kontrollen med fællesskabsretsakternes lovlighed (dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 40, præmis 43, og i sagen Kommissionen mod Jégo-Quéré, nævnt ovenfor i præmis 49, præmis 33 og 34).

77     Med hensyn til den betingelse om individuel interesse, der er fastsat i artikel 230, stk. 4, EF, kan en sådan fortolkning, selv om denne betingelse skal fortolkes i lyset af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse (jf. i denne retning Domstolens dom af 15.5.1986, sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, præmis 18) under hensyntagen til de forskellige omstændigheder, som kan individualisere en sagsøger, ifølge Domstolens praksis (dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores, nævnt ovenfor i præmis 40, præmis 44, og i sagen Kommissionen mod Jégo-Quéré, nævnt ovenfor i præmis 49, præmis 36) ikke føre til, at der bortses fra den omhandlede betingelse, som er udtrykkeligt fastsat i traktaten, uden at man derved ville overskride de beføjelser, Fællesskabets retsinstanser er tillagt ved traktaten.

78     Det er ganske vist muligt at forestille sig en anden ordning for kontrol med lovligheden af almengyldige fællesskabsretsakter end den, der er oprettet ved den oprindelige traktat, og hvis principper aldrig er blevet ændret, men det tilkommer ifølge Domstolen i givet fald medlemsstaterne i henhold til artikel 48 EU at foretage en reform af den nugældende ordning (dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 40, præmis 45).

79     Sagsøgeren har i betragtning af tidligere tiders radikale ændringer af Domstolens retspraksis undret sig over, at Domstolen har forkastet appellen med en sådan begrundelse. Sagsøgeren finder endvidere, at udkastet til en forfatningstraktat for Europa er en rettesnor for fortolkningen af artikel 230, stk. 4, EF.

80     Med hensyn til de tidligere tiders radikale ændringer af Domstolens retspraksis skal Retten blot fastslå, at der i den foreliggende sag ikke er sket en sådan ændring, og at det i medfør af artikel 225 EF og Domstolens statut ikke tilkommer Retten at udtale sig om berettigelsen af en afgørelse truffet af Domstolen.

81     Hvad angår udkastet til forfatningstraktat for Europa bemærker Retten, at denne endnu ikke er trådt i kraft. Derfor kan Retten ikke være bundet af forfatningstraktaten eller af den EU-politiske vilje, som forfatningstraktaten udspringer af.

82     Sagsøgeren kan således ikke under henvisning til Domstolens praksis gøre gældende, at en afvisning af annullationssøgsmålet vil efterlade sagsøgeren uden retsmidler.

83     Ifølge Domstolens retspraksis ændrer kravet om en effektiv domstolsbeskyttelse således ikke noget ved den konklusion, at sagsøgeren ikke er individuelt berørt i artikel 230, stk. 4, EF’s forstand. Da sagsøgeren ikke opfylder en af de i artikel 230, stk. 4, EF fastsatte formalitetsbetingelser, må den foreliggende sag afvises.

 Sagens omkostninger

84     I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, pålægges det sagsøgeren at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1)      Sagen afvises.

2)      Sagsøgeren bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Kommissionen.

Således bestemt i Luxembourg den 16. februar 2005.

H. Jung

 

      J. Azizi

Justitssekretær

 

      Afdelingsformand

* Processprog: nederlandsk.

Top

Full & Egal Universal Law Academy