29. 12. 86 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 333/39
Udtalelse om den finansielle integration i Fællesskabet
(86/C 333/11)
Det økonomiske og sociale Udvalg besluttede den 19. december 1985 i henhold til forretnings-
ordenens artikel 20, stk. 4, at fremsætte udtalelse om ovennævnte emne.
Det forberedende arbejde henvistes til Udvalgets sektion for økonomiske og finansielle
anliggender, som udpegede Francesco C. Drago til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse
den 15. juli 1986.
Det økonomiske og sociale Udvalg vedtog på sin 241. plenarforsamling, den 27. november
1986, med meget stort flertal for, ingen stemmer imod og fire stemmer hverken for eller
imod, følgende udtalelse:
1. Generelle bemærkninger 2. Den juridisk-institutionelle referenceramme
1.1. Udvalgets hensigt med at udarbejde en udtalelse
om finansiel integration er at anspore Kommissionen
og Rådet til at fortsætte bestræbelserne på at liberalisere
kapitalbevægelserne i Fællesskabet ved at vedtage de
direktiver, der er nødvendige for at iværksætte
artikel 67 i EØF-traktaten.
I denne forbindelse beklager Udvalget, at det ikke er
blevet hørt om dette spørgsmål, og det forbeholder
sig ret til at give udtryk for sine synspunkter i en
initiativudtalelse.
1.2.- Udvalget finder, at den finansielle integration
inden for Fællesskabets område bør sætte den finansiel-
le sektor i stand til direkte at understøtte den realøkono-
miske udvikling ved at fremme en ensartethed i de
finansielle instrumenter, der kan lette udbuddet via
efterspørgselsstimuleringer.
Integrationsprocessen bør bygge på et sæt af foran-
staltninger, som gradueres i iværksættelsesfasen, inten-
siveres over tiden og indpasses konsekvent i harmonise-
ringsprocessen.
1.3. Da Det europæiske Fællesskab er et område, der
er åbent over for international handel, bør det betragte
finansiel integration som en forudsætning for at kunne
udfylde denne rolle og samtidig som et afgørende skridt
mod valutarisk enhed. I denne sammenhæng er en
erklæring om fri etableringsret ikke i sig selv en tilstræk-
kelig forudsætning for at kunne gøre konkrete frem-
skridt.
En bedre basis for de valutariske og finansielle relatio-
ner mellem større zoner i verdensøkonomien er i øvrigt
en forudsætning for en mere hensigtsmæssig faktorallo-
kering og en højere samfundsøkonomisk vækstrate. I
denne sammenhæng bør Fællesskabets medlemsstater i
forbindelse med koordineringen af deres valutapolitik
arbejde for, at Kommissionens rolle i dialogen mellem
de store internationale valutaområder cementeres.
2.1. Udvalget påpeger, at virkeliggørelsen af et
finansielt Europa, der ikke bygger på en lovgivning, som
finder direkte anvendelse, kræver, at der iværksættes
foranstaltninger, der kan fjerne hindringerne for en reel
liberalisering.
2.2. Varers og personers frie bevægelighed begrænses
fortsat i vidt omfang af restriktioner for den frie udveks-
ling af tjenesteydelser og frie kapitalbevægelser. Så
længe det interne marked ikke er en realitet, betyder
dette, at den frie bevægelighed på de nævnte områder
kun vil være partiel, fordi den begrænses af politiske
handlinger og beslutninger, som i praksis blokerer for
integrationsprocessen i Det europæiske Fællesskab.
2.3. Det følger heraf, at målsætningerne i EØF-trak-
tatens artikel 2, som skal søges realiseret ved hjælp af
de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3, litra c),
samt målsætningerne i artikel 67, nu må realiseres gen-
nem specifikke handlinger fra Rådets side under anven-
delse af artikel 69, som allerede har givet impulser til
liberalisering af kapitalbevægelserne i 1960 og i 1962.
2.4. Denne liberalisering er ikke absolut, da en med-
lemsstat kan påberåbe sig traktatens artikel 73, 108 og
109 — som alle finder generel anvendelse — og på
grund af stand-still-klausulen i artikel 71. Dette kan
imidlertid ikke retfærdiggøre, at beskyttelsesklausuler,
som er indført med henblik på svingende situationer,
efterhånden er blevet så udbredte, at de er uforenelige
med den institutionelle udvikling i EF.
2.5. Fællesskabets organer bør sikre, at overvågning
og harmonisering af medlemsstaternes økonomiske po-
litik fører til bedre økonomisk konvergens og fremmer
væksten. Dette bør indebære, at beskyttelsesklausulerne
kun anvendes i ganske særlige tilfælde og rent forbigå-
ende, samt at man ved hjælp af Fællesskabets finansie-
ringsmekanismer kan bidrage til at rette op på ulighed-
Nr. C 333/40 De Europæiske Fællesskabers Tidende 29. 12. 86
erne i de enkelte medlemsstaters situation og på
skævhederne mellem regionerne.
2.6. »For så vidt angår kapitalbevægelserne mellem
medlemsstater og tredjelande« indebærer en optimal
finansiel integration i Europa også en styrkelse af be-
stræbelserne på »en gradvis samordning af medlemssta-
ternes valutapolitik« (EØF-traktatens artikel 70, stk. 1).
2.7. I denne sammenhæng betyder »integration«
ikke, at de supranationale organers beføjelser udvides,
ved at der på visse områder skal afgives national suve-
rænitet, men derimod at medlemsstaterne kan opvise
større effektivitet ved at anvende fælles instrumenter
end ved at optræde isoleret. Den omstændighed, at
der fortsat er hindringer af institutionel art på det
valutariske område, bør ikke føre til, at man trækker
tiden ud med hensyn til at finde frem til fælles løsninger,
som ikke nødvendigvis er institutionelle, selv om de
ikke altid kan være lige fuldkomne.
2.8. Den fortsatte tilstedeværelse af juridiske hin-
dringer udgør et yderligere problemkompleks. Med
hjemmel i EØF-traktatens principper om fri etablerings-
ret og fri udveksling af tjenesteydelser — principper,
som finder direkte anvendelse — bør EF's organer drage
omsorg for, at enhver restriktion, som stadig måtte
eksistere, ophæves.
På basis af bl.a. artikel 57, stk. 2, hvis indhold blev
yderligere befæstet ved Det europæiske Råds be-
slutninger i december 1985, bør EF's organer fremme
realiseringen af disse friheder gennem egnet samord-
ning.
3. Indbyrdes forenelighed af medlemsstaternes økono-
miske politik samt fuldførelsen af det interne
marked
3.1. Udvalget finder, at de faktorer, som i anden
halvdel af 1960'erne medførte en vending i liberalise-
ringsprocessen og førte til en segmentering af markeder-
ne (nogle åbne for alle varer, andre kun for udvalgte
varer), er blevet fortrængt af senere ændringer og af
visse positive resultater i den europæiske økonomi.
3.2. I løbet af 1980'erne har den mere effektive koor-
dinering af medlemsstaternes økonomiske og valutari-
ske politik takket være en fælles zone med større valuta-
stabilitet — og fortsatte institutionelle hindringer til
trods — muliggjort en betydelig tilnærmelse af med-
lemsstaternes makroøkonomiske resultater.
3.3. Samtidig har erfaringerne fra 1970'erne afsløret
begrænsningerne ved de valutarestriktioner, der blev
gennemført i visse medlemsstater, og vist, at det ikke
kan lade sig gøre at finde en tilfredsstillende og varig
løsning på problemerne i tilknytning til de eksterne
bindinger, hvis man ikke vil opgive målsætningerne for
den interne økonomiske politik.
3.4. I løbet af de seneste tre år har en større konver-
gens i de økonomiske resultater gjort det muligt mere
konsekvent at arbejde mod europæisk integration og
fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser. Tiden
er derfor moden til at gennemføre en stabil finansiel
integrationsproces i Europa ved siden af valutazonen
og den økonomiske og handelsmæssige integration.
3.5. Udvalget konstaterer, at en ulige og asymmetrisk
fordeling af de finansielle transaktioner i en gruppe af
indbyrdes afhængige økonomier i det lange løb vil
skade mulighederne i en samlet europæisk økonomi og
retfærdiggøre, at kapitalen søger hen, hvor de økonomi-
ske og finansielle hindringer er mindst og aflønningen
dermed større. Dette fænomen registreredes i de første
år af 1980'erne, hvor kapital i massive mængder søgte
fra Europa til USA, hvor den opnåede en bedre afløn-
ning, men også samtidig lettede strukturrationaliserin-
gen inden for det amerikanske erhvervsliv.
3.6. De udviklingsforløb, som i øjeblikket bidrager
til, at de eksterne bånd (prisudviklingen for råstoffer
og dollarkursen) ikke længere er så snærende for med-
lemsstaterne, har i øvrigt ikke kun en gunstig indflydelse
på betalingsbalancerne, men skulle også tilskynde de
lande, hvis betalingsbalanceproblemer er størst, til at
foretage korrektioner, som åbner op for en hurtig grad-
vis afvikling af beskyttelsesklausuler.
3.7. I så henseende vil Udvalget gerne understrege
vigtigheden af de foranstaltninger, der skal sikre den
gradvise fuldendelse af det interne marked i tidsrummet
frem til den 31. december 1992. I henhold til Luxem-
bourg-aftalen tager disse foranstaltninger sigte på at
skabe »et område uden indre grænser med fri bevægelig-
hed for varer og tjenesteydelser og kapital ...«.
Kommissionens hvidbog danner her et udmærket ud-
gangspunkt. Som bemærket af Udvalget i udtalelse CES
1019/85 fremhæves beslutningstagning med kvalificeret
flertal her som et politisk valg, der bør udstrækkes
til også at omfatte beslutninger på det skattepolitiske
område.
4. Finansiel innovation, valutapolitik og stabilitet på
markederne.
4.1. Rådet har vedtaget en række direktiver med
mere eller mindre direkte relation til den finansielle
integration (f.eks. fremme af etableringsretten og fri
29. 12. 86 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 333/41
udveksling af tjenesteydelser, koordinering af kreditin-
stitutters adgang til at optage og udøve virksomhed,
betingelser for værdipapirers optagelse til notering på
børser). Der er imidlertid ikke taget nogen konkrete
skridt for at løse hele problemet omkring finansiel
innovation, som med udgangspunkt i euro-markedet
har affødt et mobilt og universelt grænseoverskridende
kapitalmarked uden officielle reguleringer.
4.2. Disse strukturændringer, der afspejler inflatio-
nens virkning på de finansielle strømme, er resultatet
af et samspil af markedskræfterne og officielle økono-
misk-politiske indgreb.
Denne periode har været karakteriseret ved manglende
valutakursstabilitet, fluktuerende rente og uhæmmet
offentlig gældsætning sammen med usmidig offentlig
regulering af penge- og finansmarkederne, hvilket har
medført en søgen efter bedre aflønning for og større
spredning af finansielle placeringer.
4.3. Den igangværende internationalisering af inter-
bankmarkederne og skabelsen af stadig mere avancere-
de finansieringsinstrumenter kan få direkte betydning
for medlemsstaternes valutapolitik, for de arbejds-
pladsskabende investeringer samt for udviklingen i ver-
denshandelen og -økonomien.
4.4. Det bliver stadig vanskeligere at trække en klar
skillelinje mellem penge og andre finansielle aktiver og
mellem bankers formidling af lån og direkte udlån, og
andre faktorer kan påvirke kontrollen med medlemssta-
ternes monetære aggregater. Udvalget opfordrer derfor
EF-institutionerne til at arbejde for finansiel integra-
tion, idet det samtidig gør opmærksom på innovatio-
ners mulige påvirkning af de nationale myndigheders
pengeforvaltning og af markedsstabiliteten.
4.5. Risikoen for at tabe i stabilitet, hvad der vindes
i effektivitet inden for den finansielle sektor, bør i øvrigt
fjernes via en koordineret overvågeise af kvaliteten i
forvaltningen, og ved at der føres en valutapolitik, som
såvel med hensyn til mål som midler er tilpasset de nye
forhold.
5. Liberalisering af kapitalbevægelserne i Fællesskabet
5.1. Mangelen på fremskridt i integrationen af de
nationale kapitalmarkeder står i modsætning til den
betydelige udvikling i det internationale finansielle sam-
kvem, som har fundet sted uden for de nationale ram-
mer, navnlig via euro-markedernes ekspansion.
Denne mangel på fremskridt kan især forklares ved de
nationale myndigheders ønske om at bevare kontrollen
med styringen af den nationale pengepolitik. Da penge-
politikken ofte er undergivet de begrænsninger, beta-
lingsbalancen sætter, støtter den sig i visse lande på en
kontrol med de internationale kapitalbevægelser.
5.2. Der har således ikke blot været tale om en
blokering af liberaliseringen af kapitalbevægelserne i
visse lande, men også undertiden om en tilbagegang,
når visse lande har påberåbt sig sikkerhedsklausulerne
i Rom-traktaten for at træffe restriktive foranstaltning-
er og dermed fravige de liberaliseringsforpligtelser, der
ligger i direktiverne. Udvalget finder, at denne udvik-
ling, selv om den er iværksat i forståelse med Kommis-
sionen, er gået videre, end det har kunnet begrundes i
de reelle behov for beskyttelse af betalingsbalancen i de
lande, som har haft problemer med balancen på deres
regnskab over for udlandet.
5.3. Med sigte på en bedre forståelse og dialog mel-
lem de vigtigste valutazoner med hensyn til kursen for
valuta- og rentepolitikken og med henblik på at styrke
den økonomiske og den finansielle integration indbyr-
des har Fællesskabet meget passende taget initiativ til
en gradvis, men fuldstændig liberalisering af kapitalbe-
vægelserne.
5.4. Skal dette mål nås, er det efter Udvalgets mening
nødvendigt, at EF-lovgivningsprocessen hurtigst muligt
genoptages, og at de nødvendige direktiver vedtages
efter et tidsskema, som er foreneligt med de forskellige
etaper i fuldførelsen af det interne marked.
I dette øjemed bør det første liberaliseringssignal, som
er at finde i Rådets direktiv (l) om langfristede handels-
kreditter, erhvervelse af værdipapirer, såvel børsnotere-
de som ikke børsnoterede, samt værdipapirers adgang
til kapitalmarkedet, opfølges på følgende måde:
— borgerne i medlemsstater, hvor der findes restriktio-
ner, og beslutningstagerne i den offentlige og private
sektor må sikres lige vilkår med hensyn til frit at
kunne investere og spare op,
— Kommissionen må nøje overvåge, at enhver form
for valutarestriktion, for så vidt angår løbende
transaktioner f.eks. i forbindelse med turisme, studi-
er, lægebehandling, sundhedspleje samt handel, op-
hæves, og,
— erhvervslivet må have mulighed for at operere med
en valutabalance, således at de kan reducere åbne
valutapositioner og nedbringe omkostningerne til
dækningsinstrumenter,
(') Forslag til Rådets direktiv om tredje ændring af første direktiv
om gennemførelse af artikel 67 i EØF-traktaten (liberalisering
af kapitalbevægelser) (KOM(86) 326), vedtaget af Rådet den
17. november 1986.
Nr. C 333/42 De Europæiske Fællesskabers Tidende 29. 12. 86
— udvidelse af bosiddende beslutningstageres aktiv-
portefølje og fornyet undersøgelse af begrænsningen
af restriktionerne på institutionelle investorers mu-
ligheder for at investere i finansielle aktiver,
— forbedret cirkulation af finansielle aktiver på euro-
pæisk plan.
5.5. Disse løsninger, der vil være nemmere at føre
ud i livet under et økonomisk opsving, skulle gøre det
muligt for Fællesskabet i sin helhed:
— at gøre det valutariske og finansielle og dermed det
kommercielle EF mere åbent,
— at fremme tilførslen af risikovillig kapital og, hvor
det er muligt, kanalisere opsparingen over i er-
hvervsinvesteringer, som frembyder bedre ind-
tjeningsmuligheder,
— at nedbryde kunstige barrierer i de forskellige seg-
menter af markederne i medlemsstaterne og inden
for selve markederne,
— at øge konkurrencen mellem kreditformidlere og
give sparere og investorer større valgfrihed,
— at fremme de små og mellemstore virksomheder ved
at give dem lettere adgang til risikovillig kapital og
derved afbøde nogle af de handicaps, de har i for-
hold til de større virksomheder, som bedre kan
håndtere de finansielle lovgivningsmæssige og skat-
temæssige sider.
5.6. Udvalget finder videre, at Fællesskabet bør tilla-
de, at der i større omfang trækkes på samtlige disponi-
ble finansieringsinstrumenter for at afbøde de virkning-
er, som kapitaludstrømning som følge af portefølje-
justeringer eller spekulation har på monetære variabler
og på valutakurserne. Alt i alt skulle en liberalisering
af kapitalbevægelserne øge Fællesskabets økonomiske
potentiel ved indadtil at lette løsningen af strukturpro-
blemerne og afhjælpe de regionale uligheder og ved
udadtil at hjælpe lande med at erhverve kapital eller
blot med at deltage i internationale kapitalformidlings-
forretninger.
6. Foranstaltninger inden for området finansielle
tjenesteydelser
6.1. Skal der opnås en tilfredsstillende finansiel inte-
gration, kræver dette tilstedeværelsen af de rette forud-
sætninger for en effektiv konkurrence inden for finan-
sielle tjenesteydelser: banker, børser, forsikrings- og
investeringsforeninger. Hvis der skal gennemføres en
rimelig grad af harmonisering, er det nødvendigt at
fremme prioriterede foranstaltninger i disse sektorer,
specielt på det administrative og skattepolitiske om-
råde.
6.2. Efter Udvalgets mening kræver en bedre integra-
tion af de forskellige bankmarkeder, at de respektive
lovbestemmelser tilnærmes. I den forbindelse kan prin-
cippet om gensidig anerkendelse, under visse omstæn-
digheder, og hvis visse betingelser sikres opfyldt, som
et første skridt givetvis lette realiseringen af mål-
sætningerne i Rom-traktaten. Dette vil kunne lade sig
gøre, for så vidt angår de frie varebevægelser. Samme
princip vil ligeledes kunne finde anvendelse i forbindelse
med kontrol af den økonomiske aktør på den frie
etableringsrets og den frie tjenesteudvekslings område,
om fornødent gennem en passende harmonisering, der
bl. a. skal dæmme op for en konkurrenceforvridning
mellem økonomiske aktører.
Med hensyn til regler vedrørende pengeinstitutter skal
Udvalget på dette sted fremhæve vigtigheden af direkti-
verne fra 1977 og 1983 vedrørende koordinering af
de nationale lovgivninger på det bankmæssige område
samt initiativer vedrørende strukturen i bankernes års-
regnskaber, egenkapital, kontrol med større risici o.a.
63. Udvalget finder det i øvrigt rigtigt at fremme en
integreret anvendelse af elektroniske pengeoverførsels-
systemer. Men det er vigtigt på dette område at skelne
mellem den tekniske infrastruktur, som der er mulighed
og behov for at standardisere, og selve ydelsen af tjene-
ster, som fortsat skal falde ind under den frie konkur-
rence.
6.4. I værdipapirsektoren har den igangværende lov-
harmonisering langt fra skabt et marked, hvor værdipa-
pirer frit kan omsættes og nyde samme skattemæssige
behandling.
Integrationsprocessen på det finansielle område kræver,
at der sideløbende med en liberalisering af kapitalbevæ-
gelserne tages specielt følgende initiativer:
— en gradvis nedbrydning af den afskærmning, der er
mellem børserne i EF,
— lempeligere adgang for aktier, for hvilke betingelser-
ne for optagelse til notering på en aktiebørs er
opfyldt i én medlemsstat.
6.5. Udvalget kan forstå, at IDIS-systemet skal sikre
en indbyrdes forbindelse af børsdata. Det egentlige mål
er dog fortsat en liberalisering af værdipapirtransak-
tioner.
Med hensyn til det primære marked kræver Udvalget,
at aktier, der er emitteret af selskaber hjemmehørende
i medlemsstaterne, skal kunne emitteres på kapitalmar-
kederne i de øvrige medlemsstater.
6.6. På forsikringsområdet bør retten til frit at ud-
veksle tjenesteydelser, først og fremmest uden for livs-
forsikringsområdet, gøres til en realitet. De forslag,
Kommissionen har fremsat, bør tages op igen.
29. 12. 86 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 333/43
6.7. Udvalget konstaterer til sin tilfredshed, at direk-
tivet om investeringsforeninger og direktivet om libera-
lisering af transaktioner med emitterede aktier er blevet
vedtaget.
Efter Udvalgets mening yder disse direktiver et betyde-
ligt bidrag til gennemførelsen af det interne marked,
eftersom de indebærer, at der fastsættes fælles mini-
mumsnormer for investeringsforeningers godkendelse,
tilsyn, struktur og investeringspolitik (1).
6.8. 1 forbindelse med integrationen af de finansielle
markeder, hvor innovationer (inducerede såvel som
autonome) binder banksystemerne og de finansielle tje-
nesteydelser sammen, er den fortsatte tilstedeværelse af
stivheder, privilegier og indbyrdes afskærmede marke-
der lige så skadelig for servicesektoren som for industri-
sektoren.
7. Det europæiske monetære System og ECU'ens rolle
7.1. Det europæiske valutaområde ville kunne spille
sin rolle til fulde, hvis det også fik den finansielle
dimension, der er nødvendig for at sikre lige adgang til
kapitalmarkederne.
7.2. I de mere end syv år, Det europæiske monetære
System har eksisteret, har det udgjort en zone med
relativ valutastabilitet, hvilket har reduceret den usik-
kerhed, der knytter sig til fluktuerende valutakurser.
Den finansielle integration vil befæste og fuldende EMS.
Dette vil styrke ligevægten i den internationale samhan-
del, herunder de internationale finansielle transak-
tioner.
7.3. Større konvergens i medlemsstaternes økonomi-
ske resultater og hensigtsmæssig koordinering af deres
valutapolitik fjerner imidlertid ikke faren for, at EMS,
i mangel af en tilstrækkelig liberalisering af europæisk
produktiv kapital, omdannes til et system med »slæben-
de« centralkurser, hvilket ville påvirke udviklingspoten-
tiellet.
7.4. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen og
Rådet til med større beslutsomhed at engagere sig i de
opgaver, der blev betroet dem med beslutningen af
18. februar 1974 om konvergens i medlemsstaternes
økonomiske politik, og samtidig at stramme koordine-
ringen af kreditmekanismerne op.
7.5. Udvalget henviser til den informationsberetning,
der blev drøftet på plenarforsamlingen den 28. februar
1985, og hvori der fremlægges nogle forslag til styrkelse
af EMS, samt til udtalelsen vedrørende andre indehave-
res anvendelse af ECU(2). Her vil Udvalget nøjes med
at fremsætte nedenstående forslag.
7.6. En mere udbredt anvendelse af ECU vil være
i bedre samklang med den valutariske og finansielle
integration, og samtidig anspore til en diversificering af
de dominerende poler i det internationale valutasystem.
I dette øjemed anbefaler Udvalget institutionerne og de
private beslutningstagere følgende aktionslinjer:
— tilladelse til privat anvendelse af ECU i handels-
transaktioner og i forbindelse med virksomheders
grænseoverskridende transaktioner inden for EF,
-— tilskyndelse til at fakturere i ECU i handelssam-
kvemmet mellem industrilande og i forbindelse med
betaling for råstoffer,
— lempelse af anvendelsen af ECU i multinationale
selskabers interne regnskaber og fakturering,
—- mere udbredt anvendelse af ECU i forbindelse med
fakturering af tjenesteydelser, og navnlig inden for
turisme,
— tilskyndelse til anvendelsen af ECU i forbindelse
med finansiering, handelskreditter og på lånemarke-
derne.
Hvis ECU'en skal kunne anvendes på de foreslåede,
måder, må visse medlemsstater ændre bestemmelserne
for anvendelsen af ECU i den retning, det er sket for
EF-institutionernes emissioner.
8. Finansiel integration og skatteharmonisering
8.1. Udvalget finder det nødvendigt, at den valutari-
ske og finansielle integration følges op af en harmonise-
ring på det skattemæssige område, hvor der gradvis
skal skabes ensartede betingelser for det europæiske
enhedsmarked. Udvalget skal her henvise til, hvad det
siger herom i udtalelsen om hvidbogen vedrørende
gennemførelsen af det interne marked.
8.2. Skatteharmoniseringen bør gå i retning af en
gradvis tilnærmelse af de skattemæssige aspekter, som
er af relevans for den finansielle integration. Lange
overgangsfaser samt kompensationer vil være nødven-
dige.
8.3. Da kapitalbevægelserne gerne skulle rette sig
efter økonomisk-politiske og ikke efter skattemæssige
overvejelser, er det nødvendigt, at der stræbes mod
størst mulig skattemæssig neutralitet. Dette vanskelig-
gøres naturligvis af vidtgående forskelle i skattestruktur
og skattepolitisk tænkemåde.
(') Direktiv af 20. november 1985. (2) EFT nr. C]. 218 af 29. 8. 1985, s. 14.
Nr. C 333/44 De Europæiske Fællesskabers Tidende 29. 12. 86
Med henblik på fremme af erhvervsinvesteringerne bør
der derfor tilskyndes til ethvert initiativ, der sikrer
virksomhederne lige konkurrencevilkår og fjerner nogle
tilfælde af dobbeltbeskatning, afvigende skattemæssige
ordninger for virksomhedsfusioner med sæde i to eller
flere medlemsstater, samt forskellige kildeskatte-
ordninger for selskabsudbytter og renteindtægter.
8.4. På det direkte beskatningsområde vil det efter
Udvalgets mening være hensigtsmæssigt, hvis der sker
en tilnærmelse af skattetrykket i virksomhederne, såle-
des at produktionsomkostningerne, investeringernes lo-
Bruxelles, den 27. november 1986.
kalisering og kapitalens afkast påvirkes så lidt som
muligt af medlemsstaternes skatteordninger.
8.5. Udvalget henleder Kommissionens og Rådets
opmærksomhed på problemerne i forbindelse med skat-
tesvig på internationalt plan samt lande, der yder skat-
tely.
Med udgangspunkt i et kommissionsdokument, der er
ajourført og udvidet i forhold til meddelelsen af 28. no-
vember 1984, bør der gennemføres en analyse af det
juridiske og politiske problemkompleks samt de vanske-
ligheder, der knytter sig til den praktiske anvendelse af
normer, der tager sigte på en revision af overenskomster
indgået med visse lande, der yder skattely.
Alfons MARGOT
Formand for
Det økonomiske og sociale Udvalg
Full & Egal Universal Law Academy