Rådets udkast til resolution om videreførelse og gennemførelse af en politik og et handlingsprogram for De europæiske Fællesskaber på miljøområdet (1987-1992)

18. 3.87 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 70/3
II
(Forberedende retsakter)
KOMMISSIONEN
Rådets udkast til resolution om videreførelse og gennemførelse af en politik og et handlings-
program for De europæiske Fællesskaber på miljøområdet
(1987-1992)
KOM(86) 485 endelig udg.
(Forelagt Rådet af Kommissionen den 15. oktober 1986)
(87/C 70/03)
RÅDET FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER —
som henviser til traktaten om oprettelse af Det euro-
pæiske Kul- og Stålfællesskab,
som henviser til traktaten om oprettelse af Det euro-
pæiske økonomiske Fællesskab,
som henviser til traktaten om oprettelse af Det euro-
pæiske Atomenergifællesskab,
som henviser til forslag fra Kommissionen,
som henviser til udtalelse fra Europa-Parlamentet,
som henviser til udtalelse fra Det økonomiske og sociale
Udvalg, og
som tager følgende i betragtning:
Ifølge erklæring vedtaget den 22. november 1973 (*) af
Rådet for De europæiske Fællesskaber, og repræsentan-
terne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet,
skal der iværksættes et handlingsprogram for De europæ-
iske Fællesskaber på miljøområdet;
dette handlingsprogram blev videreført og suppleret for
perioden 1977-1986 ved resolutionerne vedtaget den 17.
maj 1977 (2) og 7. februar 1983 (3) af Rådet og repræsen-
tanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rå-
det;
som tager Fællesskabernes opgaver, der er fastlagt i trak-
taterne om oprettelse af Fællesskaberne, i betragtning;
som især tager i betragtning, at Det europæiske økono-
miske Fællesskab i henhold til artikel 2 i traktaten om
dets oprettelse navnlig har til opgave at fremme en har-
monisk udvikling af den økonomiske virksomhed i Fæl-
lesskabet som helhed samt en varig og afbalanceret
ekspansion, hvilket selv under ændrede økonomiske for-
hold vil være utænkeligt uden en så sparsom anvendelse
som muligt af miljøets naturressourcer eller uden en for-
bedring af livskvaliteten og miljøbeskyttelsen;
som derfor tager i betragtning, at en forbedring af livs-
kvaliteten og en så sparsom anvendelse som muligt af
miljøets naturressourcer er en af de vigtigste opgaver for
Det europæiske økonomiske Fællesskab, og at en miljø-
politik for Fællesskabet kan bidrage til, at denne opgave
fuldføres;
som tager i betragtning, at der i den europæiske fælles
akt er fastlagt, at formålene med Fællesskabets politik på
miljøområdet er at bevare, beskytte og forbedre kvalite-
ten af miljøet, at bidrage til beskyttelse at menneskers
sundhed og at sikre, at naturens ressourcer udnyttes for-
sigtigt og fornuftigt; at den indeholder bestemmelser om,
at Fællesskabets foranstaltninger bygger på principperne
om forebyggende indgreb, om udbedring af miljøskader
fortrinsvis ved kilden og om, at forureneren betaler, samt
at der ved udarbejdelsen af Fællesskabets foranstaltnin-
ger skal tages hensyn til eksisterende videnskabelige og
tekniske data, de miljømæssige forhold i de forskellige
områder i Fællesskabet, fordele og ulemper ved foran-
staltningens gennemførelse eller undladelse, og den øko-
nomiske og sociale udvikling i dets områder;
som tager i betragtning, at det må undgås, at medlems-
staterne vedtager indbyrdes afvigende foranstaltninger,
som kan medføre økonomiske fordrejninger på det fælles
marked;
C) EFT nr. C 112 af 20. 12. 1973, s. 1.
(2) EFT nr. C 139 af 13. 6. 1977.
(3) EFT nr. C 46 af 17. 2. 1983.
som tager miljøpolitikkens økonomiske o g sociale aspek-
ter i bet ragtning, he runder navnlig at miljøpolitikken kan
Nr. C 70/4 De Europæiske Fællesskabers Tidende 18.3.87
bidrage til at lette løsningen af de aktuelle økonomiske
problemer, navnlig arbejdsløshedsproblemet;
som tager i betragtning, at målsætningerne og princip-
perne for Fællesskabets miljøpolitik, godkendt af Rådet i
erklæringen af 22. november 1973 og bekræftet i resolu-
tionerne af 17. maj 1977 og 7. februar 1983, stadig er
gyldige; i
som finder, at det miljøpolitiske handlingsprogram af 22.
november 1973, som blev videreført og suppleret den 17.
maj 1977, stadig er aktuelt, men bør ajourføres og fort-
sat gennemføres og med henblik på årene 1987-1991
suppleres med sådanne nye opgaver, som måtte vise sig
nødvendige;
som navnlig finder, at en så sparsom anvendelse som mu-
ligt af miljøets naturressourcer ud over de aktioner, der
allerede er indledt specielt med henblik på forurenings-
begrænsning, kræver, at miljøpolitikkens forebyggende
karakter styrkes inden for rammerne af en samlet stra-
tegi, samt at der sigtes mod at inddrage miljøhensyn i
den øvrige økonomiske, industrielle, landbrugsmæssige,
regionale og sociale politik i Fællesskabet og i medlems-
staterne;
som tager i betragtning, at harmoniserede miljønormer i
mange tilfælde er nødvendige for gennemførelsen af det
interne marked;
som tager i betragtning, at det med henblik herpå er
nødvendigt, at miljønormerne fastsættes på grundlag af
et højt beskyttelsesniveau;
som mener, at en sådan fremgangsmåde kan fremme in-
novation og skabelse af nye økonomiske muligheder
både inden for Fællesskabet og med henblik på eksport;
som mener, at miljøbeskyttelsespolitikken på denne og
andre måder kan bidrage til en større økonomisk vækst
og til jobskabelse;
som tager i betragtning, at Det europæiske Miljøår, som
starter den 21. marts 1987, er en enestående lejlighed til
at arbejde for en holdningsændring og til at igangsætte
de indledende aktioner, der er nødvendige for at om-
sætte disse ideer i praksis —
GODKENDER den generelle holdning i handlingspro-
grammet i bilaget til denne resolution;
UDTALER, at fællesskabsaktioner særligt på følgende
områder er af betydning:
a) gradvis udarbejdelse og gennemførelse af strenge
miljønormer;
b) inddragelse af miljøhensyn i Fællesskabets øvrige po-
litik;
c) større anvendelse af procedurer for vurdering af virk-
ningerne på miljøet;
d) strengere håndhævelse af »forureneren betaler-prin-
cippet« og bredere anvendelse heraf, således at det
dækker omkostninger både før og efter selve for-
ureningen samt omkostninger i forbindelse med
overholdelse af miljøkrav vedrørende produkter og
fremgangsmåder;
e) begrænsning af forurening og gener, om muligt ved
kilden, som led i en indsats med henblik på at undgå
overførsel af forurening fra et miljø til et andet,
navnlig inden for følgende områder:
— bekæmpelse af luftforurening,
— bekæmpelse af ferskvands- og havforurening,
— bekæmpelse af forureningen af jordbunden;
f) i forbindelse hermed øget anvendelse af analyser ret-
tet mod flere miljøformer med henblik på at vurdere
den samlede risiko for forurening med farlige stoffer
og fastslå de mest virkningsfulde og omkostningsef-
fektive kontrolforanstaltninger;
g) støjforurening, navnlig forårsaget af transportmidler;
h) farlige kemiske stoffer og præparater;
i) miljøbeskyttelsesaspekter i forbindelse med biotekno-
logi;
j) miljøbeskyttelsesaspekter i forbindelse med en styr-
kelse af Fællesskabets aktioner vedrørende nukleare
anlæg;
k) udvikling af bedre forvaltning af affald af alle slags,
herunder reduktion af mængderne, behandling, gen-
brug og genanvendelse, samt øget opmærksomhed
især over for giftigt, farligt og radioaktivt affald,
herunder dets transport over grænserne;
1) fremme af udviklingen af rene teknologier;
m) bekæmpelse af grænseoverskridende forurening;
n) beskyttelse af de områder af betydning for Fælles-
skabet, som miljømæssigt er meget følsomme samt
andre foranstaltninger til beskyttelse af naturen;
o) den overordnede og integrerede miljøbeskyttelse i
middelhavsområdet gennem hensyntagen til alle
ovennævnte aspekter og især dette områdes særlige
aspekter ved handlingsprogrammets gennemførelse;
18.3.87 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 70/5
p) bekæmpelse af erosion og forbedring af vandforsy-
ning og -forvaltning;
q) retningslinjer for udvikling af mere virkningsfulde og
omkostningseffektive, økonomiske og beskæftigel-
sesfremmende instrumenter til fremme af aktioner på
ovennævnte områder;
r) aktiv deltagelse i arbejdet i internationale organisa-
tioner, der beskæftiger sig med miljøbeskyttelse;
s) miljøpolitisk samarbejde med udviklingslandene,
navnlig med hensyn til ørkendannelse og tropiske
skove;
HENSTILLER til Kommissionen, at den lægger særlig
vægt på nødvendigheden af, at der tages større hensyn til
gennemførelsen, anvendelsen og de praktiske virkninger
af Fællesskabets retsforskrifter;
FORPLIGTER sig til at træffe afgørelse om disse forslag
om muligt inden ni måneder efter deres fremsendelse fra
Kommissionen eller eventuelt efter fremsendelse af udta-
lelser fra Europa-Parlamentet og Det økonomiske og so-
ciale Udvalg;
FORPLIGTER sig til at stille de finansielle midler, som er
nødvendige for gennemførelsen af denne resolution og
handlingsprogrammet i bilaget hertil, til rådighed i over-
ensstemmelse med de sædvanlige procedurer.
Nr. C 70/6 De Europæiske Fællesskabers Tidende 18.3.87
BILAG
EFs FJERDE HANDLINGSPROGRAM PÅ MILJØOMRÅDET
(1987-1992)
INDHOLDSFORTEGNELSE
1. Indledning 7
2. Generelle retningslinjer
2.1. Ændringer af Romtraktaten 8
2.2. Gennemførelse af Fællesskabets direktiver 9
2.3. Integration med Fællesskabets politik på andre områder 10
2.4. Økonomiske og beskæftigelsesmæssige aspekter ved miljøpolitikken og dens foranstaltninger 15
2.5. Økonomiske instrumenter 16
2.6. Oplysning og undervisning 16
3. Metoder til forebyggelse af og kontrol med forurening
3.1. Generelle principper 18
3.2. Forureningskontrol i flere miljøformer 19
3.3. Stofbestemte kontrolforanstaltninger 20
3.4. Kildebestemte kontrolforanstaltninger 20
3.5. Produktnormer, emissionsgrænser og kvalitetsmålsætninger og -normer 21
3.6. Konklusioner 22
4. Foranstaltninger på specifikke omrider
4.1. Luftforurening 22
4.2. Ferskvand og havet 24
4.3. Kemikalier . 26
4.4. Bioteknologi 27
4.5. Støj 29
4.6. Nuklear sikkerhed 29
5. Forvaltning af miljøressourcer
5.1. Bevarelse af natur og naturressourcer 30
5.2. Jordbundsbeskyttelse 32
5.3. Affaldsforvaltning 33
5.4. By-, kyst- og bjergområder 35
6. Forskning 36
7. Foranstaltninger på internationalt plan
7.1. Foranstaltninger inden for internationale organisationer og med tredjelande 37
7.2. Samarbejde med udviklingslande på miljøområdet 38
8. Det europæiske miljøår 40
9. Konklusion 41
Bilag /.-Oversigt over målsætninger og principper for en miljøpolitik i Fællesskabet 41
Bilag 2: Miljøbestemmelser i den nye traktat 44
18.3.87 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 70/7
FJERDE HANDLINGSPROGRAM PÅ MILJØOMRÅDET
1. INDLEDNING
1.1. Fællesskabets første handlingsprogram på miljøområdet blev vedtaget i 1973 ('). Det indeholdt
foruden målene og principperne for miljøpolitikken en lang række i det væsentlige afhjælpende foranstalt-
ninger, der ansås for nødvendige på fællesskabsplan. Målene og principperne er stadig gyldige (2), og det
står endnu tilbage at færdiggøre nogle af de enkelte foranstaltninger. Men i mellemtiden er der sket en
betydelig udvikling i Fællesskabets måde at gribe miljøbeskyttelsen an på.
1.2. Det andet handlingsprogram på miljøområdet, som blev vedtaget i 1977, var i det væsendige en
ajourføring og udvidelse af det første, men i 1983, da det tredje handlingsprogram på miljøområdet blev
vedtaget, var udviklingen i den politiske tænkning og i indstillingen til miljøbeskyttelsen allerede blevet
klar. Princippet om forebyggelse — hvorefter økonomiske og sociale udviklinger skal iværksættes på en
sådan måde, at det undgås, at der opstår miljøproblemer — var kommet i centrum. Det erkendtes, at
miljøets ressourcer var grundlaget, men også satte grænserne, for videre økonomisk og social udvikling.
Forebyggelsen skulle opnås gennem inddragelse af miljømæssige krav i planlægning og gennemførelse af
foranstaltninger på mange økonomiske og samfundsmæssige områder, og der blev lagt vægt på forud-
gående miljøpåvirkningsvurderinger som et afgørende redskab til at sikre en sådan integration.
1.3. Nu hvor Fællesskabet skal vedtage et fjerde handlingsprogram på miljøområdet for seksårsperioden
1987-1992, er baggrunden igen blevet en anden. Det anfægtes ikke længere for alvor, at miljøbeskyttelsen
har en central rolle at spille i Fællesskabets politik som helhed, og at den må uges i betragtning som en
grundlæggende faktor, når der træffes økonomiske afgørelser. Fortsatte — og i mange tilfælde voksende
— problemer med forringelse af miljøet har overbevist Kommissionen om, at det ikke længere blot er en
mulighed at opstille strenge nonner for miljøbeskyttelsen. Det er blevet tvingende nødvendigt. Desuden er
Kommissionen overbevist om, at når der uges hensyn til offendighedens sudig stærkere krav om bedre
miljøbeskyttelse og miljøvenlige produkter — både i Fællesskabet og i verden som helhed — vil Fællesska-
bets industri ikke kunne klare sig, medmindre den i sudig stigende omfang indretter sig på at efterleve
sådanne krav. Et højt niveau for miljøbeskyttelse er således blevet en bydende nødvendighed — oven i
købet i økonomisk henseende.
1.4. Denne nye opfattelse af miljøbeskyttelsespolitikkens betydning og rolle for Fællesskabet har fået
kraftig støtte fra to nylige konklusioner fra Det europæiske Råd, som på en måde stiller dagsordenen og
mandatet for Kommissionens forslag til Fællesskabets fjerde handlingsprogram på miljøområdet.
1.5. Den første af disse konklusioner var naturligvis Det europæiske Råds beslutning — efter anbefaling
fra regeringskonferencen — om at foreslå, at den ændrede Romtrakut skulle indeholde et kapitel om
miljø. Denne beslutning indeholder tydeligvis en erkendelse af Fællesskabets behov for en udviklet miljø-
politik, der skal stå i centrum for Fællesskabets politik på andre områder, ligesom den udstikker retnings-
linjer for denne politiks indhold. Særlig betydningsfuldt er det, at det om miljøpolitikken (artikel 130R)
fastslås, at kravene på dette område — som det eneste af de områder, hvor der ifølge den ændrede traktat
skal føres en fælles politik — er en vigtig besunddel af Fællesskabets politik på andre områder, og at det
navnlig om normer og sundarder, veduget i medfør af den ændrede trakuts artikel 100A, fastslås, at
Kommissionens forslag vedrørende bl.a. miljøbeskyttelse skal bygge på et højt beskyttelsesniveau. I samme
artikel er ligeledes fastsat, at nationale bestemmelser, der gennemføres i miljøbeskyttelsens navn, ikke må
benyttes som middel til vilkårlig diskriminering eller skjulte restriktioner i samhandelen mellem medlems-
stater. De foreslåede traktatændringer med relevans for miljøet er gengivet i bilag 2 til dette program.
(') EFT nr. C 112 af 20. 12. 1973.
O EFT nr. C 139 af 13. 6. 1977; se bilag 1.
Nr. C 70/8 De Europæiske Fællesskabers Tidende 18.3.87
1.6. Den anden konklusion af betydning for miljøpolitikken er Det europæiske Råds erkendelse i marts
1985 (') af, at miljøbeskyttelsespolitikken kan bidrage til større økonomisk vækst og skabelse af arbejds-
pladser. Hidtil har miljømæssige krav ofte været opfattet som noget, der blot bebyrdede industri, landbrug,
transport osv. med regler og omkostninger. Nu, i en verden hvor der stilles stadig stigende krav om bedre
miljømæssige forhold, må virkeliggørelsen af sådanne forhold mere og mere ses som et afgørende element i
Fællesskabets fremtidige økonomiske succes. Det europæiske Råd bekræftede sin vilje til at gøre denne
politik til en væsentlig bestanddel af den økonomiske, industrielle, landbrugsmæssige og sociale politik,
som Fællesskabet og dets medlemsstater fører.
1.7. Dette er således dagsordenen og retningslinjerne for Fællesskabets fjerde handlingsprogram på mil-
jøområdet. Udfordringen — som også er en chance — er at finde frem til, hvilke midler der skal sættes ind
for at gøre yderligere miljøpolitiske fremskridt på en sådan måde, at de økonomiske og beskæftigelsesmæs-
sige fordele, Det europæiske Råd har for øje, opnås.
2. GENERELLE RETNINGSLINJER
2.1. Ændringer af Romtraktaten
2.1.1. Ifølge EØF-traktaten, som den ændres ved den europæiske fælles akt, skal miljøpolitikken på
fællesskabsplan føres på to måder. For det første kommer traktaten til at indeholde et særligt afsnit (afsnit
VII) vedrørende miljøpolitikken (artikel 130R til 130T), hvori denne politiks formål og principper fastslås,
herunder navnlig nødvendigheden af forebyggende indgreb, som er placeret side om side med kravet om at
beskytte og forbedre kvaliteten af miljøet. Endvidere vil traktaten udtrykkeligt fastslå, at de miljøpolitiske
krav er en vigtig bestanddel af Fællesskabets politik på andre områder.
2.1.2. Herudover anerkendes det i traktaten, at foranstaltninger med henblik på miljøbeskyttelse kan
være vigtige for gennemførelsen af det indre marked — et hovedmål for Fællesskabet i de kommende fem
år. Det er indlysende, at miljøpolitiske foranstaltninger i de enkelte medlemsstater hver for sig hurtigt
kunne resultere i nye hindringer for handelen inden for Fællesskabet eller forvride konkurrencen. Det er i
denne forbindelse værd at bemærke, at artikel 100A — som omhandler vedtagelse af de foranstaltninger
med henblik på indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes ved lov eller administrativt fastsatte bestemmel-
ser, der vedrører det fælles markeds oprettelse og funktion — ikke blot fastsætter, at sådanne foranstalt-
ninger skal vedtages med kvalificeret flertal, men også, at Kommissionen i sit forslag i henhold til artikel
100, stk. 1, inden for sundhed, sikkerhed, miljøbeskyttelse og forbrugerbeskyttelse skal bygge på et højt
beskyttelsesniveau.
2.1.3. Det er Kommissionens hensigt, at udnytte bestemmelserne i den nye traktat til fulde, herunder
navnlig de beføjelser, den har fået i henhold til artikel 100A. Den erkender behovet for via effektive foran-
staltninger til beskyttelse af miljøet at kombinere to af traktatens hovedmål, nemlig virkeliggørelsen af det
indre marked og udviklingen af et højt niveau for miljønormer i Fællesskabet. Kommissionen er tilmed
overbevist om, at udvikling af strenge miljønormer er i overensstemmelse med, ja ofte nødvendig for,
beskyttelse og forbedring af den konkurrencemæssige stilling for EF's erhvervsliv i fremtiden.
2.1.4. Det er desuden vigtigt at bemærke, at der i artikel 130B i den europæiske fælles akt lægges vægt
på at fremme Fællesskabets indre økonomiske og sociale samhørighed og på at mindske regionale ulighe-
der. Hertil kommer, at afsnittet om miljøpolitik gør det klart, at Fællesskabet under udarbejdelsen af foran-
staltninger på miljøområdet blandt andet skal tage hensyn til de miljømæssige forhold i de forskellige områ-
(') »Det europæiske Råd mener, at der med hensyn til en fælles miljøbeskyttelsespolitik bør tages udgangspunkt i følgende
betragtninger:
i) det forudsættes, at en sådan politik kan bidrage til større økonomisk vækst og skabelse af arbejdspladser, og det
bekræftes, at der er vilje til at gøre denne politik til en væsentlig bestanddel af den økonomiske, industrielle,
landbrugsmæssige og sociale politik, som Fællesskabet og dets medlemsstater fører;
ii) det erkender, at der på fællesskabsplan er behov for en sammenhængende indsats fra medlemsstaternes side til
beskyttelse af atmosfæren og hav- og landområder, idet isolerede aktioner vil kunne vise sig ineffektive eller endog
skadelige.
Det anmoder Rådet om aktivt at fortsætte arbejdet og om sammen med Kommissionen at sætte ind på, at de kom-
mende år bliver præget af betydelige fremskridt inden for Fællesskabets bestræbelser på at beskytte miljøet i Europa og
i verden.
I denne forbindelse har Det europæiske Råd besluttet, at året 1987 skal være 'Det europæiske MiljøårV
Bulletin for De europæiske Fællesskaber, marts 1985.
18. 3. 87 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 70/9
der i Fællesskabet samt til den økonomiske og sociale udvikling i Fællesskabet som helhed og den afbalan-
cerede udvikling i dets« områder. Det er derfor tydeligt, at et snævert samarbejde om gennemførelsen af
Fællesskabets miljø- og regionalpolitik vil være særlig vigtigt under det fjerde handlingsprogram på miljø-
området. Kommissionen vil tage de nødvendige skridt til at sikre dette.
2.1.5. Foranstaltninger, der skal sikre, at Fællesskabets miljøpolitik og dets politik på andre områder
kommer til at udgøre en helhed, som det forlanges i den ændrede traktat, vil i de kommende fem år blive
ledsaget af en række andre vidtfavnende foranstaltninger. Kommissionen vil således omhyggeligt og kritisk
vurdere den politik, der føres på de forskellige områder under miljøpolitikken, med henblik på at under-
søge, hvorvidt erfaringerne med tidligere retsforskrifter og deres gennemførelse skulle give anledning til
overvejelse af nye strategier, hvorfor dele af de tidligere miljøhandlingsprogrammer ikke er blevet gennem-
ført, og hvilken lære der kan uddrages af fortiden og udnyttes i fremtiden.
2.1.6. Kommissionen vil tage medlemsstaternes forpligtelser i henhold til eksisterende direktiver op til
fornyet overvejelse og aflægge rapport om anvendelsen af disse direktiver. Med henblik herpå vil den
forelægge et direktivforslag, hvorefter den generelle forpligtelse til at aflægge rapporter standardiseres og
rationaliseres, og hvorefter disse knyttes mere direkte til udarbejdelsen af Fællesskabets beretninger om
miljøsituationen, som skal udkomme hvert tredje år. Kommissionen foreslår endvidere, at der skabes større
offentlig opmærksomhed omkring beretningerne om de forskellige miljødirektiver, og at der udarbejdes
rapporter om virkningerne af Fællesskabets retsforskrifter på miljøområdet.
2.1.7. I aftalen om miljøoplysninger af 1973 (l) enedes medlemsstaterne om at underrette Kommissionen,
når de havde til hensigt at indføre nationale retsforskrifter på miljøområdet. På baggrund af den ændrede
traktats bestemmelser både på det miljøpolitiske område og vedrørende gennemførelsen af det indre mar-
ked inden 1992, der indebærer, at det er nødvendigt at udarbejde de påkrævede miljørelaterede produkt-
standarder på fællesskabsplan inden for samme tidsrum, mener Kommissionen, at tiden er inde til at om-
danne miljøoplysningsaftalen til et bindende fællesskabsinstrument. Derfor vil Kommissionen forelægge et
direktivforslag, hvorefter anmeldelse af foreslåede retsforskrifter på miljøområdet gøres obligatorisk, for så
vidt som det ikke allerede er dækket af bestemmelserne i direktiv 83/189/EØF (2), så det bliver muligt at
foreuge en mere systematisk vurdering af nødvendigheden af miljømæssige foranstaltninger på fællesskabs-
plan.
2.2. Gennemførelse af Fællesskabets direktiver
2.2.1. Det er af største vigtighed for Fællesskabet, at alle medlemsstaterne gennemfører Fællesskabets
retsforskrifter på miljøområdet effektivt.
2.2.2. Fællesskabets retsforskrifter indarbejdes sædvanligvis i national lovgivning i løbet af en rimelig
periode, selv om de frister, direktiverne fastlægger, somme tider overskrides. Navnlig de nye medlemsstater
må tydeligvis gøre en særlig indsats i de kommende år. Kommissionen har dog i den forløbne tid konstate-
ret et betragteligt antal udeladelser og afvigelser af til tider stor betydning i nationale love og har derfor
måttet iværksætte overtrædelsesprocedurer mod medlemsstater for at bringe den nationale lovgivning i
overensstemmelse med fællesskabsrettens krav.
2.2.3. I den kommende tid vil gennemførelsen af fællesskabsdirektiver i form af nationale retsforskrifter
sandsynligvis blive fulgt med større opmærksomhed af den berørte offentlighed, idet Kommissionen har
besluttet at åbne for offentlig adgang til den database, hvori der ligger oplysninger om de nationale retsfor-
skrifter, der formelt tjener til gennemførelse af fællesskabsretten, hvad enten de er vedtaget specielt med
henblik herpå, eller de fandtes i forvejen.
2.2.4. Ud over spørgsmålet om retlige skridt opstår der betydelige problemer i forbindelse med den
praktiske gennemførelse af Fællesskabets retsforskrifter i de enkelte lande og disses reelle effektivitet i
arbejdet på at forbedre miljøets kvalitet.
2.2.5. Teoretisk er Kommissionen beføjet til at kontrollere, om fællesskabsakter og de nationale love,
der bygger på dem, faktisk overholdes konsekvent i praksis på lokalt og regionalt plan. Denne beføjelse
fremgår af traktatens artikel 155, og desuden af artikler i de enkelte direktiver, ifølge hvilke medlemssta-
terne skal rapportere til Kommissionen om direktivernes praktiske gennemførelse. De enkelte landes rap-
porter forelægges imidlertid ikke altid regelmæssigt og er ofte ikke detaljerede nok, til at Kommissionen
kan vurdere den praktiske gennemførelse med tilstrækkelig sikkerhed.
(') EFT nr. C 9 af 15. 3. 1973.
EFT nr. C 86 af 20. 7. 1974.
O EFT nr. L 109 af 26. 4. 1983, s. 8.
Nr. C 70/10 De Europæiske Fællesskabers Tidende 18.3.87
2.2.6. Med henblik på at behandle disse to forhold — altså den formelle juridiske overholdelse og den
praktiske gennemførelse — agter Kommissionen at intensivere dialogen med centrale (eller, alt efter om-
stændighederne, regionale) myndigheder i medlemsstaterne. Formålet hermed er dels at fremme en mere
ensartet forståelse af og fremgangsmåde over for gennemførelsens juridiske og praktiske aspekter og dels at
formå disse myndigheder til at sikre en effektiv gennemførelse af Fællesskabets akter og de nationale love,
der bygger på dem. Sådanne drøftelser kunne være til hjælp for visse myndigheder, idet de derigennem
kunne drage nytte af de erfaringer, myndigheder i andre medlemsstater har gjort. Dé skulle også have den
virkning, at Kommissionen i størst mulig udstrækning kunne undgå at måtte gribe til overtrædelsesproce-
durer.
2.2.7. Også på andre måder vil Kommissionen gøre en indsats for at fremme både bedre overholdelse af
Fællesskabets retsforskrifter på miljøområdet og en mere effektiv gennemførelse af dem. Denne indsats vil
omfatte:
— en undersøgelse af, om der i egnede tilfælde skal udpeges miljøinspektører fra EF til at samarbejde med
nationale tjenestemænd om at sikre en ensartet og effektiv gennemførelse af fællesskabsretten;
— bedre oplysning om EF's miljøpolitik og dens lokale, regionale og nationale virkninger med henblik på
at øge offentlighedens bevidsthed om behovet for effektiv miljøbeskyttelse;
— tilskyndelse til, at enkeltpersoner, ikke-statslige organisationer og lokale myndigheder gør Kommissio-
nen bekendt med tilfælde af manglende eller utilstrækkelig overholdelse af bestemmelserne, således at
der kan blive rettet op på forholdene;
— afholdelse af seminarer, arbejdsmøder og andre arrangementer, som giver berørte personer og organisa-
tioner mulighed for at udveksle erfaringer om, hvordan fællesskabsretten anvendes, og hvor effektiv
den er til at forbedre miljøet;
— iværksættelse af overtrædelsesprocedurer i henhold til traktatens artikel 169 mod medlemsstater for at
sikre, at medlemsstaterne overholder deres forpligtelser i henhold til fællesskabsretten.
2.2.8. Kommissionen er overbevist om, at det er af største betydning, at alle medlemsstater fuldstændigt
og effektivt gennemfører Fællesskabets retsakter på miljøområdet, og at dette vil medføre en betydelig
forbedring af miljøets kvalitet, bidrage til en bedre integration af de enkelte landes miljøpolitiske indsats og
styrke Fællesskabets sammenhængskraft. Kommissionen vil derfor betragte gennemførelsen som et hoved-
mål for det fjerde handlingsprogram.
2.3. Integration med Fællesskabets politik på andre omrider
2.3.1. Ganske vist kan der ikke føres nogen holdbar miljøpolitik, medmindre der samtidig sker frem-
skridt på den økonomiske og sociale front, men omvendt kan der heller ikke opnås varige økonomiske og
sociale fremskridt, medmindre miljøet inddrages i overvejelserne og opfattes som en afgørende bestanddel i
den økonomiske og sociale udvikling. Det europæiske Råd erkendte klart dette forhold, da det bekræftede
sin vilje til at inddrage miljøbeskyttelsen som et væsentligt element i den politik, Fællesskabet og dets
medlemsstater fører på det økonomiske, industrielle, landbrugsmæssige og sociale område.
2.3.2. Det bliver derfor et centralt led i Kommissionens bestræbelser under det fjerde handlingsprogram
på miljøområdet, at der gøres væsentlige fremskridt henimod den praktiske gennemførelse af denne mål-
sætning — først for så vidt angår Fællesskabets egne foranstaltninger, dernæst for de foranstaltninger, der
gennemføres af medlemsstaterne, men også hurtigst muligt mere omfattende, således at miljøkrav i fuldt
omfang indarbejdes i planlægningen og udførelsen af ethvert økonomisk og socialt forehavende i hele
Fællesskabet, uanset om det iværksættes på offentligt, privat eller blandet initiativ.
2.3.3. Inden for disse vidtfavnende initiativer vil der naturligvis blive lagt særlig vægt på projekter og på
at sikre, at der tages behørigt hensyn til miljøkrav under den praktiske gennemførelse af forehavender af
enhver art. Men udover enkeltprojekter vil Kommissionen hurtigst muligt også se på politiske programmer
og programerklæringer, planer og deres gennemførelse, procedurer samt handlingsprogrammer (herunder
både disses generelle målsætninger og deres delelementer).
2.3.4. For så vidt angår Fællesskabets egen politik, lægges der allerede nu særlig vægt på projekter og
programmer, der finansieres af strukturfondene og andre fællesskabsfonde. Det er klart, at de nyligt etable-
rede permanente ordninger for nøje samordning af alle de operationer, der foregår i strukturfondenes
regie, vil bidrage kraftigt til, at der tages fuldt hensyn til miljømæssige behov. Kommissionen arbejder
18.3.87 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 70/11
allerede nu på, at der som et led i disse samordningsforanstaltninger udvikles effektive interne procedurer,
som skal sikre, at vurderings- og godkendelsesprocedurerne ved forslag til alle forehavender, der skal fi-
nansieres af disse fonde, kommer til at indbefatte miljømæssige krav. Disse procedurer vil lægge sig tæt op
ad bestemmelserne i direktivet om vurdering af virkninger på miljøet (85/337/EØF) (*). Endvidere vil de
omfatte en forpligtelse til at gennemføre en vurdering af virkninger i passende tilfælde. Når disse procedu-
rer er etableret i forhold til Fællesskabets egen politik, vil Kommissionen overveje, om de skal finde bredere
anvendelse, og i givet fald stille forslag herom.
2.3.5. Men en miljømæssig vurdering af projektforslag kan ikke i sig selv sikre, at miljømæssige hensyn i
tilstrækkelig grad inddrages på andre områder af den førte politik. Som illustration af, hvilken type initiati-
ver der må tages for at sikre, at disse hensyn i fuldt omfang inddrages i planlægningen og gennemførelsen
af økonomiske og sociale aktiviteter inden for Fællesskabet, anføres det i de følgende afsnit, hvilke hensig-
ter Kommissionen har med hensyn til de felter, hvor det efter Kommissionens opfattelse er nødvendigt at
gøre en særlig indsats.
2.3.6. Landbrug — Europas højt besungne landskaber er i århundredernes løb blevet formet af landbru-
get. Udviklingen i det moderne landbrug rejser imidlertid spørgsmål, som kræver et hurtigt svar. Uhensigts-
mæssig anvendelse af jordarealerne skader landskabskvaliteten og områder af særlig naturbeskyttelsesinter-
esse; overdreven brug af kemikalier og ukontrolleret bortskaffelse af landbrugsaffald forurener vandres-
sourcerne og skader de vilde dyr og planter. Kommissionen har allerede bebudet sine første forslag (efter
udgivelsen af grønbogen »Perspektiver for den fælles landbrugspolitik« (2) og den derpå følgende medde-
lelse »En fremtid for EF's landbrug« (J)) til sikring af, at landbrugspolitik og -praksis i Fællesskabet i højere
grad respekterer miljøet og gør mere for at bevare den uvurderlige arv, landskabet og dets plante- og
dyrearter udgør. Disse forslag sigter mod foranstaltninger til »opretholdelse af landbruget i de distrikter,
hvor det er afgørende for jordens udnyttelse, opretholdelse af den sociale ligevægt og bevarelse af miljøet
og landskabet« og mod behovet for at skabe en »øget bevidsthed hos landbrugerne over for miljøproble-
merne«.
2.3.7. Kommissionen har endvidere i»KOM(85) 750 gjort det klart, at det efter dens opfattelse er nød-
vendigt at gennemføre en række foranstaltninger, navnlig i forbindelse med anvendelse af landbrugskemi-
kalier, behandling af landbrugsaffald og bevaring af arter, levesteder og landskaber, hvis der skal etableres
en rimelig balance mellem landbrugets udvikling og de behov for bevaring af det naturlige miljø, som til
tider kommer i konflikt med denne udvikling. Ved talrige tidligere lejligheder har Kommissionen under-
streget, at det er nødvendigt at gennemføre miljøpåvirkningsvurderinger i forbindelse med landbrugs- og;
skovbrugsprojekter og -programmer i stor skala. Som anført i Kommissionens nylige meddelelse til Rådet
om Fællesskabets skovbrugsaktion (4) er det ønskeligt at udvide Fællesskabets skovareal af flere grunde,
bl.a. fordi dette kan bidrage til beskyttelse og forbedring af miljøet. På alle disse punkter vil Kommissionen
hurtigst muligt fremsætte passende forslag.
2.3.8. Hertil kommer, at systematisk overvågning af skovdøden er en vigtig ledsageforanstaltning til
bekæmpelsen af luftforureningen. Herom (og om bekæmpelse af skovbrande) har der længe foreligget
forslag for Rådet. Kommissionen henstiller indstændigt, at de vedtages hurtigt.
2.3.9. Industri — Inddragelse af miljøhensyn i industripolitikken må ses i en meget bredere sammenhæng
end forebyggelse eller begrænsning af forurening og procedurer for vurdering af virkninger på miljøet.
Lokalisering og udformning af industrianlæg, industriens valg af produkter og processer, den måde, den
griber forvaltningen af sit eget affald an på — alle disse forhold må være påvirket af miljøhensyn. Til
gengæld må det anerkendes, at industriens rolle er at skabe de rigdomme, som blandt andet gør det muligt
at foretage de nødvendige miljømæssige investeringer og forbedringer.
2.3.10. Det er Kommissionens klare politik at udarbejde forslag til retsforskrifter om miljøbeskyttelse i
tæt samarbejde med industrien. Desuden bestræber den sig på, overalt hvor det er muligt, at give forvarsel
om sandsynlige ændringer i lovgivningen, hvorved der fastlægges strengere miljømæssige normer eller krav,
i tilstrækkelig god tid, til at industrien kan nå at tilpasse sig og tage hensyn til de nye normer i planlægnin-
gen af investeringer, politikker og produkter.
(') EFT nr. L 175 af 5. 7. 1985.
O KOM(85) 333 af 13. 7. 1985.
O KOM(85) 750 af 18. 12. 1985.
O KOM(86) 26 af 31. 1. 1986.
Nr. C 70/12 De Europæiske Fællesskabers Tidende 18.3.87
2.3.11. Men det drejer sig ikke kun om retsforskrifter. Det står klart, at miljønormerne efterhånden vil
blive strengere, og at offentligheden vil stille stigende krav om bedre miljøkvalitet. Derfor er det uhyre
vigtigt, at virksomhederne selv, på eget initiativ og i egen interesse, i stigende grad tager skridt til at
inddrage miljøhensynene i fastlæggelsen af deres politik, driftsprocedurer og praksis. Mange industrivirk-
somheder har allerede taget vigtige skridt i denne retning, og det samme gælder visse banker, forsikrings-
selskaber osv. Men den nødvendige fuldstændige integration af miljømæssige krav i alle økonomiske og
sociale aktiviteter vil ikke være nået, før denne fremgangsmåde bliver den almindelige. Med dette for øje
vil Kommissionen under det fjerde handlingsprogram på miljøområdet i tæt samarbejde med industrien
udarbejde egnede retningslinjer og adfærdskodekser, således at denne udvikling fremskyndes mest muligt.
2.3.12. Under dette arbejde må det erkendes, at behovet for stadig strengere normer giver flest proble-
mer for de ældre industrivirksomheder, som er mindt i en omstrukturering, og som i stort omfang anven-
der gammelt maskineri. En del af de nye virksomheder, som erstatter de gamle, går derimod nye teknologi-
ske veje, og er efter deres art mindre forurenende og miljømæssigt mindre besværlige end en del af de
gamle, som de erstatter. Nogle af de nye teknikker kan ovenikøbet anvendes, og bliver anvendt, i miljøfor-
valtningsindustrier (f.eks. fremstilling af forureningsbekæmpelsesudstyr), således at forbedret miljøforvalt-
ning og teknologisk innovation går hånd i hånd.
2.3.13. Uanset om bestemte industrigrene har let eller svært ved at imødekomme kravene om strengere
miljønormer, er Kommissionen overbevist om, at evnen til at konkurrere på verdensmarkederne i 1990'erne
for Fællesskabets industri som helhed, bl.a. vil afhænge af, om dens produkter opfylder miljønormer, der er
mindst ligeså strenge som konkurrenternes. Hvis ikke der gøres fremskridt i denne retning, vil Fællesska-
bets producenter ikke kun miste markedsandele på de internationale markeder, men også på det indre
marked. Desuden må det erkendes, at forurening er spild af ressourcer og ofte hænger sammen med foræl-
det teknologi. På begge disse punkter vil gennemførelse af ambitiøse miljønormer i resten af 1980'erne,
hvorved der stimuleres til teknologisk fornyelse med henblik på at leve op til disse normer, beskytte marke-
der og arbejdspladser på langt sigt. Disse normer vil, efterhånden som de udvikler sig, blive virkelige ud-
fordringer for industrien, men samtidig byde på reelle chancer.
2.3.14. Strengere miljønormer vil sandsynligvis skabe vækstmuligheder for især små og mellemstore virk-
somheder. Fællesskabet har erkendt disse selskabers betydning for øget vækst og beskæftigelse generelt i
Europa. De meget specifikke krav til produktudvikling, -innovation og -fremstilling, som vil resultere af
højere miljønormer og -standarder, vil sandsynligvis først og fremmest blive opfyldt af mindre firmaer, der
netop har den fleksibilitet, der er nødvendig for at imødekomme sådanne krav. Den heraf følgende dan-
nelse og udvikling af små og mellemstore virksomheder vil give et betydeligt bidrag til den europæiske
økonomi i de kommende år. På den anden side kan små og mellemstore virksomheder ikke friuges for' at
opfylde stadig strengere miljønormer og -standarder, skønt de vil få vanskeligt ved at gøre det. Det kan i
nogle tilfælde blive nødvendigt, at myndighederne hjælper disse firmaer med at foretage de investeringer,
der kræves for at opfylde de pågældende standarder og normer. Det er samtidig både de nationale og
Fællesskabets lovgiveres opgave at tage hensyn til de omkostninger, forskrifterne påtvinger sådanne virk-
somheder. De høje miljønormer bør opnås på den mindst bureaukratiske og mest effektive måde.
2.3.15. Konkurrencepolitik — Kommissionen har erkendt statsstøttens betydning set ud fra et fælles
europæisk synspunkt, og har siden 1974 på visse betingelser godkendt sådan støtte, der havde til formål at
fremme miljøbeskyttelsen, Formålet med at tillade begrænset statsstøtte i dette øjemed er at medvirke til, at
der indføres — og at industrien tilpasses til — forskrifter, som sikrer en effektiv miljøbeskyttelse, og som i
sidste ende fører til anvendelse af forureneren betaler-princippet. Bestemmelserne om godkendelse af sådan
støtte udløber den 31. december 1986; men Kommissionen er i øjeblikket ved at undersøge mulighederne
for at forlænge gyldighedsperioden.
2.3.16. Regionalpolitik — Regionernes udvikling er et af de vigtigste områder for Fællesskabets politik,
som skal fremme den økonomiske udvikling i de mindre udviklede eller økonomisk ugunstigt stillede egne
af Fællesskabet for således at fremme økonomisk konvergens. Mange af de projekter, der finansieres af
Regionalfonden er forholdsvis store infrastrukturprojekter, og mange af de egne, der modtager støtte,
rummer miljømæssigt vigtige eller følsomme områder. Derfor er det særlig vigtigt at indarbejde miljøkra-
vene i planlægningen og udførelsen af regionalpolitikken og dens programmer (og enkelte projekter). De
procedurer, der er henvist til i punkt 2.3.4 skulle sikre, at dette finder sted på tilfredsstillende måde.
2.3.17. Der er imidlertid mere vidtgående aspekter af samspillet mellem regionalpolitik og miljøpolitik
end denne i det væsentlige forebyggende indsats. I de økonomisk mindre fremskredne egne af Fællesskabet
18.3.87 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 70/13
kan der opstå tilfælde, hvor nødvendige miljømæssige forbedringer forsinkes på grund af den økonomiske
virkning, de har for eksisterende virksomheder. Endvidere står offentlige myndigheder i visse egne af Fæl-
lesskabet allerede nu over for økonomiske problemer i forbindelse med anvendelsen af fællesskabs-
foranstaltninger, navnlig hvor det drejer sig om opbygning af en grundlæggende miljømæssig infrastruktur.
For at overvinde disse vanskeligheder vil Kommissionen stille forslag om et fællesskabsprogram, der i Re-
gionalfondens regie skal have til formål at bistå ugunstigt stillede områder i Fællesskabet med at gennem-
føre Fællesskabets miljødirektiver og således på én gang fremme disse områders samfundsøkonomiske ud-
vikling og Fællesskabets miljøpolitik. Denne hensigt, som blev bebudet i KOM(86) 76, er yderligere om-
handlet i punkt 2.5.4 og 5.4.6 i det følgende. Kommissionen forventer at kunne fremsætte konkrete forslag
i løbet af første halvår 1987. I overensstemmelse med Rådets resolution af 17. februar 1983 vedrørende det
tredje miljøprogram for Fællesskabet (') vil Kommissionen blandt andet lade sig lede af behovet for at tage
hensyn til de forskellige økonomiske og økologiske forhold samt de forskellige strukturer i Fællesskabet.
2.3.18. Energi — Til energiproduktion bruges der i stor udstrækning fossilt brændsel, og energipolitik-
ken berøres således uundgåeligt af spørgsmålene vedrørende luftforurening. Miljøkravene indvirker igen på
energiomkostningerne og konkurrencen mellem de forskellige energikilder. En afbalanceret virkeliggørelse
af de miljø- og energipolitiske målsætninger er derfor af meget stor betydning, således som det fastslås i
Kommissionens nylige meddelelse om Fællesskabets nye energipolitiske målsætninger (2). Energiebesparel-
ser og alternative, ikke-fossile energikilder vil bidrage til at forbedre luftkvaliteten. Der findes teknologier,
hvorved man med rimelige omkostninger kan opnå en betydelig nedbringelse i emissionen af forurenende
stoffer fra olie- og kulfyrede kraftværker. I Kommissionens forslag til nedbringelse af emissionen fra store
fyringsanlæg (se punkt 4.1.4) er der taget hensyn hertil.
2.3.19. Sikker udnyttelse af kernekraft navnlig i Fællesskabet vil naturligvis blive diskuteret til bunds
under den omfattende bearbejdning af spørgsmålet, der i øjeblikket finder sted, som bebudet i Kommissio-
nens meddelelse til Rådet om opfølgningen af den nylige ulykke i Tjernobyl (3). Under dette arbejde vil en
række foranstaltninger med henblik på miljøbeskyttelse blive taget op til undersøgelse, hvorefter der vil
blive fremsat passende forslag (se punkt 4.1.7, 4.2.2, 4.3.8, 5.3.7 og 7.1.6 (andet led)). Det drejer sig her om
muligheden for i nukleare anlæg at anvende fremgangsmåder, der er udviklet i forbindelse med ikke-
nukleare industrianlæg, og som vedrører emissionsnormer og sikkerhedskriterier, dumpning af affald i ha-
vet og transport af farlige materialer (herunder nukleare materialer).
2.3.20. Det er klart, at der i en fjernere fremtid kan opstå vanskelige problemer på grund af brugen af
fossilt brændsel, hvis det (som visse forskere frygter) påvises, at ophobningen af kuldioxid i atmosfæren og
»drivhuseffekten« har alvorlige virkninger for klimaet og landbrugsproduktiviteten i hele verden. Hvis fort-
sat videnskabelig forskning skulle bekræfte, at sådanne virkninger er sandsynlige, bør Fællesskabet allerede
have påbegyndt overvejelser om mulige modforholdsregler og alternative energistrategier. Kommissionen
vil videreføre sine undersøgelser af disse forhold.
2.3.21. Det er således indlysende, at alle de foranstaltninger, der iværksættes på det energipolitiske om-
råde, må betragtes både fra en miljømæssig og en økonomisk synsvinkel (og omvendt). Der er allerede
opnået en vis grad af integration, men som sagt venter der måske reelle problemer forude. Forvaltningen af
nukleart affald, som er genstand for et EF-forskningsprogram og Fællesskabets handlingsplan (1988-1992),
er stadig et centralt miljøspørgsmål. Det vil blive nødvendigt at styrke Fællesskabets politik på grundlag af
de allerede foreliggende arbejdsresultater, som navnlig er fremkommet inden for rammerne af Fællesska-
bets forskningsprogrammer, med henblik på at udstikke klare retningslinjer på fællesskabsplan for bortskaf-
felse af sådant affald.
2.3.22. Det indre marked— Fællesskabet har sat sig for at gennemføre det indre marked i tiden frem til
1992, og dette er en af Fællesskabets betydeligste udfordringer. Til virkeliggørelse af denne målsætning
kræves der aktiv støtte og bistand fra Fællesskabets politik på alle andre områder. Inden for miljøpolitikken
vil virkeliggørelsen af det indre marked først og fremmest få betydning i forbindelse med produktstandar-
(') EFT nr. C 46 af 17. 2. 1983.
O KOM(85) 245 af 28. 5. 1985.
(5) KOM(86) 327 af 12. 6. 1986.
Nr. C 70/14 De Europæiske Fællesskabers Tidende 18.3. 87
der. I vigtige tilfælde vil de nationale sundarder kunne afvige betydeligt indbyrdes, navnlig med hensyn til
miljøbeskyttelse. Det er i denne forbindelse vigtigt, at der på et tidligt tidspunkt og på EF-plan gennemfø-
res en harmonisering af disse standarder, som kan være påkrævede af miljømæssige grunde. Det fastslås i
den europæiske fælles akt, at den indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning vedrørende miljø-
beskyttelse vil blive baseret på strenge miljøbeskyttelseskrav (se punkt 1.5). Under det fjerde handlingspro-
gram på miljøområdet vil Kommissionen forelægge de fornødne forslag i perioden frem til 1992.
2.3.23. Transport — Der er en omfattende vekselvirkning mellem transport og miljø. Transport i ordets
videst mulige forsund er kernen i mange miljøspørgsmål (støj, luftforurening, landskabspåvirkninger osv.),
men kan også bidrage direkte og positivt til udformning og forbedring af visse miljøer. Bedre tilgængelig-
hed øger befolkningens mulighed for at opleve og værdsætte miljømæssigt betydningsfulde områder. På
den anden side er der ingen tvivl om, at dårligt planlagte transportforbindelser kan være særdeles ødelæg-
gende for miljøets kvalitet. Det er vigtigt at gøre køretøjer mere miljøvenlige, og som nævnt andetsteds er
foranstaltninger med dette formål godt på vej. Større forbindelser i transportinfrastrukturen kræver imidler-
tid særlig opmærksomhed med henblik på at minimere miljøskaderne og maksimere fordelene. I praktisk
talt alle tilfælde vil de naturligvis blive underkastet en forudgående miljøpåvirkningsvurdering i henhold til
direktiv 85/337/EØF. Kommissionen vil sørge for, at opmærksomheden i stigende grad rettes mod alle
disse former for vekselvirkning, som vil få øget betydning, navnlig i betragtning af, at der sættes nyt skub i
udviklingen af den fælles transportpolitik.
2.3.24. Turisme — Tilsvarende er turismens virkninger på miljøet og vice-versa årsag til udbredt bekym-
ring, navnlig for så vidt angår behovet for at opretholde og forbedre kvaliteten af Europas natur- og
arkitekturarv.
2.3.25. Socialpolitik — Det må anerkendes, at miljøbeskyttelsespolitikken spiller en afgørende rolle in-
den for socialpolitikken. Der er talrige berøringspunkter, navnlig inden for områderne arbejderbeskyttelse,
faglig uddannelse og arbejdsvilkår i almindelighed. Hele spørgsmålet om miljøuddannelse og om, i hvilken
grad miljøpolitikken kan fremme beskæftigelsen (se punkt 2.4.6 og 2.4.7), har klar relevans for socialpoli-
tikken. Socialpolitikkens og miljøhandlingsprogrammernes gennemførelse må derfor samordnes i størst mu-
lig udstrækning. Det bliver måske nødvendigt at iværksætte nye miljøpolitiske foranstaltninger med væsent-
lig betydning for socialpolitikken, navnlig hvad angår funktion og sutus for de industrimedarbejdere, der
har ansvaret for, at bestemmelserne vedrørende miljøbeskyttelse anvendes korrekt i industrianlæg.
2.3.26. Forbrugerbeskyttelse— Der er store muligheder for at indarbejde miljøpolitiske hensyn i forbru-
gerpolitiske foransultninger og på den måde støtte Fællesskabets miljøpolitik. Programmer vedrørende for-
brugeroplysning, hvoraf nogle fremmes gennem fællesskabsinstrumenter, bør foruden forbrugeraspekterne
omfatte de miljømæssige aspekter ved produkter og tjenesteydelser. Produktsikkerhed, som der med rette
lægges stor vægt på, f.eks. på kosmetikområdet, har også en miljømæssig dimension. Det samme er tilfæl-
det for typiske forbrugerinteresser, som kvaliteten af drikkevand og udformningen og holdbarheden af
produkter. Kommissionen vil tage skridt til at sikre en snævrere samordning af den politik, der føres på
disse områder.
2.3.27. Udviklingssamarbejde — Saerlig vægt lægges der på at inddrage miljøkrav i Fællesskabets udvik-
lingsprogrammer. Dette skyldes, at en stor del af den tredje verdens problemer i grunden er miljøproble-
mer. Det er derfor afgørende at føre en politik, som direkte sigter mod at beskytte og forbedre miljøet og
skabe de rette betingelser for subil økonomisk vækst, hvis der skal uges effektivt fat på udviklingsproble-
merne.
2.3.28. Sammenfatning — Kommissionen vil søge at sikre, at der tages skridt til at inddrage miljøkrav i
planlægning og udførelse af den til enhver tid førte politik på alle økonomiske, industrielle, landbrugsmæs-
sige og sociale områder, således som Det europæiske Råd har krævet i de konklusioner, der er nævnt
under punkt 2.3.1. Som anført i punkt 2.3.2 vil der i første omgang blive lagt vægt på Fællesskabets egen
politik. Her vil Kommissionen internt udvikle en praksis og en række procedurer, som skal sikre, at denne
inddragelse af miljømæssige faktorer på alle andre områder finder sted rutinemæssigt. Senere under det
fjerde handlingsprogram på miljøområdet vil Kommissionen desuden udarbejde vejledningsmateriale, pro-
cedurer og andre redskaber, som kunne bidrage til, at en tilsvarende integration blev gennemført af med-
lemssuterne og af både offentlige og private økonomiske beslutningstagere.
18.3.87 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 70/15
2.4. Økonomiske og beskæftigelsesmæssige aspekter ved miljøpolitikken og dens foranstaltninger
2.4.1. Miljømæssige foranstaltninger er en integrerende bestanddel af Fællesskabets økonomiske aktivi-
tet, fordi miljøbeskyttelse forbedrer livskvaliteten og sikrer naturressourcerne og således gør det muligt at
få fuldt udbytte af den økonomiske aktivitet i form af bedre mønstre for økonomisk vækst og beskæftigelse
med deraf følgende positive virkninger for industriens konkurrenceevne. Kommissionen er imidlertid op-
mærksom på vanskelighederne ved at opstille et regnskab over de positive og negative økonomiske og
beskæftigelsesmæssige virkninger af miljøpolitiske tiltag. Hvis et sådant regnskab skal være relevant, er det
afgørende, at der i beslutningsprocessen tages fuldt hensyn til miljøforanstaltningernes positive virkninger
(såvel som til deres omkostninger), hvad enten de kan måles i penge eller ej.
2.4.2. På denne baggrund er det vigtigt, at de ændringer af Rom-traktaten, medlemsstaternes regeringer
er blevet enige om, blandt andet fastslår, at Fællesskabets foranstaltninger på miljøområdet skal tage hensyn
til fordele og ulemper ved foranstaltningens gennemførelse eller undladelse. Kommissionen vil bestræbe sig
på at udvikle vurderingsmetoder, der letter denne opgave og så vidt muligt sikrer udarbejdelse af fyldestgø-
rende cost-benefit-analyser som grundlag for forslag på miljøområdet.
2.4.3. Det er klart, at der ved sådanne vurderinger må tages hensyn til både kort- og langsigtede virk-
ninger. Kommissionen er naturligvis klar over, at den økonomiske gevinst ved at gennemføre strenge miljø-
krav ikke altid kan opnås uden omkostninger på kort sigt. I visse tilfælde kan disse krav derfor fremkalde
kortsigtede problemer med hensyn til finansiering og konkurrenceevne. I andre vil investeringen give et
sådant afkast, at der allerede på kort sigt bliver økonomisk (såvel som miljømæssig) gevinst. I andre til-
fælde igen kan de kortsigtede omkostninger ved at gennemføre miljøforanstaltninger opvejes af økonomi-
ske gevinster på længere sigt, (hvis der f.eks. foreligger et incitament til at udvikle og indføre omkostnings-
besparende teknik, eller hvis der kan opnås en konkurrencefordel på markeder med strenge miljøbestem-
melser).
2.4.4. Selv om de økonomiske fordele, der kan opnås gennem miljøforanstaltninger, først viser sig på
længere sigt, kan der godt være solide miljømæssige og økonomiske grunde til at iværksætte de nødvendige
investeringer. OECD har konkluderet, at »fordelene ved miljøforanstaltninger (herunder de udgifter til
udbedring af skader, der undgås) i almindelighed har været større end deres ulemper«. I alle tilfælde er det
afgørende, at udgifterne til udbedring af skader på grund af manglende indsats for miljøet beregnes og
foreligger med henblik på sammenligning.
2.4.5. Det er imidlertid også vigtigt at huske på, at de kortsigtede omkostninger som følge af indførelse
af nye normer kan forringe konkurrenceevnen for en del af de virksomheder, der skal overholde dem.
Dette gør det nødvendigt at være meget opmærksom på, ikke blot hvilken type miljønormer der indføres
og på hvilket niveau, men i lige så høj grad på tidsrammen for deres gennemførelse. Ved udviklingen af
miljøforanstaltninger vil Kommissionen derfor bestræbe sig på at sikre, at mål og midler stilles klart op for
industrien, og at virksomhederne får en rimelig periode til at tilpasse sig de nye normer. Tilpasning til nye
normer kan under visse omstændigheder lettes ved økonomisk støtte (se pkt. 2.5).
2.4.6. Hvad angår beskæftigelsen, er det Kommissionens klare opfattelse, at en styrket miljøpolitik som
helhed vil have positive virkninger for jobskabelsen gennem opbygning af miljømæssig infrastruktur og
gennemførelse af miljøinvesteringer samt gennem fremstilling af nye produkter, der er direkte forbundet
med forbedring af miljøets kvalitet. Selv om der i nogle tilfælde, hvor miljøbestemmelser medfører stigende
omkostninger for industrien, kan optræde kortsigtede negative virkninger for beskæftigelsen, er der på den
anden side meget der tyder på, at miljøpolitik hidtil alt i alt har haft en marginalt positiv virkning for
beskæftigelsen. Sikkert er, at der findes mange miljøforanstaltninger, der direkte og indirekte kan virke
positivt jobskabende (såsom foranstaltninger til at overvinde forfaldet i indre byområder, genanvende for-
sømte tomter eller rette op på landskabsskader i smukke naturområder), men som hidtil har været taget i
brug i helt utilstrækkeligt omfang. Miljøforanstaltninger bør generelt være struktureret således, at virknin-
gerne for beskæftigelsen er så positive som muligt.
2.4.7. Kommissionen vil derfor inden længe stille forslag om et femårigt program for hele Fællesskabet,
hvorefter der skal gennemføres »demonstrationsprojekter« i alle medlemsstater med henblik på at vise,
hvordan miljøpolitiske tiltag og gennemførelse af en miljøpolitisk linje kan skabe arbejdspladser. Et sådant
program skal endvidere resultere i en stor fond af erfaringer og viden, som industrien og alle medlemssta-
terne kan trække på i fremtiden.
Nr. C 70/16 De Europæiske Fællesskabers Tidende 18.3.87
2.5. Økonomiske instrumenter
2.5.1. Der findes mange forskellige foranstaltninger og metoder, som kan tages i brug for at forbedre
eller bevare miljøets kvalitet. Af disse udgør retsforskrifter for produkter, processer, udledninger og spild
selvfølgelig en del, men de omfatter også forskellige økonomiske instrumenter (såsom skatter, afgifter,
statsstøtte og salgbare udledningstilladelser) og aftaler med forurenere. Hvilket instrument eller hvilke in-
strumenter der egner sig bedst i hvert enkelt tilfælde afhænger af omstændighederne, af den juridiske og
administrative ramme og af arten af det miljøproblem, der skal løses.
2.5.2. Fællesskabet har en vigtig rolle at spille i udviklingen af økonomiske instrumenter til forurenings-
bekæmpelse og i udarbejdelsen af retningslinjer for deres anvendelse ved gennemførelsen af Fællesskabets
retsforskrifter. Enhver foranstaltning af denne art skal naturligvis anvendes på måder, som er i overens-
stemmelse med principperne for Fællesskabets miljøpolitik — navnlig princippet om, at forureneren betaler,
og princippet om forebyggende indsats.
2.5.3. Henstillingen fra 1975 om påligning af omkostninger (') giver mulighed for at anvende afgifter
under forhold, hvor det skønnes hensigtsmæssigt. Kommissionen har til hensigt at iværksætte yderligere
arbejde på dette område med henblik på at udvikle anvendelsen af økonomiske instrumenter som støtte for
Fællesskabets lovgivning. Henstillingen fra 1975 giver opså mulighed for statsstøtte til forureningsbekæm-
pende foranstaltninger, når det skønnes berettiget at afvige fra princippet om, at forureneren betaler. Med-
lemsstaterne har lov til, inden for en ramme Kommissionen har fastlagt, at yde begrænset økonomisk støtte
for at lette indførelsen af nye forureningsbekæmpende bestemmelser for allerede eksisterende anlæg; denne
rammes gyldighedsperiode udløber den 31. december 1986, og Kommissionen overvejer i øjeblikket, om
den bør forlænges.
2.5.4. Kommissionen overvejer endvidere at give yderligere hjemmel for støtte til forureningsbekæm-
pende foranstaltninger og vil (se punkt 2.3.16) stille forslag om et fællesskabsprogram under Regionalfon-
den med henblik på at forbedre den miljømæssige infrastruktur og støtte gennemførelsen af Fællesskabets
miljødirektiver i ugunstigt stillede egne af Fællesskabet.
2.5.5. Endelig agter Kommissionen at overveje mulighederne for at definere ansvaret for miljøet bedre
(herunder den mulighed, at forureneren bør påtage sig et udvidet ansvar for skader forårsaget af produkter
eller processer), og at behandle spørgsmålet om samordning af instrumenter, hvor der optræder betydelige
grænseoverskridende virkninger som følge af produktstandarder eller grænseoverskridende forurening.
2.5.6. Mere konkret er det Kommissionens hensigt at overveje anvendelsen af økonomiske instrumenter
som et muligt middel til at gennemføre Fællesskabets politik inden for områderne luftforurening (punkt
4.1), vandforurening (punkt 4.2), støjforurening (punkt 4.5), naturbeskyttelse (punkt 5.1) og affaldsforvalt-
ning (punkt 5.3).
2.6. Oplysning og undervisning
2.6.1. Det har været nævnt, at der er behov for at gøre hele processen for udarbejdelse og anvendelse af
regler mere gennemskuelig, navnlig hvor det drejer sig om at informere offentligheden. I denne forbindelse
er det vigtigt at forbedre de muligheder, de enkelte landes bestemmelser giver enkeltpersoner og grupper
for at forsvare deres rettigheder eller interesser i forvaltningsprocessen. Efter Kommissionens opfattelse må
opmærksomheden navnlig rettes mod situationer, hvor adgang til oplysninger har betydning for en bedre
beskyttelse af mennesker eller miljø, hvadenten dette skal ske ved bedre anvendelse af bestemmelserne eller
på anden måde. Endvidere må opmærksomheden i tilsvarende grad rettes mod adgang til oplysninger i
tilfælde af grænseoverskridende forurening.
2.6.2. Efter Kommissionens opfattelse skulle det være muligt at finde frem til måder, hvorpå offentlighe-
dens adgang til de oplysninger, miljømyndighederne sidder inde med, kan forbedres, uden at det går ud
over beskyttelsen af oplysninger, der med rette kan betragtes som fortrolige. Kommissionen vil undersøge
behovet for og ønskværdigheden af en »lov om offentlighed i miljøforvaltningen« for Fællesskabet og vil
fremsætte passende forslag.
2.6.3. Men rent bortset fra spørgsmålet om at etablere adgangsrettigheder er der ingen tvivl om, at en
stor udbredelse af oplysninger om miljøet og om miljøproblemer, -politik og -programmer kan være en
værdifuld støtte både for udviklingen af nødvendige miljømæssige foranstaltninger og for befolkningens
accept af dem. Indsatsen på dette område har ikke været tilstrækkelig, selv om det er vigtigt at bemærke, at
en række medlemsstater nu udgiver nationale »beretninger om miljøsituationen«. Kommissionen vil for sin
(') EFT nr. L 194 af 25. 7. 1975.
18.3. 87 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 70/17
del fremover udgive beretninger om miljøsituationen for Fællesskabet hvert tredje år, første gang i 1987.
Til dette formål vil den trække på oplysninger, medlemsstaterne har leveret i henhold til EF-direktiver og
på oplysninger, der fremkommer efterhånden som Fællesskabets informationssystem for miljø og naturres-
sourcer (CORINE) (') bygges op (se punkt 2.6.6).
2.6.4. Mere generelt har Kommissionen til hensigt at iværksætte fornyede overvejelser om hele den
måde, den griber formidling af oplysninger om miljøspørgsmål an på. Der kan gøres meget mere for at
oplyse befolkningen og således påvirke dens holdning til fordel for en streng miljøpolitik. Som anført i
punkt 2.2 agter Kommissionen at sikre, at det bliver lettere at få fat i oplysninger om, hvordan Fællesska-
bets retsforskrifter på miljøområdet gennemføres. Kommissionen vil også uge skridt til at sikre, at langt
flere af de utallige rapporter om videnskabelige, tekniske og økonomiske forhold, der udarbejdes for Kom-
missionen under udviklingen af miljøpolitiske forslag (men som kan have interesse for en bredere kreds),
offentliggøres på passende måder. Kommissionen støtter også lanceringen af et nyt tidsskrift om Fællesska-
bets miljøpolitik og miljøret. For desuden at forøge foranstaltningernes effektivitet med hensyn til oplys-
ning vil Kommissionen sørge for bedre koordinering mellem generaldirektoratet for information, kommu-
nikation og kultur og andre berørte tjenestegrene.
2.6.5. Det europæiske Miljøår (EMÅ) (se afsnit 8) — hvis hovedmål er at overbevise hver eneste borger i
hele Fællesskabet om miljøets betydning og dermed ændre (både samfundets og de enkelte borgeres) hold-
ninger til behovet for strenge normer for miljøbeskyttelse — indebærer både en mulighed for og en ud-
fordring til at formidle relevante miljøoplysninger adskilligt bedre end det tidligere er sket — og at for-
midle dem på måder, som gør dem tilgængelige for alle samfundsgrupper, og som giver mulighed for at
overbevise dem om nødvendigheden af at gøre en aktiv indsats (både i EMÅ og senere) for at opnå prakti-
ske forbedringer.
2.6.6. For så vidt angår kontante oplysninger om miljømæssigt betydningsfulde parametre, vil Fællesska-
bets miljøinformationssystem (CORINE) få stigende værdi og betydning. Hovedformålet med CORINE er
at sikre, at økonomiske beslutningstagere over hele Fællesskabet råder over et solidt grundlag af sammen-
lignelige miljøoplysninger til brug ved udarbejdelse af miljøpolitiske foranstaltninger, gennemførelse af lov-
givning og inddragelse af miljøhensyn i den politik, der føres på andre områder. CORINE-programmet er
for tiden ved at blive gennemført i praksis, og under det fjerde miljøprogram vil der blive arbejdet på at
videreudvikle det. Ved slutningen af den arbejdsfase, der er omfattet af Rådets beslutning, vil Kommissio-
nen rapportere til Rådet og forelægge forslag, som skal sikre, at der i hele Fællesskabet er adgang til et
bredt spektrum af ajourførte og sammenlignelige data om miljø og naturressourcer, og at disse data kan
præsenteres på måder og i kombinationer, der kan blive en stor hjælp for beslutningstagere.
2.6.7. Med henblik på at supplere de oplysninger, der frembringes som led i CORINE-programmet,
agter Kommissionen samtidig at styrke den del af Det europæiske Fællesskabs statistiske program, der
vedrører miljøet. Herunder er det navnlig tanken at frembringe bedre oplysninger om forholdet mellem
økonomi og miljø.
2.6.8. Miljøundervisning har særlig betydning, når det gælder om at styrke befolkningens interesse for
miljøspørgsmål. Som tidligere bemærket må enhver erkende, at han ved sin egen adfærd kan bidrage til at
forbedre miljøforholdene. Denne bevidsthed indpodes bedst i uddannelsesforløbet. Miljøundervisning, som
allerede har optrådt i tidligere handlingsprogrammer, fortjener derfor fortsat støtte på fællesskabsplan. I
løbet af de seneste otte år er nettet af pilotskoler blevet opbygget med godt resultat (først på primær- og
derefter på sekundærtrinnet), og dette net har fået stor støtte fra medlemsstaterne. Der er gjort mange
værdifulde erfaringer. Kommissionen agter i Det europæiske Miljøår at udgive en fuldstændig rapport om
det hidtidige arbejde med pilotskolenettet og om de erfaringer, det har givet. Herudover vil det forelægge
Rådet en meddelelse om grundlaget for den påtænkte konsolidering og udbygning af nettet til at omfatte
de videregående uddannelser på baggrund af de hidtidige erfaringer og den seneste udvikling på det pæda-
gogiske område.
2.6.9. Ikke-statslige organisationer har en grundlæggende rolle at spille i udviklingen af den politiske
linje og tænkningen på miljøområdet. Udviklingen og gennemførelsen af en miljøpolitik kræver ofte en
vanskelig afvejning mellem forskellige samfundsgruppers tungtvejende, men uensartede interesser. Der må
C) Beslutning 85/338/EØF; EFT nr. L 176 af 6. 7. 1985.
Nr. C 70/18 De Europæiske Fællesskabers Tidende 18.3.87
både tages hensyn til interesserne hos bestemte erhvervsgrene, herunder både ledelse og fagforeninger, og
dl de forskellige forhold i de enkelte medlemsstater. Det samme gælder synspunkterne i pressionsgrupper,
der forsvarer specifikke eller sektorbestemte interesser.
I sådanne komplekse situationer har det stor betydning, at der findes ikke-statslige organisationer, der kan
ses som repræsentanter for generelle miljøinteresser og optræde som partnere for de organer, der udvikler
de politiske linjer. Derfor vil Kommissionen videreføre sine konstruktive løbende kontakter med repræsen-
tative miljøorganisationer på europæisk plan, navnlig Det europæiske Miljøkontor.
2.6.10. Erhvervsorganisationer (f.eks. UNICE) og fagforeningsorganer (f.eks. EFS) lægger en stigende
indsats i at arbejde med på at formulere og gennemføre miljøpolitikken både i de enkelte lande og på
europæisk plan. Kommissionen mener, at det er særdeles vigtigt at styrke og effektivisere samarbejdet med
både erhvervsorganisationerne og fagforeningerne og vil fortsætte sine bestræbelser på dette område. Kom-
missionen har i denne forbindelse til hensigt at gøre størst mulig brug af bidragene fra Det europæiske
Institut til forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene.
3. METODER TIL FOREBYGGELSE AF OG KONTROL MED FORURENING
3.1. Generelle principper
3.1.1. Miljøpolitik udformes og gennemføres trinvis, idet man går fra konstateringen af et miljøproblem
(enten et faktisk problem eller — helst — på det trin, hvor det endnu kun er et potentielt problem) til
indførelsen og håndhævelsen af nødvendige foranstaltninger, hvad enten disse er afhjælpende foranstaltnin-
ger eller forebyggende foranstaltninger. Det grundlæggende mål for alle sådanne foranstaltninger er at
forebygge skade på menneske og miljø eller, hvor der allerede er sket skade, at afhjælpe den.
3.1.2. De foranstaltninger, der skal træffes for at klare forureningsproblemer, er i praksis meget forskel-
lige og afhænger blandt andet af arten af de konstaterede eller forventede negative virkninger, årsagerne
hertil saiht kilderne til problemet. Således kan et forureningsproblem f.eks. i forskellig grad være:
—r akut eller kronisk,
— lokalt betinget eller geografisk spredt,
— hovedsagelig vedrøre en enkelt forureningskilde eller kombinationer af forureningskilder,
— koncentreret i et enkelt miljø (luft, vand eller land) eller berøre flere miljøer; og/eller indebære van-
dring af forurenende stoffer mellem miljøer,
— endvidere kan kilden til ethvert givet forureningsproblem være en fast kilde (eller kilder) eller spredt;
den kan være stationær eller mobil og kan hovedsagelig være knyttet til en enkelt industrigren eller
mange forskellige.
3.1.3. På denne komplekse baggrund er det naturligt — og hensigtsmæssigt — at de metoder til for-
ureningskontrol, man støder på, i praksis adskiller sig med hensyn til hvilken vægt, der lægges på proble-
merne, afhængigt af tekniske, administrative og juridiske muligheder for kontrolforanstaltninger samt af
den måde, hvorpå virkningerne af forureningen og kontrolforanstaltningerne er fordelt. Det er imidlertid
vigtigt at indse, at disse forskellige metoder ikke afspejler nogen forskel i de grundliggende principper.
Således kan en foranstaltning, som er rettet mod en enkelt forureningskilde,' være berettiget, hvis det (un-
der de særlige omstændigheder og på baggrund af det foreliggende videnskabelige materiale) fremgår, at
der ikke er tale om nogen væsentlig vekselvirkning med andre forurenende stoffer; dette særlige tilfælde
ophæver imidlertid ikke det generelle princip, at en forureningskontrollerende politik skal tage højde for
sådanne vekselvirkninger.
3.1.4. Det første trin i forbindelse med kontrol af et forureningsproblem er forskning og detailstudier
med henblik på undersøgelse af de involverede faktorer og disses indbyrdes relationer. I almindelighed kan
forureningsproblemer karakteriseres ved fire hovedfaktorer: det forurenende stof, kilderne til det for-
urenende stof, den eller de miljøformer, som det forurenende stof udledes i, eller hvori det optræder eller
gennem hvilket det transporteres, samt målorganismen eller -miljøet. Kontrollen kan være rettet mod en
eller flere af disse dele af problemet.
3.1.5. Det forurenende stof kan være et enkelt kemisk stof eller en blanding; det kan bestå af organiske
eller uorganiske stoffer eller af begge dele; det kan være en fysisk enhed, såsom støj eller varme. Den
18.3.87 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 70/19
kontrol, der er rettet mod det forurenende stof, sigter mod at forebygge eller reducere emissioner af et
bestemt stof eller en bestemt type forurening fra alle kilder i de pågældende miljøformer. Kildebaseret
kontrol sigter mod reduktion af emissioner fra de større kilder i alle miljøformer, hvor det forurenede stof
har en væsentlig indvirkning.
3.1.6. Såfremt der fokuseres på miljøformerne, er det klart, at en eller flere kan være involveret i udled-
ningerne og transporten af forurenende stoffer; de mest betydningsfulde er luft, vand, jord, sedimenter
samt flora og fauna. Kontrol på grundlag af miljøform sigter normalt mod reduktion af emissioner af et
bestemt stof fra alle større kilder i et enkelt miljø.
3.1.7. Endelig er der målet for forureningen, som sædvanligvis er en levende organisme; det kan imidler-
tid være en død ting —> f.eks. jordbunden eller en bygning. Målbaseret kontrol tilsigter beskyttelse af
organismen eller miljøet mod skade, dvs. en miljøkvalitetsmålsætning i form af en målbaseret kontrol.
3.1.8. Når et miljøproblem er blevet fastlagt og undersøgt, kan der vedtages en passende kontrolstrategi.
Den valgte kontrolstrategi kan omfatte biologiske normer, dosisgrænser, miljøkvalitetsmål eller -normer,
emissionsnormer, bearbejdnings- og driftsnormer, produktnormer, grænser for samlede emissioner eller en
række præventive kontrolforanstaltninger på nationalt eller regionalt plan (som f.eks. anvendelsen af proce-
durer for vurdering af virkningerne på miljøet eller krav om afprøvning og indberetning gældende for nye
industriprocesser og -produkter) — eller en kombination af disse.
3.1.9. Det er klart, at den vedtagne kontrolstrategi eventuelt kræver forskellige former for aktion på
fællesskabsplan, idet den f.eks. er afhængig af udbredelsen og arten af miljøproblemet, virkningerne af
eventuelle foranstaltninger for det fælles marked for varer og tjenesteydelser og vekselvirkningen med Fæl-
lesskabets øvrige politik.
3.2. Forureningskontrol i flere miljøformer
3.2.1. Når problemerne er forårsaget af emission af forurenende stoffer fra mange kilder i et enkelt miljø
(uden nogen væsentlig tværgående effekt) kan den mest velegnede metode være en metode baseret på
emissionsgrænser eller på miljøkvalitetsnormer for denne miljøform. Hidtil har Fællesskabets miljøpolitik
stort set fulgt denne fremgangsmåde. Skønt det i det tredje handlingsprogram på miljøområdet blev påpe-
get, at overførsel af forurening i forbindelse med delforanstaltninger måtte undgås, har vi været tilbøjelige
til at koncentrere os om miljøproblemerne, efterhånden som de opstår i de forskellige omgivelser: i luften, i
jorden og i vandet. Der har naturligvis været visse betydningsfulde horisontale instrumenter, f.eks. den
sjette ændring (') og det for nylig vedtagne direktiv om vurdering af indvirkningerne på miljøet (2), men i
det store og hele har vi haft et sektorbestemt syn på problemet, og dette har afspejlet sig i strukturen hos
Kommissionens egen afdeling for miljøanliggender.
3.2.2. Således blev der på fællesskabsniveau tidligt fastsat kvalitetsmålsætninger for visse anvendelser af
vand; disse blev derpå fulgt af EF's emissionsnormer for udledning af visse farlige stoffer i vand (skønt den
såkaldte »parallelle« fremgangsmåde i direktiv 76/464/EØF (J) betød, at disse normer samtidig blev ledsa-
get af kvalitetsmålsætninger). Med hensyn til luftforureningen blev der også fastsat visse luftkvalitetsnormer
på fællesskabsplan, og disse blev fulgt op af vedtagelsen af et rammedirektiv om emissioner fra visse indu-
strianlæg (4), ifølge hvilket der skulle fastsættes emissionsnormer på fællesskabsplan, og disse blev fulgt op
af Kommissionens forslag om emissionsbegrænsninger for udledning i atmosfæren fra store fyringsanlæg.
Affaldsproblemerne søgtes løst ved hjælp af en række fællesskabsdirektiver, som tog sigte på at skabe
generelle rammebestemmelser for bortskaffelse af affald på landjorden, det gjaldt især giftigt og farligt
affald. Dumping af affald i havet er genstand for et nyt forslag fra Kommissionen ($).
3.2.3. En uundgåelig følge af denne sektorbestemte behandling af forureningen er, at efterhånden som
normerne strammes inden for et område, kan presset stige på et andet. Hvis man ikke kan udlede affalds-
stofferne i luften og heller ikke i vandet, så må bortskaffelse på landjorden være den foretrukne løsning.
Men hvis kontrollen med bortskaffelse af affald på landjorden (og i havet) også strammes, så kan der opstå
andre problemer. Det er Kommissionens klare holdning, at Fællesskabet bør have stadig strengere miljø-
normer i alle sektorer. Under disse omstændigheder kan det i hvert fald hævdes, at en sektorbestemt be-
handling af forureningsproblemerne ikke nødvendigvis er den mest økonomiske løsning, dvs. der opnås
C) EFT nr. L 259 af 18. 9. 1979.
O EFT nr. L 175 af 5. 7. 1985.
f) EFT nr. L 129 af 18. 5. 1976.
O EFTnr. L 188 af 16. 7. 1984.
O EFT nr. C 245 af 26. 9. 1985.
Nr. C 70/20 De Europæiske Fællesskabers Tidende 18.3.87
ikke nødvendigvis den størst mulige begrænsning af forureningen (når alle miljøformer tages i betragtning)
med en given økonomisk udgift.
3.3. Stofbestemte kontrolforanstaltninger
3.3.1. En gennemgang af Fællesskabets lovgivning viser, at den fremgangsmåde, man hidtil har benyttet
over for forurening inden for de forskellige miljøsektorer, ikke altid har været fuldstændig sammenhæn-
gende. Hvor vekselvirkninger mellem forurenende stoffer af hensyn til miljøforvaltningen ikke anses for
væsentlige, skal en sammenhængende strategi tage sigte på:
a) at bedømme, hvilken virkning et bestemt forurenende stof i bestemte omgivelser (luft, vand, jord) har på
et bestemt forhold;
b) at bedømme følgerne af sådanne virkninger, herunder farerne for sundhed og miljø}
c) at opstille normer, som skal begrænse forureningens virkninger, hvor dette er påkrævet.
3.3.2. På grund af den stort set sektorbestemte fremgangsmåde har der været en tendens til, at Kommis-
sionen hidtil har koncentreret sig om udledninger af et bestemt forurenende stof i bestemte omgivelser
(f.eks. vand), uden at man har set på virkningerne på andre omgivelser, som f.eks. luft eller jord. I visse
tilfælde må denne fremgangsmåde kritiseres, eftersom tværgående virkninger ikke er ubetydelige. I Fælles-
skabets tidligere handlingsprogrammer på miljøområdet og i en række dokumenter, som Rådet har vedta-
get, findes der allerede forskellige »prioriteringslister« over stoffer. Men disse lister er i det store og hele
sektorbestemte (f.eks. »den sorte liste« og »den grå liste« over stoffer, hvis udledning i vandmiljø skal
kontrolleres i henhold til bestemmelserne i direktiv 76/464/EØF ('). Man har i Fællesskabet endnu ikke
gjort noget konsekvent forsøg på at foretage en tværgående bedømmelse af stofferne eller på at opstille
bekæmpelsesstrategier på et sådant grundlag, selv om forekomsten af forskellige normer, som i tidens løb
tilfældigvis kan have udviklet sig for et bestemt stof i forskellige sektorer, i praksis kan have ført til en mere
eller mindre effektiv bekæmpelse.
3.3.3. En integreret, stofbestemt fremgangsmåde over for kemikalier skal:
— tage hensyn til forekomsten af et bestemt stof, uanset kilden,
— indebære en integreret risikovurdering, som tager hensyn til de forskellige måder, hvorpå mennesker og
miljø kan bringes i fare,
— føre til et valg af den mest effektive løsning på de opståede problemer.
3.3.4. En sådan integreret fremgangsmåde i forbindelse med forvaltning af kemikalier kan kræve, at der
på fællesskabsplan opstilles en foreløbig liste over prioriterede stoffer til brug for miljøpolitikken. Yderli-
gere vurdering og bedømmelse kan føre til en endelig liste over prioriterede stoffer, som igen bør få til
følge, at man på fællesskabsplan overvejer relevante bekæmpelsesforanstaltninger for enkelte stoffer, som
f.eks. PCB, cadmium, bly, phosphater, arsen, kobber, kviksølv, asbest, dioxin osv.; sådanne strategier skal
selvfølgelig tage hensyn til bekæmpelsesforanstaltninger, der allerede findes i Fællesskabet på visse områ-
der.
3.3.5. Kommissionen er allerede begyndt at arbejde på grundlag af en stofbestemt fremgangsmåde i visse
særlige tilfælde. Et eksempel på en mulig anvendelse af denne fremgangsmåde findes i Kommissionens
forslag om forebyggelse af miljøforurening med asbest (2).
3.3.6. Det er muligt at anvende det samme princip på andre områder. Kommissionen er ved at foreuge
en omhyggelig og generel gennemgang af de miljøproblemer, der forårsages af cadmium. Denne gennem-
gang vil resultere i konklusioner med hensyn til, hvorvidt den bestående fællesskabslovgivning til begræns-
ning af udledninger i miljøet af dette stof ad hvilken som helst vej er tilstrækkelig, eller om der består
huller; hvis det sidste er tilfældet, hvad er så den mest omkostningseffektive kontrolstrategi, der kan sikre
en tilstrækkelig grad af beskyttelse. Under disse omstændigheder skal der fremsættes hensigtsmæssige for-
slag.
3.4. Kildebestemte kontrolforanstaltninger
3.4.1. Miljøforvaltningen bør ideelt set tage hensyn til vekselvirkninger mellem kilder af forurenende
stoffer (hvor f.eks. en begrænset absorptionsevne deles mellem flere forskellige udledninger). I visse tilfælde
kan det imidlertid være rimeligt at rette kontrolforanstaltningerne mod en enkelt kildetype (navnlig hvor
der ikke er tale om nogen andre væsentlige forureningskilder). EF-direktiverne (vedtagne eller foreslåede)
om biler og store fyringsanlæg er i nogen grad udtryk for en sådan kildebestemt fremgangsmåde,
0) EFT nr. L 129 af 18. 5. 1976.
O EFT nr. C 349 af 31. 12. 1985.
18.3.87 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 70/21
idet de tager sigte på en hel gruppe eller klasse af forurenere (trafikken, kraftværkerne). De har imidlertid
ikke til formål at behandle de samlede, forurenende udledninger (herunder affaldsfrembringelse) fra den
pågældende klasse eller gruppe. Den »kildebestemte« fremgangsmåde, således som den defineres i kapitel 5
i det første handlingsprogram på miljøområdet (særlige aktioner for visse industrisektorer og for energipro-
duktionen), har ikke udviklet sig særlig meget, i det mindst ikke på fællesskabsplan, skønt der i dette
program blev peget på 15 vigtige industrisektorer, og skønt der blev foretaget talrige undersøgelser.
3.4.2. Der blev faktisk kun fremsat forslag vedrørende to industrisektorer — titandioxid (hvor der blev
benyttet en tværgående fremgangsmåde) og papir og papirmasse (hvor hovedvægten blev lagt på udledning
i vand). Forslaget vedrørende papir og papirmasse er endnu ikke vedtaget af Rådet, ja det er end ikke
blevet behandlet, og titandioxid-forslagets historie har heller ikke været særlig opmuntrende. En kildebe-
stemt fremgangsmåde (rettet mod enkelte industrier eller målgrupper af industrier og omfattende enhver
form for udledning i luft, jord eller vand samt frembringelse af affald i både fast og flydende form eller
som luftarter) er imidlertid hensigtsmæssig under visse omstændigheder og er en af de mulige alternative
løsninger, som det måske er værd at overveje endnu en gang.
3.4.3. Til støtte for en sådan fremgangsmåde er det nødvendigt med et bedre, mere omfattende kend-
skab til emissionerne i luft, vand og jord i form af affald fra større sådanne emissionskilder samt kendskab
til disses sandsynlige udvikling. Der bør udarbejdes lister over emissioner, og disse skal ajourføres; oplys-
ninger om teknologier til kontrol af emissioner skal ligeledes regelmæssigt indsamles og udsendes til de
berørte parter og til offentligheden sammen med oplysninger om de dermed forbundne omkostninger.
Dette er helt klart ønskeligt under alle omstændigheder, uanset hvilken fremgangsmåde for forureningsbe-
kæmpelse der vedtages, og Kommissionen vil tage de nødvendige skridt med henblik på at gøre fremskridt
i denne retning i samarbejde med medlemsstaterne og de pågældende industrier.
3.4.4. Kommissionen vil overveje disse spørgsmål yderligere og vil gennemføre de nødvendige undersø-
gelser og drøftelser, således at man kan komme videre med sagen. I den forbindelse er det vigtigt at
erkende de vanskeligheder, der hidtil har forhindret udviklingen — såsom følelsen af tilsyneladende »dis-
krimination« mod særlige industrisektorer samt problemerne med overlapning, hvor forurenende stoffer,
der omfattes af en kildebaseret fremgangsmåde ligeledes er omfattet af en sektorbestemt lovgivning. Det er
ligeledes vigtigt at indse, at for at en global tværgående fremgangsmåde for flere forurenende stoffer skal
fungere effektivt, kræves der en yderst avanceret kontrolmekanisme; der forudsættes ligeledes evne til at
foretage effektive vurderinger med hensyn til det optimale omfang af kontrolaktioner, der vil gøre det
muligt at reducere, forvalte eller fordele affaldet på måder, der skader miljøet mindst muligt og dog udnyt-
ter det bedst muligt (hvorved der sikres størst miljømæssige fordele med de mindst mulige økonomiske
omkostninger); desuden kræves der beføjelser til at håndhæve sådanne vurderinger. Dette vil til gengæld
uundgåeligt få institutionelle følger i medlemsstaterne — en stærk, samlet kontrolmyndighed, der er i stand
til at mægle mellem forskellige miljøsektorer, således at der sikres optimale løsninger, synes at være en
uundgåelig følge af en sådan fremgangsmåde. Der er selvfølgelig mange andre ting, der taler for ønsk-
værdigheden af sådanne agenturer.
3.5. Produktnormer, emissionsgrænser og miljøkvalitetsmålsætninger og -normer
3.5.1. Miljøbestemmelser, hvori der opstilles normer for produkter eller emissioner, kan baseres på de
tekniske karakteristika for den industri eller det produkt, der er genstand for bestemmelserne, og/eller på
en formelt specificeret kvalitetsmålsætning eller -norm for det miljø, hvori der udledes. Der er rent faktisk
blevet anvendt en lang række fremgangsmåder.
3.5.2. I den hidtil vedtagne lovgivning har Kommissionen f.eks. fastsat grænser for luftformige emissio-
ner fra motorkøretøjer og i forbindelse med visse luftforurenende stoffer har Kommissionen foreslået, at
der fastsættes emissionsgrænser for visse stationære kilder. Samtidig er der for visse luftforurenende stoffer,
f.eks. SOi, svævestøv og bly, vedtaget luftkvalitetsnormer for miljøet på fællesskabsplan. For så vidt angår
udledning af farlige stoffer i vand har Fællesskabet vedtaget den såkaldte parallelle fremgangsmåde for
stoffer på »den sorte liste«, i henhold til hvilken medlemsstaterne frit kan vælge enten fremgangsmåden
med miljøkvalitetsmålsætninger eller emissionsgrænser, samtidig med at det påpeges, at i forbindelse med
udledninger af stoffer på «den grå liste» (jf- direktiverne om særlige anvendelser af vand) skal fremgangs-
måden med kvalitetsmålsætninger følges.
Nr. C 70/22 De Europæiske Fællesskabers Tidende 18.3.87
3.5.3. For så vidt angår forureningen af jordbunden, fastsættes det i det først vedtagne direktiv — om
anvendelse i landbruget af slam fra rensningsanlæg (') — at både kvalitetsnormer og emissionsgrænser
(spredning og mængde) skal overholdes samtidig, hvorimod kravene i visse andre direktiver kun er udtrykt
i generelle vendinger.
3.5.4. I mange vigtige tilfælde (f.eks. bly i benzin, svovlindholdet i gasolier) er der fastsat produktnormer
med det dobbelte formål at beskytte miljøet og undgå kunstige handelsbarrierer eller konkurrenceforvrid-
ning. I andre tilfælde er der vedtaget andre fremgangsmåder — såsom kravet om at udarbejde programmer
(f.eks. direktivet om emballager til drikkevarer (2)) eller der er vedtaget reduktioner i anvendelsen (f.eks.
beslutningerne om CFC (J)). I nogle af direktiverne om vand er der fastsat såvel vejledende værdier som
obligatoriske værdier; det er ligeledes klart, at andre former for vejledning med hensyn til god praksis kan
spille en rolle.
3.5.5. Endnu et vigtigt punkt med hensyn til udarbejdelse af normer på fællesskabsplan er »teknikkens
stade« for så vidt angår den tilgængelige teknologi. Det er et spørgsmål, hvorledes dette generelle begreb
skal omsættes i konkrete værdier. Det er værd at bemærke, at i Fællesskabets seneste miljølovgivning (navn-
lig vedrørende luft- og vandforurening) henvises der i stigende grad til den bedste, tilgængelige teknologi.
På denne baggrund vil foranstaltninger truffet på fællesskabsplan med henblik på fremme af en mere effek-
tiv udveksling af informationer mellem medlemsstaterne og med Kommissionen med hensyn til deres egne
erfaringer og viden om anvendelige teknologier være af stor værdi. Kommissionen har til hensigt at frem-
sætte forslag til, hvorledes en sådan informationsudveksling bedst kan foregå.
3.6. Konklusioner
3.6.1. Kommissionen mener ikke, at en bestemt fremgangsmåde nødvendigvis bør foretrækkes frem for
andre. Meget afhænger af omstændighederne i de enkelte tilfælde. I fremtidige forslag vil der derfor blive
opstillet normer på den mest hensigtsmæssige måde set i lyset af miljøbeskyttelseskravene og Fællesskabets
ansvar. I de fællesskabsforanstaltninger (f.eks. bestemmelser vedrørende produktstøj), hvis hovedformål er
at undgå fordrejninger af handelsvilkårene som følge af ensidige aktioner fra medlemsstaternes side, vil der
således ske en understregning af de tekniske betingelser for bevarelsen af miljøets kvalitet; på den anden
side skal der ved foranstaltninger til bekæmpelse af grænseoverskridende forurening, som f.eks. sur nedbør,
nødvendigvis tages hensyn til både miljøkvalitetsnormer og de tekniske krav til afhjælpende foranstaltnin-
ger.
3.6.2. Kommissionen mener imidlertid, at Fællesskabet har haft tilstrækkelig erfaring med de mange
forskellige fremgangsmåder for miljøbeskyttelse, som er vedtaget i Fællesskabets retsforskrifter til dato —
og som er beskrevet og behandlet ovenfor — til at hele spørgsmålet bør tages op på ny. Formålet med en
sådan fornyet gennemgang skulle være at fastslå, om der kan udarbejdes en begrundelse, som kan være en
nyttig vejledning med hensyn til de foretrukne fremgangsmåder, der skal vedtages i Fællesskabets fremti-
dige retsforskrifter. Kommissionen vil derfor i nært samarbejde med medlemsstaterne uge de nødvendige
skridt til at iværksætte en generel gennemgang af værdien og effektiviteten af de fremgangsmåder for
normudarbejdelse, der er vedtaget hidtil, og desuden overveje eventuelle fremtidige muligheder, herunder
de økonomiske instrumenters rolle (se punkt 2.5.6).
4. FORANSTALTNINGER PÅ SPECIFIKKE OMRADER
4.1. Luftforurening
4.1.1. Skønt Fællesskabet allerede har gjort visse fremskridt med hensyn til behandling af de traditionelle
årsager til luftforurening, såsom røg, partikler og svovldioxid i industrialiserede byområder, er der i nyere
tid dukket nye problemer op bl.a. forbundet med øget trafik og sur deposition, som sandsynligvis vedbliver
at være et alvorligt problem. De involverede luftforurenende stoffer, navnlig svovl, nitrogenoxider, kulbrin-
ter og fotokemiske oxidanter, medvirker individuelt, kollektivt eller synergistisk til at forsure jorden og
overfladevand, hindre plantevækst og ødelægge monumenter, bygninger og konstruktioner; de er også en
potentiel fare for menneskets sundhed.
(*) EFTnr. L 181 af 4. 7. 1986.
O EFT nr. L 176 af 6. 7. 1985.
O EFT nr. L 329 af 25. 11. 1982.
18.3.87 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 70/23
4.1.2. Industriprocesser, affaldsforbrænding og andre menneskeskabte aktiviteter, som forårsager emissi-
oner til luften af identificerede eller mistænkte persistente, farlige eller toksiske stoffer (f.eks. tungmetaller,
PCB, asbest), forurener ikke blot luften, men forårsager overførsel af forurening til andre dele af miljøet,
og forårsager der skadelige virkninger for mennesker og økosystemer. Dette er yderligere en grund til at
nedbringe emissionerne til luften.
4.1.3. Det europæiske Råd appellerede på Stuttgart-mødet i juni 1983 til at fremskynde og styrke foran-
staltningerne på nationalt og internationalt plan samt på fællesskabsplan med henblik på at bekæmpe miljø-
forurening, navnlig luftforureningen. Som første reaktion herpå sendte Kommissionen Rådet en række
forslag med henblik på at begrænse og nedbringe forureningen fra større stationære og mobile kilder (');
parallelt blev der gjort en større indsats for at forske i luftforurenende stoffers Årsager og virkninger med
henblik på at klarlægge årsagsmekanismerne i forbindelse med de observerede skader.
4.1.4. Kommissionen gjorde det ligeledes klart, at den var ved at fastlægge en strategi, som indeholdt
krav om en væsentlig generel nedbringelse af emissioner af forsurende stoffer fra alle større kilder. Disse
betræbeiser fortsættes., I denne forbindelse er det af primær betydning, at Kommissionens forslag om ned-
bringelse af emissioner fra større fyringsanlæg, som stadig drøftes i Rådet, snart vedtages, forhåbentlig
inden det fjerde handlingsprogram på miljøområdet starter (2). På samme måde vil færdiggørelsen og gen-
nemførelsen af de nye »europæiske normer« for motorkøretøjers gasemissioner føre til en yderligere ned-
bringelse i nitrogenoxider, kulbrinter og andre forurenende stoffer. Disse foranstaltninger vil dog i sig selv
sandsynligvis ikke være tilstrækkelige.
4.1.5. Kommissionen arbejder i øjeblikket med udvikling af en overordnet langsigtet strategi for ned-
bringelse af luftforureningen i Det europæiske Fællesskab samt ud over dets grænser med det sigte at
fastlægge en hensigtsmæssig og komplet strategi som svar på den opfordring, der blev fremført på Det
europæiske Råd i Stuttgart. Denne overordnede strategi vil blive offentliggjort som en meddelelse til Rådet
i 1987.
4.1.6. De vigtigste målsætninger i denne strategi vil være, at
— identificere luftforurenende stoffer (udendørs og indendørs), som i øjeblikket og potentielt forårsager
stor bekymring set ud fra beskyttelse af menneskets sundhed og af miljøet;
— fastlægge egnede måder — enten rettet på stoffer og/eller på kilden — til at klare forureningsproble-
mer, der allerede er identificeret eller som ser ud til at blive vigtige, medens det sikres, at luftforurenin-
gen ikke bare overføres til vand eller jordbund;
— opstille og gennemføre målsætninger på fællesskabsplan for en betydelig nedbringelse af de samlede
emissioner fra alle relevante kilder til luften for at bekæmpe sur deposition og hermed forbundne ska-
der, herunder korrossion og skovdød;
— reducere på lang sigt den omgivende lufts koncentrationer af de vigtigste forurenende stoffer ned til
niveauer, der anses for acceptable for beskyttelse af sårbare økosystemer;
— definere og gennemføre forebyggende foranstaltninger mod indendørsfdrurening fra et stigende antal
stoffer;
— udvikle og indføre relevante instrumenter, der kan hjælpe med til at nå disse målsætninger, herunder:
— en fortegnelse over emissioner og større kildekategorier,
— en fortegnelse over de bedste tilgængelige forureningsbekæmpende teknologier og hermed for-
bundne omkostninger,
— nye minimalt forurenende teknologier,
— overvågningsnet,
— modelopstillingsteknikker,
— økonomiske instrumenter til forureningsforebyggelse.
(') Jf. Syttende Almindelige Beretning om De europæiske Fællesskabers virksomhed, 1983, nr. 377-381.
O EFT nr. C 49 af 21. 2. 1984.
Nr . C 70 /24 D e Europæiske Fællesskabers T i d e n d e 18. 3. 87
4.1.7. I fortsættelse af det arbejde, der allerede er i gang under de tidligere handlingsprogrammer, må
der gøres en særlig indsats med hensyn til de kategorier af større anlæg, der er anført i direktivet om
luftforurening fra industrianlæg 0) (direktiv 84/360/EØF), som berettiger emissionsnormer på fællesskabs-
plan. Desuden ville EF-emissionsnormer, baseret på den bedst tilgængelige teknologi, ligeledes være nød-
vendig for kilder, der endnu ikke dækkes af dette direktiv (navnlig nukleare anlæg og anlæg, der bruger
brændselsolie og fast brændsel), således at der over et rimeligt tidsrum opnås en ramme, inden for hvilken
alle vigtige luftforurenende stoffer fra hovedkategorier af anlæg kontrolleres på et sammenhængende
grundlag. Kommissionen vil stille passende forslag om alle disse spørgsmål.
4.1.8. Der vil blive foreslået yderligere foranstaltninger med henblik på at nedbringe luftforureningen fra
transportkategorier, der endnu ikke er omfattet af EF-lovgivning. Der kan ligeledes blive behov for luftkva-
litetsnormer for så vidt angår visse forurenende stoffer, såsom fotokemiske oxidanter, hvoraf ozon er mis-
tænkt for at spille en nøglerolle, på grund af dets synergiske virkninger i forbindelse med sur deposition.
Det vil blive overvejet at udvikle økologiske luftkvalitetsnormer på fællesskabsplan, som f.eks. omfatter sur
deposition i skove og andre sårbare økosystemer.
4.1.9. Uden for Fællesskabet vil en koordineret international indsats mod luftforureningen stadig være af
største vigtighed; selv når Fællesskabet har bragt orden i sine egne affærer, må det stadig, hvis der virkelig
skal opnås fremskridt, fortsat spille en aktiv og konstruktiv rolle i arbejdet i internationale organer, såsom
f.eks. Den økonomiske kommission for Europa og Den internationale Atomenergikommission samt gen-
nem relevante internationale organisationer, når som helst og hvor som helst der findes og drøftes luftfor-
ureningsproblemer.
4.2. Ferskvand og havet
4.2.1. I det tredje handlingsprogram var det anført, at Kommissionen ville videreføre de foranstaltnin-
ger, der var iværksat under de to første programmer, og at den ville gennemføre direktiver, afgørelser og
beslutninger vedtaget af Rådet med henblik på at forebygge og nedbringe vandforurening. Disse direktiver,
afgørelser og beslutninger vedrørte navnlig opstilling på fællesskabsplan af kvalitetsnormer for bestemte
anvendelser af vand (hidtil er overfladevand, drikkevand, badevand og grundvand dækket sammen med
vand til fiske- og skaldyropdræt), samt nedbringelse af forurening forårsaget af udledning af visse farlige
stoffer i vandmiljøet. I det tredje program var det anført, at der specielt skulle sættes ind på følgende
områder:
— bekæmpelse af forurening med farlige stoffer,
— bekæmpelse af forurening forårsaget af olieudledninger,
— overvågning af og kontrol med vandkvalitet med henblik på forbedring heraf samt nedbringelse af
forurening.
4.2.2. Disse prioriteter vil også gælde for det fjerde handlingsprogram på miljøområdet, og Kommissio-
nen vil stille passende forslag i forbindelse med alle disse områder. Det bør imidlertid derudover understre-
ges, at prioriteten tillagt havforurening støt bliver større, og at Kommissionen i den forbindelse vil lægge
særlig vægt på andre farlige stoffer, der transporteres til havs, såvel som på olie. Kommissionen har i
KOM(86) 327 ligeledes anført, at den vil overveje at foreslå EF-emissionsnormer baseret på den bedste
tilgængelige teknologi for nukleare anlæg, og at stille forslag om Fællesskabets indgåelse af London-kon-
ventionen om dumpning.
4.2.3. For så vidt angår vandforurening forårsaget af udledning af farlige stoffer i vandmiljøet, kunne
der være anledning til på ny at overveje fordele og begrænsninger ved den såkaldte »parallelle« fremgangs-
måde, der blev indført ved direktiv 76/464/EØF som anført i punkt 3.3. De to fremgangsmåder er ikke
lige godt tilpasset til at klare punktkilder eller diffuse kilder til forurening. Kommissionen vil overveje
muligheden af at udvikle forslag til en mere kohærent forureningsbekæmpelsespolitik, som omfatter begge
typer forureningskilde, og som involverer en mere skarptskelnende anvendelse af hvert enkelt eller begge af
disse parallelle fremgangsmåder.
4.2.4. Kommissionen har i mellemtiden til hensigt at fortsætte med en detaljeret gennemførelse af direk-
tiv 76/464/EØF. Nu da det generelle rammedirektiv for fastsættelse af emissionsgrænser og kvalitetsmål-
O EFT nr. L 188 af 16. 7. 1984, s. 20.
18.3.87 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 70/25
sætninger for farlige stoffer er blevet vedtaget ('), kan arbejdet med at opstille værdier for stoffer blandt de
129 på »den sorte liste« (bilag I) over stoffer offentliggjort af Kommissionen i 1982 (2) skride hurtigt frem.
Kommissionen vil stille forslag om værdier for mange af disse stoffer i den periode, der dækkes af det
fjerde handlingsprogram på miljøområdet. Arbejdet vedrørende »den grå liste« (bilag II) over stoffer vil
ligeledes fortsætte, og Kommissionen har til hensigt at stille forslag om kvalitetsmålsætninger for en række
af disse stoffer, navnlig bly, kobber, nikkel og zink, hvis dette viser sig nødvendigt på grundlag af erfarin-
ger høstet; på nationalt plan.
4.2.5. Selv med stadig større tempo i arbejdet som anført ovenfor, vil foranstaltningerne for at beskytte
Fællesskabets vandmiljø imidlertid ikke på nogen måde være komplet. Det vil blive nødvendigt med nye
aktioner på en række områder. Kommissionen har til hensigt at fremsætte forslag til direktiver om kontrol
med og nedbringelse af vandforurening forårsaget af spredning eller udledning fra dyreopdræt og overdre-
ven brug af gødningsstoffer og pesticider; rådgivnings- og uddannelsesforanstaltninger skal øge landmæn-
denes bevidsthed over for mulige problemer, og landbruget ville på denne måde bidrage som andre sekto-
rer til Fællesskabets bestræbelser på at nedbringe vandforureningen. Kommissionen vil ligeledes foreslå
mindstenormer, der skal opnås på lang sigt i alle Fællesskabets vandområder, og vil igen undersøge spørgs-
målet om indførelse af kvalitetsnormer for andre anvendelser af vand end dem, der er nævnt i punkt 4.2.1,
navnlig for industriens og landbrugets anvendelse af vand.
4.2.6. For så vidt angår havbeskyttelse vil hovedformålene med fremtidige aktioner være:
— gennemførelse af relevante internationale konventioner og protokoller, som Fællesskabet er kontrahe-
rende part i (3) samt aktiv deltagelse i arbejdet i andre internationale organer, som er beskæftiget med
havforurening (4);
— udvikling af en strategi og en handlingsplan (MEDSPA) for beskyttelse af middelhavsområdet (herun-
der selvfølgelig Middelhavet), som anført i Kommissionens meddelelse til Rådet af 24. april 1984 (5);
— gennemførelse af den erklæring, der blev vedtaget af de kontraherende parter i Barcelona-konventionen
på det 4. ordinære møde i Genova (september 1985);
— gennemførelse af de beslutninger, der blev truffet på den første Nordsø-konference, samt aktiv delta-
gelse i den anden konference, som skal finde sted i 1987;
— nedbringelse af landbaserede emissioner af forurenende stoffer til havet fra floder og dumpning af
affald samt ved tilførsel fra luften;
— harmoniseret gennemførelse på fællesskabsplan af valgfrie bilag til MARPOL-konventionen 1973-78;
— udvikling og praktisk gennemførelse af Fællesskabets informationssystem for beredskab, navnlig i for-
bindelse med udledning på havet af skadelige stoffer;
— videreførelse af programmet for demonstrationspilotprojekter vedrørende beskyttelse af havet mod olie
og andre kemiske stoffer; disse projekter sigter mod at forbedre de nationale muligheder for at sætte
ind i nødstilfælde og/eller udvikle nye midler eller metoder til at klare store udslip; de vil ligeledes
bidrage til at fastlægge måder, hvorpå aspekter af skibsbygningen, midler til stuvning af lasten samt
emballering og mærkning af skadelige stoffer, der transporteres i containere, kan være til hjælp i ulyk-
kestilfælde;
— uddannelse af de ansvarlige for bekæmpelse af havforurening forårsaget af olie og skadelige stoffer;
— bedre integrering af miljøkrav i søfartspolitikken.
I forbindelse med alle disse aktionsområder vil Kommissionen tage alle mulige hensigtsmæssige initiativer i
nært samråd med medlemsstaterne, enten gennem Rådets instanser eller via de relevante rådgivende udvalg.
O EFTnr. L 181 af 4. 7. 1986.
(2) EFTnr. C 176 af 14. 7. 1982.
(5) — Barcelona-konventionen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening og de fire hertil knyttede protokoller
(dumpning, landbaseret forurening, uforudsætlig forurening, særlig beskyttede områder);
— Paris-konventionen om forebyggelse af landbaseret havforurening;
— Bonn-overenskomsten om samarbejde ved bekæmpelse af forurening af Nordsøen med olie og andre skadelige
stoffer.
C) F.eks. IMO, UNEP, Port State Control, ILO.
O EFTnr. C 133 af 21. 5. 1984.
Nr. C 70/26 De Europæiske Fællesskabers Tidende 18.3.87
4.2.7. Ud over de ovenfor beskrevne foranstaltninger mener Kommissionen, at der er behov for en
række specifikke, forebyggende foranstaltninger. Disse omfatter navnlig forbedring af modtageanlæg for
olieholdigt affald og andet skibbårent affald, samt forbedrede ordninger for skrald. Kommissionen vil stille
egnede forslag.
4.2.8. Andre spørgsmål, der både vedrører ferskvand og havet, som Fællesskabet i stadig større grad må
være opmærksom på, omfatter spørgsmål vedrørende håndtering og bortskaffelse af forurenede sedimenter,
eutrofiering af vandområder i visse dele af Fællesskabet, samt ajourføring af listen over farlige stoffer.
Disse spørgsmål vil blive undersøgt tilbundsgående af Kommissionen, og der vil fortsat blive truffet egnede
tiltag desangående.
4.2.9. Forbedring af vandforsyningen og -forvaltningen vil fortsat være en vigtig opgave for Fællesska-
bet, navnlig i semi-aride regioner og på mindre øer i Fællesskabet. Kommissionen vil fortsat hellige en del
af sin indsats til dette spørgsmål, og vil være særlig opmærksom herpå i sit arbejde vedrørende middelhavs-
området under MEDSPA.
4.2.10. Kommissionen vil ligeledes fortsat deltage aktivt i arbejdet i Rhin-kommissionen med henblik på
at sikre en forbedret beskyttelse af Rhinen mod alle former for forurening. Derudover deltager Kommis-
sionen sammen med Forbundsrepublikken Tyskland i forhandlingerne om ordninger for miljøbeskyttelse
vedrørende Donau.
4.3. Kemikalier
4.3.1. Prioriteterne vil fortsat være gennemførelse af anmeldelsessystemet for nye kemikalier (direktiv
79/831/EØF) samt klassificering, emballering og etikettering af nye og eksisterende kemikalier (')•
4.3.2. Det anmeldelsessystem, der blev indført ved direktiv 79/831/EØF, gør det muligt for Kommis-
sionen og medlemsstaterne at overvåge risici omkring samt distribution og anvendelser af kemikalier, der er
markedsført efter 18. september 1981. Der er behov for en lignende procedure for den integrerede risiko-
vurdering af »eksisterende kemikalier« (dem der var markedsført inden denne dato og opført i den euro-
pæiske fortegnelse over eksisterende kemikalier (EINECS)).
4.3.3. Der vil blive foreslået et direktiv, som skal give en omfattende struktur for risikovurdering og
bestemmelser for eksisterende kemikalier, hvor der er behov for en sådan vurdering. I dette direktiv vil der
blive fastlagt en procedure for behandling af en prioriteret liste over de kemikalier, der øjeblikkelig skal
tages fat på, såvel som fastlæggelse af, hvordan der kan samles oplysninger, kræves afprøvning og foretages
en vurdering af risikoen for mennesker og miljø. Det kunne ligeledes være et instrument til at koordinere
udviklingen i kontrolstrategier for kemikalier, hvor dette viser sig at være nødvendigt.
4.3.4. Kommissionen vil fortsat revidere klassificeringssystemerne, afprøvningskravene og afprøvnings-
retningslinjerne, som er fastlagt i miljødirektiverne, med henblik på at opnå yderligere rationalisering, hvor
dette er muligt. Den vil navnlig tage hensyn til det arbejde, der i øjeblikket foretages i OECD og andre
steder med hensyn til udvikling, validering og anvendelse af alternative ikke-dyrebaserede metoder, hvor
der anvendes færre dyr, eller som omfatter mindre smertefulde fremgangsmåder.
4.3.5. Den stoforienterede behandling af miljøforureningsproblemer, der opstår i forbindelse med de
udbredt anvendte stoffer og/eller kemikalier, er blevet beskrevet tidligere (jf. punkt 3.2). Som anført vil
' denne fremgangsmåde
— tage hensyn til et bestemt forurenende stofs tilstedeværelse, uanset kilde,
— arbejde henimod en integreret risikovurdering, der tager de forskellige veje i betragtning, hvorigennem
menneske og miljø udsættes for forurenende stoffer,
— føre til valg med hensyn til de mest effektive foranstaltninger (lovgivning eller andre former for foran-
staltninger) til at løse de opståede problemer.
Kommissionen følger allerede denne fremgangsmåde i sit arbejde vedrørende bestemte stoffer, som anven-
des i udstrakt grad, og som spredes vidt og bredt i miljøet — navnlig cadmium og bly. Der vil blive stillet
hensigtsmæssige forslag.
O EFT nr. L 259 af 15. 10. 1979, s. 10.
18.3.87 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 70/27
4.3.6. Et andet større nyt udfald vil blive de integrerede bestemmelser for farlige kemikalier. Kommis-
sionen vil undersøge, hvorvidt den eksisterende EF-lovgivning er hensigtsmæssig, navnlig direktivet om
markedsføring og anvendelse af kemikalier (79/663/EØF (')), som hidtil har været anvendt til kontrol af
bl.a. PCB og asbest.
4.3.7. Der er allerede blevet foreslået lovgivning og EF-aktion på internationalt plan med hensyn til
eksport og import af farlige kemikalier, som er bandlyste, eller hvorom der gælder strenge regler i Fælles-
skabet. Men spørgsmålet om eksport af farlige industriprocesser og anlæg til ikke-EF-lande er stadig et
højt prioriteret spørgsmål. Fællesskabet burde udarbejde bestemmelser for eksport af farlige industriproces-
ser baseret på de oplysninger og den erfaring, der er opnået i henhold til direktivet om større ulykker og
risici (82/501/EØF (2)): så snart der er høstet tilstrækkelig erfaring gennem dette direktiv, vil Kommis-
sionen stille egnede forslag.
4.3.8. Som en anden mulig anvendelse af erfaringer fra direktiv 82/501/EØF vil Kommissionen under-
søge, hvorvidt procedurerne i dette direktiv for intern sikkerhed, uheldsforebyggelse, beredskabsplanlæg-
ning, uddannelse, information osv. eventuelt kunne anvendes på nukleare anlæg. Der vil så hurtigt som
muligt blive aflagt beretning for Rådet om dette spørgsmål.
4.3.9. Det må mere generelt erkendes, at den internationale overførsel og produktion af farlige kemika-
lier, affald og anlæg er årsag til en stadig og hurtigt omsiggribende bekymring. På dette område kan
ulykker, skønt de heldigvis er sjældne, være frygtelig ødelæggende (Seveso og Bhopal). Ud over den fort-
satte gennemførelse og udvikling af EF-lovgivningen for farlige kemikalier (som beskrevet ovenfor) og om
grænseoverskridende overførsel af giftigt og farligt affald (jf- punkt 5.3), er der behov for øjeblikkelig
aktion for på internationalt plan at udvikle passende kontrolforanstaltninger samt anmeldelses- og godken-
delsesprocedurer, som giver en høj grad af sikkerhed uden at hindre lovlig fremstilling af og handel med
farlige produkter. Det er en stor opgave for Fællesskabet i samarbejde med OECD og FN at fremme en
hurtig udvikling af en verdensomspændende adfærdskodeks som supplement til specifikke lovbestemmelser,
som skal dække nogle aspekter af disse spørgsmål, og Kommissionen vil tage initiativ med henblik herpå.
4.3.10. Fællesskabet er side om side med medlemsstaterne allerede kontraherende part i den internatio-
nale konvention om beskyttelse af ozonlaget. Der er ved at blive udarbejdet en protokol om chlorfluorcar-
boner (CFC). Fællesskabet har ved flere rådsbeslutninger begrænset anvendelsen af CFC i Fællesskabet, og
det er vigtigt, at det bliver kontraherende part i den internationale protokol. Kommissionen deltager sam-
men med medlemsstaterne aktivt i det forberedende arbejde, som er igang, og der vil på passende stadier
blive stillet forslag om et mandat til at forhandle den endelige tekst.
4.4. Bioteknologi
4.4.1. Udviklingen i bioteknologi har i de seneste år været drastisk og har haft større politiske følger for
Fællesskabet. Kommissionen har spillet en hovedrolle med hensyn til udvikling af Fællesskabets strategi for
europæisk bioteknologi, herunder navnlig udvikling af en rationel indfaldsvinkel til DNA-rekombinant
forskning. Fællesskabet har også for længst udarbejdet forskrifter, som den fortsat ajourfører om nødven-
digt på visse områder af bioteknologiens anvendelse, herunder f.eks. levnedsmidler, lægemidler og land-
brug. Forskning vedrørende risikovurderingsteknikker indgår i det løbende handlingsprogram for forskning
vedrørende bioteknologi 1985-89, og dette vil blive videreført og udbygget, når programmet revideres.
4.4.2. Ud fra et miljøbeskyttelsessynspunkt er to aspekter vigtige. Bioteknologi kan på den ene side være
en hjælp til miljøbeskyttelse, f.eks. i vandrensningen, til at reducere det organiske affalds biologiske iltfor-
brug i industrier, der forarbejder biologiske materialer, og til afgiftning af affald. Der er på den anden side
utvivlsomt en del ængstelse hos offentligheden over for fremmedartetheden ved de senere fremskridt inden
for gensplejsning, og navnlig ved den sandsynlige meget omfattende anvendelse i landbruget og miljøet af
nye organismer og de mulige farer forbundet hermed.
4.4.3. Det europæiske Fællesskab har en indlysende interesse i at kontrollere de mulige risici, der er
forbundet med bioteknologi; da nye eller nyskabte organismer kan formere sig, kan de forårsage proble-
0) EFT nr. L 262 af 27. 9. 1976, s. 201.
O EFT nr. L 230 af 5. 8. 1982.
Nr. C 70/28 De Europæiske Fællesskabers Tidende 18.3.87
mer, som kan sammenlignes med dem, der opstod tidligere ved naturlige patogeners indtrængen i nye
miljøer (f.eks. elmesyge). Desuden betyder den hurtige udvikling i de industrier, der anvender moderne
gensplejsningsteknikker, at de bioteknologiske processer og produkters potentielle miljøvirkninger kan
mangedobles hurtigt, hvis der ikke træffes passende forholdsregler.
4.4.4. Lang tids erfaring inden for sundhedsvæsen og miljøbeskyttelse viser, at det er bedre så vidt muligt
at vurdere de eventuelle risici forud for storstilet produktion, således at der om nødvendigt kan træffes
forebyggende foranstaltninger. De innoverende virksomheder har naturligvis pligt til at fremskaffe de op-
lysninger, som de pågældende myndigheder har brug for til denne vurdering. Sådanne vurderinger kunne
ligeledes suppleres af en efterfølgende overvågning i lyset af de indhøstede erfaringer.
4.4.5. Alt taler for, at disse foranstaltninger bør træffes på fællesskabsplan — både for at beskytte EF-
borgernes sundhed og miljø og for at beskytte fællesmarkedet mod ensidige nationale bestemmelser. Drøf-
telserne med højtstående embedsmænd i medlemsstaterne har vist, at Fællesskabet bør gøre en hurtig og
afgørende indsats for at sikre, at der er en omfattende rammelovgivning for udviklingen af processer og
produkter, der involverer potentielt farlige nye organismer. Kommissionen har derfor allerede via et særligt
udvalg — Biotechnology Regulation Interservice Committee (BRIC) — iværksat arbejdet med vurdering
og yderligere udvikling af nødvendige sundheds- og miljøbestemmelser på dette område.
4.4.6. Der kan derfor blive behov for en helhedsorienteret indfaldsvinkel til beskyttelse af miljøet mod
mulige risici forbundet med genetisk modificerede eller fremmedartede organismer, idet der tages hensyn
til:
1. de fremstillede organismers natur (og potentielle levedygtighed i miljøet),
2. de anvendte produktionsprocesser,
3. udledning i miljøet,
4. praksis i forbindelse med bortskaffelse og forvaltning af affald,
5. uheldsforebyggelse og risicienes art ved udslip i miljøet,
6. anvendelsesmetoder og steder, når der planlægges udsætning i miljøet,
7. detektion og overvågning af samt kontrol med organismernes overlevelse, formering og spredning,
8. udsatte befolkningsgrupper og eksponeringsveje,
9. organismernes virkninger på mennesker, andre arter og økosystemer.
4.4.7. Der kan ikke skelnes fundamentalt mellem de typer risici, der opstår ved allerede eksisterende
organismer, organismer der fremstilles ved traditionelle midler til genetisk ændring og de organismer, der
fremstilles ved langt mere præcise metoder i den moderne bioteknologi. De meget forskellige og det store
udbud af nye anvendelser, der udvikles for genetisk ændrede organismer, kunne imidlertid øge risikoska-
laen for disse nye anvendelser, medmindre udviklingen foregår inden for rammerne af veldefinerede for-
skrifter.
4.4.8. Med hensyn til bestemmelser vedrørende nye organismer må der skelnes mellem risici på to for-
skellige anvendelsesområder: på den ene side risikoen for fysisk indesluttet industriel anvendelse af genetisk
manipulerede mikroorganismer, som sandsynligvis ikke kræver foranstaltninger, der er væsensforskellige
fra andre tidligere trufne foranstaltninger, og på den anden side risici forbundet med udsætning af nye
organismer i miljøet (såsom levende vacciner, mikroorganismer til afgiftning af affald eller biologisk skade-
dyrsbekæmpelse eller nye plante- og dyrearter), hvor tidligere erfaringer (f.eks. med økologiske virkninger
for eksisterende populationer af indførelse af »fremmede« arter) har vist, at det er nødvendigt med særlige
forholdsregler.
4.4.9. Kommissionen har til hensigt at vurdere behovene og fremsætte egnede forslag for Rådet på to
områder:
1. klassificering, fysisk indeslutning og kontrol af risikoen for mennesker og miljø ved fremstilling, anven-
delse og bortskaffelse af nye organismer;
2. anmeldelse og høring vedrørende planlagt anvendelse af nye organismer i miljøet.
På førstnævnte område vil det sandsynligvis blive nødvendigt at harmonisere normer og procedurer for
klassificering, indeslutning, ulykkesbekæmpelse, katastrofeplan og -afhjælpning, samt bortskaffelse, som
affald, af potentielt farlige organismer, der anvendes ved industriel fremstilling. I forbindelse med udsæt-
ning vil der sandsynligvis blive behov for at opstille en europæisk anmeldelses- og godkendelsesordning for
udsætning i miljøet af nye organismer.
18. 3. 87 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 70/29
4.4.10. Eftersom endnu ingen medlemsstater (eller andre lande, for den sags skyld) har indført omfat-
tende lovgivning på dette omride, har Fællesskabet nu en glimrende lejlighed til at udvikle hensigstsmæs'-
sige regler for Fællesskabet selv, der kan tjene som model for andre lande. Kommissionen vil, sideløbende
med den ovennævnte fællesskabsaktion, søge at øge virkningerne af denne aktion gennem forhandlinger
med OECD og andre internationale organisationer.
4.4.11. Kommissionen agter endvidere at fortsætte og udbygge den videnskabelige forskning vedrørende
vurdering af risiciene i tilknytning til udvikling og anvendelse af biologisk virksomme stoffer.
4.5. Støj
4.5.1. Alle hidtil vedtagne EF-direktiver om støj har drejet sig om støj fra produkter. De sætter grænser
for tilladte støjemissioner fra firhjulede køretøjer, traktorer, motorcykler, byggeanlæg, fly og græsplæne-
klippere. Derudover drøftes der i Rådet direktiver, hvori er fastsat emissionsgrænser for helikoptere og
jernbanekøretøjer samt krav om støjvaredeklaration på husholdningsapparater.
4.5.2. Nu opstår spørgsmålet om, i hvilket omfang Fællesskabet bør beskæftige sig med støjspørgsmål,
som ikke specielt er tilknyttet produkter. Selv om det andet handlingsprogram tvetydigt talte om at »fast-
lægge og gennemføre en støjbekæmpende EF-politik«, i henhold til hvilken Kommissionen skulle foreslå et
program med en generel ramme for en række foranstaltninger, der skulle træffes på forskellige planer for
at bekæmpe støj (herunder kvalitetsmålsætninger, zoneinddelingsspørgsmål, støjafgifter osv.), er Kommis-
sionen i praksis (på grund af begrænsede personaleressourcer) endnu ikke kommet videre end til regler for
de enkelte produkter.
4.5.3. Støj er imidlertid et miljøproblem, der praktisk talt berører hver enkelt EF-borger, og som i hen-
hold til opinionsundersøgelser stadig er meget vigtigt. Kommissionen har således til hensigt under det
fjerde handlingsprogram på miljøområdet at forsøge at nå fremskridt inden for en række spørgsmål. Disse
omfatter:
— fastlæggelse af kvalitetsmålsætninger eller retningslinjer, der sætter grænser for støjniveauet i miljøet
under forskellige omstændigheder;
— bestemmelser for tilladt støj fra reservelyddæmpere til motorcykler;
— indførelse af støjinspektionsforanstaltninger i medlemsstaternes ordninger for syn af køretøjer;
— udvidelse af de gældende EF-direktiver om flystøj, således at de indeholder en »ikke-additionsregel« for
på denne måde at sætte ICAO-normerne, bilag 16, kapitel 3, i kraft i Fællesskabet på et som vedtaget
tidligt tidspunkt;
— udvikling af en fælles fremgangsmåde for støjrelaterede landingsafgifter for fly (noget som fuldt ud er i
overensstemmelse med forureneren betaler-princippet).
4.5.4. Generelt vil Kommissionen sigte mod at kombinere fastlæggelse af støjemissionsgrænser for speci-
fikke produkter med fastsættelse af støjniveauer for miljøet. Kommissionen vil derudover overveje eventuel
anvendelse af afgifter (eller andre økonomiske instrumenter) med det sigte at modvirke støjende produkter
og fremme støjsvage produkter, og således lægge pres på fabrikanter til at udvikle mindre støjende produk-
ter. Kommissionen vil i samarbejde med de relevante standardiseringsorganer (såsom ISO) yderligere for-
søge at finde et grundlag for vurdering af støj fra trafik, industri, bygge- og anlægsarbejder osv.
4.6. Nuklear sikkerhed
4.6.1. Det er klart, at Fællesskabets stadig større engagement med hensyn til sikker anvendelse af kerne-
kraft inden for de rammer, der er fastlagt i Euratom-traktaten (sammen med andre civile anvendelser af
radioaktive materialer) rejser betydelige spørgsmål, for så vidt angår miljøbeskyttelse.
4.6.2. I sin meddelelse til Rådet om følgerne af Tjernobyl-ulykken (') meddelte Kommissionen, at den
havde til hensigt at udarbejde forslag til en kohærent politik rettet mod beskyttelse af arbejdstagere, offent-
ligheden og miljøet. Den forebyggende politik, som er udstukket i meddelelsen (ud over de foranstaltnin-
ger, der træffes i katastrofetilfælde), er selvfølgelig fuldt ud i overensstemmelse med den forebyggende
fremgangsmåde, som er kernen i Fællesskabets miljøpolitik.
4.6.3. Hidtil har der været sikret en høj grad af miljøbeskyttelse mod radioaktivitet gennem Euratom-
traktaten, der fokuserer på at opnå internationalt vedtagne strålingsbeskyttelsesniveauer for Fællesskabets
(') KOM(86) 327 endelig udg.
Nr. C 70/30 De Europæiske Fællesskabers Tidende 18.3.87
borgere samtidig med krav om, at alle påvirkninger holdes så lave som rimeligt opnåelige (ALARA). For-
målet med denne fremgangsmåde er at sikre, at menneskets eksponering reduceres til niveauer, som under
alle omstændigheder overholder internationale normer og de tilsvarende grundlæggende sikkerhedsnormer
som fastlagt i Fællesskabets direktiv ('). Kommissionen har imidlertid erkendt, både i sin meddelelse om
følgerne af Tjernobyl-ulykken og i den efterfølgende meddelelse om »udbygning af EF-foranstaltningerne
til gennemførelsen af Euratom-traktaten, kapitel III« (2), at en række specifikke miljøaspekter af nuklear
sikkerhed (ud over strålingsbeskyttelsesaspekterne) nu må undersøges tilbundsgående.
4.6.4. Disse aspekter omfatter følgende:
— spørgsmålet om, hvorvidt emissionsnormkoncepter bør gælde for nukleare anlæg, velvidende at de
grundlæggende normer under alle omstændigheder fortsat vil gælde:
— problemerne omkring harmonisering af sikkerhedskriterier og de foranstaltninger, der skal træffes;
— spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelserne i Euratoms grundlæggende normer vedrørende forebyggende
foranstaltninger med henblik på at mindske uheldsrisikoen, såsom underrettelse om nukleare anlægs
grundlæggende tekniske data og nødplaner, anvendes korrekt og tilstrækkeligt til at beskytte befolknin-
gen;
— transport af farlige materialer (herunder radioaktive materialer), som siden Mont Louis-ulykken i 1984
har været genstand for en undersøgelse. Som anført i punkt 5.3.7 vil der om kort tid blive tilsendt
Rådet en fuldstændig beretning, hvori det er anført, at Kommissionen påtænker at fremsende forslag
om gennemførelse i Fællesskabets forskrifter af bestemmelserne i relevante internationale aftaler om
transport af sådanne materialer for international trafik; Kommissionens forslag vil ligeledes søge at
sikre, at medlemsstaterne indfører bestemmelser vedrørende national transport baseret på de samme
principper;
— forvaltning af radioaktivt affald. Her er den generelle indstilling, at arbejdet i forbindelse med Fælles-
skabets forskningsprogram og handlingsplan (1988-1992) skrider frem på tilfredsstillende vis; Kommis-
sionen mener imidlertid, at forvaltning af nukleart affald stadig er et spørgsmål, der vedrører miljøet.
Det vil blive nødvendigt at udbygge Fællesskabets politik med udgangspunkt i resultaterne af det ar-
bejde, der allerede foreligger, navnlig inden for rammerne af Fællesskabets forskningsprogrammer, med
henblik på at udvikle klare retningslinjer på fællesskabsplan for bortskaffelse af sådant affald. Kommis-
sionen mener ligeledes, at for så vidt angår bortskaffelse af radioaktivt affald til havs (som omfattes
internationalt af London-konventionen om dumpning), er det yderst ønskeligt, at Fællesskabet som
sådant deltager i arbejdet under denne konvention; forslag med henblik herpå vil blive forelagt Rådet
inden udgangen af 1986.
4.6.5. Kommissionen bliver generelt stadig mere opmærksom på de potentielle følger for miljøet af alle
slags nukleare anlægs drift og udledninger, og på den politik og de fremgangsmåder, der hersker i forbin-
delse med forvaltning og bortskaffelse af radioaktivt affald. I forbindelse med videreførelsen af Kommissio-
nens forpligtelser i henhold til Euratom-traktaten (og også forpligtelserne i henhold til den ændrede EØF-
traktat) har den til hensigt at holde nøje øje med miljøbeskyttelsesspørgsmålet i forbindelse med udnyttel-
sen af nuklear energi (og andre civile anvendelser af radioaktive materialer), og den vil stille egnede forslag
til fællesskabsaktioner på området.
5. FORVALTNING AF MILJØRESSOURCER
5.1. Bevarelse af natur og naturressourcer
5.1.1. Der bør under det fjerde handlingsprogram på miljøområdet ske visse betydningsfulde udviklinger
inden for naturfredning. Det er næppe forkert, at ingen områder inden for miljøpolitikken vækker offent-
lighedens interesse og deltagelse i samme grad som behovet for at beskytte natur og omgivelser, landskab,
fauna og flora mod yderligere ødelæggelse eller rovdrift. Det første handlingsprogram, som blev vedtaget i
1973, indeholdt en række vigtige kapitler om beskyttelse af naturmiljø, og også i de to følgende program-
mer blev der lagt vægt herpå.
(«) EFT nr. L 246 af 17. 9. 1980, ændret ved EFT nr. L 265 af 5. 10. 1984.
(2) KOM(86) 434 endelig udg.
18. 3. 87 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 70/31
5.1.2. Der er nu gået mere end seks år siden Rådet vedtog sit direktiv og sin resolution om beskyttelse af
vilde fugle (79/409/EØF (')). Det er naturligvis af afgørende vigtighed at sikre, at både direktivet og reso-
lutionen gennemføres fuldt ud i medlemsstaterne. Også en effektiv gennemførelse af forordning (EØF) nr.
3626/82 om gennemførelse i Fællesskabet af konventionen om international handel med udryddelsestruede
vilde dyr og planter (CITES) (2) er vigtig. Begge foranstaltninger er af største betydning for bevarelse både
inden for Fællesskabet og uden for dets grænser. Den fortsatte gennemførelse af begge må derfor priorite-
res under hele det fjerde handlingsprogram på miljøområdet. Men dette i sig selv er ikke nok; tiden er nu
inde til, at Fællesskabet og dets medlemsstater gør en vigtig ny indsats til fordel for naturfredning.
5.1.3. Nogle af de aktioner, som planlægges på andre områder, f.eks. de mulige ændringer af den fælles
landbrugspolitik, som skildres i Kommissionens meddelelse til Rådet og Parlamentet af 15. juli 1985 (udsig-
ter for den fælles landbrugspolitik) (J) og af 18. december 1985 (en fremtid for EF's landbrug) (4) kan, hvis
de udføres, få en gavnlig virkning på naturen og naturfredningen. Foranstaltninger, som skal begrænse
forureningen af luft, vand og jord, vil også gavne plante- og dyrelivet. Forslagene til ændring af strukturpo-
litikken er et vigtigt skridt i denne retning (s). Gennemførelsen af de procedurer for vurdering af indvirk-
ning af miljøet, som er opstillet i Rådets direktiv af 27. juni 1985 (85/337/EØF (')), kan bidrage til, at
nogle af de mere umiddelbare farer for naturmiljøet undgås. Disse foranstaltninger vil dog ikke være nok i
sig selv.
5.1.4. Hvad der virkelig behøves er et fællesskabsmiddel, hvormed ikke blot fugle, men alle former for
dyre- og planteliv, og ikke blot fugles, men også dyrs og planters tilholdssteder kan beskyttes, med andre
ord en mere omfattende ramme, som kan sikre, at der over hele Fællesskabet træffes positive foranstaltnin-
ger til beskyttelse af alle former for dyre- og planteliv og dettes tilholdssteder. Sådanne foranstaltninger
bør tage sigte på de tre vigtigste målsætninger i verdensfredningsstrategien:
— opretholdelse af vigtige økologiske processer og livsbetingende systemer,
— bevarelse af genetiske forskelligheder,
— forsvarlig udnyttelse af arter og økosystemer.
5.1.5. Kommissionen vil fremsætte egnede forslag i denne retning. Kommissionen er også ved at udar-
bejde en detaljeret liste over områder i hele Fællesskabet, der er beskyttet i forskellige kategorier. En sådan
liste er en nødvendig forudsætning for den konsekvente gennemførelse af den form for rammeordning, der
er omhandlet i det ovenstående.
5.1.6. Det er klart, at der inden for denne ramme er brug for øjeblikkelig handling, hvis truede planter
og dyrearter, som f.eks. dem, der er opført i bilagene til Bern-konventionen, skal beskyttes. Det fremgår af
de seneste rapporter, at Bern-konventionen ligesom andre steder kun er blevet gennemført i ringe grad i
Fællesskabets medlemsstater. Et omfattende grundlag for naturbeskyttelsesforanstaltninger på fællesskabs-
plan kan utvivlsomt bidrage til at forbedre situationen for truede plante- og dyrearter i Fællesskabet og
samtidig medvirke til, at de tre målsætninger i verdensfredningsstrategien kan opfyldes.
5.1.7. Foruden fællesskabsforanstaltninger af den her nævnte art bør »naturfredningsafsnittet« i Fælles-
skabets forordning (EØF) nr. 1872/84 (7) om fællesskabsaktioner på miljøområdet udvides og således bi-
drage til opfyldelsen af de opstillede målsætninger. Det ville ikke være hverken logisk eller hensigtsmæssigt
at begrænse dets rækkevidde til de arter, som omfattes af fugledirektivet. Andre politikkers potentielle
bidrag til naturfredningsformål vil også være af betydning. Kommissionen har til hensigt at overveje mulig-
hederne for at øge omfanget af denne form for aktioner, efterhånden som den fælles landbrugspolitik
fortsat afpasses efter tidens krav.
(') EFT nr. L 103 af 25. 4. 1979.
O EFT nr. L 384 af 31. 12. 1982.
O KOM(85) 333 af 13. 7. 1985.
(4) KOM(85) 750 af 18. 12. 1985.
(s) KOM(85) 188 endelig udg.
(') EFTnr. L 175 af 5. 7. 1985.
O EFTnr. L 176 af 13. 7. 1984.
Nr. C 70/32 De Europæiske Fællesskabers Tidende 18.3.87
5.1.8. En fællesskabsramme for naturfredning skal ikke blot omfatte miljøorganisationer og miljømini-
sterier, men også langt mere omfattende interesser, herunder industri, handel og landbrug. Der skal frem
for alt tilskyndes til øget bevidsthed og større forståelse, og der skal opnås vilje til at gøre en indsats på et
område, hvor der kun sjældent opnås en øjeblikkelig økonomisk gevinst. Af denne årsag — og også på
grund af emnets specifikke betydning og store offentlige bevågenhed — vil naturfredning være et markant
træk i de aktiviteter, der finder sted i løbet af det europæiske miljøår.
5.1.9. I kapitlet om miljøpolitik i Kommissionens arbejdsprogram for 1985 erklærede Kommissionen:
»Forbedring af livskvaliteten omfatter ligeledes dyrebeskyttelse i medlemsstaterne og i disses forhold til
resten af verden. De regelmæssige drøftelser af jagtmetoderne for sælunger må ikke overdøve de store
spørgsmål omkring udnyttelse af dyr i Europa: dyreforsøg, industrialisering af metoderne for produk-
tion af, handel med, forarbejdning af dyr beregnet til forbrug. Kommissionen vil undersøge alle de
foranstaltninger, der kan træffes på disse områder.«
Det bliver vigtigt som led i det fjerde miljøprogram at sætte mere kød på denne korte erklæring.
5.1.10. Der vil blandt andet blive lagt vægt på bedre gennemførelse af gældende EF-direktiver vedrø-
rende dyrenes beskyttelse og på forslag til nye EF-foranstaltninger, hvor dette er påkrævet, f.eks. vedrø-
rende beskyttelse af forsøgsdyr og husdyrs velfærd.
5.2. Jordbundsbeskyttelse
5.2.1. Der er voksende erkendelse af, at jordbundsbeskyttelse kræver særlig opmærksomhed. Dette skyl-
des først og fremmest erkendelsen af de stigende trusler mod jordbunden og den lidte skade. For det andet
er det, som allerede nævnt i afsnit 3, klart, at en tilfredsstillende forureningsovervågningspolitik ikke kan
begrænses til sektorbestemte foranstaltninger, og at, for så vidt jordbunden angår, aktioner, som udeluk-
kende begrænser sig til forvaltning af affald, ikke i sig selv er tilstrækkelige til at opnå den fornødne
beskyttelse. Med hensyn til jorderosion har indsatsen for at fortsætte landbruget i forbindelse med direkti-
vet om ugunstigt stillede områder (') og flere særforanstaltninger vedrørende brandkontrol bidraget til at
løse dette problem.
5.2.2. Det er imidlertid ikke let at beskytte jordbunden, fordi den er et kompleks medium, har utallige
indbyrdes forbindelser med andre medier og tjener utallige formål (f.eks. reservoir og filter for vand, op-
lagring af primære mineralske stoffer, udgangspunkt for menneskelig virksomhed).
5.2.3. Truslerne mod jordbunden fordeler sig på tre kategorier:
— forurening med skadelige stoffer (eller biologisk vanskeligt nedbrydelige stoffer) af forskellig oprindelse
(byaffald, landbrugs- eller industriaffald; landbrugskemikalier, sur nedbør osv.);
— ødelæggelse af den fysiske eller kemiske struktur; erosion, naturkatastrofer, sammenpakning fra kørsel
med tunge maskiner;
— misbrug og affald som følge af pladskrævende aktiviteter.
5.2.4. En alsidig behandling af spørgsmålet om jordbeskyttelse under hensyntagen til disse træk er nød-
vendig for at imødegå truslerne.
5.2.5. Kommissionen vil derfor i den nærmeste fremtid gå i gang med at udvikle en sådan samlet fælles-
skabsplan til supplering af de nuværende foranstaltninger. I denne forbindelse vil Kommissionen fremsætte
forslag til særforanstaltninger med henblik på at imødegå de tre største årsager til forringelse af jordbun-
den: forurening, fysisk ødelæggelse og misbrug af jordbunden. Disse forslag vil gå ud på,
— at udbygge ordningerne for samordning af forskellige politikker, for at sikre, at der tages mere effektivt
hensyn til jordbundsbeskyttelse, navnlig inden for Fællesskabets politik på landbrugs- og regionalud-
viklingsområdet;
— at begrænse de skader, som landbruget forvolder den økologiske infrastruktur, ved at foreslå foranstalt-
ninger (som led i omlægningen af den fælles landbrugspolitik), der skal tilskynde til mindre intensive
husdyrproduktionssystemer; at begrænse benyttelsen af landbrugskemikalier; at sikre forsvarlig forvalt-
ning af landbrugsaffald (navnlig fra intensive husdyrbrug — se også punkt 2.3);
(') Direktiv 75/268/EØF, EFT nr. L 128 af 19. 5. 1975.
18.3.87 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 70/33
— at forhindre jorderosion og hurtig afstrømning af vand (herunder identificering og kortlægning af ero-
sionstilbøjelig jordbund i Fællesskabet);
— at identificere og rense forurenede lossepladser; at tilskynde til retablering og genanvendelse af for-
urenede eller forsømte arealer (f.eks. forladte industriarealer, minearealer osv.); og at begrænse den
risiko, jordbunden udsættes for ved bortskaffelse af affald;
— at tilskynde til udvikling af fornyende jordbeskyttelsesmetoder og overførsel af den eksisterende know-
how.
5.2.6. Det skal endvidere bemærkes, at de foreslåede foranstaltninger til begrænsning af luftforureningen
(punkt 4.1) og til beskyttelse af overflade- og grundvand (punkt 4.2) også vil bidrage til jordbundsbeskyt-
telsen. Herudover bliver jordbunden et centralt emne i foranstaltningerne vedrørende forvaltningen af mil-
jøet i byområder såvel som i kyst- og bjergområder (punkt 5.4).
5.3. Affaldsforvaltning
5.3.1. I Fællesskabet frembringes der over 2 000 mio tons affald hvert år, hvoraf 80 °/o vil kunne genan-
vendes eller genindvindes til råstoffer eller energi. Noget af affaldet er giftigt eller farligt. Noget kunne
være fuldstændig undgået ved hjælp af bedre produktionsprocesser både inden for industrien og inden for
landbruget. Mængden vokser støt. Tre fjerdedele af alt affald deponeres på landjorden — i alt for mange
tilfælde endda uden at blive forsvarligt nedgravet.
5.3.2. Der må tilskyndes til nye teknologier for at bøde på dette forhold, og Kommissionen har for nylig
vedtaget den første række støtteforanstaltninger til rene teknologier i forbindelse med Rådets forordning
(EØF) nr. 1872/84 om fællesskabsforanstaltninger på miljøområdet ('). Det er klart, at en aktion for at
fremme udvikling af nye teknologier sammenkoblet med tilvejebringelsen af de rette markedsbetingelser for
en mere rationel indstilling til affaldsforvaltning, ville medføre en bedre udnyttelse af ressourcer, gavne
økonomi og beskæftigelse og reducere afhængigheden af import betydeligt, ud over at faren for forurening
ville blive mindre.
5.3.3. Det andet handlingsprogram på miljøområdet, som blev vedtaget af Rådet den 17. maj 1977 (2),
indeholdt en detaljeret redegørelse for en fællesskabsstrategi vedrørende forvaltning af affald ved hjælp af
en samlet politik for forebyggelse, genvinding og bortskaffelse. Hovedvægten var lagt på tre brede områ-
der: nedsættelse af affaldsmængden, øget genindvinding og genanvendelse og farefri bortskaffelse af affald,
der ikke genindvindes. Denne strategis målsætninger blev bekræftet i det tredje handlingsprogram, som
blev vedtaget i februar 1983, og vil blive bibeholdt i det fjerde handlingsprograms løbetid.
5.3.4. Inden for det første område, forebyggelse af affaldsdannelse, vil der blive truffet yderligere foran-
staltninger for at udvikle de programmer for rene teknologier, som er blevet opstillet i henhold til forord-
ningen om fællesskabsforanstaltninger på miljøområdet. Erfaringerne fra det første arbejde med rene
teknologier, vil blive gennemgået, og der vil blive fremsat forslag om fortsættelse og udbygning af denne
fællesskabsforanstaltning på miljøområdet. Disse forslag vil navnlig gå ud på udvidelse af programmet for
rene teknologier, så det kommer til at omfatte rene teknologier, der hidtil ikke har sorteret under denne
forordning, og det langt større område affaldsforvaltning. Der vil også blive arbejdet på at opstille kriterier
for »miljøvenlige produkter«, dvs. produkter, hvis tilintetgørelse medfører meget ringe eller slet ingen af-
faldsdannelse.
5.3.5. Med hensyn til det andet område, '»recirkulering og genbrug af affald«, er det klart, at markeds-
kræfterne stadig vil spille en vigtig rolle. Alligevel er det muligt, at Fællesskabet kan fremme denne proces,
navnlig hvis det benytter følgende midler:
— opstilling af opnåelige mål, som mål der skal sigtes mod;
— fremme af forsknings- og demonstrationsprojekter, som drejer sig om recirkulering af affaldsstoffer;
— tilskyndelse til cost benefit-analyse af alternative affaldsforvaltningsmetoder;
— fremme af finansieringsmekanismer, som bygger på princippet forureneren betaler (og således tilskynder
til recirkulering og genbrug) (se punkt 2.5);
O EFTnr. L 176 af 13. 7. 1984.
C) EFT nr. C 139 af 13. 6. 1977.
Nr. C 70/34 De Europæiske Fællesskabers Tidende 18.3. 87
— tilskyndelse til adskillelse og recirkulering af visse typer affald ved hjælp af økonomiske midler;
— udvikling af programmer for informationsudveksling og forbrugeroplysning med henblik på at tilskynde
til recirkulering af produkter.
5.3.6. Med hensyn til det tredje område — sikker bortskaffelse af affald — må Kommissionen supplere
de nuværende direktiver med direktiver for særlige områder, f.eks. batterier, PCB (f.eks. problemet med
bortskaffelse af PCB fra transformatorer), opløsningsmidler osv. Yderligere revision af affaidsbeskrivelserne
i direktivet om giftigt og farligt affald (78/319/EØF (')) er nødvendig. Arbejdet med spørgsmålet om civil-
retligt ansvar og forsikring i forbindelse med grænseoverskridende transport af sådant affald vil blive gjort
færdigt, og der vil blive fremsat forslag. Spørgsmålet om rensning af steder, hvor man tidligere har foreta-
get ukontrolleret udlosning af affald, og om eventuel medvirken ved hjælp af fællesskabsmidler, f.eks.
Regionaludviklingsfonden, vil blive undersøgt.
5.3.7. Kort efter Mont Louis-ulykken i 1984 imødekom Kommissionen en opfordring fra Europa-Parla-
mentet til at foretage en detaljeret gennemgang af hele problematikken omkring bestemmelserne for trans-
port af farlige stoffer og farligt affald. En fuldstændig rapport om dette arbejde vil inden længe blive sendt
til Rådet, og det vil heraf fremgå, at Kommissionen har til hensigt at fremsætte forslag om i EF-retsfor-
skrifter at anvende bestemmelserne i de relevante internationale konventioner om transport af sådanne
stoffer, både for så vidt angår transport inden for Fællesskabet og international transport. Disse forslag vil
omfatte farlige stoffer og affald samt nukleare materialer. Endvidere vil Kommissionen fremsætte forslag til
Rådet om harmonisering af uddannelseskravene for førerne af køretøjer, der transporterer farlige stoffer,
herunder affald.
5.3.8. Endelig har Kommissionen til hensigt at sende Rådet en særlig meddelelse om affaldsforvaltning
med det formål at foreslå en praktisk ramme for en mere rationel affaldsforvaltning, hvorunder der navnlig
skal tilskyndes til genbrug. Det er Kommissionens opfattelse, at af alle de aktioner, der er påkrævede inden
for affaldsforvaltning, er den vigtigste på lang sigt måske at opnå højere grad af genbrug og genanvendelse
af affald end for øjeblikket — i alle medlemsstater og for de fleste af de mange forskellige former for
affald, der produceres.
5.3.9. En sådan udvikling ville spare på ressourcer, begrænse forurening og begrænse efterspørgslen efter
lossepladsarealer. Forudsat at de rigtige økonomiske vilkår var til stede, ville et skridt frem mod større
genbrug og genanvendelse af affald endvidere kunne bidrage til økonomisk vækst og jobskabelse. Det
europæiske miljøår indebærer mulighed for at indlede en sådan indsats, og Kommissionen mener, at
fremme af rene teknologier med lav affaldsprocent, genanvendelse og bedre affaldsforvaltning generelt bør
være fremherskende blandt de emner, der skal tages fat på i årets løb.
5.3.10. Det er imidlertid et særdeles kompliceret problem at opnå konkrete praktiske fremskridt på dette
område. Hver affaldstype indebærer forskellige muligheder og problemer. Arten af det producerede affald
og den form, det bestemte affald forekommer i (f.eks. om det foreligger i en mere eller mindre tilgængelig
form, eller om det er indgående blandet eller kombineret med andre stoffer), har indflydelse på, hvilke
muligheder der står åbne. Der er valgmuligheder; i mange tilfælde findes der alternativer — og der kan
også være mindre risikobetonede substitutionsprodukter for giftige eller farlige stoffer, både hvad produk-
terne og processerne angår. Meget afhænger derfor af produktets udformning og indhold (da praktisk talt
alle produkter i sidste ende vil indgå i affaldsstrømmen), af valget af de anvendte processer, af de ordnin-
ger, der er truffet til intern genanvendelse af materialer (rene teknologier, lukkede kredsløbssystemer) og
af mange andre faktorer.
5.3.11. Meget afhænger også af, i hvilket omfang nye og fornyende midler kan udvikles og tages i
anvendelse for at afhjælpe på problemerne i affaldsforvaltningen, herunder forbedrede metoder til håndte-
ring, sortering, behandling, omdannelse, genbrug, genanvendelse, afgiftning og deponering af alle former
for affald. Handel med affald og pålidelige data om affaldsproduktionen kan også spille en rolle. Men i
sidste instans er den vigtigste faktor af alle, i hvilket omfang nye, mere miljøvenlige metoder, processer og
fremgangsmåder er — eller kan gøres — økonomisk attråværdige på lang sigt. Hvis de er dette, kan der
ikke være megen tvivl om, at Fællesskabets affaldsbehandlingsvirksomheder vil tage udfordringen op.
(*) EFT nr. L 84 af 31. 3. 1978, s. 43.
18. 3. 87 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 70/35
5.3.12. I sin meddelelse vil Kommissionen bestræbe sig for at uge hensyn til alle disse faktorer, samtidig
med at den forsøger at skabe et rationelt grundlag for affaldsforvaltning i Fællesskabet ved at opstille
opnåelige mål (navnlig for genanvendelse). Kommissionen håber, såfremt ressourcerne tillader det, at
kunne sende et sådant dokument til Rådet på et tidligt tidspunkt i den periode, der er omfattet af det fjerde
handlingsprogram på miljøområdet.
5.4. By-, kyst- og bjergområder
5.4.1. Byområder i alle medlemsstater er undergået hurtige og store ændringer i det seneste tiår, og dette
vil fortsat være tilfældet i en overskuelig fremtid. I visse lande fører den hurtige urbanisering som følge af
vandring fra land til by, og herefter væksten af bybefolkningen i sig selv, til dårlige boligforhold, et misfor-
hold mellem arbejdsudbud og -efterspørgsel, utilstrækkelige eller overbelastede bymæssige infrastrukturer
og tjenester og forringelse af den miljømæssige kvalitet. I andre lande er urbaniseringen blevet afløst af
spredning af forstæder og i mange til bygning af satellitbyer eller decentralisering. Befolkningen og nye
investeringer er søgt væk fra de ældre industristorbyer, som er blevet alvorligt påvirket af strukturændrin-
ger i økonomien, som giver stor arbejdsløshed, forsømte eller usunde bebyggelser, tomme bygninger, huse
der tæres af ælde og forældede infrastrukturer.
5.4.2. I mange byområder har den økonomiske nedgang og områdernes særlige vanskeligheder ført til
en forringelse af indbyggernes leve- og arbejdsvilkår. Situationen er derfor således i 1985, at forholdene i
mange europæiske byer er væsentligt værre, end de var for ti eller femten år siden. Byernes miljøproblemer
må nu behandles med øget prioritet i Fællesskabets miljøpolitik. Nye initiativer er på vej i byer som Belfast
og Napoli, som i høj grad er koncentreret om økonomisk udvikling og tilvejebringelse af infrastruktur.
5.4.3. Disse programmer vil kunne udvides til også at omfatte andre trængende byområder og bør sup-
pleres med omfattende miljøprogrammer. Aktionerne kunne omfatte retablering af forladte og forurenede
arealer, anlæg af parker og andre landskabsområder, tiltrængte forskønnelser og foranstaltninger til at
restaurere ældre bygninger. Sådanne aktiviteter ville i sig selv bidrage til at stimulere den lokale økonomi
samt danne grundlag for økonomisk genopsving.
5.4.4. Problemet er imidlertid stort. F.eks. viser en undersøgelse, som Kommissionen for nylig har fore-
taget, at der er behov for midler af en størrelsesorden på 1 000 mio ECU om året i en tolvårig periode fra
de offentlige industriaktiviteter, inden de kan anvendes igen. Andre byforbedrelser vil også kunne kræve
store udgifter. Endvidere kan manglen på midler i ugunstigt stillede områder, som de ovenfor nævnte,
betyde, at selv gennemførelsen af Fællesskabets miljølovgivning kan give problemer.
5.4.5. Disse forhold vil lægge beslag på en stor del af midlerne i medlemsstaternes og Fællesskabets struk-
turfonde. Det bør også være en prioriteret opgave for Fællesskabets forsknings- og udviklingsprogram for
ny teknologi; for udviklingen af mere omkostningseffektive metoder til rensning af forurenede arealer og
renere forebyggende teknologier kan bidrage væsentligt til at forbedre kvaliteten af bylivet og stimulere
forureningskontrollen.
5.4.6. Kommissionen har allerede i KOM(86) 76 gjort det klart, at den har til hensigt at fremsætte et
forslag til et fællesskabsprogram inden for rammerne af Regionalfonden med henblik på at bistå Fællesska-
bets ugunstigt stillede områder med at gennemføre Fællesskabets miljødirektiver. Men der er behov for
meget mere end dette, hvis problemerne omkring byområderne virkelig skal gribes effektivt an. Et priorite-
ret område vil være, at overveje i hvilken udstrækning Fællesskabets eksisterende strukturfonde (herunder
navnlig Den europæiske fond for Regionaludvikling) kunne dirigeres til omfattende miljøprogrammer i
bykerneområder. Det vil derfor være særlig vigtigt at sørge for, at der er rimelige midler til rådighed til, at
Fællesskabet i passende omfang og sammen med de offentlige myndigheder og den lokale industri kan
deltage i byfornyelsesplaner, som tager fuldt hensyn til både miljømæssige og regionalpolitiske krav.
5.4.7. Kommissionen vil udarbejde en rapport til fremsendelse til Rådet, hvori den vil behandle, hvorle-
des de offentlige og private sektorer og andre interessegrupper kan samarbejde om fornyelse af visse byom-
råder og således bidrage til deres økonomiske udvikling. Programmet for demonstrationsprojekter vedrø-
rende de jobskabende muligheder, der ligger i miljøforanstaltninger (se punkt 2.4) er relevant i denne
sammenhæng. Byfornyelse vil indgå som et vigtigt emne i det europæiske miljøår.
Nr. C 70/36 De Europæiske Fællesskabers Tidende 18.3.87
5.4.8. Under det arbejde med henblik på udvikling og økologisk forvaltning af de europæiske kystregio-
ner, som Kommissionen har gennemført under tidligere handlingsprogrammer, og lignende arbejde udført
af forskellige internationale organisationer, er der blevet påvist problemer, som er specifikke for kystområ-
der, og det påtrængende behov for løsninger er blevet understreget. Kommissionen har navnlig fra begyn-
delsen støttet arbejdet i konferencen for randområder ved EF's kyster, og det europæiske kystcharter er
resultatet af en fælles indsats. Europa-Parlamentet har nøje fulgt dette arbejde og opfordret Kommissionen
til at gennemføre politikken og aktionerne på dette område i charterets ånd (*).
5.4.9. Det er naturligvis først og fremmest kystområderne selv, der må reagere på denne opfordring.
Dette er klart i deres egen miljømæssige interesse; men (i betragtning af, at deres vigtigste økonomiske
aktiv i mange tilfælde netop er deres miljøs kvalitet og ressourcer) er det også i deres økonomiske interesse.
Kommissionen har på sin side til hensigt fuldt ud at tage hensyn til principperne i det europæiske charter
for kystområderne i den politik, som Fællesskabet fører på vedkommende områder. Endvidere vil Kommis-
sionen gennemføre yderligere undersøgelser med henblik på gennemførelsen af charteret i praksis, og den
vil offendiggøre resultaterne heraf.
5.4.10. De problemer, som bjergområderne står over for, ligner meget kystområdernes: de har adskillige,
ofte modstridende funktioner. De skal sikre lokalbefolkningens velfærd, tage imod et stadigt stigende antal
turister fra alle egne i Europa og samtidig beskytte levestederne for vilde dyr og planter. Endvidere har
Fællesskabets foranstaltninger som led i den fælles landbrugspolitik i mere end ti år bidraget til at bringe
ændringer i bjergområdernes landskab. Forslag som Kommissionen i den sidste tid har fremsat for Rådet
for at supplere og tilpasse direktivet vedrørende støtte til landmænd i sådanne områder (2), skal yde et
bedre bidrag til bevarelsen af værdifulde habitater og samtidig til landmændenes indkomst.
6. FORSKNING
6.1. Siden 1973 er Fællesskabets handlingsprogram på miljøområdet blevet bakket op af en række flerå-
rige miljøforskningsprogrammer. Hovedmålene for Fællesskabets forskning på miljøområdet er,
— at skaffe videnskabelige og tekniske data til støtte for handlingsprogrammet på miljøområdet; der tæn-
kes her hovedsageligt på at mindske forurening og gener samt at anvende og forvalte miljøet og natur-
ressourcerne rationelt;
— at uge fat på miljøproblemer med længere sigte for således at berede vejen for udvikling af en forebyg-
gende og foregribende politik, der uger hensyn til forudseelige miljøtendenser, samt skaffemidler til at
vurdere effektiviteten af den nuværende miljøpolitik;
— at tjene som instrument til på fællesskabsplan yderligere at fremme koordineringen af nationale forsk-
ningsaktiviteter på miljøområdet for at øge produktiviteten af den samlede indsats ved at fremme fælles
projekter, fjerne dobbeltarbejde og finde frem til områder, der ikke dækkes af forskningen.
6.2. Der gøres fortsat en indsats for ved hjælp af handlingsprogrammet for forskning at sikre en effektiv
koordinering af de forskellige aktiviteter, der foregår gennem kontraktforskning, samordnede aktioner og
forskning intra muros under FFC-programmet. Forskellige andre forskningsprogrammer inden for Fælles-
skabets F & U-rammeprogram, såsom genvinding fra affald og sekundære råmaterialer, bidrager yderligere
til gennemførelsen af handlingsprogrammet på miljøområdet. I det nye forslag til det andet F & U-ramme-
program for 1987-1991 søges der en yderligere udbygning af miljøforskningen.
6.3. Miljøforskningsprogrammet dækker fire brede områder:
— miljøbeskyttelse som sådan — herunder bl.a. forurenende stoffers sundhedsmæssige og økologiske virk-
ninger, vurdering af kemikalier, luft-, vand- og jordkvalitet, affaldsforskning og teknologier til emis-
sionsnedbringelse,
— klimatologi og naturkaustrofer, løsning på langsigtede problemer, såsom mulige klimaændringer forår-
saget af forhøjet C02-koncentration i atmosfæren;
— større tekonologiske risici, såsom uforsætlig udslip af farlige stoffer fra industriprocesser;
— teledetektion fra rummet.
O EFT nr. C 182 af 19. 7. 1982.
(2) Direktiv om landbrug i bjergområder og i visse ugunstigt stillede områder (direktiv 75/268/EØF).
18.3. 87 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 70/37
6.4. Det fjerde miljøforskningsprogram, der omfatter kontraktforskning og samordnede aktioner (1986-
1990), blev godkendt af Rådet den 10. juni 1986, og der blev afsat i alt 75 mio ECU til forskning vedrø-
rende miljøbeskyttelse (55 mio ECU), klimatologi og naturkatastrofer (17 mio ECU) og større teknologi-
ske risici (3 mio ECU).
6.5. Det igangværende program på FFC (1986-1987) og den foreslåede revision af det sidste år omfatter
arbejde inden for miljøbeskyttelse, industririsici og teledetektion fra rummet. Det dækker på baggrund af
forhåndenværende færdigheder og kompetencer bl.a. følgende specifikke opgaver:
— optræde som koordineringscenter for visse miljøspørgsmål, der måtte få virkninger på kort sigt for
Kommissionens retsaktsudstedende arbejde (f .eks. »sur deposition«);
— foretage længeresigtede undersøgelser med henblik på at informere Kommissionen og medlemsstaterne
om miljøtendenser og hævde FFC's rolle inden for europæisk miljøforskning;
— skaffe videnskabelig støtte for Kommissionens øvrige tjenestegrene med hensyn til at gennemføre Rå-
dets direktiver (f.eks. ECDIN), Centrallaboratoriet for Luftforurening, kemikalieaffald, spormetallers
sundshedsvirkninger).
6.6. Det er ved udarbejdelsen af disse programmer blevet forsøgt i så høj grad som muligt at sammen-
kæde forskning med behovene i handlingsprogrammet på miljøområdet (som det blev erkendt af en gruppe
uafhængige eksperter, der for nylig vurderede forskningsprogrammerne). Der vil blive sat alt ind på yderli-
gere at forbedre dette samarbejde og holde øje med forbindelserne mellem udviklingen inden for forskning
og politik.
7. FORANSTALTNINGER PÅ INTERNATIONALT PLAN
7.1. Foranstaltninger inden for internationale organisationer og med tredjelande
7.1.1. Det er i stigende grad klart, at der er mange miljøproblemer af betydning for Fællesskabet, som
ikke kan løses effektivt på lokalt, regionalt, nationalt eller endog fællesskabsplan. Nogle af disse problemer
har i kraft af deres beskaffenhed international (eller endog global) karakter. Af den grund er det af afgø-
rende betydning, at de løses på netop dette plan. Dette medfører, at Fællesskabet og dets medlemsstater
nødvendigvis må deltage aktivt i internationale miljøbeskyttelsesforanstaltninger.
7.1.2. Vigtigheden af den internationale dimension i Fællesskabets arbejde på miljøområdet er faktisk
hele tiden blevet understreget; og den er blevet forholdsvis godt udbygget i de seneste år. Det europæiske
Råd, der holdt møde i marts 1985, gjorde det klart i en opfordring til Rådet om sammen med Kommis-
sionen »at sætte alt ind på, at de kommende år bliver præget af betydelige fremskridt inden for Fællesska-
bets bestræbelser på at beskytte miljøet«, at disse bestræbelser ikke blot skulle dreje sig om fremskridt i
Europa, men også »i verden«. I Kommissionens arbejdsprogram er der ligeledes lagt særlig vægt på vigtig-
heden af internationale aktiviteter på miljøområdet.
7.1.3. Disse aktiviteter indebærer, at Fællesskabet i øget omfang tager del i en række internationale
organisationers arbejde, samt at det deltager i et stort antal internationale aftaler, som er blevet vedtaget i
takt med, at foranstaltninger på internationalt plan på miljøområdet og Fællesskabets miljøpolitik har taget
fart. Denne deltagelse nødvendiggør det tættest mulige samarbejde mellem Rådet og Kommissionen, idet
sidstnævnte repræsenterer Fællesskabet.
7.1.4. I de tilfælde, hvor Kommissionen fører forhandlinger på vegne af Fællesskabet, gør den det på
grundlag af direktiver udstedt af Rådet. I de tilfælde, hvor medlemsstater deltager i en konvention, kan det
være nødvendigt for dem at træffe dispositioner inden for rammerne af en fælles stillingtagen fastlagt af
Rådet. Der kan opstå problemer med at fastlægge en fællesskabsholdning eller fælles stillingtagen på for-
hånd. Som det har været tilfældet hidtil, vil Kommissionen fortsætte med at fremkomme med relevante
forslag og på så tidligt et tidspunkt som muligt anmode om forhandlingsmandater og en fælles stillingta-
gen. Disse vil blive udformet på en sådan måde, at det undgås, at der opstår uacceptable forhandlingsposi-
tioner i internationale forhandlinger, og at beslutningsprocessen inden for de pågældende internationale
organer samtidig lettes.
7.1.5. Vigtigheden af, at der på fællesskabsplan findes en tilfredsstillende løsning på disse problemer, er
øget i takt med, at rækkevidden og omfanget af Fællesskabets egen miljøpolitik samt internationale foran-
staltningers relevans for denne politik er øget. Men denne stigning i betydningen af foranstaltninger på
internationalt plan har endnu en virkning. Det er således klart, at både Fællesskabet og dets medlemsstater
må øge deres effektive deltagelse i (og i givet fald deres finansielle bidrag til) arbejdet i internationale
organisationer og fremskynde en effektiv gennemførelse af internationale konventioner og protokoller, der
tager sigte på at beskytte miljøet.
Nr. C 70/38 De Europæiske Fællesskabers Tidende 18.3.87
7.1.6. På det praktiske plan er det Kommissionens opfattelse, at det ud over de internationale prioriteter,
der er beskrevet i andre dele af dette handlingsprogram (l), også er nødvendigt at udvikle følgende andre
emner:
— styrkelse af Fællesskabets deltagelse i beskyttelsen af regionalhave (navnlig er Fællesskabets deltagelse i
Helsinki-konventionen og Oslo-konventionen nødvendig og om nødvendigt også i konventioner ind-
gået under UNEFs regionalhavsprogram);
— sikring af Fællesskabets og medlemsstaternes overholdelse af principperne i havretskonventionen (1982),
for så vidt angår beskyttelsen af havmiljøet;
— Fællesskabets deltagelse i London-konventionen om dumping (se punkt 4.2.2);
— et mere effektivt engagement fra Fællesskabets side i arbejdet med konventionen om bevarelse af de
marine levende ressourcer i Antarktis (CCAMLR (2)) og en effektiv samordning af holdningen blandt
de medlemsstater, som er part i Antarktis-traktaten af 1959, med det sigte at opnå en bedre beskyttelse
af det enestående økosystem i Antarktis;
— Fællesskabets deltagelse i Europarådets konvention om beskyttelse af hvirveldyr, der anvendes til forsøg
og andre videnskabelige formål;
— deltagelse i arbejdet i Verdenskommissionen for Miljø og Udvikling;
— en øget støtte gennem samordning med medlemsstaterne til visse internationale organisationer, der
arbejder med miljøbeskyttelse, befolknings- og udviklingsspørgsmål (f.eks. UNEP, UNDP, UNFPA,
FAO, OECD, ECE-Genéve);
— tilskyndelse til, at internationale organisationer (som f.eks. EFTA, Europarådet, UNEP, WHO osv.) og
tredjelande deltager i det europæiske miljøår.
7.1.7. Integrering af miljødimensionen i andre politikker er af største betydning, også i Fællesskabets
internationale aktiviteter. F.eks. bør Fællesskabet
— spille en fremtrædende rolle inden for rammerne af den internationale overenskomst om tropisk træ
med hensyn til at sikre, at der gives prioritet til dens bevarelsesaspekter;
— ligeledes søge at fremme praktiske beskyttelsesforanstaltninger i organisationer for regionalfiskeri eller
naturbeskyttelse, f.eks. konventionen om bevarelse af de marine levende ressourcer i Antarktis og Den
nordatlantiske Fiskeriorganisation.
7.1.8. Visse nationers manglende overholdelse af det midlertidige stop for kommerciel hvalfangst, som
der blev truffet beslutning om af Den internationale Hvalfangstkommission i 1982, giver anledning til stor
bekymring i Fællesskabet, som i 1981 vedtog Rådets forordning (EØF) nr. 348/81 af 20. januar 1981 (5)
om indførsel af hvalprodukter i Fællesskabet og i 1982 Rådets forordning (EØF) nr. 3626/82 af 3. decem-
ber 1982 (4) om gennemførelse af Washington-konventionen, som også omfatter hvaler. Fællesskabet bør
udfolde alle mulige bestræbelser på ved hjælp af diplomatiske og andre midler at sikre, at det midlertidige
stop for kommerciel hvalfangst overholdes af alle lande.
7.1.9. Endelig lægger Kommissionen vægt på sine bilaterale forbindelser med visse tredjelande, navnlig
EFTA-landene, USA, Canada og Japan. Disse forbindelser, som normalt hovedsagelig drejer sig om infor-
mationsudveksling vedrørende politiske og lovgivningsmæssige initiativer, kan være nyttige som et middel
til at forbedre den indbyrdes forståelse, fremme fælles holdninger på internationalt plan og medvirke til, at
forhandlinger om internationale aftaler falder heldigt ud.
7.2. Samarbejde med udviklingslande på miljøområdet
7.2.1. De store miljøproblemer i Den tredje Verden — ørkendannelse, tropisk afskovning, eksplosiv
befolkningsvækst både i byerne og på landet, mindre dyrelivs- og genetisk mangfoldighed — hører til
verdens mest afskrækkende og potentielt farligste miljøproblemer. Gennem Fællesskabets udviklingspolitik
inden for rammerne af den tredje Lomé-konvention (Lomé-III) vil der blive gjort forsøg på at bekæmpe
den stigende forringelse af naturressourcerne ved at gennemføre handlingsprogrammer, som i højere grad
end hidtil tager hensyn til miljøfaktorer.
O Se punkt 4.1.9, 4.2.6, 4.2.7, 4.3.4, 4.3.7, 4.3.8, 4.3.9, 4.4.8, 5.1.6 og 5.3.7.
(*) Den 4. september 1981 traf Rådet afgørelse om Fællesskabets tiltrædelse af konventionen om bevarelse af de marine
levende ressourcer i Antarktis (81/691/EØF; EFT nr. L 252 af 5. 9. 1981).
C) EFT nr. L 39 af 12. 2. 1981, s. 1.
(4) EFT nr. L 384 af 31. 12. 1982, s. 1.
18. 3. 87 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 70/39
7.2.2. En særlig indsats er allerede blevet gjort med hensyn til problemerne med ørkendannelse og beva-
relse af ressourcerne i Afrika. Løsningen af disse problemer er i visse lande af afgørende betydning for, at
der kan ske en langsigtet og vedvarende udvikling inden for landbruget og i landdistrikterne (se KOM(86)
16 endelig udg. (')).
7.2.3. Mere generelt må der i særlig grad lægges stadig større vægt på betydningen af skove i Fællesska-
bets udviklings- og samarbejdsprogrammer. Tropiske skove hører til jordens mest værdifulde naturressour-
cer. Hele vejen gennem historien har de udgjort en livsnødvendig kilde til føde, brændsel, husly, lægemid-
ler og mange andre produkter. De udgør livsgrundlaget for mennesker og deres miljø ved at beskytte
jordbunds- og vandressourcerne, de udøver en grundlæggende indflydelse på klimaet og jordklodens natur-
lige cyklus, og de indeholder skønsmæssigt 50 % af alle verdens plante- og dyrearter. Netop fordi tropiske
skove er til gavn for mennesker på så mange måder, giver den foruroligende grad af skovødelæggelse
anledning til alvorlig bekymring.
7.2.4. Tilværelsen for mere end én milliard mennesker i udviklingslandene, især de fattige på landet og i
byerne, slås i stykker af regelmæssigt tilbagevendende oversvømmelser, knaphed på brændselstræ, forrin-
gelse af jordbunds- og vandkvaliteten og formindsket landbrugsproduktivitet — alt sammen helt eller delvis
forårsaget af afskovning. Videnskabsmænd anslår, at ca. 40 % af de biologisk rige tropiskfugtige skove
allerede er blevet ryddet eller forringet. Omtrent 11 millioner ha skov går tabt hvert år. I mange udvik-
lingslande vil de tropiske skove simpelthen være forsvundet om to eller tre årtier, hvis den nuværende
udvikling fortsætter.
7.2.5. De foranstaltninger, der er nødvendige for at modarbejde denne udvikling, er for nylig blevet
fastslået af FAO og en international specialgruppe om tropiske skove oprettet af Verdensréssourceinstitut-
tet, Verdensbanken og De forenede Nationers udviklingsprogram. Med henblik på at støtte de af FAO og
specialgruppen opstillede målsætninger kan Fællesskabet spille en særlig rolle gennem dets politikker og
programmer inden for udviklingssamarbejde. Dets bidrag bør indebære deltagelse i den internationale over-
enskomst om tropisk træ med henblik på at støtte de heri opstillede bevarelsesmålsætninger, en genvurde-
ring af både Fællesskabets og medlemsstaternes samhandels- og bistandspolitik med hensyn til dens ind-
virkning på bevarelsen af tropiske skove og fremme af en frivillig adfærdskodeks blandt træfabrikanter
inden for Fællesskabet for at sikre, at indførsel af tropisk løvtræ kun sker på grundlag af koncessioner med
en driftspolitik, der tager behørigt hensyn til økologiske forhold (herunder i særdeleshed accept af forplig-
telser til i passende omfang at forny og genplante, samt at retablere beskadigede arealer og landskaber).
Kommissionen vil fremkomme med passende forslag til fremme af denne udvikling.
7.2.6. På grund af problemets omfang er en indsats fra Fællesskabets side alene imidlertid ikke tilstræk-
kelig. Tæt internationalt samarbejde, større og mere effektivt anvendte finansielle bidrag, en genvurdering
af den industrialiserede verdens samhandels-, prisfastsættelses- og udviklingsbistandspolitik samt generelt
set en større holdningsændring vil i stigende grad være nødvendig. Disse emner vil også være dét centrale i
Verdenskommissionen for Miljø og Udviklings arbejde. Et møde i Bruxelles mellem Fællesskabet og Ver-
denskommissionen om dennes rapportudkast vil være en vigtig begivenhed i den første del af det europæi-
ske miljøår og vil give Fællesskabet en lejlighed til aktivt at engagere sig i én drøftelse af en række større
miljøspørgsmål.
7.2.7. Den tredje Lomé-konvention, Kommissionens meddelelse til Rådet fra 1984 om forbindelsen mel-
lem miljø og udvikling (2) og Rådets resolution af 1984 om forbindelsen mellem miljø og udvikling (3) er
alle tydelige beviser på Fællesskabets tilsagn om at ville betragte miljøbeskyttelse og bevarelse af naturres-
sourcerne som en integreret del af al vedvarende udvikling. Der vil fortløbende blive udfoldet bestræbelser
på at omsætte dette tilsagn i praksis i forbindelse med gennemførelsen af Fællesskabets udviklingsbistands-
politik.
7.2.8. Af særlig betydning i denne forbindelse er den europæiske aktionsplan til bekæmpelse af ørken-
dannelse og beskyttelse af naturressourcerne i Afrika, som blev vedtaget i form af en rådsresolution i april
1986 (*). Denne aktionsplan vil forene Fællesskabets og medlemsstaternes finansielle og tekniske indsats. I
betragtning af den planlagte aktions omfang vil gennemførelsen af den kræve, at der sker en nøje samord-
ning mellem modtagerlandene, de regionale og internationale organisationer, medlemsstaterne og Kommis-
sionen samt med andre bidragsydere og ikke-statslige organisationer. Med henblik herpå vil Kommissionen
fuldt ud gøre brug af alle til rådighed stående instrumenter og forsøge at forbedre de eksisterende sarrtdrd-
ningsmekanismer, således at der gennem en passende mobilisering af kombinerede ressourcer kan gennem-
føres et sammenhængende og vedvarende program.
(l) KOM(86) 16 af 22. 1. 1986.
O KOM(84) 605 af 31. 10. 1984.
(5) EFT nr. C 272 af 12. 10. 1984.
(4) PV-Cons. 17 Devgen 31.
Nr. C 70/40 De Europæiske Fællesskabers Tidende 18.3.87
7.2.9. I betragtning af sammenhængen mellem naturbeskyttelse, befolkning, udvikling og miljø bør Fæl-
lesskabet endvidere bistå udviklingslandene med at fremme en vedvarende udvikling ved at opstille pas-
sende nationale naturbeskyttelsesstrategier, og det vil yde støtte til disse landes befolkningspolitik i overens-
stemmelse med vedtagne bistandsprocedurer, såfremt de anmoder derom. Denne kan bestå i en styrkelse af
den nationale befolkningsplanlægningskapacitet (folketællinger, demografiske undersøgelser), forberedelse
af landjord til landbrug og bebyggelse (indenlandsk vandring) og foranstaltninger på undervisnings- og
sundhedsområdet, navnlig oprettelse af mødrehjælps- og børneforsorgstjenester med tilhørende familieplan-
lægningsfunktion. Kommissionen vil fremsætte passende forslag i den nærmeste fremtid. Det er ligeledes
klart, at Fællesskabets aktiviteter inden for relevante internationale organisationer må øges.
7.2.10. Endelig skal nævnes erklæringen fra 1980 vedrørende miljøpolitikken og fremgangsmåderne i
forbindelse med økonomisk udvikling, der har relevans for alle de ovennævnte spørgsmål, og som blev
undertegnet af alle de større internationale institutioner inden for udviklingsfinansiering, herunder Kom-
missionen og Den europæiske Investeringsbank. Komiteen for internationale udviklingsinstitutioner på
Miljøområdet (CIDIE), som blev oprettet for at sikre, at erklæringen giver sig udslag i konkrete resultater,
har gjort bemærkelsesværdige fremskridt med hensyn til at fremme de deltagende institutioners udvikling,
udveksle oplysninger og erfaringer om specifikke politikker og procedurer og tilskynde til videreudvikling
af disse. Dette arbejde vil blive fortsat og også udvidet til at omfatte uddannelsesprogrammer for personalet
i såvel CIDIE-medlemsinstitutionerne som udviklingslandene. Både Kommissionen og Den europæiske In-
vesteringsbank tager aktivt del i CIDIE's aktiviteter, som — med støtte fra UNEP — sandsynligvis blandt
andet vil føre til, at der om kort tid udsendes en nyttig ny serie publikationer om aspekter ved integreringen
af miljøkrav i udviklingspolitik. Kommissionen slår fortsat kraftigt til lyd for, at omfanget af CIDIE's
aktiviteter bliver udvidet, således at såvel bilaterale bistandsorganer som ikke-statslige organisationer kan
blive knyttet tættere til dens arbejde.
8. DET EUROPÆISKE MILJØÅR
8.1. Det europæiske Råd besluttede på mødet den 29.-30. marts 1985, at 1987 skulle udpeges som Det
europæiske Miljøår (EMÅ). Kommissionen hilste denne beslutning med stor glæde, og også Minister-
rådet (') og Parlamentet (2) har budt den velkommen og givet den deres støtte. Forberedelserne til miljøåret
er godt i gang i Kommissionen, som samarbejder herom med nationale udvalg oprettet i de enkelte med-
lemsstater.
8.2. Det europæiske miljøår starter den 21. marts 1987 og skal løbe de næste tolv måneder. Året bliver
handlingsorienteret. Det bliver en stor begivenhed, der får betydelig virkning over hele Fællesskabet. Det
skal imidlertid ikke opfattes som en engangsbegivenhed, snarere som et startskud — en mulighed for at
øge bevidstheden om miljøspørgsmålets betydning og skabe en varig holdningsændring. Det står således
klart, at det europæiske miljøårs mål og hensigter fortsat skal være gyldige i hele det fjerde miljøprograms
løbetid og videre fremover.
8.3. Det er Kommissionens opfattelse, at programmet for det europæiske miljøår skal afspejle Fællesska-
bet miljøpolitik og de hovedlinjer, der er afstukket af Det europæiske Råd. Det bør navnlig lægge vægt på
de nyere opfattelser, Det europæiske Råd har understreget — behovet for en forebyggende indsats, beho-
vet for at integrere miljøhensyn i alle samfundsmæssige og økonomiske foranstaltninger, og miljøbeskyttel-
sespolitikkens mulighed for at bidrage til øget økonomisk vækst og beskæftigelse.
8.4. Kommissionen mener, at hovedsigtet med det europæiske miljøår må være at udvirke en holdnings-
ændring i hele samfundet — i parlamenter, regeringer, bestyrelser, fagforeninger, i kommune-, amts- og
provinsråd, i skoler og universiteter, i foreninger af enhver art, i medierne, men først og fremmest hos hver
enkelt borger. Formålet må være at overbevise alle samfundsgrupper om — og forpligte dem på — det
synspunkt, at miljøet er vigtigt, at det er vigtigt for Fællesskabets økonomiske vækst, at miljøproblemer kan
løses, at enhver har en rolle at spille og kan gøre en indsats, og at enhver bør gøre noget for at vise deres
engagement i miljøbeskyttelsen og deres bevidsthed om dens betydning. Hvis dette mål kan nås, er der
næppe tvivl om at det europæiske miljøår virkelig vil markere starten på en ny praksis, en ny måde at gribe
miljøbeskyttelsen an på, der vil afspejle alles erkendelse af, at miljøet er et af grundvilkårene for deres
tilværelse og for al menneskelig aktivitet.
(') Rådets resolution 86/C 63/01; EFT nr. C 63 af 18. 3. 1986, s. 1.
O EFT nr. C 68 af 24. 3. 1986.
18. 3. 87 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 70/41
9. KONKLUSION
9.1. Fællesskabets miljøpolitik er på vej ind i en ny og afgørende vigtig fase. Med aftalen mellem med-
lemsstaternes regeringer om de ændringer af Rom-traktaten, der er indeholdt i fællessakten, har Fællesska-
bet givet miljøpolitikken en ny status og en ny impuls. Det europæiske Råd har understreget, at miljøbe-
skyttelse kan bidrage til øget økonomisk vækst og beskæftigelse, og det har stærkere end nogensinde før
forlangt, at miljøkrav integreres i den økonomiske, industrielle, landbrugsmæssige og sociale politik, Fæl-
lesskabet og dets medlemsstater fører.
9.2. Som allerede fremhævet i indledningen er der en bred og voksende erkendelse af, at strenge miljø-
normer er en nødvendighed — ikke kun for at opnå en hensigtsmæssig grad af miljøbeskyttelse og for-
bedre livskvaliteten, men også af økonomiske grunde. Efterhånden som Fællesskabet arbejder sig frem
imod færdiggørelsen af det indre marked i 1992, vil chancerne vise sig på mange områder og af mange
grunde — men kun hvis der opretholdes strenge miljønormer. Kommissionen er overbevist om, at forbed-
ringen af fællesskabsindustriens konkurrenceevne på verdensmarkederne for fremtiden i stor udstrækning
vil være afhængig af dens evne til at tilbyde miljøvenlige varer og tjenesteydelser på et niveau, der er
mindst lige så højt som konkurrenternes. Ligeledes er det dens overbevisning, at forbindelsen mellem
teknologisk innovation og forpligtelse på strenge miljønormer kan byde på nye muligheder ved udvikling af
nye vækstmarkeder for miljøbeskyttelsesteknik og -metoder.
9.3. Under det fjerde miljøhandlingsprogram bliver Fællesskabet derfor stillet over for en stor udfor-
dring på miljøområdet — en udfordring til at tage et afgørende skridt bort fra den praksis at reagere på
miljøproblemer, efter at de er opstået, og henimod en generelt forebyggende indsats, baseret på, at der
gennemføres strenge normer på alle miljøpolitikkens områder, og gennemført ved, at en lille del af Fælles-
skabets vældige videnskabelige, teknologiske og industrielle ressourcer og potentiel sættes ind på at udvikle
og anvende de anlæg og teknikker og den ledelsesmæssige og administrative praksis, der skal til for at
overholde sådanne normer. Samtidig er det en udfordring til at finde de midler, hvorved et sådant skridt
kan give økonomisk og beskæftigelsesmæssig gevinst.
9.4. Men for at tilskynde det frie marked til at fungere rationelt i miljømæssig henseende må Fællesska-
bet også øge bevidstheden om nødvendigheden af strenge miljønormer. Dette er det centrale formål med
det europæiske miljøår, som sætter ind den 21. marts 1987, og som indebærer muligheden for at sætte skub
i den omfattende forandring af holdninger og synsvinkler, som er nødvendig for det nye tankesæt, der er
påkrævet på miljøbeskyttelsens område.
9.5. Det europæiske miljøår er ikke noget mål i sig selv, lige så lidt som dets virkning vil ophøre, når det
er forbi. Det skal ses som startskuddet for en ny arbejdsstil, og sigtet med dette fjerde handlingsprogram på
miljøområdet er at udspecificere, hvilke foranstaltninger der efter Kommissionens opfattelse skal gennem-
føres på fællesskabsplan i første del af denne nye fase i udviklingen af Fællesskabets miljøbeskyttelses-
politik.
BILAG 1
AFSNIT 1
OVERSIGT OVER MÅLSÆTNINGER OG PRINCIPPER FOR EN MILJØPOLITIK I FÆLLES-
SKABET (>)
Målsætninger
11. Miljøpolitikken i Fællesskabet har som målsætning at forbedre livskvaliteten og forudsætningerne for
denne, miljøet og livsvilkårene for befolkningen i Fællesskabet. Den bør bidrage til, at ekspansionen tjener
mennesket ved at give det et miljø, som sikrer det de bedste levevilkår, såvel som til at bringe denne
ekspansion i samklang med den mere og mere påtrængende nødvendighed af at opretholde det naturlige
miljø.
(') EFTnr. C 139 af 13. 6. 1977.
Nr. C 70/42 De Europæiske Fællesskabers Tidende 18.3.87
12. Den skal især sigte mod at:
— forebygge, mindske og så vidt muligt fjerne forurening og gener,
— opretholde en tilfredsstillende økologisk balance og varetage beskyttelse af biosfæren,
— bidrage til en fornuftig forvaltning af og undgå enhver udnyttelse af ressourcerne og det naturlige
miljø, der kan medføre mærkbare skader på den økologiske balance,
— styre udviklingen efter krav til kvalitet, særligt ved forbedring af arbejds- og livsvilkårene,
— sørge for i mere udstrakt grad at inddrage miljøaspekterne i den fysiske planlægning,
— søge fælles løsninger på miljøproblemerne sammen med stater uden for Fællesskabet, særligt inden for
internationale organisationer.
Principper
13. Den bedste miljøpolitik består i at forebygge, at forurening og gener opstår, frem for senere at
bekæmpe virkningerne deraf. Med henblik herpå skal tekniske fremskridt udvikles og styres, så at de opfyl-
der ønsket om at beskytte miljøet og forbedre livskvaliteten med de mindst mulige omkostninger for sam-
fundet. Denne miljøpolitik kan og må være sideløbende med den økonomiske og sociale udvikling. Dette
gælder ligeledes for tekniske fremskridt.
14. Virkningerne på miljøet af alle tekniske planlægnings- og beslutningsprocesser må tages i betragt-
ning på et så tidligt stadium som muligt.
Miljøet skal ikke betragtes som et ydre miljø, hvis angreb og forstyrrelser mennesket er undergivet, men
må betragtes som en faktor, der ikke kan adskilles fra tilrettelæggelse og fremme af menneskets fremskridt.
Man må derfor vurdere følgerne for livskvaliteten og for det naturlige miljø af enhver foranstaltning, der
træffes eller planlægges på nationalt plan eller fællesskabsplan, og som kan påvirke denne kvalitet og dette
miljø.
15. Enhver udnyttelse af ressourcerne og det naturlige miljø, som kan medføre følelige skader for den
økologiske balance, skal undgås.
Det naturlige miljø har begrænsede ressourcer og kan kun i et vist omfang absorbere forureningen og
neutralisere dens skadelige virkninger. Miljøet er et gode, som må bruges, men ikke misbruges, og som bør
forvaltes på bedste måde.
16. Videnskabelig og teknologisk viden i Fællesskabet bør øges med henblik på en effektiv indsats for
bevarelse og forbedring af miljøet og for bekæmpelse af forurening og gener. Forskning på dette område
bør derfor fremmes.
17. De omkostninger, som forebyggelse og fjernelse af gener medfører, påhviler principielt forureneren;
der kan dog gøres undtagelser herfra samt gennemføres særordninger, navnlig i overgangsperioder, under
forbehold af, at dette ikke fører til alvorlige fordrejninger i de internationale handelsforbindelser og inve-
steringer. Med forbehold af anvendelse af traktaternes bestemmelser bør dette princip præciseres og de
nærmere regler for dets anvendelse, herunder undtagelserne, defineres på fællesskabsplan. Når der gøres
undtagelser, bør der ligeledes tages hensyn til nødvendigheden af gradvist at udligne de regionale uligheder
inden for Fællesskabet.
18. I overensstemmelse med deklarationen, der blev vedtaget i Stockholm på FN-konferencen om men-
nesket og miljøet, bør det overvåges, at aktiviteter i ét land ikke resulterer i forringelse af miljøet i et andet
land.
19. Fællesskabet og dets medlemsstater skal i deres miljøpolitik tage hensyn til udviklingslandenes in-
teresser og især undersøge eventuelle virkninger af planlagte foranstaltninger inden for rammerne af denne
politik, med henblik på at forhindre eller i størst muligt omfang at mindske eventuelle ugunstige virkninger
på den økonomiske udvikling i disse lande og på samhandelen med disse.
18.3.87 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 70/43
20. Effektiviteten af bestræbelserne på at fremme forskning og politik inden for miljøområdet på inter-
nationalt plan og på verdensplan skal styrkes ved en klar og langsigtet planlægning af en europæisk politik
på dette område.
I overensstemmelse med ånden i stats- og regeringschefernes Paris-erklæring skal Fællesskabet og med-
lemsstaterne lade deres stemme høre i internationale organisationer, som behandler spørgsmål, der vedrører
miljøet, og med den myndighed, som et fælles standpunkt giver, yde selvstændige bidrag inden for disse
organer.
I overensstemmelse med konklusionerne fra Stockholm-konferencen må det regionale samarbejde, der ofte
gør det lettere at løse problemerne, intensiveres.
Samarbejdet på verdensplan bør koncentreres om, de områder, hvor de pågældende miljøproblemers art
nødvendiggør en verdensomspændende indsats; det bør bygge på De forenede Nationers særorganisatio-
ner, som allerede har udført et betydeligt arbejde, og hvis indsats bør fortsættes og udvikles.
En samlet politik på miljøområdet er kun mulig på grundlag af nye og mere effektive former for internatio-
nalt samarbejde, som tager hensyn både til de økologiske vekselvirkninger på verdensplan og til verdens-
økonomiens indbyrdes afhængighed.
21. Beskyttelse af miljøet angår enhver i Fællesskabet, og derfor bør betydningen heraf gøres klar for
offentligheden. Miljøpolitikkens heldige gennemførelse forudsætter, at alle samfundsgrupper og alle sam-
fundskræfter i Fællesskabet bidrager til at beskytte og forbedre miljøet. Det indebærer, at der på alle
niveauer gøres en vedvarende og grundig indsats for opdragelse og belæring, således at den enkelte i
Fællesskabet gør sig problemet klart og til fulde påtager sig sit ansvar over for de kommende generationer.
22. For hver forureningskategori må man søge det aktionsniveau (lokalt, regionalt, nationalt, på fælles-
skabsplan og internationalt plan), som er tilpasset til den pågældende forureningstype, og som svarer bedst
til det geografiske område, der skal beskyttes.
De aktioner, som kan udføres mest effektivt på fællesskabsplan, skal koncentreres på dette niveau; priori-
tetsrækkefølgen må fastlægges med størst mulig omhu.
23. Væsentlige dele af miljøpolitikken bør ikke længere planlægges og gennemføres isoleret i de forskel-
lige lande. De nationale programmer på disse områder bør samordnes og politikken harmoniseres inden for
Fællesskabet på grundlag af en fælles langtidsplan. Denne politik bør have som mål at forbedre livskvalite-
ten, idet den økonomiske vækst ikke udelukkende må betragtes ud fra en kvantitativ synsvinkel.
Denne samordning og harmonisering skal særligt gøre det muligt at højne effektiviteten af de aktioner, der
udføres på de forskellige niveauer med henblik på at beskytte og forbedre miljøet i Fællesskabet under
hensyn til de regionale forskelle indenfor Fællesskabet og til det fælles markeds rette funktion.
Denne miljøpolitik inden for Fællesskabet sigter så vidt muligt mod samordnede og harmoniserede frem-
skridt for de enkelte landes nationale politik uden derfor at lægge hindringer i vejen for de fremskridt, som
allerede er gjort eller vil kunne gøres på nationalt plan. Sådanne fremskridt bør finde sted under en form,
som ikke bringer det fælles markeds rette funktion i fare.
Denne samordning og harmonisering skal især gennemføres:
— ved anvendelse af de relevante artikler i traktaterne,
— ved gennemførelse af de aktioner, der beskrives i dette program,
— ved iværksættelse af informationsproceduren på miljøområdet (x).
(') EFT nr. C 9 af 15. 3. 1973, s. 1.
Nr. C 70/44 De Europæiske Fællesskabers Tidende 18.3.87
BILAG 2
MILJØBESTEMMELSER I DEN NYE TRAKTAT
Artikel 18
EØF-traktaten suppleres med følgende bestemmelser:
»Artikel 100A
1. Uanset artikel 100 og medmindre andet er bestemt i denne traktat, finder følgende bestemmelser
anvendelse med henblik på virkeliggørelsen af de i artikel 8A fastsatte mål. Rådet, der træffer afgø-
relse med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen, i samarbejde med Europa-Parlamentet og
efter høring af Det økonomiske og sociale Udvalg, vedtager de foranstaltninger med henblik på ind-
byrdes tilnærmelser af medlemsstaternes ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, der vedrø-
rer det indre markeds oprettelse og funktion.
2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på fiskale bestemmelser, bestemmelser vedrørende den frie bevæge-
lighed for personer og bestemmelser vedrørende ansattes rettigheder og interesser.
3. Kommissionens forslag i henhold til stk. 1 inden for sundhed, sikkerhed, miljøbeskyttelse og
forbrugerbeskyttelse skal bygge på et højt beskyttelsesniveau.
4. Når en medlemsstat, efter at Rådet med kvalificeret flertal har vedtaget en harmoniseringsforan-
staltning, finder det nødvendigt at anvende nationale bestemmelser, som er begrundet i vigtige behov,
hvortil der henvises i artikel 36, eller som vedrører beskyttelse af arbejdsmiljøet eller miljøbeskyttelse,
giver den Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser.
Kommissionen bekræfter de pågældende bestemmelser efter at have konstateret, at de ikke er et mid-
del til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlems-
staterne.
Uanset den i artiklerne 169 og 170 fastsatte fremgangsmåde kan Kommissionen eller en medlemsstat
henvende sig direkte til Domstolen, hvis de finder, at en anden medlemsstat misbruger de i nærvæ-
rende artikel fastsatte beføjelser.
5. De ovennævnte harmoniseringsforanstaltninger indeholder i de relevante tilfælde en beskyttelses-
klausul, der bemyndiger medlemsstaterne til med en eller flere af de ikke-økonomiske begrundelser,
der er nævnt i artikel 36, at træffe foreløbige foranstaltninger, der er undergivet en fællesskabs-
kontrolprocedure.«
Underafdeling VI
MILJØ
Artikel 25
I tredje del i EØF-traktaten indsættes et afsnit VII med følgende ordlyd:
»AFSNIT VII
Miljø
Artikel 130R
1. Fællesskabets virke på miljøområdet har til formål:
— at bevare, beskytte og forbedre kvaliteten af miljøet,
— at bidrage til beskyttelse af menneskers sundhed,
— at sikre, at naturens ressourcer udnyttes forsigtigt og fornuftigt.
2. Fællesskabets foranstaltninger på miljøområder bygger på principperne om forebyggende ind-
greb, om udbedring af miljøskader fortrinsvis ved kilden og om, at forureneren betaler. Kravene med
hensyn til miljøbeskyttelse er en vigtig bestanddel af Fællesskabets politik på andre områder.
18.3.87 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 70/45
3. Ved udarbejdelsen af Fællesskabets foranstaltninger på miljøområdet skal der tages hensyn til:
— eksisterende videnskabelige og tekniske data,
— de miljømæssige forhold i de forskellige områder i Fællesskabet,
— fordele og ulemper ved foranstaltningens gennemførelse eller undladelse,
— den økonomiske og sociale udvikling i Fællesskabet som helhed og den afbalancerede udvikling i
dets områder.
4. Fællesskabet handler på miljøområdet i det omfang, de i stk. 1 anførte mål kan gennemføres
bedre på fællesskabsplan end på rent nationalt plan. Med forbehold af visse foranstaltninger af fælles-
skabskarakter drager medlemsstaterne omsorg for finansiering og gennemførelse af de øvrige foran-
staltninger.
5. Inden for rammerne af deres respektive beføjelser samarbejder Fællesskabet og medlemsstaterne
med tredjelande og med kompetente internationale organisationer. De nærmere bestemmelser vedrø-
rende samarbejdet for så vidt angår Fællesskabet nedfældes i aftaler mellem dette og de pågældende
tredjeparter, idet disse aftaler forhandles og indgås i overensstemmelse med artikel 228.
Det foregående afsnit berører ikke medlemsstaternes kompetence til at forhandle i internationale orga-
ner og indgå internationale aftaler.
Artikel 130S
Rådet træffer med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet
og Det økonomiske og sociale Udvalg afgørelse om de foranstaltninger, der skal iværksættes af Fæl-
lesskabet.
Rådet fastsætter på de i foregående stykke anførte betingelser, hvad der henhører under afgørelser,
som skal træffes med kvalificeret flertal.
Artikel 130T
Beskyttelsesforanstaltninger, som vedtages i fællesskab i henhold til artikel 130S, er ikke til hinder for,
at de enkelte medlemsstater opretholder eller indfører strengere beskyttelsesforanstaltninger, som er
forenelige med denne traktat.«


Full & Egal Universal Law Academy