Rettens dom (Femte Afdeling) af 13. december 1990. Gregoris Evangelos Kalavros mod De Europæiske Fællesskabers Domstol. Ansættelsesprocedure - EUR-Lex Document 61989TJ0160

Avis juridique important

|61989A0160

DOM AFSAGT AF RETTEN I FOERSTE INSTANS (FEMTE AFDELING) DEN 13. DECEMBER 1990. - GREGORIS EVANGELOS KALAVROS MOD DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS DOMSTOL. - TJENESTEMAEND - ANSAETTELSESPROCEDURE - ANVENDELSE AF VEDTAEGTENS ARTIKEL 29, STK. 2 - BEGRUNDELSESPLIGT - VURDERING AF ANSOEGERNES FAGLIGE KVALIFIKATIONER. - FORENEDE SAGER T-160/89 OG T-161/89.

Samling af Afgørelser 1990 side II-00871

Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord

++++

1. Tjenestemaend - ansaettelse - gennemgang af ansoegninger for at afgoere, om ansoegerne opfylder betingelserne i meddelelsen om ledig stilling - ansaettelsesmyndighedens skoensbefoejelse - Rettens proevelsesret - graenser

2. Tjenestemaend - afgoerelse der indeholder et klagepunkt - begrundelsespligt - afslag paa ansoegning indgivet i forbindelse med en procedure i henhold til vedtaegtens artikel 29, stk. 2

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 25, stk. 2, og art. 29, stk. 2)

3. Tjenestemaend - afgoerelse der indeholder et klagepunkt - begrundelsespligt - tilsidesat - begrundelsespligten opfyldt under retsforhandlingerne

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 25, stk. 2)

Sammendrag

1. Det tilkommer ansaettelsesmyndigheden at vurdere, om en ansoeger opfylder betingelserne i en meddelelse om ledig stilling, og dette skoen kan kun anfaegtes, hvis det er behaeftet med en aabenbar mangel. Retten kan foelgelig ikke erstatte ansaettelsesmyndigheden og efterproeve dennes bedoemmelse af ansoegernes faglige kvalifikationer, men kan alene fastslaa om der er tale om et aabenbart fejlskoen.

2. Bestemmelsen i vedtaegtens artikel 25, stk. 2, hvorefter enhver afgoerelse, der indebaerer et klagepunkt, skal begrundes, finder anvendelse paa afslag paa en ansoegning, der er indgivet i forbindelse med en ansaettelsesprocedure efter vedtaegtens artikel 29, stk. 2. Denne bestemmelse maa trods dens karakter af undtagelse nemlig vige for en vedtaegtsbestemmelse, der er generelt og ubetinget formuleret.

3. I undtagelsestilfaelde kan det under retsforhandlingerne oplyste bevirke, at der ikke laengere er noget grundlag for et anbringende om, at en afgoerelse ikke er blevet begrundet, saaledes at det ikke laengere kan begrunde en annullation af afgoerelsen.

Dommens præmisser

Sagens baggrund

1 Med henblik paa besaettelse af en ledig stilling som direktoer for Direktoratet "Bibliotek, Forskning og Dokumentation", indledte De Europaeiske Faellesskabers Domstol (herefter benaevnt "Domstolen") en ansaettelsesprocedure. Den offentliggjorde foerst den 2. maj 1988 en meddelelse om ledig stilling (CJ/3/88) - godkendt den 16. marts 1988 - hvori ansoegningsfristen for interesserede tjenestemaend i loenklasse A2 og A3 var fastsat til 17. maj 1988. Efter at Domstolen under sit administrative moede den 8. juni 1988 havde taget de indgivne ansoegninger til efterretning, besluttede den at anvende ansaettelsesproceduren iht. artikel 29, stk. 2, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten").

2 Med henblik herpaa bekendtgjordes en meddelelse i EFT C 196 af 26. juli 1988, s. 11 (meddelelse nr. 88/C/196/13), og meddelelser om indledning af en ansaettelsesprocedure, CJ/180/88, blev ligeledes offentliggjort i pressen, hvori det anfoertes, at ansoegninger skulle indgives paa et saerligt ansoegningsskema inden den 30. september 1988 og vaere vedlagt et udfoerligt curriculum vitae. Betingelserne for ansoegernes kvalifikations- og eksamensbeviser og faglige erfaring var i stillingsopslaget CJ/3/88 og i meddelelse nr. 88/C/196/13 fastsat saaledes:

"- fuldstaendig juridisk uddannelse, der er afsluttet med et eksamensbevis fra et universitet

- indgaaende kendskab til faellesskabsretten

- evne til at lede og koordinere arbejdet i en betydelig administrativ enhed

- fornoedent kendskab til de problemer, der er forbundet med retsvidenskabelig forskning, dokumentation om retlige spoergsmaal og administration af et juridisk bibliotek

- omfattende erfaring inden for disse omraader."

3 Ansoegeren, der havde laest meddelelsen i den graeske presse, indgav, efter at have anmodet om kopi af det officielle stillingsopslag, ansoegning den 25. august 1988. Domstolen modtog endvidere 92 andre ansoegninger fra tjenestemaend i Faellesskaberne og udefra. Generaladvokat Mischo fastslog efter bemyndigelse fra Domstolens Administrative Udvalg, at kun tolv ansoegere opfyldte betingelserne i stillingsopslaget og i meddelelsen.

4 Efter at Domstolen i sit administrative moede den 18. januar 1989 havde gennemgaaet de tolv ansoegeres ansoegninger, som var vedlagt et kort resumé af deres eksamensbeviser og kvalifikationer, udvalgte den otte heraf, nemlig fire interne ansoegere og fire ansoegere udefra, herunder sagsoegeren, og bemyndigede dernaest Det Administrative Udvalg til at foretage en fornyet gennemgang af disse ansoegninger og i naeste administrative moede fremlaegge en begrundet vurdering af hver enkelt ansoegers kvalifikationer, og eventuelt anbefale Domstolen to eller tre af disse ansoegere. Domstolen bemyndigede ogsaa Det Administrative Udvalg dels til at anmode ansoegerne om skriftligt at redegoere for deres forestilling om den stilling, de havde ansoegt om, dels til at indkalde ansoegerne til en samtale. Det Administrative Udvalg besluttede i sit moede den 30. januar 1989 at anmode disse otte ansoegere om at udarbejde en saadan skriftlig redegoerelse.

5 Den 31. januar 1989 tilstillede Domstolens praesident derfor sagsoegeren en skrivelse, hvori han dels oplyste ham om, at han var blandt de bedst kvalificerede ansoegere, dels anmodede han ham om at indgive en skriftlig redegoerelse paa ca. fem sider inden den 1. marts 1989 om hans forestillinger vedroerende den ledige stilling. Ansoegerne skulle herved "redegoere for deres forestillinger vedroerende opbygningen af Direktoratet 'Bibliotek, Forskning og Dokumentation' , samt dets arbejdsopgaver og funktion, og for hvorledes Direktoratet kan bistaa Domstolen i dens judicielle opgave, samt for deres forestillinger vedroerende stillingen som direktoer og de principper og metoder, de ville laegge til grund ved udoevelsen af deres arbejdsopgaver". Skrivelsen var bilagt oplysninger om Direktoratet "Bibliotek, Forskning og Dokumentation" og dettes arbejdsopgaver. Disse oplysninger var isaer rettet til ansoegere udefra. Den 14. februar 1989 fremsendte sagsoegeren sin skriftlige redegoerelse til Domstolens praesident. De syv oevrige ansoegere, som modtog en tilsvarende skrivelse fra Domstolens praesident, fremsendte ogsaa deres skriftlige redegoerelse.

6 I sin endelige rapport, som blev tilsendt Domstolens medlemmer den 31. maj 1989, anfoerte Det Administrative Udvalg, at sagsoegeren ikke besad de noedvendige kvalifikationer for at kunne blive udnaevnt til direktoer for en saa vigtig administrativ enhed ved Domstolen. Udvalget anfoerte, at "selv om der tages hensyn til de saerlige vanskeligheder, som udarbejdelsen af denne skriftlige redegoerelse indebar for ansoegerne udefra", indeholdt sagsoegerens redegoerelse "ganske faa relevante bemaerkninger vedroerende Direktoratets stilling inden for institutionen, paa interinstitutionelt plan og dets rolle uden for institutionen, samt vedroerende direktoerens stilling og arbejde. Selv om Kalavros' redegoerelse indeholdt visse organisatoriske forslag, udgjorde disse snarere en 'matematisk' oevelse baseret paa Domstolens organisationsplan". Udvalget anfoerte endvidere, at sagsoegerens redegoerelse viste "en manglende erfaring med hensyn til at lede og koordinere arbejdet i en betydelig administrativ enhed" og bekraeftede "det indtryk, man fik ved laesning af hans curriculum vitae ..., nemlig at han hovedsaglig havde haft en karriere som forsker og universitetslaerer". Udvalget havde af disse grunde besluttet ikke at indkalde sagsoegeren til samtale, som blev afholdt den 9. maj 1989, og hvortil kun fire af de udvalgte otte ansoegere blev indkaldt.

7 Den 31. maj 1989 fremsendte Domstolens praesident ved memorandum til Domstolens samtlige medlemmer den ovenfor anfoerte rapport fra Det Administrative Udvalg og anfoerte heri foelgende: "Ansoegningerne er allerede blevet tilsendt Dem, og ansoegernes skriftlige redegoerelse, som rapporten henviser til, er bilagt rapporten. Alle medlemmerne kan saaledes danne sig deres egen mening om hver enkelt ansoeger og efterproeve den vurdering, som Udvalgtet har anlagt vedroerende ansoegerne, bortset fra samtalen med de fire ansoegere."

8 Den 7. juni 1989 udnaevnte Domstolen under et administrativt moede L. Maggioni til direktoer for Direktoratet "Bibliotek, Forskning og Dokumentation".

9 Den 9. juni 1989 meddelte Domstolens praesident sagsoegeren, at en anden ansoeger var blevet udnaevnt i den ledige stilling. Den 16. juni 1989 anmodede sagsoegeren Domstolens praesident om at faa tilstillet afgoerelsen vedroerende udvaelgelsesproceduren for besaettelse af stillingen som direktoer. Den 19. juni 1989 svarede Domstolens praesident, at hjemmelen for udvaelgelsesproceduren var vedtaegtens artikel 29, stk. 2, og at han intet yderligere havde at foeje til skrivelsen af 9. juni 1989. Den 26. juni 1989 tilstillede sagsoegeren Domstolens praesident en ny skrivelse, hvori han dels gentog sin anmodning om at faa tilstillet Domstolens afgoerelse vedroerende besaettelsen af den paagaeldende stilling, dels anfoerte, at han havde en personlig interesse i at faa tilstillet en afgoerelse, der for hans vedkommende var tilstraekkelig begrundet, for at dennes lovlighed eventuelt kunne blive efterproevet af Domstolen. Den 6. juli 1989 meddelte Domstolens praesident ham foelgende: For det foerste, at ansaettelsesmyndigheden med hensyn til vedtaegtens artikel 29, stk. 2, "raader over et vidt skoen, og at indholdet af dette skoen efter sagens natur ikke kan begrundes"; for det andet, at "Domstolen normalt ikke tilstiller beroerte tredjemaend kopier af de afgoerelser, den har truffet vedroerende en tjenestemand"; og for det tredje, at det var ansoegeren L. Maggioni, kontorchef for "Forskning og Dokumentation" ved Domstolen, der var blevet udnaevnt til direktoer.

10 Den 15. juli 1989 indgav sagsoegeren to klager til Domstolen. I den foerste klage kraevede han dels, at ansaettelsesmyndighedens afgoerelse om ikke at meddele ham afgoerelsen om udnaevnelsen skulle annulleres, dels at denne afgoerelse skulle tilstilles ham. I den anden klage kraevede han dels, at afgoerelsen af 7. juni 1989 om at udnaevne en anden ansoeger samt afgoerelsen af samme dag om ikke at tage hans ansoegning til direktoerstillingen i betragtning, skulle annulleres, dels at Domstolen skulle fastslaa, at han havde bestaaet ansaettelsesprocedure CJ/180/88.

11 Ved skrivelse af 30. november 1989 afslog Domstolens praesident sagsoegerens to klager. Han anfoerte bl.a.: For det foerste, at artikel 29, stk. 2, "ikke forpligter ansaettelsesmyndigheden til at begrunde sin afgoerelse, hvorken overfor den udvalgte ansoeger eller overfor de ansoegere, der ikke var kommet i betragtning", og at "ansaettelsesmyndighedens valg i henhold til vedtaegtens artikel 7 udelukkende skal traeffes ud fra tjenstlige synspunkter og uden hensyntagen til statsborgerskab"; for det andet, at hans skrivelse af 9. juni 1989 til sagsoegeren definitivt afsluttede udnaevnelsesproceduren; for det tredje, at begrundelsen for en saadan afgoerelse "alene kan vedroere en konstatering af, at den fulgte procedure er blevet gennemfoert i henhold til vedtaegtens bestemmelser samt opfylder de betingelser, som (ansaettelsesmyndigheden) har fastsat i stillingsopslaget", og at ansaettelsesmyndigheden "raader over et vidt skoen, som indebaerer vanskelige subjektive vurderinger, der i sagens natur ikke kan underkastes en objektiv efterproevelse".

Retsforhandlinger

12 Ved staevninger, registreret paa Rettens Justitskontor den 30. november 1989, har G. E. Kalavros anlagt disse sager.

13 Efter begaering fra sagsoegte af 21. februar 1990 har afdelingsformanden for Femte Afdeling ved kendelse af 14. marts 1990, efter at have hoert sagsoegeren, besluttet at forene de to sager T-160/89 og T-161/89 med henblik paa den skriftlige og mundtlige forhandling samt domsafsigelsen.

14 Den 20. juni 1990 har Retten i henhold til artikel 44, stk. 2, og artikel 45 i Domstolens procesreglement, der finder tilsvarende anvendelse for Retten i henhold til artikel 11, stk. 3, i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans, afsagt en kendelse, hvorved den anmodede sagsoegte om inden 1. juli 1990 at fremlaegge alle akter vedroerende ansaettelsesprocedure CJ/180/88 samt ansaettelsesmyndighedens afgoerelse om udnaevnelse, der afsluttede denne procedure. Disse akter er blevet fremlagt inden for den fastsatte frist.

15 Den 16. juli 1990 tilstillede Rettens Justitskontor sagsoegeren de akter, der vedroerte ansaettelsesproceduren, herunder den endelige afgoerelse om udnaevnelse, og meddelte ham, at han kunne gennemgaa alle akterne vedroerende ansaettelsesproceduren paa Rettens Justitskontor og dernaest indgive eventuelle bemaerkninger foer den 31. august 1990. Sagsoegeren indfandt sig i august maaned paa Rettens Justitskontor og gennemgik der de samlede akter, hvorefter han indgav indlaeg den 16. august 1990. Domstolen indgav indlaeg den 8. oktober 1990.

16 Den mundtlige forhandling fandt sted den 21. november 1990. Ved retsmoedets afslutning erklaerede afdelingsformanden den mundtlige forhandling for afsluttet.

17 Sagsoegeren har i sag T-160/89 nedlagt foelgende paastande:

- Ansaettelsesmyndighedens afgoerelse om ikke at tilstille sagsoegeren afgoerelsen om udnaevnelsen til den paagaeldende stilling som direktoer annulleres.

- Det statueres, at afgoerelsen skal meddeles sagsoegeren, for at han kan udnytte retsmidlerne mod ansaettelsesmyndigheden.

- Sagsoegte tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

Domstolen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse, fordi sagsoegerens paastande er upraecise og uden ethvert retligt og faktisk grundlag.

- Afgoerelsen om sagens omkostninger traeffes efter bestemmelserne i procesreglementet.

18 I sag T-161/89 har sagsoegeren nedlagt foelgende paastande:

- Sagen antages til realitetsbehandling.

- Annullation af Domstolens afgoerelse af 7. juni 1989 om udnaevnelse af en anden ansoeger til direktoer for Direktoratet "Bibliotek, Forskning og Dokumentation", samt af Domstolens afgoerelse af samme dag om ikke at tage hans ansoegning til denne stilling i betragtning.

- Det fastslaas, at sagsoegeren har bestaaet ansaettelsesprocedure CJ/180/88.

Domstolen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse, "fordi sagsoegerens paastande er upraecise og uden ethvert retligt og faktisk grundlag".

- Afgoerelsen om sagens omkostninger traeffes efter bestemmelserne i procesreglementet.

Formaliteten

19 Den 16. august 1990 indgav sagsoegeren sine bemaerkninger vedroerende de akter, som Domstolen, efter den af Retten den 20. juni 1990 anordnede bevisoptagelse, havde fremlagt. Sagsoegeren har heri bl.a. fremsat to nye anbringender, det foerste vedroerende en procedurefordrejning eller magtfordrejning, som Domstolen skulle have begaaet under ansaettelsesproceduren, det andet vedroerende en vaesentlig formel mangel beroende paa oversaettelsesfejl og et ufuldstaendigt resumé af sagsoegerens eksamensbeviser og kvalifikationer.

20 Selv om Domstolen ikke har nedlagt afvisningspaastand, bemaerkes, at fremsaettelsen af disse nye anbringender i medfoer af Domstolens procesreglements artikel 42, stk. 2, foerste afsnit, kan tillades, eftersom de stoettes paa retlige og faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under den skriftlige forhandling.

Realiteten

A - Sag T-161/89

21 Sagsoegeren har i denne sag nedlagt paastand om annullation saavel af afgoerelsen om ikke at tage hans ansoegning i betragtning som udnaevnelsen af en anden ansoeger. Under den skriftlige forhandling har sagsoegeren til stoette for disse to paastande fremfoert de samme anbringender, nemlig: For det foerste, at Domstolen har begaaet et aabenbart fejlskoen; for det andet, at den har tilsidesat lighedsprincippet; for det tredje, at den har tilsidesat vedtaegtens artikel 27; for det fjerde, at den har begaaet procedurefordrejning eller magtfordrejning; for det femte, at oversaettelsesfejl og et ufuldstaendigt resumé udgoer en formel mangel, der har paavirket ansaettelsesproceduren; for det sjette, at Domstolen ikke har begrundet den anfaegtede afgoerelse om ikke at tage hans ansoegning i betragtning. Disse seks anbringender boer derfor gennemgaas under et.

Anbringendet om, at Domstolen har begaaet et aabenbart fejlskoen.

22 Sagsoegeren har anfoert, at begrundelserne for de anfaegtede afgoerelser helt klart er fejlagtige, idet den udnaevnte ansoegers kvalifikationer, navnlig ud fra et videnskabeligt synspunkt, er klart ringere end sagsoegerens, at vedkommende ikke, modsat ham, besidder et indgaaende kendskab til faellesskabsretten, og at den stilling, som vedkommende tidligere beklaedte, ikke i sig selv indebaerer, at hun er egnet til at udoeve stillingen som direktoer. Han har endvidere fremhaevet, at udnaevnelsen af en kontorchef som leder af et direktorat, hvor vedkommende allerede arbejdede, helt klart strider mod tjenestens interesse, eftersom en saadan udnaevnelse "vil vanskeliggoere forholdet til" kontorchefen for Domstolens "Bibliotek" og chefen for tjenestegrenen "Juridisk Databehandling". Han har afsluttende anfoert, at Domstolen burde have fulgt faellesskabspraksis, hvorefter "det for saa vidt angaar de hoejeste stillinger i Faellesskabet er mere formaalstjenligt at udnaevne personer udefra med hoeje kvalifikationer og nye idéer i stedet for at udnaevne karrieretjenestemaend fra faellesskabsadministrationen, som er fantasiloese og uden initiativ".

23 I sit indlaeg efter bevisoptagelsen af 20. juni 1990 har sagsoegeren uddybet dette anbringende.

24 Han har for det foerste anfoert, at Det Administrative Udvalgs begrundelse i dets endelige rapport, hvorefter hans skriftlige redegoerelse vedroerende den ledige stilling "indeholdt ganske faa relevante bemaerkninger vedroerende direktoratets stilling inden for institutionen, paa interinstitutionelt plan, og dets rolle inden for institutionen" er fejlagtig, idet han ikke kunne forventes at behandle dette spoergsmaal, naar henses til ordlyden af skrivelsen af 31. januar 1989 fra Domstolens praesident, hvori denne anmodede de "forud udvalgte" ansoegere om en saadan skriftlig redegoerelse.

25 Dernaest har sagsoegeren bestridt de vurderinger, som Det Administrative Udvalg anlagde i den endelige rapport vedroerende den skriftlige redegoerelse, og karakteriseret dem som upraecise og ubegrundet. For det foerste er udtalelsen om, at hans redegoerelse kun indeholder ganske faa relevante bemaerkninger, klart fejlagtig, eftersom han deri havde udviklet "udsaedvanligt relevante" tanker om direktoratets stilling inden for Domstolen, den rolle, direktoratet kan have inden for Domstolens nuvaerende og fremtidige arbejdsopgaver, og med hensyn til direktoerens arbejdsopgaver. Sagsoegeren har endelig vedroerende Det Administrative Udvalgs paastand om, at hans organisatoriske forslag snarere udgjorde en "matematisk oevelse" anfoert, at Udvalget helt klart ikke havde forstaaet forslagenes indhold og de hertil knyttede oversigter, og at han som den eneste ansoeger havde fremfoert saadanne organisatoriske forslag med de hertil knyttede oversigter, som efter sagsoegerens opfattelse var saerdeles enkle. Det Administrative Udvalgs opfattelse, hvorefter hans redegoerelse og oversigter gav indtryk af hovedsagelig at vaere udarbejdet af en forsker og universitetslaerer, beroede paa en klar vildfarelse, eftersom de hoejst indplacerede tjenestemaend i Faellesskabet og Domstolens medlemmer netop traditionelt er udgaaet fra universitetsmiljoeet. Sagsoegeren har afslutningsvis anfoert, at vurderingerne i den endelige rapport vidner om et klart ukendskab til hans kvalifikationer og kompetence.

26 Som tredje punkt har sagsoegeren ogsaa bestridt vurderingerne i Det Administrative Udvalgs endelige rapport, hvorved udvalget fremhaever den udnaevnte ansoegers redegoerelse. Ifoelge sagsoegeren er denne redegoerelse ganske "uden originalitet" og indeholder "selvfoelgeligheder", som man i oevrigt ogsaa finder i alle de oevrige redegoerelser.

27 Domstolen har anfoert, at sagsoegeren, ved at sammenligne sine egne kvalifikationer med den udnaevnte ansoegers, forsoeger at erstatte ansaettelsesmyndigheden, og at sagsoegeren under ingen omstaendigheder har godtgjort, at der for hans vedkommende har vaeret tale om et aabenbart fejlskoen eller magtfordrejning. Sagsoegeren har alene efter Domstolens opfattelse fremhaevet sine kvalifikationer og nedvurderet den udnaevnte ansoegers og er tilsyneladende af den opfattelse, at han, blot fordi han deltog i ansaettelsesproceduren, burde vaere udnaevnt til stillingen. Domstolen har endvidere anfoert, at den ansoeger, der endelig blev udnaevnt til direktoerstillingen, foerst blev udnaevnt efter en sammenligning af ansoegernes fortjenester og kvalifikationer, hvoraf fremgik, at hendes kvalifikationer var bedre end sagsoegerens, og at hun opfyldte betingelserne for at beklaede den paagaeldende stilling, saaledes som disse var fastsat i stillingsopslaget.

28 Domstolen anfoerte i de indlaeg, den afgav efter bevisoptagelsen af 20. juni 1990, at der ved udnaevnelse af en ansoeger udelukkende skal tages hensyn til tjenstlige synspunkter, som anfoert i vedtaegtens artikel 7. Med henblik herpaa raader ansaettelsesmyndigheden over et vidt skoen ved bedoemmelsen af ansoegernes faglige kvalifikationer og er ikke forpligtet til i sin afgoerelse at begrunde sit valg. Domstolen har endvidere anfoert, at sagsoegeren ikke kan erstatte ansaettelsesmyndigheden og anfaegte dennes endelige valg.

29 Det bemaerkes foerst, at efter Domstolens faste praksis (dom af 30.5.1984, Picciolo mod Parlamentet, 111/83, Sml. s. 2323) tilkommer det ansaettelsesmyndigheden at vurdere, om en ansoeger opfylder betingelserne i stillingsopslaget, og dette skoen kan kun anfaegtes, hvis det er behaeftet med en aabenbar mangel. Retten kan foelgelig ikke erstatte ansaettelsesmyndigheden og efterproeve dennes bedoemmelse af ansoegernes faglige kvalifikationer, men kan alene fastslaa om der er tale om et aabenbart fejlskoen.

30 I den foreliggende sag afslog Det Administrative Udvalg sagsoegerens ansoegning efter gennemgangen af hans skriftlige redegoerelse for hans forestillinger vedroerende den stilling, der skulle besaettes, og denne afgoerelse blev stadfaestet af ansaettelsesmyndigheden efter den endelige rapport fra Det Administrative Udvalg, som blev meddelt Domstolens medlemmer den 31. maj 1989. I denne rapport anfoertes grundene til, at udvalget ikke havde indkaldt sagsoegeren til samtalen den 9. maj 1989. Udvalget havde skoennet, at sagsoegerens redegoerelse kun indeholdt ganske lidt relevant vedroerende direktoratets stilling inden for institutionen, paa interinstitutionelt plan, og udadtil, samt vedroerende den stilling og betydning, som direktoeren for Direktoratet "Bibliotek, Forskning og Dokumentation" havde. Redegoerelsen indeholdt ganske vist visse organisatoriske forslag, men der var her snarere tale om en matematisk fremstilling, baseret paa Domstolens organisationsplan. Desuden fremgik det af redegoerelsen, at sagsoegeren ikke besad den noedvendige erfaring for at organisere og lede en administrativ enhed. Redegoerelsen bestyrkede udvalgets indtryk, hvorefter sagsoegeren hovedsaglig havde haft en karriere som forsker og universitetslaerer.

31 En gennemgang af sagens akter og af de otte ansoegeres skriftlige redegoerelser, samt af den af Det Administrative Udvalg angivne begrundelse, giver intet grundlag for at antage, at Domstolen har begaaet et aabenbart fejlskoen. Tvaertimod fremgaar det af sagens akter, bl.a. af en gennemgang af Det Administrative Udvalgs rapport, at der utvivlsomt blev foretaget en sammenligning af de resterende otte ansoegere. Under alle omstaendigheder er den omstaendighed, at en intern ansoeger er blevet udnaevnt efter afholdelse af en generel ansaettelsesprocedure ikke i sig selv ensbetydende med, at udnaevnelsen er udtryk for et aabenbart fejlskoen.

32 For saa vidt endelig angaar anmodningen om at udarbejde en skriftlig redegoerelse, er der dels intet i Domstolens praesidents skrivelse af 31. januar, der giver grundlag for at haevde, at direktoratets stilling inden for institutionen, interinstitutionelt og udadtil ikke skulle behandles; det maa tvaertimod, naar henses til skrivelsens ordlyd, anses for naturligt at komme ind paa disse spoergsmaal, som i oevrigt ogsaa blev behandlet af andre ansoegere i deres respektive redegoerelser; desuden er anmodningen om en saadan redegoerelse ikke i strid med karakteren af den i denne sag anvendte ansaettelsesprocedure.

33 Det fremgaar af det anfoerte, at sagsoegerens anbringende om, at der foreligger et aabenbart fejlskoen er uden grundlag.

Det andet anbringende vedroerende en tilsidesaettelse af lighedsprincippet

34 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at ansaettelsesmyndigheden har tilsidesat lighedsprincippet, idet den ikke paa korrekt vis har bedoemt ansoegernes kompetence, ikke i tilstraekkelig grad har taget hensyn til tjenstlige synspunkter og ved at anmode ansoegerne om at om udarbejde en skriftlig redegoerelse vedroerende deres forestillinger om den ledige stilling, idet dette har favoriseret de ansoegere, som allerede var ansat i institutionen. Han har tilfoejet, at disse krav saa meget mere burde vaere overholdt, som der var tale om en hoejtstaaende stilling.

35 Sagsoegeren har i sit indlaeg efter bevisoptagelsen af 20. juni 1990 anfoert, at den redegoerelse, som de otte udvalgte ansoegere blev anmodet om at udarbejde, favoriserede de seks interne ansoegere, og navnlig de tre kontorchefer ved Domstolen, idet disse i kraft af deres stilling havde bedre muligheder for at vurdere karakteren af den stilling, der skulle besaettes inden for Domstolen. Han har heraf sluttet, at en saadan anmodning er i strid med princippet om ligebehandling af tjenestemaend, og at han uden hjemmel herved er blevet beroevet muligheden for at blive indkaldt til samtale.

36 Domstolen har ikke udtrykkeligt taget stilling til dette anbringende i sine skriftlige indlaeg. Domstolen har dog i sit svarskrift under afsnittet "vedroerende de oevrige anbringender" anfoert, at disse indeholder "vaerdiladede vurderinger", og at de "er upraecise og modstridende". Domstolen har desuden under den mundtlige forhandling anfoert, at naevnte redegoerelse var vaesentlig i den valgte ansaettelsesprocedure, og at lighedsprincippet var blevet fuldstaendigt overholdt i dette tilfaelde.

37 Retten bemaerker hertil, at det klart fremgaar af Det Administrative Udvalgs rapport, at dette under gennemgangen af sagsoegerens ansoegning har taget hensyn til de saerlige vanskeligheder, som ansoegere udefra kunne have ved udarbejdelsen af den skriftlige redegoerelse. Dette var i oevrigt grunden til, at Domstolens praesident, navnlig af hensyn til ansoegere uden for institutionen, vedlagde sin skrivelse af 31. januar 1989 visse yderligere oplysninger om Direktoratet "Bibliotek, Forskning og Dokumentation" samt dets opgaver og heriblandt bl.a. en organisationsplan. Det fremgaar endvidere af sagens akter, at Udvalgets endelige forslag omfattede en intern ansoeger og en ansoeger udefra, og at den foerste ansoeger ifoelge Udvalgets opfattelse kunne bibringe direktoratet en vis aabenhed og nye idéer. Ansaettelsesmyndigheden kan desuden ikke kritiseres for ved besaettelsen af hoejtstaaende stillinger at anmode ansoegerne om at angive, hvilke forestillinger de goer sig om stillingen.

38 Det fremgaar af det anfoerte, at dette anbringende ikke kan laegges til grund.

Tredje anbringende vedroerende en tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 27

39 Sagsoegeren har anfoert, at princippet om, at ansaettelse skal ske paa et saa bredt geografisk grundlag som muligt, som anfoert i vedtaegtens artikel 27, stk. 1, og som ligeledes gaelder for proceduren i vedtaegtens artikel 29, stk. 2, ikke er blevet overholdt under den anfaegtede ansaettelsesprocedure.

40 Domstolen har anfoert, at artikel 27 ikke forpligter den til at ansaette sagsoegeren, idet der ikke i dens tjenestegrene bestaar nogen geografisk uligevaegt, og idet det grundlaeggende princip i denne sag er princippet i vedtaegtens artikel 7, hvorefter udnaevnelserne sker udelukkende ud fra tjenstlige synspunkter.

41 Domstolen har vedroerende dette spoergsmaal i dom af 30. juni 1983, Schloh mod Raadet (85/82, Sml. s. 2105), fastslaaet, at sammenholdt med artikel 7 fastslaar artikel 27 med hensyn til ansaettelse, forfremmelse og placering af tjenestemaend, at alle faellesskabsinstitutioner dels skal tage hensyn til tjenestens interesse, og ikke til statsborgerskab, dels skal sikre en udvaelgelse paa et saa bredt geografisk grundlag som muligt blandt statsborgere i Faellesskabernes medlemsstater; institutionen afstemmer disse krav indbyrdes, naar den i tilfaelde, hvor de forskellige ansoegeres kvalifikationsbeviser stort set maa ligestilles, anvender statsborgerskabet som udslaggivende faktor for at opretholde eller genskabe en geografisk ligevaegt. I alle andre tilfaelde maa behovet for at boede paa en geografisk uligevaegt imidlertid vige for tjenestens krav og vurderingen af ansoegernes personlige kvalifikationer.

42 Det fremgaar af rapporten fra Domstolens Administrative Udvalg, at den eneste grund til, at sagsoegerens ansoegning ikke blev taget i betragtning, var de fastslaaede mangler ved den skriftlige redegoerelse, han havde udarbejdet, og sagsoegeren har ikke fremfoert noget forhold, der giver mulighed for at bedoemme, om hans anbringende om en geografisk uligevaegt i Domstolens personale, er begrundet.

43 Det fremgaar af det anfoerte, at dette anbringende heller ikke kan laegges til grund.

Fjerde anbringende om procedure- eller magtfordrejning

44 Sagsoegeren har anfoert, at det fremgaar af de akter, der blev tilstillet ham af Domstolen, at denne foerst indledte en ansaettelsesprocedure internt i institutionen, hvori kravene til kvalifikations- og eksamensbeviser og faglig erfaring var forskellige fra dem, der senere blev fastsat i den eksterne procedure, som sagsoegeren deltog i. Han har herved henvist til det seneste forslag, som blev udarbejdet af personaleafdelingen den 14. januar 1987, og som var vedlagt forslag til meddelelse om ledig stilling med henblik paa ansaettelse af en direktoer i Direktoratet "Forskning, Dokumentation og Bibliotek". Han har endvidere haevdet, at der ikke under denne interne procedure var egnede ansoegere, og heraf udledt at den udnaevnte ansoeger, som deltog i naevnte procedure, noedvendigvis ikke kunne have opfyldt alle betingelserne i det foerste stillingsopslag. Under den mundtlige forhandling har sagsoegeren praeciseret, at det af moedeprotokol 8/88 fra Domstolens administrative moede den 8. juni 1988 fremgik, at Domstolen efter at have foretaget en vurdering af de interne ansoegninger havde besluttet uden videre at anvende proceduren i artikel 29, stk. 2.

45 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at Domstolen foerst efter denne resultatloese procedure bevidst aendrede de kraevede kvalifikationer. Det er sagsoegerens opfattelse, at disse aendringer havde til formaal at favorisere de ansoegere, der allerede arbejdede i Direktoratet "Bibliotek, Forskning og Dokumentation", og derfor var i strid med principperne om ligebehandling og god forvaltningsskik. Sagsoegeren har desuden anfoert, at "alle de forhold, der omgav ansaettelsesproceduren, udgoer en grund til at annullere meddelelsen om den almindelige udvaelgelsesproeve". Han har herved henvist til Domstolens domme af 30. oktober 1974, Grassi mod Raadet (188/73, Sml. s. 1099), og af 28. februar 1989, Van der Stijl m.fl. mod Kommissionen (341/85, 251/86, 258/86, 259/86, 262/86, 266/86, 222/87 og 232/87, Sml. s. 511). Sagsoegeren har endelig anfoert, at en statistisk undersoegelse af de udvaelgelser, der blev foretaget under denne ansaettelsesprocedure, ogsaa viser, at Domstolen bevidst favoriserede de ansoegere, der var tjenestemaend.

46 Domstolen har for det foerste anfoert, at sagsoegeren stoetter dette nye anbringende paa en forkert forudsaetning, som er baseret paa ukorrekte faktiske forhold og en forkert fortolkning af ansaettelsesproceduren. Forslaget af 14. januar 1987 var nemlig alene et forslag fra Personaleafdelingen, og foerst under det administrative moede den 16. marts 1988 fastsatte Domstolen definitivt ordlyden af meddelelse om ledig stilling 3/88. Senere havde Domstolen efter at have registreret de ansoegninger, der var indgivet efter denne meddelelse, under det administrative moede den 8. juni 1988 besluttet at anvende proceduren i artikel 29, stk. 2, uden at aendre de i meddelelse om ledig stilling fastsatte betingelser. Domstolen har sammenfattende anfoert, at sagsoegerens anbringende om tilsidesaettelse af lighedsprincippet og procedurefordrejning er uden grundlag og er baseret paa en ukorrekt bedoemmelse af sagens akter.

47 Domstolen har desuden anfoert, at dens afgoerelse om at anvende ansaettelsesproceduren i vedtaegtens artikel 29, stk. 2, i stedet for proceduren efter artikel 29, stk. 1, ikke indebaerer, at sagsoegeren heraf kan udlede, at samtlige ansoegere til den interne procedure, og herunder den udnaevnte ansoeger, ikke besad alle eller visse af de kvalifikationer, der var fastsat i meddelelse om ledig stilling 3/88, eller ikke var blevet fundet egnet til at beklaede den paagaeldende stilling. Domstolen har anfoert, at den alene tog de indgivne interne ansoegninger til efterretning og dernaest i henhold til vedtaegtens betingelser besluttede direkte at anvende ansaettelsesproceduren i vedtaegtens artikel 29, stk. 2, som indroemmer institutionen et frit valg.

48 Retten fastslaar paa grundlag af sagens akter, at sagsoegeren har baseret dette anbringende paa et forslag af 14. januar 1987, som alene indeholdt et forslag til en meddelelse om ledig stilling, hvis betingelser for besaettelse af stillingen var forskellige fra den meddelelse om ledig stilling, der blev offentliggjort den 2. maj 1988. Det fremgaar imidlertid af selve overskriften paa det paagaeldende dokument, at der alene var tale om et forslag. Den interne meddelelse om ledig stilling 3/88 af 2. maj 1988, der senere blev vedtaget og opslaaet, er, for saa vidt angaar betingelserne for den stilling, der skulle besaettes, identisk med den meddelelse, der blev offentliggjort i EFT af 26. juli 1988, hvorved ansaettelsesproceduren blev aabnet for ansoegere udefra. Sagsoegerens argumentation er derfor i strid med de faktiske forhold.

49 Det fremgaar endvidere af sagens akter, at Domstolen alene tog de ansoegninger, der var indgivet efter den interne meddelelse om ledig stilling CJ/3/88 til efterretning, men ikke foretog nogen bedoemmelse af ansoegningerne, inden den paa grundlag af sin vide skoensbefoejelse paa dette omraade, som sagsoegeren heller ikke har bestridt, besluttede at anvende proceduren i vedtaegtens artikel 29, stk. 2. Retten konstaterer desuden, uden at det er noedvendigt at traeffe afgoerelse om, hvorvidt anbringendet kan realitetsbehandles, at sagsoegeren ikke naermere har praeciseret disse paastande om annullation af meddelelsen om almindelig udvaelgelsesproeve.

50 Det fremgaar af det anfoerte, at anbringendet er uden grundlag.

Femte anbringende om, at ansaettelsesproceduren paa grund af oversaettelsesfejl og ufuldstaendigt resumé af sagsoegerens ansoegningsakter, er behaeftet med en formel mangel.

51 Sagsoegeren har anfoert, at det sammendrag, som Det Administrative Udvalg udarbejdede til Domstolens administrative moede den 18. januar 1989, indeholdt grove fejl i oversaettelsen og ikke korrekt gengav hans curriculum vitae. Han har ogsaa anfoert, at sammendragene vedroerende de oevrige ansoegeres ansoegninger ikke indeholdt de samme fejl. Efter hans opfattelse burde hans universitetstitel vaere oversat ved "universitetsprofessor" og ikke ved "universitetslektor", og desuden var det ikke angivet i sammendraget, at han var kandidat i retsvidenskab, mens denne titel derimod var angivet i andre ansoegeres sammendrag, naar det var noedvendigt.

52 Domstolen har anfoert, at dens medlemmer under alle omstaendigheder under de administrative moeder, hvor ansoegningerne blev gennemgaaet, raadede over samtlige udvalgte ansoegeres ansoegningsakter, hvorfor ansoegerens kvalifikationer ikke er blevet tilsidesat eller forvansket.

53 Det maa fastslaas, at de af sagsoegeren anfaegtede sammendrag af ansoegernes curriculum vitae blev forelagt Domstolen som ansaettelsesmyndighed ved en foerste gennemgang af de relevante ansoegninger, som fandt sted den 18. januar 1989. Efter denne foerste udvaelgelse var sagsoegeren imidlertid blandt de otte ansoegere, som blev udvalgt. De af sagsoegeren paaberaabte fejl har derfor ikke under nogen omstaendigheder kunnet udgoere et klagepunkt imod ham. Desuden raadede medlemmerne af Det Administrative Udvalg og dernaest Domstolen ved den endelige udvaelgelse over hver enkelt af de otte ansoegeres akter, hvilket fremgaar af Domstolens praesidents skrivelse af 31. maj 1989.

54 Det fremgaar af det anfoerte, at dette anbringende ikke kan laegges til grund.

55 Paa grundlag af det anfoerte fastslaar Retten, at samtlige de af sagsoegeren fremfoerte anbringender vedroerende annullation af afgoerelsen om den endelige udnaevnelse af den paagaeldende ansoeger ikke kan laegges til grund. Herefter skal Retten behandle sagsoegerens sjette anbringende, som udelukkende vedroerer afgoerelsen om ikke at tage sagsoegerens ansoegning i betragtning.

Det sjette anbringende om, at afgoerelsen om ikke at tage sagsoegerens ansoegning i betragtning var ubegrundet.

56 Sagsoegeren har for det foerste anfoert, at den anfaegtede afgoerelse tilsidesaetter vedtaegtens artikler 25, stk. 2, 27 og 29, stk. 2, idet afgoerelsen ikke er begrundet, og idet sagsoegte ikke under henvisning til sin skoensbefoejelse kan undlade at begrunde sine afgoerelser. Sagsoegte burde bl.a. i sin afgoerelse have angivet, om ansoegerne opfyldte stillingsopslagets betingelser. Sagsoegeren har endvidere anfoert, at han ikke kan se, hvorledes en angivelse af begrundelsen for afgoerelsen kan skade ham, eller hvorfor undladelsen af at angive begrundelsen boer gaa forud for kravet om retssikkerhed. Som han anfoerte under den mundtlige forhandling, er meddelelsen af afgoerelsen individuel, personlig og offentliggoeres ikke. Han har endvidere anfoert, at ansaettelsesmyndigheden ved besaettelsen af en hoejtstaaende stilling boer udoeve sin skoensbefoejelse korrekt, hvilket efter sagsoegerens opfattelse indebaerer, at ansaettelsesmyndigheden efter en sammenlignende undersoegelse af ansoegernes kvalifikationer skal begrunde sine afgoerelser. Han har endelig haevdet, at Domstolen har tilsidesat dette princip og herved har gjort sig skyldig i en "manglende gennemskuelighed", "ulovlighed", "vilkaarlighed", "misbrug", og tilsidesat princippet om god forvaltningsskik.

57 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at afgoerelsen om ikke at tage hans ansoegning i betragtning, som er en logisk foelge af afgoerelsen om udnaevnelse, noedvendigvis indeholder et klagepunkt imod ham, hvorfor ansaettelsesmyndigheden burde have overholdt vedtaegtens bestemmelser, navnlig artikel 25, stk. 2, hvorefter ansaettelsesmyndigheden skal begrunde enhver afgoerelse, der indebaerer et klagepunkt mod adressaterne for denne. Han har vedroerende dette punkt henvist til forslag til afgoerelse fra generaladvokat Sir Gordon Slynn i sag 128/84, Van der Stijl mod Kommissionen (Domstolens dom af 7.10.1985, Sml. s. 3286).

58 Sagsoegeren har foerst tilfoejet, at han af hoeflighedsgrunde og af hensyn til god retspleje burde have faaet tilstillet begrundelse for afgoerelsen om ikke at tage hans ansoegning i betragtning, og dernaest, at i medlemsstaternes forvaltningsret samt i "verdens civiliserede demokratiske stater" fritager en skoensbefoejelse ikke forvaltningen fra at begrunde dens forvaltningsakter.

59 Domstolen har indledningsvis anfoert, at proceduren i vedtaegtens artikel 29, stk. 2, efter dens opfattelse kun kan anvendes i usaedvanlige og begraensede tilfaelde, nemlig ved ansaettelse af personer til stillinger i et direktorat, der kraever de hoejeste kvalifikationer og saerlige kundskaber. Kriterierne for udvaelgelse af ansoegere til disse stillinger indebaerer derfor en subjektiv begrundelse, idet de paagaeldende stillinger i hoejeste grad forudsaetter et tillidsforhold, hvilket indebaerer en begraensning i efterproevelsen af afgoerelser, der er truffet i henhold til denne bestemmelse. Domstolen har til stoette herfor henvist til Domstolens domme af 5. februar 1987, Huybrechts mod Kommissionen (306/85, Sml. s. 639), og af 12. februar 1987, Bonino mod Kommissionen (233/85, Sml. s. 755). Domstolen har under den mundtlige forhandling tilfoejet, at ved en procedure i artikel 29, stk. 2, og ved besaettelse af hoejtstaaende stillinger maa tjenstlige synspunkter gaa forud for begrundelsespligten.

60 Sagsoegte har endvidere anfoert, at afgoerelsen om udnaevnelsen ikke indeholder et klagepunkt imod sagsoegeren, hvorfor ansaettelsesmyndigheden ikke er forpligtet til at begrunde sin afgoerelse over for ham (domme af 5.2.1987, Huybrechts mod Kommissionen, naevnt ovenfor, og af 22.6.1989, Brus mod Kommissionen, 104/88, Sml. s. 1873). Domstolen har i oevrigt i dom af 9. marts 1964, Raponi mod Kommissionen (27/63, Sml. 1954-1964, s. 467), statueret, at angivelse af en eventuel begrundelse kunne have skadevirkninger for ansoegere, der ikke er kommet i betragtning. Domstolen har endvidere anfoert, at den i dom af 14. juli 1983, Nebe mod Kommissionen (176/82, Sml. s. 2475), som angik en afgoerelse om en tjenestemands placering, udtalte, at omfanget af begrundelsespligten i hvert tilfaelde burde vurderes ud fra de konkrete omstaendigheder, og Domstolen har i dom af 29. oktober 1981, Arming mod Kommissionen (125/80, Sml. s. 2555), fastslaaet, at pligten til at begrunde en foranstaltning vedroerende organisation af tjenesten boer saettes i forhold til den skoensfrihed, som ansaettelsesmyndigheden nyder inden for omraadet, og at ansaettelsesmyndigheden ikke kan udoeve denne skoensfrihed paa vilkaarlig maade.

61 Sagsoegte har endvidere anfoert, at ligesom i medlemsstaternes retssystemer indebaerer en vid skoensbefoejelse for forvaltningen fritagelse for forpligtelsen til at give en praecis og udfoerlig begrundelse. Endelig har sagsoegte anfoert, at den judicielle proevelse paa dette omraade alene omfatter procedurens lovlighed, vedroerende hvilken sagsoegeren ikke har fremsat nogen indvending, en kontrol af, om de faktiske forhold, som ansaettelsesmyndigheden har baseret sig paa, er korrekte, samt at der ikke foreligger et aabenbart fejlskoen, retsvildfarelse eller magtfordrejning, saaledes som generaladvokat Dutheillet de Lamothe har anfoert i sit forslag til afgoerelse i sag 29/70, Marcato mod Kommissionen (Domstolens dom af 17.3.1971, Sml. 1971, s. 37). Derimod omfatter efterproevelsen ikke administrationens bedoemmelse af ansoegernes faglige kvalifikationer. Domstolen har sammenfattende anfoert, at sagsoegeren ikke har foert bevis for nogen af disse anbringender om annullation.

62 Retten skal udtale, at vedtaegtens artikel 25, stk. 2, der er en anvendelse af den almindelige forpligtelse i EOEF-Traktatens artikel 190, bestemmer: "Enhver afgoerelse, der traeffes i henhold til denne vedtaegt om en bestemt person, skal straks meddeles den paagaeldende tjenestemand skriftligt. Enhver afgoerelse, der indebaerer et klagepunkt, skal begrundes". Domstolen statuerede i dom af 26. november 1981, Michel mod Parlamentet (195/80, Sml. s. 2861), at "pligten til at begrunde en akt, der indeholder et klagepunkt, har til formaal at goere det muligt for Domstolen at udoeve sin kontrol med hensyn til afgoerelsens lovlighed, og at give afgoerelsens adressat oplysninger, der er tilstraekkelige til at fastslaa, hvorvidt afgoerelsen er korrekt eller behaeftet med en mangel, hvorefter dens lovlighed kan anfaegtes". Endelig har Domstolen bekraeftet begrundelsespligten, ogsaa i forbindelse med vedtaegtens artikel 29, stk. 2, i dommen Schloh mod Raadet af 30. juni 1983 (a. st.). Begrundelsespligten er altsaa et vigtigt princip i faellesskabsretten, som kun kan fraviges af tvingende hensyn.

63 Det bemaerkes dernaest, at vedtaegtens artikel 29 indeholder to former for procedurer til ansaettelse af tjenestemaend ved Faellesskaberne. Den foerste, udvaelgelsesproeven, er den traditionelle ansaettelsesprocedure, der med forbehold af mulighederne for forfremmelse, forflyttelse og gennemfoerelse af udvaelgelsesproever inden for institutionen samt ansoegninger om overflyttelse, omhandles af bestemmelsens stk. 1 og vedtaegtens bilag III. Den anden mere undtagelsesvise ansaettelsesprocedure indeholdes i vedtaegtens artikel 29, stk. 2, som bestemmer: "Ved ansaettelse af tjenestemaend i loenklasserne A1 og A2 samt i saerlige tilfaelde for ansaettelse til stillinger, der kraever specielle kvalifikationer, kan ansaettelsesmyndigheden anvende en anden procedure end udvaelgelsesproceduren".

64 Disse bestemmelser fritager ikke ansaettelsesmyndigheden for den almindelige pligt til at begrunde afgoerelser, der indeholder et klagepunkt, uanset om afgoerelserne er truffet i henhold til proceduren i artikel 29, stk. 2. Denne fortolkning bekraeftes af dom af 5. december 1974, Van Belle mod Raadet (176/73, Sml. s. 1361), hvori Domstolen udtalte, at artikel 29, stk. 2, pga. dens karakter af en undtagelse maa fortolkes snaevert og maa vige for en vedtaegtsbestemmelse, der er generelt og ubetinget formuleret, saasom artikel 25, stk. 2. Denne afgoerelse blev bekraeftet ved dom af 30. maj 1984, Picciolo mod Parlamentet (a. st.), som drejede sig om en ansaettelsesprocedure i henhold til vedtaegtens artikel 29, stk. 2, og hvori Domstolen under henvisning til sin faste praksis udtalte, at "forpligtelsen til at begrunde en beslutning, som indeholder et klagepunkt, skal goere det muligt for Domstolen at udoeve sin proevelsesret vedroerende beslutningens lovlighed, og samtidig give den paagaeldende de noedvendige oplysninger for at vurdere, om beslutningen (afslag paa deltagelse i udvaelgelsesproeve) er tilstraekkeligt begrundet".

65 I denne sag er ansaettelsesproceduren i henhold til artikel 29, stk. 2, forloebet i tre etaper. Under den foerste blev de ansoegninger, som ikke opfyldte stillingsopslagets betingelser, udelukket; denne gennemgang blev udfoert af en arbejdsgruppe under forsaede af generaladvokat M. Mischo, efterbemyndigelse fra Det Administrative Udvalg. Denne foerste gennemgang resulterede i, at der blev udvalgt tolv ansoegninger. Den anden etape bestod i udvaelgelsen blandt de otte ansoegere, som ansaettelsesmyndigheden havde taget i betragtning, af to eller tre saerligt egnede ansoegere; denne udvaelgelse blev foretaget af Det Administrative Udvalg, som i sin endelige rapport, meddelt Domstolens medlemmer den 21. maj 1989, foreslog to ansoegere, som Udvalget fandt bedst egnede til at besaette den ledige stilling. Den tredje etape var ansaettelsesmyndighedens endelige valg, da denne under sit administrative moede den 7. juni 1989 udnaevnte den ene af de to ansoegere, som var foreslaaet af Det Administrative Udvalg, til stillingen.

66 Med henblik paa afgoerelsen af, om der bestod en pligt til at begrunde afgoerelsen om ikke at tage sagsoegerens ansoegning i betragtning i denne sag, uanset den saerlige karakter af proceduren i vedtaegtens artikel 29, stk. 2, skal det fastslaas, at denne procedure i tre etaper ligner den traditionelle ansaettelsesprocedure, hvori, ogsaa i tre etaper, hhv. foerst udvaelgelseskomitéen for udvaelgelsesproeven og senere ansaettelsesmyndigheden deltager. Ved de to foerste etaper, skal udvaelgelseskomitéen for udvaelgelsesproeven i henhold til bestemmelserne i vedtaegtens bilag III foerst afgoere, om ansoegningerne opfylder betingelserne i meddelelsen om udvaelgelsesproeve og dernaest udvaelge de ansoegere, som gives adgang til at deltage i udvaelgelsesproeven efter en under hensyn til udvaelgelsesproevens karakter, foretagen sammenligning af deres kvalifikationsbeviser, kvalifikationer og faglige erfaring, og opfoere de bedst kvalificerede ansoegere paa egnethedslisten, der tilsendes ansaettelsesmyndigheden. Ansaettelsesmyndighedens udnaevnelse af en af ansoegerne paa denne liste udgoer den tredje etape, hvorved bemaerkes, at ansaettelsesmyndigheden kun kan fravige denne af udvaelgelseskomitéen efter fortjenester fastsatte raekkefoelge af tvingende tjenstlige hensyn, som er behoerigt begrundet.

67 Det fremgaar af sagens akter, at Det Administrative Udvalg udelod sagsoegerens ansoegning paa det stadium, der svarer til ovenfor beskrevne anden etape, altsaa paa det tidspunkt, da udvaelgelseskomitéen for en udvaelgelsesproeve under en traditionel ansaettelsesprocedure opstiller listen over egnede ansoegere. Det maa bl.a. efter en gennemgang af moedeprotokollerne fra Domstolens administrative moeder konstateres, at de ansoegere, som ikke blev indkaldt til samtale, ikke laengere kunne komme i betragtning til den paagaeldende stilling.

68 Med hensyn hertil, og uden at det findes noedvendigt at tage stilling til ansaettelsesmyndighedens endelige valg under ansaettelsesprocedurens tredje etape, fremgaar det af Domstolens faste praksis, at en udvaelgelseskomités afgoerelser om ikke at give en ansoeger adgang til en udvaelgelsesproeve, indeholder klagepunkter og skal begrundes, uanset om ansoegeren er tjenestemand eller ej. Denne praksis gaelder saavel for de afgoerelser, som udvaelgelseskomitéer for en udvaelgelsesproeve har truffet under den foerste etape, hvor de ansoegninger, som ikke opfylder betingelserne i meddelelse om udvaelgelsesproeven, udelukkes (jf. bl.a. dom af 14.6.1972, Marcato mod Kommissionen, 44/71, Sml. 1972, s. 105), som for afgoerelser truffet under den anden etape, som bestaar i en sammenligning af ansoegernes kvalifikationsbeviser eller kvalifikationer med henblik paa udfaerdigelsen af en reserveliste (jf. bl.a. dommene af 31.3.1965, Vandevyvere mod Parlamentet, 23/64, Sml. 1965-1968, s. 41, af 26.11.1981, Michel mod Parlamentet, a. st., af 14.7.1983, Detti mod Domstolen, 144/82, Sml. s. 2421, og af 27.3.1985, Kypreos mod Raadet, 12/84, Sml. s. 1005).

69 Afgoerende ved behandlingen af dette spoergsmaal er desuden foerst den klare ordlyd af vedtaegtens artikel 25, stk. 2, og dernaest Domstolens naevnte praksis vedroerende forpligtelsen til at begrunde afgoerelser, truffet af udvaelgelseskomitéer for en udvaelgelsesproeve, isaer naar disse foretager en sammenligning af ansoegerne, og endelig Domstolens dom af 30. juni 1983, Schloh mod Raadet (a. st.), som vedroerte en anvendelse af proceduren i artikel 29, stk. 2, hvor ansaettelsesmyndigheden havde foretaget en sammenligning af ansoegningerne, og hvor Domstolen meget omhyggeligt havde efterproevet begrundelsen for afgoerelsen om ikke at tage sagsoegerens ansoegning i betragtning.

70 Det skal endvidere tilfoejes, at ansaettelsesmyndigheden i denne sag udmaerket havde vaeret i stand til - uden at dette i oevrigt ville have indebaaret en oeget arbejdsbyrde for dens tjenestegrene - i dens skrivelser til de ansoegere, som Det Administrative Udvalg havde udelukket, at angive en begrundelse, der var formuleret tilstraekkelig objektivt, idet ansaettelsesmyndigheden kunne have anvendt den begrundelse, Det Administrative Udvalg havde givet i sin endelige rapport. Ansaettelsesmyndigheden ville herved ikke paa nogen maade have tilsidesat den fortrolighed, som de oevrige ansoegere havde krav paa. Det skal endvidere bemaerkes, at efter den faste praksis, som Domstolen har anlagt, for saa vidt angaar udvaelgelsesproever med talrige ansoegere, og som saa meget mere maa finde anvendelse paa udvaelgelsesproever eller procedurer efter artikel 29, stk. 2, hvor antallet af ansoegere er begraenset, har ansaettelsesmyndigheden altid mulighed for i de svar, den giver paa udelukkede ansoegeres anmodning om forklaringer eller paa deres klager, at uddybe en begrundelse, der oprindelig var kortfattet, men tilstraekkelig, og som var meddelt disse ansoegere i afgoerelsen om ikke at tage deres ansoegning i betragtning. Anbringendet om, at en saadan begrundelse kunne skade ansoegere, der ikke blev taget i betragtning, er ikke relevant, dels fordi begrundelsen i en afgoerelse, der indeholder et klagepunkt, efter sagens natur indebaerer en negativ vurdering af de paagaeldende, den er rettet til, dels fordi disse er de eneste, som faar kendskab til denne begrundelse, der ikke i noget tilfaelde bliver offentliggjort.

71 I denne sag bemaerkes, at afgoerelsen om ikke at tage sagsoegerens ansoegning i betragtning til ansaettelsesprocedure CJ/180/88, som blev meddelt sagsoegeren den 9. juni 1989, og bekraeftet ved skrivelserne af 19. juni og 6. juli 1989 fra Domstolens praesident, pga. dens indhold og karakter udgoer en afgoerelse, der indeholder et klagepunkt imod sagsoegeren. Ved gennemgangen af denne afgoerelse, der med samme ordvalg blev stadfaestet ved afslaget paa sagsoegerens klage, maa det fastslaas, at sagsoegeren alene her foerst oplyses om, at hans ansoegning ikke er efterkommet, dernaest at en anden person er blevet foretrukket til den ledige stilling, og endelig at den anvendte ansaettelsesprocedure er proceduren efter artikel 29, stk. 2, og at afgoerelsen ikke angiver grundene til, ikke engang kortfattet, at sagsoegeren ikke blev taget i betragtning. En saadan besvarelse kan ikke opfylde forpligtelsen i vedtaegtens artikel 25, stk. 2.

72 Paa dette stadium og under henvisning til, at det ovenfor er anfoert, at sagsoegerens anbringender rettet mod afgoerelsen om at udnaevne en anden ansoeger til den paagaeldende stilling var uden grundlag, skal der imidlertid henvises til ordlyden af Domstolens dom af 30. maj 1984, Picciolo mod Parlamentet (a. st.), hvor Domstolen udtalte, at "da alle sagsoegerens indsigelser mod ansaettelsesmyndighedens beslutning om at afslaa hans ansoegning til den ledige stilling har vist sig at vaere ugrundede, har sagsoegeren ikke en retlig interesse i, at udnaevnelsen af en anden ansoeger til den stilling, som han ikke gyldigt kan goere krav paa, annulleres", samt ordlyden af Domstolens dom af 8. marts 1988, Sergio mod Kommissionen (forenede sager 64/86, 71/86, 72/86, 73/86 og 78/86, Sml. s. 1399), hvor Domstolen udtalte, at "det under retsforhandlingerne oplyste i undtagelsestilfaelde [kan] bevirke, at der ikke laengere er noget grundlag for et anbringende om, at afgoerelsen ikke er blevet begrundet, saaledes at det ikke laengere kan begrunde en annullation af afgoerelsen".

73 I denne sag fremgaar det af det ovenfor anfoerte, at sagsoegeren ikke har fremsat noget anbringende, der kan medfoere en annullation af udnaevnelsen af den foretrukne ansoeger til den paagaeldende stilling, samt at han efter den af Retten anordnede bevisoptagelse er blevet bekendt med samtlige de grunde, som bevirkede, at ansaettelsesmyndigheden lod sagsoegerens ansoegning ude af betragtning, inden den traf det endelige valg.

74 Under disse omstaendigheder er sagsoegerens paastand om annullation af ansaettelsesmyndighedens afgoerelse om ikke at tage hans ansoegning i betragtning, fordi den ikke var begrundet, blevet uden genstand.

75 Det foelger af det ovenfor anfoerte, at paastandene i sag T-161/89 om annullation af Domstolens afgoerelse af 7. juni 1989 om udnaevnelse til stillingen som direktoer for Direktoratet "Bibliotek, Forskning og Dokumentation" ikke kan tages til foelge, og at sagsoegerens paastande om annullation af Domstolens afgoerelse om ikke at tage hans ansoegning i betragtning er blevet uden genstand.

76 Det bemaerkes endelig, at sagsoegerens paastande om, at det statueres, at sagsoegeren har bestaaet ansaettelsesprocedure CJ/180/88, under alle omstaendigheder ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom Retten ikke kan give institutionerne paalaeg eller traede i deres sted.

B - Sag T-160/89

77 I sag T-160/89 har sagsoegeren nedlagt paastand om annullation af afgoerelsen, hvorved ansaettelsesmyndigheden afslog at meddele ham afgoerelsen om udnaevnelsen til den paagaeldende direktoerstilling, samt om, at Retten anordner, at denne afgoerelse skal meddeles ham.

78 Det maa fastslaas, hvilket sagsoegeren i oevrigt ogsaa har erkendt under retsmoedet, at den af Retten anordnede bevisoptagelse den 20. juni 1990 har givet sagsoegeren mulighed for at blive bekendt med afgoerelsen om den anfaegtede udnaevnelse. Sagsoegerens paastande i sag T-160/89 er derfor blevet uden genstand.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

79 I henhold til Domstolens procesreglements artikel 69, stk. 3, andet afsnit, kan Retten paalaegge endog en vindende part at godtgoere den anden part de udgifter, som han har forvoldt modparten ved sin egen adfaerd.

80 I ovennaevnte Picciolo-dom udtalte Domstolen foelgende: "Selv om samtlige sagsoegerens anbringender saaledes maa forkastes, maa der imidlertid ved afgoerelsen om sagens omkostninger tages hensyn til de forudgaaende betragtninger vedroerende den kortfattede begrundelse af ansaettelsesmyndighedens afslag paa sagsoegerens ansoegning. Det var foerst paa grundlag af Parlamentets besvarelse af Domstolens spoergsmaal, at sagsoegeren blev i stand til fuldt ud at vurdere indholdet af den givne begrundelse. Herefter kan det ikke bebrejdes sagsoegeren, at han har indbragt sagen for Domstolen med henblik paa en proevelse af lovligheden af de beslutninger, der er truffet af den paagaeldende ansaettelsesmyndighed."

81 I de foreliggende sager maa det fastslaas, at der pga. Domstolens gentagne afslag paa ikke at meddele sagsoegeren en begrundelse for ikke at tage hans ansoegning i betragtning, foreligger samme situation. Retten skoenner derfor, at sagsoegeren har anlagt sag ved Retten pga. Domstolens adfaerd.

82 Under disse omstaendigheder finder naevnte bestemmelser i artikel 69, stk. 3, andet afsnit, i Domstolens procesreglement anvendelse, og Domstolen boer derfor tilpligtes at afholde samtlige sagens omkostninger.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Femte Afdeling)

1) I sag T-161/89 frifindes sagsoegte.

2) I sag T-160/89 er det ufornoedent at traeffe afgoerelse.

3) De Europaeiske Faellesskabers Domstol betaler sagens omkostninger, herunder sagsoegerens omkostninger.

Top

Full & Egal Universal Law Academy