Rettens dom (Første Afdeling) af 10. marts 1992. Società Italiana Vetro SpA m.fl. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Konkurrence - EUR-Lex Document 61989TJ0068

Avis juridique important

|61989A0068

DOM AFSAGT AF RETTEN I FOERSTE INSTANS (FOERSTE AFDELING) DEN 10. MARTS 1992. - SOCIETA ITALIANA VETRO SPA, FABBRICA PISANA SPA OG PPG VERNANTE PENNITALIA SPA MOD KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER. - KONKURRENCE - AFTALE OG SAMORDNET PRAKSIS - MISBRUG AF KOLLEKTIVT DOMINERENDE STILLING - BEVISER. - FORENEDE SAGER T-68/89, T-77/89 OG T-78/89.

Samling af Afgørelser 1992 side II-01403
svensk specialudgave side II-00303
finsk specialudgave side II-00287

Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord

++++

1. Konkurrence - administrativ procedure - meddelelse af klagepunkter - fremsendelse til virksomhederne af forvanskede dokumenter - foelger - saerlig omhyggelig retlig proevelse af beviserne til stoette for Kommissionens beslutning

2. Konkurrence - aftaler - samordnet praksis - visse typer forbindelser mellem producenter - intet bevis herfor

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

3. Konkurrence - faellesskabsregler - overtraedelse fastslaaet i Kommissionens beslutning - beslutning baseret paa forhold, der ikke alle er fyldestgoerende bevist - Rettens omgoerelse - udelukket - delvis annullation - betingelser

(EOEF-traktaten, art. 173; Raadets forordning nr. 17; Kommissionens forordning nr. 99/63)

4. Konkurrence - dominerende stilling - virksomhed - begreb - kollektivt dominerende stilling - begreb

(EOEF-traktaten, art. 85 og 86)

Sammendrag

1. Saafremt det efter bevisoptagelsen, som Retten har foranstaltet i en sag om annullation af en beslutning fra Kommissionen om anvendelse af traktatens konkurrenceregler, fremgaar, at de dokumenter, der under den administrative procedure er blevet fremsendt til virksomhederne, er blevet forvansket uden gyldig grund, skal Retten noeje undersoege arten og raekkevidden af de beviser, som Kommissionen har lagt til grund for sin beslutning.

2. Vertikale forbindelser som saelger og koeber mellem to producenter, der vedroerer et produkt, som alene fremstilles af en af disse producenter, er ikke i sig selv bevis paa en ulovlig horisontal aftale.

Et saadant bevis foreligger heller ikke, saafremt de, der i forening driver et faelles produktionsanlaeg, raadfoerer sig med hinanden for at undgaa, at det, som hver enkelt af dem aftager fra produktionen paa dette anlaeg, foerer til illoyal konkurrence.

3. Selv om Faellesskabets domsmyndighed i forbindelse med den retslige proevelse af EF-administrationens retsakter kan traeffe afgoerelse om delvis annullation af en kommissionsbeslutning paa konkurrenceomraadet, indebaerer dette ikke, at den har kompetence til at omgoere den anfaegtede beslutning. Tildeling af en saadan kompetence kunne dels forstyrre den i traktaten fastsatte ligevaegt mellem institutionerne, dels kraenke retten til kontradiktion ved at fratage de virksomheder, der beroeres af beslutningen, de garantier vedroerende sagsbehandlingen, der hjemles i forordning nr. 17 og nr. 99/63.

En delvis annullation forudsaetter selv, at visse betingelser er opfyldt. Saaledes skal Retten, saafremt den vil traeffe en saadan afgoerelse, foerst sikre sig, at beslutningens konklusion, naar den ses i lyset af begrundelserne for beslutningen, kan begraenses ratione materiae, ratione personae eller ratione temporis, hvorved dens virkninger begraenses, mens dens indhold forbliver uaendret; at beviset for overtraedelsen, naar den afgraenses paa denne maade, kan findes i en fyldestgoerende bedoemmelse af markedet i beslutningens begrundelse, og at den eller de beroerte virksomheder reelt har faaet lejlighed til at udtale sig om det saaledes afgraensede klagepunkt.

4. Ligesom i traktatens artikel 85 betegner begrebet virksomhed i artikel 86 en oekonomisk enhed.

To eller flere virksomheder kan indtage en dominerende stilling i traktatens artikel 86' s forstand, saafremt to eller flere uafhaengige oekonomiske enheder paa et bestemt marked er forbundet med saadanne oekonomiske baand, at de tilsammen indtager en dominerende stilling i forhold til de oevrige virksomheder paa markedet. En saadan situation kunne f.eks. foreligge, saafremt to eller flere uafhaengige virksomheder i faellesskab paa grundlag af aftale eller licens har et teknologisk forspring, som goer det muligt for dem at udvise en i betydeligt omfang uafhaengig adfaerd over for deres konkurrenter og kunder og i sidste instans over for forbrugerne.

Dommens præmisser

Sagens baggrund

1 Denne sag vedroerer en beslutning vedtaget af sagsoegte, Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt henholdsvis "beslutningen" og "Kommissionen"), hvorved de tre sagsoegere, som er italienske producenter af planglas, paalaegges en boede for overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, og hvori det fastslaas, at sagsoegerne har overtraadt traktatens artikel 86. De tre selskaber, som beslutningen er rettet til, er for det foerste Società Italiana Vetro (herefter benaevnt "SIV"), hvis hovedaktionaer er Ente Finanziamento Industria Manifatturiera (herefter benaevnt "EFIM"); for det andet Fabbrica Pisana SpA (herefter benaevnt "FP"), datterselskab af industrikoncernen Saint-Gobain (herefter benaevnt "SG"); og for det tredje Vernante Pennitalia (herefter benaevnt "VP"), datterselskab af koncernen PPG-Industries Inc., Pittsburg (herefter benaevnt "PPG").

2 I beslutningen (betragtning 2) defineres det paagaeldende produkt som "alle former for planglas". Der skelnes mellem tre typer af planglas - trukket glas, stoebt glas og, som den vigtigste, krystalglas. Det naevnes, at i vore dage fremstilles 90% af alt planglas efter den saakaldte float-metode, en moderne produktionsform, som for hvert produktionsanlaeg kraever en investering paa ca. 100 mio. ECU.

3 I sektoren for planglas i almindelighed skelner Kommissionen mellem to markeder (betragtning 5): markedet for glas til transportindustrien, navnlig automobilindustrien (herefter benaevnt "markedet for bilglas"), og markedet for glas til andre industrier, navnlig bygge- og boligudstyrsindustrien (herefter benaevnt "markedet for konstruktionsglas"). Paa markedet for bilglas forsynes automobilfabrikanterne direkte af glasproducenterne, som selv forarbejder planglasset, saaledes at det opfylder bilfabrikanternes behov. Paa markedet for konstruktionsglas kan planglasset anvendes uforarbejdet (f.eks. som rudeglas) eller forarbejdet. Paa sidstnaevnte marked kan brugerne forsynes enten direkte af producenterne eller indirekte gennem engrosforhandlere, forarbejdningsvirksomheder og lignende.

4 Den 28. september 1981 sendte Kommissionen til FP, SIV og VP, til en sammenslutning af italienske virksomheder, som driver virksomhed med engrossalg af planglas, samt til medlemmerne af to tilsvarende sammenslutninger, som allerede var oploest, en beslutning (81/881/EOEF, EFT L 326, s. 32, herefter benaevnt "beslutningen af 1981"), hvori det fastslaas, at de havde overtraadt bestemmelserne i ovennaevnte artikel 85, stk. 1. Kommissionen paatalte for det foerste, at grossistsammenslutningerne i deres vedtaegter, gennemfoerelsesbestemmelser og vedtagelser havde fastsat bestemmelser vedroerende:

- forpligtelsen for medlemmerne til at koebe gennem sammenslutningerne

- forbuddet mod, at medlemmerne foretager importforretninger, og forpligtelsen til at fordele de produkter, der eventuelt importeres fra statshandelslande efter forudgaaende tilladelse fra sammenslutningen

- opstillingen og overholdelsen af en faelles prisliste.

For det andet paatalte Kommissionen, at producenterne og grossisterne havde indgaaet aftaler vedroerende:

- fastsaettelsen af salgskvoter

- indroemmelsen af ensartede rabatter

- kontrollen med sammenslutningernes medlemmers aktiviteter.

Beslutningen af 1981 er blevet endelig.

5 I marts 1986 indstaevnede selskabet Industria Vetraria Alfonso Cobelli (herefter benaevnt "Cobelli"), der er etableret i Reggio Calabria, og som driver engroshandel med glas, selskaberne FP og SIV for retten i Reggio Calabria, idet det gjorde gaeldende, at disse selskaber havde bidraget til dets sammenbrud ved en adfaerd, som var illoyal og udgjorde et misbrug af en dominerende stilling. Cobelli klagede navnlig over, at de havde indgaaet "en stiltiende aftale", som VP ogsaa var med i, "om at bevare markedets stabilitet ved at opstille salgsprislister for deres produkter". Den 25. juni 1986 sendte VP' s advokat til Cobelli et brev, hvori denne paastand blev afvist som urigtig for saa vidt angaar VP. Den 15. juli 1986 svarede Cobelli' s advokat, idet han gav udtryk for "forbloeffelse, da Industria Vetraria Cobelli og dets ejer aldrig havde draget Vernante Pennitalia' s korrekte holdning og imoedekommenhed over for Cobelli i tvivl".

6 I juli og oktober 1986 foretog Kommissionen i henhold til artikel 14, stk. 2, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelsen af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), kontrolundersoegelser hos paa den ene side FP, SIV og VP og paa den anden side selskabet Socover SpA, der drev virksomhed med engrossalg af planglas (herefter benaevnt "Socover"), og som var et af de selskaber, som beslutningen af 1981 var rettet til.

7 Ved skrivelse af 31. oktober 1986, som indgik til Kommissionen den 6. november 1986, indgav Cobelli' s ejer, Alfonso Cobelli, i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 en klage til Kommissionen, hvori denne anmodedes om at fastslaa, at SIV, FP og VP havde overtraadt konkurrencereglerne. Ifoelge Cobelli havde der laenge mellem de tre producenter bestaaet en aftale, "som gik ud paa at kontrollere og stabilisere markedet og fjerne enhver form for indbyrdes konkurrence ved at opstille aftalte prislister for salget af deres produkter; i disse lister, som fastsatte ikke alene identiske priser for ensartede kategorier af produkter, men ogsaa identiske salgs- og betalingsbetingelser, blev kunderne paa grundlag af omsaetning og branche underinddelt i saerskilte grupper efter handelsmaessig betydning; for hver gruppe blev der fastsat forskellige salgspriser ved hjaelp af en 'rabatskala' , der medfoerte en prisdifference mellem den foerste og den sidste gruppe paa ca. 9%". Endvidere klagede Cobelli over, at FP og SIV (men ikke VP) siden 1982 havde lagt en "handelsstrategi, som gik ud paa at opnaa fuldstaendig kontrol ikke alene med produktionen, men ogsaa med distributionen af glas og udelukke de fleste af de nuvaerende engros-forhandlere fra markedet".

8 Den 13., 14. og 15. januar 1987 foretog Kommissionen paa ny kontrolundersoegelser hos FP, SIV og VP i medfoer af artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 17.

9 Ved skrivelse af 20. februar 1987 forelagde VP Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence (herefter benaevnt "GD IV") sine bemaerkninger til Cobelli' s klage, som selskabet netop for foerste gang havde faaet kendskab til; VP paaberaabte sig bl.a. til sit forsvar det dementi, som Cobelli' s advokat havde sendt det den 15. juli 1986.

10 Den 3. april 1987 sendte Cobelli GD IV et memorandum, som indgik til Kommissionen den 10. april 1987, og hvori selskabet besvarede de efter meddelelse af klagen fremsatte bemaerkninger fra FP, SIV og VP. I dette memorandum haevdede Cobelli, at FP, SIV og "ved enkelte lejligheder ligeledes" VP havde deltaget i regelmaessige moeder med grossisterne, "undertiden paa foranledning af branchesammenslutningerne, undertiden paa direkte initiativ af fabrikanterne", og at de tre producenter:

"altid moedte med helt ens holdninger til forhandlernes anmodninger: de altid absolut identiske lister over de forhandlede produkter, som blev offentliggjort paa samme eller naesten samme tid af de tre virksomheder, blev sendt til forhandlerne selv, foerend de blev forklaret paa disse moeder, hvor der dog ikke var ringeste mulighed for at droefte dem ... tvaertimod, hver gang (de oevrige deltagere) forsoegte at paavirke fabrikanternes afgoerelser eller foreslaa aftaler, som ville have taget hensyn til deres egne kommercielle behov, dannede fabrikanterne en 'faelles front' ...

Blot som et eksempel kan naevnes nogle af de talrige moeder, der blev afholdt mellem 1984 og 1986, og som undertegnede i de fleste tilfaelde deltog i: den 19. marts 1984 hos Barbato i Napoli, paa SIV' s initiativ; den 10. og den 31. oktober 1984 i Rom, paa hotel Sheraton; den 19. oktober 1984 hos Fontana i Caserta; den 31. oktober 1984, endnu et moede hos VIC SpA i Bologna; vi ved, at der blev afholdt vigtige moeder mellem de tre virksomheders salgsdirektoerer den 28. februar og den 2. marts 1985; den 2. maj 1985 paa hotel Sheraton i Rom, den 18. februar 1986 i Catania, alene mellem Tortorici, Donato, Fontana, Milletti (FP), Baldi (SIV) og Bilotta fra Callipo Vetro. Naturligvis var der endnu flere moeder end de her naevnte, som jeg umiddelbart kan komme i tanker om. Og moederne holdes fortsat i dag, bortset fra at undertegnede holdes helt udenfor, da jeg har vovet at tage initiativer over for fabrikanterne!

Til stoette for det her anfoerte og som bevis for, at der mellem fabrikanterne er indgaaet praecise aftaler om harmonisering af priser og salgsbetingelser, er det tilstraekkeligt at undersoege vedlagte fakturaer, hvor der paa de samme datoer og for de samme produkter er angivet helt identiske priser ..."

Efter en laengere kommentar til FP' s og SIV' s forretningspolitik fritog Cobelli udtrykkeligt VP,

"som vel har deltaget i aftalerne med de oevrige fabrikanter for saa vidt angaar samstemmende lister og rabatter, men som dog altid uforstyrreligt, isaer over for undertegnede, har foert en helt korrekt forretningspolitik, og som aldrig har vaeret ansvarlig for misbrug eller aftaler under bordet, som har til formaal at favorisere én forhandler paa bekostning af de oevrige ..."

11 Den 15. oktober 1987 besluttede Kommissionen at indlede den i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 fastsatte procedure. Den 28. oktober 1987 gav Kommissionen FP, SIV og VP den skriftlige meddelelse om klagepunkter, der er omhandlet i artikel 19, stk. 1, i naevnte forordning og artikel 2, stk. 1, i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42, herefter benaevnt "forordning nr. 99/63"). I meddelelsen om klagepunkter gjorde Kommissionen gaeldende, at de virksomheder, som meddelelsen var rettet til, havde overtraadt EOEF-traktatens artikel 85 og 86, saavel i bilglassektoren, nemlig i forhold til de italienske virksomheder Fiat og Piaggio, som i konstruktionsglassektoren. FP, SIV og VP besvarede meddelelsen skriftligt.

12 Den 9. og 10. marts 1988 fandt de i artikel 19, stk. 1 og 2, i forordning nr. 17 og i artikel 7, 8 og 9 i forordning nr. 99/63 fastsatte hoeringer sted. FP, SIV, VP og Cobelli var repraesenteret og afgav udtalelse. Udkastet til protokollat vedroerende hoeringerne blev sammen med den relevante dokumentation sendt til medlemmerne af Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal. Det blev sendt til virksomhederne den 25. august 1988. Det endelige protokollat med de af virksomhederne oenskede rettelser, tilfoejelser og udeladelser blev tilsendt dem senere.

13 Det fremgaar af ovennaevnte protokollat, at en af tjenestemaendene i GD IV, da han blev anmodet om at oplyse, om Kommissionen havde taget kontakt med Fiat, svarede:

"Kommissionen forbeholder sig at besvare dette spoergsmaal paa et senere tidspunkt."

Da repraesentanten for Den Italienske Republik insisterede paa at faa at vide, om Kommissionen havde foretaget kontrolundersoegelser hos Fiat, svarede samme tjenestemand:

"Jeg har intet at tilfoeje til det, jeg allerede har sagt."

Det fremgaar ligeledes af protokollatet, at Cobelli, da han blev bedt om at angive, hvilke moeder han mente, at VP havde deltaget i, naevnte ét eneste moede i Tropea i 1986. Der var tale om en fest for glasproducenter, hvori havde deltaget 500 personer, inkl. familie.

14 Efter afslutningen af denne procedure vedtog Kommissionen den 7. december 1988 den anfaegtede beslutning. Beslutningen falder i to dele, én, der indeholder sagsfremstillingen (betragtning 1-58, herefter benaevnt "sagsfremstilling", og én, der indeholder den retlige vurdering (betragtning 59-84, herefter benaevnt "den retlige vurdering"), efterfulgt af den dispositive del. I det vaesentlige er meddelelsen af klagepunkter gengivet i beslutningen.

15 I beslutningens sagsfremstilling undersoeges for det foerste markedet for planglas set ud fra et produktmaessigt, et udbudsmaessigt og et efterspoergselsmaessigt synspunkt. Derefter undersoeges virksomhedernes adfaerd med hensyn til for det foerste sektoren for konstruktionsglas, for det andet sektoren for bilglas og for det tredje virksomhedernes samhandel med glas.

16 For saa vidt angaar konstruktionsglassektoren inddeler beslutningen virksomhedernes paaklagede adfaerd i fem afsnit:

- ensartede prislister

- ensartede rabatter

- ensartet klassificering af de stoerste kunder

- aftaler mellem producenterne, og

- forbindelserne mellem producenterne og grossisterne.

17 I beslutningen fastslaas det, at "de tre italienske producenter har naesten samtidig, undertiden samme dag ..., fremsendt identiske prislister til deres italienske kundekreds" (betragtning 18), at de "ydede de samme rabatter paa grundlag af en klassificering af kunderne" (betragtning 20), og at "de stoerste kunder ... blev klassificeret i samme kategori eller paa samme niveau, uanset hvilken producent de modtog deres leverancer fra, (afhaengig af) den maengde, kunden i alt aftog fra samtlige producenter" (betragtning 22). Videre hedder det i beslutningen, at "de ensartede prislister og rabatter samt den ensartede klassificering af de stoerste kunder skyldes aftaler, som producenterne har indgaaet enten direkte under moeder eller kontakter eller gennem en talsmand for de stoerste kunder (Socover)" (betragtning 24). Herefter foelger "dokumentbeviserne paa, at disse aftaler eksisterer" (betragtning 25-32). Derefter fastslaas det, at "de tre italienske producenters indbyrdes handel giver dem mulighed for at faa kendskab til konkurrenternes prislister og faktisk anvendte priser og for at vedtage en faelles forretningspolitik paa markedet ... Varernes salgspris er altid blevet fastsat og senere tilpasset paa grundlag af aendringerne i saelgernes prislister" (betragtning 33). Endelig fastslaas det, at "de samordnede prislister og rabatter blev anvendt i praksis. En undersoegelse af en raekke fakturaer viser saaledes, at de tre producenter har anvendt de samme priser og rabatter over for én og samme kunde, der har aftaget vidt forskellige maengder hos dem". Herefter foelger en liste over de undersoegte fakturaer (betragtning 34).

18 Med hensyn til forbindelserne mellem producenterne og grossisterne hedder det i beslutningen, at "de tre producenter sikrede sig, at deres prislister og rabatter ogsaa anvendtes i afsaetningsleddet". Det erkendes i beslutningen, at der ikke foreligger direkte beviser for afholdelsen af de moeder, som sagsoegeren Cobelli haevdede havde fundet sted "med grossisterne for at faa dem til at acceptere prisforhoejelserne og indkalkulere dem i deres egne salgspriser", men det fremhaeves, at det "af visse dokumenter fremgaar ... for det foerste, at nogle af moederne mellem grossisterne blev holdt paa producenternes initiativ, og at det i betragtning af de ensartede prislister og rabatter lykkedes producenterne at paavirke grossisternes valg, og for det andet, at kunderne var indforstaaet med producenternes ensartede priser" (betragtning 35). Herefter foelger en diskussion vedroerende visse dokumenter (betragtning 36-42). Navnlig konstateres det paa grundlag af et af disse dokumenter, at "meddelelser fra grossisterne til producenterne og omvendt foregaar via Socover" (betragtning 36).

19 For saa vidt angaar sektoren for bilglas hedder det i beslutningen, at "ifoelge virksomhedernes nedennaevnte dokumenter har SIV og FP aftalt priser og kvoter i hvert fald fra 1982. VP har ogsaa deltaget i disse karteller, i hvert fald fra 1983, men ikke i samme omfang som de to oevrige producenter" (betragtning 43). Herefter gennemgaas de dokumenter, som Kommissionen betragter som beviser for aftaler og samordnet praksis vedroerende Fiat-koncernen (betragtning 44-51) og Piaggio-koncernen (betragtning 52). Med hensyn til Fiat-koncernen fastslaas det efter en gennemgang af spoergsmaalet om priser og kvoter, at "de tre producenter har solgt produktet til hinanden med det formaal hver isaer at bevare deres indtraengningskvoter eller naa de kvoter, der var aftalt med konkurrenterne" (betragtning 48), og, under henvisning til producenternes argument om, at Fiat var en "dominerende kunde", at "uanset forbindelserne mellem en kunde med en dominerende stilling og dennes leverandoerer, kan det fastslaas, at SIV, FP og VP har aftalt en faelles forretningspolitik over for Fiat-koncernen" [betragtning 51, nr. iii), andet afsnit]. Hvad angaar Piaggio-koncernen fastslaas det i beslutningen, at "SIV og FP ... i hvert fald fra 1983 [har] haft en aftale om fordelingen af leverancerne og fastsaettelsen af priserne over for Piaggio" (betragtning 52). Der er ikke fremfoert klagepunkter vedroerende VP' s forbindelser med Piaggio-koncernen.

20 For saa vidt angaar producenternes samhandel med glas hedder det i beslutningen, at "de tre producenter har solgt hinanden store maengder glas i henhold til kontrakter. Dette skulle give de enkelte producenter mulighed for at disponere over et komplet produktsortiment - ogsaa naar der er tale om produkter, de ikke selv fremstiller - og bevare deres markedsandele. Der er derfor tale om et middel til at opdele markederne og kunderne og til at faa kendskab til konkurrenternes tariffer og priser ..." (betragtning 53). Herefter gennemgaas forskellige dokumenter (betragtning 54-56) og producenternes argumenter (betragtning 57 og 58). Det praeciseres, at Kommissionen "ikke agter at paaklage de gensidige leverancer i de tilfaelde, hvor der er tale om noedstilfaelde (dvs. ved udskiftning af produktionsapparatet, standsninger med henblik paa vedligeholdelse af ovne, imoedekommelse af punktvise ordrer), men ... kun den systematiske handel over laengere perioder, som er en foelge af det industri- og handelspolitiske valg, som producenterne har truffet som led i andre konkurrencebegraensende arrangementer og/eller aftaler" [betragtning 58, nr. i), foerste afsnit]. Ud fra et oekonomisk synspunkt konstateres det, at "den indbyrdes handel neutraliserer den fordel, som specialiseringen indebaerer, og bringer kunstigt producenterne paa lige fod, hvorved man forhindrer kunderne i at drage oekonomisk fordel af de enkelte producenters produktions- og afsaetningsmaessige fortrinsstilling. Den indbyrdes handel medfoerer, som det fremgaar af de tre producenters ensartede prislister og rabatter, et ensartet marked" [betragtning 58, nr. i), tredje afsnit]. Endelig hedder det i beslutningen, at den indbyrdes handel er "systematisk" og "ikke vedroerer ubetydelige maengder, men mange tons" [betragtning 58, nr. iii)].

21 I beslutningens retlige vurdering undersoeges virksomhedernes adfaerd set ud fra traktatens artikel 85 (betragtning 59-73) og 86 (betragtning 74-82).

22 Med hensyn til konstruktionsglassektoren fastslaas det i beslutningen, at "offentliggoerelse af ensartede prislister med korte mellemrum, eller endog paa samme dato, anvendelse af ensartede rabatter og lister over kundekategorier, som kan opnaa disse rabatter, er et resultat af aftaler og samordnet praksis mellem de paagaeldende producenter. De moededokumenter og -notater, ..., viser nemlig, at FP, SIV og VP, i hvert fald fra 1983 til 1986, har aftalt at anvende de samme salgspriser og -betingelser" (betragtning 61). Efter en gennemgang af virksomhedernes argumenter vedroerende begrebet aftale hedder det i beslutningen, at "selv om man ikke kan betragte ... notater og dokumenter som aftaler, er der ingen tvivl om, at de indgaar som led i det ulovlige samarbejde mellem disse tre producenter, uanset i hvilken form dette samarbejde foregaar ..." (betragtning 63, femte afsnit). Med hensyn til forbindelserne mellem producenterne og grossisterne fastslaas det, at "moederne mellem de stoerste grossister, der blev tilrettelagt af producenterne eller afholdt paa disses foranledning, er ... et resultat af aftaler eller samordnet praksis mellem FP, SIV og VP med det formaal i deres egen interesse at styre den koebs- og salgspolitik, der foeres af grossisterne, som er oekonomisk afhaengige af producenterne og derfor maa rette sig efter dem" (betragtning 64).

23 Til slut drages foelgende konklusion med hensyn til sektoren for konstruktionsglas:

"Aftalerne og den samordnede praksis mellem virksomheder, der fremstiller de samme produkter, maa betragtes som alvorlige konkurrencebegraensninger, som omhandlet i artikel 85, stk. 1. Med disse aftaler og denne praksis har de paagaeldende virksomheder nemlig forpligtet sig til vaesentligt at indskraenke deres selvstaendige adfaerd over for kunderne, ligesom de har handlet paa en saadan maade, at de stoerste kunder retter sig efter deres beslutninger og ikke har mulighed for frit at tilrettelaegge deres forretningspolitik. Disse begraensninger faar isaer maerkbare virkninger, fordi FP, SIV og VP kontrollerer ca. 79% af det italienske marked. Virksomhederne har ved denne adfaerd mindsket kundernes muligheder for at udnytte konkurrencen mellem de lokale producenter, fordi de - trods import - har saa stor en andel af markedet. Paa grund af risikoen for ikke at faa regelmaessige forsyninger kan de stoerste kunder, grossister og forarbejdende virksomheder vanskeligt undvaere leverancerne fra producenter i Italien" (betragtning 66).

24 Med hensyn til sektoren for bilglas og forbindelserne med Fiat-koncernen konstateres det i beslutningen, at "FP og SIV fra 1982 til 1986 og FP, SIV og VP fra 1983 til 1986 aftalte, hvilke priser der skulle anvendes over for Fiat-koncernen, ligesom der fra 1982 til 1987 blev aftalt en opdeling af markedet; der hersker saaledes ingen tvivl om deres samordnede praksis. Aftalerne og den samordnede praksis mellem FP og SIV ... udgoer langt alvorligere overtraedelser end samarbejdet med VP. (Men) VP' s adfaerd indebaerer ... ogsaa en overtraedelse, (idet) VP medvirkede ved aftalerne eller den samordnede praksis vedroerende priserne, ... og punktvis har overholdt aendringerne i prislisterne, ... har medvirket ved aftalerne om fordeling af leverancerne ... og aktivt forarbejder produkter for sine konkurrenters regning" (betragtning 67).

25 Hvad angaar forbindelserne med Piaggio-koncernen konstateres det i beslutningen, at "FP og SIV fra udgangen af 1982 til 1986 aftalte, hvilke priser der skulle anvendes over for Piaggio, og hvilke maengder hver producent skulle levere. Ved disse aftaler og denne praksis, der maa betragtes som klare overtraedelser, fastlagde de to producenter en langfristet strategi for at faa den paagaeldende kunde til at fordele sine ordrer, saaledes som producenterne oenskede det, hvorved de i Piaggios tilfaelde afskar denne fra at vaelge sine forsyningskilder ud fra prismaessige hensyn. Denne adfaerd er isaer alvorlig, fordi FP og SIV har gennemfoert deres aftaler i praksis og under anvendelsen af dem har tilpasset dem efter de foreliggende forhold og endvidere har forlaenget dem ud over den periode, der var fastlagt i begyndelsen" (betragtning 68).

26 Om bilglassektoren i almindelighed drages foelgende konklusion i beslutningen:

"Ovennaevnte aftaler og samordnede praksis maa betragtes som konkurrencefordrejninger som omhandlet i artikel 85, stk. 1. De paagaeldende producenter har herved skabt en saadan markedssituation, at konkurrencen mellem dem er udelukket eller i hvert fald betydeligt reduceret. Gennem aftalerne og den samordnede praksis har producenterne nemlig kunnet opnaa ensartede priser og afsaetningsvilkaar i modsaetning til, hvad der havde vaeret muligt under normale konkurrenceforhold, samt fastlaase deres respektive markedsstillinger. Producenternes konkurrencebegraensning har faaet maerkbar indvirkning, fordi FP og SIV kontrollerer over 80% af det italienske marked for glas til bilindustrien, og FP, SIV og VP kontrollerer ca. 95% af dette marked. Paa grund af den ulovlige adfaerd har brugerne ikke kunnet udnytte konkurrencen mellem de lokale producenter, da disse, til trods for importen, tegner sig for langt den overvejende del af afsaetningen paa det paagaeldende marked. Desuden skal det tages i betragtning, at kunderne for at sikre sig regelmaessige forsyninger er noedt til at skaffe sig disse fra producenter i Italien" (betragtning 69).

27 Med hensyn til den indbyrdes handel med glas konkluderer beslutningen som foelger:

"De aftaler og kontrakter ... som vedroerer de tre producenters systematiske handel med glas, indebaerer betydelige konkurrencebegraensninger som omhandlet i artikel 85, stk. 1, fordi de medfoerer, at parterne ikke har mulighed for selvstaendigt at fastlaegge deres forretningspolitik eller at tilpasse sig de eksisterende forhold. Gennem disse aftaler og kontrakter giver de enkelte producenter nemlig afkald paa at foroege deres direkte salg til kunderne ved at udnytte de oevrige fabrikanters mangel paa produkter, deres egen produktionskapacitet, specialisering og forarbejdningskapacitet, og opnaar paa denne maade selv beskyttelse mod en saadan fremgangsmaade fra de andre producenters side ... [Disse] aftaler og kontrakter [tager] sigte paa en opdeling af afsaetningsmarkederne og kunderne mellem de paagaeldende producenter, ligesom de har til formaal at forhindre, at producenternes respektive stilling paa de forskellige dele af markedet aendres, og at producenterne udsaettes for pres fra kundernes side. Med hensyn til glas til bilindustrien er opdelingen af markedet og af kunderne undertiden meget vidtgaaende, idet nogle af producenterne arbejder som underleverandoerer for deres konkurrenter, der raader over forarbejdningsanlaeg og -metoder, udelukkende med det formaal at opdele leverancerne til kunderne" (betragtning 70).

28 Videre fastslaas det i beslutningen, at de paagaeldende konkurrencebegraensninger kan paavirke handelen inden for EF maerkbart, da "prisaftalerne ... ogsaa [vedroerer] produkter, som SIV importerer fra andre medlemsstater, produkter, som FP importerer fra andre selskaber i Saint-Gobain-koncernen, og produkter, som VP importerer fra sit franske soesterselskab Boussois"; da "aftalerne om de tre producenters indbyrdes handel med glas ... ogsaa [vedroerer] deres produkter, der er bestemt til eksport"; da disse aftaler "ogsaa [har] indflydelse paa salget i Italien paa grund af importen af varer, der er produceret i nabolandene"; da "denne praksis medfoerer ensartede forretningsvilkaar i modsaetning til, hvad der ville have vaeret tilfaeldet, hvis konkurrencen ikke havde vaeret begraenset; den aendrer saaledes handelsmoensteret inden for EF", og da "disse aftaler paavirker handelen mellem medlemsstaterne maerkbart ved at afskaerme nationale markeder og derved hindre den gensidige markedsadgang, der er traktatens maal" (betragtning 71).

29 Efter at have udelukket, at traktatens artikel 85, stk. 3, kan anvendes i dette tilfaelde (betragtning 72 og 73), gaar Kommissionen i beslutningen i gang med at undersoege betingelserne for, at artikel 86 kan anvendes, idet det paagaeldende marked foerst defineres. Det konstateres, at planglasmarkedet maa betragtes som et specielt marked, hvad produktet angaar, og at Italien ud fra et geografisk synspunkt maa betragtes som det relevante marked, naar man skal vurdere konkurrencen. Det hedder i beslutningen, at "den geografiske placering af produktionsanlaeggene er af afgoerende betydning for glasindustrien"; at transportomkostningerne "er en vaesentlig faktor"; at "hvis man vil sikre virksomhedens rentabilitet, kan man kun soege de maengder eksporteret, der er produceret til marginalomkostninger", og at "de lokale producenter ... kontrollerer stoerstedelen af hjemmemarkedet" (betragtning 77, foerste afsnit). Dette betyder ifoelge beslutningen, at "den logistiske og oekonomiske betydning af produktionsanlaeggenes geografiske placering medfoerer, at forbrugerne for at opnaa regelmaessige forsyninger maa satse paa de lokale producenter" (betragtning 77, foerste afsnit).

30 Beslutningen fortsaetter med en undersoegelse af, om der foreligger en "kollektivt dominerende stilling". Det hedder, at "FP, SIV og VP som deltagere i et snaevert oligopol er uafhaengige af konkurrenterne, hvilket giver dem mulighed for at hindre en effektiv konkurrence, fordi de ikke behoever at tage hensyn til de oevrige virksomheders adfaerd paa markedet" (betragtning 78).

31 Det fastslaas, at den omstaendighed, at "FP, SIV og VP tilsammen indtager en dominerende stilling paa markedet", fremgaar af, at "markedsandelene paa ca. 79% for konstruktionsglas og ca. 95% for glas til bilindustrien ... i sig selv [er] tilstraekkelig til at give FP, SIV og VP en dominerende stilling paa det italienske marked for planglas"; at "den direkte kontrol med den indenlandske efterspoergsel og den indirekte kontrol med udbuddet af udenlandske produkter giver de tre virksomheder mulighed for at foere en forretningspolitik, der er uafhaengig af udviklingen paa markedet og af konkurrenceforholdene"; at "det ikke er lykkedes konkurrerende virksomheder at svaekke de tre virksomheders stilling paa det italienske marked"; at "disse virksomheder optraeder paa markedet som en enhed og ikke som individuelle virksomheder"; at "de tre producenter i forening opretholder saerlige forbindelser til en gruppe grossister, der er de stoerste forhandlere af glas i Italien. De foranlediger moeder med disse grossister og goer alt for at faa dem til at acceptere prisaendringerne og at lade disse aendringer slaa ensartet igennem i de efterfoelgende afsaetningsled"; at "de tre producenters oekonomiske beslutninger viser, at de i hoej grad er afhaengige af hinanden med hensyn til priser, salgsbetingelser, forbindelser til kunderne og forretningspolitik", og at "de tre producenter ... desuden [har] etableret indbyrdes forbindelser gennem en systematisk samhandel" (betragtning 79).

32 Det konkluderes i beslutningen, at virksomhedernes adfaerd som beskrevet maa betragtes som misbrug af en kollektivt dominerende stilling, dels "fordi den indskraenker forbrugernes muligheder for at vaelge deres forsyningskilder og begraenser de andre EF-planglasproducenters afsaetningsmarkeder" (betragtning 80), dels "fordi den er uforenelig med traktatens artikel 3, litra f), hvorefter der skal gennemfoeres en ordning, som sikrer, at konkurrencen inden for faellesmarkedet ikke fordrejes" (betragtning 81, foerste afsnit). Det konstateres navnlig, at "de tre producenter [har] frataget kunderne muligheden for at lade leverandoererne konkurrere om priser og salgsbetingelser og ... derved [har] begraenset afsaetningen gennem fastsaettelse af salgskvoter for glas til bilindustrien, hvorved de har konsolideret deres markedsstilling og begraenset konkurrerende producenters adgang til markedet" (betragtning 81, andet afsnit).

33 Endelig goeres der i beslutningen rede for de forhold, der er taget i betragtning ved fastsaettelsen af boederne. Det anfoeres, at der ikke boer paalaegges boeder for overtraedelse af artikel 86, da "der kun skal paalaegges virksomhederne boeder for den alvorligste af overtraedelserne", og at "begrebet kollektivt dominerende stilling anvendes for foerste gang" [betragtning 84, litra a)]. Det konstateres, at "overtraedelserne har staaet paa forholdsvis laenge" [betragtning 84, litra b)], at deres art "falder klart ind under artikel 85", og at de er "af saerlig alvorlig karakter" [betragtning 84, litra c)]. Men "ved fastsaettelsen af boederne har Kommissionen taget hensyn til, at efterspoergslen faldt ..., og at virksomhederne derfor led tab" [betragtning 84, litra d)]. Endelig konstateres det, at "VP har spillet en langt mindre rolle end FP og SIV" (betragtning 85).

34 Under henvisning til alle disse betragtninger har Kommissionen vedtaget foelgende beslutning:

"Artikel 1

Fabbrica Pisana SpA, Società Italiana Vetro-SIV SpA, Vernante Pennitalia SpA har overtraadt EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, af nedenstaaende aarsager:

a) Fabbrica Pisana SpA, Società Italiana Vetro-SIV SpA og Vernante Pennitalia SpA medvirkede fra 1. juni 1983 til 10. april 1986 ved aftaler og samordnet praksis om priser og salgsbetingelser samt ved aftaler og samordnet praksis med det formaal at styre de stoerste grossisters koebs- og salgspolitik inden for konstruktionsglas.

b) Fabbrica Pisana SpA og Società Italiana Vetro-SIV SpA medvirkede fra 26. oktober 1982 til 1. december 1986 og sammen med Vernante Pennitalia SpA fra 11. maj 1983 til 1. december 1986 ved aftaler og samordnet praksis om priserne paa bilglas til Fiat-koncernen.

c) Fabbrica Pisana SpA, Società Italiana Vetro-SIV SpA og Vernante Pennitalia SpA medvirkede fra 1. januar 1982 til 30. juni 1987 ved aftaler og samordnet praksis om fordeling af kvoterne for leverancer af bilglas til Fiat-koncernen.

d) Fabbrica Pisana SpA og Società Italiana Vetro-SIV SpA medvirkede fra 1. januar 1983 til 1. maj 1986 ved aftaler og samordnet praksis og kvoter for leverancer af bilglas til Piaggio-koncernen.

e) Fabbrica Pisana SpA, Società Italiana Vetro-SIV SpA og Vernante Pennitalia SpA medvirkede fra 1. januar 1982 til 31. december 1986 ved aftaler om indbyrdes handel med planglas med henblik paa at opdele markedet.

Artikel 2

Fabbrica Pisana SpA, Società Italiana Vetro-SIV SpA og Vernante Pennitalia SpA har overtraadt EOEF-traktatens artikel 86, idet de har misbrugt deres kollektivt dominerende stilling ved at fratage kunderne muligheden for at skabe konkurrence mellem leverandoererne om priser og salgsbetingelser og ved at begraense afsaetningsmarkederne gennem fastsaettelse af kvoter for bilglas:

a) Fabbrica Pisana SpA, Società Italiana Vetro-SIV SpA og Vernante Pennitalia SpA i perioden 1. juni 1983 til 10. april 1986 for konstruktionsglas

b) Fabbrica Pisana SpA og Società Italiana Vetro-SIV SpA fra 26. oktober 1982 til 1. december 1986 og sammen med Vernante Pennitalia SpA fra 11. maj 1983 til 1. december 1986 for priserne paa bilglas til Fiat-koncernen

c) Fabbrica Pisana SpA, Società Italiana Vetro-SIV SpA og Vernante Pennitalia SpA fra 1. januar 1982 til 30. juni 1987 for leveringskvoter for bilglas til Fiat-koncernen

d) Fabbrica Pisana og Società Italiana Vetro-SIV SpA fra 1. januar 1983 til 1. maj 1986 for priser og leveringskvoter for bilglas til Piaggio-koncernen.

Artikel 3

Fabbrica Pisana SpA, Società Italiana Vetro-SIV SpA og Vernante Pennitalia SpA bringer omgaaende de i artikel 1 og 2 naevnte overtraedelser til ophoer (hvis dette ikke allerede er sket) og afstaar i fremtiden fra at indgaa lignende aftaler eller samordnet praksis om planglas, herunder udveksling af oplysninger, der normalt betragtes som forretningshemmeligheder, og som ville give dem mulighed for at kontrollere anvendelsen af udtrykkelige eller stiltiende aftaler eller enhver form for samordnet praksis vedroerende priser eller opdeling af markedet.

Artikel 4

For de i artikel 1 omhandlede overtraedelser paalaegges der de i denne beslutning omhandlede virksomheder foelgende boeder:

- Fabbrica Pisana SpA: 7 000 000 ECU

- Società Italiana Vetro-SIV SpA: 4 700 000 ECU

- Vernante Pennitalia SpA: 1 700 000 ECU.

Artikel 5 og 6

(udelades)"

Retsforhandlinger

35 Paa baggrund heraf har sagsoegerne ved staevninger indleveret henholdsvis den 10. marts 1989 (SIV), den 22. marts 1989 (FP) og den 23. marts 1989 (VP) anlagt naervaerende sager ved Domstolen med paastand om annullation af beslutningen. Sagerne er registreret paa Domstolens Justitskontor under numrene 75/89 (SIV), 97/89 (FP) og 98/89 (VP).

36 Ved processkrift indgivet til Domstolens Justitskontor den 8. september 1989 har Det Forenede Kongerige fremsat begaering om at maatte intervenere i denne sag til stoette for Kommissionens paastande for saa vidt disse vedroerer anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 85, og til stoette for sagsoegernes paastande for saa vidt disse vedroerer anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 86.

37 Ved kendelse afsagt den 4. oktober 1989 har Domstolen givet Det Forenede Kongerige tilladelse til at intervenere i de tre sager 75/89, 97/89 og 98/89. Domstolen fastsatte ikke begraensninger for interventionen.

38 Foer den skriftlige forhandling var afsluttet, henviste Domstolen ved kendelser af 15. november 1989, afsagt i medfoer af artikel 3, stk. 1, i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans, de tre sager til Retten, hvor de blev registreret under numrene T-68/89 (SIV), T-77/89 (FP) og T-78/89 (VP). Herefter har den skriftlige forhandling fundet sted for Retten.

39 Ved indlaeg indgivet til Rettens Justitskontor den 4. februar 1990 fremlagde intervenienten skriftlige bemaerkninger, der var identiske i hver af de tre sager, idet de anbringender, intervenienten ville goere gaeldende, ifoelge intervenienten selv vedroerte principielle spoergsmaal, der ikke stillede sig forskelligt som foelge af de saerlige forhold i hver sag eller som foelge af den enkelte sagsoegers anbringender. Intervenienten erklaerede endvidere, at:

"For saa vidt angaar artikel 85 har Det Forenede Kongerige interveneret med det ene formaal at understrege, at dets intervention til stoette for sagsoegernes paastande vedroerende artikel 86 under ingen omstaendigheder maa opfattes som udtryk for stoette til sagsoegerne for saa vidt angaar artikel 85. Det Forenede Kongerige tilslutter sig de konklusioner, Kommissionen har draget med hensyn til anvendelsen af artikel 85. Det Forenede Kongerige finder tillige, at stoerrelsen af de paalagte boeder er passende, og oensker ikke at fremsaette yderligere bemaerkninger vedroerende disse spoergsmaal."

Kommissionen opfordrede i sin duplik i hver af de tre sager Retten til at henstille til Det Forenede Kongerige at vaelge, hvilken af de to parter det oenskede at stoette med sin paastand.

40 Paa grundlag af den refererende dommers rapport besluttede Retten ved kendelser af 7. maj 1991 at gennemfoere foranstaltninger med henblik paa bevisoptagelse og sagens tilrettelaeggelse og at overlade dette til den refererende dommer. Den refererende dommer ledede et uformelt moede med parterne den 29. og 30. maj 1991.

41 Paa dette moede forklarede den refererende dommer parterne, at han for at lette gennemgangen af sagernes akter og retsmoedets afvikling efter moedet oenskede at forelaegge afdelingen retsmoederapporter, hvis indhold kunne accepteres af hver part som en fuldstaendig og detaljeret sammenfatning af partens holdning, samt et faelles saet dokumenter for alle sagerne indeholdende alle de dokumenter, som parterne ansaa for vaesentlige for paadoemmelsen af deres respektive sager. Han opfordrede parterne til at fremsaette bemaerkninger til de udkast til retsmoederapporter, han havde tilstillet dem, samt til den liste over dokumenter, der skulle medtages i det faelles saet af dokumenter. Han opfordrede ligeledes Kommissionen til at fremlaegge de originale skriftlige beviser, den raadede over, og paa grundlag af hvilke den havde truffet sin beslutning.

42 For saa vidt angaar Det Forenede Kongeriges intervention bekraeftede landets repraesentant den fremfoerte opfattelse i det skriftlige indlaeg af 4. februar 1990, som er omhandlet i praemis 39 ovenfor. Han erklaerede, at han derfor i det mundtlige indlaeg ville indskraenke sig til at goere rede for Det Forenede Kongeriges stoette til sagsoegernes paastand vedroerende anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 86. Kommissionen erklaerede, at den under disse omstaendigheder ikke laengere havde indvendinger mod interventionen.

43 Med hensyn til bedoemmelsen af markedet enedes parterne om i det faelles saet dokumenter at medtage alle de statistikker, som var noedvendige for at vurdere det italienske og det europaeiske marked for planglas. De erklaerede sig enige i, at det derfor ikke var noedvendigt at indhente en sagkyndig erklaering vedroerende dette punkt.

44 Kommissionen forklarede med hensyn til de kontrolundersoegelser, den havde foretaget, at de eneste undersoegelser, der var gennemfoert vedroerende grossisterne, var undersoegelserne hos Socover, og at samtlige dokumenter, der blev fundet ved den lejlighed, var blevet identificeret. Kommissionen forklarede endvidere, at den for saa vidt angaar automobilsektoren ikke havde foretaget nogen kontrolundersoegelse eller lignende hos Fiat og Piaggio, og at den ikke havde anmodet disse om oplysninger.

45 Med hensyn til Kommissionens indsigelse mod visse dokumenter, der var fremlagt af parterne, erklaerede Kommissionen, at den opretholdt indsigelsen mod fremlaeggelsen af "Mazzucca"-planen vedroerende oprettelsen af et grossistkonsortium, men accepterede, at Retten om fornoedent tog stilling til dette spoergsmaal i sin dom.

46 For saa vidt angaar VP' s anmodning af 19. november 1990 om at maatte fremlaegge en intern meddelelse af 25. februar 1985 til sine afdelinger samt den dertil knyttede liste enedes Kommissionen og VP om at lade disse dokumenter indgaa i sagsakterne med den bemaerkning, at de var blevet fremlagt for sent, og at Retten om fornoedent i sin dom kunne tage stilling til, om der kunne tages hensyn til dem. Disse dokumenter er senere blevet overgivet til Kommissionen, som har fremsat skriftlige bemaerkninger hertil. Planen om oprettelse af et grossistkonsortium, de to dokumenter, VP havde fremlagt, samt Kommissionens bemaerkninger dertil blev medtaget i det faelles saet dokumenter, idet Retten dog skulle tage stilling til, om de kunne indgaa i sagen.

47 Endvidere bekraeftede Kommissionen, at side 47 og 50 i FP' s skriftlige indlaeg, som var et svar paa meddelelsen af klagepunkter, der var blevet tilsendt selskabet, ikke var blevet givet til VP og SIV under den administrative procedure og derfor ikke kunne anvendes over for dem.

48 For saa vidt angaar kravet om indkaldelse og afhoering af vidner frafaldt VP sit krav om, at Borgonovo, der var ansat hos Socover, blev afhoert som vidne om betydningen af de notater, han havde skrevet, og som er naevnt i beslutningen som beviser mod VP. VP indskraenkede sig til at henvise til en skriftlig erklaering fra Borgonovo, som det fremlagde. VP frafaldt ligeledes sit krav om, at en kompetent repraesentant for Fiat blev afhoert som vidne til belysning af VP' s adfaerd over for Fiat.

49 Kommissionen fremlagde samtlige haandskrevne notater fra Benvenuti, der er ansat i FP. I sagernes akter fandtes allerede en raekke uddrag af disse notater. Herefter gik FP og Kommissionen sammen om at faa gjort de relevante sider tilgaengelige for Retten og de oevrige parter. Parterne enedes om at faa notaterne renskrevet.

50 Paa et spoergsmaal fra den refererende dommer udtalte Kommissionen, at saetningen i beslutningens betragtning 79, sjette afsnit: "disse virksomheder optraeder paa markedet som en enhed og ikke som individuelle virksomheder", var et vaesentligt element i dens holdning til anvendelsen af traktatens artikel 86, og at det tilkom Kommissionen at bevise, at den var underbygget.

51 Parterne gav deres samtykke til en eventuel forening af de tre sager med henblik paa den mundtlige forhandling.

52 Efter dette moede har parterne fremlagt nogle supplerende dokumenter og fremsat bemaerkninger til udkastene til retsmoederapport. Efter anmodning fra den refererende dommer har Kommissionen fremsendt en liste, der er indgaaet til Rettens Justitskontor den 14. juni 1991, og som angiver, hvilke dokumenter der ifoelge Kommissionen udtrykkeligt eller underforstaaet angik VP. Den refererende dommer har udarbejdet en endelig retsmoederapport for hver sag og samlet ét faelles saet af de dokumenter - herunder, hvor dette var aktuelt, de mellem parterne aftalte renskrifter og oversaettelser - som parterne er enedes om at bruge som grundlag for de mundtlige indlaeg. (Aktstykkerne i det faelles saet dokumenter angives i det foelgende med tegnet efterfulgt af sidetallet.)

53 Ved Rettens kendelse af 4. juni 1991 blev sagerne T-68/89, T-77/89 og T-78/89 forenet med henblik paa den mundtlige forhandling.

54 Parterne afgav mundtlige indlaeg og besvarede Rettens spoergsmaal i retsmoedet den 12.-15. november 1991.

55 Under den mundtlige forhandling opfordrede Retten parterne til at fremsaette deres bemaerkninger til en eventuel forening af sagerne T-68/89, T-77/89 og T-78/89 med henblik paa dommen. Parterne havde ingen indvendinger imod denne forening.

56 Da sagerne T-68/89, T-77/89 og T-78/89 har forbindelse med hinanden for saa vidt angaar deres genstand, boer de i overensstemmelse med artikel 50 i Rettens procesreglement forenes med henblik paa dommen.

Parternes paastande

57 Sagsoegeren SIV har nedlagt foelgende paastande:

1) Kommissionens beslutning af 7. december 1988 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 og 86 (IV/31.906-Planglas) annulleres paa grund af manglende overholdelse af procedurereglerne eller i hvert fald af det almindelige princip om retten til kontradiktion, navnlig retten til forsvar.

2) Kommissionens beslutning annulleres paa grund af tilsidesaettelse og forkert anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 1, sammenholdt med traktatens artikel 2 og artikel 3, litra f).

3) Subsidiaert annulleres beslutningen for saa vidt angaar den paastaaede overtraedelse af traktatens artikel 86.

4) Mere subsidiaert annulleres artikel 4 i beslutningens dispositive del vedroerende de SIV paalagte boeder som foelge af manglende begrundelse for de kriterier, der er anvendt ved fastsaettelsen af boedernes stoerrelse, og/eller i betragtning af de foelger, betalingen af disse boeder kan medfoere.

5) Mest subsidiaert nedsaettes de SIV paalagte boeder efter princippet om billighed.

58 Kommissionen har over for sagsoegeren SIV nedlagt foelgende paastande:

1) Frifindelse.

2) Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

59 Sagsoegeren FP har nedlagt foelgende paastande:

1) Den anfaegtede beslutnings artikel 1, 2 og 3 annulleres, for saa vidt de vedroerer sagsoegeren.

2) Den anfaegtede beslutnings artikel 4 annulleres, for saa vidt den paalaegger sagsoegeren en boede; subsidiaert nedsaettes boedens stoerrelse vaesentligt.

3) Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

60 Kommissionen har over for sagsoegeren FP nedlagt foelgende paastande:

1) Frifindelse.

2) Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

61 Sagsoegeren VP har nedlagt foelgende paastande:

1) Kommissionens beslutning af 7. december 1988 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 og 86 (IV/31.906-Planglas) annulleres, for saa vidt det i denne beslutning fastslaas, at:

a) VP fra 1. juni 1983 til 10. april 1986 medvirkede ved aftaler og samordnet praksis om priser og salgsbetingelser samt ved aftaler og samordnet praksis med det formaal at styre de stoerste grossisters koebs- og salgspolitik inden for konstruktionsglas

b) VP fra 11. maj 1983 til 1. december 1986 medvirkede ved aftaler og samordnet praksis om priserne paa bilglas til Fiat-koncernen

c) VP fra 1. januar 1982 til 30. juni 1987 medvirkede ved aftaler og samordnet praksis om fordeling af kvoterne for leverancer af bilglas til Fiat-koncernen

d) VP fra 1. januar 1982 til 31. december 1986 medvirkede ved aftaler om indbyrdes handel med planglas med henblik paa at opdele markedet

og for saa vidt beslutningen paalaegger VP en boede.

2) Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

62 Kommissionen har over for sagsoegeren VP nedlagt foelgende paastande:

1) Frifindelse.

2) Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

63 I hver sag har intervenienten nedlagt foelgende paastande:

1) Artikel 2 i den anfaegtede beslutning annulleres, samt artikel 3, for saa vidt denne henviser til artikel 2.

2) I oevrigt frifindes sagsoegte for saa vidt angaar paastandene om anvendelsen af traktatens artikel 85 og om stoerrelsen af de paalagte boeder.

SIV' s klagepunkter vedroerende proceduren og begrundelsen for beslutningen

A - SIV' s argumenter

64 SIV har - foer angivelsen af selskabets soegsmaalsgrunde vedroerende sagens realitet - fremfoert en raekke klagepunkter vedroerende overholdelsen af procedurereglerne, bl.a. overholdelsen af princippet om retten til kontradiktion og, mere generelt, af retten til forsvar.

65 SIV har kritiseret Kommissionen for at have givet virksomheden meget korte frister til at redegoere for sine synspunkter, mens Kommissionens virksomhed strakte sig over et meget langt tidsrum. SIV har i denne forbindelse henvist til dom af 7. juni 1983 (forenede sager 100/80-103/80, Musique Diffusion française mod Kommissionen, Sml. s. 1825), og af 13. februar 1979 (sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461), hvori Domstolen har fremhaevet betydningen af retten til kontradiktion, for at den paagaeldende kan tage stilling til, dels om de fremfoerte faktiske forhold og andre omstaendigheder virkeligt foreligger, og hvilken betydning de da har, dels de dokumenter, som Kommissionen paaberaaber sig til stoette for, at der foreligger en overtraedelse af traktaten.

66 SIV har understreget den aktive og afgoerende indflydelse, som Cobelli kan have haft paa Kommissionens adfaerd, og har anfoert, at Kommissionen har hemmeligholdt dokumentationen vedroerende Cobelli. Foelgelig har SIV anmodet Retten om at paalaegge Kommissionen under sagen at fremlaegge samtlige notater, breve og dokumenter vedroerende Alfonso Cobelli' s og/eller hans virksomheds samt hans advokaters kontakter til Kommissionen i forbindelse med den procedure, der fandt sted i Kommissionen.

67 Ifoelge SIV indhentede Kommissionen oplysninger hos Fiat vedroerende de forretningsforbindelser, der bestaar mellem Fiat-koncernen og glasproducenterne, uden at videregive oplysningerne til de beroerte parter eller medlemmerne af det raadgivende udvalg. SIV anmoder Retten om at paabyde fremlaeggelse af protokollatet vedroerende den af det raadgivende udvalg afgivne udtalelse tilligemed samtlige dokumenter og breve udvekslet mellem dette udvalg eller dets medlemmer og Kommissionen.

68 SIV har anfoert, at beslutningen indeholder alvorlige logiske brist for saa vidt angaar begrundelserne for konklusionerne. F.eks. har Kommissionen haevdet, at de italienske glasproducenter gav grossisterne ensartede rabatter, efter at den selektivt har valgt de [faa] beviser, som kan stoette et saadant anbringende, og uden at have undersoegt, om anbringendet generelt er relevant og svarer til virkeligheden. Denne tendens til at presse raesonnementet, saaledes at det passer med bestemte konklusioner, er intet andet end resultatet af en passiv accept af synspunkter, der er fremfoert af tredjemand.

69 Endelig goer SIV gaeldende, at Kommissionen praktisk taget har ignoreret de tre producenters argumenter og de dokumenter, de har fremlagt, ved at gentage hovedindholdet af meddelelsen af klagepunkter i beslutningen.

70 SIV har endvidere i sin replik kritiseret, at Kommissionen paa samme tid optraeder som dommer og part. Selv om Domstolen allerede har haft lejlighed til at forkaste et saadant klagepunkt (dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Van Landewyck mod Kommissionen, den saakaldte "Fedetab-dom", Sml. s. 3125, og ovennaevnte dom af 7.6.1983, Musique Diffusion française), har sagsoegeren opfordret Retten til at aendre retspraksis under hensyntagen til artikel 6, stk. 1, i den europaeiske menneskerettighedskonvention og artikel 14, stk. 1, i De Forenede Nationers internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Ifoelge SIV er de begrundelser, Domstolen har stoettet sig paa, ikke laengere tilstraekkelige; ogsaa EF-systemet maa noedvendigvis blive beroert af den reform af de nationale procedurer, herunder af forvaltningsretternes virksomhed, som er noedvendiggjort af pligten til at tilpasse de nationale ordninger til de i de internationale konventioner knaesatte principper.

71 Under alle omstaendigheder finder SIV, at Kommissionen som foelge af sin dobbeltrolle som udoever af en efterforsknings- og en beslutningsbefoejelse paalaegges en endnu stoerre forpligtelse til at respektere retten til kontradiktion (ovennaevnte dom af 7.6.1983, Musique Diffusion française). Navnlig boer Kommissionen ikke have ret til at hindre den anden parts adgang til dokumenter eller oplysninger, som Kommissionen har tilvejebragt. PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0068.1

B - Kommissionens argumenter

72 Kommissionen har for det foerste anfoert, at den gav SIV en frist paa tre maaneder (fra 6.11.1987, hvor klagepunkterne blev meddelt SIV, til 2.2.1988, hvor SIV indgav sit svar) til at fremkomme med sine synspunkter. En saadan frist maatte vaere mere end tilstraekkelig til at udarbejde et fuldstaendigt svar paa meddelelsen af klagepunkter. Endvidere hidroerer en stor del af den indsamlede dokumentation fra SIV selv eller var allerede SIV bekendt. Endelig goer Kommissionen opmaerksom paa, at den efter anmodning fra SIV forlaengede fristen for indgivelse af svarskriftet.

73 Kommissionen har afvist anbringendet om, at den har tillagt Cobelli' s klage overdreven vaegt. De undersoegelser, der ligger til grund for beslutningen, blev til dels gennemfoert foer klagen og under alle omstaendigheder uafhaengigt af denne.

74 Kommissionen finder ikke, at brevvekslingen mellem Cobelli og/eller dennes advokater og Kommissionen, som SIV har kraevet fremlagt, overhovedet vedroerer den anfaegtede beslutning. Hver eneste gang, Kommissionen har taget hensyn til erklaeringer og/eller beviser fra Cobelli, ogsaa indirekte, er dette angivet i beslutningen. Af samme grund afviser Kommissionen klagepunktet om, at den "hos Fiat" skulle have indhentet andre oplysninger end dem, der naevnes i beslutningen.

75 Kommissionen har afvist paastanden om, at den ikke har taget hensyn til de beroerte producenters bemaerkninger. Kommissionen erklaerer, at den meget noeje har afvejet bemaerkningerne og sammenholdt dem med de beviser, de stoettes paa, og med de omstaendigheder, der ligger til grund for den anfaegtede beslutning.

76 Ifoelge Kommissionen blev hele dokumentationen vedroerende den procedure, der foerte til beslutningen, vedlagt meddelelsen om klagepunkter og sendt til SIV. Der er ikke over for SIV gjort begraensninger med hensyn til selskabets adgang til det bevismateriale, som udgoer grundlaget for beslutningen.

77 Med hensyn til SIV' s krav om fremlaeggelse af dokumenterne vedroerende det raadgivende udvalg finder Kommissionen, at der ikke er nogen som helst forbindelse mellem disse dokumenter og naervaerende sag.

78 Kommissionen afviser endelig anbringendet om, at den ikke har fremlagt tilstraekkelige beviser til stoette for beslutningen.

79 For saa vidt angaar det yderligere anbringende i sagsoegerens replik, som vedroerer den paastaaede overtraedelse af den europaeiske menneskerettighedskonvention og De Forenede Nationers internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, har Kommissionen anfoert, at den paa baggrund af Domstolens praksis i dom af 18. oktober 1989 (sag 374/87, Orkem mod Kommissionen, Sml. s. 3283), af 17. oktober 1989 (sag 85/87, Dow Chemical Iberica mod Kommissionen, Sml. s. 3165) og i ovennaevnte dom af 29. oktober 1980, Fedetab, samt i ovennaevnte dom af 7. juni 1983, Musique Diffusion française, under hele sagen i forhold til SIV har givet klart mere end de rettigheder, som Domstolen har fastslaaet som minimum ifoelge retten til kontradiktion.

80 SIV har i staevningen tillige paaberaabt sig EOEF-traktatens artikel 2 og artikel 3, litra f). SIV har anfoert, at skulle man foelge samtlige de i beslutningen fastsatte principper, ville dette faa helt katastrofale foelger for industrien og samhandelen, bl.a. en fuldstaendig afskaffelse af enhver form for konkurrence - paa grund af omfanget af de noedvendige investeringer og kravet om en langsigtet planlaegning af disse - en tilskyndelse til at skabe et produktions- og handelssystem paa et monopolistisk grundlag, en tilskyndelse til at haeve priserne i de forskellige distributions- og salgsled og en forsyningskrise.

81 Kommissionen har afvist disse paastande som generelle, selvmodsigende og uklare. Ifoelge Kommissionen bygger beslutningen paa en raekke ubestridelige kendsgerninger samt notater, der forklarer dem, og hvis bevisvaerdi ikke kan drages i tvivl paa grundlag af SIV' s hypoteser om markedets funktion.

C - Rettens bemaerkninger

82 Retten bemaerker, at der ifoelge artikel 48, stk. 2, foerste afsnit, i Rettens procesreglement og artikel 42, stk. 2, foerste afsnit, i Domstolens procesreglement, som finder anvendelse paa rettergangsmaaden ved Domstolen og, efter henvisning af sagerne, med de fornoedne lempelser paa rettergangsmaaden ved Retten, ikke maa fremsaettes nye anbringender under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under den skriftlige forhandling. Med hensyn til anbringendet om overtraedelse af artikel 6 i den europaeiske menneskerettighedskonvention og artikel 14 i De Forenede Nationers internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fremgaar det, at det foerst er fremsat af sagsoegeren i replikken, og at det ikke stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under den skriftlige forhandling. Foelgelig maa dette anbringende afvises.

83 Endvidere bemaerker Retten, at sagsoegeren ikke naermere har anfoert, hvorledes Kommissionen skulle have tilsidesat retten til kontradiktion og retten til forsvar. Foelgelig kan anbringenderne om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion og retten til forsvar ikke anerkendes som begrundelse for annullation af beslutningen i dens helhed. I det omfang der endnu ikke er taget stilling til disse anbringender, og de vedroerer visse saerlige aspekter af beslutningen, vil de blive behandlet under realitetsbehandlingen af disse aspekter.

84 For saa vidt angaar anbringendet vedroerende traktatens artikel 2 og artikel 3, litra f), finder Retten, at dette generelt formulerede anbringende, der ikke har basis i konkrete faktiske omstaendigheder, mangler ethvert retligt grundlag og derfor ikke kan begrunde annullation af beslutningen.

Realiteten

85 Sagsoegeren SIV har anfoert foelgende soegsmaalsgrunde til stoette for sine paastande:

- tilsidesaettelse og forkert anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 1, for saa vidt angaar bedoemmelsen af, om der eventuelt eksisterer aftaler eller samordnet praksis mellem de italienske glasproducenter

- tilsidesaettelse og forkert anvendelse af artikel 85, stk. 1, for saa vidt angaar betingelserne for dens anvendelse

- tilsidesaettelse og forkert anvendelse af traktatens artikel 86

- tilsidesaettelse og forkert anvendelse af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, for saa vidt angaar de paalagte boeder.

86 Sagsoegeren FP har anfoert foelgende soegsmaalsgrunde til stoette for sine paastande:

Med hensyn til anvendelsen af traktatens artikel 85, stk. 1:

- vedroerende markedet for konstruktionsglas:

- urigtig bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder og manglende beviser

- urigtig anvendelse af begrebet samordnet praksis

- vedroerende markedet for bilglas:

- urigtig bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder og manglende beviser

- urigtig bedoemmelse af den oekonomiske og retlige sammenhaeng

- vedroerende producenternes indbyrdes handel med glas:

- urigtig bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder og manglende beviser

- konkurrencebegraensende formaal eller foelger foreligger ikke.

Vedroerende traktatens artikel 86:

- urigtig anvendelse af begrebet kollektivt dominerende stilling

- urigtig bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder

- ulovlig kumulativ anvendelse af artikel 85 og 86.

Vedroerende boederne:

- tilsidesaettelse af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17.

87 Sagsoegeren VP har anfoert foelgende soegsmaalsgrunde til stoette for sine paastande:

- Der foreligger ingen trovaerdige beviser paa, at VP har medvirket ved nogen ulovlig aftale.

- Det blev ikke forsoegt at skaffe beviser fra uafhaengige kilder.

- Fejlagtig bedoemmelse af produktet, markedet og VP' s adfaerd paa markedet.

88 De tre sagsoegeres klagepunkter kan henfoeres under tre soegsmaalsgrunde: bedoemmelsen af markedet (A), de anfoerte faktiske omstaendigheder og beviserne (B) og den retlige vurdering (C). Ifoelge sagsoegerne indeholder beslutningen ingen oekonomisk analyse af markedet, hvilket goer hele beslutningen mangelfuld. Med hensyn til beviserne haevder sagsoegerne, at de beviser, der er lagt til grund, for stoerstedelens vedkommende er et yderst selektivt udvalg af citater, som burde vaere laest baade i sammenhaeng med det dokument, som de blev taget fra, og i sammenhaeng med de virkelige forhold paa markedet. Derfor haevdes den retlige vurdering af de saakaldte kendsgerninger at vaere fejlbehaeftet for saa vidt angaar anvendelsen af saavel artikel 85 som artikel 86.

89 Med hensyn til den anden soegsmaalsgrund - de anfoerte faktiske omstaendigheder og beviserne - skal Retten allerede nu naevne et forhold, der foerst kom for dagen, da Kommissionen, som det er naevnt ovenfor (praemis 41), blev anmodet om i deres originale form at fremlaegge de dokumentbeviser, hvorpaa den havde stoettet sin beslutning.

90 I henhold til artikel 14, stk. 1, litra b), i forordning nr. 17 har Kommissionen i forbindelse med kontrolundersoegelserne hos virksomhederne kun befoejelse til at tage afskrifter eller ekstraktudskrifter af boeger og forretningspapirer. I denne sag er mange af de dokumenter, som Kommissionen henviser til i meddelelsen om klagepunkter, og som den har sendt til virksomhederne i form af fotokopier, haandskrevne, undertiden knap laeselige notater paa italiensk. I visse tilfaelde fremgaar det klart af det fremsendte dokuments form, at det kun var en del af det originale dokument. Andre dokumenter var interne memoranda fra virksomhederne eller disses datterselskaber. Ogsaa for disses vedkommende var det tydeligt, at der i visse tilfaelde kun var tale om dele af dokumentet. I andre tilfaelde fremgik det ikke klart af det fremsendte dokument, at der var tale om et uddrag.

91 Det fremgaar af bevisoptagelsen, som Retten anordnede, at Kommissionens tjenestegrene, da de gjorde dokumentbeviserne klar til fremsendelse til virksomhederne, bevidst slettede eller udelod visse relevante afsnit, uden at der forelaa et hensyn til beskyttelse af forretningshemmeligheder. Der henvises i den forbindelse bl.a. til den fuldstaendige udradering af ni ord i et haandskrevet notat af 30. januar 1985 fra SIV ( 374).

92 Fire gange henvises der i beslutningen til dette notat af 30. januar 1985, dels som bevis paa, at "de tre producenter har indgaaet aftale om prislister og salgsbetingelser" i konstruktionsglassektoren (betragtning 62 i den retlige vurdering, som gengiver betragtning 27 og 32 i sagsfremstillingen), dels som bevis paa, at der havde fundet droeftelser sted om, "hvorledes der kunne gennemfoeres prisforhoejelser over for Fiat-koncernen" (betragtning 47 i sagsfremstillingen). I beslutningens betragtning 24, andet afsnit, anfoeres det udtrykkeligt, at dette dokument blev sendt til virksomhederne sammen med meddelelsen om klagepunkter, og det citeres i afsnit 23 (side 17) i meddelelsen. Det relevante afsnit er i originaldokumentet affattet som foelger:

"- Problema Fiat

- Scaroni (FP) pensa di non potersi battere per fermare PPG

- aumento fori et staffette come cavallo di Troia in Fiat per aumento prezzi"

("Problemet med Fiat - Scaroni (fra FP) mener ikke, at han kan kaempe for at standse PPG (VP) ); - forhoejelse vedroerende huller og knaegte (mekanisme til oprulning af sideruderne) som trojansk hest hos Fiat for prisforhoejelser").

I den fotokopi, der blev fremsendt sammen med meddelelsen om klagepunkter, var ordene "Scaroni pensa di non potersi battere per fermare PPG" ("Scaroni mener ikke, at han kan kaempe for at standse PPG") blevet slettet. I selve meddelelsen af klagepunkterne citeres passagen som foelger: "Problema FIAT - aumento fori e staffette come cavallo di Troia in FIAT per aumento prezzi", uden angivelse af, at der er udeladt nogle ord.

93 Retten finder det klart og ubestrideligt, at notatets indhold er helt aendret ved udeladelsen af de paagaeldende ni ord. Var disse ni ord medtaget, kunne notatet bruges som bevis for en skarp konkurrence mellem SIV og FP paa den ene side og VP paa den anden side. I retsmoedet forsoegte Kommissionen uden held at give en objektivt begrundet forklaring paa slettelsen af disse ord.

94 Retten maa konstatere, at det ikke er det eneste eksempel paa anvendelsen af denne fremgangsmaade; andre eksempler vil blive kommenteret nedenfor (se navnlig praemis 214, 215, 224, 236 og 246). Endvidere bemaerker Retten, at SIV' s ovennaevnte notat af 30. januar 1985 samt et andet SIV-notat af 24. juni 1985 ( 715) figurerer paa den liste over dokumenter, der udtrykkeligt eller underforstaaet henviser til VP, som Kommissionen har forelagt Retten som vaerende dokumenter, der underforstaaet henviser til VP, selv om det af den fuldstaendige udgave af notaterne fremgaar, at de udtrykkeligt naevner VP. Dette tyder paa, at ikke alle Kommissionens tjenestegrene har haft den fuldstaendige version af dokumenterne til raadighed.

95 Under disse omstaendigheder finder Retten, at den ved vurderingen af sagsoegernes anden soegsmaalsgrund noeje boer undersoege arten og raekkevidden af de beviser, Kommissionen har lagt til grund for sin beslutning. I betragtning af, for det foerste, at bevisernes art og raekkevidde haenger noeje sammen med beslutningens analyse af det paagaeldende markeds art og funktion, og, for det andet, at parterne navnlig har koncentreret deres argumenter omkring undersoegelsen af naevnte marked, boer det imidlertid med henblik paa disse argumenter foerst undersoeges, hvorledes markedet er vurderet i beslutningen. Dernaest vil de beviser, der er lagt til grund, og de konklusioner, der er draget heraf i beslutningen, blive undersoegt. Endelig vil den retlige bedoemmelse vedroerende traktatens artikel 85 og 86 blive undersoegt.

A - Bedoemmelsen af markedet

1. Den anfaegtede beslutning

96 Denne del af beslutningen (betragtning 2-17) falder i tre dele: produktet, udbuddet og efterspoergslen. Det skal dog allerede paa dette sted bemaerkes, at Kommissionen i retsmoedet haevdede, at da de skriftlige beviser for aftalerne mellem de tre producenter er klare og utvetydige, er enhver undersoegelse af markedsstrukturen overfloedig. Denne del af beslutningen maa betragtes som beskrivende, ikke analyserende.

a) Produktet

97 Det vaesentlige i produktbeskrivelsen i beslutningens betragtning 2-5 er gengivet i praemis 1-3 ovenfor. I beslutningen hedder det, at det italienske marked "tegner sig saaledes for ca. 20% af det europaeiske marked for bilglas og omtrent samme andel af det europaeiske marked for konstruktionsglas" (betragtning 6). Udviklingen paa det italienske marked for planglas fremgaar af tabellerne i bilag I til beslutningen.

b) Udbuddet

98 I beslutningen fastslaas det, at de tre producenter "daekkede ... gennemsnitligt 79% og 95% af den italienske efterspoergsel efter henholdsvis konstruktionsglas og bilglas" (betragtning 7 og bilag II). Derefter foelger (i betragtning 8-10) en beskrivelse af de tre producenter.

99 FP er et datterselskab af SG, som gennem FP eller andre selskaber i koncernen ejer flere selskaber, herunder Luigi Fontana SpA, som ifoelge beslutningen er den stoerste forarbejdende engrosvirksomhed paa det italienske marked. FP har et float -anlaeg i Pisa og sammen med SIV et float-anlaeg i San Salvo, som drives af Flovetro, et datterselskab af SG. FP er den eneste producent af stoebt glas i Italien (betragtning 8).

100 SIV, som kontrolleres af det statslige holdingselskab EFIM, har to float-anlaeg i San Salvo, hvoraf ét drives af Flovetro. Desuden ejer SIV ét selskab i Italien og ét i Spanien, som fremstiller bilglas, ét i San Salvo, der fremstiller spejlglas, samt to salgsvirksomheder i henholdsvis Frankfurt og Paris. SIV overtog i 1986 kontrollen med Veneziana Vetro og Splintex SpA, medens det har overdraget Glaverbel kontrollen med selskabet Ilved (betragtning 9).

101 VP, et datterselskab af PPG, har to float-anlaeg i henholdsvis Cuneo og Salerno og kontrollerer selskabet Pennitalia Securglass, der fremstiller automobilglas. I 1982 overtog PPG Boussois, der er "et gammelt firma inden for glasproduktionen" med "en solid stilling paa det franske marked for automobil- og konstruktionsglas" (betragtning 10).

102 I betragtning 11 findes to tabeller, som viser henholdsvis de tre selskabers markedsandele (dvs. paa det italienske marked) paa grundlag af tallene i bilag 2 og deres andele af det europaeiske marked. Det europaeiske planglasmarked domineres af et snaevert oligopol omfattende SG, SIV, PPG, Pilkington, Glaverbel (Asahi-koncernen) og Guardian. Disse koncerners virksomhed omfatter baade raavarefremstilling og forarbejdning (betragtning 12).

103 Med hensyn til kapaciteten paa dette marked stoetter beslutningen sig paa de prognoser, Groupement Européen des Producteurs de Verre Plat (herefter benaevnt "GEPVP") udarbejdede i juni 1986 (for De Ti for perioden indtil 1996) og i juni 1987 (for De Tolv for perioden indtil 1989). Faellesskabets produktion var fuldt tilstraekkelig til at daekke efterspoergslen i 1980-1987, hvorunder eksporten til tredjelande altid havde vaeret stoerre end importen fra disse. Endvidere ville efterspoergslen efter glas i Faellesskabet i bedste fald kun stige med 1 til 3% aarligt. GEPVP forudsaa saaledes, at den betydelige overskudskapacitet i begyndelsen af 1980' erne fortsat ville goere sig gaeldende i de kommende aar, om end i mere moderat omfang.

104 Ifoelge FP andrager de gennemsnitlige investeringer i et float-anlaeg paa 150 000 t/aarligt ca. 70,5 til 86 mio. ECU, hvis der er tale om ombygning af et eksisterende anlaeg, og det dobbelte af dette beloeb, hvis der skal bygges et helt nyt anlaeg. Under disse omstaendigheder maa det udelukkes, at andre producenter kan komme ind paa markedet inden for en overskuelig fremtid (betragtning 12).

105 Paa markedet for bilglas kraever forarbejdningsvirksomheden forskellige produktionsanlaeg for hver teknik, idet hvert anlaeg maa indrettes under hensyn til de former og tekniske specifikationer, der efterspoerges. Dette medfoerer en ret hurtig foraeldelse af teknikken, nemlig efter syv-otte aar, paa grund af den tekniske udvikling inden for bilfremstilling. Ifoelge FP kan et anlaeg til fremstilling af 650 000 bilkomponenter pr. aar anslaas til 40 mio. ECU. Dette betyder, at "kun faa virksomheder kan paatage sig de omkostninger og risici, der er forbundet med forarbejdning af bilglas" (betragtning 13).

c) Efterspoergslen

106 Producenterne af planglas til konstruktionsformaal leverer deres produkter til engrosforhandlere og forarbejdningsvirksomheder. Forarbejdningsvirksomhederne og engrosforhandlerne tegner sig for henholdsvis ca. 40% og 60% af efterspoergslen. Engrosforhandlerne forarbejder selv mindst halvdelen af det glas, de har koebt, medens resten saelges til mindre forarbejdningsvirksomheder eller, for stoerstedelens vedkommende, direkte til den endelige forbruger (betragtning 14, foerste afsnit). Forarbejdningsvirksomhederne konkurrerer ofte med de planglasproducenter, der har en forarbejdningsafdeling. Undertiden stiller planglasproducenterne deres teknologi til raadighed for forarbejdningsvirksomhederne og meddeler dem licens til forarbejdning af produkterne (betragtning 14, andet afsnit).

107 Producenterne af bilglas leverer deres produkter til bilfabrikanter. I beslutningen beskrives et produkts to udviklingsstadier: prototypestadiet, hvor kun én eller to producenter er inddraget, og markedsfoeringsstadiet, hvor fabrikanterne henvender sig til et stoerre antal producenter (betragtning 15).

108 I beslutningen fastslaas det (betragtning 16), at markedet for konstruktionsglas "i 1979 til 1983 var praeget af en faldende efterspoergsel i forbindelse med afmatningen i den europaeiske oekonomi. Siden 1984 er efterspoergslen igen vokset, hvilket har givet producenterne mulighed for at gennemfoere vaesentlige prisforhoejelser navnlig fra andet halvaar 1985.

Glasproducenterne skoenner, at efterspoergslen efter glas vil stige med mellem 1% og 3% aarligt i loebet af de naeste ti aar, jf. nr. 12".

109 Markedet for bilglas er "i hoej grad knyttet til udviklingen i bilproduktionen, som i Italien og det oevrige Europa efter den anden oliekrise gik ind i en afmatningsfase, der varede indtil 1984. Man har foerst fra 1985 kunnet konstatere et nyt opsving i produktionen, som blev forstaerket i 1986 og 1987. Det skoennes, at stigningen i efterspoergslen efter bilglas i de kommende ti aar vil vaere lidt mindre end efterspoergslen efter konstruktionsglas" (betragtning 17).

2. Sagsoegernes argumenter

110 Under hele sagen, saavel i Kommissionen som for Retten, har sagsoegerne fremhaevet, at den omstaendighed, at der ikke er foretaget en oekonomisk analyse af markedet, goer hele beslutningen ugyldig. I retsmoedet fremlagde de i faellesskab deres markedsanalyse, hvoraf de vaesentlige dele skal gengives her med tilfoejelse af enkelte individuelle argumenter.

a) Det principielle argument

111 Sagsoegerne goer gaeldende, at beslutningen, selv om den beskriver de to markeder, konstruktionsglas- og bilglasmarkedet, ikke drager de konklusioner, som noedvendigvis foelger heraf ved beslutningens analyse af parternes adfaerd og af de oekonomiske faenomener, som den beskriver. Kommissionen er forpligtet til at tage hensyn til samtlige de omstaendigheder, herunder det paagaeldende markeds saerlige kendetegn, som udgoer den oekonomiske og retlige baggrund for den anfaegtede aftale eller samordnede praksis (Domstolens dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie mod Kommissionen, Sml. s. 1663). Eftersom det kategorisk bestrides, at der forelaa samordnet praksis, maa det kraeves, at markedsanalysen ikke alene kunne godtgoere, at virksomhedernes adfaerd virkede konkurrencebegraensende, men ogsaa, og frem for alt, at virksomhedernes adfaerd kun kunne forklares ved, at der havde fundet en forbudt samordning sted, og ikke ved markedskraefternes frie spil. Analysen af markedet var derfor noedvendig af to grunde: dels for i mangel af skriftlige beviser at bevise, at den paastaaede samordnede praksis havde fundet sted, dels for at paavise denne praksis' konkurrencebegraensende virkninger.

b) Argumenterne om produktet

112 Sagsoegerne, som er enige i, at planglas kan inddeles i tre slags, nemlig trukket glas (eller rudeglas), stoebt glas (paa italiensk "greggi") og krystalglas (som tidligere blev fremstillet ved stoebning, men nu naesten udelukkende ved float-metoden), har gjort opmaerksom paa, at de tegner sig for henholdsvis 0,5%, 4,5% og 95% af det italienske marked (oplysninger fra Assovetro, 227). Selv om beslutningen vedroerer planglas i almindelighed, angaar den naesten udelukkende virksomhedernes adfaerd paa float-glas-omraadet.

113 Stoebt glas adskiller sig fuldstaendigt fra de to andre typer planglas, hvad angaar baade egenskaber (gennemskinneligt, men ikke gennemsigtigt) og anvendelsesmuligheder. Dette produkt, der udelukkende er beregnet til visse bygge- og dekorationsformaal, er i tilbagegang ( 188). Det er derfor paa grund af den store import til lave priser fra OEsteuropa og Tyrkiet ( 188, 235) ikke laengere rentabelt at fremstille denne type glas, der har en meget lille vaerditilvaekst. I Italien har kun FP siden 1983 haft et produktionsanlaeg til stoebt glas ( 229, 235). Kommissionen har ikke sondret mellem stoebt glas og float-glas til byggeindustrien og har angrebet FP' s og SIV' s adfaerd med hensyn til float-glas paa grundlag af dokumenter om stoebt glas.

114 Med hensyn til float-glas som grundprodukt er dette blevet et helt banalt ensartet produkt. Samtlige producenter benytter samme teknologi ved bygningen af float-anlaeg; produktionsteknikkerne for float-glas er mere eller mindre identiske i hele Europa og endog paa verdensplan; stort set har de europaeiske fabrikker samme kvalitetsnormer og -kriterier, samme arbejdsgange og samme kvalifikationsniveau. Heraf foelger, at det er yderst vanskeligt for brugerne at skelne mellem de forskellige producenters grundprodukter. I virkeligheden er planglas som grundprodukt blevet til en slags raamateriale, en "commodity" som guld eller aluminium. Det er grunden til, at glaspriserne er naesten ens i de lande, hvor de stoerste glasproducenter er etableret. De prisforskelle, der maatte vaere, skyldes ekstraomkostninger som f.eks. transportomkostninger. Denne kendsgerning er afgoerende for den rette forstaaelse af markedets struktur og af virksomhedernes praksis og adfaerd paa visse omraader.

115 Float-glas fremstilles i mange forskellige farver og tykkelser. Ud over klart glas findes der paa det europaeiske marked for konstruktionsglas seks farver og paa markedet for bilglas fire farver. Produktionen af farvet glas er vanskeligere og dyrere end produktionen af klart glas paa grund af tilsaetningen af flere mineraler og kemiske stoffer. Der findes i oevrigt ca. 15 forskellige tykkelser, fra 2 mm til over 20 mm.

116 Kommissionen har selv i beslutningen af 1981 anerkendt, at der er tale om et homogent produkt (punkt II.A.3.a.1 paa side 39), hvorimod den i den nu foreliggende beslutning har afvist, at der er homogenitet, eller at dette kan forklare visse faenomener, den har konstateret paa markedet.

117 Planglasindustrien daekker forskellige aktiviteter og brancher, som de vigtigste produktion af grundglas (jf. ovenfor), forarbejdning og fremstilling af specialprodukter.

118 Beslutningen tager ikke hensyn til forarbejdningsvirksomhedens omfang. Naesten 78% af den samlede produktion forarbejdes (isoleringsglas, lamineret glas til byggeindustrien og spejlglas, sikkerhedsglas til byggeindustrien, glas til elektriske husholdningsartikler, spejlbelaegning), og forarbejdningsprocesserne omfatter laminering, haerdning, armering, fremstilling af termoruder og isolationsglas osv. I Italien udoeves hovedparten af denne virksomhed af selvstaendige virksomheder, idet visse forarbejdningsvirksomheder udelukkende beskaeftiger sig med dette, mens andre udoever en blandet grossist-, forhandler- og forarbejdningsvirksomhed. De rene forarbejdningsvirksomheder foelger deres egne parametre og prioriterer anderledes end grossisterne, fordi de er mindre foelsomme over for prisudsving og ikke foretager spekulationskoeb. Deres fortjeneste skyldes den ved forarbejdningen opnaaede vaerditilvaekst og ikke blot koeb og salg af produkter.

119 De former for adfaerd, der anfaegtes i beslutningen (ensartede prislister og rabatter, samtidig udsendelse af prislister, klassificering af grossister, moeder osv.), vedroerer alene float-glas i form af grundprodukter, som distribueres gennem grossisterne. Kun 30% af det samlede forbrug af planglas i Italien beroeres af denne adfaerd, og ikke de 76-80%, der angives i beslutningen, hvilket giver et falsk billede af adfaerdens foelger og grovhed.

120 Specialprodukterne, som der heller ikke er taget hensyn til i beslutningen, er hoejteknologiske produkter, der opfylder saerlige og meget strenge kriterier (f.eks. spejlglas, lamineret glas, glas med lav straaleevne, spejlbelaegning). Disse produkter er meget forskellige fra den ene producent til den anden, og producenterne foerer en sand teknologisk kamp for hele tiden at udvikle nye produkter, hvilket har strategisk betydning for deres markedsposition. Disse yderst konkurrencedygtige produkter udgoer over en tredjedel af de anklagede virksomheders omsaetning. Hertil kommer, at de oeger de oevrige produkters konkurrenceevne, idet de goer det muligt for de enkelte producenter at styrke deres image, traenge ind paa nye markeder og saaledes styrke deres stilling paa markedet for planglas og forarbejdet glas. I oevrigt er specialprodukterne grundlaget for genoplivningen af konstruktionsglassektoren.

121 Markederne for bilglas og konstruktionsglas er organiseret og fungerer paa to vidt forskellige maader, idet markedet for konstruktionsglas hovedsagelig forsynes gennem grossister og forarbejdningsvirksomheder, til hvem producenterne saelger deres uforarbejdede produkter eller produkter, der er masseforarbejdet, mens markedet for bilglas er et marked, hvor glasset forarbejdes efter bilfabrikanternes specifikationer og leveres direkte af producenterne til bilfabrikanterne. At der ikke findes mellemmaend paa bilglasmarkedet kan forklares ved forarbejdningens store omfang, indviklede karakter og hoeje omkostninger, ved noedvendigheden af taet, loebende kontakt med bilfabrikanterne med henblik paa udviklingen og faerdigfremstillingen af modellerne og ved "just in time"-princippet (levering direkte til samlebaandet uden oplagring hos bilfabrikanten).

122 Kommissionen har anerkendt denne sondring mellem de to markeder i forbindelse med artikel 85, men har naegtet at tage hensyn til den i forbindelse med anvendelsen af artikel 86. Uden at give den mindste forklaring har Kommissionen haevdet, at det er planglasmarkedet i almindelighed, der skal tages i betragtning.

123 Vedroerende de saerlige traek ved den industrielle produktion af float-glas har sagsoegerne understreget, at float-ovne er meget tunge og ufleksible produktionsanlaeg. For at vaere rentable skal de have en stor kapacitet (ca. 500 tons daglig) og udnyttes maksimalt (hele doegnet rundt) og rationelt. Bygningen af et float-anlaeg kraever store investeringer (ca. 100 mio. ECU), hvilket betyder, at industrien hverken hurtigt eller smidigt kan tilpasse sig udsvingene i efterspoergslen. Naar foerst et float-anlaeg er opfoert, skal det fungere uafbrudt, hvilket noedvendigvis medfoerer en produktionsstigning og fare for overkapacitet.

124 Float-anlaeggene er ej heller fleksible i drift, idet en float-ovn kun kan producere én farve og én tykkelse ad gangen. Hver gang der skiftes farve, tager det tid (ca. 14 dage) og medfoerer et stort produktionstab (7 000 tons salgbare produkter for en ovn med en kapacitet paa 500 tons daglig). For at kunne svare sig skal hver produktionsserie vaere lang og daekke et stort behov, men der efterspoerges mange forskellige produkter paa markedet. Paa grund af planglassets volumen er det heller ikke rentabelt at oplagre det i store maengder over lange perioder.

125 Endelig skal den noedvendige periodiske reparation og vedligeholdelse finde sted, mens maskinerne ikke arbejder, hvilket betyder et stop for produktionen efter fem-seks aar. I flere maaneder skal float-anlaeggene standses med henblik paa saadan reparation og vedligeholdelse, saavel som med henblik paa teknologiske forbedringer og eventuelle kapacitetsforoegelser.

126 Samtlige disse faktorer goer det yderst vanskeligt at tilpasse udbuddet efter efterspoergslen og er medvirkende til, at det af tekniske saavel som af oekonomiske aarsager er umuligt for den enkelte producent hele tiden at raade over hele produktsortimentet. Disse tekniske og oekonomiske hensyn, som tvinger til at forene kravet om den mest rationelle kapacitetsudnyttelse med noedvendigheden af at vaere til stede paa markedet, forklarer, hvorfor producenterne har en objektiv interesse i alt efter omstaendighederne at koebe af eller saelge til deres konkurrenter.

127 Det er rigtigt, at "kun faa virksomheder kan paatage sig de omkostninger og risici, der er forbundet med forarbejdning af bilglas" (betragtning 13), men sagsoegerne understreger, at dette skyldes de forhold, der er redegjort for i praemis 121 ovenfor.

c) Argumenterne om udbuddet

128 Den samlede produktionskapacitet for (salgbare) produkter i Europa i 1989 maa ifoelge sagsoegerne anslaas til naesten 5 100 000 tons, mens den laa paa 4 444 000 tons i 1986 og 4 176 000 tons i 1982 (kilde: GEPVP, 175). Italiens produktion af float-glas var i 1985 700 000 tons og i 1986 673 000 tons. Denne maengde blev produceret paa fem float-anlaeg, hvoraf ét tilhoerte FP, ét SIV, ét FP og SIV i faellesskab og to VP (kilde: Assovetro Istat, 187). Ved udgangen af 1987 satte SIV et nyt float-anlaeg i drift i Porto Marghera (Veneziana Vetro).

129 Paa det europaeiske marked for planglas, inklusive Det Forenede Kongerige, er Italien det tredjestoerste - eller fjerdestoerste (afhaengig af aaret) - marked, idet landet i 1986 tegnede sig for 14,1% af det samlede forbrug af planglas i Europa, men aldrig tidligere har tegnet sig for over 16,3% ( 189).

130 Ifoelge beslutningen har de tre italienske producenter 79% af det italienske marked for konstruktionsglas. Sagsoegerne haevder, at deres andel af det italienske marked for konstruktionsglas i den paagaeldende periode - selv da andelen var stoerst - aldrig har ligget hoejere end de 63,7%, den naaede op paa i 1986, da SIV overtog kontrollen med Vetrocoke. I gennemsnit har deres markedsandel ligget paa 56,2% mellem 1982 og 1986. Dette forklares ved, at importen fra Frankrig ifoelge Kommissionen ikke kan betragtes som uafhaengig import, saafremt saelgeren er et selskab, der er forbundet med en italiensk producent. Der er ikke anfoert nogen begrundelse for dette synspunkt. Boussois, et soesterselskab til VP, havde en ekstern aktionaer, som ejede 30% af kapitalen, og som bestemte, at selskabet skulle pleje sine egne interesser uafhaengigt af VP, som selv for 20%' s vedkommende ejedes af uafhaengige aktionaerer og saaledes heller ikke var fuldstaendig under PPG' s kontrol. Importen til Italien fra Boussois var en uafhaengig import (Domstolens dom af 22.10.1986, sag 75/84, Metro mod Kommissionen, Sml. s. 3021). Under alle omstaendigheder udgjorde importen i 1986 ca. en tredjedel af det italienske marked for planglas til byggesektoren. Selv om markedsstrukturen har aendret sig lidt efter PPG' s overtagelse af Boussois i 1982, viser importen, ogsaa fra soesterselskaber, ikke desto mindre, at det kan betale sig at importere. Eksporten er ligeledes ganske betydelig (30%).

131 Under disse omstaendigheder er det urigtigt, naar det i beslutningen haevdes, at Italien er det relevante geografiske marked, fordi virksomhederne kun kan eksportere de maengder, der produceres til marginalomkostninger. Denne paastand stoettes ikke af noget dokument i sagsakterne. I beslutningen af 1981 samt beslutning 84/388/EOEF af 23. juli 1984 om aftaler og samordnet praksis inden for planglasindustrien i Benelux-landene (EFT L 212, s. 13, herefter benaevnt "beslutningen af 1984") har Kommissionen fremhaevet betydningen af handelen inden for Faellesskabet. I beslutningen af 1981 (betragtning 6, side 35) har Kommissionen saaledes anfoert, for det foerste, at de italienske producenters markedsandele paa hele planglasmarkedet i Italien laa paa 20% for FP, 14% for SIV, 14% for VP, 3% for Fabbrica Sciarra og 3% for Vetro Coke, mens den resterede del af efterspoergslen paa markedet, nemlig 46%, daekkedes af importen, og, for det andet, at SIV og VP i 1976 og 1977 solgte ca. 55% af deres respektive produktion paa de oevrige EF-markeder.

132 Vel gennemgik planglassektoren, som det anfoeres i beslutningen, i begyndelsen af 80' erne en vanskelig kriseperiode praeget af stor overskudskapacitet, stadig stigende produktionsomkostninger, krise i bygge- og automobilsektoren og stigning i energipriserne, hvilket gav producenterne store tab. Men de selv samme producenter gennemfoerte de noedvendige strukturomlaegninger (lukning af urentable eller foraeldede anlaeg, personalenedskaeringer, tilfoersler af ny kapital, nye investeringer i mere effektive anlaeg, forskning og udvikling af specialprodukter osv.). Planglasindustrien har i modsaetning til den oevrige tunge industri i Faellesskabet (f.eks. jern- og staalindustrien) overvundet krisen uden stoerre indgreb eller saerlige faellesskabs- eller nationale foranstaltninger til fordel for bestemte brancher. I tidsrummet 1982-1986, som den anfaegtede beslutning vedroerer, var der saaledes tale om en dynamisk industri, som ikke paa nogen maade soegte at overvinde krisen ved hjaelp af delinger af markedet og andre forbudte aftaler, men handlede positivt og traf sunde oekonomiske foranstaltninger.

133 Det er forkert, naar Kommissionen fastslaar, at markedet er stagnerende, praeget af overskudskapacitet og ikke aabner adgang for nye producenter. Tvaertimod er der sket - og vil der stadig ske - hyppige og store forandringer paa markedet. Asahi' s overtagelse af Glaverbel, PPG' s overtagelse af Boussois, Pilkington' s overtagelse af Flachglas, Guardian' s etablering i Luxembourg midt i en krisetid og igangsaetningen af ni nye anlaeg siden 1981, hvorved produktionskapaciteten er steget fra 3,8 mio. tons i 1981 til over 5,1 mio. tons i 1989, er tegn paa den skarpe konkurrence, der er mellem producenterne, som uden ophoer bekaemper hinanden med nye investeringer og nye produkter.

134 Faktisk var der, trods den almindelige situation med overskudskapacitet i Europa, paa det italienske marked en forsyningsmangel, som gjorde det saerlig interessant for de udenlandske producenter. Denne situation blev bekraeftet af import- og eksportudviklingen i Italien ( 253A).

135 I oevrigt har SIV og VP anfoert, at inflationen i Italien i den paagaeldende periode var meget hoej, mellem 12% og 20% alt efter aaret, hvilket indebaerer, at prisforhoejelserne synes stoerre, end de i virkeligheden var, og at virksomhedernes samtidige prisforhoejelser ikke noedvendigvis var ulovlige ( 215).

136 Et andet vaesentligt forhold er, at begrebet "producent" faktisk daekker flere brancher: produktion af grundproduktet planglas, forarbejdning af konstruktionsglas, forarbejdning af bilglas og produktion af specialprodukter. Ganske vist vedroerer samtlige disse aktiviteter planglas, men der er tale om forskellige markeder, som har hver sin struktur. Salget af grundproduktet planglas har saaledes ikke noedvendigvis nogen indflydelse paa markedet for forarbejdet bilglas, som foelger andre love.

137 Hver af de tre producenter har lagt sin egen strategi med forskellig vaegt paa de forskellige brancher:

- FP koncentrerer sig som led i arbejdsdelingen i Saint-Gobain-koncernen om det italienske marked og har en betydelig virksomhed inden for forarbejdning af konstruktionsglas.

- SIV ser sin konkurrencemaessige fordel i navnlig at koncentrere sig om forarbejdning af bilglas og spreder sin forarbejdningskapacitet og sit salg over hele Europa; i 1986 eksporterede virksomheden 50% af produktionen, som i hvert fald i den i beslutningen omhandlede periode kun omfattede en mindre produktion af grundglas.

- VP har navnlig produktion af grundglas og kun forarbejdningsvirksomhed af lille omfang. I 1986 eksporterede VP 40% af sine produkter.

138 De tre virksomheder adskiller sig ligeledes med hensyn til struktur, idet SIV ikke indgaar i nogen multinational koncern, men kontrolleres af det statslige italienske holdingselskab EFIM, en ikke-industriel partner fra den offentlige sektor, som ikke har samme maal, interesser eller virkemidler som koncernerne i den private sektor.

139 Endvidere skete der store aendringer i virksomhedernes respektive markedsandele. Mellem 1982 og 1986 oegede FP sin andel af konstruktionsglasmarkedet med 22%, mens SIV' s og VP' s andele faldt med henholdsvis 8 og 12%.

d) Argumenterne om efterspoergslen

140 For saa vidt angaar konstruktionsglassektoren har sagsoegerne understreget, for det foerste, at forarbejdningsvirksomhederne staar i en helt anden konkurrencesituation paa grund af den vaerditilvaekst, forarbejdningen giver, og, for det andet, at Kommissionen ikke har vaeret opmaerksom paa grossisternes dispositioner.

141 Hvad angaar grossisterne er efterspoergslen meget koncentreret, idet de 20 stoerste grossister aftager over 80% af de produkter, der distribueres ad denne vej. Grossisterne har haft meget store vanskeligheder paa grund af foraeldede ledelsesmetoder og -principper, en utilstraekkelig likviditet i forhold til deres virksomhed, hvilket medfoerer unormalt store finansielle omkostninger, og konkurrencen fra producenter, som har deres eget forhandlersystem. For at overvinde disse vanskeligheder proevede grossisterne at indgaa i sammenslutninger. Fra midten af 70' erne oprettede de stoerste virksomheder inden for engrossalg af planglas i Italien sammenslutninger med henblik paa fastlaeggelse af en faelles handelspolitik for alle i forbindelse med baade indkoeb og videresalg. Beslutningen af 1981 fastslog ulovligheden af disse grossistsammenslutninger, som havde til formaal at begraense den indbyrdes konkurrence. Grossisternes hoeje organisationsgrad, der dels har til formaal at opnaa bedre vilkaar dels at begraense den indbyrdes konkurrence, er et vaesentligt kendetegn ved markedet for planglas til byggeindustrien i Italien.

142 En omhyggelig gennemlaesning af Cobelli' s klage viser meget tydeligt, at virksomheden klagede over, at ikke alle grossister fik samme vilkaar, og at de mere fordelagtige vilkaar, nogle grossister havde, foerte til konkurs og lukning for mange virksomheder, herunder klagerens. Dette stemmer overens med konklusionerne i den rapport, Battelle fremlagde paa Tropea-moedet om udviklingen i distributionen af planglas til byggeindustrien i Italien ( 276), og som fastslaar, at der er problemer med forhandlingen af planglas i Italien. Den naevnte klage har intet at goere med anklagerne vedroerende aftaler mellem producenterne om prisforhoejelser. I oevrigt maa det paapeges, at Cobelli haevder, at virksomhedens situation blev uholdbar fra 1982, dvs. lige efter beslutningen af september 1981, hvori Kommissionen fastslog ulovligheden af sammenslutningerne mellem grossisterne og af disses forsoeg paa at faa producenterne til at forpligte sig til at yde differentierede rabatter til sammenslutningernes medlemmer paa grundlag af kundelister. I virkeligheden klager Cobelli over en situation, der var blevet uholdbar, fordi producenterne ikke laengere ville opfylde grossisternes krav om, at der blev fastsat de samme priser og vilkaar for alle.

143 For saa vidt angaar bilglasmarkedet har sagsoegerne gjort gaeldende, at selv om beslutningen korrekt anfoerer de vaesentligste kendetegn ved bilglasmarkedet, drager Kommissionen ikke de konklusioner, der foelger heraf. Bilfabrikanterne er baade dem, der komponerer musikken og dirigerer orkesteret, og leverandoererne af bilglas er i meget vidt omfang afhaengige af dem. Markedet bestemmes helt af efterspoergslen. Den eneste begraensning, der er i bilfabrikanternes magt for saa vidt angaar glasleverandoererne, ligger i, at de tekniske muligheder for at fremstille og forme glasdelene til en bil afhaenger af glasproducentens teknologiske formaaen. Men naar foerst modellen er fastlagt, er det bilfabrikanten, der helt bestemmer leverancernes skaebne.

144 Sagsoegerne har kraftigt understreget, at forarbejdningsanlaeggene ret hurtigt foraeldes teknisk, og at deres kapacitet skal udnyttes maksimalt, for at de kan afskrives, hvilket i oevrigt erkendes i beslutningen. For det foerste soeger producenten derfor at opnaa saa store ordrer som muligt fra bilfabrikanten og er normalt ikke interesseret i at dele den tildelte kvote med andre. For det andet skal producenten kunne forudse bilfabrikanternes fremtidige behov med hensyn til modeller, tekniske specifikationer og forventede maengder for at kunne daekke efterspoergslen, naar den opstaar. Det maa faktisk paaregnes, at der gaar ét aar fra det tidspunkt, hvor opfoerelsen af et nyt forarbejdningsanlaeg begynder, til det tidspunkt, hvor det saettes i gang. Et anlaeg til fremstilling af bilglas er saa specielt, at det, naar det foerst er opfoert, er meget ufleksibelt og skal arbejde paa fuld kraft for at vaere rentabelt.

145 Hvad angaar udviklingen af modeller er det klart, at saafremt "producenten/udvikleren" af prototypen selv kunne vaelge, ville han saette sig paa hele markedet og derved opnaa betydelige stordriftsfordele. Han ville ikke have nogen interesse i at dele markedet med konkurrerende producenter. Men dette er ikke den politik, der foelges af bilfabrikanterne, og blandt sagens akter findes sigende beviser paa Fiat' s styrke i kontraktforhandlingerne ( 721 ff.).

146 Med hensyn til fordelingen af forsyningskilder og de "kvoter", der tildeles af automobilfabrikanterne, naar disse ikke vil vaere afhaengige af en enkelt leverandoer, har sagsoegerne gjort opmaerksom paa, at antallet af leverandoerer er begraenset til to eller tre pr. model, og at dette praktiske hensyn er baggrunden for ordningen med tildeling af "kvoter". Disse kvoter fastsaettes i procenter og ikke i stykantal eller maengder. Den maengde, der udgoeres af kvoten, afhaenger af, hvor stor en salgssucces den paagaeldende bilmodel bliver. Dette system anvendes af samtlige bilfabrikanter i Europa, i sagen her ogsaa af Fiat. Under disse omstaendigheder loeber leverandoeren en risiko, for saa vidt han kan have svaert ved at levere det antal stykker, som svarer til kvoten, saafremt salget af en model overgaar forventningerne. Og lykkes det ham ikke at levere den maengde, Fiat har bestilt, risikerer han at blive straffet ved en nedsaettelse af kvoten under de naeste forhandlinger. Til gengaeld kan leverandoeren, saafremt han, efterhaanden som ordrerne indloeber, bliver klar over, at hans kvote ikke vil blive opfyldt, klage til Fiat' s centrale indkoebskontor. Forhandlingerne om kvoter og priser foelges saaledes ad. En stoerre kvote opnaas ved et nedslag i prisen, hvilket forklarer, hvorfor det er i leverandoerens interesse hele tiden at kontrollere, om kvoten overholdes.

147 Bilfabrikanterne noejes ikke med at stille krav til glasproducenterne om tekniske specifikationer og om de maengder, der kraeves for hver model. De bestemmer tillige leveringsrytmen. Kravet om "just in time"-leverancer betyder, at varerne skal leveres , saaledes at det passer med fabrikationsrytmen, og ikke, som Kommissionen synes at have opfattet det, at fabrikanten kun kan saette sin lid til lokale producenter.

148 VP har suppleret parternes faelles redegoerelse for markedet med, at Kommissionen har taget fejl af den saerlige stilling, VP indtager paa konstruktionsglasmarkedet, og har beskrevet den forkert. VP udoever ikke nogen form for forarbejdningsvirksomhed, hverken selv eller gennem forbundne virksomheder. Derfor er VP ikke i stand til at paafoere nogen af sine kunder konkurrence, ej heller klageren Cobelli. Det ville ikke vaere i VP' s interesse at foere en politik, som gik ud paa at tvinge Cobelli og de oevrige kunder i Syditalien ud af markedet. Cobelli' s klage indeholder ikke noget som helst paalideligt bevis paa, at VP har handlet ulovligt. Paa markedet for konstruktionsglas har VP ca. tre gange saa mange kunder som konkurrenterne, hvoraf omkring 55% er forarbejdningsvirksomheder. Maalt i maengder af solgt glas er VP' s salg til forarbejdningsvirksomheder steget jaevnt fra 42,2% af VP' s samlede salg uden for bilglassektoren i 1985 til 53,3% af det samlede salg i 1988.

149 Hertil kommer, at saafremt Kommissionen ikke havde inddraget VP som part i sagen, ville SIV' s og FP' s samlede andel af konstruktionsglasmarkedet i den paagaeldende periode have svinget mellem 21,2% og 36,1%. Denne begraensede markedsandel kan vaere forklaringen paa anklagen om "kollektivt dominerende stilling". Ifoelge VP er det taenkeligt, at en af de underliggende aarsager til, at der blev ivaerksat en procedure over for selskabet, er, at Kommissionen har oensket at skaffe et grundlag for de af dens konstateringer, som bygger paa artikel 86.

150 SIV har understreget, at paa bilglasmarkedet er dets markedsandel faldet fra 50,3% til 37,5%. Det ville ikke have tjent noget formaal at indgaa "aftaler" med andre producenter, da SIV havde haft en staerkt svindende markedsandel, ikke mindst paa grund af Fiat, hvis hovedleverandoer SIV havde vaeret ( 721 ff.).

3. Kommissionens argumenter

151 Kommissionen har understreget, at det europaeiske marked for planglas var praeget af overskydende produktionskapacitet i hele den periode, der omfattes af beslutningen - dvs. perioden mellem januar 1982 og juni 1987. Dette modsiges ikke af, at man efterfoelgende paa grundlag af statistikker, der er udarbejdet efter de forhold, der kritiseres, kan fastslaa, at overskudskapaciteten var mindre end forudsagt. Under alle omstaendigheder har hele den periode, beslutningen omhandler, ifoelge de nyeste statistikker, nemlig GEPVP-tallene for 1988 ( 172, 173 og 174), vaeret praeget af overskydende kapacitet. Derfor staar paastandene om, at de i denne periode stedfundne prisforhoejelser baade for konstruktionsglas og for bilglas skyldes markedskonjunkturerne, ikke paa nogen maade til troende.

152 Kommissionen har afvist paastanden om, at de tre producenter kun tegner sig for 30% af det italienske marked for konstruktionsglas. Markedsandelen for konstruktionsglas ligger ifoelge bilag II til beslutningen paa ca. 73%-79% af markedet. De tre italienske producenters position har vaeret helt fast. Ikke alene har de tre producenter tilsammen stort set bevaret samme andel af det italienske marked (beslutningens betragtning 11), men heller ikke individuelt er der sket store aendringer, selv om SIV paa bilglasmarkedet er gaaet nogle procentpoint tilbage.

153 Kommissionen har gentaget, at aftalerne mellem producenterne klart fremgaar af de i beslutningen naevnte dokumenter, og at de siden hver for sig er blevet bekraeftet i praksis. Selv om markedet havde vaeret praeget af et kraftigt opsving med et begraenset udbud og en meget staerk efterspoergsel, ville virksomhedernes adfaerd have udgjort en retsstridig aftale.

154 For saa vidt angaar importen til Italien, som producentkontrollerede selskaber (f.eks. Boussois) stod for, finder Kommissionen det ulogisk at holde denne uden for producenternes markedsandele, da dette forudsaetter en vis uafhaengighed, som ikke findes i virkeligheden mellem medlemmer af samme koncern. Det er ikke taenkeligt, at denne import kunne konkurrere med de tre italienske producenters egen produktion. Kommissionen bemaerker, at i modsaetning til Domstolens ovennaevnte dom af 22. oktober 1986, Metro mod Kommissionen, hvor visse virksomheder, der var kontrolleret af samme koncern, markedsfoerte teknisk forskellige produkter til forskellige priser under forskellige varemaerker, drejer det sig her om et produkt, som VP kalder en raavare med meget ringe vaerditilvaekst (uforarbejdet planglas).

155 Kommissionen har gjort gaeldende, at dens undersoegelser isaer har drejet sig om omfanget af konkurrencen mellem importen fra Boussois og Saint-Gobain (Frankrig) paa den ene side og FP' s, SIV' s og VP' s produktion paa den anden side. Bortset fra denne import er der kun en mindre maengde tilbage, som, selv om den repraesenterer import foretaget af grossister, som er konkurrenter til FP, VP eller SIV, bestemt ikke har paavirket de konklusioner, Kommissionen er naaet frem til i sin beslutning.

156 Med hensyn til trovaerdigheden og rigtigheden af Cobelli' s klage over glasproducenterne understreger Kommissionen, at dens beslutning bygger paa undersoegelser, den selv har foretaget, og at Kommissionen, hver gang den henviser til klagen, udtrykkeligt naevner, hvad den har udledt af den, saavel som samtlige relevante dokumenter.

157 Hvad angaar VP' s anbringender kan VP ifoelge Kommissionen ikke haevde, at det ikke beroeres af de dokumenter, som henviser til "glasproducenterne". Der maa tages hensyn til antallet af dokumenter og til den aktuelle oekonomiske situation. At VP ikke forarbejdede konstruktionsglas, kunne naturligvis medfoere, at VP gav grossist-forarbejdningsvirksomhederne en fortrinsstilling, men ikke, at dets interesser var grundlaeggende forskellige fra FP' s eller SIV' s. Kommissionen har gentaget, at det staar uimodsagt, at VP haevede sine priser samtidig med eller kort efter SIV og FP.

4. Rettens bemaerkninger PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0068.2

158 Retten bemaerker for det foerste, at Kommissionen i en vis udstraekning har godkendt sagsoegernes analyse af markedet. Faktisk er en stor del af Kommissionens redegoerelse for produktionen af planglas taget direkte fra FP' s svar paa klagepunkterne (uden at kilden dog er naevnt i alle tilfaelde). Visse af tallene i betragtning 11 og i bilag I og II til beslutningen er ligeledes taget fra sagsoegernes materiale. Men Kommissionen har kun anvendt en lille del af disse oplysninger, uden at den i beslutningen eller i sine skriftlige indlaeg under sagen har angivet, hvorfor kun de udvalgte afsnit er fundet trovaerdige. Kun rent lejlighedsvis tilbageviser Kommissionen i detaljeret form de konklusioner, sagsoegerne drager af deres egne oplysninger. Kommissionen gjorde endog under retsmoedet gaeldende, at de skriftlige beviser paa, at der var indgaaet aftaler mellem de tre producenter, er saa klare og tydelige, at de overfloediggoer enhver undersoegelse af markedsstrukturen.

159 Retten er ikke enig med Kommissionen i, at en analyse af markedet var overfloedig. Tvaertimod finder Retten, at en fyldestgoerende definition af det paagaeldende marked er en noedvendig forudsaetning for enhver bedoemmelse af en adfaerd, der haevdes at vaere konkurrencebegraensende. Selv om Kommissionen ikke i sine beslutninger behoever at tage alle virksomhedernes argumenter op, finder Retten, at Kommissionen i betragtning af sagsoegernes anbringender som gengivet ovenfor burde have foretaget en grundigere undersoegelse af markedets strukturer og funktion for at paavise, hvorfor sagsoegernes konklusioner er grundloese. Faktisk staar Retten paa den ene side over for sagsoegernes detaljerede anbringender, som bygger paa oplysninger, som Kommissionen selv i nogle tilfaelde fremfoerer til stoette for sin beslutning, og paa den anden side Kommissionens forsvar, som i de fleste tilfaelde bestaar i en simpel henvisning til beslutningens ordlyd.

160 Under disse omstaendigheder finder Retten, at den ikke selv skal foretage en markedsanalyse, men at den boer begraense sig til saa vidt muligt at kontrollere rigtigheden af de konstateringer i beslutningen, der var vaesentlige for sagens udfald.

a) Udviklingen paa det italienske marked

161 Ifoelge beslutningen viser bilag I udviklingen paa det italienske marked for planglas. Det bemaerkes imidlertid, at de tre tabeller i bilag I bestaar af tal fra forskellige kilder. De tal, der benaevnes "Assovetro" og "Istat", er taget fra tabeller fremlagt af SIV under den administrative procedure ( 183-185, 187-188), mens tallene i de foerste linjer i henholdsvis tabel 1 og 2 synes at vaere taget fra andre oplysninger fra de tre producenter. Denne sammenblanding af tal fra forskellige kilder har i hvert fald haft to konsekvenser. For det foerste er importens andel af forbruget paa det italienske marked blevet formindsket. For det andet er forholdet mellem import og forbrug fra aar til aar og dermed gengivelsen af, hvorledes dette forhold aendrede sig (stigning eller fald) i den paagaeldende periode, ikke det samme, som det ville have vaeret, saafremt de anvendte tal var taget fra samme kilde.

162 Videre har Kommissionen, efter at have beregnet det oejensynlige forbrug af klart glas i Italien paa grundlag af disse tal, trukket "importen fra Frankrig" og "de tre producenters import fra andre lande" ud. I en fodnote hedder det:

"Importen fra Frankrig er trukket fra, fordi der i dette land kun findes to producenter, Saint-Gobain og Boussois, der er henholdsvis Fabbrica Pisana' s moderselskab og Vernante Pennitalia' s soesterselskab. Importen fra disse to franske selskaber har i de fleste tilfaelde vaeret bestemt til de italienske producenter. I de tilfaelde, hvor de franske selskaber har solgt produkterne direkte paa det italienske marked, er det ikke sket i konkurrence med de italienske producenter."

Det fremgaar af sagsakterne, at tallene for "importen fra Frankrig" er taget fra visse oplysninger fra SIV om den samlede eksport fra andre lande til Italien ( 183, 185). Selv om det i ovennaevnte fodnote anerkendes, at importen til Italien fra Frankrig ikke altid var bestemt for de italienske producenter, og selv om VP har givet Kommissionen tallene for Boussois' salg i Italien uafhaengigt af soesterselskabet ( 213), synes Kommissionen imidlertid ved opstillingen af tabellerne i bilag I at vaere gaaet ud fra, at hele den italienske import af alle former for planglas fra selskaber i Frankrig, der er forbundet med de tre italienske producenter, var beregnet for disse producenter. Kommissionen soeger at begrunde denne fremgangsmaade ved at henvise til den ganske lille import fra andre franske kilder end de med sagsoegerne forbundne selskaber. Dette forsoeg paa en begrundelse finder ingen stoette hverken i beslutningen eller i sagsakterne.

163 Kommissionen har som svar paa et spoergsmaal fra Retten forklaret, at tallene for "import fra andre lande" udelukkende vedroerer import fra andre EF-medlemsstater. Kommissionen har udtrykkeligt bekraeftet, at disse tal ikke omfatter importen fra tredjelande. Det fremgaar imidlertid af sagens akter, at importen til Italien fra Tyrkiet og de oesteuropaeiske lande ofte havde stor betydning for det italienske marked for planglas i almindelighed. Da Kommissionen i retsmoedet blev anmodet om naermere at angive kilden til tallene for "import fra andre lande", henviste den til et dokument, der ikke indgaar i de faelles akter, og hvoraf disse tal i oevrigt ikke ses at fremgaa.

164 Kommissionen har saaledes ikke kunnet forklare Retten, hvorfor den havde fundet det noedvendigt at blande statistikker fra forskellige kilder sammen. En saadan fremgangsmaade forekommer umiddelbart suspekt. Under alle omstaendigheder finder Retten af ovennaevnte grunde ikke, at man kan faeste lid til de konklusioner, der blev baseret paa bilag I til beslutningen.

165 Retten bemaerker, at den ej heller i de af Kommissionen angivne dokumenter har kunnet finde bekraeftelse paa paastanden i beslutningens betragtning 6 om, at det italienske marked repraesenterer ca. 20% af det europaeiske marked.

b) Udbuddets stoerrelse i forhold til efterspoergslen

166 Kommissionen har saavel i beslutningen som i sine skriftlige indlaeg understreget stagnationen paa markedet, som var praeget af overskudskapacitet i hele det tidsrum, der behandles i beslutningen. Imidlertid fremgaar det af flere grafer i sagsakterne, navnlig 176, som Kommissionen under retsmoedet gjorde Retten opmaerksom paa, at forskellen mellem "saleable capacity" (salgbar kapacitet) og "total sales" (samlet salg) gradvis er mindsket siden 1981. Graf 178, som hidroerer fra GEPVP, viser, at salget begyndte at overstige den salgbare kapacitet i 1985. GEPVP' s rapport fra juni 1987, som der udtrykkeligt henvises til i beslutningen (betragtning 12, tredje afsnit), naevner udtrykkeligt en "tight supply situation" (stram udbudssituation) i 1986 og 1987.

167 Retten finder ikke, at man kan afvise de konklusioner, der kan udledes af disse dokumenter, med det anbringende, som Kommissionen aabenbart fremfoerer, hvorefter markedssituationen skal vurderes paa grundlag af prognoserne og ikke paa grundlag af faktiske omstaendigheder, som senere er fastslaaet. Derfor finder Retten ikke, at Kommissionen i fornoedent omfang har godtgjort sin hypotese om et stagnerende marked praeget af vedvarende overskudskapacitet.

168 For saa vidt som hypotesen om et stagnerende marked praeget af vedvarende overskudskapacitet ikke kan godtages, da der ikke er foert fornoedent bevis herfor, finder Retten det endnu mere noedvendigt paa ny at vurdere sagsoegernes oplysninger om igangsaettelsen af nye float-ovne i den paagaeldende periode. Faktisk kunne man betragte disse oplysninger som et bevis paa et aktivt marked, saaledes som sagsoegerne haevder.

c) De tre producenters andel af markedet for konstruktionsglas

169 Ifoelge beslutningens betragtning 7 kunne de tre producenter daekke gennemsnitlig 79% af den italienske efterspoergsel efter konstruktionsglas. I betragtning 11 findes en tabel over "... de tre selskabers markedsandele [beregnet paa grundlag af tallene i bilag II]". Men det er kun for 1985, at summen af tallene under rubrikken "konstruktionsglas" i tabellen i betragtning 11 naar op paa 79%. Kommissionen har ej heller vaeret i stand til at bevise rigtigheden af tallene i den anden tabel i betragtning 11 vedroerende SG' s, SIV' s og PPG' s markedsandele i Europa.

170 Trods Rettens udtrykkelige anmodning om at blive gjort bekendt med samtlige kilder til tabellerne i bilagene til beslutningen har Kommissionen ikke oplyst, hvilket dokument de paastaaede "tal fra GEPVP", som findes i bilag II, tabel 1, foerste linje, stammer fra. Retten har heller ikke hverken af sagsakterne eller de fremlagte oplysninger kunnet se, om og i hvilket omfang der ved udarbejdelsen af tabellerne i bilag II er taget hensyn til, at importen fra koncernforbundne selskaber ifoelge Kommissionen skal betragtes som en del af den italienske produktion.

171 Under disse omstaendigheder kan Retten ikke som grundlag for vurderingen af virksomhedernes adfaerd paa konstruktionsglasmarkedet acceptere hypotesen om, at de tre italienske producenter faktisk daekkede fire femtedele af det italienske marked. Men Retten finder heller ikke, at det er bevist, at de tre producenters markedsandele var meget mindre. Retten kan kun fastslaa, at dette vaesentlige spoergsmaal henstaar uoplyst.

B - De anfoerte faktiske omstaendigheder og beviserne

172 Som naevnt ovenfor (praemis 15) inddeler beslutningen undersoegelsen af virksomhedernes forretningspolitik i tre hovedafsnit: markedet for konstruktionsglas, markedet for bilglas og producenternes samhandel med glas. Afsnittet vedroerende markedet for konstruktionsglas er inddelt i fem underafsnit, vedroerende henholdsvis ensartede prislister, ensartede rabatter, ensartet klassificering af de stoerste kunder, aftaler mellem producenterne og forbindelserne mellem producenterne og grossisterne. Afsnittet om markedet for bilglas er inddelt i to underafsnit, vedroerende forholdet til henholdsvis Fiat og Piaggio.

173 I forbindelse med de fleste af spoergsmaalene boer beviserne og de anfoerte faktiske omstaendigheder undersoeges i samme raekkefoelge som i beslutningen. Det bemaerkes imidlertid, at visse af dokumenterne vedroerer to eller flere afsnit og/eller underafsnit, og at det derfor vil vaere noedvendigt at henvise til, hvad der er anfoert i et andet afsnit eller underafsnit.

1. Virksomhedernes forretningspolitik i konstruktionsglassektoren

a) Ensartede prislister

174 Ifoelge beslutningen (betragtning 18 og 19) fremsendte de tre italienske producenter naesten samtidig, undertiden samme dag, identiske prislister til deres italienske kundekreds. I beslutningens bilag III anfoeres tidspunkterne for underretning af kunderne og ikrafttraedelsestidspunkterne for prislisterne. Initiativet til disse prisaendringer blev ikke altid taget af samme producent, men snart den ene, snart den anden af de tre producenter. De tre producenter fremsendte mindst halvdelen af de undersoegte prislister samme dag eller med en ganske kort tidsforskel. VP maatte i november 1981 undlade at foretage en prisforhoejelse, selskabet havde givet meddelelse om i september, fordi FP og SIV ikke oenskede at forhoeje deres priser. Efter dette "er en prisforhoejelse altid omgaaende blevet fulgt af samtlige producenter".

175 Retten bemaerker, at der her ikke sondres mellem de forskellige glastyper, som prislisterne vedroerer. Der er saaledes tale om en helt generel konstatering, som kun vedroerer to forhold: dels det ensartede indhold af de af de tre virksomheder fremsendte prislister, dels den lille tidsforskel mellem datoerne for virksomhedernes fremsendelse af prislisterne og datoerne for deres ikrafttraeden. Retten bemaerker imidlertid, at den i beslutningens bilag III indeholdte liste over datoer begynder med juni 1981 og slutter med oktober 1986, mens tidsrummet for overtraedelser i konstruktionsglassektoren ifoelge beslutningens artikel 1, litra a), er afgraenset til tiden fra 1. juni 1983 til 10. april 1986. Heraf foelger, at alene prislister, der er fremsendt i sidstnaevnte tidsrum, kan indgaa i vurderingen af, om der er begaaet en overtraedelse. De prislister, der er fremsendt uden for denne periode, er dog ikke uden interesse for saa vidt angaar den i beslutningen fulgte metode. Da der hverken i betragtningerne til beslutningen eller i dens bilag III gives oplysninger om indholdet af prislisterne, har Retten fundet det noedvendigt at undersoege dem en for en.

176 Den 26. juni 1981 ( 427) gav FP meddelelse om nye prislister for klart og farvet glas, der skulle traede i kraft den 25. juli 1981. Den 14. juli 1981 ( 300) gav SIV meddelelse om nye lister for de samme glasprodukter med virkning fra den 14. september 1981. SIV' s liste for klart glas var identisk med FP' s liste for 3-12 mm glas i standardmaal og i store plader. Retten er ikke i besiddelse af SIV' s liste for farvet glas. Den 1. september 1981 ( 494) gav VP meddelelse om nye lister for klart trukket glas med virkning fra den 1. oktober 1981. Paa dette tidspunkt fremstillede VP ikke farvet glas. VP' s liste for klart glas var identisk med de lister, FP og SIV havde givet meddelelse om nogle uger tidligere, undtagen for saa vidt angaar 3 mm glas. Ved brev af 9. november 1981 ( 497) annullerede VP de lister, det havde givet meddelelse om den 1. september 1981, og meddelte, at de tidligere lister af 23. marts 1981 traadte i kraft igen. Den 1. februar 1982 ( A183) gav VP paa ny meddelelse om nye lister med virkning fra den 1. marts 1982. Disse lister var identiske med dem, VP havde givet meddelelse om den 1. september 1981 og annulleret den 9. november 1981. Heraf foelger, at det ikke er rigtigt, naar det i beslutningens betragtning 19 anfoeres, at "VP ... i november 1981 maatte undlade at foretage den prisforhoejelse, selskabet havde givet meddelelse om i september, fordi FP og SIV ikke oenskede at forhoeje deres priser".

177 Den 7. maj 1982 ( 430) gav FP meddelelse om nye prislister for klart og farvet glas med virkning fra den 15. juni 1982. Den 20. maj 1982 ( 302) gav SIV meddelelse om nye lister for klart og farvet glas med virkning fra den 30. juni 1982. SIV' s liste for klart glas var identisk med FP' s. Retten er ikke i besiddelse af SIV' s liste for farvet glas. Den 24. juni 1982 ( 498) gav VP meddelelse om en ny liste for klart glas med virkning fra den 1. september 1982. VP' s liste var identisk med FP' s og SIV' s, undtagen for saa vidt angaar 3 mm glas.

178 Den 17. februar 1983 ( A185) gav VP meddelelse om en ny prisliste for klart glas med virkning fra den 5. april 1983. Den 7. marts 1983 ( 433) gav FP meddelelse om en ny liste (udelukkende) for klart glas, som var identisk med VP' s liste for 3-12 mm glas i standardmaal og i store plader, og som skulle have virkning fra den 11. april 1983. Samme dag, den 7. marts 1983 ( 047), gav SIV meddelelse om nye lister for klart og farvet glas med virkning fra den 7. april 1983. Listen for klart glas var ligeledes identisk med VP' s. Da Retten ikke er i besiddelse af SIV' s liste for farvet glas, kan den ikke sammenligne den med de andre producenters lister for denne type glas.

179 Den 21. juli 1983 ( 500) gav VP meddelelse om en ny prisliste for klart glas med virkning fra den 10. oktober 1983. Den 2. september 1983 ( A014) gav FP meddelelse om en ny liste for farvet glas med virkning fra den 5. september 1983. Den 19. september 1983 ( 304) gav SIV meddelelse om nye lister for klart og farvet glas med virkning fra den 2. november 1983. Listen for klart glas var identisk med VP' s liste for 3-10 mm glas i standardmaal og i store plader. Listen for farvet glas var identisk med FP' s. Den 26. september 1983 ( A001) gav FP meddelelse om en ny liste for klart glas, som var identisk med VP' s og SIV' s lister for 3-10 mm glas i standardmaal og i store plader, og som havde virkning fra den 2. november 1983.

180 Den 16. december 1983 ( A187) gav VP meddelelse om en ny prisliste for klart glas med virkning fra den 15. februar 1984. Denne liste omfattede, som alle senere lister fra VP, en pris for 2 mm glas. Den 27. december 1983 ( A003) gav FP meddelelse om nye lister for klart og farvet glas med virkning fra den 13. februar 1984. Den 28. december 1983 ( A049) gav SIV meddelelse om en identisk liste for klart glas med virkning fra den 20. februar 1984. De af FP og SIV bebudede lister angav ingen pris for 2 mm glas. Denne forskel mellem paa den ene side SIV' s og FP' s lister, paa den anden side VP' s lister, blev opretholdt. SIV' s og FP' s lister var identiske. De adskilte sig fra VP' s liste med hensyn til 4 og 5 mm glas i standardmaal og 19 mm glas i store plader.

181 Den 20. april 1984 (A 189) gav VP meddelelse om en ny prisliste for klart glas med virkning fra den 21. maj 1984. Den 7. maj 1984 ( A051) gav SIV meddelelse om en ny liste for klart glas, som var identisk med VP' s liste (undtagen for saa vidt angaar 2 mm glas), og som traadte i kraft den 23. maj 1984. FP gav ikke meddelelse om en ny liste for denne type glas. Samme dag, nemlig den 7. maj 1984 ( A051), gav SIV meddelelse om en ny liste for farvet glas. Denne meddelelse er naevnt i beslutningens bilag III, men listen findes ikke i sagsakterne. FP gav tilsyneladende heller ikke meddelelse om en ny liste for farvet glas, hvilket Retten dog ikke har kunnet fastslaa med sikkerhed.

182 Den 3. juli 1984 ( 435 og 308) gav FP og SIV meddelelse om nye identiske prislister for klart glas med virkning fra den 20. august 1984 (FP) og den 3. september 1984 (SIV). Disse lister indeholdt en vaesentlig nedsaettelse af priserne til et niveau, der laa mellem niveauerne for listerne for september og december 1983. Den samme dag, den 3. juli 1984 ( 435), gav FP meddelelse om en ny liste for farvet glas med virkning fra den 20. august 1984. SIV gav ikke nogen ny meddelelse. Den 27. juli 1984 ( 502) gav VP meddelelse om en ny liste for klart glas og - for foerste gang - for farvet glas med virkning fra den 3. september 1984. VP' s liste for klart glas var identisk med FP' s og SIV' s lister for glas i store plader, men den afveg betydeligt fra deres lister for glas i standardmaal. VP' s liste for farvet glas var ligeledes identisk med FP' s liste for farvet 3-12 mm glas i store plader, men den afveg betydeligt for saa vidt angaar glas i standardmaal. I begge tilfaelde var priserne for glas i standardmaal efter VP' s lister hoejere end priserne efter FP' s og SIV' s lister.

183 Den 25. oktober 1984 ( 505) gav VP meddelelse om en ny prisliste for klart glas og om en aendring, som ikke er naevnt i bilag III til beslutningen, af prisen for farvet glas i standardmaal med virkning fra den 9. november 1984. Brevet med denne meddelelse lyder som foelger:

"Som De vil se, afspejler denne prisliste den nuvaerende prissituation paa det italienske marked.

Vi har - ligesom de oevrige producenter for nogle maaneder siden - afskaffet prisforskellen mellem 'standard' og 'store plader' og ladet priserne for de mellemste tykkelser staa uaendret.

Dog har vi foretaget mindre prisaendringer for visse andre tykkelser, saaledes at de svarer bedre til produktionsomkostningerne i forhold til (priserne) for de oevrige tykkelser.

Da den nye prisliste alene afspejler den nuvaerende prissituation paa vort marked, tager den naturligvis ikke fuldstaendig hensyn til de stadige stigninger i produktionsomkostningerne (f.eks. energi, arbejdskraft, transport, emballage og raavarer). Disse stigninger vil imidlertid blive indregnet i vor naeste prisliste, som sandsynligvis vil blive udsendt i januar 1985.

Vor prisliste for bronzefarvet og groent float-glas er uforandret. Dog har vi ogsaa her afskaffet forskellen mellem prisen for 'standardmaal' og 'store plader' .

Endelig beder vi Dem bemaerke, at vi har fundet det noedvendigt at aendre lidt i antallet af stoerrelser, der tilbydes for visse tykkelser."

Det fremgaar af en sammenligning mellem den liste, VP gav meddelelse om i dette brev, og de lister, FP og SIV gav meddelelse om den forudgaaende juli maaned, dels at VP fulgte FP og SIV og foreslog samme pris for glas i standardmaal og i store plader, dels at visse af VP' s priser var identiske med de af FP og SIV foreslaaede priser, mens andre ikke var det.

184 Den 12. november 1984 ( 438) gav FP meddelelse om nye prislister for klart og farvet glas med virkning fra den 16. januar 1985. Den 15. november 1984 ( 310) gav SIV meddelelse om identiske lister med virkning fra den 15. januar 1985. Den 22. november 1984 ( 508) gav VP meddelelse om nye lister for klart og farvet glas med virkning fra den 14. januar 1985. I disse lister fra VP indfoertes paa ny visse forskelle mellem priserne for "standard" og "store plader". Ud af seksten priser for klart glas, idet der ses bort fra 2 mm glas, er kun fem identiske med priserne paa FP' s og SIV' s lister. VP' s priser for farvet glas i store plader er identiske med FP' s og SIV' s, men VP' s priser for glas i standardmaal er forskellige, hvilket skyldes, at FP og SIV havde opretholdt de samme priser for de to stoerrelser.

185 Den 7. marts 1985 ( 511) gav VP meddelelse om en ny prisliste for klart glas med virkning fra den 14. marts 1985. Denne liste indeholdt alene prisstigninger for glas i standardmaal. Den 11. marts 1985 ( 313) gav SIV meddelelse om en prisforhoejelse for klart glas i emballage. Priserne paa sidstnaevnte liste var de samme som priserne paa VP' s liste for glas i standardmaal. FP gav ikke paa dette tidspunkt meddelelse om nogen aendringer af sine lister.

186 Den 13. maj 1985 ( 314 og 441) gav SIV og FP meddelelse om nye prislister for klart glas med virkning fra den 15. (SIV) og den 18. (FP) juni 1985. Den 27. maj 1985 ( 513) gav VP meddelelse om en ny liste for klart glas med virkning fra den 24. juni 1985. De tre lister var identiske, bortset fra, at SIV havde en anden pris for 5 mm glas i standardmaal.

187 Den 8. juli 1985 ( 515) - og ikke den 8. august 1985 som det anfoeres i beslutningen - gav VP meddelelse om en ny prisliste for farvet glas med virkning fra den 2. september 1985. Hverken FP eller SIV gav paa dette tidspunkt meddelelse om prisaendringer for farvet glas.

188 Den 26. juli 1985 ( 386 og A053) gav SIV meddelelse om en ny prisliste for klart glas med virkning fra den 29. juli 1985. Paa et ikke naermere oplyst tidspunkt i slutningen af juli 1985, sandsynligvis den 28. juli 1985 ( A007 & A008), gav FP meddelelse om en ny liste for klart glas med virkning fra den 1. august 1985. Denne liste var identisk med SIV' s, undtagen for saa vidt angaar prisen for standard 10 mm glas. Den 31. juli 1985 ( 517 og 598) gav VP meddelelse om en ny liste for klart glas, som var identisk med FP' s, og som traadte i kraft den 5. august 1985 og ikke den 3. august 1985 som anfoert i beslutningen. Omstaendighederne omkring denne prisaendring vil blive undersoegt i afsnit B.1.d "Aftaler mellem producenterne" (se praemis 221 og 222 nedenfor).

189 Den 28. august 1985 ( A055) gav SIV meddelelse om en ny prisliste for farvet glas med virkning fra den 4. oktober 1985. Priserne paa denne liste var hoejere end paa den liste, som VP gav meddelelse om i juli 1985. Paa en ikke naermere oplyst dato i september 1985 ( A013) gav FP meddelelse om en ny liste for farvet glas, som var identisk med den af SIV bebudede liste. Den 12. september 1985 (se meddelelsen af 6.2.1986, A191, afsnit 3) gav VP meddelelse om en ny liste for farvet glas, som ikke er naevnt i bilag III til beslutningen. Denne nye liste indeholdt en stigning paa 8% i forhold til priserne paa den liste, der blev givet meddelelse om i juli (memorandum af 11.9.1985 fra Giordano, der var funktionaer hos VP, 528). Listen af september 1985 findes ikke i sagsakterne, men Retten kan paa grundlag af de oevrige dokumenter i sagen fastslaa, at en saadan stigning paa 8% i forhold til listen fra juli 1985 ville have bragt VP' s priser op paa et niveau, der var klart hoejere end prisniveauet i de lister fra FP og SIV, som der netop var givet meddelelse om.

190 Den 21. oktober 1985 ( 384 og A057) gav SIV meddelelse om en ny prisliste for klart glas med virkning fra den 28. oktober 1985. Paa en ikke naermere oplyst dato mod slutningen af oktober gav FP meddelelse om en identisk liste ( 479) med virkning fra den 25. oktober 1985 ( A010). Paa dette punkt fremgaar det af beslutningen (bilag III, fodnote 2), at FP i sit svar paa klagepunkterne havde anfoert, at der var givet meddelelse om denne nye liste ved telegram, hvoraf en kopi (bilag 16) med datoerne den 19. og 21. oktober 1985 var indgaaet paa den administrative sag. Der findes ikke noget saadant telegram i de akter, der er forelagt Retten, der i oevrigt har konstateret, at det af et andet dokument fra FP ( A010) fremgaar, at der var givet meddelelse om en ny prisliste med oejeblikkelig virkning den 25. oktober 1985. Den 25. oktober 1985 ( 519) gav VP ligeledes meddelelse om en ny liste, som traadte i kraft den 4. november 1985, og som var identisk med SIV' s og FP' s lister.

191 Den 6. februar 1986 ( A191) gav VP meddelelse om en betydelig forhoejelse af priserne for farvet glas med virkning fra den 3. marts 1986 (og ikke fra den 1.4.1986, som det anfoeres i beslutningen). I februar 1986, den noejagtige dato kendes ikke, gav FP meddelelse om en ny liste ( 445) for farvet glas med virkning fra den 10. marts 1986. Den 10. marts 1986 ( 443) gav FP meddelelse om en ny liste for klart glas med virkning fra den 17. marts 1986. I otte ud af fjorten tilfaelde var FP' s priser for farvet glas de samme som dem, der var meddelt af VP. Den 14. marts 1986 ( 316) gav SIV meddelelse om en ny liste for klart glas med virkning fra den 24. marts 1986. I sagsakterne findes en liste fra SIV for farvet glas, som traadte i kraft den 17. marts 1986. Datoen for listens udarbejdelse kendes dog ikke. SIV' s priser for farvet glas var de samme som VP' s. SIV' s priser for klart glas var i tretten ud af seksten tilfaelde forskellige fra de af FP bebudede priser. Endelig gav VP den 21. marts 1986 ( 521) meddelelse om en ny liste for klart glas med virkning fra den 1. april 1986. I fire ud af seksten tilfaelde var VP' s priser forskellige fra FP' s; i ti ud af seksten tilfaelde afveg de fra SIV' s priser. Omstaendighederne omkring denne sidste forhoejelse fra VP' s side vil blive undersoegt under afsnit B.1.d "Aftaler mellem producenterne" (se praemis 214 nedenfor).

192 Den 9. september 1986 ( A059) gav SIV meddelelse om nye prislister for klart og farvet glas med virkning fra den 29. september 1986. Ifoelge bilag III til beslutningen gav FP den 17. september 1986 meddelelse om en ny liste for klart glas med virkning fra den 1. oktober 1986. Hverken denne meddelelse eller FP' s liste findes i de sagsakter, der er forelagt Retten. I et internt memorandum af 29. september 1986 fra VP ( 530) anfoeres det imidlertid, at "nogle dage efter (SIV' s meddelelse) af 17. september offentliggjorde St-Gobain sin prisliste, der var meget lig SIV' s, idet forskellene hovedsagelig bestod i op- og nedrundinger". Efter at have udtalt, at "vi ikke er enige i disse forhoejelser", fortsaetter forfatteren af memorandummet med en gennemgang af den prisforhoejelsestaktik, der skulle foelges. Dagen efter udarbejdelsen af denne dokument, den 30. september 1986 ( 523), gav VP meddelelse om en ny liste for klart glas med virkning fra den 31. oktober 1986. Denne liste havde ikke i noget af de 18 tilfaelde samme pris som den, der angives i SIV' s liste. I et internt memorandum af 7. oktober 1986 fra FP ( 446) hedder det:

"I september maaned udgav F. Pisana og SIV en ny liste for Planilux (klart glas) og Parsol (farvet glas) med stigninger ... som indebar en gennemsnitlig forhoejelse paa ca. 6,5% ... For nogle dage siden udkom listen fra PPG (VP) for Planilux (klart glas) alene, og denne afviger fra vor liste og indebaerer en gennemsnitlig stigning paa 4,8%."

Heraf drager forfatteren den slutning, at FP ikke kunne opretholde sin egen prisliste. Det fremgaar af dette memorandum, at FP havde givet meddelelse om en ny liste for farvet glas samtidig med selskabets liste for klart glas, men denne meddelelse er ikke naevnt i bilag III til beslutningen. Den 20. oktober 1986 ( 526) gav VP meddelelse om en ny prisliste for farvet glas med virkning fra den 15. november 1986. Priserne paa denne liste var i alle tilfaelde betydelig lavere end priserne paa SIV' s liste af 9. september 1986.

193 Retten bemaerker, at det fremgaar af dens undersoegelse, at bilag III til beslutningen kun giver en ufuldstaendig og undertiden urigtig oversigt over tidspunkterne og de omstaendigheder, hvorunder de tre producenters prisaendringer skete. Foelgelig har Kommissionen ikke i fornoedent omfang godtgjort, at de tre italienske producenter som haevdet i beslutningen har fremsendt identiske prislister til deres italienske kundekreds samme dag eller med en ganske kort tidsforskel. Tvaertimod er det foerst i maj, juli og oktober 1985, at man - udelukkende for klart glas - finder et egentligt sammenfald mellem datoerne og priserne i meddelelserne fra de tre producenter, saaledes som det anfoeres i beslutningen. For saa vidt angaar juli 1985 vil det fremgaa af gennemgangen af beviserne under afsnit B.1.d "Aftaler mellem producenterne", at VP foerst besluttede sig til at aendre priserne nogle dage efter SIV' s og FP' s meddelelse om nye lister.

194 Retten bemaerker endvidere, at det fremgaar af undersoegelsen, at der var betydelige forskelle mellem intervallerne for VP' s meddelelser og for FP' s og SIV' s meddelelser. Det fremgaar endvidere, at intervallerne for prisaendringer for farvet glas var helt forskellige fra intervallerne for klart glas.

195 Endelig bemaerker Retten, at det ikke er rigtigt, naar det i beslutningen (betragtning 19, andet afsnit) paastaas, at "efter det, der skete for VP i 1981, er en prisforhoejelse altid omgaaende blevet fulgt af samtlige producenter".

196 Det fremgaar imidlertid af Rettens undersoegelse, at der indtil oktober 1985 var et naesten konstant sammenfald mellem datoer og priser i FP' s og SIV' s meddelelser vedroerende klart glas. Foelgerne af denne konstatering vil blive behandlet nedenfor (praemis 326-333) i lyset af de af sagsoegerne paaberaabte anbringender vedroerende proceduren. Endvidere bemaerker Retten, at resultaterne af undersoegelsen ikke stoetter FP' s paastand om, at virksomheden altid udsendte de nye "saesonlister" to gange om aaret.

b) Ensartede rabatter

197 Ifoelge beslutningen (betragtning 20 og 21) ydede de tre producenter de samme rabatter paa grundlag af en klassificering af kunderne. I beslutningen angives for aarene 1983-1986 de rabatter, der blev ydet kunder i kategori eller paa niveau A, B og C. Sammenfaldet mellem de tre producenters rabatter til kunderne kan ikke begrundes i objektive forhold, som f.eks. de indkoebte maengder eller betalingsbetingelserne. "Som anfoert under hoeringen vil kunden nemlig normalt daekke stoerstedelen af sit behov ved koeb hos en bestemt leverandoer og koebe resten hos de oevrige producenter, idet han kan vaere sikker paa at opnaa de samme betingelser, uanset hvilke maengder han koeber hos de forskellige leverandoerer."

198 Retten bemaerker for det foerste, at den eneste kendsgerning, der konstateres her, er, at de tre producenter ydede ensartede rabatter til kunderne i kategori A, B og C. Foerst senere behandler beslutningen spoergsmaalet om den ensartede klassificering af kunderne (betragtning 22 og 23) og om anvendelsen af rabatterne paa faktureringstidspunktet (betragtning 34). Argumentationen hviler saaledes paa den hypotese, at de tre producenter klassificerede deres kunder efter et faelles system af kategorier eller niveauer. Begrundelsen for denne hypotese anfoeres imidlertid ikke i beslutningen.

199 Kommissionen har som svar paa Rettens anmodning om at forklare, paa grundlag af hvilke dokumenter den havde konstateret, at der blev ydet ensartede rabatter, henvist til en raekke dokumenter ( 319-351, 452-463, 544-571, A016-A037, A121-A127 og A194-A285), som bestaar af tabeller, der var fundet i arkiverne hos hver af de tre producenter, og paa hvilke de havde anfoert de rabatter, de igennem tiden havde ydet deres kunder. Det fremgaar af en undersoegelse af disse dokumenter, at alene SIV havde indfoert et system, hvorefter kunderne blev klassificeret i kategori A, B, C og D, og foerst fra den 11. marts 1985 ( 335). Foer denne dato havde SIV klassificeret sine kunder paa to niveauer (livelli) efter regionen. Dokumenterne fra SIV viser, at SIV ydede en grundrabat for hver kategori eller hvert niveau, og at det siden ydede tillaegsrabatter. Tabellerne fra FP og VP bestaar kun af lange kundelister, som vedroerer forskellige perioder, og hvor det ud for navnet paa hver enkelt kunde er angivet, hvilke rabatprocenter der var blevet ydet vedkommende. Det fremgaar, at VP opererede med mindst syv rabatniveauer (se f.eks. 544). For saa vidt Retten har kunnet foelge den af Kommissionen anvendte metode, synes denne at have bestaaet i en sammenligning af de rabatter, de tre producenter har ydet visse selskaber, og paa dette grundlag har Kommissionen draget den slutning, for det foerste, at alle producenterne havde indfoert samme system til klassificering af deres kunder, og for det andet, at de havde ydet de samme rabatter til hver kundekategori.

200 Retten finder ikke, at Kommissionen paa grundlag af den ovennaevnte raekke dokumenter, men uden at disse stoettes af andre beviser, kan udlede den hypotese, at de tre producenter klassificerede deres kunder efter et faelles system, og saa meget mindre, at de ydede ensartede rabatter paa grundlag af denne klassificering. Det fremgaar nemlig af de tre producenters tabeller, at de ikke alle ydede rabatter efter samme system og kriterier. Retten mener ikke, at et sammenfald mellem de rabatter, der blev ydet visse grossister af de tre producenter, i sig selv er tilstraekkeligt til at bevise, at de tre producenter systematisk havde aftalt indbyrdes, hvor store rabatter de i almindelighed skulle yde.

201 Med hensyn til den omstaendighed, at producenterne under afhoeringen skulle have erkendt, at kunderne kunne vaere sikre paa at opnaa samme betingelser hos leverandoererne, bemaerker Retten, at Kommissionen her henviser til side 4 i referatet af hoeringen, hvor Milletti fra FP har udtrykt sig saaledes:

"Grossisten laegger ikke alle sine indkoeb hos en enkelt leverandoer, da ingen leverandoer trods fabrikanternes indbyrdes samhandel raader over hele produktsortimentet. Grossisten har behov for kredit, og det er derfor farligt kun at holde sig til én leverandoer. Leverandoeren er ikke interesseret i at vaere grossistens eneleverandoer, da risikoen ville blive meget stor. Normalt har grossisten en foretrukken leverandoer, hos hvem han daekker 60-70% af sit behov. Denne leverandoer yder ham de bedste betingelser, og de oevrige leverandoerer retter sig stort set efter disse, da de i modsat fald ville faa store afsaetningsvanskeligheder. Skulle sidstnaevnte leverandoerer senere tilbyde bedre betingelser end den foretrukne leverandoer, ville denne straks foelge trop. Det er grunden til, at man paa mellemlangt sigt oplever, at grossisterne opnaar naesten ens betingelser hos producenterne."

Retten finder ikke, at denne passage udgoer en erkendelse af, at producenterne handler konkurrencebegraensende, men tvaertimod, at den vidner om kundernes evne til at spille producenterne ud mod hinanden, saaledes at de opnaar samme koebsbetingelser hos hver producent.

202 Under disse omstaendigheder bemaerker Retten, at Kommissionen ikke i fornoedent omfang har foert bevis for det anfoerte vedroerende de faktiske omstaendigheder i denne del af beslutningen, navnlig ikke, at de tre producenter ydede identiske rabatter efter kundernes klassificering i kategorier eller niveauer.

c) Ensartet klassificering af de stoerste kunder i kategorier og paa niveauer

203 Ifoelge beslutningen (betragtning 22) blev de stoerste kunder, dvs. de kunder, der tegner sig for over halvdelen af efterspoergslen, klassificeret i samme kategori eller paa samme niveau, uanset hvilken producent de modtog deres leverancer fra. Her henvises der i beslutningen til bilag IV, som kun vedroerer 1985 og 1986, fordi (betragtning 22, fodnote 1) "nogle af producenterne ikke har vaeret i stand til at give fuldstaendige oplysninger". Undtagelserne skyldtes, at "visse producenter, som f.eks. VP, soeger at give forarbejdningsvirksomhederne en fortrinsstilling, eller at de enkelte producenter forsoeger at give visse kunder i bestemte regioner en fortrinsstilling". Det hedder videre, at "klassificeringen af kunderne ikke afhang af den maengde, kunden aftog fra en bestemt producent, men af den maengde, kunden i alt aftog", og at klassificeringen blev ajourfoert flere gange om aaret ifoelge tabellen i bilag V. I betragtning 23, femte afsnit, hedder det, at "tabellen i bilag IV viser, at de tre producenter klassificerer de stoerste engroshandlere i samme kategori".

204 Retten finder foerst at burde undersoege kilderne til tabellen i beslutningens bilag IV, da denne tabel ifoelge beslutningen er hovedbeviset for konstateringerne i dette afsnit. Tabellen, som hedder "Oversigt over de stoerste italienske grossister og deres inddeling i kategorier", er inddelt i to hoveddele. Den venstre del er en gengivelse af et af SG udarbejdet dokument, som FP vedlagde sit svar paa meddelensen af klagepunkter ( 451). Det er en liste over 43 grossister og forarbejdende grossister med angivelse ud for hvert navn af de samlede indkoeb af float-glas samt trukket, stoebt og forarbejdet glas i tons pr. aar, som den paagaeldende virksomhed ifoelge SG' s skoen foretog i 1986 hos italienske og udenlandske producenter. Grossisterne er anfoert efter stoerrelsen af deres indkoeb, med de stoerste oeverst, og i tredje spalte angives disse indkoebs procentvise andel af de samlede indkoeb (stigende sats). Tabellens hoejre del, som vedroerer de to aar 1985 og 1986, er udarbejdet af Kommissionen paa grundlag af dens ovennaevnte konstateringer for saa vidt angaar FP' s, SIV' s og VP' s klassificering af kunderne i kategori A, B og C. I hver spalte vedroerende en producent staar der ud for hver grossist "A" eller "B" eller bogstaverne "ncl" (ikke kunde). Det skulle saaledes fremgaa af beslutningens bilag IV, at grossist X blev klassificeret i kategori A af de tre producenter i hvert af aarene 1985 og 1986, mens grossist Y blev klassificeret i kategori A af FP og VP og i kategori B af SIV.

205 Retten finder den af Kommissionen anvendte metode meget kritisabel. Der er tale om et "klippe-klistre" arbejde, hvor der paa den ene side er anvendt en tabel, som FP har fremlagt, og paa den anden side Kommissionens rekonstruktion af den klassificering af kunderne efter kategori eller niveau, som Kommissionen mente, at FP, SIV og VP havde foretaget. Hvad angaar den foerste informationskilde, der er anvendt, bemaerkes, at den af SG udarbejdede tabel blev fremlagt for at vise strukturen og navnlig koncentrationen i den italienske efterspoergsel efter glas i almindelighed. Den er i virkeligheden et skoen over de koeb, de italienske grossister og forarbejdende grossister i loebet af ét aar har foretaget hos italienske og udenlandske producenter af float, trukket, stoebt og forarbejdet glas. De oplysninger, som tabellen bygger paa, kendes ikke, og Kommissionen har ikke foretaget nogen selvstaendig undersoegelse i saa henseende. Endvidere indeholder tabellen ingen angivelse af, hvilken andel af koebene der er foretaget hos italienske producenter. Med hensyn til den anden anvendte informationskilde, nemlig Kommissionens saakaldte rekonstruktion af de italienske producenters klassificering af kunderne efter kategori eller niveau, skal Retten henvise til, hvad den allerede har fastslaaet i de to foregaaende afsnit (B.1.a og b), og til de slutninger, Retten har draget heraf.

206 Under disse omstaendigheder finder Retten ikke, at Kommissionen alene paa grundlag af bilag IV til beslutningen kan fastslaa, at de tre producenter foretog en ensartet klassificering af deres stoerste kunder. Under alle omstaendigheder kan det, ogsaa selv om bilag IV kunne accepteres som bevis paa et klassificeringssystem, fastslaas, hvilket ogsaa erkendes i beslutningen, at producenternes klassificeringer ikke er helt identiske. Ifoelge beslutningen kan "undtagelserne" forklares. Retten finder, at undtagelserne goer det noedvendigt at undersoege de hypoteser, der ligger til grund for Kommissionens konstateringer i dette afsnit.

207 Retten finder, at anvendelsen af udtrykket "de stoerste kunder" forudsaetter, at der forinden er givet et svar paa et spoergsmaal, nemlig om det er muligt at opstille en liste over de tre producenters stoerste kunder, der er faelles for dem. Rabatoversigterne, som Kommissionen har henledt Rettens opmaerksomhed paa, goer det muligt at fastslaa, hvilke kunder hver af de tre producenter har givet de stoerste rabatter (se f.eks. 340 og 344 for SIV, 452-465 for FP og 544-7 for VP). Selv om der maa vaere en formodning for, at de stoerste rabatter af hver producent blev ydet til dennes stoerste kunder, fremgaar det af en sammenligning af de lister over rabatter, som er fremlagt i Retten, at "de stoerste kunder" ikke var de samme for hver producent. Dette indebaerer paa ingen maade en modsigelse i forhold til SG' s ovennaevnte tabel, da det af denne fremgaar, at kun fire grossister hver koebte over 5% af den samlede maengde i 1986, og at langt de fleste af de naevnte grossister hver koebte mellem 2 og 3% af den samlede maengde.

208 Det ville endvidere vaere logisk, om de forarbejdende grossister var stoerre kunder hos VP, som ikke udoevede forarbejdningsvirksomhed, end hos FP og SIV. Retten har derfor sammenlignet de rabatter, der blev ydet Sangalli, som havde forarbejdningsvirksomhed, og som maa formodes at have vaeret en stor kunde hos hver af producenterne, da det er det andet navn paa listen i bilag IV. Retten har konstateret, at de tre producenters rabatter til Sangalli langt fra var identiske. Da Kommissionen under retsmoedet blev anmodet om at angive, hvilke rabatter der ifoelge Kommissionen var ydet af de tre producenter til Sangalli, fremlagde den tal, som helt aabenbart ogsaa var langt fra identiske.

209 Endelig bemaerkes det, at de fakturaer, der er naevnt i beslutningens betragtning 34, og som vil blive gennemgaaet nedenfor, viser, at ej heller de tre producenters rabatter til Cobelli var identiske.

210 Retten skal imidlertid understrege, at der indtil dette punkt saavel i beslutningen som i den gennemgang af beslutningen, som Retten har foretaget, udelukkende er behandlet det forhold, at priserne, rabatterne og klassificeringen af de stoerste kunder var ensartet.

d) Aftaler mellem producenterne

211 Ifoelge beslutningen (betragtning 24) skyldes de ensartede prislister og rabatter samt den ensartede klassificering af de stoerste kunder aftaler, som producenterne har indgaaet enten direkte under moeder eller kontakter eller gennem en talsmand for de stoerste kunder. Herefter angiver beslutningen de dokumenter, der er anvendt som beviser, og Kommissionens konklusioner paa dette grundlag (betragtning 25-33). Det anfoeres i beslutningen, at de samordnede prislister og rabatter blev anvendt i praksis (betragtning 34). Dernaest foelger en liste over fakturaer, hvoraf det haevdes at fremgaa, at de tre producenter anvendte de samme priser og rabatter over for en og samme kunde, der aftog vidt forskellige maengder hos dem.

212 Retten skal foerst undersoege de dokumentbeviser, som ifoelge den af Kommissionen fremlagte liste udtrykkeligt eller underforstaaet henviser til VP. Dokumenterne med den udtrykkelige henvisning er Socover' s notater af 12. juli 1983 (betragtning 25 til beslutningen) og af 12. marts 1986 (betragtning 32). Dokumenterne med den underforstaaede henvisning er FP' s og SIV' s notater af 30. januar 1985 (betragtning 27) og Socover' s notater af 12. april 1985 (betragtning 29), 10. juli 1985 (betragtning 30) og 23. juli 1985 (betragtning 31). Retten bemaerker imidlertid, at det i beslutningen hedder, at "Socover' s notater ... er meget udfoerlige og [altid] taler ... om de tre producenters beslutninger".

213 Det haandskrevne notat af 12. juli 1983 fra Socover ( 258), som er udarbejdet efter et moede mellem Socover og FP, indeholder ordene "Scale sconti et supercredito: gli altri non hanno tenuto fede agli impegni" ("Rabatter og ekstra kredit: de oevrige har ikke overholdt forpligtelserne"), efterfulgt af henvisninger til SIV og VP. Det er rigtigt, at dette kan opfattes som bevis for en forpligtelse vedroerende rabatter og kreditter, som de tre producenter har indgaaet over for grossisterne. Det bemaerkes imidlertid, at den dato, Kommissionen har lagt til grund som begyndelsestidspunkt for den paastaaede overtraedelse, er den 1. juni 1983. Ifoelge notatets kontekst kan "de oevriges" forpligtelse, som er naevnt i notatet, ikke vaere en forpligtelse, der er indgaaet og overtraadt i det korte tidsrum mellem 1. juni og 12. juli 1983. Heraf foelger, at notatet, selv om det kunne vaere betragtet som bevis for en forpligtelse indgaaet af de tre producenter over for grossisterne inden 1. juni 1983, ikke kan betragtes som bevis for, at der ogsaa bestod en saadan faelles forpligtelse i det tidsrum, hvor den paastaaede overtraedelse fandt sted.

214 Socover' s haandskrevne notat af 12. marts 1986 ( 263), som er udarbejdet efter et moede mellem Socover og VP, indeholder ordene "Anche loro adotteranno gli aumenti previsti da SG e SIV col 1/4/86 e saranno rigidi (?)" ("Ogsaa de vil vedtage de af SG (FP) og SIV pr. 1/4/86 foreslaaede forhoejelser og vil vaere uboejelige (?)"). Ifoelge beslutningen (betragtning 32) betyder disse ord, at VP allerede den 12. marts 1986 havde faaet at vide, i hvert fald af SIV, at de to oevrige producenter planlagde en prisforhoejelse fra 1. april 1986, og at VP den 12. marts 1986 havde meddelt Socover, at selskabet allerede havde besluttet at vedtage samme prisforhoejelse. Det bemaerkes imidlertid, at ovennaevnte passage i notatet umiddelbart er efterfulgt af foelgende saetning: "Se così fosse lunedì 17/3 dovremmo segnalare quanti carichi noi possiamo ritiare che ce li manderanno loro" ("Hvis det var tilfaeldet mandag den 17/3, boer vi meddele dem, hvor mange ladninger vi kan aftage, og de vil sende os dem"), hvilket klart viser, at der den 12. marts 1986 ikke var truffet nogen endelig beslutning. Denne fortolkning bekraeftes af ordlyden af et internt memorandum af 20. marts 1986 fra VP ( 529). Dette memorandum er udarbejdet af Giordano, en af deltagerne i moedet med Socover den 12. marts 1986. Giordano naevner foerst, at SIV og FP allerede henholdsvis den 14. og den 17. marts 1986 havde givet meddelelse om en prisforhoejelse. Derefter redegoer han for de omstaendigheder, der taler for en prisforhoejelse, nemlig den vedvarende efterspoergsel, den omstaendighed, at visse ovne skulle lukkes med henblik paa reparation (navnlig float-anlaegget i Tyrkiet, "som indebaerer kraftige forstyrrelser af det italienske marked"), og det forhold, at VP skulle til at paabegynde produktion af farvet glas, hvilket ville medfoere mangel paa klart glas. Giordano konkluderer, at det er noedvendigt i almindelighed at foelge den af SIV og FP bebudede forhoejelse. Dette memorandum, som er skrevet paa et tidspunkt, der ikke giver anledning til mistanke, afkraefter saaledes den fortolkning, ifoelge hvilken VP otte dage forinden skulle have meddelt Socover sin beslutning om at vedtage de af FP og SIV planlagte forhoejelser.

215 For saa vidt angaar de paastaaede underforstaaede henvisninger til VP har Retten allerede fastslaaet, at ordene "Scaroni mener ikke, at han kan kaempe for at standse PPG (VP)" er slettet i SIV' s haandskrevne notat af 30. januar 1985 ( 374). Faktisk indeholder dette notat en udtrykkelig henvisning til VP, men paa en maade, der ikke stemmer overens med formodningen om en snaever aftale mellem de tre producenter. I denne forbindelse bemaerker Retten, at SIV' s notat af 30. oktober 1984 ( 369, som er naevnt i beslutningens betragtning 26, men som ikke er medtaget paa listen over dokumenter, der henviser til VP) indeholder ordene: "BILGLAS - secondo Scaroni non alimentare PPG" ["BILGLAS - ingen leverancer til PPG (VP) ifoelge Scaroni"]. Ogsaa denne paategning er udtrykkelig og uforenelig med formodningen om en snaever aftale mellem de tre producenter.

216 Selv om der var konkurrence i bilglassektoren, kan det dog ikke udelukkes, at der skete en samordning i konstruktionsglassektoren, og denne hypotese maa undersoeges af Retten. Ifoelge beslutningen (betragtning 27) er SIV' s ovennaevnte notat af 30. januar 1985 og FP' s notat ( 474) angaaende det samme moede mellem FP og SIV saerlig betydningsfulde, fordi de viser, at:

"[SIV og FP] noterede ..., at de hver isaer overholdt de grundlaeggende aftaler, navnlig om priserne paa klart glas. Hvad angaar farvet og lamineret glas anklagede SIV derimod FP for at overtraede aftalerne gennem smaa kunstgreb saasom ekstra rabatter til bestemte engrosforhandlere. SIV foreslog, at hver producent skulle have sine privilegerede kunder, som de kunne yde ekstra rabatter. Med hensyn til rabatterne og de kunder, der var klassificeret i kategorien 'super A' , gav SIV tilsagn om at anvende de samme betingelser som de oevrige producenter ..."

I beslutningen fremhaeves det (betragtning 32, fjerde afsnit), at SIV' s notat "naevner ... som referenceparameter med hensyn til rabatterne ... de tre producenter", og at der i FP' s notat "tales ... om et kartel mellem producenterne".

217 Det skal foerst bemaerkes, at det moede mellem FP og SIV, som disse notater henviser til, ses at have vedroert en lang raekke emner af faelles interesse for de to virksomheder, hvoraf nogle behandles mere detaljeret i det ene notat end i det andet. Generelt er FP' s notat mere detaljeret end SIV' s. Endvidere skal moedet ses i sin tidsmaessige sammenhaeng i forhold til de tre producenters meddelelser om prisforhoejelser. Som Retten allerede har fastslaaet (se praemis 183 ovenfor), havde VP den 25. oktober 1984 givet meddelelse om en ny prisliste, hvori det tilpassede sine priser efter de lister, som FP og SIV havde givet meddelelse om i juli. 18 og 21 dage senere, henholdsvis den 12. og 15. november 1984, gav FP og SIV meddelelse om helt nye og identiske lister. En uge efter denne sidste meddelelse fra SIV gav VP meddelelse om en ny liste, som ikke var identisk med FP' s og SIV' s lister.

218 SIV' s notat af 30. januar 1985 ( 374) anvender ganske vist udtrykket "noi faremo le stesse condizioni degli altri" ("vi vil tilbyde samme betingelser som de oevrige"), og det hedder i FP' s notat, at "Ing. Papi (SIV) dichiara que loro tengono i prezzi mentre noi scartelliamo almeno per i colorati e laminati tenendo fermo il ch(iaro). Ing. D' Errico (SIV): l' accordo di fondo tiene ma ci sono piccoli mezzucci che in practica pregiudicano l' accordo". ("Ingenioer Papi (SIV) erklaerer, at de opretholder priserne, mens vi aabner en breche i kartellet, i det mindste for farvet og lamineret glas, mens priserne paa klart glas fastholdes. Ingenioer D' Errico (SIV): Den grundlaeggende aftale holder, men der benyttes nogle smaa kneb, som i praksis skader aftalen"). Det bemaerkes imidlertid, at det foerst var ved udgangen af 1984, at VP begyndte at tilbyde farvet glas, og at VP ikke tilboed lamineret glas. PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0068.3

219 Under disse omstaendigheder finder Retten, at selv om de to notater, der er tale om, kan betragtes som bevis paa en samordning eller i hvert fald en detaljeret diskussion mellem FP og SIV om, hvilke priser og rabatter der skulle anvendes over for visse kunder, fremgaar det ikke tydeligt alene af disse notater, at udtrykkene "gli altri" ("de oevrige"), "scartelliamo" ("vi aabner en breche i kartellet") og "l' accordo di fondo" ("den grundlaeggende aftale") noedvendigvis indebaerer, at VP har deltaget i en tidligere aftale, saaledes som det haevdes i beslutningen. Med hensyn til forholdet mellem FP og SIV alene, saaledes som det fremgaar af disse notater, finder Retten det betegnende, at Kommissionens tjenestegrene i det FP-notat, der blev fremsendt sammen med meddelelsen om klagepunkter, slettede de foerste ord: "Reclami: chiediamo l' armistizio" ("Reklamer: vi kraever vaabenstilstand"). Begrebet "vaabenstilstand" forudsaetter en form for kamp.

220 Socover' s notat af 12. april 1985 ( 260), som blev udarbejdet efter et moede med FP, indeholder ingen henvisning til andre producenter. Socover' s haandskrevne notat af 10. juli 1985 ( 261), som ligeledes blev udarbejdet efter et moede med FP, indeholder ordene "il dr Roberti (fra FP) sta lavorando a livello europeo per un aumento dal 1/x abbastanza consistente (7/8%)" ("Roberti (FP) arbejder paa europaeisk plan for at faa gennemfoert en ret vaesentlig forhoejelse (7-8%) fra 1. oktober"). Ifoelge beslutningen (betragtning 30) betyder disse ord, at "... FP' s ledelse [meddelte] Socover, at FP og de oevrige producenter var ved at aftale en prisforhoejelse paa 7 til 8%". Imidlertid maa ordene "paa europaeisk plan" laeses i deres sammenhaeng, nemlig Saint-Gobain-koncernens virksomhed i Europa. Heraf foelger, at det er mere sandsynligt, at Roberti, der var ansat hos FP, arbejdede paa europaeisk plan inden for Saint-Gobain-koncernen. Under alle omstaendigheder er betydingen af disse udtryk uklar.

221 Efter konstateringen (betragtning 30) - paa grundlag af fortolkningen af Socover' s notat af 10. juli 1985 - af, at de tre producenter i oktober 1985 faktisk havde givet deres kunder meddelelse om en prisforhoejelse paa 7,5%, naevner beslutningen (betragtning 31) et andet haandskrevet notat fra Socover ( 262) om et moede med en medarbejder i SIV, Caberlin, den 23. juli 1985, dvs. tretten dage efter moedet med FP. Dette sidste notat lyder: "Si sta varando un aumento sul float del 10% già nel prossimo mese di Agosto. Ribadisce l' idea di un certo numero di clienti preferenziali a cui concede un premio finale annuo del 3% sul float" ("(SIV) er ved at forberede en forhoejelse paa 10% for float-glas allerede fra august. (Caberlin, SIV) stoetter tanken om en raekke praeferencekunder, som skal have en aarsrabat paa 3% paa float"). Ifoelge beslutningen betyder disse ord, at "... SIV' s salgsdirektoer [meddelte] Socover, at producenterne agtede at forhoeje priserne paa float-glas med 10% fra august". Paa grundlag af fortolkningen af dette notat konstateres det i beslutningen (betragtning 31), at de tre producenter ved udgangen af juli rent faktisk gav kunderne meddelelse om en prisforhoejelse paa 8%.

222 Kommissionen har paa en anmodning om at forklare, paa grundlag af hvilke dokumenter den havde konstateret, at producenterne havde forhoejet deres priser med henholdsvis 8% i juli og 7,5% i oktober 1985, svaret ( 595 og 597), at man blot skulle laegge 8% til priserne for maj 1985 for at naa frem til priserne for juli 1985 og laegge 7,5% til priserne for juli 1985 for at naa frem til priserne for oktober 1985. Det bemaerkes imidlertid, at ifoelge beslutningens bilag III blev meddelelsen om priserne for juli 1985 givet af SIV den 26. juli (med virkning fra 29. juli), af FP den 28. juli (med virkning fra 1. august) og af VP den 31. juli (med virkning fra 3. august). Saafremt de tre producenter den 23. juli 1985 stadig var ved at forberede en forhoejelse paa 10% fra august, og saafremt den forhoejelse, der fandt sted nogle dage senere, var paa 8%, kan FP umuligt tretten dage forinden have vaeret ved at aftale en forhoejelse paa noejagtig 7 til 8% fra oktober med de samme producenter. Retten bemaerker, at hverken notatet af 10. juli eller af 23. juli 1985 indeholder nogen udtrykkelig henvisning til de "oevrige producenter". Under disse omstaendigheder finder Retten, at notaterne uden foeje er fortolket paa denne maade i beslutningen. Endvidere anser Retten det for saerlig vaesentligt og naeppe foreneligt med, at der skulle have vaeret vedvarende og snaevre samraad mellem producenterne, at SIV tre dage foer meddelelsen den 26. juli 1985 om en forhoejelse, som Kommissionen mente var paa 8%, meddelte Socover, at SIV agtede at forhoeje priserne med 10% fra august.

223 Under henvisning til det anfoerte finder Retten, at de af Kommissionen paaberaabte dokumentbeviser ikke er tilstraekkelige til umiddelbart eller via en fortolkning at godtgoere, at VP deltog i en aftale mellem de tre producenter som haevdet i beslutningens betragtning 24. For saa vidt angaar SIV og FP skal Retten ud over SIV' s og FP' s notater af 30. januar 1985 (betragtning 27), som allerede er gennemgaaet ovenfor, undersoege SIV' s notat af 30. oktober 1984 (betragtning 26), FP' s notat af 28. marts 1985 (betragtning 28), Socover' s notat af 12. april 1985 (betragtning 29), FP' s brev af 6. marts 1985 til SIV og FP' s notater om moederne mellem SIV og FP af 23. april, 30. april og 16. december 1985 og af 3. februar 1986 for at fastslaa, om de beviser aftaler mellem disse to producenter.

224 For det foerste bemaerkes, dels at FP var den eneste producent af stoebt glas (vetro greggio eller greggi, "raaglas") i Italien, og dels at FP og SIV sammen drev et float-anlaeg i San Salvo (hvis drift i FP' s tilfaelde blev varetaget af datterselskabet Flovetro). Nogle af ovennaevnte dokumenter vedroerer FP' s salg til SIV af stoebt glas, dvs. en vertikal saelger/koeber-forbindelse mellem de to producenter, saaledes navnlig nogle afsnit i brevet af 6. marts 1985 fra FP til SIV ( 485 eller 869) og i FP' s notat om moederne med SIV den 23. og 30. april 1985 ( 486 eller 871), som der henvises til i beslutningens betragtning 33, tredje og fjerde afsnit. Retten finder ikke, at vertikale forbindelser som saelger og koeber mellem to producenter, der vedroerer et produkt, som alene fremstilles af en af disse producenter, i sig selv er bevis paa en ulovlig horisontal aftale. Under alle omstaendigheder burde Kommissionen have undersoegt, om en vertikal forbindelse som den, der bestod mellem FP og SIV, kunne paavirke handelen mellem medlemsstater. Endvidere bemaerker Retten, at der i beslutningen kun citeres et afsnit af FP' s brev af 6. marts 1985 til SIV, og at det tredje afsnit er udstreget paa den kopi af brevet, der blev fremsendt sammen med meddelelsen om klagepunkter. Dette afsnit lyder:

"Assistiamo in questo periodo ad una politica commerciale SIV assolutamente dirompente ed addirittura abbiamo verificato casi in cui il vostro prezzo di vendita è inferiore a quello da voi a noi corrisposto. Per di più, ci è impossibile (e mi chiedo se l' impossibilità è pratica o strumentale) organizzare un incontro per definire:

1) quantitativi et prezzi dei vostri acquisti 1985;

2) condizioni e modalità di vendita da voi praticate sul mercato per i prodotti acquistati presso di noi."

("Vi er imidlertid i dag vidner til en helt vild handelspolitik fra SIV' s side og har endog konstateret tilfaelde, hvor Deres salgspris er lavere end den, De betaler os. Oven i koebet er det umuligt (og jeg spoerger mig selv, om det virkeligt er umuligt, eller blot noget, man foregiver) at arrangere et moede for at fastslaa:

1) hvor meget og til hvilke priser De har koebt i 1985

2) hvilke salgsbetingelser De opererer med paa markedet for de produkter, De koeber hos os.")

225 Visse andre dokumenter vedroerer forbindelserne mellem FP og SIV i forbindelse med samdriften af deres faelles float-anlaeg, det saakaldte "Flovetro", i San Salvo. Der er tale om citater i beslutningens betragtning 33, femte afsnit, som er taget fra FP' s notater om moederne den 16. december 1985 ( 487 eller 873) og 3. februar 1986 ( 488 eller 874). Medmindre man allerede kan betragte to konkurrenters faelles drift af et produktionsanlaeg som bevis paa en ulovlig horisontal aftale - hvilket Kommissionen ikke goer i dette tilfaelde - finder Retten ikke, at det, at driftsparterne raadfoerer sig med hinanden for at undgaa, at de maengder, de aftager fra dette faelles produktionsanlaeg, foerer til illoyal konkurrence, i sig selv kan tjene som bevis paa en ulovlig horisontal aftale.

226 For saa vidt angaar SIV' s haandskrevne notat af 30. oktober 1984 ( 369) laegges der i beslutningen vaegt paa to punkter: at stoebt glas ikke maatte saelges til en lavere pris end den af FP anvendte, og at der var vedtaget en faelles politik for trelagsglas. Det foerste punkt vedroerer endnu en gang de salgsbetingelser, FP som saelger paalagde SIV som koeber af et produkt, som SIV ikke fremstillede. Med hensyn til det andet punkt lyder det afsnit, beslutningen henviser til, som foelger: "Laminati - (sopratutto bistrati) - Scaroni - desiderio in (prospettiva/proposito?) di una polìtica di riporto in fabbrica invece che fare (transformare/trasformazioni?) - per il triplo strato fare una polìtica commune" ("Lamineret (glas) - (saerlig tolagsglas) - Scaroni (FP) - oenske med henblik paa en ordning med anvendelse paa fabrikken i stedet for forarbejdning - gennemfoere en faelles politik for trelagsglas"). Det fremgaar af hele notatet, at parterne (SIV og FP) flere gange har droeftet ledelsen af deres faelles produktionsanlaeg. Retten anser det ikke for udelukket, at det afsnit, som beslutningen bygger paa, ogsaa vedroerer et spoergsmaal i forbindelse med denne faelles drift.

227 FP' s notat af 28. marts 1985 ( 475) vedroerer en aftale om salg af 1 000 tons stoebt glas fra FP til SIV. Der er saaledes endnu en gang tale om en vertikal forbindelse mellem FP og SIV. I beslutningen hedder det (betragtning 28), at "de to virksomheder aftalte, at SIV ikke maatte saelge dette stoebte glas til seksten kunder, der var opfoert paa en liste, og som var forbeholdt FP ... Disse seksten kunder, der var forbeholdt FP, er ikke dets Fontana-datterselskaber, som FP haevder i sit svar paa klagepunkterne, dels fordi der kun er otte Fontana-datterselskaber ... og ikke seksten, dels fordi der ikke er grund til, at et selskab forbeholder sig kunder, der pr. definition er forbeholdt det, i kraft af at det har den fulde kontrol over dem". I staevningen har FP gjort gaeldende, at "det, at der i dag er otte (Fontana) datterselskaber ... (skyldes) laengere tids strukturomlaegning, hvorved seksten forskellige virksomheder er samlet i otte selskaber". Uden at bestride, at der paa det paagaeldende tidspunkt var seksten Fontana-selskaber, har Kommissionen i sit svarskrift anfoert, at der "med hensyn til de seksten kunder, FP forbeholder sig ... ikke kan vaere tale om FP-datterselskaber, navnlig fordi de ikke er kunder hos SIV". Hvad angaar dette punkt skal det bemaerkes, at Socover i sit ovennaevnte notat af 10. juli 1985 ( 261) har taget den erklaering fra FP' s medarbejder, Roberti, til efterretning, hvorefter det er hensigten, "at satse paa eksporten med 4-5 kunder, som har en organisation her", og at navnene Socover, Fontana, Savas og D' Adda er angivet mellem linjerne under disse ord. Andre indicier i sagsakterne, som f.eks. grossisternes telex af 11. oktober 1984 ( 270), som er naevnt i beslutningens betragtning 37, og Socover' s notat af 12. april 1985 ( 260), som er naevnt i betragtning 29, modsiger teorien om, at Fontana ikke kunne vaere kunde hos en anden producent end FP.

228 For saa vidt angaar det netop naevnte notat fra Socover af 12. april 1985 ( 260, beslutningens betragtning 29) haevdes det i beslutningen, at det fremgaar af dette dokument, at "... Socover og FP ogsaa [droeftede] fordelingen af ordrer hos producenterne, paa grundlag af udviklingen i de seneste to aar". Efter at Retten imidlertid har gennemgaaet teksten til notatet i dens helhed, som ikke var blevet fremsendt sammen med meddelelsen om klagepunkter, bemaerker Retten for det foerste, at notatet ikke naevner andre producenter end FP; for det andet, at notatet naevner en prisliste af 16. januar 1985, og at kun FP havde offentliggjort en liste med virkning fra denne dato, og for det tredje, at der i notatet kun tales under ét om stoebt glas, som alene fremstilles af FP. Under disse omstaendigheder kan Kommissionen ikke benytte notatet som bevis for en droeftelse, der vedroerte andre producenter end FP.

229 I dette afsnit skal endelig gennemgaas de i beslutningens betragtning 34 omhandlede fakturaer. Ifoelge beslutningen viser en undersoegelse af disse fakturaer, "at de tre producenter har anvendt de samme priser og rabatter over for en og samme kunde, der har aftaget vidt forskellige maengder hos dem". Det fremgaar af parternes skriftlige indlaeg og af den af Retten foranstaltede bevisoptagelse, at den paagaeldende kunde var Cobelli, og at Kommissionen ikke foretog kontrol ved at undersoege de priser og rabatter, der blev anvendt over for andre kunder. Af de undersoegte fakturaer stammede fem fra SIV og FP og fire fra VP hvad angaar 1983; for 1984 stammede fem fra SIV, tre fra FP og seks fra VP, og for 1985 stammede tre fra SIV og VP og to fra FP. Hverken udvaelgelseskriterierne eller det samlede antal fakturaer, der har vaeret til raadighed, er angivet.

230 Det bemaerkes, at fakturaernes form afviger meget fra producent til producent, og at det ikke umiddelbart fremgaar af en undersoegelse af fakturaerne, at priserne og rabatterne er ensartede. Da Kommissionen blev anmodet om at forklare, hvorledes den var naaet frem til sin konklusion herom, valgte den tre fakturaer fra januar 1985 vedroerende 3 mm klart glas i standardmaal og anfoerte paa grundlag heraf ( 489), at "SIV-FP' s og VP' s fakturaer indeholder de samme enhedspriser, selv om de er opstillet forskelligt". Det er rigtigt, at nettoenhedspriserne faktisk er de samme - nemlig 3 607 LIT/m2 for FP, 3 608 LIT/m2 for VP og 3 607,40 LIT/m2 for SIV. En noejere undersoegelse af fakturaerne viser imidlertid for det foerste, at FP' s og SIV' s fakturaer er baseret paa en grundpris paa 5 500 LIT/m2, mens VP' s grundpris ikke fremgaar af fakturaen, for det andet, at VP' s faktura ses at vedroere glas i store plader, mens FP' s og SIV' s ses at vedroere glas i standardmaal (se praemis 184 ovenfor), og for det tredje, at VP for at naa frem til samme nettopris pr. enhed anvendte andre rabatter end FP og SIV, og at SIV' s beregningsmaade var forskellig fra FP' s. Heraf foelger, at selv om de tre fakturaer, som Kommissionen har valgt, viser, at de tre producenter er naaet frem til samme enhedspris, viser de ikke, at de tre producenter som haevdet af Kommissionen anvendte ensartede priser og rabatter. I denne forbindelse skal det bemaerkes, at de tre producenter aldrig har bestridt, men tvaertimod har understreget, at de nettoenhedspriser, der blev faktureret til en og samme kunde, ofte var de samme paa grund af markedets struktur.

231 Retten har kun i et meget begraenset omfang kunnet efterproeve, hvilke konklusioner der kan baseres paa de i beslutningen naevnte fakturaer. To forhold skal imidlertid naevnes. For det foerste har det vist sig, at producenterne i visse tilfaelde for at tilbyde en gunstigere pris ikke anvendte den prisliste, der teoretisk var gaeldende paa leveringstidspunktet. For det andet indebar rabatsystemet en successiv nedsaettelse af grundprisen med forskellige procentsatser. Ud over forskellene mellem rabatbeloebene har det vist sig, at rabatternes raekkefoelge og dermed hele den matematiske proces var forskellig fra producent til producent. Navnlig anvendte SIV sine grund- og tillaegsrabatter paa en anden maade end de to andre producenter.

232 Paa baggrund af gennemgangen af de i beslutningen omhandlede beviser finder Retten, at Kommissionen ikke i fornoedent omfang har godtgjort paastanden i beslutningens betragtning 24 - nemlig eksistensen af aftaler mellem de tre producenter, som foerer til ensartede prislister og rabatter samt ensartet klassificering af de stoerste kunder - i tidsrummet 1. juni 1983 til 10. april 1986, som er fastlagt i beslutningens konklusion, artikel 1, litra a). Retten finder, at nogle af de citerede dokumenter - bl.a. FP' s og SIV' s notater om deres moede i Rom den 30. januar 1985 - hoejst kan anvendes af Kommissionen som bevis for en aftale mellem FP og SIV. Dog er disse dokumenter ikke tilstraekkeligt bevis paa, at der, selv mellem FP og SIV, har vaeret en aftale om fuldstaendig ensartede prislister og rabatter eller ensartet klassificering af kunderne. For saa vidt det er relevant at tage de nettoenhedspriser i betragtning, der blev anvendt over for en og samme kunde, bestrides det ikke af sagsoegerne, at disse nettopriser har kunnet vaere de samme.

e) Forbindelserne mellem producenterne og grossisterne

233 Ifoelge beslutningen (betragtning 35) sikrede de tre producenter sig, at deres prislister og rabatter ogsaa anvendtes i afsaetningsleddet. Kommissionen har indroemmet, at uanset hvad den haevdede i meddelelsen af klagepunkter paa grundlag af Cobelli' s paastande (se praemis 10 ovenfor), har den kun direkte beviser for moeder mellem producenter og grossister for saa vidt angaar moedet af 17. april 1986 mellem bl.a. FP og SIV. I dette moede, som havde til formaal at praesentere Fontana Sud' s nye direktoer, deltog en repraesentant for SIV, uden at dennes tilstedevaerelse var planlagt. Det anfoeres i beslutningen, at "det dog [af visse dokumenter] fremgaar for det foerste, at nogle af moederne mellem grossisterne blev holdt paa producenternes initiativ, og at det i betragtning af de ensartede prislister og rabatter lykkedes producenterne at paavirke grossisternes valg, og for det andet, at kunderne var indforstaaet med producenternes ensartede priser". Herefter (betragtning 36-42) gennemgaar og kommenterer beslutningen en raekke dokumenter. Vedroerende et af disse dokumenter (telex af 11.10.1984, som behandles nedenfor i praemis 236) fremhaeves det i beslutningen, at "grossisterne ... ikke spontant [vil] forpligte sig til at foere en saadan forretningspolitik, naar det er i deres interesse at soege at opnaa de bedste priser, at kunne henvende sig til de leverandoerer, der yder de bedste salgsbetingelser, og at kunne opnaa en tilfredsstillende avance" (betragtning 37, fjerde afsnit). I denne forbindelse skal Retten minde om den henvisning til grossisternes oekonomiske afhaengighed, der findes i afsnittet retlig vurdering (se ovenfor, praemis 21).

234 Inden Retten gennemgaar de af Kommissionen paaberaabte dokumentbeviser, bemaerkes, at Kommissionens beslutning af 1981 (se praemis 4 ovenfor) bl.a. vedroerte sammenslutninger af grossister, hvis maalsaetninger omfattede en "faelles afsaetningspolitik, som gennemfoeres ved, at hver sammenslutning skal virke til fremme for en faelles salgspolitisk linje, ved at der opstilles prislister for planglas og forarbejdede produkter" og "samarbejde med producenterne for at fremme 'en produktionspolitik, der er egnet til at oege forbruget af glas og sikre, at man ved en adaekvat salgspolitik naar frem til en bedre udnyttelse af forarbejdede produkter' " (punkt I.C.I.3.a. i beslutningen af 1981). Endvidere vedroerte beslutningen ulovlige aftaler mellem de tre producenter (FP, SIV og VP) og grossistsammenslutningerne. Kommissionen konstaterede, at "der har vist sig visse spaendinger og modsaetninger mellem de interesserede parter i aftalernes gyldighedsperioder" (punkt I.C.III, andet afsnit). Der blev ikke paalagt nogen boede, bl.a. med den begrundelse, at "de konkurrencebegraensende bestemmelser ... altid er blevet gennemfoert i begraenset omfang og ikke er blevet fulgt konsekvent" (punkt II.C., andet afsnit). Derimod kritiseres i den nu foreliggende beslutning producenterne for, at det nogle aar senere lykkedes dem at udnytte deres oekonomiske magt til imod grossisternes vilje og interesser at indfoere et system som det, der var blevet kendt ulovligt i beslutningen af 1981, uanset at det ikke tidligere havde virket.

235 Ifoelge den nu foreliggende beslutning (betragtning 36) viser Socover' s notat af 12. juli 1983 ( 258), som allerede er behandlet i praemis 213, "at meddelelser fra grossisterne til producenterne og omvendt foregaar via Socover. Socover foerer nemlig ikke forhandlinger med FP om de betingelser, der isaer kunne interessere Socover, men om producenternes forpligtelser over for samtlige grossister". Retten har allerede fastslaaet, at Kommissionen kunne have benyttet dette notat som bevis for, at de tre producenter havde indgaaet forpligtelser over for grossisterne, men ikke i den periode, hvor overtraedelsen paastaas begaaet. Her drejer det sig om at vurdere notatets vaerdi for Kommissionen som bevis for, at Socover fungerede som mellemmand mellem producenterne og de oevrige grossister eller i hvert fald en gruppe store grossister. Vedroerende dette spoergsmaal kan notatet uden tvivl betragtes som bevis for, at Socover optraadte som talsmand for en gruppe grossister over for hvilke de tre producenter, i hvert fald ifoelge Socover selv, havde indgaaet forpligtelser. Derimod fremgaar det ikke klart af dette notat, at Socover ud fra de tre producenters synspunkt optraadte som deres mellemmand over for samtlige grossister.

236 I betragtning 37 gennemgaar beslutningen et telex ( 270) fremsendt den 11. oktober 1984 efter et moede afholdt den 10. oktober 1984 i Rom med deltagelse af 28 grossister. Ifoelge beslutningen blev dette telex sendt til "producenterne". Det anfoeres i beslutningen, at telexet "er et klart udtryk for, at underskriverne agter at samarbejde med producenterne". Underskriverne "confirmano la volontà di collaborare al miglioramento dei prezzi di mercato et considerano indispensabile che vengano rispettati i prezzi, gli sconti e le condizioni di vendita confermati" ("bekraefter viljen til at samarbejde om en forbedring af markedspriserne og finder det noedvendigt, at de bekraeftede priser, rabatter og salgsbetingelser overholdes"). Det skal imidlertid bemaerkes, at modtagerens tilbagesvar er slettet paa den kopi af telexet, som blev fremsendt sammen med meddelelsen af klagepunkter. Da Kommissionen under retsmoedet blev anmodet om at fremlaegge originaldokumentet, fremlagde den fem kopier af telexet, som var sendt til henholdsvis SIV, Saint-Gobain, Pilkington, Vetrocoke og Glaverbel. Der er ikke fundet nogen kopi stilet til VP i akterne, og nummereringen af bilagene udelukker, at der har eksisteret en saadan kopi i Socover' s arkiver, hvorfra de oevrige kopier stammer. Det er saaledes klart, at dette telex ikke som haevdet i beslutningen blev sendt til de tre producenter FP, SIV og VP, hvorimod det blev sendt til tre selskaber, hvis produktionsanlaeg laa uden for Italiens graenser. Endvidere bemaerkes, at det andet afsnit i telexet (ikke medtaget i beslutningen) lyder: "Nello stesso tempo auspicano che vengano costituiti tre livelli, differenziando in due gruppi le aziende non comprese allo stato attuale nel primo livello" ("Samtidig oensker de, at der oprettes tre niveauer, hvorved de virksomheder, der for tiden ikke befinder sig paa foerste niveau, inddeles i to grupper"), hvoraf fremgaar, at saafremt der fandtes et ensartet klassificeringssystem for kategorier og niveauer, deltog tre andre producenter i det.

237 Det er imidlertid rigtigt, som det anfoeres i beslutningen, at det af rejserapporten fra Ricciardi, VP' s salgsdirektoer ( 619-620), fremgaar, at denne moedte Borgonovo fra Socover i Milano den 11. oktober 1984. Det kan saaledes ikke udelukkes, at Borgonovo mundtligt meddelte ham indholdet af telexet til de oevrige producenter.

238 I beslutningens betragtning 38 naevnes et brev af 19. oktober 1984 fra Socover ( 268) og et brev af 20. november 1984 fra VP til Socover ( 625). Det foerste brev, der blev fundet i VP' s arkiver, var i form af fotokopi uden angivelse af modtagerens navn. I brevet naevnes en prisliste, som paastaas udarbejdet af Socover "paa producenternes opfordring", og et "moede onsdag den 7. november ... i Milano, hvor vi har inviteret samtlige virksomheder inden for denne branche". I beslutningen anfoeres det, at den maanedlige rapport fra Giordano, en af VP' s salgsdirektoerer ( 626), viser, at denne "var paa rejse den 7. og 8. november 1984 i Milano og dermed ogsaa den dag, hvor Socover havde indkaldt til moede". Retten bemaerker, at det fremgaar af undersoegelsen af disse dokumenter, at de beviser det modsatte af, hvad der paastaas i beslutningen. For det foerste viser Giordano' s maanedsrapport, at han forlod Genova den 7. november kl. 10.50, dvs. 20 minutter efter moedets begyndelse. For det andet har VP' s brev af 20. november 1984, som blev sendt af Ricciardi til Socover, foelgende ordlyd:

"Ci è pervenuta solo in questi giorni fotocopia della lettera da Voi inviata il 19.10.84 ad alcune aziende del Vs. settore.

Scopo della presente è solo quello di riconfermarVi, facendo seguito all' incontro avuto con l' Egr. Dr. Borgonovo (Socover) a Milano, il 7 c.m., che nessun invito Vi è stato da noi mai formulato per riunioni che riguardao la commercializzazione et trasformazione del vetro."

("Foerst for faa dage siden har (vi) modtaget en fotokopi af det brev, De den 19.10.84 sendte til visse virksomheder i Deres branche.

Formaalet med dette brev er udelukkende paa ny at bekraefte over for Dem efter moedet i Milano med Borgonovo (Socover) den 7. ds., at vi aldrig har sendt Dem nogen indbydelse til moeder vedroerende salg og forarbejdning af glas.")

Retten finder det ikke troligt, at dette brev, der er skrevet paa et tidspunkt, der ikke giver anledning til mistanke, ikke er udtryk for de faktiske forhold - nemlig at Giordano (VP) ikke deltog i moedet af 7. november 1984, og at VP ikke oenskede at deltage i saadanne moeder og endnu mindre tage initiativ til dem. Endvidere finder Retten, at brevet, for saa vidt det er skrevet af Ricciardi selv, faktisk afkraefter de antagelser til skade for VP, som hans tilstedevaerelse i Milano den 11. oktober 1984 kunne have givet anledning til.

239 I beslutningens betragtning 39 og 40 gennemgaas to notater fra Socover af 12. april og 23. juli 1985 ( 260 og 262), som allerede er behandlet ovenfor (praemis 228 og 221). Af de allerede anfoerte grunde mener Retten, at disse dokumenter udelukkende vedroerer forbindelserne mellem Socover og henholdsvis FP og SIV.

240 I beslutningens betragtning 41 gennemgaas tre dokumenter af 16. september, 23. september og 31. oktober 1985 (henholdsvis 271, 275 og 273), der betegnes som rapporter fra FP' s datterselskaber Fontana Est og Fontana Ovest til moderselskabet FP. Det fremgaar af den af Retten foranstaltede bevisoptagelse, at disse dokumenter er fjorten-dages rapporter, som stiles til en vicedirektoer i FP og udarbejdes af en af FP' s ansatte, som bl.a. har til opgave at opretholde forbindelsen med datterselskaberne. Det bemaerkes i oevrigt, at det tredje dokument, som er dateret 31. oktober 1985, vedroerer Fontana Est og ikke Fontana Ovest, som det anfoeres i beslutningen. Endvidere findes de sidste otte ord i dette dokument ( 273-4), som citeres i den franske og engelske udgave af beslutningen, ikke i den autentiske italienske udgave. Det skal tillige understreges, at selv om Retten har anmodet om at faa fremlagt den fulde ordlyd af dokumenterne, kun har modtaget ufuldstaendige kopier. Endelig bemaerkes, at en anden rapport om Fontana Est, som er dateret 2. oktober 1985, og som ikke er naevnt i beslutningen, blev fremsendt sammen med meddelelsen af klagepunkter og findes i Rettens akter ( 273B).

241 Ifoelge den liste, som Kommissionen har forelagt Retten, maa disse "Fontana-rapporter" anses for underforstaaet at vedroere VP. I beslutningens betragtning 41, fjerde afsnit, hedder det: "(De) har ikke noget vagt eller generelt indhold, ligesom de heller ikke afsloerer grossisternes forretningspolitik, som parterne haevder, men indeholder derimod helt praecise oplysninger, som f.eks. at grossisterne er rede til at acceptere producenternes prisforhoejelser, at producenterne offentliggoer ensartede prislister, og at producenterne oensker, at prislisterne overholdes, for at markedet kan blive mere stabilt. Dette betyder, at producenterne direkte eller indirekte paavirker afsaetningsmarkedet, fordi manglende stabilitet paa dette marked kunne faa skadelige virkninger for deres forretningspolitik". Retten finder det noedvendigt at gennemgaa samtlige disse rapporter, for saa vidt de foreligger for Retten, for at placere beslutningens citater i deres oprindelige sammenhaeng. Retten bemaerker, at de fire dokumenter vedroerer en periode, som, selv om den er meget begraenset (udgangen af juli til udgangen af oktober 1985), alligevel giver et overblik over afsaetningsmarkedets funktion i en periode, hvor de tre producenter som naevnt ovenfor (praemis 188-190) gav meddelelse om flere nye prislister.

242 Hver rapport er inddelt i afsnit, hvoraf det ene altid har overskriften "prezzi di rivendita float" ("videresalgspriser for float-glas") eller simpelt hen "rivendita" ("videresalg"). Rapporterne om Fontana Est af 16. september og 31. oktober 1985 indeholder et andet afsnit med overskriften "prezzi di vendita float" ("salgspriser for float-glas") eller simpelt hen "vendita" ("salg"). Det fremgaar af indholdet af disse to afsnit, at ordet "vendita" henviser til producenternes salgspriser over for grossisterne, mens "rivendita" henviser til grossisternes videresalgspriser over for deres kunder.

243 Den foerste rapport, som er af 16. september 1985, naevner i afsnittet "prezzi di rivendita float" et grossistmoede den 31. juli 1985 "efter den af producenterne bebudede forhoejelse". (Det bemaerkes, at der foerst blev givet meddelelse om VP' s nye prisliste den 31. juli 1985, jf. praemis 188, 221 og 222 ovenfor). I rapporten hedder det, at "grossisterne under deres moede har udarbejdet denne liste over videresalgspriser". Herefter foelger en prisliste og en oversigt over de rabatter, der vil blive ydet, med nogle forbehold fra to grossister, Checchin og Sangalli. Efter et afsnit, der er slettet, hedder det videre i rapporten i afsnittet "prezzi di vendita float":

"Per quanto riguarda le Fabbriche, l' aumento sembra essere applicato ovunque e, del resto, i magazzini non certo pieni ed il lavoro che in questo momento non manca hanno favorito la 'digestione' del nuovo prezzo. La Glaverbel (che prima delle ferie insisteva un pò dappertutto con sconti inferiori ai nostri) sembra, di primi sondaggi dopo le ferie, che abbia mantenuto questa posizione. Resta comunque da verificare ulteriormente l' entità del prezzo (poichè è presumibile che il cliente non venga subito a dire a noi se la concorrenza gli ha tolto uno sconto)."

("For saa vidt angaar producenterne, synes forhoejelsen at vaere gennemfoert overalt, og for de andres vedkommende er lagrene bestemt ikke fyldt op, og der mangler for tiden ikke arbejde, hvilket har gjort det lettere at 'fordoeje' de nye priser. Glaverbel (som foer ferien fremturede overalt med rabatter, der var mindre end vore) synes ifoelge de foerste undersoegelser efter ferien at have opretholdt denne stilling. Dog maa vi senere kontrollere den samlede pris (da vi maa formode, at kunden ikke pludselig vil fortaelle os, om konkurrenten har ophaevet en rabat).")

244 Rapporten af 23. september 1985 ( 275) vedroerer et moede, som ogsaa blev holdt den 16. september 1985, med Fontana Ovest. I afsnittet "prezzi rivendita float" angives fire grossisters priser for 4 mm glas. Herefter foelger den passus, der er ufuldstaendigt citeret i beslutningen, og som vedroerer priserne for 4 mm glas.

245 Rapporten af 2. oktober 1985 ( 273B) er udarbejdet efter et moede med Fontana Est og vedroerer et grossistmoede afholdt den 18. september 1985 "til fastsaettelse af videresalgspriserne". De af Sangalli og Checchin tagne forbehold er noteret.

246 Endelig vedroerer rapporten af 31. oktober 1985 ( 273), som er udarbejdet efter et moede med Fontana Est, et moede mellem elleve grossister den 29. oktober 1985. I denne forbindelse bemaerker Retten, at de tre italienske producenter gav meddelelse om nye identiske prislister mellem den 21. og den 25. oktober 1985 (se praemis 190 ovenfor). I rapportens afsnit "rivendita" ("videresalg") hedder det, at grossisterne, endnu en gang med forbehold fra Checchin og Sangalli, er blevet enige om nye priser for klart float-glas. Herefter kommer i afsnittet "vendita" ("salg") den passage, der er delvis citeret i beslutningens betragtning 41, tredje afsnit. Passagen lyder i sin helhed:

"Per quanto riguarda le fabbriche, si sta portando avanti l' aumento (chi per consegne un pò prima chi un pò dopo), in ogni caso sembra che la comunicazione sia stata fatta da tutte* (comprese Glaverbel), anche se i termini sono probabilmente più elastici di tutte".

("Hvad producenterne angaar, er de ved at gennemfoere forhoejelsen (ved instrukser, der af nogle gives lidt foer, af andre lidt senere), under alle omstaendigheder ser det ud til, at alle har givet meddelelse om de nye priser (1) (inkl. Glaverbel), selv om betingelserne er lidt fleksible") (2).

247 Medens det klart fremgaar af sidstnaevnte dokument, at ordet "producenterne" omfatter samtlige italienske producenter, inkl. SIV og VP, fremgaar det ligeledes deraf, at Glaverbel var en af de omfattede producenter, og at virksomheden blev betragtet som havende en aktiv konkurrencepolitik. I oevrigt blev Glaverbel' s betydning paa det italienske marked fremhaevet i et internt notat fra VP ( A193) af 6. februar 1986. Under disse omstaendigheder finder Retten ikke, at det kan udledes af den ovenfor gennemgaaede rapport, at "producenterne ... paavirker afsaetningsmarkedet", som det paastaas i beslutningen. Tvaertimod fremgaar det, at visse grossister frit foretog en samordning med henblik paa fastsaettelsen af de videresalgspriser og rabatter, de skulle tilbyde deres kunder, og at droeftelserne mellem FP' s repraesentanter og dets datterselskaber afspejler deres usikkerhed med hensyn til de oevrige producenters anvendelse af priserne. Endelig bemaerker Retten, at Sangalli og Checchin, der i beslutningens bilag IV er anfoert som henholdsvis den anden- og den niendestoerste grossist, synes at have foert deres egen pris- og rabatpolitik.

248 Endelig gennemgaas i beslutningens betragtning 42 et haandskrevet notat fra VP af 10. april 1986 ( 638), hvoraf det ifoelge beslutningen fremgaar, at paa et moede samme dag "droeftede VP og Socover oprettelse af en klub bestaaende af tolv grossister med henblik paa distribution af glasprodukter. De to parter meddelte, at de ville droefte sagen med FP og SIV den foelgende uge". Det paagaeldende dokument bestaar af én side, paa hvilken forfatteren i haanden har noteret de emner, der blev droeftet med Borgonovo fra Socover og indeholder: (til venstre) otte grossistnavne efterfulgt af fire andre navne; (til hoejre, paa flere linjer) "CLUB: objettivo distribuzione" ("KLUB: formaal distribution"); "prossima settimana" ("naeste uge"); "parlare SIV/S.Gobain" ("tale med SIV/Saint-Gobain"). VP bestrider Kommissionens fortolkning af dette dokument, men erkender, at Borgonovo faktisk naevnte forslaget om at oprette en klub. Ifoelge VP havde Borgonovo til hensigt at droefte dette med SIV og FP den foelgende uge. Ifoelge Kommissionen er en saadan fortolkning hverken logisk eller grammatisk rigtig.

249 Retten bemaerker for det foerste, at det paagaeldende dokument ikke udtrykkeligt og utvetydigt naevner de hensigter, der er omhandlet i beslutningens betragtning 42. Endvidere bemaerker Retten, at de ord, der betragtes som relevante af Kommissionen, vedroerer et forslag om oprettelse af en klub med henblik paa distribution af glasvarer og ikke med henblik paa gennemfoerelse af priser og rabatter i afsaetningsleddet, hvilket i beslutningens betragtning 35 angives som formaalet med de beviser, der gennemgaas i afsnit B.1.e "Forbindelserne mellem producenterne og grossisterne". Under disse omstaendigheder finder Retten ikke, at Kommissionen kan paaberaabe sig dette dokument som et relevant bevis, og at det foelgelig ikke er noedvendigt at vurdere dokumentets raekkevidde.

250 Paa grundlag af det anfoerte i det hele finder Retten for det foerste, at Kommissionen ikke i fornoedent omfang har godtgjort, at de tre producenter overvaagede, at deres prislister og rabatter blev anvendt i afsaetningsleddet, og heller ikke, at visse moeder mellem grossisterne blev afholdt paa producenternes initiativ, eller at det lykkedes producenterne at paavirke grossisternes handelsmaessige valg. Retten finder endvidere, at nogle af de undersoegte dokumenter, selv om de ikke noedvendigvis udgoer et bevis for en ulovlig aftale mellem producenterne, kan betragtes som bevis for, at grossisterne regnede med ensartede priser fra producenternes side. Endelig finder Retten, at Fontana-rapporterne beviser, at FP anvendte sine grossistdatterselskaber som kilder til oplysninger om grossisternes politik. Foelgerne af disse konklusioner vil blive undersoegt nedenfor (praemis 322-323) i forbindelse med de af sagsoegerne paaberaabte anbringender vedroerende sagsbehandlingen.

2. Virksomhedernes forretningspolitik paa markedet for bilglas

251 Det anfoeres i dette afsnit i beslutningen, at "ifoelge virksomhedernes nedennaevnte dokumenter har SIV og FP aftalt priser og kvoter i hvert fald fra 1982. VP har ogsaa deltaget i disse karteller, i hvert fald fra 1983, men ikke i samme omfang som de to oevrige producenter". Derefter behandler beslutningen i to afsnit aftaler og samordnet praksis vedroerende Fiat-koncernen (betragtning 44-51) og Piaggio-koncernen (betragtning 52).

a) Aftaler og samordnet praksis vedroerende Fiat-koncernen

252 I dette afsnit tager beslutningen straks fat paa en gennemgang af dokumenter (betragtning 44-47), hvis betydning vil blive behandlet i det foelgende. Til sidst i betragtning 45 naevner beslutningen, at hver af de tre producenter ydede Fiat samme prisreduktion paa 8% fra 1. januar 1984. Til sidst i betragtning 47 naevner beslutningen andre ensartede prisaendringer, som blev gennemfoert af de tre producenter i 1985 og 1986, og en ensartet forhoejelse paa 2% for andet halvaar 1985 for Alfa Romeo. Dernaest anfoerer beslutningen (betragtning 48), at "de tre producenter har solgt produktet til hinanden (dette omtales naermere i kapitel 6) med det formaal hver isaer at bevare deres indtraengningskvoter eller naa de kvoter, der var aftalt med konkurrenterne". Herefter foelger en gennemgang af tal og dokumenter vedroerende denne handel. I betragtning 49 naevner beslutningen visse tabeller, som FP er i besiddelse af, og som angiver, hvor meget hver producent har leveret pr. model og i alt i 1985 og 1986, og hvor meget han vil levere i 1987 til Fiat-koncernen, samt de procentvise kvoter, som disse leverancer repraesenterer.

253 Herefter gengiver beslutningen visse af virksomhedernes argumenter (betragtning 50) og grundene til, at Kommissionen ikke har kunnet godtage dem (betragtning 51). For at belyse forskellene mellem virksomhedernes og Kommissionens respektive standpunkter, som er trukket klart op i denne del af beslutningen, skal de citeres i deres fulde udstraekning. Virksomhedernes argumenter er gengivet som foelger:

"Situationen paa det italienske marked for bilglas er praeget af Fiat' s dominerende stilling. Som enhver anden bilfabrikant tildeler Fiat sine leverandoerer ordrer ud fra hensynet til priser, teknisk kapacitet og service. De samlede kvoter er genstand for bilaterale droeftelser under forhandlingen om ajourfoeringen af prislisterne. De samlede kvoter opdeles derefter i procentsatser for de enkelte bilmodeller. I de ordrebekraeftelser, som Fiat sender leverandoererne af bilglas, naevnes udtrykkeligt den paagaeldende leverandoers kvote for de enkelte modeller.

Under forhandlingerne afsloerer Fiat normalt det bedste pristilbud for at faa de konkurrerende leverandoerer til at tilpasse deres priser derefter. Dette foerer uvaegerligt til en pristilpasning. Fiat haevder, at de, i modsaetning til hvad der er Kommissionens opfattelse, hyppigt oplyser hver leverandoer om, hvor store dele af leverancerne der er tildelt konkurrenterne. Dette system foerer til et fuldt gennemsigtigt marked. Under disse forhold ville en samordning mellem producenterne ikke vaere noedvendig.

Hvad angaar den indbyrdes handel med produkter har Kommissionen ikke kunnet bevise, at den tager sigte paa at opdele markedet mellem dem. Desuden er der normalt tale om raaglas og kun undtagelsesvis om forarbejdede produkter."

254 Kommissionen svarer som foelger paa disse argumenter:

"i) Det er korrekt, at Fiat som koeber af glas til automobiler har et kvasimonopol i Italien; dets forhandlingsposition forringes imidlertid i hoej grad af det begraensede alternative udbud paa markedet. Glasudbuddet i Europa kontrolleres nemlig af et oligopol, som ud over Saint-Gobain omfatter PPG og SIV, der i oejeblikket leverer til Fiat, Pilkington og enkelte mindre producenter.

ii) Hvad kvotetildelingen angaar naevner Fiat ganske vist som enhver anden automobilfabrikant i sine ordrebekraeftelser, hvilken kvote, der er tildelt den paagaeldende leverandoer; men denne kvote er ikke definitiv. Der er kun tale om en vejledende kvote, der hverken forpligter bilfabrikanten eller leverandoeren, og den kan aendres i hele kontraktperioden, enten paa bilfabrikantens eller leverandoerens initiativ ..."

(Herefter gennemgaas visse dokumenter, navnlig et brev af 3.7.1985 fra Fiat til VP ( 657). I forbindelse med denne gennemgang haevdes det, at)

"hvis automobilfabrikanten tildelte definitive kvoter i kontraktperioden, behoevede leverandoererne ikke at vaere bekymrede for, at kvoterne ikke ville blive overholdt, og de ville saaledes ikke have behov for at samordne priserne paa dette omraade eller for at udveksle produkter for at bevare deres kvoter."

"iii) Kommissionen benaegter ikke, at en koeber under prisforhandlinger kan give oplysning om et bedre tilbud (faktisk eller hypotetisk) for at faa de konkurrerende leverandoerer til at aendre priserne. Dette betyder dog ikke, at samtlige leverandoerer anvender de samme betingelser, og at samtlige leverandoerer i forholdet til en og samme kunde staar paa lige fod, for enhver leverandoers stilling afhaenger af hans produktion og afsaetning (mere komplet produktsortiment, specialprodukter, hoejere serviceniveau). Det betyder heller ikke, at en koeber med en dominerende stilling kan tvinge alle sine leverandoerer til at tilpasse priserne efter det bedste tilbud, eller at han blot kan henvende sig til udenlandske leverandoerer for at tvinge de lokale til at nedsaette priserne; som det blev anfoert under den mundtlige hoering kraever automobilfabrikanterne nemlig i stadig hoejere grad, at produkterne leveres noejagtigt til tiden, hvilket i hoejere grad er muligt for en lokal leverandoer, der selv har en organisation paa stedet, end for en udenlandsk leverandoer, der maa tilvejebringe en saadan, og som derfor med hensyn til maengder og priser maa indrette sig efter de virksomheder, der har en fast og samtidig fleksibel organisation.

Uanset forbindelserne mellem en kunde med en dominerende stilling og dennes leverandoerer, kan det fastslaas, at SIV, FP og VP har aftalt en faelles forretningspolitik over for Fiat-koncernen ...

Prisforhoejelserne for andet halvaar 1985, og for foerste og andet halvaar 1986, blev droeftet og aftalt mellem de tre producenter ... VP' s tiltraedelse af aftalen om prisstigninger for de paagaeldende tre halvaar [er] i hoej grad ... kommet til udtryk i praksis ...

iv) Navnlig foelgende forhold viser, at den gensidige overdragelse af produkter tager sigte paa en opdeling af markedet.

Der overdrages hvert aar betydelige maengder, og som det fremgaar af de under betragtning 48 naevnte dokumenter, er der ikke tale om noedleverancer ...

I de under betragtning 48 naevnte dokumenter er det udtrykkeligt omtalt, at FP arbejder som underleverandoer af forarbejdede produkter til SIV.

Ved overdragelse af produkter er der navnlig tale om tykkelser og farver, der ikke fremstilles af den paagaeldende producent, og formaalet med overdragelsen er at give de tre producenter mulighed for at faa et komplet produktsortiment. Et komplet sortiment giver en konkurrencemaessig fordel, der neutraliseres, saafremt de tre producenter soerger for at udligne forskellene ..."

255 Inden Retten undersoeger de dokumenter, der er fremlagt som beviser for en overtraedelse, finder den det noedvendigt naermere at beskrive, hvori den paastaaede overtraedelse bestaar, og de naermere omstaendigheder. Som naevnt ovenfor fastslaas det blot i beslutningens betragtning 43, at SIV og FP aftalte priser og kvoter i hvert fald fra 1982, og at VP deltog i disse karteller i hvert fald fra 1983. I beslutningens retlige vurdering (se praemis 24 ovenfor) haevdes det, at FP og SIV fra 1982 til 1986 og FP, SIV og VP fra 1983 til 1986 aftalte, eller dog enedes om, hvilke priser der skulle anvendes over for Fiat-koncernen, ligesom der fra 1982 til 1987 blev aftalt en opdeling af markedet; der hersker saaledes ingen tvivl om deres samordnede praksis. Retten finder, at der maa sondres mellem en forudgaaende aftale om de priser, der skal anvendes, og om fordelingen af kvoterne og indfoerelsen af et system med gensidige overdragelser af produkter, som har til formaal at bevare de allerede opnaaede kvoter eller at naa de aftalte kvoter. Derfor boer de i beslutningens betragtning 48 naevnte dokumenter vedroerende samhandelen med glas behandles senere, nemlig i afsnit B.3 "Producenternes samhandel med glas". Paa dette sted gennemgaas alene beviserne for en forudgaaende enighed om priser og kvoter.

256 For saa vidt angaar de naermere omstaendigheder, som dette spoergsmaal skal bedoemmes paa baggrund af, bemaerker Retten for det foerste, at det i beslutningens betragtning 15 er forklaret, at det produkt, producenterne saelger til bilfabrikanterne, er glas, der er forarbejdet af producenterne eller af disses datterselskaber, saaledes at det faar de tekniske egenskaber, som bilfabrikanterne oensker. Der er saaledes her ikke tale om, at producenterne til Fiat saelger float-glas i raa tilstand - saadanne salg behandles i forbindelse med samhandelen med produkter - men om salg af et helt sortiment af forskellige forarbejdede produkter. Retten bemaerker endvidere, at der i beslutningens betragtning 15, andet afsnit (3), sondres mellem prototypestadiet og det stadium, hvor en ny model markedsfoeres. De produkter, der er tale om her, blev ikke leveret i forbindelse med udviklingen af en prototype, men blev solgt med henblik paa montering i bilmodeller, der allerede var lanceret paa markedet. Endelig bemaerker Retten, at ifoelge beslutningens betragtning 15, sidste punktum, "er [det] i forbindelse med markedsfoeringen af en ny bilmodel, at glasproducenterne og bilfabrikanterne aftaler priser og maengder, normalt paa aarsbasis". Der er saaledes tale om et marked, hvor saelger og koeber normalt forhandler med regelmaessige mellemrum om priser og maengder.

257 Endelig bemaerker Retten, at de datoer, der i artikel 1, litra b) og c), i beslutningens konklusion afgraenser de perioder, hvori forbindelserne med Fiat har vaeret i strid med traktaten, for prisernes vedkommende er fra 26. oktober 1982 til 1. december 1986 for FP og SIV og fra 11. maj 1983 til 1. december 1986 for FP, SIV og VP under ét og for kvoternes vedkommende fra 1. januar 1982 til 30. juni 1987 for de tre producenter under ét.

258 I beslutningens betragtning 44 naevnes tre dokumenter, som, selv om de er dateret 1982, alle findes paa den liste over dokumenter med en underforstaaet henvisning til VP, som Kommissionen har forelagt Retten. Det drejer sig om et haandskrevet notat af 26. oktober 1982 fra Scaroni, FP, til Landeschi, naestformand for SIV' s bestyrelse ( 733), hvormed et internt memorandum fra FP af 26. oktober 1982 ( 734) blev fremsendt, og et internt memorandum fra SIV af 11. november 1982 ( 680), ligeledes til Landeschi.

259 FP' s interne memorandum af 26. oktober 1982 bestaar af en "riepilogo" (oversigt) over de forhoejelser, FP havde opnaaet hos Fiat siden 1977 "inkl. den seneste toaarige aftale 83/84". SIV' s interne memorandum af 11. november 1982 begynder saaledes:

"Forleden blev 1983-aftalen vedroerende Fiat Auto stort set faerdigforhandlet. Det er vel overfloedigt at minde Dem om de fortilfaelde (som bestemt ikke er gunstige for os), der er nedfaeldet skriftligt af Fiat og vor stoerste konkurrent, og som har foert til tildeling af 46% til FP."

Forfatteren fortsaetter med en gennemgang af fire punkter: "1) Kvotetildeling i procent; 2) Opnaaede prisforhoejelser; 3) Parallellen mellem 1983- og 1982-aftalerne; 4) Absolutte tal". I afsnittet "Kvotetildeling i procent" naevnes en kvote paa ...% udelukkende beregnet til "il primo equipaggiamento" ("det foerste udstyr"). I afsnittet "Parallellen mellem 1983- og 1982-aftalerne" sondres der for 1982 mellem den "teoretiske markedskvote" og den "faktisk opnaaede kvote", og forfatteren konkluderer, at "vor kvote til det foerste udstyr er under ...%, som er den procentandel, der i sin tid blev tildelt os". Det er i forbindelse med den kvote, der er tildelt for det foerste udstyr i 1983, at forfatteren anvender udtrykket "un ferreo controllo delle quote effettivamente praticate" ("en streng kontrol med de faktiske kvoter"), som er citeret i beslutningen. Retten finder, at det fremgaar af den sammenhaeng, som dette saetningsled indgaar i, at dets forfatter oensker at understrege noedvendigheden af, at SIV i 1983 fra Fiat sikrer sig en reel kvote til det foerste udstyr, som svarer til den teoretiske kvote, SIV har faaet tildelt. Det bemaerkes, at den franske og den engelske udgave af beslutningen bruger ordene "de procentvise gennemsnitsforhoejelser er de samme for SIV som for FP", mens der i den italienske udgave (kun denne er autentisk) anvendes ordet "simili" (lignende). Retten konstaterer, at tallene faktisk ligner hinanden, men ikke er de samme. Derimod er det rigtigt, at det i slutningen af memorandummet anfoeres, at "stiamo portando avanti, a seguito degli accordi da Voi presi, il discorso di integrazione con la concurrenza per i lotti di piccole serie" ("vi vil efter de af Dem indgaaede aftaler fortsaette behandlingen af spoergsmaalet om at slaa os sammen med konkurrenterne om leverancer i smaa serier").

260 Retten finder ikke, at Kommissionen paa grundlag af disse tre dokumenter med rette kunne konkludere, at VP deltog i et kartel med FP og SIV, da henvisningerne til "konkurrenterne" efter deres sammenhaeng maa opfattes som henvisninger til FP alene. Retten betragter disse dokumenter som vaesentlige beviser for, at der paa hoejt plan er foregaaet en udveksling af oplysninger mellem FP og SIV vedroerende resultaterne af deres forhandlinger med Fiat, og for en aftale om at slaa sig sammen om leverancer fremstillet i smaa serier. Efter Rettens opfattelse kunne Kommissionen imidlertid ikke med foeje udlede af disse dokumenter alene, at FP og SIV i sidste kvartal af 1982 paa forhaand aftalte, hvilke priser der skulle anvendes over for Fiat-koncernen [det naevnte kvartal er det foerste i overtraedelsesperioden, saaledes som denne er fastlagt i artikel 1, litra b), i beslutningens konklusion]. Hvad angaar kvoterne bemaerker Retten, at SIV' s interne memorandum af 11. november 1982 (det eneste dokument, hvori kvoter naevnes) udtrykkelig naevner "tildeling" af kvoter. Retten finder, at det fremgaar af hele dokumentet, at den paagaeldende kvotetildeling blev foretaget af Fiat mellem producenterne, og at dette dokument saaledes ikke kan paaberaabes af Kommissionen som bevis for en forudgaaende aftale mellem FP og SIV - i 1982 - med det formaal at fordele kvoterne for leverancerne til Fiat-koncernen. PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0068.4

261 I beslutningens betragtning 45 citeres to uddrag af et andet internt memorandum fra SIV af 11. maj 1983 ( 686-688), som er udarbejdet af samme person. I uddragene naevnes henholdsvis "la concorrenza" (konkurrenterne) og - et udtryk som allerede blev anvendt i det foregaaende memorandum - "la concorrenza più qualificata" (de stoerste konkurrenter). Retten bemaerker, at dette dokument findes paa listen over de dokumenter, som Kommissionen betragter som indeholdende en underforstaaet henvisning til VP. Det fremgaar imidlertid klart, ogsaa af den kopi, der er vedfoejet meddelelsen af klagepunkter, at dette dokument udtrykkeligt henviser til PPG (dvs. VP), og at det indeholder vigtige oplysninger dels om forbindelserne mellem producenterne og Fiat, dels om forbindelserne mellem SIV, FP og VP. Memorandummet har titlen "Richiesta Fiat auto revisione prezzi 1983" (Krav Fiat auto revision af priserne 1983). Forfatteren meddeler, at Fiat' s indkoebsafdeling den 26. april 1983 havde indkaldt repraesentanter for SIV, herunder ham selv, "for at forelaegge os afdelingens sammenlignende undersoegelse af priser/m2 for hvert produkt", og at Fiat ved denne lejlighed havde erklaeret, at "vore gennemsnitspriser ikke er konkurrencedygtige paa det nationale og internationale marked". Han fortsaetter:

"Stesso atteggiamento veniva operato da Fiat il 4.5 (per risposta entro il 24.5) nei confronti di F.P., chiedendo riduzioni su alcuni PB ACC. già dal 1.1.83 e per numerose anomalie dal 1.7.83, aggiungendo che altri concorrenti nazionali ed esteri avevano presentato proposte favorevoli. (Splintex e PPG: l' AD di quest' ultimo si è già impegnato a mantenere le quotazioni 1982, già inferiori alle nostre, sino ad almeno tutto il 1984) ...

Fiat insiste per una revisione entro il 19.5 su alcuni accoppiati normali ...

Qualora aderissimo a tale richiesta, ne deriverebbero queste conseguenze:

1) Notevole decurtazione dell' aumento a suo tempo acquisito per il 1983.

2) Nessuna assicurazione, in ogni caso, sul mantenimento delle quote di mercato legate a tali prezzi.

3) Negative ed immediate ripercussioni su tutte le offerte recentissime e/o a venire ...

4) Proseguimento di queste analisi al ribasso su altri particolari ...

5) Inevitabile coinvolgimento della F.P. nella concessione di tali ribassi ed accelerazione del processo riduttivo senza alcuna contropartita in termini di quote di penetrazione, e con l' inasprimento dei rapporti commerciali con la concorrenza.

6) Propagazione degli atteggiamenti ribassistici alle altre Case Auto nazionali ed estere le cui Direzioni Acquisti sappiamo essere in collegamento (es. Alfa Romeo - Fiat).

A nostro avviso si presentano pertanto le seguenti alternative che riteniamo di politica aziendale più che commerciale:

a) Aderire alle richieste Fiat con tutte le conseguenze sopra enunciate.

b) Tenere un atteggiamento fermo e coerente con la nostra politica commerciale e costistica, rifiutando in linea di massima (salvo appunto macroscopiche anomalie) le richieste del cliente.

Per operare in questa ottica è necessario però accertarsi dell' assoluto e sicuro analogo atteggiamento da parte della concorrenza più qualificata."

("Fiat indtog samme holdning den 4.5. (med anmodning om svar inden 24.5.) over for FP, idet selskabet anmodede om nedslag paa visse PB ACC fra 1.1.83 og for diverse skaevheder fra 1.7.83, og tilfoejede, at andre indenlandske og udenlandske konkurrenter havde fremsat gunstige tilbud. (Splintex og PPG: sidstnaevntes AD har allerede forpligtet sig til at opretholde 1982-priserne, som allerede er lavere end vore, mindst indtil udgangen af 1984) ...

Fiat insisterer paa en revision inden 19.5. (for visse produkter) ...

Gaar vi med til dette, vil konsekvenserne vaere foelgende:

1) En vaesentlig nedsaettelse af den forhoejelse, der i sin tid blev opnaaet for 1983.

2) Under alle omstaendigheder ingen sikkerhed for, at de til disse priser knyttede markedskvoter opretholdes.

3) OEjeblikkelige negative foelger for samtlige nye og/eller kommende tilbud ...

4) En udvidelse af disse analyser for at opnaa nedsaettelser for andre artikler ...

5) FP vil uvaegerligt blive revet med af disse nedsaettelser, hvilket indebaerer en fremskyndelse af nedsaettelsesprocessen uden modydelse for saa vidt angaar indtraengningskvoterne og en belastning af forretningsforbindelserne med konkurrenterne.

6) Spredning af tendensen til nedsaettelser til andre indenlandske og udenlandske bilfabrikanter, hvis indkoebsafdelinger som bekendt er i forbindelse med hinanden (f.eks. Alfa Romeo - Fiat).

Efter vor opfattelse har vi derfor foelgende alternativer, som vi mener henhoerer under driftspolitikken og ikke afsaetningspolitikken:

a) At imoedekomme Fiat' s krav med alle ovennaevnte konsekvenser.

b) At bevare en fast holdning, der er konsekvent i overensstemmelse med vor afsaetnings- og omkostningspolitik, og som hovedregel afvise kundens oensker (undtagen i tilfaelde af helt store skaevheder).

Men for at kunne foelge denne fremgangsmaade er det noedvendigt at sikre sig, at de stoerste konkurrenter absolut og sikkert indtager samme holdning.")

262 Retten finder ikke, at Kommissionen kan paaberaabe sig dette dokument som bevis for en aftale mellem VP paa den ene side og SIV og FP paa den anden side. Efter Rettens opfattelse er de i dette dokument anvendte udtryk tvaertimod tilstraekkelig klare til at bevise, at der ikke eksisterede nogen saadan aftale. Henvisningen til "de stoerste konkurrenter" er nemlig tydeligvis en henvisning til FP. Medens dokumentet utvivlsomt beviser, at der fandt en vis samordning sted mellem SIV og FP, beviser det tillige den betydelige oekonomiske magt, Fiat kunne udoeve over for alle producenter, og at selskabet var i stand til at paavirke en producent til at konkurrere med de andre. Retten finder, at beslutningen ved at undlade at tage dette forhold paa markedet i betragtning har givet et fejlagtigt billede af markedet.

263 Med hensyn til det anfoerte sidst i betragtning 45, hvorefter "de tre producenter FP, SIV og VP ... fra 1. januar 1984 ydede den samme prisreduktion, nemlig 8%", skal det bemaerkes, at Kommissionen ikke har forelagt Retten noget dokument fra denne periode, som kan understoette denne konklusion. De benyttede kilder synes at have vaeret, for det foerste, en erklaering afgivet den 16. januar 1987 af VP under den administrative procedure ( 756), hvori der i detaljer goeres rede for aendringerne i de over for Fiat, Alfa Romeo, Iveco og Opel anvendte priser, og hvori det angives, at der skete en gennemsnitlig nedsaettelse paa 8% for perioden 1. januar til 31. december 1984 i forhold til 1983; for det andet en saetning i FP' s svar paa meddelelsen af klagepunkter ( 736), som lyder: "den 1. januar 1984 nedsatte Fabbrica Pisana sine priser med 8% i forhold til prislisten af 30. december 1982, og annullerede derved de forhoejelser, der havde fundet sted i 1983, hvilket foerte til en faktisk reduktion paa 12,2%", og for det tredje en saetning i SIV' s svar paa meddelelsen af klagepunkter ( 690), hvor det goeres gaeldende, at "det er helt forkert at konkludere, at de tre producenter SIV' s, FP' s og VP' s prisnedsaettelser var lige store, nemlig 8% fra 1.1.1984, da den samlede nedsaettelse, der blev gennemfoert af SIV og Vetroeuropa (SIV' s datterselskab), var paa 11%, saaledes som det fremgaar af de kataloger med officielle priser, som dengang blev forelagt Kommissionen. Vi har imidlertid gode grunde til at tro, at FP nedsatte priserne med 12,2% og VP med 8%". Da disse erklaeringer er fuldstaendig uforenelige, finder Retten ikke, at Kommissionen, som end ikke har kontrolleret oplysningerne hos Fiat, paa dette grundlag kan haevde, at de tre producenter fra 1. januar 1984 ydede den samme prisnedsaettelse, nemlig 8%.

264 Med hensyn til SIV' s haandskrevne notat af 12. oktober 1983 ( 691), som er citeret i beslutningens betragtning 46, skal det blot bemaerkes, at der i beslutningen ikke anfoeres noget om den paategning, der med en anden haandskrift er paafoert oeverst paa notatet: "Zanoni (SIV) vedi se riesce sapere qualcosa delle offerte S.G" ("Zanoni (SIV), se om De kan faa noget at vide om Saint-Gobain' s tilbud"). Denne paaskrift oeverst paa siden stemmer ikke overens med hypotesen om en forudgaaende prisaftale.

265 I beslutningen naevnes intet dokument vedroerende 1984. I sagens akter findes imidlertid to dokumenter af betydning vedroerende 1984. Det foerste er et internt memorandum af 21. maj 1984 fra SIV ( 703-5) vedroerende hullerne i 3 mm sideruderne. Forfatteren bemaerker, efter at have sammenlignet FP' s, VP' s og SIV' s priser (kilden er ikke angivet) og konstateret, at SIV' s priser var meget hoejere end FP' s, at SG (FP) over for Fiat havde erklaeret sig rede til at daekke hele Fiat' s behov fra september 1984. Han fortsaetter:

"Fiat ci dichiara che il non adeguamento ai prezzi SG ci comporterebbe l' esclusione dalle forniture e chiede nostra immediata risposta, con tempistiche ed impegne a fornire le nostre quote.

...

Se risponderemo concretamente alle necessità Fiat, spiezzeremo in mode totale SG ... conserveremo l' opzione della quota 50% per il 1985 e la possibilità di un riadeguamento prezzi.

In caso negative vedremo drasticamente decurtata la nostra quota presso Fiat, a vantaggio SG e VP, e con ridotto potere contrattuale sui prezzi."

("Fiat meddeler os, at hvis vi ikke afpasser vore priser efter SG' s, vil vi blive udelukket som leverandoerer, og udbeder sig et oejeblikkeligt svar med frister og en forpligtelse til at levere vore kvoter.

...

Hvis vi imoedekommer Fiat' s krav, vil det komme fuldstaendig bag paa SG ... vi bevarer muligheden for 50%-kvoten for 1985 og muligheden for at regulere priserne.

I tilfaelde af et negativt svar vil vor Fiat-kvote ... blive reduceret drastisk til fordel for SG og VP, og det vil give os en mindre kontraktmaessig magt med hensyn til priserne.")

Det andet dokument vedroerende 1984 er ogsaa et internt memorandum fra SIV, udarbejdet af samme person og dateret den 28. december 1984 ( 697-700). I dette memorandum hedder det:

"Venerdi 21.12.us., abbiamo avuto una riunione con la Direzione Acquisti Fiat onde fare il punto di tale vicenda particolarmente travagliata: ricordiamo che questo 'travaglio' viene soprattutto dal fatto che la Fiat ha in pratica promesso, per il 1985 ai suoi interlocutori, il 120% di quota, creando le premesse per le gravissime tensioni a tutti i livelli, oggi in atto.

1 Premesse ...

Quota di penetrazione (1 equipaggiamento): al 30.11. la quota reale si aggira, invalore, intorno a: 15.7%, contro una quota ufficiale del 13% ...

Ricordiamo che nel corso del 1984 le nostre quotazioni sono state mediamente di almeno il 3% superiori ai nostri concorrenti: ci riferiamo in particolare alla S.G. che, oltre a delle quotazioni (ulaeseligt) mediamente del 2% rispetto alle nostre, ha riservato un ristorno dell' 1% a fine anno ...

2 Prospettive per il 1985

La posizione SIV è stata particolarmente chiara ...

- far valere l' opzione del 50% delle forniture di 1 equipaggiamento per il 1985;

- incremento netto delle quotazioni qualora ci discostassimo in maniera sensibile da tale quota. ...

La posizione della F.P. nella realtà è stata, lungo tutto il corso della trattativa, quella di avvicinarsi per quanto possibile alla quota 1984, portando le sue quotazioni a livelli approssimativamente vicini a quelli della SIV: tale fatto è stato il vero freno di qualsiasi azione di incremento sostanziale delle quotazioni ...

PPG che aveva un impegno da parte della Fiat di attribuzione del 10%, ha praticamente chiuso la settimana scorsa ad un 8% teorico ma, nella realtà, ad un 6-7% reale, per varie ragioni di carattere tecnico-logistico.

GLVB e GLASSEXPORT verranno cristallizzate alle quote del 1984 ..."

("Fredag den 21. december havde vi et moede med Fiat' s indkoebsafdeling for at faa afklaret nogle meget forplumrede forhold. Vi erindrer om, at 'forplumringen' isaer skyldes, at Fiat i praksis for 1985 har lovet sine forretningsforbindelser kvoter paa i alt 120%, hvilket paa alle niveauer skaber grobund for store spaendinger, som i dag er helt aabenbare.

1 Indledning ...

Indtraengningskvote (for foerste udstyr): pr. 30.11. er den reelle kvote i vaerdi ca. 15,7% mod en officiel kvote paa 13% ...

Vi minder om, at vore priser i gennemsnit i 1984 har vaeret mindst 3% hoejere end vore konkurrenters. Vi taenker navnlig paa SG, som ud over priser (ulaeseligt) paa 2% i gennemsnit i forhold til vore har lovet en bonus paa 1% ved aarets udgang ...

2 Udsigter for 1985

SIV' s holdning har vaeret helt klar ...

- benytte sig af tilsagnet om en kvote paa 50% af leverancerne af foerste udstyr for 1985

- en nettoforhoejelse af priserne, hvis vi kommer langt under denne kvote ...

FP' s holdning under alle forhandlingerne har i virkeligheden vaeret at komme saa taet som muligt paa 1984-kvoten ved at laegge sine priser taet op ad SIV' s. Denne holdning har vaeret den egentlige bremse paa enhver vaesentlig forhoejelse af priserne ...

PPG, som Fiat havde forpligtet sig til at tildele 10%, indgik praktisk talt i sidste uge aftale om 8% i teorien, men 6-7% i realiteten af forskellige tekniske og logistiske grunde.

GLVB (Glaverbel) og GLASSEXPORT fik deres 1984-kvoter opretholdt ...")

Herefter naevner forfatteren to versioner, "som begge stammer fra SG", af samtalerne mellem FP og Fiat. I sidste afsnit naevner forfatteren en "reel kvote lovet af (Bussolati, Fiat)".

266 Retten finder, at disse dokumenter, som er de eneste, der vedroerer 1984, er tilstraekkelig tydelige til at bevise, at der ikke, i modsaetning til hvad der haevdes i beslutningen, i hvert fald i dette aar, var nogen aftale mellem de tre producenter med hensyn til deres forbindelser med Fiat-koncernen.

267 I beslutningens betragtning 47 henvises der til en raekke dokumenter vedroerende 1985 som bevis for, at "[man] ... begyndte at droefte, hvorledes der kunne gennemfoeres prisforhoejelser over for Fiat-koncernen". Det foerste dokument er SIV' s notat af 30. januar 1985 ( 374/708), hvori ordene "Scaroni pensa di non potersi battere per fermare PPG" ("Scaroni mener ikke at kunne kaempe for at standse PPG (VP)") er slettet - se praemis 91-93 ovenfor. Det er rigtigt, som det anfoeres i beslutningen, at SIV' s notat naevner "huller og 'knaegte' (anordning til oprulning af sideruder) som en trojansk hest hos Fiat for prisforhoejelser", og at det tilsvarende notat fra FP blot naevner "problemerne vedroerende Fiat". Retten finder imidlertid ikke, at dette notat, selv om det kan betragtes som bevis for en aftale mellem SIV og FP om deres politik over for Fiat, er noget tilstraekkeligt bevis for, at VP var med i aftalen.

268 Det andet dokument er FP' s notat af 7. maj 1985 ( 738), der er citeret i betragtning 47, tredje afsnit, og som faktisk indeholder de i beslutningen citerede ord. Retten bemaerker imidlertid, at det ikke er rigtigt, at notatet udtrykkeligt naevner en "aftale" mellem SIV og FP, endsige en aftale, der omfatter VP. Saafremt dette notat laeses i sammenhaeng med ordene i og indholdet af memorandaene vedroerende 1984, forekommer det mere sandsynligt, at notatet beskriver en udveksling af oplysninger om resultaterne af forhandlingerne med Fiat.

269 Det tredje dokument er FP' s notat af 23. maj 1985 ( 740), der er citeret i betragtning 47, tredje afsnit, og hvori udtrykket "Accordo Pennitalia" ("Aftale Pennitalia") faktisk anvendes. Alligevel finder Retten ikke, at Kommissionen har godtgjort, at disse ord henviser til en aftale vedroerende Fiat. Det skal nemlig bemaerkes, at dette notat er del af en slags dagbog, hvori forfatteren dagligt noterer, hvad han har foretaget sig af betydning i loebet af dagen. Opstillingen af de relevante ord er foelgende:

Accordo FIAT + Alfa Romeo

+ 7 % imm

+ 5 1 genn (januar) 86

+ x 2 sem (halvaar) 86

Accordo Pennitalia

Ricostruz. Flovetro.

Den noejagtige betydning af ordene "Accordo Pennitalia" er i det mindste usikker. Deres betydning kan imidlertid kontrolleres ved hjaelp af SIV' s memorandum af 24. juni 1985 (se praemis 270 nedenfor), og det vil fremgaa af gennemgangen af dette memorandum, at det ikke kan bruges som bevis for, at der i maj 1985 forelaa en aftale om priser eller kvoter paa denne del af markedet mellem VP, SIV og FP. Det skal imidlertid paa dette sted bemaerkes, at notatet af 23. maj 1985 med rette kan paaberaabes som bevis for en udveksling af oplysninger mellem FP og SIV ligesom notatet af 20. juni 1985 ( 739), som omtales i beslutningens betragtning 47, femte afsnit.

270 Det fjerde dokument er SIV' s interne note af 24. juni 1985 ( 715), der omtales i beslutningens betragtning 47, sjette afsnit, og ogsaa dette dokument findes paa listen over de dokumenter, som ifoelge Kommissionen underforstaaet henviser til VP, selv om hele dokumentet udtrykkeligt henviser til VP. I noten sammenfattes resultaterne af SIV' s forhandlinger med Fiat for andet halvaar 1985. Den kopi, der blev fremsendt sammen med meddelelsen af klagepunkter, indeholder foelgende afsnit:

"Nella realtà, sappiamo che la Fiat è già intervenuta in favore della PPG per lo spostamento immediato di quote sia sulla Uno (a danno della S.G. per l' equivalente del 4,2% ca di quota), sia sulla Ritmo (a danno del nostro Gruppo per l' equivalente di un 1,5% ca di quota).

E' evidente che le prossime settimane, e soprattutto i prossimi mesi, ci diranno quanto e come la PPG in particolare riuscirà a rispondere alle richieste di Fiat.

Continuiamo a parlare di PPG in quanto GLVB ci pare relativamente fuori gioco, e la differenze di quotazioni fra Siv e PPG dal 1.7. sarà superiore al 10% medio e, in taluni casi, sino al 13/14%.

E' evidente che ci stiamo preparando già sin d' ora agli incrementi di prezzi del 1 gennaio '86 che, al di là di un aumento generalizzato da definire, dovranno colpire in particolare i cristalli più difficoltosi e quelli di impossibile fornitura PPG."

("I virkeligheden ved vi, at Fiat allerede har grebet ind til fordel for PPG med henblik paa en oejeblikkelig justering af kvoterne vedroerende saavel Uno (paa bekostning af SG, der mister ca. 4,2% af kvoten) som Ritmo (paa bekostning af vor koncern, som mister ca. 1,5% af kvoten).

Det er klart, at de i loebet af de kommende uger og navnlig maaneder vil meddele os, i hvilket omfang og hvorledes det vil lykkes navnlig PPG at opfylde Fiat' s krav.

Vi taler stadig om PPG, da GLVB (Glaverbel) i et vist omfang synes at vaere sat ud af spillet. Prisforskellen pr. 1.7. mellem SIV og PPG vil vaere stoerre end de gennemsnitlige 10% og i visse tilfaelde naa op paa 13-14%.

Det er klart, at vi allerede nu er ved at forberede os paa prisforhoejelserne fra 1. januar 1986, som ud over de generelle forhoejelser, der skal fastlaegges, navnlig vil bestaa i forhoejelser for de vanskeligere ruder og for dem, som PPG ikke kan levere.")

Retten finder, at ordlyden i denne note er tilstraekkelig tydelig til at bevise, at der i 1985 intet blev aftalt mellem paa den ene side VP og paa den anden side SIV og FP om de priser, der skulle anvendes over for Fiat, eller om fordelingen af kvoterne.

271 Retten bemaerker, at Kommissionen ikke har fremlagt noget dokument til stoette for det anfoerte i de to sidste afsnit i beslutningens betragtning 47 om angiveligt ensartede prisforhoejelser, og at Retten derfor ikke kan efterproeve dette punkt. Under disse omstaendigheder og under henvisning til det anfoerte i det foregaaende finder Retten, at Kommissionen ikke i fornoedent omfang har bevist rigtigheden af, hvad den har gjort gaeldende.

272 Med hensyn til de tabeller, der omhandles i beslutningens betragtning 49, er det korrekt, at de angiver maengder og kvoter, saaledes som det anfoeres i beslutningen. Retten finder imidlertid, at gennemgangen af de dokumenter, der indeholder en udtrykkelig henvisning til VP, har vist, at SIV har haft mulighed for paa grundlag af Fiat' s oplysninger at kende beskaffenheden af VP' s leverancer til Fiat. Retten kan derfor ikke uden videre godtage Kommissionens paastand om, at tabellernes oplysninger om VP kun kunne stamme fra VP. Retten finder saa meget desto mindre, at disse tabeller uden nogen yderligere angivelse, der goer det muligt at fastslaa kilderne til de oplysninger, de indeholder, kan benyttes som bevis for, at der i hele den lange periode, de daekker, har bestaaet en aftale om priser og kvoter.

273 Endelig skal Retten naevne Fiat' s brev til VP af 3. juli 1985 ( 657), som er citeret i betragtning 51, nr. ii). Den i beslutningen citerede passus er kun en halv saetning, som er loesrevet fra sammenhaengen, der foerst kommer frem, naar hele brevet laeses og sammenholdes med VP' s tidligere brev til Fiat af 28. juni 1985 ( 795), som det er et svar paa. Fiat' s brev lyder som foelger, idet ordene i kursivskrift er dem, der er citeret i beslutningen:

"Per quanto concerne i programmi di consegna di breve termine, come già anticipatoVi, non ci è possibile definire percentuali di assegnazione impegnative in quanto la Vostra presenza limitata, che non copre la totalità dei nostri modelli, ci pone intuibili vincoli nell' impostazione dei programmi con i Vostri concorrenti. Ciò nonostante, siamo d' accordo con Voi nel ritenere una percentuale del 15% un obiettivo realmente perseguibile anche per il 1986.

Questo, confidando nella Vostra capacità di estendere in tempi brevi la Vostra gamma di prodotti e di conservare o migliorare gli attuali livelli di competitività.

Prendiamo atto infine della Vostra possibilità di contare non solo sugli Stabilimenti italiani, ma sull' intera potenzialità installata dalla Casa Madre (P.P.G.) in Europa."

("Hvad angaar de kortfristede leveringsprogrammer er det, som De ved, umuligt at fastlaegge andele, som forpligter os, da Deres begraensede tilstedevaerelse, som ikke goer det muligt at levere til samtlige vore modeller, efter al forventning vil tvinge os til at aftale programmer med Deres konkurrenter. Alligevel er vi enige med Dem i at betragte en sats paa 15% som et maal, der kan fastholdes ogsaa for 1986.

Vi stoler paa, at De inden laenge kan udvide Deres produktsortiment og opretholde eller forbedre Deres konkurrenceevne.

Endelig noterer vi, at De kan regne ikke alene med Deres italienske virksomheder, men med hele kapaciteten paa Deres moderselskabs (PPG' s) anlaeg i Europa.")

Det fremgaar af Fiat' s brev, naar det laeses i sin helhed og isaer sammenholdes med VP' s brev af 28. juni 1985, at det omhandler tildelingen af en yderligere kvote, som Fiat paa det tidspunkt ikke var i stand til at tilbyde VP.

274 For saa vidt angaar kvoterne for Alfa Romeo er det vaesentligt at bemaerke ordlyden af et telex af 6. januar 1984 fra Alfa Romeo' s naestformand til SIV' s Scaroni ( 670): "... vi meddeler Dem, at De for 1984 tildeles en leveringskvote svarende til 23-25% af vort samlede behov". Dette telex bekraefter, ligesom mange af de allerede citerede dokumenter, sagsoegernes paastand om, at bilfabrikanterne tildelte kvoter.

275 Under disse omstaendigheder finder Retten, at Kommissionen ikke i fornoedent omfang har godtgjort, at der var en forudgaaende aftale mellem de tre producenter om de priser, der skulle tages, eller om fordelingen af kvoterne vedroerende leverancerne til Fiat-koncernen. Hvad angaar forbindelserne mellem SIV og FP finder Retten, at der har fundet udvekslinger af oplysninger sted, som muligvis falder ind under traktatens artikel 85, stk. 1. Foelgerne af denne konstatering gennemgaas nedenfor (praemis 334-335) paa baggrund af sagsoegernes anbringender om sagsbehandlingen.

b) Aftaler og samordnet praksis vedroerende Piaggio-koncernen

276 I beslutningen hedder det i dette afsnit, at "SIV og FP har, i hvert fald fra 1983, haft en aftale om fordelingen af leverancerne og fastsaettelsen af priserne over for Piaggio" (betragtning 52). I beslutningens konklusion [artikel 1, litra d)] fastslaas det, at den konstaterede overtraedelse fandt sted i perioden fra 1. januar 1983 til 1. maj 1986. De beviser, der er lagt til grund, bestaar af et internt notat fra FP ( 751) af 12. december 1984, et internt notat fra SIV ( 728) af 28. december 1984 og en liste, hvortil kilden ikke er angivet, over datoerne for de to producenters prisaendringer i aarene 1983 til 1986. For at kunne fastslaa parternes standpunkter er det noedvendigt foerst at gennemgaa de paagaeldende dokumenter, som tidsmaessigt ligger meget taet op ad hinanden.

277 En sammenligning mellem paa den ene side citaterne i beslutningen (betragtning 52, andet og tredje afsnit) og paa den anden side de originale memoranda viser, at citaterne er korrekt gengivet (bortset fra en forkert oversaettelse af ordene "la situazione quote cambiava poco" ("kvotesituationen aendrede sig kun ganske lidt") i den franske og engelske udgave). En gennemlaesning af hele FP' s memorandum af 12. december 1984 giver imidlertid et lidt andet billede af forholdet end det, der fremgaar af beslutningen. Ifoelge memorandummet fik FP ved udgangen af 1982 af Piaggio tildelt en kvote, der var fire gange stoerre end SIV' s. For fire Piaggio-modellers vedkommende var FP' s priser lidt mindre end SIV' s for to modeller og lidt hoejere for en tredje model. Alene FP leverede til den fjerde. Efter nogle kontakter var de to virksomheder enedes om at fordele kvoterne for de tre modeller 50/50. Differentierede prisforhoejelser blev aftalt og gennemfoert fra 1. marts og 1. september 1983. SIV' s priser var lavere end FP' s, hvorfor FP' s kvote ved udgangen af 1983 var faldet vaesentligt i forhold til SIV' s. Siden blev det, stadig med henblik paa at opretholde en 50/50 fordeling af kvoterne, besluttet, at FP i loebet af 1984 skulle gennemfoere en forhoejelse paa 4% fra 1. marts og en forhoejelse paa 3,5% fra 1. september, mens SIV skulle gennemfoere en differentieret forhoejelse fra 1. juli (da SIV' s forhoejelse for marts var stoerre end FP' s, mens forhoejelsen for september var mindre end FP' s). Ifoelge memorandummet overholdt SIV dog ikke denne aftale, men aftalte med Piaggio - uden at underrette FP - at udsaette prisforhoejelsen til september eller oktober. Dette fik FP til at udsaette sin forhoejelse fra 1. marts til 1. juni. I virkeligheden gennemfoerte SIV ikke den paataenkte forhoejelse hverken i september eller i oktober. Som foelge heraf blev FP' s kvote betydelig mindre for mange deles vedkommende. SIV' s repraesentant undlod at droefte dette spoergsmaal med FP' s repraesentant, men han paastod dog, at der efter hans opfattelse var en tredje leverandoer. FP' s repraesentant kunne ikke faa denne paastand bekraeftet. I SIV' s memorandum af 28. december 1984 bestrides den fremstilling af sagen, der er givet i FP' s memorandum, og der henvises til et telex fra SIV til Piaggio, hvori der tales om aftalerne mellem SIV og Piaggio om anvendelsen af den nye prisliste fra november 1984.

278 FP har anfoert, at selv om disse memoranda kan betragtes som bevis paa, at der forelaa aftaler mellem de to producenter for 1983 og 1984, fremgaar det tillige af de samme dokumenter, at kun aftalen for 1983 blev gennemfoert. Ifoelge FP havde aftalerne til formaal at rationalisere leverancerne til Piaggio-gruppen, som i det samlede billede var af minimal betydning, og som i oevrigt ikke paa nogen maade var rentable for leverandoererne. SIV har bestridt, at disse dokumenter er relevante som beviser for, at en aftale skulle have vaeret gennemfoert i loebet af 1985 og 1986. Kommissionen har for sit vedkommende fastholdt, at disse memoranda er relevante og udgoer vaesentlige beviser for aftaler mellem de to producenter.

279 Retten finder, at det er med rette, at Kommissionen har ment, at de to memoranda klart viser, at der forelaa to aftaler mellem FP og SIV om, hvilke priser der skulle anvendes over for Piaggio: for det foerste en aftale for 1983, som traadte i kraft og blev gennemfoert; for det andet en aftale for 1984, som blev sat i kraft som aftalt af FP, men ikke af SIV, der aendrede sin holdning under hensyn til selskabets forbindelser med Piaggio. Aftalerne synes at have haft til formaal gennem differentierede prisforhoejelser, som skulle forbedre SIV' s stilling, at naa frem til en ligelig fordeling af kvoterne for leverancer til Piaggio-koncernen vedroerende tre ud af fire modeller. Retten finder derimod ikke, at disse to memoranda beviser, at der har bestaaet saadanne aftaler for 1985 og 1986.

280 Med hensyn til listen over datoerne for de to producenters prisaendringer, som er gengivet i sidste afsnit i beslutningens betragtning 52, bemaerker Retten, at datoerne for 1984 paa denne liste kun delvis er i overensstemmelse med de oplysninger, der fremgaar af FP' s og SIV' s ovennaevnte memoranda. Det fremgaar navnlig klart af disse, at FP og SIV i intet tilfaelde aendrede deres priser paa samme dato i loebet af 1984. Retten bemaerker endvidere, at datoerne for prisaendringerne i 1985 og 1986 laa henholdsvis to og én maaned fra hinanden.

281 Retten finder herefter for det foerste, at Kommissionen kun i fornoedent omfang har bevist, at FP og SIV aftalte de priser og leveringskvoter, der skulle gaelde for Piaggio-koncernen for 1983 og 1984; for det andet, at Kommissionen har godtgjort, at aftalen blev gennemfoert i 1983 som beskrevet i sidste afsnit i beslutningens betragtning 52; for det tredje, at Kommissionen ikke i fornoedent omfang har bevist, at aftalen blev gennemfoert i 1984, som angivet i samme afsnit i naevnte betragtning; for det fjerde, at Kommissionen ikke har foert noget direkte bevis for eksistensen af en aftale om, hvilke priser og leveringskvoter der skulle gaelde for Piaggio-koncernen for 1985 og 1986, og endelig, at datoerne for de prisaendringer, der fandt sted i loebet af de naevnte aar, ikke laa tilstraekkelig taet op ad hinanden til at kunne udgoere et indirekte bevis paa, at der forelaa en aftale for disse to aar. Konsekvenserne af disse konstateringer vil blive gennemgaaet nedenfor (praemis 336-337) paa baggrund af sagsoegernes anbringender vedroerende sagsbehandlingen.

282 Endelig bemaerker Retten, at beslutningen ikke indeholder oplysninger, der goer det muligt at vurdere de for 1983 og 1984 indgaaede aftalers virkninger for konkurrencen, og at Kommissionen ikke har foretaget undersoegelser vedroerende dette spoergsmaal hos Piaggio.

3. Handelen med glas

283 Beslutningen beskaeftiger sig med handelen med glas paa tre steder i sagsfremstillingen: i betragtning 33 i afsnittet "Aftaler mellem producenterne" i konstruktionsglassektoren, i betragtning 48 i afsnittet "Aftaler og samordnet praksis vedroerende Fiat-koncernen" i bilglassektoren og i betragtning 53-58 i hovedafsnittet om "Producenternes samhandel med glas".

284 I betragtning 33 hedder det, at "... de tre producenters indbyrdes handel [giver] dem mulighed for at faa kendskab til konkurrenternes prislister og faktisk anvendte priser og for at vedtage en faelles forretningspolitik paa markedet", og at "varernes salgspris ... altid [er] blevet fastsat og senere tilpasset paa grundlag af aendringerne i saelgernes prislister". De i betragtning 33 omhandlede dokumenter vedroerer alene FP og SIV.

285 I betragtning 48 anfoeres, at "de tre producenter har solgt produktet (4) til hinanden ... med det formaal hver isaer at bevare deres indtraengningskvoter eller naa de kvoter, der var aftalt med konkurrenterne". Herefter citeres en raekke dokumenter og tal vedroerende disse salg. I beslutningens betragtning 51, nr. iv), opregnes de "forhold [der] viser, at den gensidige overdragelse af produkter tager sigte paa en opdeling af markedet", nemlig: omfanget af leverancerne, hvorved der ikke er tale om noedleverancer, at FP arbejder som underleverandoer af forarbejdede produkter til SIV, og at "[der] ved overdragelse af produkter [navnlig] er ... tale om tykkelser og farver, der ikke fremstilles af den paagaeldende producent, og formaalet med overdragelsen er at give de tre producenter mulighed for at faa et komplet produktsortiment".

286 I beslutningens betragtning 53 hedder det, at "de tre producenter har solgt hinanden store maengder glas i henhold til kontrakter. Dette skulle give de enkelte producenter mulighed for at disponere over et komplet produktsortiment - ogsaa naar der er tale om produkter, de ikke selv fremstiller - og bevare deres markedsandele. Der er derfor tale om et middel til at opdele markederne og kunderne og til at faa kendskab til konkurrenternes tariffer og priser".

287 I betragtning 56, fjerde afsnit, anfoeres, at "af noter, referater og notater fremgaar det, at priserne for de paagaeldende produkter er fastsat, og derefter justeret paa grundlag af aendringerne i saelgerens tariffer, at disse priser afhaenger af, om produkterne er bestemt til hjemmemarkedet eller forskellige udenlandske markeder, og at produkter, der er bestemt til hjemmemarkedet, opdeles efter region og anvendelsesformaal".

288 I betragtning 58, nr. i), anfoeres, at "... Kommissionen ikke [agter] at paaklage disse gensidige leverancer i de tilfaelde, hvor der er tale om noedstilfaelde (dvs. ved udskiftning af produktionsapparatet), standsninger med henblik paa vedligeholdelse af ovne, imoedekommelse af punktvise ordrer), men som paapeget i denne sag, kun den systematiske handel over laengere perioder, som er en foelge af det industri- og handelspolitiske valg, som producenterne har truffet som led i andre konkurrencebegraensende arrangementer og/eller aftaler. Kommissionen er ikke enig med producenterne i, at denne indbyrdes handel er noedvendig ud fra et oekonomisk synspunkt. Som anfoert af producenterne tager salget sigte paa at give hver producent mulighed for at disponere over hele produktsortimentet, hvorved den oekonomiske fordel ved, at de hver isaer specialiserer sig, neutraliseres. Hvad enten der er tale om specialisering i en bestemt tykkelse eller en bestemt farve, neutraliserer den indbyrdes handel den fordel, som specialiseringen indebaerer, og bringer kunstigt producenterne paa lige fod, hvorved man forhindrer kunderne i at drage oekonomisk fordel af de enkelte producenters produktions- og afsaetningsmaessige fortrinsstilling. Som det fremgaar af de tre producenters ensartede prislister og rabatter, medfoerer denne indbyrdes handel et ensartet marked".

289 Retten finder det foerst noedvendigt at praecisere, hvad der paa grundlag af de ovennaevnte anbringender er Kommissionens hovedklagepunkt. Retten bemaerker, at Kommissionen anfoerer, dels at formaalet med den indbyrdes handel med glas var at give producenterne mulighed for at faa kendskab til konkurrenternes tariffer og priser, og at "[denne indbyrdes handel], som det fremgaar af de tre producenters ensartede prislister og rabatter, medfoerer ... et ensartet marked", dels at kritikken alene vedroerer "den systematiske handel over laengere perioder, som er en foelge af det ... politiske valg ... som led i andre konkurrencebegraensende arrangementer og/eller aftaler".

290 Retten finder, at de ovennaevnte anbringender er indbyrdes uoverensstemmende, da beslutningen paa de fleste af de punkter, der er behandlet i det foregaaende, angiveligt skal vise, at de konkurrencebegraensende aftaler og/eller arrangementer, som det naevnte "politiske valg" er led i, bl.a. bestod i en forudgaaende enighed mellem producenterne om prislister og priser, og at denne enighed har medfoert ensartede priser og salgsbetingelser. Det fremgaar ikke af beslutningens begrundelse, hvorfor det skulle have vaeret noedvendigt for producenterne at indfoere et system med indbyrdes handel med glas, for at de hver isaer kunne faa kendskab til konkurrenternes prislister og priser, hvis de allerede havde aftalt prislisterne, og hvis markedet paa grund af de ensartede prislister og rabatter var "ensartet". Det ses heller ikke, hvilken betydning det havde, at priserne for de solgte produkter blev fastsat og derefter reguleret paa grundlag af saelgernes prisaendringer, naar de tre producenter allerede havde aftalt at anvende den samme prisliste fra samme tidspunkt. Endelig fremgaar det heller ikke klart af beslutningens begrundelse, hvorledes de tre producenters ensartede prislister og rabatter kan udgoere et bevis paa, at den indbyrdes handel med glas foerte til et ensartet marked, saafremt disse ensartede prislister og rabatter hvilede paa en tidligere aftale.

291 Retten bemaerker endelig, at det i artikel 1, litra e), i beslutningens konklusion laegges producenterne til last, at de har overtraadt forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1, ved at medvirke "ved aftaler om indbyrdes handel med planglas med henblik paa at opdele markedet".

292 Under disse omstaendigheder mener Retten at maatte se bort fra beslutningens mange anbringender vedroerende grundene til, at producenterne indfoerte en institutionaliseret samhandel med glas, og at den boer begraense sig til at undersoege det rent faktiske indhold af de beviser, paa grundlag af hvilke Kommissionen fandt, dels at der forelaa en ordning for indbyrdes samhandel med glas, dels at denne ordning var blevet indfoert for at opdele markedet. Retten undersoeger foerst tallene i beslutningens betragtning 48, betragtning 51, nr. iv), betragtning 54-56 og betragtning 58, nr. iii). Klagepunktets retlige indhold vil blive behandlet nedenfor i praemis 338 og 339.

293 Tallene i betragtning 48, som kun vedroerer bilglas, viser foelgende tendenser:

294 Mellem FP og SIV: Tallene for uforarbejdet bilglas viser, at FP i 1982-1984 solgte ret store maengder til SIV, uden at der fandt et tilsvarende salg sted fra SIV til FP. I 1985 solgte FP fem gange saa meget til SIV, som SIV solgte til FP. I 1986 blev der kun solgt minimale maengder af FP til SIV og af SIV til FP sammenlignet med aarene foer. Tallene for forarbejdet bilglas viser, naar der ses bort fra 1982, hvor der kun blev solgt varer af SIV til FP, en staerk tendens til stigende salg fra FP til SIV og en mindre staerk tendens til faldende salg fra SIV til FP.

295 Mellem FP og VP: Tallene fra FP og VP stemmer ikke overens, men viser i al fald, at VP ikke solgte noget til FP. FP solgte kun uforarbejdet bilglas til VP og i maengder, der laa forholdsvis fast mellem 1982 og 1984, med et fald i 1985 og en stor stigning i 1986.

296 Mellem VP og SIV: Kun VP har solgt forarbejdet bilglas til SIV, men alene i 1984 og 1985. I 1983 solgte SIV en lille maengde uforarbejdet bilglas til VP. I 1984 var deres salg til hinanden af uforarbejdet bilglas nogenlunde lige store. I 1985 og 1986 solgte VP store maengder til SIV, mens SIV kun solgte en lille maengde til VP i 1985.

297 Retten finder, at disse tal viser, at SIV i bilglassektoren kun har solgt meget smaa maengder forarbejdet eller uforarbejdet glas til de oevrige producenter, hvorimod selskabet har koebt store maengder uforarbejdet glas. VP har fra 1985 overtaget FP' s rolle som hovedleverandoer. FP har koebt meget begraensede maengder forarbejdet eller uforarbejdet glas og kun fra SIV. VP har kun koebt ret begraensede maengder uforarbejdet glas. Det foelger heraf, at Kommissionen ikke af disse tal kan udlede, at der har vaeret regelmaessig samhandel mellem de tre producenter.

298 Tallene i betragtning 51, nr. iv), er blot summen af tallene i betragtning 48 og indeholder ikke nye oplysninger.

299 Hvad angaar tallene i betragtning 54-56 er det ikke sikkert, at de er tilvejebragt paa samme statistiske grundlag, da tallene vedroerende "handelen mellem SIV og VP" og "handelen mellem VP og FP" omfatter saavel bilglas som konstruktionsglas, mens tallene for "handelen mellem FP og SIV" angives saerskilt for stoebt glas (som udelukkende fremstilles af FP) og "float-glas til bilindustrien og byggeindustrien". Ikke desto mindre bekraefter snarere end afkraefter en sammenligning af samtlige disse tal de to tendenser, der allerede viste sig ved gennemgangen af tallene for bilglas, nemlig at SIV i almindelighed var koeber og ikke saelger, at VP fra 1984 efterhaanden tog FP' s plads som hovedleverandoer til SIV, og at FP' s og VP' s koeb angik forholdsvis begraensede maengder, bortset fra FP' s koeb i 1983 og 1984. Heraf foelger, at Kommissionen heller ikke af disse tal kan udlede, at der har vaeret regelmaessig samhandel mellem de tre producenter.

300 For saa vidt angaar de i beslutningen omhandlede dokumenter er de notater og breve, der er naevnt i beslutningens betragtning 33, allerede gennemgaaet ovenfor (praemis 224 og 225). Det skal bemaerkes, at samtlige disse dokumenter er fra 1985 eller 1986. Dette gaelder ligeledes de i betragtning 48 naevnte dokumenter. Den i betragtning 53-58 omhandlede dokumentation omfatter tre dokumenter fra oktober 1984 og ét fra december 1984; i oevrigt er de alle fra 1985 og 1986.

301 Under disse omstaendigheder finder Retten, at Kommissionen ikke i fornoedent omfang har godtgjort, at der foer 1984 foregik en institutionaliseret samhandel med glas i form af indbyrdes salg og koeb, selv om producenterne i artikel 1, litra e), i beslutningens konklusion anklages for at have overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved at medvirke ved aftaler om indbyrdes handel fra 1. januar 1982.

302 Dokumenterne fra 1984 ( 855-863), som er naevnt i beslutningens betragtning 56, omhandler FP og SIV og skal sammenholdes med det foerste dokument fra 1985 ( 864-868). Faktisk er det kun i overskriften til de to foerste dokumenter (telexer af 18. og 20.10.1984), at der henvises til en samhandel med produkter: "Oggetto scambio prodotti residuo 1984 e 1985" ("Vedr. samhandel med produkter resten af 1984 og 1985"). De oevrige dokumenter vedroerer naesten udelukkende forhandlingerne om en aftale mellem FP og SIV vedroerende FP' s salg til SIV af en betydelig maengde glas i 1985, idet det foerste dokument fra 1985 er den aftale, som blev indgaaet efter forhandlingerne. En gennemlaesning af disse dokumenter viser, at forhandlingerne om denne aftale er foregaaet mellem konkurrenter paa normale markedsvilkaar. Retten bemaerker, at der i beslutningens citat fra SIV' s notat af 30. oktober 1984 udelades en afsloerende saetning, der allerede er naevnt ovenfor i praemis 215: "Auto - secondo Scaroni (FP) non alimentare PPG" ("Ingen leverancer til VP ifoelge Scaroni"). Saetningen "non deve essere venduto a prezzo minore di FP" ("maa ikke saelges til lavere priser end FP"), som er taget fra det samme dokument og citeres i beslutningen, vedroerer alene stoebt glas, som FP var ene om at fremstille, og i originalen findes derefter foelgende bemaerkning, som ikke er citeret i beslutningen: "non è bloccabile l' importazione da paesi est" ("importen fra OEstlandene kan ikke blokeres"). Udtrykkene "politica di riporto" ("fordelingspolitik") og "politica comune" ("faelles politik"), som ligeledes er taget fra det samme dokument og citeres i beslutningen, ses at vedroere den faelles drift af float-anlaegget "Flovetro", mens den sondring, der goeres i dokumenterne af 18. og 20. oktober og 18. december 1984 mellem glas bestemt til eksport og glas bestemt til det italienske marked, som det fremgaar af en omhyggelig laesning af dokumenterne, kan forklares ved de forskelle i normer og emballage, som eksport indebaerer.

303 Under disse omstaendigheder finder Retten, at Kommissionen ikke i fornoedent omfang har foert bevis for, at der i 1984 foregik en institutionaliseret samhandel, og saa meget mindre, at hensigten med denne var at opdele markedet. Retten bemaerker endvidere, at intet af de citerede dokumenter omtaler VP paa anden maade end i vendinger, der viser, at der har vaeret en aktiv konkurrence.

304 For saa vidt angaar forbindelserne mellem FP og SIV bemaerker Retten, at det var fra 1985, at SIV begyndte at flytte de fleste af sine indkoeb fra FP til VP. Betydningen af denne flytning af indkoeb bekraeftes ved gennemlaesning af den fulde ordlyd af brevet af 6. marts 1985 fra FP til SIV ( 485 eller 869), som er gengivet i uddrag i beslutningens betragtning 56. De passager af brevet, der citeres i beslutningen, vedroerer alene stoebt glas, et produkt, som kun FP solgte. Imidlertid fortsaetter brevskriveren med at beklage sig over, at han ikke har kunnet arrangere et moede med SIV for at fastsaette stoerrelsen af og priserne for SIVs indkoeb for 1985 (se det ordrette citat i praemis 224 ovenfor). Retten erindrer ligeledes om klagerne i SIV' s og FP' s notater vedroerende deres moede af 30. januar 1985 (se praemis 218 ovenfor). FP' s priser for 1985 blev senere diskuteret paa et moede den 28. marts 1985 (FP' s notat, 475 eller 870), hvor SIV synes at have erklaeret sig utilfreds med FP' s priser: "prezzi inferiori - float exp rifiutano + 8% per 85 si interrompono le forniture" ("lavere priser - float (eksp) afviser + 8% for 1985 hvis de afbryder leverancerne"). Disse ord efterfoelges umiddelbart af ordene "Greggi: 1) OK per fornire" ["Stoebt glas: 1) levering OK"], hvilket understreger kontrasten mellem den manglende aftale om float-glas og aftalen om stoebt glas, som SIV i Italien kun kunne koebe hos FP. Det er herefter ganske klart, at FP' s notat af 30. april 1985 ( 871), som er citeret i betragtning 56, faktisk som haevdet af FP henviser til en aftale mellem FP og SIV om de priser, FP skulle anvende over for SIV' s kunder for levering af stoebt glas. De kryptiske ord, der er citeret i beslutningen, "il 4 riunione per compensazione" ("Moede 4 om kompensation"), skal forstaas som en henvisning til moedet af 4. juni 1985, som er omhandlet i FP' s notat af sidstnaevnte dato ( 872). Heraf foelger, at notatet af 4. juni 1985, som i det vaesentlige er ulaeseligt eller uforstaaeligt, skal fortolkes som en henvisning til salget af stoebt glas, saaledes som FP har forklaret.

305 FP' s notat af 25. juni 1985 ( 848), der citeres i betragtning 48, indeholder derimod, som det anfoeres i beslutningen, en udtrykkelig henvisning til en samhandel: "SIV scambio prodotti in particolare quelli che acquistiamo in Francia" ("SIV aftager isaer de produkter, som vi koeber i Frankrig"). Denne bemaerkning, som udelukkende vedroerer produkter til automobilindustrien, er efterfulgt af foelgende bemaerkning, som ikke er citeret i beslutningen: "Nota: nelle riunioni si è parlato solo di prodotti ma non di vendita" ("paa moederne blev der udelukkende talt om produkterne, ikke om salget"). Retten betragter disse ord som en understregning af den sondring, der ud fra et oekonomisk synspunkt skal foretages mellem paa den ene side producenternes samhandel med produkter, hvorved der kan vaere tale om produkter koebt af en af parterne i udlandet, og paa den anden side en producents salg af produkter til en anden producent. Der er imidlertid intetsteds i beslutningen foretaget en saadan sondring.

306 De oevrige i beslutningen omhandlede dokumenter, som henviser til forbindelserne mellem FP og SIV, er foelgende: to interne memoranda fra FP ( 849 & 850) af henholdsvis 31. oktober og 8. november 1985, fire haandskrevne notater fra en FP-funktionaer ( 487 eller 873, 852, 854 og 488 eller 874) af 16. og 17. december 1985 og 23. januar og 3. februar 1986, samt et internt memorandum fra FP ( 851) af 4. marts 1986.

307 De to interne memoranda af oktober og november 1985 vedroerer en anmodning fra SIV om levering af 500 000 sideruder til biler fra Fiat-koncernen.

308 De fire haandskrevne notater vedroerer en raekke moeder og kontakter, som saa vidt ses vedroerte dels driften af det faelles float-anlaeg "Flovetro", dels et forslag om, at FP til SIV skulle levere en vis maengde produkter, der var beregnet for Fiat, til gengaeld for et salg fra SIV til FP af en del af SIV' s andel i Flovetro-produktionen. Notatet af 23. januar 1986 vedroerer dog kun et internt moede mellem FP' s ledere. I notaterne naevnes konsekvenserne af de forslag, der blev droeftet vedroerende FP' s og SIV' s kvoter fra Fiat. Notatet af 17. december 1985 omhandler forhoejelsen af de "andres" kvote fra Fiat og SIV' s manglende produktionskapacitet. Disse notater viser utvivlsomt, at de to naevnte producenter oenskede at opretholde deres kvoter fra Fiat. Af notatet af 3. februar 1986 fremgaar imidlertid, at de var uenige om det grundforslag, de havde diskuteret. Retten er ikke i besiddelse af noget dokument, der viser, at disse diskussioner senere foerte til en endelig aftale.

309 I det sidste interne memorandum fra FP, dateret 4. marts 1986, tales der om produktionen i januar og februar 1986 af "84 000 vol." til SIV paa et anlaeg kaldet "Minilat Savigliano". Der er intet i sagens akter, der goer det muligt for Retten at fastslaa betydningen af denne korte bemaerkning.

310 De foerste dokumenter vedroerende forbindelserne mellem VP og FP er fra december 1985, idet henvisningen i betragtning 55 til et telex af 19. februar 1985 er en fejl i den italienske og franske udgave af beslutningen. En foerste serie paa syv dokumenter ( 827-840) vedroerer forhandling om en aftale mellem FP og VP om en "kompensationsforretning med produkter" ("scambio merce compensato"). De to andre dokumenter vedroerende forbindelserne mellem FP og VP ( 843-845) omhandler saa vidt ses gennemfoerelsen af den aftale, der blev indgaaet efter den naevnte forhandling.

311 Dokumenterne vedroerende forbindelserne mellem VP og SIV kan inddeles i tre grupper. For det foerste er der fire dokumenter fra februar til april 1986, som vedroerer VP' s salg til SIV af en vis maengde groent bilglas ( 801, 841, 802 og 803); i det foerste, der er af 14. februar 1986, bemaerkes det, at SIV henvender sig til VP, fordi dettes priser er lavere end Saint-Gobain' s. Herefter er der et dokument - kun et - ( 805), der vedroerer VP' s salg til SIV af en vis maengde float-glas til biler, og hvori SIV underrettes om VP' s priser for andre typer klart glas. Endelig er der en raekke dokumenter ( 807-825), som vedroerer VP' s salg til SIV af betydelige maengder bilglas og andet glas i 1986 og 1987. Der er intet i disse dokumenter, der viser, at SIV og VP havde en ordning med indbyrdes handel med glas, da SIV i alle tilfaelde staar som koeber.

312 Derimod bekraefter en gennemlaesning af samtlige dokumenter vedroerende forbindelserne mellem FP og SIV og forbindelserne mellem VP og SIV den konklusion, Retten har draget paa grundlag af gennemgangen af tallene for de maengder, der er handlet med (se praemis 293-299 ovenfor) - nemlig at SIV i reglen var koeber, og at SIV efterhaanden omlagde de fleste af sine ordrer fra FP til VP. Retten finder, at det endvidere fremgaar af disse dokumenter, at denne omlaegning skyldtes, at VP' s priser var lavere end FP' s, og at der var en aktiv konkurrence mellem VP og FP om SIV' s ordrer. Under disse omstaendigheder finder Retten ikke, at Kommissionen alene paa grundlag af overskriften i telexerne af 18. og 20. oktober 1984 kunne udlede, at der forelaa en ulovlig aftale mellem FP og SIV, og heller ikke mellem FP og VP alene paa grundlag af den aftale, der blev forhandlet om mellem december 1985 og januar 1986 med henblik paa en samhandel med produkter.

313 Retten finder herefter, at Kommissionen ikke i fornoedent omfang har bevist, at der er foregaaet en institutionaliseret samhandel med glas i form af indbyrdes salg og koeb, hverken mellem de tre producenter eller mellem to af dem i 1985 og 1986, og at Kommissionen heller ikke har bevist, at producenterne havde til faelles hensigt at opdele markedet paa denne maade.

C - Den retlige vurdering

1. Anvendelsen af traktatens artikel 85

314 Hovedpunkterne i Kommissionens retlige vurdering med udgangspunkt i artikel 85, stk. 1, er allerede gengivet ovenfor (praemis 20-28). Retten finder, at det klart fremgaar af beslutningen, saavel af sagsfremstillingen som af den retlige vurdering, at den bygger paa hypotesen om en snaever aftale mellem de tre medlemmer af et nationalt oligopol, som blev beskyttet mod effektiv konkurrence af oekonomiske og geografiske barrierer. Under retsmoedet har Retten, efter at have droeftet arten og raekkevidden af de paaberaabte beviser med parternes repraesentanter, udtrykkeligt opfordret sagsoegtes repraesentant til at angive, hvilken holdning Kommissionen ville indtage, saafremt Retten paa den ene side fastslog, at der ikke i fornoedent omfang var foert bevis for en saadan snaever aftale, men paa den anden side fandt, at nogle af dokumenterne viste, at der var en vis samordning mellem producenterne eller i hvert fald mellem to af dem. Retten har noteret sig svaret fra Kommissionens befuldmaegtigede: "Hier stehe ich und kann nicht anders" ("Her staar jeg, jeg kan ikke andet").

315 I lyset af, hvad Retten allerede har fastslaaet, finder den ikke, at ovennaevnte hypotese om en snaever aftale mellem de tre sagsoegere som omhandlet i beslutningen er bevist i fornoedent omfang. Retten har imidlertid fundet, at visse af de dokumenter, som beslutningen bygger paa, kan udgoere et bevis paa en mere lejlighedsvis samordning mellem to eller tre producenter. Under disse omstaendigheder opstaar det spoergsmaal, om Retten skal foretage en ny retlig bedoemmelse af disse dokumenter og af det, der eventuelt kan udledes af dem.

316 Indledningsvis finder Retten det hensigtsmaessigt at erindre om ordlyden af artikel 1 i den anfaegtede beslutning. Mens der i litra b) skelnes mellem FP' s og SIV' s situation paa den ene side og VP' s situation paa den anden side, og litra d) alene vedroerer FP og SIV, men ikke VP, beskyldes alle tre virksomheder uden forskel i litra a), c) og e) for at have medvirket ved de deri omhandlede aftaler, vedtagelser og former for samordnet praksis.

317 Endvidere bemaerker Retten, at ifoelge den administrative procedure forud for konstateringen af en overtraedelse af artikel 85 og/eller 86, der er indfoert ved forordning nr. 17 og nr. 99/63, og som er suppleret ved Kommissionens praksis, skal de beroerte virksomheder have lejlighed til at udtale sig om de fremfoerte klagepunkter og de bilag, som klagepunkterne bygger paa. For det foerste har de ret til skriftligt at besvare en meddelelse af klagepunkter, hvis hovedpunkter kun kan aendres ved hjaelp af en ny skriftlig meddelelse af klagepunkter, og enhver meddelelse af klagepunkter skal vaere ledsaget af genparter af de bilag, der anvendes som bevis for de fremfoerte klagepunkter. Derefter har parterne ret til at afgive mundtlig forklaring under en hoering, som ledes af en hoeringskonsulent, som i givet fald kan fremsaette sine bemaerkninger direkte over for det ansvarlige kommissionsmedlem for konkurrencespoergsmaal. Derefter skal Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal, hvis medlemmer har ret til at deltage i hoeringen, hoeres. Foerst efter afslutningen af denne procedure kan det ansvarlige kommissionsmedlem for konkurrencespoergsmaal forelaegge den samlede Kommission et forslag til beslutning, der fastslaar, at traktatens bestemmelser er overtraadt, og eventuelt foreslaa paalaeggelse af boeder og/eller dagboeder.

318 Endelig goer Retten opmaerksom paa, at dens fulde proevelsesret ifoelge traktatens artikel 172 er begraenset til sanktionerne i de af Raadet udstedte forordninger. Det er bl.a. af denne grund, at Faellesskabets domsmyndighed ikke skal bedoemme samtlige dokumenter i den administrative sag, men kun de dokumenter, der er relevante med henblik paa proevelsen af den anfaegtede beslutnings lovlighed.

319 Under disse omstaendigheder finder Retten, at selv om Faellesskabets domsmyndighed i forbindelse med den retslige proevelse af EF-administrationens retsakter kan traeffe afgoerelse om delvis annullation af en kommissionsbeslutning paa konkurrenceomraadet, indebaerer dette ikke, at den har kompetence til at omgoere den anfaegtede beslutning. Tildeling af en saadan kompetence kunne dels forstyrre den i traktaten fastsatte ligevaegt mellem institutionerne, dels kraenke retten til kontradiktion.

320 Paa baggrund af det anfoerte finder Retten ikke, at det under de i denne sag foreliggende omstaendigheder tilkommer den at foretage en ny helhedsvurdering af de beviser, den har faaet forelagt, eller at drage konsekvenser heraf med hensyn til konkurrencereglerne. Dette resultat maa saa meget mere staa ved magt, som Rettens undersoegelse har vist, at visse dokumenter i sagen er blevet forvansket, hvorfor hverken parterne, hoeringskonsulenten, det raadgivende udvalg eller den samlede Kommission har haft et fyldestgoerende grundlag for at vurdere disses art og raekkevidde. Under disse omstaendigheder maa det undersoeges, om betingelserne for en delvis annullation af beslutningen er opfyldt. Det skal saaledes sikres, at raekkevidden af beslutningens konklusion, naar den ses i lyset af begrundelserne for beslutningen, kan begraenses ratione materiae, ratione personae eller ratione temporis, hvorved dens virkninger begraenses, mens dens indhold forbliver uaendret; at beviset for overtraedelsen, naar den afgraenses paa denne maade, kan findes i en fyldestgoerende bedoemmelse af markedet i beslutningens begrundelse, og at den eller de beroerte virksomheder reelt har faaet lejlighed til at udtale sig om det saaledes afgraensede klagepunkt.

a) Markedet for konstruktionsglas

321 I den foreliggende sag finder Retten, at beslutningens artikel 1, litra a), kan begraenses ratione materiae, for saa vidt den sondrer mellem virksomhedernes medvirken dels ved aftaler og samordnet praksis om priser og salgsbetingelser, dels ved aftaler og samordnet praksis med det formaal at styre de stoerste grossisters koebs- og salgspolitik. Bestemmelsen kan ligeledes begraenses ratione personae, ved at en af de anklagede virksomheder holdes udenfor, og ratione temporis ved en tidsmaessig begraensning af den periode, hvor den konstaterede overtraedelse har fundet sted.

322 Retten henviser til, hvad den har lagt til grund vedroerende de faktiske forhold i afsnit B.1.e "Forbindelserne mellem producenterne og grossisterne" (se bl.a. praemis 250 ovenfor). Den har saaledes konstateret, for det foerste, at grossisterne forventede ensartede priser hos producenterne, for det andet, at FP havde benyttet sine grossistdatterselskaber til at faa oplysninger om grossisternes politik. Retten har imidlertid fastslaaet, at Kommissionen ikke i fornoedent omfang havde foert bevis for de oevrige klagepunkter, som den havde anfoert i beslutningens betragtning 35. Retten finder, at Kommissionen heller ikke har foert det fornoedne bevis for paastanden i den retlige vurdering, beslutningens betragtning 64, ifoelge hvilken grossisterne paa grund af deres oekonomiske afhaengighed af producenterne maatte rette sig efter dem. Endelig godtager Retten sagsoegernes argument, som er gengivet i afsnit A "Bedoemmelsen af markedet" (se praemis 141 og 142 ovenfor), og som i oevrigt ses at vaere bekraeftet af de dokumenter, der er gennemgaaet vedroerende dette spoergsmaal om, at grossisternes, herunder Cobelli' s, situation i hoej grad skyldtes, at de ikke havde tilpasset sig de nye oekonomiske forhold.

323 Under disse omstaendigheder finder Retten, at beslutningens artikel 1, litra a), maa annulleres ratione materiae, for saa vidt som det heri fastslaas, at de tre beroerte virksomheder har medvirket ved aftaler og samordnet praksis med det formaal at styre de stoerste grossisters koebs- og salgspolitik.

324 For saa vidt angaar priserne og salgsbetingelserne bemaerker Retten, at den i afsnit B.1.a. ("Ensartede prislister") har fastslaaet, at Kommissionen langt fra havde foert fyldestgoerende bevis for alle de klagepunkter, den havde fremfoert; at der foerst i maj, juli og oktober 1985 - alene for klart glas - var et reelt sammenfald, baade datomaessigt og prismaessigt, mellem de prislister, de tre producenter havde givet meddelelse om; at VP i juli 1985 havde besluttet at aendre sine priser nogle dage efter SIV' s og FP' s meddelelser; at der havde vaeret betegnende afvigelser mellem intervallerne for VP' s meddelelser og for FP' s og SIV' s meddelelser; at intervallerne for prisaendringerne for farvet glas var helt forskellige fra aendringsintervallerne for klart glas, men at der indtil oktober 1985 havde vaeret et naesten konstant sammenfald, saavel datomaessigt som prismaessigt, mellem FP' s og SIV' s meddelelser vedroerende klart glas (se praemis 193-196 ovenfor). Retten bemaerker endvidere, at den i afsnit B.1.b ("Ensartede rabatter") og B.1.c ("Ensartet klassificering af de stoerste kunder i kategorier og paa niveauer") har konstateret, at Kommissionen ikke i fornoedent omfang har bevist sine klagepunkter vedroerende de ensartede rabatter og den ensartede klassificering af kunderne (se praemis 202 og 210 ovenfor). Endelig bemaerker Retten, at den i afsnit B.1.d ("Aftaler mellem producenterne") har fastslaaet, at Kommissionen ikke har foert fyldestgoerende bevis for sit klagepunkt om, at der var en almindelig aftale mellem de tre producenter, som havde foert til ensartede prislister og rabatter og ensartet klassificering af de stoerste kunder. Retten fandt imidlertid, at nogle af dokumenterne kunne anvendes som bevis for en aftale mellem FP og SIV, navnlig deres notater vedroerende deres moede i Rom den 30. januar 1985, uden at man dog kan udlede af disse, at der bestod en aftale mellem FP og SIV om fuldstaendig ensartede prislister og rabatter til hver en tid og om ensartet klassificering af kunderne (se praemis 232 ovenfor).

325 Under disse omstaendigheder konkluderer Retten, at Kommissionen ikke har foert tilstraekkeligt bevis for VP' s medvirken ved de paastaaede overtraedelser. Heraf foelger, at beslutningens artikel 1, litra a), maa annulleres ratione personae, for saa vidt som den vedroerer Vernante Pennitalia SpA.

326 For saa vidt som artikel 1, litra a), omhandler FP' s og SIV' s medvirken ved aftaler og samordnet praksis om priser og salgsbetingelser, maa Retten laegge vaegt paa sammenfaldet mellem prislisternes indhold og datoerne for deres meddelelse. Selv om det er korrekt, at et saadant sammenfald i en oligopolsituation kan vaere et resultat af markedets struktur og normale funktionsmaade, saaledes som sagsoegerne paastaar, maa Retten ligeledes tage hensyn til de beviser, der bekraefter, at FP og SIV samordnede deres praksis med hensyn til priser og salgsbetingelser. I den forbindelse er Retten dog opmaerksom paa, at disse dokumenter ikke kan vurderes alene paa grundlag af deres umiddelbare indhold, dels paa grund af forvanskningen af nogle af de bilag, der blev fremsendt sammen med meddelelsen af klagepunkter, dels under hensyn til det grundfaestede princip om, at ethvert dokument skal laeses og fortolkes i sin sammenhaeng. Hvad dette angaar, bemaerker Retten, at ovennaevnte notater fra FP og SIV vedroerende deres moede i Rom den 30. januar 1985 skal ses i forbindelse med SIV' s flytning af en betydelig del af sine indkoeb fra FP til VP (se praemis 304 ovenfor). Ikke desto mindre udgoer disse notater, naar de laeses paa denne baggrund, et bevis paa, at producenterne regelmaessigt samordnede deres praksis, da FP jo netop beklager sig over, at SIV ikke overholder de deraf foelgende forpligtelser. Selv om forbindelserne mellem disse producenter siden 1985 synes at vaere blevet mindre samarbejdspraegede, er det dog en kendsgerning, at der foreligger dokumenter, som viser, at der har fundet en vis samordning sted efter 1985. Under disse omstaendigheder finder Retten, at Kommissionen havde tilstraekkelige beviser for det klagepunkt over for FP og SIV, at de samordnede deres priser og salgsbetingelser i en periode mellem 1983 og 1986, som herefter skal fastlaegges.

327 Retten bemaerker, at den periode, hvor overtraedelsen ifoelge beslutningens konklusion har fundet sted, straekker sig fra 1. juni 1983 til 10. april 1986. Retten har ikke fundet noget, der berettiger til at anvende datoen 1. juni 1983, bortset fra Socover' s notat af 12. juli 1983 ( 258), som Retten har gennemgaaet, men afvist som vaerende uden betydning for sagen (se praemis 213 ovenfor). Retten finder derfor, at det tidspunkt, hvor den paatalte samordning begyndte, skal aendres til 1. september 1983, paa hvilket tidspunkt FP og SIV begyndte at reagere paa VP' s meddelelse af 21. juli 1983 om en ny prisliste. Datoen 10. april 1986, der er fastsat som datoen for afslutningen af den paatalte samordning, ses at vaere fastsat under hensyntagen til VP' s notat ( 638) om VP' s moede samme dag med Socover. Da ogsaa dette notat er blevet frakendt betydning (se praemis 248 ovenfor), finder Retten, at afslutningen af den paatalte samordning skal saettes til et tidligere tidspunkt. I denne forbindelse bemaerker Retten, at meddelelserne om prisaendringer i marts 1986 udviste betydelige afvigelser mellem FP' s og SIV' s priser (se praemis 191 ovenfor), og at FP' s notat ( 487 og 873) af 16. december 1985 ogsaa er blevet frakendt betydning, da det ses at vedroere FP' s og SIV' s faelles drift af float-anlaegget "Flovetro" (se praemis 225 ovenfor). I mangel af andre beviser finder Retten, at datoen for afslutningen af den omtvistede samordning skal rykkes frem til 21. oktober 1985, som ifoelge beslutningen er datoen for de sidste meddelelser fra FP og SIV foer marts 1986, der kan betegnes som ensartede og samtidige.

328 Under disse omstaendigheder finder Retten, at beslutningens artikel 1, litra a), skal annulleres ratione temporis, for saa vidt den vedroerer perioden mellem 1. juni og 1. september 1983 og perioden mellem 21. oktober 1985 og 10. april 1986.

329 Herefter staar det tilbage at undersoege, om den samordning, der anfaegtes i den del af beslutningens artikel 1, litra a), der ikke er annulleret, er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1.

330 Med hensyn til spoergsmaalet om den retlige kvalificering af den omtvistede samordning bemaerker Retten, at udtrykket "entente" ("aftale"), som forekommer saavel i den autentiske italienske udgave som i den franske udgave af beslutningens artikel 1, litra a), ikke findes i traktatens artikel 85. Udtrykket kan saaledes ikke yde noget bidrag til den retlige kvalificering af den paagaeldende adfaerd. Imidlertid finder Retten, at den samordning, der faktisk fandt sted mellem FP og SIV, saaledes som det er fastslaaet ovenfor, betragtet under ét maa betegnes som samordnet praksis i den i artikel 85, stk. 1, anvendte betydning, uden at det er noedvendigt at tage stilling til, om udtrykket "entente" skal betragtes som synonymt med "accord" ("aftale"), og i bekraeftende fald om samordningen mellem FP og SIV i det foreliggende tilfaelde kunne anses for en aftale i betydningen i traktatens artikel 85, stk. 1. Retten finder det endvidere unoedvendigt at behandle det spoergsmaal, som sagsoegerne ligeledes har rejst om definitionen af de betingelser, der skal opfyldes, for at man kan tale om samordnet praksis, som har til formaal eller til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for faellesmarkedet. Retten bemaerker, at det af traktaten udtrykkeligt fremgaar, at denne betingelse er opfyldt, naar der er tale om samordnet praksis, "som bestaar i: a) direkte eller indirekte fastsaettelse af koebs- eller salgspriser eller af andre forretningsbetingelser ...".

331 For saa vidt angaar betingelsen om at den anfaegtede samordnede praksis skal kunne "paavirke handelen mellem medlemsstater", finder Retten, at en samordning af priser og salgsbetingelser mellem de stoerste italienske producenter af planglas noedvendigvis maa paavirke handelen mellem Faellesskabets medlemsstater.

332 Endelig finder Retten, at FP og SIV fik adgang til at udtale sig om den saaledes konstaterede overtraedelse, og at de af sagsoegerne paaberaabte anbringender vedroerende sagsbehandlingen - for saa vidt som beviserne vedroerer den periode, Retten har afgraenset som relevant - ikke kan tages til foelge.

333 Det fremgaar af det anfoerte, at de annullationsgrunde, som sagsoegerne har gjort gaeldende over for beslutningens artikel 1, litra a), kun foreligger i det omfang, der er angivet i praemis 323, 325 og 328 ovenfor.

b) Markedet for bilglas

i) Fiat-koncernen

334 Retten bemaerker, at den har fastslaaet (se praemis 275 ovenfor), at Kommissionen ikke har foert fyldestgoerende bevis for en forudgaaende samordning mellem de tre producenter i sagen om priserne eller om fordelingen af kvoterne for leverancer til Fiat-koncernen. Retten har dog konstateret, at der foregik visse udvekslinger af oplysninger mellem FP og SIV, som kunne vaere omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1. Imidlertid paapeger Retten, at beslutningens artikel 1, litra b), kun omhandler "aftaler og samordnet praksis om priserne paa bilglas til Fiat-koncernen", og at samme artikel, litra c), kun omfatter "aftaler og samordnet praksis om fordeling af kvoterne for leverancer til Fiat-koncernen".

335 Under disse omstaendigheder maa beslutningens artikel 1, litra b) og c), annulleres ratione materiae, da Kommissionen hverken i sin meddelelse af klagepunkter eller i begrundelsen for beslutningen har anfoert faktiske omstaendigheder, der er tilstraekkelige som bevis for de klagepunkter, den har fremfoert. Det er herefter ikke noedvendigt for Retten at tage stilling til, om den udveksling af oplysninger, der har fundet sted mellem FP og SIV, kunne vaere omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1.

ii) Piaggio-koncernen

336 Retten bemaerker, at den i praemis 281 og 282 ovenfor har fastslaaet, at Kommissionen kun i det fornoedne omfang har foert bevis for, at der forelaa aftaler mellem FP og SIV om fordelingen af leverancerne og om priserne over for Piaggio-koncernen for 1983 og 1984, og at kun aftalerne for 1983 blev gennemfoert. Saadanne aftaler, som har til formaal at fastsaette salgspriser og at opdele markedet, er omfattet af artikel 85, stk. 1, litra a) og c), uden at det er noedvendigt at undersoege, om de faktisk har paavirket konkurrencen. Retten kan ikke tage sagsoegerne FP' s og SIV' s anbringende om, at aftalerne boer betragtes som vaerende af saa ringe betydning, at Retten ikke boer beskaeftige sig med dem, til foelge.

337 Under disse omstaendigheder maa beslutningens artikel 1, litra d), annulleres, men udelukkende ratione temporis, for saa vidt som den vedroerer perioden efter 31. december 1984.

c) Handelen med glas

338 Retten erindrer om, at den har fundet det noedvendigt ved hjaelp af beslutningens begrundelse at fastslaa, hvad der er det vaesentlige klagepunkt i dette afsnit (se praemis 289-292 ovenfor), og at det er paa baggrund af denne undersoegelse, at den ovenfor i praemis 301, 303 og 313 har konstateret, at Kommissionen ikke i fornoedent omfang havde bevist, at der forelaa en institutionaliseret ordning for indbyrdes samhandel med glas mellem de tre producenter eller mellem to af dem i aarene 1982-1986, og at Kommissionen heller ikke havde bevist, at disse producenter havde haft til hensigt at opdele markedet ved en saadan ordning. Retten finder, at den, saafremt den omkvalificerede den paatalte adfaerd, ville omgoere den anfaegtede beslutning, hvilket ligger uden for dens kompetence. Beslutningens artikel 1, litra e), maa herefter annulleres.

339 Retten finder endvidere, at det boer understreges, at sagens faktiske omstaendigheder, saaledes som de er beskrevet ovenfor af Retten, langt fra kan sammenlignes med de faktiske omstaendigheder i Domstolens domme af 16. december 1975 (forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie mod Kommissionen, Sml. s. 1663) og af 28. marts 1984 (forenede sager 29/83 og 30/83, Compagnie royale asturienne des mines og Rheinzink mod Kommissionen, Sml. s. 1679), i hvilke sager Kommissionen havde bevist, at den anfaegtede samhandel og de anfaegtede overfoersler havde fundet sted som led i en ulovlig samordning, som bl.a. havde til formaal at opdele markederne.

2. Anvendelsen af traktatens artikel 86

a) Parternes argumentation

340 Retten finder, at den foerst boer tage stilling til intervenientens anbringender og argumenter om, at anvendelsen af artikel 86 paa grund af omstaendighederne i denne sag er udelukket af retlige og principielle grunde.

341 Ifoelge Det Forenede Kongerige har Kommissionen med urette anset det for at udgoere en overtraedelse af artikel 86, at SIV, FP og VP havde en kollektivt dominerende stilling paa det italienske marked for planglas, og at denne kollektivt dominerende stilling var blevet misbrugt. Som foelge heraf boer beslutningens artikel 2 annulleres, for saa vidt som den fastslaar, at bestemmelserne i artikel 86 er overtraadt, og det samme gaelder artikel 3, for saa vidt som den henviser til artikel 2.

342 Efter Det Forenede Kongeriges opfattelse kan to eller flere virksomheder kun under ganske saerlige omstaendigheder tilsammen have en dominerende stilling i artikel 86' s betydning - nemlig naar de paagaeldende virksomheder maa betragtes som én oekonomisk enhed, inden for hvilken de enkelte virksomheder ikke har nogen reel selvbestemmelsesret med hensyn til deres adfaerd paa markedet og ikke kan betragtes som oekonomisk uafhaengige af hinanden. I denne forbindelse henviser Det Forenede Kongerige til Domstolens dom af 16. december 1975, naevnt ovenfor, Suiker Unie mod Kommissionen (Sml. s. 1663), med generaladvokat Mayras' forslag til afgoerelse, Sml. s. 2089, af 13. februar 1979 (sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, praemis 39), af 14. juli 1981 (sag 172/80, Zuechner, Sml. s. 2021, praemis 10), med generaladvokat Sir Gordon Slynn' s forslag til afgoerelse, Sml. s. 2039, af 28. marts 1985 (sag 298/83, CICCE mod Kommissionen, Sml. s. 1105), med generaladvokat Lenz' forslag til afgoerelse, Sml. s. 1110, af 22. oktober 1986 (sag 75/84, Metro mod Kommissionen, Sml. s. 3021, praemis 84), og af 5. oktober 1988 (sag 247/86, Alsatel, Sml. s. 5987, praemis 20, 21 og 22).

343 Det Forenede Kongerige har fremhaevet, at artikel 85 ifoelge Domstolens praksis ikke finder anvendelse paa aftaler mellem et moderselskab og dets datterselskab, naar sidstnaevnte ikke har nogen oekonomisk selvstaendighed, selv om det er en saerskilt juridisk person (dom af 25.11.1971, sag 22/71, Béguelin, Sml. 1971, s. 257, org. ref.: Rec. 1971, s. 949, af 31.10.1974, sag 15/74 og sag 16/74, Centrafarm, Sml. s. 1147 og s. 1183, af 12.7.1984, sag 170/83, Hydrotherm, Sml. s. 2999, og af 4.5.1988, sag 30/87, Bodson, Sml. s. 2479, praemis 19 og 20). Naar de paagaeldende virksomheder er del af samme oekonomiske enhed, skal deres adfaerd bedoemmes paa grundlag af artikel 86 (naevnte dom af 4.5.1988, Bodson, praemis 21). Det Forenede Kongerige mener, at dets synspunkt stoettes af Domstolens dom af 11. april 1989 (sag 66/86, Ahmed Saeed, Sml. s. 803, praemis 34-37).

344 De eneste omstaendigheder, som Kommissionen har anfoert til stoette for, at virksomhederne udgoer "én enhed", er de samme som dem, der udgoer grundlaget for dens paastand om overtraedelse af artikel 85. Kommissionen har hverken paavist, at der mellem disse virksomheder bestaar institutionelle baand som dem, der findes mellem et moderselskab og dets datterselskab, eller at den individuelle selvstaendighed er gaaet tabt, eller at der ikke er nogen konkurrence mellem virksomhederne.

345 For saa vidt angaar misbrug af en dominerende stilling har Kommissionen med urette ment, at selve de aftaler, paa grundlag af hvilke den har konstateret, at der eksisterer en kollektivt dominerende stilling, samtidig udgoer et misbrug af denne kollektivt dominerende stilling (beslutningens betragtning 80 og 81). Det, der forbydes, er misbrug af en dominerende stilling, dvs. en adfaerd hos den dominerende virksomhed, som udgoer et misbrug. En dominerende stilling er ikke i sig selv et misbrug (Domstolens dom af 14.2.1978, sag 27/76, United Brands mod Kommissionen, Sml. s. 207, praemis 249, og af 21.2.1973, sag 6/72, Continental Can mod Kommissionen, Sml. s. 215).

346 Sagsoegerne har tilsluttet sig Det Forenede Kongeriges argumenter. FP har anfoert, at hverken de paagaeldende virksomheders markedsandele eller det forhold, at disse andele er stabile, i sig selv er nok til at bevise, at der er tale om en dominerende stilling. At de tre beroerte producenter tilhoerer multinationale koncerner er irrelevant. SIV, som kontrolleres af den italienske stat, har andre interesser og virkemidler end FP. De paagaeldende virksomheder bestrider udtrykkeligt, at de optraeder paa markedet "som en enhed og ikke som individuelle virksomheder" (betragtning 79, sjette afsnit). Hverken grossisterne, de oevrige brugere af konstruktionsglas eller bilfabrikanterne betragter dem paa nogen maade som en enhed. At der paa planglasmarkedet bestaar en stor indbyrdes afhaengighed med hensyn til priser og salgsbetingelser, skyldes dette markeds oligopolistiske struktur. Fiat kan, navnlig over for sine leverandoerer af bilglas, udoeve en saadan oekonomisk magt, at Fiat' s stilling paa ingen maade kan trues af den paastaaede "mangel paa alternative tilbud".

347 Med hensyn til spoergsmaalet om misbrug har Kommissionen hverken bevist, at de paagaeldende virksomheder ved deres adfaerd har begraenset brugernes valgmuligheder eller de oevrige planglasproducenters afsaetningsmuligheder, eller at de har frataget kunderne muligheden for at fremkalde priskonkurrence mellem leverandoererne. Med hensyn til den anklage, at de oevrige EF-planglasproducenters afsaetningsmuligheder er blevet begraenset, som pludselig fremfoeres i beslutningens betragtning 80 og 81, goer sagsoegerne gaeldende, at der ikke er noget bevis for, at de oevrige EF-producenter (Glaverbel, Pilkington og Guardian) paa nogen maade er blevet haemmet i udviklingen af deres salg eller andre aktiviteter i Italien. Fiat fik ogsaa leverancer fra Splintex, der paa det paagaeldende tidspunkt var kontrolleret af Glaverbel, samt fra Glasexport.

348 SIV har anfoert, at Kommissionen har blandet aarsag og virkning sammen. Ifoelge SIV skulle misbruget af en dominerende stilling efter Kommissionens opfattelse foreligge ved en adfaerd, der allerede blev betegnet som aftaler eller samordnet praksis i den i artikel 85, stk. 1, anvendte betydning, selv om det endnu ikke var godtgjort, at der bestod en kollektivt dominerende stilling. Derfor er anklagen for misbrug af en kollektivt dominerende stilling, der fremfoeres paa grundlag af adfaerd og kendsgerninger, foer der er konstateret en "kollektivt dominerende stilling", uden grundlag.

349 VP har anfoert, at Kommissionen ikke har givet en serioes definition af markedet for det paagaeldende produkt. At Kommissionen har slaaet markederne for bil- og konstruktionsglas sammen med henblik paa anvendelsen af artikel 86, er i sig selv tilstraekkeligt til at afkraefte dens argumentation. Med hensyn til det geografiske marked er det afgoerende forhold importmulighederne - med andre ord om der findes importhindringer eller ej. Da der ikke findes saadanne hindringer, er der ingen grund til at begraense det geografiske marked for konstruktionsglas til Italien. Med hensyn til bilglasmarkedet beviser VP' s store eksport, at der ikke findes hindringer for handelen mellem medlemsstaterne ( 214).

350 Kommissionen har henvist til beslutningens betragtning 79 for saa vidt angaar de situationer, hvor man kan anvende begrebet kollektivt dominerende stilling i forbindelse med uafhaengige virksomheder. Kommissionen har paa ingen maade villet anvende begrebet kollektivt dominerende stilling paa de paagaeldende virksomheder, blot fordi de indgaar i et snaevert oligopol, som kontrollerer over 80% af det italienske marked for planglas. Kommissionen anvendte begrebet kollektivt dominerende stilling paa de paagaeldende virksomheder, fordi disse, ud over at have en meget stor markedsandel tilsammen, optraeder paa markedet som en enhed og ikke som individuelle virksomheder. Dette beror ikke paa oligopolstrukturen, men paa de aftaler og former for samordnet praksis, hvorved de tre producenter har skabt strukturelle baand imellem sig, som navnlig giver sig udslag i en systematisk samhandel med produkter. Kommissionen afviser at have givet udtryk for, at artikel 86 kan anvendes over for virksomheder, der har en oligopolstilling, uden hensyn til, om der findes aftaler eller samordnet praksis mellem dem.

351 Kommissionen har anfoert, at selv om der var visse forskelle i adfaerd, som f.eks. den, at VP saerligt favoriserede de forarbejdende grossistvirksomheder, afholdt disse forskelle ikke producenterne fra at foere samme markedsstrategi. De optraadte faktisk som virksomheder, der tilhoerer samme koncern.

352 Anbringendet om, at Kommissionen behandlede bilglasmarkedet og konstruktionsglasmarkedet hver for sig med henblik paa anvendelsen af artikel 85 og slog dem sammen med henblik paa anvendelse af artikel 86, er ikke i overensstemmelse med virkeligheden og under alle omstaendigheder ikke relevant. Kommissionen sondrede kun mellem de to sektorer for at kunne give en klarere redegoerelse for kendsgerningerne og virksomhedernes adfaerd. Det fremgaar intetsteds af beslutningen, at der ifoelge Kommissionen paa grundlag af denne sondring kan opstilles to adskilte markeder for udbuddet af planglas som grundprodukt. Sondringen mellem bilglas og konstruktionsglas er udelukkende sket af statistiske og praktiske grunde med det formaal at klassificere kunderne korrekt. I sin yderste konsekvens ville anbringendet foere til den absurde konklusion, at glas beregnet for den enkelte bilmodel udgoer et marked i sig selv.

353 Kommissionen har anfoert, at den ved definitionen af det geografiske marked skulle tage hensyn til, hvorledes den faktiske handel med produktet er, og ikke til den teoretisk mulige handel. Fire femtedele af det italienske forbrug af planglas daekkes af producenter, som er etableret i Italien. Det er herefter klart, at Italien, som udgoer en betydelig del af faellesmarkedet, maatte betragtes som det relevante marked, inden for hvilket konkurrencemulighederne skulle bedoemmes, og hvor det skulle undersoeges, om de beroerte virksomheder indtog en kollektivt dominerende stilling (Domstolens ovennaevnte dom af 14.2.1978, United Brands mod Kommissionen).

354 I den foreliggende sag er producenternes adfaerd ifoelge Kommissionen klart omfattet af forbuddet i artikel 85 i betragtning af de konstaterede aftaler, der har medfoert samordnede prisaendringer og en opdeling af markedet. Det er den faktiske, objektive situation, de tre producenter har befundet sig i paa grund af disse aftaler, der goer, at de indtager en kollektivt dominerende stilling. Denne dominerende stilling er saaledes konsekvensen af de ulovlige aftaler. Kommissionen har imidlertid ved vurderingen af, om der bestod en kollektivt dominerende stilling, ikke taget hensyn til de ulovlige aftalers restriktive formaal, men til deres foelger, nemlig en forening af de tre producenter i en enhed paa markedet.

355 Ifoelge Kommissionen havde de oevrige EF-producenter praktisk taget ingen adgang til det paagaeldende marked paa grund af den krystallisering af markedet, som de tre producenter med den kollektivt dominerende stilling gennemfoerte. Efter Kommissionens opfattelse har det ikke stoerre betydning, om kontrollen med selskaberne laa i den private sektor (FP og VP) eller i den offentlige sektor (SIV), da virksomhederne blev ledet efter de samme oekonomiske hensyn. De koncerner, der er tale om, tegnede sig for over 50% af den samlede produktion og det samlede udbud af planglas i Faellesskabet, og takket vaere karakteren af dette marked, hvor den korte afstand til leveringsstedet for produktet spiller en betydelig rolle, blev koncernerne i stand til at beskytte sig imod konkurrence fra andre EF-producenter, som kunne have vaeret interesseret i at afsaette deres planglas i Italien.

356 De tre producenter misbrugte deres dominerende stilling ved at aftale faste priser og fordele markedsandele indbyrdes. De beroevede saaledes kunderne muligheden for en fri priskonkurrence mellem leverandoererne og fratog dem ogsaa muligheden for at vaelge forsyningskilder, idet de oevrige producenter var udelukket fra det italienske marked, fordi de tre producenter kontrollerede markedet, som de havde delt indbyrdes.

b) Rettens bemaerkninger

357 Retten bemaerker, at der efter selve ordene i artikel 86, stk. 1, kan vaere tale om "flere virksomheders" misbrug af en dominerende stilling. Det er fast retspraksis, hvilket ogsaa er anerkendt af samtlige parter, at begrebet aftale eller samordnet praksis mellem virksomheder i traktatens artikel 85' s forstand ikke omfatter aftaler eller samordnet praksis mellem virksomheder i samme koncern, saafremt virksomhederne udgoer en oekonomisk enhed (se f.eks. Domstolens ovennaevnte dom af 31.10.1974, Centrafarm, praemis 41). Heraf foelger, at naar artikel 85 omhandler aftaler eller samordnet praksis mellem "virksomheder", taenkes der paa forholdet mellem to eller flere oekonomiske enheder, der er i stand til at konkurrere med hinanden.

358 Efter Rettens opfattelse er der hverken juridisk eller oekonomisk begrundelse for, at udtrykket "virksomhed" i artikel 86 skulle have en anden betydning end i artikel 85. Der er i princippet intet til hinder for, at to eller flere uafhaengige oekonomiske enheder paa et bestemt marked er forbundet med saadanne oekonomiske baand, at de tilsammen indtager en dominerende stilling i forhold til de oevrige virksomheder paa samme marked. En saadan situation kunne f.eks. foreligge, saafremt to eller flere uafhaengige virksomheder i faellesskab paa grundlag af aftale eller licens har et teknologisk forspring, som goer det muligt for dem at udvise en i betydeligt omfang uafhaengig adfaerd over for deres konkurrenter og kunder og i sidste instans over for forbrugerne (Domstolens ovennaevnte dom af 13.2.1979, Hoffmann-La Roche, praemis 38 og 48).

359 Retten finder stoette for denne fortolkning i ordlyden af artikel 8 i Raadets forordning (EOEF) nr. 4056/86 af 22. december 1986 om fastsaettelse af de naermere retningslinjer for anvendelsen af traktatens artikel 85 og 86 paa soetransport (EFT L 378, s. 4). I henhold til naevnte artikels stk. 2 er det nemlig muligt, at en linjekonference, som er fritaget for forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1, kan have en praksis, der er uforenelig med traktatens artikel 86. En anmodning fra en konference om at blive fritaget fra forbuddet i artikel 85, stk. 1, forudsaetter noedvendigvis en aftale mellem to eller flere uafhaengige oekonomiske enheder.

360 Det skal imidlertid understreges, at det for at bevise, at der er sket overtraedelse af traktatens artikel 86, ikke er tilstraekkeligt, hvilket Kommissionens befuldmaegtigede haevdede under retsmoedet, at "genbruge" de faktiske omstaendigheder, der udgoer gerningsindholdet for en overtraedelse af artikel 85, og paa grundlag heraf fastslaa, at deltagerne i en aftale eller i en ulovlig praksis tilsammen har en stor markedsandel, og at de alene af denne grund indtager en kollektivt dominerende stilling, samt at deres ulovlige adfaerd udgoer misbrug af denne stilling. Det skal bl.a. fremhaeves, at en forudsaetning for, at det kan fastslaas, at der foreligger en dominerende stilling, hvilket i oevrigt ikke i sig selv er kritisabelt, er, at det paagaeldende marked er afgraenset (Domstolens ovennaevnte dom af 21.2.1973, Continental Can mod Kommissionen, praemis 32, og dom af 9.11.1983, sag 322/81, Michelin mod Kommissionen, Sml. s. 3461, praemis 57). Det tilkommer saaledes Retten at efterproeve, for det foerste, den i beslutningen indeholdte analyse af markedet og, for det andet, de omstaendigheder, der er paaberaabt til stoette for, at der foreligger en kollektivt dominerende stilling.

361 Hvad angaar afgraensningen af markedet bemaerker Retten, at det afsnit i beslutningens sagsfremstilling, der har overskriften "Markedet" (betragtning 2-17), naesten udelukkende er beskrivende, og at det i oevrigt indeholder en raekke fejl, udeladelser og uklarheder, som allerede er undersoegt af Retten. Retten paapeger videre, at det af Kommissionen anfoerte om forbindelserne mellem de tre producenter og om forbindelserne mellem paa den ene side de tre producenter og paa den anden side grossisterne paa markedet for konstruktionsglas og bilfabrikanterne i mange henseender er utilstraekkeligt underbygget. Endelig bemaerker Retten, at det afsnit i beslutningens retlige vurdering, der vedroerer "det relevante marked" (betragtning 76-77), ikke indeholder yderligere faktiske oplysninger i forhold til det tidligere anfoerte.

362 Det maa derfor undersoeges, om den markedsanalyse, der er foretaget i beslutningens betragtning 76 og 77, er tilstraekkelig velunderbygget, og om analysen i sig selv er tilstraekkeligt bevis for, som det haevdes i beslutningen, at ved anvendelsen af artikel 86 er det relevante marked fra et produktmaessigt synspunkt planglasmarkedet i almindelighed og fra et geografisk synspunkt Italien.

363 Hvad produktet angaar bemaerker Retten, at sagsoegerne saavel under den administrative procedure som i deres skriftlige og mundtlige indlaeg har fremdraget en raekke forhold vedroerende planglasmarkedet i almindelighed, som ikke er naevnt i beslutningen (se ovenfor afsnit A "Bedoemmelsen af markedet"). Dette gaelder bl.a. de strukturbetingede forskelle mellem bilglasmarkedet og konstruktionsglasmarkedet (Fiat' s koebermonopol over for uafhaengige grossister og forarbejdende virksomheder), forskellene mellem planglastyper (stoebt glas, som udelukkende fremstilles af FP, sammenholdt med float-glas) og forskellene mellem de produkttyper, producenterne leverer paa markedet (specialprodukter og/eller forarbejdede produkter sammenholdt med basisprodukter). Det staar fast, at Kommissionen ikke i sine beslutninger skal tage stilling til hvert enkelt argument, der fremsaettes af de beroerte virksomheder. Retten finder imidlertid, at det i forbindelse med anvendelsen af artikel 86 i den foreliggende sag var helt noedvendigt at undersoege disse forhold for at kunne vurdere spoergsmaalet om den dominerende stilling - dvs. vurdere, i hvor hoej grad konkurrencen var svaekket af de tre producenters tilstedevaerelse som en paastaaet enhed paa markedet (Domstolens ovennaevnte dom af 13.2.1979, Hoffmann-La Roche, praemis 91). I beslutningen findes ikke den mindste angivelse af, med hvilken begrundelse Kommissionen fandt, at den ved sin bedoemmelse af virksomhedernes adfaerd med rette kunne sondre mellem henholdsvis bilglasmarkedet og konstruktionsglasmarkedet, naar den samtidig i forbindelse med anvendelsen af artikel 86 paastaar, at planglasmarkedet skal betragtes som et enkelt marked. Anbringendet i Kommissionens skriftlige indlaeg om, at sondringen mellem bilglasmarkedet og konstruktionsglasmarkedet alene skyldtes hensynet til klarhed, modsiges af ordlyden af beslutningens konklusion.

364 Retten finder, at det anfoerte ogsaa gaelder den paastaaede analyse af det geografiske marked. I beslutningen anfoeres det (betragtning 77), at "den geografiske placering af produktionsanlaeggene er af afgoerende betydning ..., for jo stoerre afstanden er mellem produktions- og bestemmelsesstedet, jo stoerre bliver omkostningerne, og jo mindre konkurrencedygtigt bliver produktet". Det fremgaar imidlertid af sagens akter, at de italienske producenter var noedt til at tage hensyn til konkurrencen fra produkter med oprindelse i Benelux, OEsteuropa og endog Tyrkiet. Det ville saaledes have haft interesse at undersoege de enkelte afstande mellem paa den ene side de vigtigste leveringssteder i Italien og paa den anden side de italienske og de udenlandske produktionscentre.

365 Det er dog ikke noedvendigt, at Retten tager endelig stilling til, om den mangelfulde analyse, som Kommissionen ansaa for tilstraekkelig med henblik paa afgraensningen af markedet, har fornoedent bevismaessigt grundlag, da Kommissionen saavel paa det uformelle moede, der blev afholdt af den refererende dommer (se praemis 50 ovenfor), som under retsmoedet anfoerte, at saetningen i beslutningens betragtning 79, sjette afsnit: "Disse virksomheder optraeder paa markedet som en enhed og ikke som individuelle virksomheder" var et vaesentligt grundlag for Kommissionens opfattelse med hensyn til anvendelsen af traktatens artikel 86, og at Kommissionen skulle foere bevis herfor. Det fremgaar klart af ovenstaaende, at Kommissionen langt fra har bevist rigtigheden af dette anbringende.

366 Heraf foelger, at selv om omstaendighederne i den foreliggende sag maatte kunne henfoeres under begrebet "kollektivt dominerende stilling" (i betydningen flere uafhaengige virksomheders dominerende stilling), har Kommissionen ikke foert bevis herfor. Kommissionen har end ikke gjort forsoeg paa at indsamle de faktiske oplysninger, der er noedvendige for at kunne afveje de tre producenters og Fiat' s styrke, som maaske holder hinanden i ligevaegt.

367 For saa vidt angaar beslutningens artikel 2, litra d), hvori Kommissionen kun anklager FP og SIV, og kun dem, for at have overtraadt artikel 86 som led i deres forbindelser med Piaggio-koncernen, skal det bemaerkes, at beslutningens begrundelse intet indeholder om dette klagepunkt.

368 Heraf foelger, at beslutningens artikel 2 maa annulleres i sin helhed.

369 For saa vidt angaar beslutningens artikel 3 bemaerker Retten, at Kommissionen i beslutningens betragtning 84, litra c), andet afsnit, anfoerer, at den ikke er sikker paa, at disse overtraedelser er bragt til ophoer. Da de eneste overtraedelser, som Retten har fastslaaet, at Kommissionen har bevist, blev bragt til ophoer senest den 21. oktober 1985, er artikel 3 uden genstand og maa annulleres.

Boeder

370 Det fremgaar af det anfoerte, at beslutningens artikel 4 maa annulleres, for saa vidt der deri paalaegges Vernante Pennitalia SpA en boede.

371 Med hensyn til boederne til FP og SIV fremgaar det klart af ovenstaaende, at de ikke kan blive staaende uaendret. Boederne er nemlig blevet fastsat ud fra den antagelse, at der forelaa et snaevert kartel mellem de tre medlemmer af et nationalt oligopol, som var beskyttet mod effektiv konkurrence af oekonomiske og geografiske barrierer, hvilket langt fra var tilfaeldet. Under disse omstaendigheder paahviler det Retten, der herved har fuld proevelsesret, at undersoege, om de FP og SIV paalagte boeder skal annulleres eller i det mindste nedsaettes.

372 Retten tillaegger det herved betydning, at den overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, som Retten har fastslaaet, at FP og SIV har begaaet, var en overtraedelse af den naevnte traktatbestemmelses klare ord, og at de paagaeldende virksomheder allerede var blevet kritiseret i beslutningen af 1981, selv om der ikke blev paalagt nogen sanktioner. Under disse omstaendigheder finder Retten, at selv om de af den fastslaaede overtraedelser er langt mindre grove end de overtraedelser, der goeres gaeldende i beslutningen, boer boederne ikke annulleres fuldstaendigt.

373 Retten bemaerker, at Kommissionen i beslutningens betragtning 85 anfoerer, at boedernes stoerrelse er fastsat under hensyn til den rolle, de enkelte virksomheder har spillet i forbindelse med aftalerne og den samordnede praksis, overtraedelsens varighed, virksomhedernes respektive leverancer af glas samt deres respektive omsaetning. Kun de to sidste hensyn (de respektive leverancer og omsaetningen) er relevante ved fastsaettelsen af de boeder, der alene paalaegges FP og SIV. Derfor finder Retten, at forholdet mellem de boeder, der paalaegges disse to virksomheder, skal opretholdes, men at boederne skal nedsaettes.

374 Under disse omstaendigheder nedsaetter Retten i medfoer af sin fulde proevelsesret de FP og SIV paalagte boeder med seks syvendedele.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

375 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da Kommissionen har tabt sagen mod VP, og da VP har nedlagt paastand om erstatning af sine omkostninger, doemmes Kommissionen til at betale VP' s omkostninger.

376 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter, eller hvor der foreligger ganske saerlige grunde. Det bemaerkes, at Kommissionen har tabt sagen mod FP og SIV paa en lang raekke punkter. Kun FP har imidlertid nedlagt paastand om betaling af omkostninger, hvorimod SIV ikke har nedlagt paastand herom. Under disse omstaendigheder finder Retten, at Kommissionen boer baere sine egne omkostninger i forhold til FP og SIV og betale halvdelen af FP' s omkostninger. FP baerer halvdelen af sine egne omkostninger, mens SIV baerer alle sine omkostninger.

377 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, baerer medlemsstater, der er indtraadt i en sag, deres egne omkostninger. Under disse omstaendigheder baerer Det Forenede Kongerige sine egne omkostninger.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Foerste Afdeling)

1) Beslutningens artikel 1, litra b), c) og e), og artikel 2 og 3 annulleres.

2) Beslutningens artikel 1, litra a), annulleres

- for saa vidt som den vedroerer Vernante Pennitalia SpA

- for saa vidt som den vedroerer Fabbrica Pisana SpA' s og Società Italiana Vetro SpA' s medvirken ved aftaler og samordnet praksis med det formaal at styre de stoerste grossisters koebs- og salgspolitik

- for saa vidt som den vedroerer Fabbrica Pisana SpA' s og Società Italiana Vetro SpA' s medvirken ved aftaler og samordnet praksis om priser og salgsbetingelser foer den 1. september 1983 og efter den 21. oktober 1985.

3) Beslutningens artikel 1, litra d), annulleres, for saa vidt som den vedroerer Fabbrica Pisana SpA' s og Società Italiana Vetro SpA' s medvirken ved aftaler og samordnet praksis om priser og leveringskvoter for Piaggio-koncernen efter den 31. december 1984.

4) Den boede, der er paalagt Vernante Pennitalia SpA, annulleres.

5) Den boede, der er paalagt Fabbrica Pisana SpA, fastsaettes til 1 mio. ECU.

6) Den boede, der er paalagt Società Italiana Vetro SpA, fastsaettes til 671 428 ECU.

7) I oevrigt frifindes Kommissionen i de af Fabbrica Pisana SpA og Società Italiana Vetro SpA anlagte sager.

8) Kommissionen betaler de af Vernante Pennitalia SpA afholdte omkostninger og halvdelen af de af Fabbrica Pisana SpA afholdte omkostninger. Fabbrica Pisana SpA baerer den anden halvdel af sine omkostninger.

9) Società Italiana Vetro SpA, Kommissionen og Det Forenede Kongerige baerer deres egne omkostninger.

Top

Full & Egal Universal Law Academy