FulLegal · İçtihat Detay

Uluslararasi Mahkemeler 07.03.2023 DA

Rettens kendelse (Første Afdeling) af 12. september 2013.European Dynamics Luxembourg SA m.fl. mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM).Annullations

Avrupa Adalet Divanı

Karar Metni

RETTENS KENDELSE (Første Afdeling)

12. september 2013 ( *1 )

»Annullations- og erstatningssøgsmål — offentlige tjenesteydelsesaftaler — formalitetsindsigelse — annullationspåstand — artikel 263, stk. 1 og 5, TEUF — artikel 122 i forordning (EF) nr. 207/2009 — sag ikke for tidligt anlagt — status som sagsøgt — Rettens kompetence — erstatningspåstand — artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement — formaliteten«

I sag T-556/11,

European Dynamics Luxembourg SA, Ettelbrück (Luxembourg),

European Dynamics Belgium SA, Bruxelles (Belgien),

Evropaïki Dynamiki – Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE, Athen (Grækenland),

ved advokaterne N. Korogiannakis, M. Dermitzakis og N. Theologou,

sagsøgere,

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) ved N. Bambara og M. Paolacci, som befuldmægtigede, bistået af advokat P. Wytinck,

sagsøgt,

angående dels en påstand om annullation af afgørelse truffet af Harmoniseringskontoret i forbindelse med den åbne udbudsrunde AO/029/10 med titlen »Udvikling af programmel og vedligeholdelsestjenester«, der blev meddelt sagsøgerne ved skrivelse af 11. august 2011, om at tildele den pågældende kontrakt til andre tilbudsgivere, dels en påstand om erstatning,

har

RETTEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J. Azizi (refererende dommer), og dommerne S. Frimodt Nielsen og M. Kancheva,

justitssekretær: E. Coulon,

afsagt følgende

Kendelse

Relevante retsforskrifter

A – Almindelige bestemmelser

I henhold til artikel 263, stk. 1, andet punktum, TEUF prøver Den Europæiske Unions Domstol »lovligheden af de af Unionens organers, kontorers og agenturers retsakter, der skal have retsvirkning over for tredjemand«.

Artikel 263, stk. 5, TEUF bestemmer: »Retsakter om oprettelse af EU-organer, ‑kontorer og ‑agenturer kan fastsætte særlige betingelser og vilkår for fysiske eller juridiske personers indbringelse af klager med henblik på prøvelse af retsakter vedtaget af disse organer, kontorer og agenturer, som skal have retsvirkning for dem.«

Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1, herefter »varemærkeforordning nr. 207/2009«), som opretter Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (herefter »Harmoniseringskontoret«), bestemmer følgende i artikel 122 under overskriften »Legalitetskontrol«:

»1. Kommissionen fører tilsyn med lovligheden af de af Harmoniseringskontorets præsidents handlinger, for hvilke der ikke i fællesskabsretten findes nogen legalitetskontrol foretaget af et andet organ, samt af de handlinger, der foretages af det budgetudvalg, som er oprettet under Harmoniseringskontoret i henhold til artikel 138.

2. Den forlanger de i stk. 1 nævnte handlinger, der måtte være retsstridige, ændret eller tilbagekaldt.

3. Enhver af de i stk. 1 omhandlede udtrykkelige eller stiltiende handlinger kan forelægges for Kommissionen af enhver medlemsstat eller enhver tredjemand, som umiddelbart og individuelt berøres deraf, med henblik på prøvelse af denne handlings lovlighed. Sagen skal forelægges for Kommissionen inden for en frist på en måned at regne fra den dag, da vedkommende for første gang fik kendskab til den pågældende handling. Kommissionen træffer afgørelse inden for en frist på tre måneder. Foreligger der ingen afgørelse inden udløbet af denne frist, anses sagen for stiltiende afvist.«

Artikel 124 i varemærkeforordning nr. 207/2009 bestemmer under overskriften »Præsidentens beføjelser« navnlig:

»1. Ledelsen af Harmoniseringskontoret påhviler præsidenten.

2. Til dette formål har præsidenten særlig følgende opgaver og beføjelser:

[…]

Han opstiller et overslag over Harmoniseringskontorets indtægter og udgifter og gennemfører budgettet.

[…]

Han kan delegere sine beføjelser.

3. Præsidenten bistås af en eller flere vicepræsidenter […]«

Artikel 143 i varemærkeforordning nr. 207/2009 bestemmer under overskriften »Finansielle bestemmelser«:

»Budgetudvalget vedtager efter udtalelse fra Kommissionen og Revisionsretten […] de interne finansielle bestemmelser, hvori navnlig specificeres reglerne for opstilling og gennemførelse af Harmoniseringskontorets budget. De finansielle bestemmelser skal, i det omfang det er foreneligt med Harmoniseringskontorets særlige karakter, bygge på de finansforordninger, der er vedtaget for andre organer, som [Unionen] har oprettet.«

Artikel 185, stk. 1, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248, s. 1, herefter »den generelle finansforordning«) bestemmer:

»Kommissionen vedtager en rammefinansforordning for organer nedsat af Fællesskaberne, der er juridiske personer og rent faktisk modtager tilskud over budgettet. De finansielle bestemmelser for disse organer kan kun afvige fra rammeforordningen, hvis det er nødvendigt på grund af de særlige forhold, der karakteriserer deres drift, og Kommissionen på forhånd giver sit samtykke.«

Artikel 74, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002 af 19. november 2002 om rammefinansforordning for de organer, der er omhandlet i den generelle finansforordnings artikel 185 (EFT L 357, s. 72, berigtiget i EFT 2003 L 2, s. 39), som ændret ved Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 652/2008 af 9. juli 2008 (EUT L 181, s. 23), bestemmer: »Hvad angår indgåelsen af offentlige indkøbsaftaler, finder de relevante bestemmelser i den generelle finansforordning og i forordning […] nr. 2342/2002 anvendelse, jf. dog stk. 4-7 i denne artikel.«

B – Harmoniseringskontorets forskrift CB-3-09

Artikel 33, stk. 1, i forskrift CB-3-09 fra Harmoniseringskontorets Budgetudvalg af 17. juli 2009 om finansielle bestemmelser for Harmoniseringskontoret bestemmer: »Harmoniseringskontorets præsident er anvisningsberettiget«, og »[h]an gennemfører budgettet for indtægter og udgifter i overensstemmelse med Harmoniseringskontorets finansielle retsforskrifter på eget ansvar og inden for rammerne af de godkendte bevillinger«.

Artikel 34, stk. 1, i forskrift CB-3-09 bestemmer navnlig, at »Harmoniseringskontorets præsident kan delegere sine gennemførelsesbeføjelser for så vidt angår budgettet til Harmoniseringskontorets ansatte, der er underlagt vedtægten, under de betingelser, han fastsætter, og inden for de rammer, der er fastsat ved delegationsakten«.

Artikel 74, stk. 1, i forskrift CB-3-09 bestemmer:

»Hvad indgår indgåelsen af offentlige indkøbsaftaler finder de relevante bestemmelser i den generelle finansforordning og i forordning nr. 2342/2002 anvendelse, jf. dog stk. 4-7 i denne artikel.«

Tvistens baggrund

Sagsøgerne, European Dynamics Luxembourg SA, European Dynamics Belgium SA og Evropaïki Dynamiki – Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE, er aktive inden for sektoren for informations- og kommunikationsteknologi og afgiver regelmæssigt tilbud i forbindelse med udbudsprocedurer iværksat af forskellige af Unionens institutioner og kontorer, herunder Harmoniseringskontoret.

Ved udbudsbekendtgørelse af 15. januar 2011 offentliggjorde Harmoniseringskontoret i tillægget til Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2011/S 10-013995) et udbud under referencen AO/029/10 med titlen »Udvikling af programmel og vedligeholdelsestjenester«. Den aftale, der skulle tildeles, vedrørte levering til Harmoniseringskontoret af databehandlingsydelser til prototyping, analyse, design, grafisk design, udvikling, afprøvning og installation af databehandlingssystemer samt ydelse af teknisk dokumentation, uddannelse i og vedligeholdelse af disse systemer.

I henhold til udbudsbekendtgørelsens punkt II.1.4 vedrørte udbuddet indgåelse af rammeaftaler af en maksimal varighed på syv år med tre tjenesteydere af særskilte databehandlingsydelser. Udbudsspecifikationens punkt 14.2 (bilag I til udbudsmaterialet) præciserer i denne henseende, at rammeaftalerne skal indgås særskilt og i henhold til en såkaldt »kaskade«-mekanisme. Denne mekanisme indebærer, at hvis højest klassificerede tilbudsgiver ikke er i stand til at levere de krævede tjenesteydelser, vender Harmoniseringskontoret sig mod den næsthøjest klassificerede osv.

Ifølge udbudsbekendtgørelsens punkt IV.2.1 skal aftalen tildeles det tilbud, der er det økonomisk mest fordelagtige. I punkt VI.4.1 er det bestemt, at Europa-Kommissionen har ansvaret for klageproceduren, og at Den Europæiske Ombudsmand har ansvaret for mediationsproceduren. Punkt VI.4.2 angiver, at retshjemmelen for enhver klage er artikel 118 i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1) (nu artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009), og at klage skal indgives til Kommissionen inden for en frist på 15 dage fra det tidspunkt, hvor den berørte part første gang fik kendskab til den pågældende retsakt.

Ved skrivelse af 19. og 24. januar og af 1. februar 2011 til Harmoniseringskontoret klagede sagsøgerne over visse uregelmæssigheder forbundet med vilkårene for udbudsprocedure AO/029/10. Harmoniseringskontoret svarede herpå ved skrivelse af 28. januar og af 4. februar 2011, idet det forkastede sagsøgernes påstande og henledte deres opmærksomhed på muligheden for at indgive en klage til Kommissionen i medfør af artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009.

Ved skrivelse af 16. februar 2011 til Harmoniseringskontoret gentog sagsøgerne deres kritik af den manglende klarhed og tvetydigheden i visse tekniske kriterier, der var redegjort for i udbudsspecifikationen, og anmodede Harmoniseringskontoret om at ændre dem.

Ved skrivelse af 4. marts 2011 indgav sagsøgerne en klage til Kommissionens generaldirektorater (GD) »Indre Marked« og »Konkurrence«, idet de opfordrede dem til som ordregivende myndigheder at undersøge Harmoniseringskontorets adfærd, navnlig vedrørende de påståede uregelmæssigheder forbundet med forvaltningen af udbudsprocedure AO/029/10 og med de tidligere rammeaftaler om vedligeholdelse nr. 4020070018, som Harmoniseringskontoret i maj 2007 havde tildelt tre virksomheder, herunder sagsøger 3, i henhold til »kaskade«-mekanismen.

Ved skrivelse af 8. og 9. marts 2011 til Harmoniseringskontoret anfægtede sagsøgerne på ny vilkårene for udbudsprocedure AO/029/10.

Den 11. marts 2011 afgav sagsøger 1 et tilbud i henhold til udbudsbekendtgørelsen af 15. januar 2011.

Ved skrivelse af 30. maj 2011 angav Kommissionen over for sagsøgerne, dels at den anså klagen for at være indgivet uden for fristen, hvorfor den ikke kunne behandles, dels at den havde overgivet visse påstande til Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), idet de var omfattet af dettes kompetence. Ved skrivelse af 13. december 2011 meddelte OLAF Harmoniseringskontoret, at det afsluttede sagen, for så vidt som den vedrørte en anden udbudsbekendtgørelse, der ligeledes var offentliggjort i tillægget til Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2011/S 55-089144).

Ved skrivelse af 31. maj 2011 til Kommissionen anfægtede sagsøgerne afvisningen af deres klage som for sent indgivet og opfordrede atter Kommissionen til at behandle den.

Ved skrivelse af 11. august 2011 (herefter »den omtvistede skrivelse«) meddelte Harmoniseringskontoret sagsøgerne resultatet af udbudsprocedure AO/029/10 (herefter »udbudsafgørelsen«) og angav over for dem, at det ikke havde valgt sagsøger 1’s tilbud, eftersom det ikke havde vist sig være det økonomisk mest fordelagtige. Denne skrivelse indeholdt ligeledes en tabel, som redegjorde for det antal point, som henholdsvis dette tilbud og tilbuddene fra tre andre tilbudsgivere, der havde opnået den højeste score, var blevet tildelt.

Ved skrivelse af 12. august 2011 anmodede sagsøgerne Harmoniseringskontoret om at meddele dem for det første den nøjagtige sammensætning af det valgte konsortium af tilbudsgivere samt navnene på tilbudsgivernes potentielle partner/partnere eller underleverandør/underleverandører og den procentdel af udbuddet, de var blevet tildelt, for det andet de karakterer, som deres tilbud og tilbuddene fra de valgte tilbudsgivere havde fået for hvert teknisk tildelingskriterium, ledsaget af en detaljeret sammenlignende analyse af disse tilbuds stærke og svage punkter for hvert underkriterium samt en forklaring på de forholdsmæssige fortjenester og supplerende tjenesteydelser eller tjenesteydelser af højere kvalitet i tilbuddet fra de valgte tilbudsgivere i forhold til sagsøgernes tilbud, for det tredje en deltaljeret kopi af bedømmelsesrapporten, for det fjerde de valgte tilbudsgiveres økonomiske tilbud og for det femte navnene på bedømmelsesudvalgets medlemmer med henblik på at kunne efterprøve, om der var en potentiel interessekonflikt. Endvidere påstod sagsøgerne, at der var interessekonflikter hvad angår to af de tre valgte tilbudsgivere og visse uregelmæssigheder ved Harmoniseringskontorets anvendelse af de økonomiske kriterier for bedømmelse af de økonomiske tilbud. De anmodede endelig Harmoniseringskontoret om at afholde sig fra at indgå en aftale med de valgte tilbudsgivere, indtil de havde modtaget og undersøgt Harmoniseringskontorets svar.

Ved skrivelse af 26. august 2011 fremsendte Harmoniseringskontoret til sagsøgerne et uddrag af bedømmelsesrapporten indeholdende den kvalitative bedømmelse af deres tilbud i henhold til tre kriterier, nemlig kvaliteten af ydelserne vedrørende vedligeholdelse af software, handelsvilkår og kvaliteten af kundeservice. Endvidere meddelte Harmoniseringskontoret dem dels navnene på de valgte tilbudsgivere, dels to tabeller, som redegjorde for de scorer, som de nævnte tilbudsgivere og sagsøger 1 havde opnået henholdsvis for deres tekniske og økonomiske tilbud.

Ved skrivelse af 29. august 2011 til Kommissionen klagede sagsøgerne over, at Kommissionen fortsat ikke havde undersøgt de forhold, der var bragt til dens kendskab i deres skrivelser af 4. marts og 31. maj 2011. Endvidere anfægtede de tildelingsafgørelsens lovlighed, henset til »nye uregelmæssigheder«, der er forekommet under udbudsprocedure AO/029/10. De valgte tilbudsgivere, der var klassificeret som nr. 2 og 3, burde have været udelukket fra udbudsproceduren på grund af dels en interessekonflikt, dels det forhold, at den tredje tilbudsgivers konsortium omfattede en erhvervsdrivende, som havde været ansvarlig for udarbejdelsen af udbudsspecifikationen. Sagsøgerne opfordrede således Kommissionen til at undersøge »den af Harmoniseringskontoret gennemførte bedømmelsesprocedure for udbud AO/029/10 og at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre dennes overensstemmelse med den for Den Europæiske Union gældende lovgivning«.

Ved skrivelse af 2. september 2011 til Harmoniseringskontoret klagede sagsøgerne over, at de fremsendte resultater af udbudsproceduren var utilstrækkelige, navnlig hemmeligholdelsen af parterne i bedømmelsesrapporten vedrørende de valgte tilbudsgivere og den nøjagtige sammensætning af disse tilbudsgivere. Endvidere gjorde de gældende, at der var manipuleret med »den økonomiske bedømmelsesprocedure«, som Harmoniseringskontoret havde anvendt med henblik på at bedømme de økonomiske tilbud, og gentog de påstande, der var blevet påberåbt i deres tidligere skrivelser.

I en skrivelse af 15. september 2011 til sagsøgerne henviste Harmoniseringskontoret til begrundelsen i den omtvistede skrivelse og i skrivelsen af 26. august 2011, som det anså for tilstrækkelig. Harmoniseringskontoret erklærede sig ikke desto mindre villigt til at fremkomme med supplerende detaljer vedrørende de økonomiske kriterier og fremsendte en sammenlignende tabel. For så vidt angår »den økonomiske bedømmelsesprocedure«, som Harmoniseringskontoret havde anvendt, anførte det, at denne procedure byggede på en arbejdshypotese, hvor vægtningsfaktorerne afhang af situationen inden for Harmoniseringskontoret på tidspunktet for udarbejdelsen af kriterierne for tildelingen af udbuddet.

Ved skrivelse af 16. september 2011 til Harmoniseringskontoret gentog sagsøgerne deres kritik, anfægtede den fremkomne forklaring på anvendelsen af »den økonomiske bedømmelsesprocedure« på grundlag af en arbejdshypotese, anfægtede resultaterne af udbudsprocedure AO/029/10 og opfordrede Harmoniseringskontoret til at genoverveje sit standpunkt.

Retsforhandlinger og parternes påstande

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 21. oktober 2011 har sagsøgerne anlagt den foreliggende sag.

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

—

Tildelingsafgørelsen, der blev meddelt ved den omtvistede skrivelse, annulleres, for så vidt som den forkaster sagsøger 1’s tilbud.

—

Alle Harmoniseringskontorets relaterede afgørelser, herunder dem, som tildeler den pågældende aftale til den første til tredje tilbudsgiver i rækkefølgen ved »kaskade«-mekanismen, annulleres.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagsøgerne erstatning for tab som følge af den pågældende udbudsprocedure med 67500000 EUR.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagsøgerne erstatning for tab for fortabt mulighed og krænkelse af omdømme og troværdighed med 6750000 EUR.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Sagsøgerne har til støtte for deres påstande gjort tre anbringender gældende, som delvist er opdelt i flere led. Det første anbringende vedrører Harmoniseringskontorets tilsidesættelse af begrundelsespligten i medfør af den generelle finansforordnings artikel 100, stk. 2, idet det gav sagsøgerne utilstrækkelige oplysninger om og forklaringer på den argumentation, der førte den ordregivende myndighed til at vedtage tildelingsafgørelsen. Det andet anbringende vedrører flere åbenbare fejlbedømmelser vedrørende navnlig anvendelsen af nye eller ukendte tildelingskriterier, der er i strid med udbudsspecifikationen, og som ikke er tilstrækkeligt klare (første led), anvendelsen af en fejlagtig økonomisk bedømmelsesmetode, som medførte fordrejninger (andet led), som var blevet manipuleret af de valgte tilbudsgivere (tredje led), og som ændrede udbuddets genstand (fjerde led). Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, navnlig på grund af at de valgte tilbudsgivere, der befandt sig i en situation med interessekonflikt, ikke blev udelukket, af den generelle finansforordnings artikel 93, stk. 1, litra f), af den generelle finansforordnings artikel 94 og 96, af artikel 133a og 134b i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 357, s. 1) og af princippet om »god forvaltningsskik«.

Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 31. januar 2012 har Harmoniseringskontoret fremsat en formalitetsindsigelse i medfør af artikel 114 i Rettens procesreglement vedrørende påstandene om annullation og erstatning. Sagsøgerne har fremsat deres bemærkninger til denne indsigelse den 26. april 2012.

Harmoniseringskontoret har i formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:

—

Påstandene om annullation og erstatning afvises.

—

Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Sagsøgerne har i deres bemærkninger til formalitetsindsigelsen gentaget deres påstande fra stævningen og nedlagt påstand om, at formalitetsindsigelsen forkastes, og at sagen antages til realitetsbehandling.

Retlige bemærkninger

A – Indledende bemærkninger

I medfør af procesreglementets artikel 114, stk. 1, kan Retten, såfremt en part ønsker det, tage stilling til, om sagen bør afvises, uden at indlede behandlingen af sagens realitet. I overensstemmelse med samme artikels stk. 3 forhandles der mundtligt herom, medmindre Retten bestemmer andet.

I medfør af procesreglementets artikel 114, stk. 4, træffer Retten afgørelse om formalitetsindsigelsen eller henskyder den til afgørelse i forbindelse med sagens realitet. I denne sag finder Retten efter at have gennemgået sagens akter, at der foreligger de fornødne oplysninger, således at den kan tage stilling til indsigelsen. Det er derfor ufornødent at indlede den mundtlige forhandling.

B – Antagelse til realitetsbehandling af annullationspåstanden

1. Parternes argumenter

Harmoniseringskontoret har i forbindelse med formalitetsindsigelsen gjort tre anbringender gældende til støtte for, at annullationspåstanden skal afvises. For det første er sagen anlagt for tidligt. Ifølge Harmoniseringskontoret er det obligatorisk i medfør af artikel 133, stk. 3, i varemærkeforordning nr. 207/2009 at indlede den administrative procedure for Kommissionen, inden der anlægges sag ved Unionens retsinstanser. Da denne sag er anlagt, inden fristen i den nævnte artikel er udløbet, er den anlagt for tidligt og skal dermed afvises. Det samme ville gælde, hvis Kommissionens administrative kontrol måtte anses for fakultativ, eftersom sagsøgerne i denne sag faktisk indgav en klage i medfør af artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009. For det andet er Harmoniseringskontoret subsidiært af den opfattelse, at det ikke kan optræde som sagsøgt, idet sagen efter afslutningen af den administrative procedure i medfør af artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009 burde have været anlagt mod Kommissionen. For det tredje har Harmoniseringskontoret mere subsidiært gjort gældende, at Retten ikke har kompetence til at påkende sagen. Selv om det antages, at den kontrol, som Kommissionen skal udøve i medfør af artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009, kun er fakultativ, bygger klagen til Kommissionen og sagsanlægget for Retten på de samme faktiske omstændigheder og forfølger de samme forhold, hvorfor den klage, der tidligere er blevet indgivet, har forrang for retssagen. Retssagen skal således afvises ratione temporis.

Harmoniseringskontoret har indledningsvis gjort gældende, at artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009 skal fortolkes i lyset af artikel 263, stk. 2, TEUF. I overensstemmelse med de relevante budgetbestemmelser er den anfægtede tildelingsafgørelse en retsakt udstedt af Harmoniseringskontorets præsident. I denne sag havde præsidenten delegeret sin administrative beføjelse til Harmoniseringskontorets vicepræsident, Christian Archambeau, som havde underskrevet tildelingsafgørelsen. Endvidere skal henvisningen i udbudsbekendtgørelsens punkt VI.4.1 til artikel 118 i forordning nr. 40/94 forstås som en henvisning til artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009.

For så vidt angår den første afvisningsgrund vedrørende det forhold, at annullationspåstanden er for tidligt fremsat, har Harmoniseringskontoret for det første anført, at det er en forudgående obligatorisk betingelse for anlæggelse af en retssag, at den administrative procedure for Kommissionen i medfør af artikel 122, stk. 3, i varemærkeforordning nr. 207/2009 først indledes. Denne sag burde således have været anlagt efter afslutningen af denne administrative procedure for at kunne antages til realitetsbehandling. Harmoniseringskontoret har for det andet anført, at selv om det antages, at den i artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009 omhandlede administrative procedure er fakultativ, er retssagen ikke desto mindre for tidligt anlagt, da sagsøgerne bevidst indledte den administrative procedure i medfør af denne bestemmelse.

Harmoniseringskontoret har bemærket, at sagsøgerne den 29. august 2011 indgav en klage til Kommissionen over tildelingsafgørelsen, der blev truffet efter afslutning af udbudsprocedure AO/029/10, og at Kommissionen i medfør af artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009 havde indtil den 29. november 2011 til at træffe en afgørelse i denne henseende. I medfør af samme forordnings artikel 122, stk. 3, anses sagen for stiltiende afvist, hvis Kommissionen ikke træffer en formel afgørelse (Rettens kendelse af 9.7.2009, forenede sager T-176/08 og T-188/08, infeurope mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, henholdsvis præmis 38 og 39 og 34 og 35), således at fristen for at anlægge sag til prøvelse af denne stiltiende afvisning af klagen begyndte at løbe den 29. november 2011 i medfør af artikel 263, stk. 6, TEUF.

Harmoniseringskontoret er af den opfattelse, at artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009 ligeledes skal fortolkes i lyset af artikel 263, stk. 5, TEUF, som fastsætter en undtagelse for EU-kontorer og -agenturer for så vidt angår Unionens retsinstansers direkte legalitetskontrol med deres retsakter. Ifølge Harmoniseringskontoret skal de særlige betingelser i den i artikel 263, stk. 5, TEUF omhandlede forstand i overensstemmelse med EU-rettens almindelige principper anses for at omfatte de procedurer for legalitetskontrol, som er obligatoriske eller fakultative for så vidt angår de stadier, der går forud for et sagsanlæg ved Unionens retsinstanser. Når disse særlige betingelser, således som de i artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009 fastsatte, er obligatoriske, skal borgeren nødvendigvis overholde dem, inden en sådan sag anlægges.

Ifølge Harmoniseringskontoret er den administrative procedure i medfør af artikel 122 obligatorisk, således at der ikke kan anlægges en retssag, når den førstnævnte procedure verserer. Den obligatoriske karakter er begrundet i principperne om procesøkonomi og effektiv retsbeskyttelse, som kræver Kommissionens »faste« indgriben inden for en kort frist uden omkostninger for parterne. Retten har anerkendt, dels at Kommissionens administrative kontrol i denne bestemmelses forstand udgør en forudsætning for anlæggelsen af en sag ved Unionens retsinstanser (jf. kendelsen i sagen infeurope mod Kommissionen, nævnt i præmis 40 ovenfor, henholdsvis præmis 38 og 34 og den deri nævnte retspraksis), dels at denne bestemmelse indfører en mekanisme til kontrol af lovligheden af retsakter udstedt af Harmoniseringskontorets præsident, navnlig inden for området offentlige udbud, for hvilke EU-retten ikke fastsætter legalitetskontrol fra et andet organs side (jf. kendelsen i sagen infeurope mod Kommissionen, nævnt i præmis 40 ovenfor, henholdsvis præmis 37 og 32 og den deri nævnte retspraksis). Harmoniseringskontoret har i det væsentlige præciseret, at det er uden relevans, at denne retspraksis er fra et tidspunkt, hvor artikel 230 EF, som ikke indeholdt nogen specifik henvisning til annullation af afgørelser fra organer, fortsat var i kraft, idet retspraksis netop har anerkendt antagelsen til realitetsbehandling heraf, således som kodificeret i artikel 263 TEUF.

Harmoniseringskontoret har på grundlag af ovenstående betragtninger konkluderet, at annullationssøgsmålet, der er anlagt i medfør af artikel 263 TEUF, skal afvises, eftersom det indebærer en omgåelse af de specifikke og obligatoriske betingelser i artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009, som blev udtrykkeligt nævnt i udbudsbekendtgørelsens punkt VI.4.2, og som sagsøgerne gjorde brug af, da de indgav deres klage den 29. august 2011. Harmoniseringskontoret har bemærket, at denne sag blev anlagt den 21. oktober 2011, dvs. inden afslutningen af den administrative procedure for Kommissionen, som kunne vare indtil den 29. november 2011.

Ifølge Harmoniseringskontoret skal annullationspåstanden, selv om den administrative procedure i medfør af artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009 måtte skulle kvalificeres som fakultativ, hvilket ikke er tilfældet, ikke desto mindre afvises, eftersom sagen er for tidligt anlagt. I denne sag er den påståede fakultative karakter nemlig irrelevant, idet sagsøgerne bevidst valgte denne klagemulighed og endvidere ikke afventede Kommissionens afgørelse om at afslutte denne administrative procedure, inden de anlagde retssagen. Annullationspåstanden skal derfor afvises, uafhængig af den obligatoriske eller fakultative karakter af Kommissionens administrative kontrol, henset til, at sagen i begge disse tilfælde blev anlagt, inden den administrative procedure var afsluttet.

For så vidt angår den anden afvisningsgrund vedrørende Harmoniseringskontorets manglende evne til at optræde som sagsøgt har Harmoniseringskontoret bemærket, at sagsøgerne i overensstemmelse med Rettens praksis (jf. kendelsen i sagen infeurope mod Kommissionen, nævnt i præmis 40 ovenfor, henholdsvis præmis 39 og 35 og den deri nævnte retspraksis) burde have anlagt et annullationssøgsmål i den i artikel 263 TEUF omhandlede forstand mod Kommissionens stiltiende afgørelse om at forkaste klagen og ikke mod Harmoniseringskontorets tildelingsafgørelse, hvorfor annullationspåstanden under alle omstændigheder skal afvises.

For så vidt angår den tredje afvisningsgrund vedrørende Rettens manglende kompetence har Harmoniseringskontoret i det væsentlige anført, at Kommissionens administrative legalitetskontrol i medfør af artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009 bygger på de samme faktiske omstændigheder, der er genstand for retssagen for Retten i medfør af artikel 263 TEUF, og den forfølger de samme formål som den nævnte retssag. Endvidere har Retten udtalt, at Unionens lovgiver ikke udtænkte den i samme forordnings artikel 122 omhandlede administrative procedure for at tilbyde borgerne en alternativ klagemulighed i forhold til adgangen til at anlægge sag ved Unionens retsinstanser for at beskytte deres interesser (jf. kendelsen i sagen infeurope mod Kommissionen, nævnt i præmis 40 ovenfor, henholdsvis præmis 38 og 34 og den deri nævnte retspraksis).

Harmoniseringskontoret har konkluderet, at selv om proceduren i henhold til artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009 ikke måtte være obligatorisk, »erstatter« den proceduren for Unionens retsinstanser. I modsætning til proceduren for ombudsmanden kan en sagsøger nemlig frit mellem de to klagemuligheder vælge den, som bedst tjener dennes interesser. Når der er truffet en afgørelse efter afslutningen af en af disse to procedurer, er den anden imidlertid udelukket. Ifølge Harmoniseringskontoret kan der ikke længere anlægges en retssag, idet sagsøgerne i denne sag valgte at indgive en klage til Kommissionen i medfør af artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009, inden de anlagde sag i medfør af artikel 263 TEUF, og sagen skal afvises med den begrundelse, at Retten ikke har kompetence ratione temporis til at påkende den.

Sagsøgerne har nedlagt påstand om, at formalitetsindsigelsen ikke tages til følge. De har anfægtet dels anvendelsen af artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009 i denne sag, dels at sagen er for tidligt anlagt, at den forudgående procedure for Kommissionen er obligatorisk, at Harmoniseringskontoret ikke kan optræde som sagsøgt, og at Retten ikke har kompetence.

2. Unionens retsinstansers kompetence til at påkende sager til prøvelse af Harmoniseringskontorets retsakter

Retten finder det hensigtsmæssigt først at behandle den tredje afvisningsgrund, dvs. spørgsmålet om Unionens retsinstanser – uafhængig at rækkevidden af bestemmelserne i artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009 – har kompetence til at påkende sager til prøvelse af Harmoniseringskontorets retsakter.

Det skal i denne henseende bemærkes, at artikel 263, stk. 1, andet punktum, TEUF, således som indført ved Lissabontraktaten og trådt i kraft den 1. december 2009, knæsætter en ny primærretlig bestemmelse, hvorefter Unionens retsinstanser »ligeledes [prøver] lovligheden af de af Unionens organers, kontorers og agenturers retsakter, der skal have retsvirkning over for tredjemand«. Denne bestemmelse skal udfylde et stort hul i denne artikels tidligere ordlyd, nemlig artikel 230, stk. 1, og dermed i den kodificerede ordning med klagemuligheder i traktaten ved udtrykkeligt at bestemme, at bindende retsakter udstedt af Unionens organer, kontorer eller agenturer, ud over retsakter fra Unionens institutioner i den i artikel 13 TEUF omhandlede forstand, kan indbringes for Unionens retsinstanser (jf. i denne retning Rettens dom af 8.10.2008, sag T-411/06, Sogelma mod AER, Sml. II, s. 2771, præmis 33 ff., navnlig præmis 36, der henviser til Domstolens dom af 23.4.1986, sag 294/83, Les Verts mod Parlamentet, Sml. s. 1339).

Det skal fastslås, at Harmoniseringskontoret i medfør af artikel 115, stk. 1, i varemærkeforordning nr. 207/2009 er et af Unionens kontorer i den i artikel 263, stk. 1, andet punktum, TEUF omhandlede forstand.

Retten har derfor kompetence til at påkende sager anlagt til prøvelse af Harmoniseringskontorets retsakter, herunder retsakter udstedt af dettes præsident vedrørende offentlige udbud, som har til formål at have retsvirkninger i forhold til tredjemand.

3. Rækkevidden af artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009

Det skal for det andet bedømmes, om og i givet fald i hvilket omfang denne judicielle kompetence er begrænset eller tilpasset ved artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009.

Det skal i denne henseende anføres, at samme forordnings artikel 122, stk. 1, under overskriften »Legalitetskontrol« bestemmer, at »Kommissionen fører tilsyn med lovligheden af de af Harmoniseringskontorets præsidents handlinger, for hvilke der ikke i fællesskabsretten findes nogen legalitetskontrol foretaget af et andet organ […]«. Denne bestemmelses anvendelsesområde er således udtrykkeligt betinget af, at ingen andre organer udøver legalitetskontrol med Harmoniseringskontorets præsidents handlinger. Retten udgør imidlertid som en del af Domstolen i henhold til artikel 19, stk. 1, første punktum, TEU et sådant »andet organ«, for så vidt som den udøver en sådan legalitetskontrol i overensstemmelse med artikel 263, stk. 1, andet punktum, TEUF.

Det følger heraf, at denne sag i modsætning til, hvad Harmoniseringskontoret har gjort gældende, ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009, og at navnlig denne artikels stk. 3, andet punktum, hvorefter »[s]agen skal forelægges for Kommissionen inden for en frist på en måned at regne fra den dag, da vedkommende for første gang fik kendskab til den pågældende handling«, ikke finder anvendelse. Harmoniseringskontoret kan dermed ikke gøre gældende, at enten indgivelsen af en klage over en handling foretaget af Harmoniseringskontorets præsident til Kommissionen, en administrativ procedure i denne retning eller en eventuel udtrykkelig eller stiltiende kommissionsafgørelse vedrørende klagen, uanset hvilken form denne måtte have, udgør obligatoriske forudgående betingelser eller betingelser vedrørende formaliteten for en sag anlagt ved Unionens retsinstanser til prøvelse af en sådan handling i medfør af artikel 263, stk. 1, andet punktum, og artikel 263, stk. 4, TEUF.

Denne bedømmelse bekræftes af en formålsfortolkning af artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009. Når ordlyden af en primærretlig regel, som regulerer den retlige beskyttelsesordning, indeholder det hul, der er nævnt i præmis 50 ovenfor, svarer anerkendelsen af, at Kommissionen har en opgave med legalitetskontrol, således som fastsat i samme forordnings artikel 122, til det af Unionens lovgiver opfattede behov for at fremkalde en afgørelse fra Kommissionen med henblik på, at handlinger foretaget af Unionens organer eller kontorer, i det mindste indirekte, kan indbringes for Unionens retsinstanser. Formuleringen »handlinger, for hvilke der ikke i fællesskabsretten findes nogen legalitetskontrol foretaget af et andet organ« bekræfter, at der er tale om at tildele Kommissionen en residuel og subsidiær kontrolbeføjelse med henblik på at sikre adgang til Unionens retsinstanser, i det mindste gennem en udtrykkelig eller stiltiende afgørelse fra Kommissionen i den i artikel 122, stk. 3, tredje og fjerde punktum, i varemærkeforordning nr. 207/2009 omhandlede forstand. Dette formål har imidlertid siden ikrafttrædelsen af artikel 263, stk. 1, andet punktum, TEUF mistet sin eksistensberettigelse og kan ikke begrunde den påståede obligatoriske karakter af proceduren i medfør af forordningens artikel 122 som en forudsætning for et sagsanlæg ved Unionens retsinstanser.

Harmoniseringskontoret har til støtte for sin formalitetsindsigelse imidlertid anført, at artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009 siden Lissabontraktatens ikrafttrædelse ligeledes skal fortolkes i lyset af artikel 263, stk. 5, TEUF, hvorefter »[r]etsakter om oprettelse af EU-organer, ‑kontorer og ‑agenturer kan fastsætte særlige betingelser og vilkår for fysiske eller juridiske personers indbringelse af klager med henblik på prøvelse af retsakter vedtaget af disse organer, kontorer og agenturer, som skal have retsvirkning for dem«.

Det skal imidlertid bemærkes, at artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009 af de grunde, der er redegjort for i præmis 55 ovenfor, ikke finder anvendelse i denne sag, hvorfor de heri fastsatte kriterier ikke kan kvalificeres som »særlige betingelser og vilkår« i den i artikel 263, stk. 5, TEUF omhandlede forstand.

Under alle omstændigheder kan artikel 263, stk. 5, TEUF ikke rejse tvivl om Rettens judicielle kompetence, således som den er knæsat i artikel 263, stk. 1, andet punktum, TEUF (jf. præmis 49 og 52 ovenfor). Enhver anden fortolkning risikerer at skade den klare adskillelse mellem på den ene side den lovgivende og den udøvende magt, og på den anden side den dømmende magt, som ligger bag artikel 13-19 TEU, og Unionens retsinstansers enekompetence til at sikre »overholdelse af lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af traktaterne«, således som krævet i artikel 19, stk. 1, andet punktum, TEU. Det gælder så meget desto mere, idet ordlyden af artikel 122, stk. 2, i varemærkeforordning nr. 207/2009, hvorefter Kommissionen »forlanger de i stk. 1 nævnte handlinger, der måtte være retsstridige, ændret eller tilbagekaldt«, forudsætter, at denne institution fastslår ulovligheden, og dermed en reel bedømmelse af lovligheden af Harmoniseringskontorets præsidents handlinger i lighed med en rets bedømmelse. Ligeledes viser afsnittet i denne artikels stk. 3, første punktum, hvorefter »handlinger kan forelægges for Kommissionen af enhver medlemsstat eller enhver tredjemand, som umiddelbart og individuelt berøres deraf, med henblik på prøvelse af denne handlings lovlighed«, at Unionens lovgiver ønskede at tildele Kommissionen en kontrolbeføjelse, som kommer nær på en rets i medfør af artikel 230, stk. 2 og 4, EF. Selv hvis en sådan beføjelse til at kontrollere lovligheden tildelt Kommissionen ud fra lovgivers synspunkt siden vedtagelsen af artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009 også kunne anses for at udfylde et eventuelt hul i den retlige beskyttelsesordning, har denne beføjelse under alle omstændigheder mistet sin eksistensberettigelse efter ikrafttrædelsen af artikel 263, stk. 1, andet punktum, TEUF (jf. præmis 56 ovenfor).

Endvidere følger det af ovenstående betragtninger, at artikel 263, stk. 5, TEUF ikke omhandler et tilfælde som det af artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009 omfattede, hvorefter en ekstern institution tildeles en beføjelse til at udøve legalitetskontrol med handlinger foretaget af et af Unionens organer, kontorer eller agenturer. Kriterierne »særlige betingelser og vilkår« i den i artikel 263, stk. 5, TEUF omhandlede forstand skal fortolkes som en henvisning til organets, kontorets eller agenturets oprettelse af rent interne betingelser og vilkår, der ligger forud for en retssag, og som bl.a. regulerer funktionen i en mekanisme med egenovervågning eller afviklingen af en procedure for mindelige løsninger for at forberede eller undgå en tvist ved Unionens retsinstanser. Inden for området for offentlige udbud bestemmer artikel 33 og 34 i Den Europæiske Centralbanks afgørelse 2007/497/EF af 3. juli 2007 til fastsættelse af regler om offentligt udbud (EUT L 184, s. 34) således en intern klageadgang til en klageafdeling vedrørende offentlige udbud (Procurement Review Body), idet Domstolens uafhængige enekompetence til at påkende tvister mellem Den Europæiske Centralbank (ECB) og en tilbudsgiver anerkendes.

Endelig, og for så vidt som Harmoniseringskontoret til støtte for formalitetsindsigelsen har påberåbt sig kendelsen i sagen infeurope mod Kommissionen, nævnt i præmis 40 ovenfor, henholdsvis præmis 37 og 38 og 33 og 34, hvori det i det væsentlige blev udtalt, at fastsættelsen i artikel 118, stk. 3, i forordning nr. 40/94 (nu artikel 122, stk. 3, i varemærkeforordning nr. 207/2009) af en frist for at indgive en administrativ klage til Kommissionen vidner om, at en sådan administrativ procedure er obligatorisk, inden der anlægges sag ved en af Unionens retsinstanser i medfør af artikel 230 EF, er det tilstrækkeligt at anføre, at denne tidligere retspraksis er forældet på grund af ikrafttrædelsen af artikel 263, stk. 1, andet punktum, TEUF (jf. præmis 49 og 52 ovenfor).

Under disse omstændigheder skal Harmoniseringskontorets hovedargument, hvorefter indledningen af den administrative procedure i medfør af artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009 er en forudgående betingelse for, at der kan anlægges sag ved Retten og dermed en betingelse for, at denne retssag kan antages til realitetsbehandling, forkastes.

4. Relevansen af det forhold, at sagsøgerne har indledt en procedure i medfør af artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009

Harmoniseringskontoret har i det væsentlige anført, at da sagsøgerne bevidst har indledt den administrative procedure i medfør af artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009 ved med deres skrivelse af 29. august 2011 at indgive en klage til Kommissionen, burde de have afventet resultatet af denne procedure, inden de anlagde en retssag, som herudover burde have været anlagt til prøvelse af Kommissionens endelige afgørelse. Sagsøgerne har derimod bestridt at have indgivet en sådan klage i overensstemmelse med artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009.

Det er i denne sag ufornødent at behandle spørgsmålet, om sagsøgernes skrivelse af 29. august 2011 udgjorde en klage i den i artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009 omhandlede forstand. Selv om det antages, at det er tilfældet, fremgår det af betragtningerne i præmis 49-62 ovenfor, at indledningen af en klageprocedure ved Kommissionen ikke kan have den virkning, at sagsøgerne forhindres i at anlægge sag til prøvelse af tildelingsafgørelsen, således som meddelt ved det omtvistede skrivelse, inden for fristerne i artikel 263, stk. 6, TEUF. Harmoniseringskontoret kan ikke, ud over påberåbelsen af ordlyden af artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009, der ikke finder anvendelse i denne sag (jf. præmis 55 ovenfor) og den forældede retspraksis i kendelsen i sagen infeurope mod Kommissionen, nævnt i præmis 40 ovenfor, støtte sig til nogen retshjemmel for en sådan begrænsning af sagsøgernes ret til effektive retsmidler i den i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (EUT 2010 C 83, s. 389) omhandlede forstand. Henset til betragtningerne i præmis 49-62 ovenfor ville sagsøgerne derimod være udsat for en betydelig risiko for forældelse af en sådan sag til prøvelse af Harmoniseringskontorets afgørelse, hvis de blev begrænset til at forfølge deres anfægtelse for Kommissionen.

Den omstændighed alene, at sagsøgerne i deres skrivelse af 29. august 2011 insisterede på, at Kommissionen undersøgte deres klage af 4. marts 2011, kan ikke have den virkning, at den annullationspåstand, som de har nedlagt for Retten i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 263 TEUF, skal afvises.

5. Følgerne for bedømmelsen af de påberåbte afvisningsgrunde

På baggrund af betragtningerne i præmis 49-62 ovenfor fastslår Retten, at sagsøgernes sag hverken er for tidligt anlagt eller skal afvises, for så vidt som der er nedlagt påstand om annullation, og den første afvisningsgrund skal derfor forkastes. Det samme gælder for den anden og den tredje afvisningsgrund, eftersom Rettens judicielle kompetence, både for så vidt angår realiteten og ratione temporis, følger direkte af artikel 263, stk. 1, andet punktum, TEUF og ikke kun indirekte af artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009, som ikke kan begrænse denne kompetence, da artiklen ikke finder anvendelse. Det følger ligeledes heraf, at Harmoniseringskontoret i denne sag kan sagsøges, og at antagelsen til realitetsbehandling af annullationspåstanden ikke afhænger af en forudgående administrativ procedure for Kommissionen i medfør af samme forordnings artikel 122.

Formalitetsindsigelsen skal derfor forkastes, for så vidt som den vedrører annullationspåstanden.

C – Antagelse til realitetsbehandling af erstatningspåstanden

Harmoniseringskontoret er af den opfattelse, at erstatningspåstanden ligeledes skal afvises på grund af afvisningen af annullationspåstanden. Harmoniseringskontoret har subsidiært nedlagt påstand om, at erstatningspåstanden afvises eller forkastes som åbenbart retligt ugrundet i medfør af procesreglementets artikel 111 på grund af manglende hensyntagen til kravene i procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c). Stævningen beskriver nemlig ikke engang kort de anbringender eller retlige forhold, hvorpå erstatningspåstanden bygger, hvorfor stævningen ikke opfylder kravene om, at den tilstrækkeligt præcist skal angive tabets karakter og størrelse. Navnlig fremlagde sagsøgerne ikke i stævningen noget bevis for den påståede ulovlige adfærd og forklarede ikke tilstrækkeligt præcist forbindelsen mellem adfærden og det påståede lidte tab.

Sagsøgerne har bestridt, at deres erstatningspåstand skal afvises.

For det første er det tilstrækkeligt at anføre, at Harmoniseringskontorets hovedargument, hvorefter afvisningen af erstatningspåstanden følger direkte af afvisningen af annullationspåstanden, skal forkastes, henset til betragtningerne i præmis 49-68 ovenfor.

Hvad for det andet angår det subsidiære argument vedrørende tilsidesættelsen af kravene i procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), skal det bemærkes, at i medfør af artikel 21, stk. 1, sammenholdt med artikel 53, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), skal en stævning indeholde angivelse af søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Disse angivelser skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og Retten i givet fald kan tage stilling til sagen på det foreliggende grundlag. Det er af retssikkerheds- og retsplejehensyn en forudsætning for, at et anbringende kan antages til realitetsbehandling, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som anbringendet støttes på, fremgår på en sammenhængende og forståelig måde af selve stævningen, i det mindste i summarisk form. For at opfylde disse krav skal en stævning, hvori der nedlægges påstand om betaling af erstatning for skade forvoldt af en unionsinstitution, nærmere bestemt indeholde oplysninger, der gør det muligt at identificere den adfærd, som sagsøgeren bebrejder institutionen, grundene til, at han antager, at der består en årsagsforbindelse mellem adfærden og det tab, han hævder at have lidt, samt karakteren og størrelsen af dette tab (jf. Rettens dom af 2.3.2010, sag T-16/04, Arcelor mod Parlamentet og Rådet, Sml. II, s. 211, præmis 132 og den deri nævnte retspraksis).

I denne sag kan Harmoniseringskontoret imidlertid ikke gøre gældende, at sagsøgerne så bort fra disse formkrav i deres stævning, idet den indeholder tilstrækkeligt præcise forhold, som gør det muligt at identificere den påståede ulovlige adfærd, som Harmoniseringskontoret kritiseres for, grundene til, at sagsøgerne er af den opfattelse, at der er årsagsforbindelse mellem denne adfærd og det tab, sagsøgerne påstår at have lidt, og karakteren og størrelsen af dette tab. Uden at foregribe bedømmelsen af erstatningspåstandens berettigelse skal det anføres, at sagsøgerne i stævningens punkt 126-155 har redegjort udførligt for disse forskellige forhold under et særskilt afsnit med overskriften »Erstatning«, idet de har støttet sig til anbringenderne om ulovlighed, der er redegjort for til støtte for annullationspåstanden (punkt 126, 133-136 og 140), har forklaret årsagsforbindelsen (punkt 137) og har præciseret karakteren og størrelsen af det påståede tab, som den ulovlige adfærd har forvoldt (punkt 139 og 141-148 vedrørende det mistede udbud og punkt 150-155). I denne sag er der – i modsætning til Harmoniseringskontorets opfattelse – ikke tale om, at Retten blandt de forskellige klagepunkter, der er formuleret til støtte for annullationspåstanden, skal undersøge og identificere det eller de, som sagsøgerne tilsigter at anvende som grundlag for erstatningspåstanden, eller beregne og efterprøve den eventuelle årsagsforbindelse mellem den af dette eller disse klagepunkter omfattede adfærd og det påståede tab (jf. i denne retning Rettens kendelse af 11.1.2012, sag T-301/11, Ben Ali mod Rådet, Sml., EU:T:2012:4, præmis 72 ff.), hvilket kunne begrunde en afvisning af erstatningspåstanden i medfør af procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c).

For det tredje har Harmoniseringskontoret i denne sag ikke præciseret grundene til, at det er af den opfattelse, at erstatningspåstanden er åbenbart retligt ugrundet i medfør af procesreglementets artikel 111, hvorfor dette argument ligeledes skal forkastes. Under alle omstændigheder er Retten ikke på dette tidspunkt i sagen i stand til at træffe endelig afgørelse om, hvorvidt de forskellige anbringender om ulovlighed, som sagsøgerne har gjort gældende, er begrundede, idet Harmoniseringskontoret ikke har forsvaret sig i denne henseende, herunder vedrørende dettes påståede ulovlige adfærd (jf. præmis 31 ovenfor).

De af Harmoniseringskontoret påberåbte afvisningsgrunde mod erstatningspåstanden skal dermed forkastes i deres helhed.

Det følger af ovenstående betragtninger, at annullationspåstanden og erstatningspåstanden kan antages til realitetsbehandling, og at Harmoniseringskontorets formalitetsindsigelse skal forkastes.

Sagens omkostninger

Afgørelsen af sagens omkostninger udsættes.

På grundlag af disse præmisser

bestemmer

RETTEN (Første Afdeling):

Formalitetsindsigelsen tages ikke til følge.

Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

E. Coulon

Justitssekretær

J. Azizi

Afdelingsformand

Indhold