29. 12. 86 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 333/29
Udtalelse om den økonomiske årsberetning 1986-87
(86/C 333/10)
Rådet besluttede den 6. november 1986 i henhold til Rådets beslutning 74/120/EØF af
18. februar 1974 om gennemførelse af høj grad af overensstemmelse inden for den økonomiske
politik i De europæiske økonomiske Fællesskabs medlemsstater (!), ændret ved beslutning
75/787/EØF(2), særlig artikel 4, at anmode om Det økonomiske og sociale Udvalgs udtalelse
om ovennævnte emne.
Det forberedende arbejde henvistes til Udvalgets sektion for økonomiske, finansielle og
monetære spørgsmål, som udpegede Michael Geuenich til ordfører. Sektionen vedtog sin
udtalelse den 18. november 1986.
Det økonomiske og sociale Udvalg vedtog på sin 241. plenarforsamling, den 27. november
1986, med 92 stemmer for, 37 stemmer imod og 11 stemmer hverken for eller imod, følgende
udtalelse:
1. Indledning
Det økonomiske og sociale Udvalg anser det for nød-
vendigt at give et sammenfattende referat af Kommis-
sionens analyse af den økonomiske situation og udsig-
terne for dens udvikling (punkt 2). Referatet danner dels
grundlag for Udvalgets bedømmelse af Kommissionens
økonomisk-politiske forslag (punkt 4), dels giver det
anledning til at føje nogle kritiske bemærkninger til
Kommissionens analyse (punkt 3).
2. Kommissionens analyse af den økonomiske situ-
ation
2.1. Tendenser i den verdensøkonomiske udvikling
2.1.1. Udviklingen i verdensøkonomien prægedes i
1986 på afgørende måde af det usædvanlige og uventet
store fald i oliepriserne. Dette betød en ganske uventet
lettelse af Fællesskabets inflations- og betalingsbalance-
problemer. I Fællesskabet forstærkedes virkingen af
olieprisfaldet yderligere af den tydelige forringelse af
US-dollarens værdi — den anden væsentlige ændring.
På den anden side har denne forskydning i valutakurser-
ne kraftigt forringet afsætningsmulighederne for EF's
eksportvarer i dollarområdet. Rentefaldet er den tredje
komponent i ændringen af de fundamentale verdens-
økonomiske grundparametre.
2.1.2. Disse tre ændringer skaber på mellemlang sigt
alt i alt forbedrede forudsætninger for øget vækst i
verdensøkonomien. Alligevel ventes i OECD-landene
både i 1986 og 1987 kun en vækst på ca. 2,5%, hvilket
er ensbetydende med en mindre tilbagegang i forhold
til 1985.
(>) EFT nr. L 63 af 5. 3. 1974, s. 16.
(2) EFT nr. L 330 af 24. 12. 1975, s. 52.
2.1.3. At olieprisen er faldet til ca. en tredjedel (ud-
trykt i ECU) betyder en enestående lettelse for de olieim-
porterende lande. Fællesskabets samlede olieimportreg-
ning falder dermed med ca. 1,8 % af BNP. Men det må
forventes, at olieforbruget vil stige klart på grund af
prisfaldet, og af udbuddet fra de olieeksporterende
lande uden for OPEC vil falde, hvilket i det lange løb
vil medføre en ny stigning i olieprisen.
2.1.4. Olieprisfaldet har tydeligvis dæmpet pris-
stigningstakterne og dermed også lettet nedsættelsen af
den nominelle rente. Realrenten er dog fortsat temmelig
høj. Lavere renter og lavere energiudgifter medfører
øget rentabilitet og kan dermed styrke investeringerne,
hvis der samtidig sikres en passende udvikling i efter-
spørgslen.
2.1.5. Den økonomiske situation i USA kendetegnes
af umådelige underskud på betalingsbalancens løbende
poster og på statsbudgettet. Trods fald i dollarkursen
kan der imidlertid ikke ventes nogen væsentlig forbed-
ring af handelsbalanceunderskuddet hverken i 1986 eller
1987, da importudgifterne i første omgang stiger endnu
hurtigere end eksportindtægterne. Desuden belaster
renteydelserne på den voksende udlandsgæld USA's
løbende betalingsbalance.
Heller ikke bestræbelserne på at reducere budgetunder-
skuddet har hidtil givet synderligt resultat; i de kom-
mende år synes en restriktiv amerikansk finanspolitik
imidlertid nødvendig.
2.1.6. Der ventes i 1987 en beskeden vækst i verdens-
handelen med forarbejdede produkter. Da verden uden
for Fællesskabet formentlig kun vil øge sin import
meget langsomt, er væksten i handelen afgørende af-
hængig af ekspansion i Europa.
Nr. C 333/30 De Europæiske Fællesskabers Tidende 29. 12. 86
2.1.7. De verdensøkonomiske risikofaktorer i 1987
er først og fremmest faren for yderligere svækkelse af
væksten i USA, muligheden for en ny olieprisstigning,
og endelig den fortsat uløste prekære situation, som
nogle af de vigtigste debitorlande befinder sig i.
2.2. Den økonomiske situation i Fællesskabet og frem-
tidsudsigterne.
hold til tidligere perioder med konjunkturopsving. Der-
for er det nødvendigt med øgede anstrengelser på in-
vesteringsområdet.
2.2.6. Til den interne efterspørgsels vækst, der for
1986 skønnes til realt 3,8% og for 1987 til realt 3 ,5%,
vil det offentlige forbrug fortsat yde et bidrag under
gennemsnittet.
2.2.1. De beskrevne ændringer i de verdensøkonomi-
ske parametre har i et vist omfang forbedret forud-
sætningerne for øget vækst i EF på mellemlang sigt.
Men hidtil har disse gunstigere betingelser ikke givet
sig udslag i klart højere vækstrater. I 1986 vil væksten
kun komme til at ligge lidt over niveauet for 1985, og i
1987 ventes vækstraten, under forudsætning af uændret
økonomisk politik, kun at ligge nogle få tiendedele
procentpoint højere end i 1986. Med 2,8 % i gennemsnit
for hele Fællesskabet ligger den forventede vækst i 1987
dermed signifikant under det mål, der tilstræbes som
led i samarbejdsstrategien, nemlig 3,5% i gennemsnit
for perioden 1986-90.
2.2.2. Desuden er det af betydning for den økonomi-
ske situation i Fællesskabet, at medlemsstaternes øko-
nomier udviser væsentligt forskellige vækstrater. I 1987
ventes i Italien, Portugal, Forbundsrepublikken Tysk-
land og Irland en vækst på over 3 %; i Spanien ventes
3 % ; i Storbritannien, Luxembourg og Frankrig ca.
2,5 %, mens de øvrige medlemsstater placerer sig under
2 %. I Grækenland ventes endda et realt fald i BNP.
2.2.3. Blandt årsagerne til den relativt utilfredsstil-
lende vækst må nævnes udenrigshandelens negative bi-
drag, som i 1986 skønnes til lavere end — 1 procent-
point og i 1987 til — 0,8 procentpoint af BNP. Dette
forhold afspejler først og fremmest den drastiske svæk-
kelse af de olieproducerende landes efterspørgsel og
valutakursændringerne. Specielt i første halvdel af 1986
opvejedes denne afmatning i eksporten ikke af øget
intern efterspørgsel.
2.2.7. Forbrugerprisernes stigningstakt er faldet til
det laveste niveau i 20 år, nemlig 3,7 % i gennemsnit
for hele EF i 1986. Dog er der stadig store forskelle på
prisudviklingen i de forskellige medlemsstater. Først og
fremmest Grækenland og Portugal, men også — mindre
udpræget — Spanien og Italien har i 1986 stadig en
ret høj inflation. Imidlertid kan der i 1987 ventes en
yderligere nedgang i den gennemsnitlige inflationstakt
til 3 ,0%, eftersom situationen navnlig i de nævnte lande
vil bedres yderligere.
2.2.8. Den gunstige udvikling i forbrugerpriserne og
forbedringen af de reale bytteforhold har sammen med
en beskeden nominel lønstigning skabt en exceptionel
situation, hvor reallønnen er forøget med 2 , 3 % , uden
at den dermed forbundne stigning i købekraften mod-
svares af en stigning i de reale lønomkostninger pr.
capita. I 1987 kan man imidlertid ikke regne med, at
denne konstellation kan fastholdes.
2.2.9. Stigningen i antallet af beskæftigede skønnes
i både 1986 og i 1987 til 0,8 %. En sammenligning over
en længere periode viser, at dette repræsenterer en
tilvækst i antallet af erhvervsaktive, som ligger over
gennemsnittet, men tilvæksten skyldes til dels specifikke
arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger. Da arbejds-
styrken stadig vokser, især som følge af stigende er-
hvervsfrekvens blandt kvinder, fastlåses arbejdsløsheds-
procenten på et ekstremt højt niveau, nemling et EF-
gennemsnit (EUR 12) på 11,9% i 1986 og på 11,7% i
1987.
2.2.4. Imidlertid er der noget, der tyder på, at energi-
prisfaldet i stigende grad forbedrer forbrugssituationen.
Det private forbrug bliver dermed en vigtig faktor i den
økonomiske vækst (realt + 3,7% i 1986 og + 3,5% i
1987).
2.2.10. Hvad angår arbejdsløshedens struktur er spe-
cielt den voksende langtidsledighed problematisk: ca.
40 % af de arbejdsløse har allerede været uden arbejde
i over et år. Også ungdomsarbejdsløsheden spiller fort-
sat en betydelig rolle, skønt der her er tilløb til bedring.
2.2.5. Også investeringerne yder et væsentligt bidrag
til væksten. Det er først og fremmest investeringer i
maskiner og udstyr, der spiller en rolle (realt + 6,1 %
i 1986 og + 6,9% i 1987), mens byggeinvesteringerne
ganske vist har rettet sig, men ikke opviser synderlig
dynamik. Alt i alt kan man dog ikke komme bort fra,
at væksten i investeringerne ikke kan følge med i for-
2.2.11. De økonomiske udsigter for 1987 lader for-
mode, at det beherskede opsving formentlig vil vare
ved. Chancerne for yderligere vækst afhænger dog først
og fremmest af interne økonomiske faktorer, hvorimod
man ikke kan bygge noget håb på eksporten. Den
uacceptabelt høje arbejdsløshed vil imidlertid ikke
kunne reduceres væsentligt.
29. 12. 86 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 333/31
3. Bemærkninger til analysen af den økonomiske situ-
ation
3.1. Udvalget tager Kommissionens analyse af ud-
viklingen i verdensøkonomien til efterretning. Dog øn-
sker den derudover særlig at understrege følgende
punkter:
— USA's problemer med betalingsbalancens løbende
poster vil formentligt vare ved ud over 1987; forsøg
på at løse dem ved hjælp af en restriktiv finanspoli-
tik kan medføre, at afsvækkelsen af væksten i USA
udvikler sig til egentlig recession,
— lige så problematisk ville et yderligere fald i dollar-
kursen være,
— væksten i den europæiske økonomi må i fremtiden
antages at blive hæmmet stærkt af den økonomiske
udvikling i USA og dennes verdensomspændende
virkninger,
— risiciene for verdenshandelen er alt i alt endnu mere
omfattende og foruroligende; protektionistiske ten-
denser breder sig, og uforudseelige valutakursfluk-
tuationer kan skabe øget usikkerhed.
3.2. Til vurderingen af den økonomiske situation i
Fællesskabet knytter Udvalget følgende bemærkninger:
— Det er højst usikkert, om forbrugerprisernes
gennemsnitlige stigningstakt vil tage yderligere af i
1987.
— Det private forbrug kan øges, hvis lønindkomsternes
andel af nationalindkomsten ikke falder yderligere.
— For nogle landes vedkommende, f.eks. Forbundsre-
publikken Tyskland, er BNP-vækstraten formentlig
vurderet for optimistisk.
— Øgede investeringer er navnlig påkrævede i forar-
bejdningsindustrien og inden for de nye teknologier.
— Det er tvivlsomt, om den forudsete vækst i sig selv
er tilstrækkelig til, at arbejdsløsheden kan reduceres
i løbet af de kommende år, så længe de beskæftigel-
sesmæssige målsætninger ikke i stærkere omfang
end hidtil konkretiseres i medlemsstaternes økono-
misk-politiske tiltag. Derfor hilser Udvalget det i
høj grad velkommen, at Kommissionen har placeret
en nedbringelse af arbejdsløsheden via en mere dy-
namisk europæisk økonomi centralt i sine overve-
jelser.
x
4. Gennemførelse af samarbejdsstrategien for en mere
beskæftigelsesfremmende vækst
4.1. Generelle problemer ved samarbejdsstrategien
4.1.1. De foreliggende data for 1986 og 1987, især
for den økonomiske vækst og beskæftigelsen i EF, viser,
at den økonomiske udvikling endnu langt fra lever op
til målsætningerne i samarbejdsstrategien. Specielt må
det bekymre, at væksten i 1986 blev ret svag til trods
for, at det enorme prisfald på importen, særlig af råstof-
fer, og den dermed forbundne positive påvirkning af
bytteforholdet, har skabt meget gunstige ydre betingel-
ser for øget vækst i produktion og beskæftigelse.
4.1.2. Af denne erfaring kan man slutte, at gunstige,
eller i det mindste gunstigere, rammebetingelser på om-
råder som prisudvikling, produktionsomkostninger,
virksomhedernes indtjening, de løbende poster og bud-
getunderskud åbenbart ikke automatisk medfører en
væsentlig forøgelse af den økonomiske vækst. De
forbedrede rammebetingelser udgør kun en chance for
en bedre udvikling af produktion og beskæftigelse, som
det står tilbage at udnytte økonomisk-politisk.
4.1.3. Blev samarbejdsstrategien gennemført, ville
det betyde, at man udnyttede denne chance. For denne
strategi er ambitiøs og afstikker relativt høje mål. Men
forudsætningerne for samarbejdsstrategien har hidtil så
godt som kun bedret sig som følge af markedsmæssige
ændringer af prisstrukturen. Politisk er der foreløbig
ikke sket ret meget, som gør gennemførelsen af strategi-
en mere sandsynlig. Thi Ministerrådets beslutning fra
december 1985 og diskussionerne på europæisk plan
mellem Fællesskabets organer og arbejdsmarkedets par-
ter betyder — skønt de var præget af stor enighed om
strategiens mål og om midlerne til dens gennemførelse
— ikke ret meget for de berørte gruppers adfærd på
nationalt plan eller for afstemningen af den økonomiske
politik i de berørte lande.
4.1.4. Det synes derfor på sin plads at gøre sig nogle
principielle overvejelser over chancerne for et samarbej-
de mellem arbejdsmarkedets parter og de økonomisk-
politiske instanser i de enkelte lande.
4.1.5. Selv i Vesteuropas rammeøkonomier med
mere eller mindre udviklede sociale tryghedssystemer
er der tradition for, at den økonomiske planlægning og
beslutningstagning i overvejende grad tager udgangs-
punkt i individuelle og andre særinteresser. Det er endog
visse regeringers bevidste politik atter at bringe dette
princip til ære og værdighed eller befæste det yderligere,
og sågar EF-Kommissionens samarbejdsstrategi bærer
til en vis grad præg heraf. Samarbejde rækker imidlertid
ud over individuelle og andre særinteresser, for det
kræver, at man af hensyn til andres interesser pålægger
sig selv begrænsninger i varetagelsen af egne interesser.
Samarbejde er derfor kun rationelt under bestemte be-
tingelser, f.eks. når ens egne ofre inspirerer eller tvinger
Nr. C 333/32 De Europæiske Fællesskabers Tidende 29. 12. 86
andre til også at bringe ofre; for kun således opnås en
økonomisk situation, der er til fordel for alle og dermed
bedre end den situation, der kunne opnås ved udeluk-
kende at varetage egne interesser. Kort sagt: ofre skal
lønne sig. Men de lønner sig som regel kun, når også
de andre viser samarbejdsvilje.
4.1.6. Men at alle samarbejder modvirkes igen af
egeninteressen. For den enkelte forbedrer sin situation,
når de andre er indstillet på samarbejde, mens han selv
forfølger sin egen interesse. Det kan ganske vist være,
at de andre opdager dette og derpå indstiller deres
samarbejde. Men det er ikke alle tilfælde af manglende
samarbejdsvilje, der kan konstateres; f.eks. kan det
være vanskeligt, hvor der savnes klare kriterier for,
hvad et samarbejde indebærer, eller hvor — som det
f.eks. kan være tilfældet med de små lande i EF —
den enkeltes bidrag til det samlede resultat er relativt
beskedne. Trods faren for, at de andre ændrer deres
samarbejdsvillige indstilling, er det også nærliggende at
undlade at vise samarbejdsvilje i tilfælde, hvor man kun
kan vente — eller er tilfreds med — en kortsigtet fordel,
og hvor ingen sanktioner truer den ikke-samarbejdsvil-
lige.
4.1.7. Disse overvejelser fører til det resultat, at sam-
arbejdsstrategiens chancer for at blive ført ud i livet
kan forbedres, dersom:
a) Kommissionen opstiller klare kriterier for de berørte
gruppers og landes bidrag til samarbejdet;
b) Kommissionen gør det klart, at der er tale om en
på længere sigt nødvendig strategi, som må vare ud
over 1990, da samarbejdet ellers risikerer at blive
afbrudt for tidligt;
c) Kommissionen holder øje med alle medlemslande-
nes bidrag til den fælles strategi;
d) Kommissionen overvejer, hvilke konsekvenser der
skal drages i tilfælde af manglende samarbejdsvilje;
e) Kommissionen gør det endnu klarere for hver enkelt
samfundsgruppe, hvilke fordele dens ofre vil med-
føre.
4.2. Pengepolitik
4.2.1. Pengepolitikkens opgaver var relativt lette at
løse i 1986, da det kraftige fald i importpriserne i sig
selv betød en klar dæmpning af stigningen i forbruger-
priserne. Væksten i pengemængden kunne derfor
gennemsnitligt reduceres i de europæiske lande, uden
at man dermed indskrænkede vækstmulighederne.
4.2.2. I 1987 bliver pengepolitikkens opgave vanske-
ligere, da importpriserne næppe vil fortsætte med at
falde. Det, det kommer an på, er at sikre resultaterne
af inflationsbekæmpelsen. Det er ikke let, da den
gennemsnitlige prisstigningstakt på 3,5 % også dækker
lande med meget beskedne, eller endog, i absolutte tal,
negative inflationstakter. Denne situation vil næppe
forsætte i disse lande, og det er heller ikke uden videre
ønskeligt.
4.2.3. Skal den gennemsnitlige inflation i Fællesskab-
et stabiliseres, er det derfor nødvendigt, at prisstignings-
tempoet bremses i de lande, hvor det ligger over
gennemsnittet. Hvis del skal undgås, at der skabes
hindringer for væksten kan man principielt kun sikre
dette gennem pengepolitikken, hvis omkostnings-
stigningerne reduceres tilsvarende. Forudsætningerne
herfor er gode, da den opnåede begrænsning af inflatio-
nen fortsat kan tages i betragtning i forbindelse med
lønaftaler. Dermed ville prisstigningstakterne i de enkel-
te lande også nærme sig hinanden, hvilket samtidig
skaber mulighed for konvergens og kongruens i penge-
mængdens vækst, uden at pengepolitikken kommer til
at virke væksthæmmende.
4.2.4. Kommissionen minder om, at pengepolitikken
også har til opgave i passende omfang at finansiere
spillerummet for den reale vækst. Men hvad er »passen-
de finansiering« i forbindelse med samarbejdsstrategi-
en? Efter Udvalgets opfattelse bør man ikke gå ud fra
den aktuelle vækst i de enkelte medlemsstater. Penge-
mængdemålene bør derimod tage hensyn til de besked-
ne, uundgåelige prisstigninger og — alt efter de enkelte
landes vækstmuligheder — skabe så stort et realt vækst-
råderum, at Fællesskabet får mulighed for at realisere
den i samarbejdsstrategien tilstræbte årlige vækst på
3,5 % i gennemsnit inden 1990. Nogen fare for atter at
få en højere inflation ligger der ikke heri, så længe
lønpolitikken bygges på samarbejde, som Udvalget alle-
rede fastslog i sin udtalelse om den økonomiske situ-
ation medio 1986.
4.2.5. Dollarkursens udvikling kan, som Kommissio-
nen med rette fastslår, eventuelt nødvendiggøre en flek-
sibel reaktion i form af ændring af den korte rente i
Europa. En forøgelse af pengemængdens vækst kan
dermed undgås.
4.2.6. Den tilstræbte liberalisering af kapitalbevægel-
serne og styrkelse og udvidelse af EMS'en er vigtige
elementer til forbedring af den penge- og valutapolitiske
konvergens i Fællesskabet og dermed til gennemførelse
af en samordnet optræden fra medlemsstaternes side.
4.3. Økonomisk-politisk råderum
4.3.1. Kommissionen har foretaget en meget udførlig
analyse af udvikling og handlingsmuligheder på de of-
29. 12. 86 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 333/33
fentlige finansers område, da den tillægger den økono-
miske politik en væsentlig rolle i forbindelse med
gennemførelsen af samarbejdsstrategien. Efter sektio-
nens opfattelse må finanspolitikken endog overtage en
nøglerolle, efter at udviklingen i de private investeringer
hidtil ikke har kunnet holde trit med de forbedrede
udbudsbetingelser, først og fremmest den forøgede ren-
tabilitet.
4.3.2. Åbenbart er det ud over forbedret rentabilitet
også nødvendigt med forbedrede afsætningsforventnin-
ger for at få investeringerne til at stige. I de offentlige
budgetter er dette aspekt hidtil prioriteret lavere end
konsolideringsbestræbelser. Imidlertid er man nu nået
vidt med konsolideringen af de offentlige budgetter,
selv om alle lande endnu ikke har nået et forsvarligt
forhold mellem stigningen i den offentlige gældsætning
og væksten i BNP. Glædeligt nok har dog nogle af de
større lande skaffet sig handlefrihed
I Forbundsrepublikken Tyskland er budgetunderskud-
det i mellemtiden blevet nedbragt så meget, at finanspo-
litikken kunne tildeles en større rolle i efterspørgselsud-
viklingen. Kommissionen gør med rette opmærksom
på, at for så vidt der bliver tale om en afstemt ekspansiv
politik, som Forbundsrepublikken tvinges til at deltage
i, har også Frankrig og Storbritannien mulighed for at
føre en mere ekspansiv finanspolitik. Der er også grund
til at bemærke, at Danmark og Luxembourg har bud-
getoverskud.
Det er i øvrigt ikke kun budgetsaldienes udvikling,
der giver et økonomisk-politisk spillerum. Udvalget ser
også store muligheder for at stimulere vækst og beskæf-
tigelse ved at forbedre udgifts- og indtægtsstrukturen.
4.3.3. Af stor betydning er spørgsmålet, hvad handle-
friheden skal benyttes til. Efter Udvalgets opfattelse er
der først og fremmest brug for øgede infrastrukturin-
vesteringer, herunder større udgifter til miljøbeskyttelse
og byfornyelse, efter at først og fremmest de offentlige
investeringer er faldet stærkt i det sidste tiår. Af andre
investeringer kan nævnes øget indsats på områderne
forskning og udvikling samt faglig uddannelse af lang-
tidsledige. De offentlige investeringers særlige betyd-
ning ligger ikke bare i, at de selv skaber efterspørgsel
og beskæftigelse. De supplerer også de private investe-
ringer ved at øge disses chancer for succes. I øvrigt bør
rentable infrastrukturer som tunnelen under Kanalen
i det mindste til dels kunne finansieres med private
midler.
4.3.4. Det er tvivlsomt, om der også bliver plads
til nedsættelse af skatter eller andre afgifter, først og
fremmest de sociale sikringsbidrag. Dog kan der eventu-
elt skabes muligheder for at nedsætte skatteprocenter-
ne, hvis man fjerner skattemæssige smuthuller og sub-
ventioner. I betragtning af de forskellige skattesystemer
i de enkelte medlemsstater bør det endvidere undersø-
ges, hvorledes systemerne kan udformes, så de bliver
mere beskæftigelsesfremmende.
4.3.5. Skattereformbestræbelserne bør også først og
fremmest sigte mod en forenkling af skattesystemet. En
sådan forenkling kan opnås ved at fritage en lang
række borgere med lave indkomster for skat, hvad
der samtidig kunne overflødiggøre overførsler til disse.
Principielt bør udgifterne til sociale formål kun nedsæt-
tes — eller deres stigning bremses — hvis den sociale
nød er bortfaldet. Udvalget går ud fra, at det er denne
situation, Kommissionen her udtaler sig om. Foran-
staltninger til forøgelse af arbejdsudbuddet ved hjælp
af nedsatte sociale bidrag er overflødige inden for en
overskuelig fremtid.
4.4. Gennemførelse af det indre marked og aktiv struk-
turpolitik
4.4.1. Allerede i sin udtalelse om den økonomiske
situation medio 1986 behandlede Udvalget indgående
sammenhængen mellem samarbejdsstrategien og
gennemførelsen af det europæiske indre marked. Det
blev i den forbindelse understreget, at udvidelsen af
markederne og intensiveringen af konkurrencen ville
skabe vækstimpulser. Men man må ikke glemme, at
fordelene ved det indre marked også kommer forbruger-
ne til gode. Ændringerne af markedsstrukturerne vil
kræve nye forbrugerpolitiske aktiviteter som f.eks. for-
brugeroplysningspolitik og kvalitetskontrol. I det hele
taget burde Kommissionen ofre forbrugernes interesser
større opmærksomhed. Udvalget vil undersøge dette i
sine udtalelser og rapporter og foretage en afvejning
over for andre interesser. Desuden fremhævedes i udta-
lelsen om den økonomiske situation medio 1986 de
regionale og sektorielle strukturændringer, der vil finde
sted i forbindelse med gennemførelsen af det indre
marked, og der stilledes krav om strukturpolitiske for-
anstaltninger, som skal ledsage tilpasningsprocesserne.
4.4.2. Udvalget hilser det derfor i høj grad velkom-
men, at også Kommissionen i forbindelse med Fæl-
lesskabets egne udbudsorienterede foranstaltninger ser
en sammenhæng mellem åbningen af markederne og
struktur- og regionalpolitiske støtteforanstaltninger.
4.4.3. Det må konstateres, at udviklingen hen imod
real konvergens, dvs. reduktion af forskellene i realind-
komst pr. capita og i arbejdsløshedsprocent mellem
Fællesskabets forskellige lande og regioner er gået i stå
siden midten af 70'erne, ja endog i den gale retning.
Fællesskabets udvidelse og fremskyndelsen af den per-
manente strukturændringsproces gør det vigtigere at
opnå real økonomisk konvergens.
Nr. C 333/34 De Europæiske Fællesskabers Tidende 29. 12. 86
4.4.4. Gennemførelsen af samarbejdsstrategien vil
bidrage til at skabe et gunstigere makroøkonomisk
klima for en dynamisk økonomisk vækst. Men de ugun-
stigst stillede regioner bør nå op på en vækst, som
ligger over EF-gennemsnittet, hvilket forudsætter, at
der straks kommer gang i udviklingen hen imod real
konvergens i Fællesskabet. Derfor er det mere end
nogen sinde påkrævet, at Fællesskabet sætter sine soci-
al-, regional- og strukturpolitiske instrumenter ind og
øger disses effektivitet ved at skabe bedre koordinering
dels mellem disse fonde indbyrdes, dels mellem fondene
og Fællesskabets øvrige finansieringsinstrumenter. Ud-
valget henviser i denne forbindelse til udtalelsen om
Kommissionens XV. beretning om konkurrencepolitik-
ken og til Kommissionens hvidbog om gennemførelsen
af det indre marked, hvori der gøres opmærksom på
sammermængen mellem en effektiv konkurrencepolitik,
gennemførelsen af det indre marked og en europæisk
social helhed. Efter Udvalgets opfattelse kan gennemfø-
relsen af det indre marked kun lykkes, hvis det sociale
aspekt samtidig inddrages i EF-politikkerne. Dette for-
udsætter, at Kommissionen indgående undersøger, hvil-
ke følger oprettelsen af det indre marked vil få for
arbejdstagerne.
4.4.5. Social-, regional- og strukturpolitikken kan
imidlertid kun føre til det ønskede mål, hvis foran-
staltningerne koordineres og udformes på grundlag af
analyser af udviklingsperspektiverne i de enkelte er-
hvervssektorer. I den forbindelse må man — som det
da også understreges i Kommissionens beretninger om
konkurrencepolitikken — sørge for, at den interne pro-
tektionisme fjernes, og at subventionskapløb undgås.
4.5. Lønpolitik
4.5.1. Kommissionen antyder, at de reale lønom-
kostninger og realløningerne pr. capita yderligere vil
stige med henholdsvis 1 og 1,1 %. Desuden går den ud
fra, at arbejdsproduktiviteten i dette tidsrum gennem-
snitligt vil stige med 2 ,3% pr. capita. På baggrund af
den enorme arbejdsløshed i alle lande — med undtagel-
se af Luxembourg — vil Udvalget for tiden ikke gå
imod forslaget om, at stigningen i de reale lønom-
kostninger og i reallønnen bør være lavere end produk-
tivitetsstigningen. I modsat fald kan det være vanskeligt
samtidig konsekvent at gennemføre samarbejdsstrategi-
ens øvrige elementer, at øge væksten i investeringerne
og at skabe nye arbejdspladser. Udvalget ser dog med
et kritisk øje på det forhold, at den tilstræbte forskel
mellem stigningen i de reale lønomkostninger og real-
lønnen på den ene side og væksten i produktiviteten på
den anden side er betydelig. Det understreger desuden,
at reallønnen samtidig fortsat må stige, og at løntilbage-
holdenhed vil være desto mere acceptabel, jo mere
positive virkninger samarbejdsstrategien har på beskæf-
tigelsesudviklingen.
4.5.2. Kommissionen viser i den økonomiske årsbe-
retning 1986-87 (tabel 21), at der i 1987 i Fællesskabet
(EUR 12) formentlig vil ske en nedgang i de reale
lønomkostninger (forskellen mellem stigningen i de
reale lønomkostninger pr. capita og stigningen i ar-
bejdsproduktiviteten pr. capita) pr. produceret enhed
på 0 ,7%, efter at der i 1986 bl.a. på grund af faldet i
importpriserne vil ske en større tilpasning af de reale
lønomkostninger pr. produceret enhed på 1,8 %. Samti-
dig skulle de reale lønomkostninger pr. capita i de
forskellige lande i EF stige med ca. 2 til 3 %. Kommissio-
nen henstiller til arbejdsmarkedets parter i disse lande,
at der i forbindelse med lønforhandlingerne tages hen-
syn til udviklingen i beskæftigelsen og til ledigheden.
4.5.3. Kommissionen er altså parat til i forbindelse
med lønpolitikkens udformning at tage hensyn til for-
skelle i beskæftigelsesudviklingen og i arbejdsløsheden.
Efter Udvalgets opfattelse bør den allerede foretagne
tilpasning af de reale lønomkostninger pr. produceret
enhed (tabel 21) og af rentabiliteten dog tages i betragt-
ning, for disse størrelser viser, hvilke investerings- og
beskæftigelsesmuligheder der allerede findes.
4.5.4. Med hensyn til lønpolitikken i øvrigt anmoder
Kommissionen kraftigt om, at følgende principper over-
holdes:
For det første foreslår den, at overenskomsterne bør
rumme mulighed for, at der kan reageres på ændringer
i bytteforholdet. Mere konkret formuleret drejer det sig
om lønpolitisk at skelne mellem den hjemlige og den
importerede inflation. Udvalget erkender, at dette sær-
lig kan være af betydning i forbindelse med nye væsent-
lige forringelser af bytteforholdene. Det må undgås, at
en udefra påtvunget inflation så at sige automatisk
smitter af på udviklingen i de indenlandsk bestemte
omkostninger.
4.5.5. Andre forslag fra Kommissionen, såsom regio-
nal differentiering af lønningerne, generel løntilbagehol-
denhed også i vækstsektorer, arbejdsaftaler indgået for
en nærmere fastsat periode og overskudsrelateret afløn-
ning repræsenterer til dels meget gennemgribende for-
anstaltninger. Der skal en meget intensiv dialog mellem
arbejdsmarkedets parter til, før der kan ventes ændrin-
ger på disse områder i forhold til nuværende praksis,
og foranstaltninger til sikring af tryghed i ansættelsen
bør opretholdes overalt, hvor det er muligt. Desuden
er det vigtigt, at de regionalpolitiske konsekvenser
gennemtænkes, så man ikke kommer til at modvirke
målsætningerne for Fællesskabets regionalpolitik.
4.6. Tilpasningen af arbejdsmarkedet og arbejdstids-
politik
4.6.1. Ifølge Kommissionen er der inden for rammer-
ne af samarbejdsstrategien foruden de makro-økonomi-
29. 12. 86 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 333/35
ske faktorer, der er bestemmende for beskæftigelsen, et
stort antal mikro-økonomiske instrumenter, som kan
stimulere virksomhedernes vilje til at ansætte mere ar-
bejdskraft. Kommissionen nævner:
— omlægning og forkortelse af arbejdstiden,
— bestemmelser om tryghed i ansættelsen,
— uddannelses- og omskolingsmuligheder,
— bestemmelser, som gør det lettere at etablere små,
selvstændige og kooperative virksomheder,
— foranstaltninger til gavn for langtidsledige.
4.6.2. Tanken hermed er, at man kan gøre væksten
mere beskæftigelsesskabende. Også omlægning og ned-
sættelse af arbejdstiden kan bidrage hertil, hvis de
gennemføres på en omkostningsneutral måde. I den
aktuelle situation, navnlig på baggrund af de skuffende
resultater af arbejdsløshedsbekæmpelsen i 1986 og per-
spektiverne for 1987, er Udvalget af den opfattelse, at
omlægning, alt efter de særlige forhold, der gør sig
gældende for de enkelte sektorer, og forkortelse af
arbejdstiden bør prioriteres højere i samarbejdsstrategi-
en. Desuden er det påfaldende, at Kommissionen altid
kun nævner arbejdstidsforkortelse i forbindelse med og
efter en arbejdstidsomlægning. Det virker, som om den
opfatter muligheden for en forkortelse som et resultat
af omlægningen. Udvalget er tværtimod af den opfattel-
se, at arbejdstidsnedsættelse er et selvstændigt beskæfti-
gelsespolitisk instrument. Det er først, når arbejdstiden
er nedsat, at det kan blive påkrævet at omlægge arbejds-
tiden, for at den samlede præsterede arbejdstid kan
fordeles på flere personer.
4.6.3. Arbejdstidsnedsættelsen må som led i samar-
bejdsstrategien ikke blot blive til omsætning af individu-
elle arbejdstidsønsker; det ville være at se bort fra de
arbejdsløses interesser. Virksomhedernes interesser må
tilgodeses, ved at arbejdstidsnedsættelsen sker uden
konsekvenser for omkostningsniveauet. Kommissionen
anfører med rette, at dette mål kan nås, hvis produk-
tionsapparatet udnyttes bedre. Skal produktionsappa-
ratet udnyttes længere, vil en mere fleksibel indsats af
arbejdskraften ofte være nødvendig. Det er en opgave
for den sociale dialog at finde frem til former for
arbejdsindsats, som er acceptable for begge parter.
4.6.4. Hvad angår problemstillingen om tryghed i
ansættelsen er Kommissionen ikke ude på at fremme
en liberalisering som sådan. Dog finder den de gældende
regler for afskedigelser i adskillige lande særdeles skade-
lige for beskæftigelsen. Dette spørgsmål kan først disku-
teres nærmere, når de enkelte, angiveligt generende
reglers virkninger er undersøgt. Generelt er bestemmel-
ser om sikkerhed i ansættelsen af særlig betydning for
arbejdstagerne i tider med høj arbejdsløshed. Arbejdsta-
gerne har brug for denne form for social sikkerhed,
bl.a. for at kunne dække sig ind mod de indkomstmæs-
sige risici, der følger af såvel individuel som generel
arbejdstidsforkortelsespolitik.
4.6.5. Det må uforbeholdent hilses velkommen, at
uddannelses- og omskolingsmuligheder fremmes. Det
tjener strukturændringen i almindelighed og i særdeles-
hed genbeskæftigelse af arbejdsløse, blandt hvilke den
ukvalificerede arbejdskraft som bekendt er stærkt over-
repræsenteret. De langtidslediges problemer bør gøres
til genstand for særlig opmærksomhed.
4.6.6. Udvalget støtter Kommissionens initiativer i
retning af identificering af overflødige eller forvridende
bestemmelser, som hindrer oprettelse eller udvidelse af
små og mellemstore virksomheder, og udformning af
en politik til overvindelse af sådanne hindringer.
4.7. International koordination af den økonomiske
politik
AJA. Da der gør sig så store forskelle gældende
landene imellem med hensyn til saldoen på betalingsba-
lancens løbende poster, må den økonomiske politik
koordineres bedre på internationalt plan, da uligevægte
hæmmer verdenshandelen. Kommissionen har fremlagt
en meget lærerig analyse af eks- og importens ind-
komstelasticitet i de relevante lande. Den taler for, at
især Japan, men også Forbundsrepublikken Tyskland,
bør lade den indenlandske efterspørgsel ekspandere
kraftigt. En rolle som lokomotiv for verdensøkonomien
kan Forbundsrepublikken dog på ingen måde påtage
sig. Den påkrævede langsommere vækst i realindkom-
sten i USA synes allerede at være kommet i gang;
kontraktive foranstaltninger bør undlades for ikke yder-
ligere at bringe væksten i verdenshandelen i fare.
4.7.2. På denne baggrund vil mange udviklingslandes
gældsproblemer på ny tilspidses, hvis Europa og Japan
ikke ekspanderer stærkere og dermed påtager sig en
mere aktiv rolle inden for verdenshandelen. Det bør
ikke lægges samarbejdsstrategien til last, at Fællesskab-
et i dets tid har oplevet en væsentlig forringelse på
betalingsbalancens løbende poster. Betalingsbalan-
ceunderskud er en nødvendig pendant til betalingsba-
lanceoverskud i udviklingslandene. Kun ved hjælp af
betalingsbalanceoverskud kan disse lande afvikle deres
enorme gældsforpligtelser, hvis man ser bort fra eftergi-
velse af gælden.
4.7.3. Man må håbe, at resultaterne af den nye
GATT-runde kan bidrage til en bedre ligevægt i ver-
Nr. C 333/36 De Europæiske Fællesskabers Tidende 29. 12. 86
denshandelen. I denne forbindelse må man igen og igen
understrege følgende grundregel: protektionisme må
principielt bekæmpes. Hvad angår afviklingen af ek-
sisterende protektionisme, må forhandlingerne først og
fremmest føres inden for rammerne af GATT eller også
bilateralt.
4.8. Styrkelse af den sociale dialog
4.8.1. Kommissionen er fuldt ud klar over, at det er
vigtigt at styrke den sociale dialog. Den skildrer korrekt,
hvorledes tidligere tiders mangel på social dialog har
bidraget til de aktuelle problemer. Den sociale dialogs
betydning ligger i, at den foregår i et klima præget af
tillid, så enhver kan handle aktivt i stedet for defensivt.
4.8.2. Principielt bør den sociale dialog omfatte alle
samarbejdsstrategiens politiske felter og føres såvel på
makro-økonomisk som på sektorplan. Det økonomiske
og sociale Udvalg insisterer i sin egenskab af høringsor-
gan for de øvrige EF-institutioner og dermed det for-
nemste forum for en dialog — en status, der er forankret
i EF's stiftende traktater — på, at den sociale dialog
skal føres på alle niveauer og i alle sammensætninger.
4.8.3. Kommissionen bemærker med rette, at der
også på europæisk plan findes meningsforskelle mellem
arbejdsmarkedets parter. Men statens rolle i forbindelse
med stabiliseringen af det økonomiske kredsløb bør
ikke kunne bestrides, da den enkelte virksomhedsleder,
som decentralt træffer markedsøkonomiske afgørelser
om produktion og beskæftigelse, jo ikke kan overtage
ansvaret for det samlede kredsløb. Hans muligheder
Bruxelles, den 27. november 1986.
for som enkeltperson i sine investeringsbeslutninger at
kunne tage hensyn til helheden er yderst begrænsede,
da han som regel konkurrerer med andre virksomheder.
Men han kan heller ikke basere sig på andre virk-
somheders investeringsbeslutninger og dermed deres
efterspørgsel efter varer og tjenester. Staten har derfor
som led i samarbejdsstrategien til opgave via sin politik
at påvirke efterspørgselsforventningerne i stabiliserende
retning.
4.8.4. Kommissionen bør ikke nøjes med at fremme
den sociale dialog på europæisk plan. Den bør derimod
udvikle mekanismer til også på nationalt plan at under-
søge de praktiske muligheder for at gennemføre samar-
bejdsstrategien, så denne for alvor kan blive ført effek-
tivt ud i livet.
For Udvalget er som Kommissionen af den opfattelse,
at der mellem de mulige og faktiske vækstrater stadig
er et gab, som også skyldes utilstrækkelig gennemførelse
af samarbejdsstrategien. Man må ganske vist huske på,
at samarbejdsstrategien først blev vedtaget i december
1985 og alene af den grund næsten ikke har kunnet nå
at virke allerede i 1986. Men i mellemtiden er det blevet
påtrængende nødvendigt at gennemføre samarbejds-
strategien mere energisk.
Udvalget er derfor at den opfattelse, at det er absolut
nødvendigt at udarbejde den midtvejsstatus, der er plan-
lagt til juli 1987, om anvendelsen af den fælles strategi.
Man må håbe, at medlemsstaternes regeringer efter-
kommer Kommissionens opfordring til at aflægge be-
retning om gennemførelsen af den fælles strategi.
Alfons MARGOT
Formand for
Det økonomiske og sociale Udvalg
26. 5. 86 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 333/37
BILAG
Følgende ændringsforslag blev forkastet at Udvalget under forhandlingerne:
1) Punkt 4.3.3.
Dette punkt udformes således:
»4.3.3. Af stor betydning er spørgsmålet, hvad handlefriheden skal benyttes til. Efter sektionens
opfattelse er der — bortset fra den nødvendige reduktion af virksomhedernes økonomiske byrder, som vi
vender tilbage til nedenfor — først og fremmest brug for øgede infrastrukturinvesteringer, herunder større
udgifter til miljøbeskyttelse og byfornyelse, efter at først og fremmest de offentlige investeringer er faldet
stærkt i det sidste tiår. Af andre investeringer kan nævnes øget indsats på områderne forskning og
udvikling samt faglig uddannelse af langtidsledige. De offentlige investeringers særlige betydning ligger
ikke bare i, at de selv skaber efterspørgsel og beskæftigelse. De supplerer også de private investeringer
ved at øge disses chancer for succes.«
Begrundelse
Man synes hverken at anbefale nedsættelse af skatter eller sociale udgifter. Men de europæiske virksom-
heders skatter og sociale afgifter er utålelige i sammenligning med forholdene i USA og Japan.
Afstemningsresultat
53 stemmer for. 71 stemmer imod. Otte stemmer hverken for eller imod.
2) Punkt 4.3.4.
Dette punkt affattes således:
»Det ser ud, som om der også bliver tilstrækkelig plads til nedsættelse af skatter eller andre afgifter, først
og fremmest de sociale sikringsbidrag. Derfor er det nødvendigt at reducere de europæiske virksomheders
skattemæssige og sociale byrder, som forfordeler dem alvorligt i forhold til deres konkurrenter inden for
OECD. Eventuelt kan der også skabes muligheder for at nedsætte skatteprocenterne, hvis man fjerner
skattemæssige smuthuller og subventioner. I betragtning af de forskellige skattesystemer i de enkelte
medlemsstater bør det endvidere undersøges, hvorledes systemerne kan udformes, så de bliver mere
beskæftigelsesfremmende.«
Begrundelse
Man synes hverken at anbefale nedsættelse af skatter eller sociale afgifter. Men de europæiske virksom-
heders skatter og sociale afgifter er utålelige i sammenligning med forholdene i USA og Japan.
Afstemningsresultat
57 stemmer for. 75 stemmer imod. Fem stemmer hverken for eller imod.
3) Punkt 4.3.5.
a) De tre sidste punktummer (»Principielt bør ... overskuelig fremtid.«) udgår. I stedet indsættes følgende:
»Stigningen i de sociale udgifter bør bremses, som Kommissionen ønsker det. Det er ikke godt, at de
disponible husstandsindkomster mere og mere udhules af stigende sociale overførsler. I øvrigt må
virksomhederne i Fallesskabet betale højere sociale bidrag end deres amerikanske og japanske konkur-
renter. Opretholdes denne situation, kan det ikke undgå at svække den europæiske økonomis
konkurrenceevne og i sidste instans at hæmme beskæftigelsen.«
Begrundelse
Punkt 4.3.5 er utilfredsstillende. Hvad mening er der i at henvise til en situation, hvor »den sociale
nød er bortfaldet« ? Er det ikke ensbetydende med at skyde løsningen på et reelt problem ud i det
uvisse?
Nr. C 333/38 De Europæiske Fællesskabers Tidende 29. 12. 86
At udtalelsen skulle være i overensstemmelse med Kommissionens udsagn strider direkte mod, hvad
der står i Kommissionens beretning (side 115).
Sidste punktum er meningsløst. Der er ingen regering, der i den aktuelle arbejdsløshedssituation
påtænker foranstaltninger til forøgelse af/arbejdsudbuddet (der skulle uden tvivl stå »efterspørgslen
efter arbejdskraft«?).
Man det virkelige problem ligger i den stadige stigning i de sociale bidrag, der pålægges virksomhederne
og lønmodtagerne, for den svækker den europæiske konkurrenceevne og medvirker til at forøge
arbejdsløsheden.
Man kan komme uden om at bremse de sociale bidrag; men det er vigtigt, at opbremsningen har til
formål at forbedre beskæftigelsessituationen, så der kan skabes social consensus på dette punkt.
Afstemningsresultat
49 stemmer for. 79 stemmer imod. Ni stemmer hverken for eller imod.
b) Punkt 4.3.5 affattes således:
»4.3.5. Skattereformbestræbelserne bør også sigte mod at forenkle skattesystemet og aflaste virk-
somhederne. En sådan forenkling kan opnås dels ved at fritage en lang række borgere med lave
indkomster for skat, hvilket samtidig kunne overflødiggøre overførsler til disse; dels ved forsigtigt at
ændre en del af virksomhedernes direkte afgifter til indirekte afgifter (hvilket turde være prisneutralt,
undtagen for så vidt angår importerede varer). Principielt bør udgifterne til sociale formål kun
nedsættes — eller deres stigning bremses — hvis den sociale nød er bortfaldet. Sektionen går ud fra,
at det er denne situation, Kommissionen her udtaler sig om. Imidlertid bør man bestræbe sig for at
reducere udgifterne til den sociale beskyttelse uden dermed at mindske effektiviteten.« (Sidste punktum
udgår).
Begrundelse
Man synes hverken at anbefale nedsættelse af skatter eller sociale afgifter. Men de europæiske
virksomheders skatter og sociale afgifter er utålelige i sammenligning med forholdene i USA og Japan.
Afstemningsresultat
63 stemmer for. 66 stemmer imod. Syv stemmer hverken for eller imod.
4) Punkt 4.6.2.
De to sidste punktummer i punktet udgår: »Sektionen er tværtimod ... fordeles på flere personer.«
Begrundelse
Det kriterium, sektionen fremfører, er ikke tilstrækkeligt underbygget, hverken teoretisk eller empirisk,
til at give det generel gyldighed.
Der er ikke fremført tilstrækkelige basisargumenter, hverken teoretiske eller praktiske, som kunne gøre
et sådant kriterium gyldigt, ikke engang som betinget eller begrænset hypotese, og i endnu mindre grad
som generelt princip, da det fremføres meget kategorisk, uden at der tages hensyn til de komplekse
omstændigheder og de direkte, indirekte og inducerede samtidige virkninger af en sådan hypotese.
Afstemningsresultat
49 stemmer for. 76 stemmer imod. 13 stemmer hverken for eller imod.
Full & Egal Universal Law Academy