FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA DEN UDPEGEDE GENERALADVOKAT, DOMMER D. A. O. EDWARD,

fremsat den 10. marts 1992 ( *1 )

Hr. præsident,

De herrer dommere,

1. 

Jeg har besluttet at fremsætte et samlet forslag til afgørelse i sag T-24/90, Automec mod Kommissionen, og i sag T-28/90, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen. Selv om disse sager ikke formelt er forenet, har de været forhandlet for plenum i to på hinanden følgende dage og rejser eller synes i det mindste at rejse det samme principspørgsmål. For kortheds skyld benævner jeg sagerne henholdsvis »Automec-sagen« og »Asia Motor France-sagen«, men jeg benævner hertil den førstnævnte »Automec II-sagen« for at holde den adskilt fra den tidligere Automec-sag (»Automec I-sagen«), der blev afvist ved dom af 10. juli 1990 ( 1 ).

2. 

Det principspørgsmål, der er rejst i sagerne, vedrører arten og rækkevidden af Kommissionens handleforpligtelse, når en privat har indgivet en klage i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17/62 (herefter benævnt »forordning nr. 17«). Har Kommissionen pligt til at oplyse sagen? I bekræftende fald i hvilket omfang? Står det Kommissionen frit ikke at fortsætte under henvisning til, at dette ikke er opportunt? Har Kommissionen pligt til at træffe en afgørelse, som klageren kan anfægte for Retten i henhold til artikel 173? Kan Mageren benytte artikel 175 med henblik på at bevæge Kommissionen til at handle? Kan Kommissionen begrunde sin passivitet med, at det er muligt at opnå en tilfredsstillende løsning for nationale domstole, at der ikke foreligger en tilstrækkelig fællesskabsinteresse i at fortsætte undersøgelsen af sagen, eller at Kommissionen ikke råder over det fornødne personale til at behandle klager af mindre betydning?

3. 

Med henblik på at sætte spørgsmålene, der er rejst i sagerne, ind i deres rette sammenhæng, vil jeg først gennemgå traktaten og dens gennemførelsesforordninger, Domstolens og Rettens praksis samt visse udtalelser, som Kommissionen er fremkommet med under retsmøderne.

Traktaten

4.

Traktaten indeholder ingen bestemmelse, der udtrykkeligt forpligter Kommissionen til at handle på grundlag af individuelle klager. Artikel 155 bestemmer imidlertid, at

»Kommissionen [skal] ... drage omsorg for gennemførelsen af de i denne traktat indeholdte bestemmelser og af de bestemmelser, som med hjemmel i denne træffes af institutionerne«.

5.

På konkurrenceområdet bestemmer artikel 87, stk. 1, at Rådet udsteder forordninger eller direktiver »om anvendelsen af principperne i artilderne 85 og 86«. Artikel 87, stk. 2, bestemmer videre, at forordningerne og direktiverne

»har ... til formål a) ... at sikre overholdelsen af de i artikel 85, stk. 1, og artikel 86 nævnte forbud«.

6.

Ved traktatens ikrafttræden pålagde artikel 89, stk. 1, Kommissionen en forpligtelse til at »[påse], så snart den er trådt i funktion, at de i artilderne 85 og 86 fastlagte principper anvendes. På begæring af en medlemsstat eller på eget initiativ undersøger den sammen med medlemsstatens kompetente myndigheder, der skal bistå den i tilfælde af formodet overtrædelse af forannævnte principper. Finder Kommissionen, at der har fundet en overtrædelse sted, foreslår den passende midler til at bringe denne til ophør«.

7.

I medfør af traktaten har Kommissionen en konkret og positiv forpligtelse til at påse overholdelsen af traktatens bestemmelser og har — som et af aspekterne ved denne almindelige forpligtelse — forpligtelsen til at påse, at konkurrencereglerne anvendes. Selv om det i traktaten bestemmes, at Kommissionen er den primære vagthund, bør den ikke være den eneste. De nationale retsordeners supplerende rolle fremgår forudsætningsvis af artikel 85, stk. 2, og udtrykkeligt af artikel 87, stk. 2, litra e). Forordning nr. 17 kompletterer den ramme, der er fastlagt i teksterne, ved at tillægge artikel 85, stk. 1, og artikel 86 direkte virkning og ved at gøre dem direkte anvendelige for de nationale domstole ( 2 ).

Forordning nr. 17 og sammenlignelige forordninger

8.

I henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 har Kommissionen beføjelse til efter begæring eller på eget initiativ at træffe beslutning, hvorved det pålægges at bringe overtrædelser til ophør. Fysiske eller juridiske personer, som kan godtgøre en berettiget interesse, kan fremsætte begæring herom — med andre ord indgive Idager til Kommissionen vedrørende en konkurrencebegrænsende virksomhed udøvet af tredjemand. Brugen af udtrykket »begæring« (og ikke »klage«) skaber en forbindelse mellem den retshandling, som Mageren foretager, og den retsakt, som Kommissionen har beføjelse til at vedtage i medfør af artikel 3. Begæringen er en opfordring stilet til Kommissionen til at udøve dens beføjelse. Men hvad skal Kommissionen gøre, hvis det forholder sig således, at den skal gøre noget?

9.

Det er hensigtsmæssigt at sammenligne forordning nr. 17 med forordning (EØF) nr. 1017/68, der blev udstedt seks år senere med henblik på anvendelsen af konkurrencereglerne på transport med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje, og med antidumpingforordningen (forordning (EØF) nr. 2423/88).

10.

Artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 bestemmer:

»Konstaterer Kommissionen efter begæring eller på eget initiativ, at der foreligger en overtrædelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 eller artikel 86, kan den ved en beslutning pålægge de deltagende virksomheder og sammenslutninger af virksomheder at bringe de konstaterede overtrædelser til ophør.«

11.

Artikel 10 og 11 i forordning nr. 1017/68 når til samme resultat i to etaper. Artikel 10 bestemmer:

»Kommissionen kan på begæring eller på eget initiativ indlede behandlingen af en sag med henblik på at bringe overtrædelse af bestemmelserne i artikel 2 eller 8 til ophør samt fremgangsmåden med henblik på anvendelse af artikel 4, stk. 2« (dvs. med henblik på anvendelsen af konkurrencereglerne således som disse er tilpasset transportsektoren gennem de foregående bestemmelser i forordningen).

I artikel 11 bestemmes det efterfølgende:

»Konstaterer Kommissionen, at der foreligger en overtrædelse ... kan den ved beslutning pålægge de pågældende virksomheder ... at bringe den konstaterede overtrædelse til ophør.«

12.

Forordning nr. 1017/68 pålægger således Kommissionen en pligt til at handle som følge af en Wage, men tillægger den en skønsmæssig beføjelse med hensyn til at træffe en beslutning. Forordning nr. 17 tillægger den en skønsmæssig beføjelse uden, ved første øjekast, at pålægge den en forpligtelse. I retsmødet i Automec-sagen forklarede Kommissionens repræsentant denne forskel under henvisning til, at transportsektoren for så vidt angår jernbane, landeveje og sejlbare vandveje nødvendigvis er af international karakter, og at enhver overtrædelse af konkurrencereglerne i denne sektor er alvorlig. Uanset hvad forklaringen måtte være, viser forordning nr. 1017/68, at der ikke eksisterer nogen teknisk vanskelighed med hensyn til at pålægge Kommissionen en handlepligt som følge af en klage, mens der samtidig tillægges den en skønsmæssig beføjelse med henblik på efterfølgende at vedtage en beslutning.

13.

Antidumpingforordningen pålægger ligeledes Kommissionen en forpligtelse til at reagere på Idager, men kun når de indeholder tilstrækkelige beviser for forekomsten af dumping eller subsidiering og den deraf følgende skade (artikel 5, stk. 2). Eksistensen af »tilstrækkelige beviser« er under alle omstændigheder en betingelse, der skal være opfyldt, for at Kommissionens handlepligt indtræder (jf. artikel 7, stk. 1, og artikel 5, stk. 5).

14.

Selv om antidumpingforordningen af denne grund ikke har direkte betydning i den foreliggende sag, er det hensigtsmæssigt at erindre om, at en handlepligt på grundlag af en Hage forudsætter, at Magen har afsløret oplysninger, der påkalder sig en handling. Det ville være absurd at pålægge en offentlig myndighed en forpligtelse til at indlede en eller anden formel procedure som svar på enhver Mage, også selv om den er grebet ud af luften, fremført i skadehensigt eller Mart ugrundet.

15.

Endelig er forholdet det, at Kommissionen med hensyn til forordning nr. 17 har en eksklusiv kompetence, som den ikke deler med de nationale retsinstanser, til at anvende artikel 85, stk. 3. Kommissionen har under retsmødet i Automec-sagen (i hvilken sagsøgeren rejste spørgsmål om en gruppefritagelsesforordning) erkendt, at Kommissionens forpligtelse var anderledes, når kun den havde beføjelse til at handle.

Dommene i sagerne GEMA, Metro I, Demo-Studio Schmidt og CICCE

16.

I GEMA-dommen bekræftede Domstolen, at artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 til lægger Kommissionen en skønsmæssig beføjelse, men ikke pålægger den en pligt til at træffe en afgørelse, hvorved overtrædelse af konkurrencereglerne kræves bragt til ophør ( 3 ). I dommen i Metro I-sagen anerkendte Domstolen imidlertid en ret for Idagere, der ikke fik helt eller delvis medhold i deres klage, til at indlede en procedure med henblik på at beskytte deres berettigede interesser ( 4 ). Derpå udtalte Domstolen i dommen i sagen Demo-Studio Schmidt:

»Da sagsøgeren havde indgivet klage ... var Kommissionen forpligtet til at undersøge de omstændigheder, sagsøgeren havde fremført, for at kunne fastslå, om (den adfærd, der klagedes over) kunne fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne« ( 5 ).

17.

Arten af Kommissionens forpligtelse blev defineret endnu mere præcist i dommen i CICCE-sagen, i hvilken Domstolen udtalte, at

»... Kommissionen ... var forpligtet til at foretage en vurdering af (de faktiske retlige omstændigheder, som var kommet til dens kendskab på CICCE's initiativ) med henblik på at bedømme, om der måtte antages at være sket en overtrædelse af traktatens konkurrenceregler« ( 6 ).

18.

Kort sagt betyder disse domme, at Kommissionen skal tage klager alvorligt; dens skønsmæssige beføjelse med hensyn til, hvad den vil foretage sig som svar på en klage, er ikke fuldstændig ubundet.

19.

Under begge retsmøder erkendte Kommissionen, at en klager har ret til en afgørelse, som han kan anfægte for Domstolen efter artikel 173. Denne erkendelse kunne næppe undgås, da den følger efter Metro I-dommen.

20.

Den »afgørelse«, som klageren har ret til, kan rettes til den virksomhed, ldagen er rettet imod (som i Metro I-sagen) eller til klageren. Af de grunde, der er givet udtryk for i Automec I-sagen og tidligere i IBM-sagen ( 7 ), kan en anfægtelig beslutning først fremkomme ved slutningen af den administrative procedure, når de processuelle garantier, der fremgår af forordning nr. 17 og forordning nr. 99/63/EØF (herefter benævnt »forordning nr. 99/63«), har været iagttaget. Det følger heraf, at hverken klageren eller den virksomhed, der klages over, kan kræve, at Kommissionen straks træffer afgørelse, undtagen, muligvis, på det stadium, hvor alle mulige procedurer er blevet gennemført.

Artikel 6 i forordning nr. 99/63 og Automec I-sagen

21.

Artikel 6 i forordning nr. 99/63 kræver, at Kommissionen, hvis den er af den opfattelse, at de tilvejebragte oplysninger ikke giver grandlag for at tage en begæring til følge, underretter Mageren om begrundelsen herfor og fastsætter en frist, inden for hvilken vedkommende skriftligt kan fremsætte eventuelle bemærkninger. I dommen i sagen Automec I antog Domstolen, at en »artikel 6-skrivelse« ikke er en afgørelse, der kan danne grundlag for et søgsmål.

22.

Dommen i sagen Automec I er blevet kritiseret for at berøve klageren retlig beskyttelse, da forordning nr. 99/63 ikke kræver, at Kommissionen efter at have udstedt en artikel 6-skrivelse træffer en endelig, anfægtelig afgørelse ( 8 ). Kritikken synes at hvile på en misforståelse. Forordning nr. 99/63 kræver ikke, at Kommissionen træffer en afgørelse, der kan anfægtes, efter at den har udstedt en artikel 6-skrivelse, da klageren kan tænkes at være tilfreds med den forklaring, der er givet i skrivelsen, eller ganske enkelt beslutter sig for ikke at forfølge sagen videre. At udstede en formel beslutning til en klager, der ikke ønsker en sådan, ville være overflødigt.

23.

Deraf følger ikke, at Hageren ikke kan kræve en afgørelse, der kan anfægtes, hvis han ønsker en sådan, eller at Kommissionen, når den har modtaget Hagerens bemærkninger som svar på artikel 6-skrivelsen, blot kan forholde sig passiv. Det er her, at artikel 175 i traktaten kommer ind i billedet, da den er det eneste processuelle middel, gennem hvilket Hageren kan tvinge Kommissionen til yderligere handling.

Artikel 175

24.

Artikel 175 har givet anledning til megen diskussion og en hel del misforståelse. En af grundene til dette er, at den i stykker, der følger efter hinanden, benytter begreberne »undlader ... at træffe afgørelse« (stk. 1), »utke har taget stilling« (stk. 2) og »undladt at udstede en retsakt til (en fysisk eller juridisk person), henstillinger og udtalelser dog undtaget« (stk. 3). Det er en yderligere komplikation for læsere af den engelske version, at den brager samme ord, nemlig »act«, til at oversætte ord, som i andre sproglige versioner er forskellige: »Failure to aet« i stk. 1 (for »undlader ... at træffe afgørelse«), og »called upon to aet« i første led i stk. 2 (for »opfordret til at handle«). På trods af disse komplikationer kan artikel 175 efter min opfattelse anvendes på konkurrenceproceduren på en fuldstændig konsistent måde.

25.

Artikel 175 er ligesom artikel 173 formuleret primært med tanke på medlemsstater og institutioner. Den søgsmålsret, der gives disse, er derefter tilpasset for at give private en begrænset søgsmålskompetence. Stk. 1 fastlægger den materielle forudsætning for søgsmålet, nemlig at den sagsøgte institution skal være forpligtet til at træffe »afgørelse« ( 9 ) og har undladt dette. Stk. 2 definerer herefter de processuelle forudsætninger for at rejse en sag, nemlig at den sagsøgte institution har været opfordret til at handle, men har undladt at tage stilling til opfordringen inden to måneder. Stk. 3 definerer betingelsen for private parters søgsmålskompetence, nemlig at sagsøgeren skal være potentiel adressat for en »retsakt«.

26.

Der er grund til at understrege, at ordningen efter artikel 175 har til formål at undgå, at søgsmål indbringes unødigt. For at et søgsmål skal kunne vindes, skal afgivelsen af påkravsskrivelse i henhold til stk. 2 kunne bevirke det ønskede resultat, uden at et søgsmål skal rejses. Hvis institutionen med held skal kunne rejse indsigelse, skal dens »stillingtagen« gøre dette klart.

27.

Når artikel 175 anvendes i den foreliggende sammenhæng, er det uomtvistet, at den, der har indgivet en klage til Kommissionen i henhold til forordning 17, har ret til en afgørelse, positiv eller negativ. Undladelse fra Kommissionens side af at træffe en sådan afgørelse er en »undladelse af at træffe afgørelse« i stk. 1's forstand. I dommen i sagen Metro I er det fastslået, at en klager er en potentiel adressat for en »retsakt ... henstillinger og udtalelser dog undtaget« og derfor har søgsmålskompetence i henhold til stk. 3. Umiddelbart skulle artikel 175 således kunne gøres gældende af en Idager, der står over for Kommissionens passivitet. Klageren kan imidlertid ikke rejse sag, medmindre de processuelle betingelser i stk. 2 er opfyldt. Det er her problemet opstår. Det synes at kunne anskues på to måder.

28.

Den første synsmåde er at sige, at de processuelle betingelser i stk. 2 kun kan opfyldes, når klageren er i en situation, hvor han, her og nu, kan kræve, at institutionen træffer en afgørelse, der kan anfægtes. Institutionen må som svar enten træffe afgørelse eller forklare, hvorfor den afslår at gøre dette. Hvis der skal gennemføres nogen mellemkommende procedure, før afgørelsen kan træffes, er påkravsskrivelsen indgivet for tidligt, og et efterfølgende søgsmål må afvises.

29.

En følge af denne synsmåde inden for konkurrenceområdet er, at artikel 175 af processuelle grunde ikke kan påberåbes af en Idager, da ldageren ikke kan kræve, at Kommissionen træffer én afgørelse frem for en anden og navnlig ikke kan kræve, at den træffer en afgørelse imod den virksomhed, der klages over (jf. GEMA-dommen). Den samme tankegang ville finde anvendelse i forhold til den virksomhed, der klages over, da denne heller ikke kan kræve, at Kommissionen træffer en afgørelse til fordel for den. Kommissionen ville derved blive immun over for angreb på grundlag af artikel 175, undtagen muligvis i den situation, hvor hele den procedure, der kræves efter forordning nr. 17 og nr. 99/63, er gennemført, og at intet yderligere skal gøres, før en afgørelse kan træffes.

30.

Den anden synsmåde går ud på, at stk. 2 ikke betyder mere end det, bestemmelsen siger. Den fastlægger en ren processuel betingelse, der har til formål at undgå unødige søgsmål. Den processuelle forudsætning er udtømt, når en sag, der skal antages, er rejst. Hvis den ikke er opfyldt, må sagen afvises. Hvis den er opfyldt, kan sagen antages, og stk. 2 har ikke længere betydning.

31.

Efter den anden synsmåde er artikel 175 et generelt anvendeligt, retsligt middel til at bringe en inaktiv institution til at handle. Før søgsmålet rejses, skal sagsøgeren have opfordret institutionen til »at handle« — at blive aktiv i stedet for at være inaktiv ( 10 ) — og det, der skal foretages, afhænger af den enkelte sags omstændigheder. Institutionen har herefter to måneder til at fastlægge sin stillingtagen i forhold til opfordringen — dvs. til at fastslå, hvad den vil gøre eller til at gøre rede for, hvorfor den afviser at gøre noget. Det, som institutionen skal foretage, er ikke nødvendigvis det samme (selv om det kan være det samme) som den »afgørelse« henholdsvis »retsakt«, som er omhandlet i stk. 1 og 3.

32.

Hvis vi anvender den anden synsmåde på konkurrenceproceduren, kan vi tage udgangspunkt i det, som dommene i sagerne IBM og Automec I forklarer, nemlig at den procedure, der fører frem til en konkurrencebeslutning, indebærer en række forberedende handlinger. Disse kan omfatte udstedelsen af en artikel 6-skrivelse til Mageren (hvilket ikke vil indebære afslutningen af sagen, hvis klageren kan overbevise Kommissionen om, at dens ræsonnement ikke er rigtigt), udsendelse af krav om oplysninger eller indledning af undersøgelser i henhold til artikel 11 og 14 i forordning 17, udsendelse af en meddelelse om klagepunkter, gennemførelse af mundtlig høring osv. På nogle trin må strikte formelle krav overholdes. Kommissionen kan ikke træffe en formel afgørelse, der kan anfægtes, uden at gennemføre disse processuelle etaper, men på hver etape kan der være et skridt, som Kommissionen kunne tage, men ikke tager, ad den vej, som leder til en afgørelse.

33.

Den anden synsmåde ville gøre det muligt for Mageren — eller for den sags skyld for den virksomhed, der Mages over — at bringe Kommissionen i aktion. Når det kræves, at Kommissionen træffer en afgørelse, vil det, som skal foretages, afhænge af det stadium, sagen har nået. Tilsvarende må — når Kommissionen skal fastlægge sin holdning — holdningen og den måde, hvorpå den fastlægges, afhænge af omstændighederne. Det retlige spørgsmål i hver sag vil være, om klagerens krav på handling og Kommissionens svar herpå var retligt velbegrundet.

34.

Denne synsmåde gør det muligt både for Kommissionen og Retten at behandle hver sag ud fra dens egne præmisser uden overdreven formalisme og uden at berøve den private part den beskyttelse, der ligger i judiciel kontrol. Hvis Magen er Mart grebet ud af luften, fremsendt i skadehensigt eller retligt ubegrundet, kan Kommissionen svare på et krav om handling i et kort brev, og Retten vil næppe give udtryk for, at dette skulle være en utilstrækkelig »stillingtagen«. Hvis der derimod foreligger en seriøs Mage støttet af pålideligt bevismateriale over brud på konkurrencereglerne, skal der gives et seriøst og velovervejet svar. På denne måde kan Kommissionen tvinges til at handle i overensstemmelse med dommene i sagerne Demo-Studio Schmidt og CICCE.

35.

På denne baggrund vil jeg nu gå over til at behandle de faktiske omstændigheder i de to sager, der verserer for Retten.

De faktiske omstændigheder i Automec-sagen

36.

Sagsøgeren, Automec Srl, er automobilforhandler med hjemsted i Lancenigo di Villorba i Norditalien. Virksomheden drives af dens største aktionær, Paolo Mattarollo, og de øvrige aktionærer er medlemmer af hans familie. I januar 1964 fik en tidligere virksomhed, også kaldet Automec, en ikke-eksklusiv forhandlerret til BMW-biler i byen og provinsen Treviso. I virkeligheden havde Paolo Mattarollo haft en autorisation siden 1960. Det synes at være uden betydning i sagen at sondre mellem Paolo Mattarollo og hans forskellige firmaer, og i det følgende vil jeg blot tale om »Automec«.

37.

I forbindelse med sit samarbejde med BMW måtte Automec indrette sin virksomhed, således at den var i overensstemmelse med BMW's kontraktmæssige krav, herunder ydelse af service efter salg og garanti til den endelige køber, opretholdelse af et lager af biler og reservedele og ansættelse af velkvalificeret personale. Automec hævder, at virksomheden af BMW blev tilskyndet til at købe 12000 m2 jord og at bygge et nyt 4000 m2 stort udstillings-og værkstedscenter.

38.

Efterfølgende meddelte det selskab, der har ansvaret for BMW's forhandlernet i Italien, BMW Italia SpA, Automec, at man ikke ville forny forhandlerkontrakten ud over den 31. december 1984. Efter denne dato har BMW ikke leveret nogen biler eller reservedele til Automec. BMW Italia forsøgte uden held at opnå en retsafgørelse fra Tribunale di Treviso, hvorved det skulle forhindres, at Automec fortsat benyttede BMW's varemærker.

39.

Automec's reaktion på virksomhedens udelukkelse fra BMW's salgsnet var at rejse sag for Tribunale di Milano og søge at opnå en afgørelse om, at de hidtidige kontraktlige forbindelser skulle opretholdes. Tribunale tog ikke begæringen til følge. Under den mundtlige forhandling blev det oplyst, at denne dom blev stadfæstet i appelinstansen og er indbragt for Corte di Cassazione. Det blev ligeledes oplyst, at Tribunale di Milano i første instans har forbudt Automec at benytte BMW-varemærket, og at denne sag nu verserer for Corte d'appello.

40.

Den 25. januar 1988 ldagede sagsøgeren til Kommissionen under anbringende af, at BMW havde overtrådt artikel 85. Klagen indeholdt en udtrykkelig henvisning til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17, og der anmodedes om, at det blev pålagt BMW Italia SpA og BMW AG (dennes tyske moderselskab) at ophøre med at overtræde artikel 85.

41.

I sin klage hævdede Automec, at længden af og succesen — i henseende til salg — med hensyn til virksomhedens hidtidige samarbejde med BMW viste, at virksomheden opfyldte de objektive krav til BMW's forhandlernet. BMW havde ikke desto mindre nægtet at give virksomheden adgang til nettet og at forsyne den med biler og reservedele. Denne nægtelse, der var indtruffet den 31. december 1984, var fortsat, uanset Automec's »indstændige krav«. BMW overtrådte derfor artikel 85 og måtte pålægges at imødekomme enhver ordre på motorkøretøjer og reservedele afgivet af Automec til den pris og på de betingelser, som gjaldt for andre forhandlere. BMW skulle også pålægges at give Automec tilladelse til at benytte dets varemærker inden for de rammer, der er almindelige i automobilsektoren.

42.

Der fandt en indledende udveksling af synspunkter sted mellem Automec og Kommissionen. En skrivelse, der var del af denne udveksling, blev efterfølgende genstand for dommen i Automec I-sagen. Den 26. juli 1989 sendte Kommissionen Automec en artikel 6-skrivelse, i besvarelse af hvilken Automec fremsatte yderligere bemærkninger.

43.

Derpå sendte kommissæren med ansvar for konkurrencespørgsmål, Sir Leon Brittan, den 28. februar 1990 den skrivelse, hvorved der blev givet meddelelse om den beslutning, som Automec nu anmoder Retten om at annullere ( 11 ). Kommissærens skrivelse angiver to grunde til ikke at foretage sig yderligere med hensyn til Automec's klage:

»1.

Med hensyn til den første begæring i Deres klage (... BMW tilpligtes at levere biler og reservedele og tillade, at Automec anvender BMW-mærket) er Kommissionen af den opfattelse, at den i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, ikke råder over en beføjelse til at meddele påbud, som vil gøre det muligt at forpligte en producent til at levere sine produkter under den foreliggende sags omstændigheder, også selv om Kommissionen måtte have fastslået, at denne producents (BMW Italia) salgssystem er uforeneligt med artikel 85, stk. 1. Automec har i øvrigt ikke fremført nogen som helst holdepunkter for, at BMW Italia har en dominerende stilling, og at BMW Italia skulle have misbrugt den og således overtrådt EØF-traktatens artikel 86: Det er kun denne artikel, som eventuelt vil gøre det muligt for Kommissionen at pålægge BMW Italia at indgå kontrakt med Automec.

2.

Med hensyn til Automec's anden begæring (... BMW Italia opfordres til at bringe den overtrædelse til ophør, som Automec har påberåbt sig) skal Kommissionen fastslå, at Automec allerede på grund af tvisten med BMW Italia angående opsigelsen af den hovedforhandlerkontrakt, der tidligere har bestået mellem de to virksomheder, har anlagt sag ved italienske retsinstanser, både i første instans og i appelleddet. Ifølge Kommissionens opfattelse er der intet, som forhindrer Automec i at forelægge den nationale ret spørgsmålet om, hvorvidt BMW Italia's nuværende salgssystem er foreneligt med artikel 85; dette synes så meget enklere, som den nationale ret allerede har nøje kendskab til kontraktforholdet mellem BMW Italia og dette selskabs forhandlere.

Kommissionen skal endvidere henvise til, at den italienske ret ikke alene er lige så kompetent som Kommissionen til i det foreliggende tilfælde at anvende traktatens artikel 85, og navnlig dennes stk. 2, men at den desuden har en kompetence, som Kommissionen ikke har, nemlig til i givet fald at tilpligte BMW Italia at betale Automec erstatning, såfremt Automec kan bevise, at denne producents leveringsnægtelse har påført selskabet et tab. Artikel 6 i forordning nr. 99/63/EØF giver Kommissionen et skøn med hensyn til de ’tilvejebragte oplysninger’ i forbindelse med en klage, der gør det muligt for den at prioritere verserende sager forskelligt.

På grundlag af de ovennævnte betragtninger, som er anført i punkt 2 i denne skrivelse, er Kommissionen nået til den konklusion, at der ikke i det foreliggende tilfælde eksisterer en tilstrækkelig fællesskabsinteresse i at foretage en dybtgående undersøgelse af de omstændigheder, som er fremført i begæringen.«

44.

Som jeg nævnte, afvistes Automec I-sagen den 10. juli 1990. I den foreliggende sag er der nedlagt påstand om annullation af den beslutning, der meddeltes ved den netop citerede skrivelse fra kommissæren, ligesom der er nedlagt påstand om erstatning i henhold til traktatens artikel 178. Jeg skal vende tilbage til formaliteten og realiteten for så vidt angår disse krav, når jeg har omtalt de faktiske omstændigheder i sagen Asia Motor France.

De faktiske omstændigheder i sagen Asia Motor France

45.

Problemerne i denne sag begynder med den totale forvirring med hensyn til identiteten af sagsøgerne og deres forhold til dem, der tidligere indgav klage til Kommissionen. Sagsøgerne betegnes i stævningen Asia Motor France, JMC Automobile ved Jean-Michel Cesbron, Monin Automobiles og EAS. Asia Motor France og Monin Automobiles er efter det oplyste franske selskaber, selv om Asia Motor France siges at have en luxembourgsk adresse. EAS er et luxembourgsk selskab. Asia Motor France og JMC Automobile skal være styret af en likvidator. Asia Motor France, JMC Automobile og EAS tilhører »Cesbron-gruppen«, der kontrolleres af Jean-Michel Cesbron og hans familie. Deres forhold til Monin Automobiles er uoplyst.

46.

Lykkeligvis var der under retsmødet enighed om, at sagsøgernes præcise status og identitet ikke er af betydning for sagen.

47.

De sagsøgere, der hører til Cesbron-gruppen, driver virksomhed med import, salg og distribution af japanske biler i Frankrig. Køretøjerne, i første række firehjulstrukne modeller fremstillet af Suzuki, Daihatsu, Isuzu og Subaru, importeres fra andre medlemsstater, navnlig Belgien og Luxembourg, hvor de allerede er i fri omsætning. Monin Automobiles er specialiseret i parallelimport af Suzuki-motorcykler.

48.

Den 18. november 1985 klagede »Établissements Cesbron« til Kommissionen over en aftale mellem den franske trafikminister og de fem store importører af japanske biler til Frankrig — Sidat Toyota France, Richard Nissan SA, Mazda France Motors, Honda France og Mitsubishi Sonauto. I klagen hævdedes det, at aftalen fastsatte en kvote på importen af japanske biler til 3% af det samlede indenlandske salg. Denne kvote deltes mellem de fem importører i henhold til forud fastsat fordelingsnøgle, der var baseret på deres respektive import i 1975. Til gengæld for accepten af kvoten lovede den franske regering ikke at give tilladelse til nogen nye japanske bilproducenter. Klageskrivelsen sluttede således:

»Efter det anførte Idager undertegnede således formelt over den franske stat for brud på Rom-traktatens artikel 30 og 85 og anmoier Dem om a