Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

1. Annullationssøgsmål frister begyndelsestidspunkt retsakt, der hverken er offentliggjort eller meddelt sagsøgeren nøjagtigt kendskab til begrundelsen forpligtelse til at anmode om retsaktens fulde tekst inden for en rimelig frist, når der er opnået kendskab hertil

(EF-traktaten, art. 173, stk. 5 (efter ændring nu art. 230, stk. 5, EF))

2. Landbrug fælles landbrugspolitik fødevarebistand lån ydet af Fællesskabet til staterne i det tidligere Sovjetunionen til finansiering af indkøb og leveringer anvendelsesbetingelser Kommissionens anerkendelse af, at kontrakterne er forenelige med de anvendelige fællesskabsbestemmelser betingelse vedrørende overholdelse af den frie konkurrence i forbindelse med tildeling af kontrakter rækkevidde

(Kommissionens forordning nr. 1897/92; Rådets beslutning 91/658)

3. Fællesskabsret principper beskyttelse af den berettigede forventning betingelser

4. Institutionernes retsakter begrundelse pligt rækkevidde

(EF-traktaten, art. 173 (efter ændring nu art. 230 EF) og art. 190 (nu art. 253 EF))

Sammendrag

1. Når retsakten ikke er offentliggjort eller meddelt, tilkommer det den, der har kendskab til en retsakt, som berører denne, at anmode om den fulde tekst inden for en rimelig frist. Med dette forbehold kan søgsmålsfristen først løbe fra det tidspunkt, hvor den berørte tredjemand får nøjagtigt kendskab til indholdet af og begrundelsen for den pågældende retsakt, således at han kan gøre effektiv brug af sin søgsmålsadgang.

( jf. præmis 49 )

2. Betingelsen vedrørende overholdelsen af fri konkurrence ved tildeling af kontrakter er afgørende for, at den låneordning, som Fællesskabet har indført inden for rammerne af en bistand til Sovjetunionen og deres republikker på fødevare- og lægemiddelområdet, kan fungere ordentligt. Ud over forebyggelse af risikoen for bedrageri eller hemmelige aftaler har betingelsen mere generelt til formål at sikre en optimal udnyttelse af de midler, som Fællesskabet har stillet til rådighed for at hjælpe staterne i det tidligere Sovjetunionen. Som følge heraf har betingelsen både til formål at beskytte Fællesskabet i dets egenskab af udlåner og staterne i deres egenskab af modtagere af fødevare- og lægemiddelhjælp. Kravet om overholdelse af denne betingelse fremtræder derfor ikke blot som en formel forpligtelse, men som et nødvendigt led i gennemførelsen af låneordningen.

( jf. præmis 65 og 66 )

3. Retten til at kræve beskyttelse af den berettigede forventning omfatter enhver borger, som befinder sig i en situation, hvoraf det fremgår, at fællesskabsadministrationen har givet anledning til berettigede forventninger, bl.a. ved at afgive præcise løfter.

( jf. præmis 85 )

4. Den begrundelse, som kræves i henhold til traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF), og som udgør et væsentligt formkrav i henhold til traktatens artikel 173 (efter ændring nu artikel 230 EF), skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det tilkommer ikke Retten i forbindelse med et anbringende, der støttes på en tilsidesættelse af traktatens artikel 190, at undersøge, om andre grunde end dem, der er angivet i en beslutning, kunne have begrundet denne.

( jf. præmis 115-119 )

Parter

I de forenede sager T-485/93, T-491/93, T-494/93 og T-61/98,

Société anonyme Louis Dreyfus & Cie, Paris (Frankrig), ved advokat R. Saint-Esteben, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat A. May, 398, route d'Esch,

Glencore Grain Ltd, tidligere Richco Commodities Ltd, Hamilton (Bermuda), ved advokaterne P.V.F. Bos og J.G.A. van Zuuren, Rotterdam, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat M. Loesch, 11, rue Goethe,

Compagnie Continentale (France), Labège (Frankrig), ved advokat P. Chabrier, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat E. Arendt, 8-10, rue Mathias Hardt,

sagsøgere,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, først ved juridisk konsulent M.-J. Jonczy, B.J. Drijber og N. Khan, Kommissionens Juridiske Tjeneste, derefter ved M.-J. Jonczy og H. van Vliet, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos C. Gómez de la Cruz, Kommissionen Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsøgt,

angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 1. april 1993 vedrørende de kontrakter, der var indgået mellem hver af sagsøgerne og Exportkhleb, og en påstand om erstatning af det tab, der hævdes at være lidt som følge af denne beslutning,

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J. Pirrung, og dommerne A. Potocki og A.W.H. Meij,

justitssekretær: fuldmægtig J. Palacio González,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 23. februar 2000,

afsagt følgende

Dom

Dommens præmisser

De relevante retsforskrifter

1 Da Rådet havde konstateret, at det var nødvendigt at yde Sovjetunionen og dens republikker bistand på fødevare- og lægemiddelområdet, vedtog det den 16. december 1991 afgørelse 91/658/EØF om ydelse af et mellemfristet lån til Sovjetunionen og dens republikker (EFT L 362, s. 89). Artikel 4, stk. 3, i denne afgørelse bestemmer følgende:

»Importen af varerne, som finansieres ved hjælp af lånet, sker til verdensmarkedspriserne. Der skal sikres fri konkurrence ved indkøb og levering af varerne, som skal opfylde de internationalt anerkendte kvalitetsnormer.«

2 Ved forordning (EØF) nr. 1897/92 af 9. juli 1992 vedtog Kommissionen visse gennemførelsesbestemmelser for lån ydet i henhold til afgørelse 91/658 (EFT L 191, s. 22). Ifølge artikel 4 i denne forordning anvendes de lån, som Fællesskabet yder til staterne i det tidligere Sovjetunionen, kun til finansiering af indkøb og levering i henhold til kontrakter, som er blevet anerkendt af Kommissionen som værende i overensstemmelse med afgørelse 91/658 og med de aftaler, der er indgået mellem disse republikker og Kommissionen med henblik på ydelse af disse lån. Artikel 5 i forordning nr. 1897/92 præciserer, at denne anerkendelse kun gives, hvis bl.a. de følgende betingelser er opfyldt:

»1) Kontrakten skal være indgået efter en procedure, der sikrer fri konkurrence. Med henblik herpå skal republikkernes indkøbsorganisationer, når de udvælger leverandørfirmaer i Fællesskabet, mindst indhente tre tilbud fra firmaer, der er uafhængige af hinanden ...

2) Kontrakten skal være indgået på de gunstigste vilkår for så vidt angår den pris, der normalt opnås på de internationale markeder.«

3 Den 9. december 1992 undertegnede Det Europæiske Fællesskab, Den Russiske Føderation og dennes finansielle institution, Vnesheconombank (herefter »VEB«), i overensstemmelse med forordning nr. 1897/92 et »Memorandum of Understanding« (rammeaftalen), som skulle danne grundlag for Det Europæiske Fællesskabs ydelse af det i afgørelse 91/658 omhandlede lån til Rusland. Denne rammeaftale gentager i sin artikel 7, syvende og tolvte led, de ovenfor citerede bestemmelser i artikel 5 i forordning nr. 1897/92.

4 Samme dag undertegnede Kommissionen og VEB den i forordning nr. 1897/92 og rammeaftalen omhandlede låneaftale (herefter »låneaftalen«). I denne aftale bestemmes proceduren for udbetaling af lånet nærmere. Den bestemmer i artikel 5.1, litra a), at den anmodning om godkendelse, som VEB skal indgive til Kommissionen, bl.a. skal affattes under anvendelse af formularen i bilag 2-A til denne aftale. Det følger af dette bilag, at VEB skal vedlægge denne anmodning dels en kopi af leveringskontrakten, dels de tre opfordringer om at indgive tilbud, der er fremsendt til de uafhængige virksomheder, og som skal være udsendt inden indgåelsen af denne kontrakt, samt svarene på disse opfordringer.

5 Den 15. januar 1993 indgik Kommissionen i overensstemmelse med artikel 2 i afgørelse 91/658, som låntager på Fællesskabets vegne, en låneaftale med et bankkonsortium ledet af Crédit Lyonnais.

Sagens faktiske omstændigheder

6 Sagsøgerne, der er internationale handelsselskaber, blev i det sidste kvartal af 1992 kontaktet i forbindelse med et uformelt udbud, der var iværksat af det statslige selskab Exportkhleb, som Den Russiske Føderation havde pålagt at forhandle om indkøb af hvede.

7 Ved kontrakter, der blev indgået henholdsvis den 27. og 28. november 1992, aftalte sagsøgerne og Exportkhleb følgende: Aktieselskabet Louis Dreyfus & Cie (herefter »Louis Dreyfus«) forpligtede sig til at levere 325 000 tons brødhvede til 140,50 USD pr. ton, cif og free out havne i Østersøen. Selskabet Glencore Grain havde forpligtet sig til at levere 700 000 tons brødhvede til 140 USD på de samme betingelser. Compagnie Continentale (France) havde for sit vedkommende underskrevet to kontrakter. Den første vedrørte levering af 500 000 tons brødhvede, hvoraf 50 000 senere blev annulleret, til 140,40 USD pr. ton, cif og free out havne i Østersøen; den anden vedrørte 20 000 tons hård hvede til 145 USD pr. ton, cif og free out havne i Sortehavet. Denne anden kontrakt blev ændret den 2. december 1992 med henblik på levering af yderligere 15 000 tons hård hvede til 148 USD pr. ton, cif og free out havne i Sortehavet. Varerne skulle i henhold til bestemmelserne i hver enkelt af disse kontrakter indlastes i løbet af januar og februar måned 1993.

8 Efter indgåelse af låneaftalen anmodede VEB Kommissionen om at godkende hver af de kontrakter, der var indgået mellem Exportkhleb og sagsøgerne.

9 Efter at Kommissionen havde fået visse nødvendige supplerende oplysninger fra VEB, særligt vedrørende valutakursen mellem ECU og USD, som ikke var fastsat i kontrakten, gav Kommissionen sin godkendelse den 27. januar 1993 i form af bekræftelser over for VEB.

10 Ifølge sagsøgerne blev rembursbrevene, som finansieringen skulle ske på grundlag af, først operative i løbet af de sidste to uger af februar måned 1993, dvs. blot nogle dage inden udløbet af den i kontrakterne fastsatte indlastningsperiode.

11 Selv om en stor del af varerne var blevet leveret eller var under indlastning, blev det imidlertid ifølge sagsøgerne klart, at ikke alle varer kunne leveres inden udløbet af februar måned 1993.

12 Ved et telex af 19. februar 1993 indkaldte Exportkhleb eksportørerne til et møde i Bruxelles, som blev afholdt den 22. og 23. februar 1993. Under mødet anmodede Exportkhleb eksportørerne om at fremsætte nye tilbud på prisen for levering af, hvad Exportkhleb kaldte »den påregnelige restmængde«, dvs. de varer, som det med rimelighed kunne forventes ikke ville blive leveret inden den 28. februar 1993. Ifølge sagsøgerne var hvedeprisen på verdensmarkedet steget betydeligt fra november 1992, hvor købekontrakterne var blevet indgået, til de nye forhandlinger fandt sted i februar 1993.

13 Efter dette møde blev der opnået enighed mellem Exportkhleb og sagsøgerne om de nye mængder hvede, der skulle leveres inden udløbet af april måned 1993. Selskabet Louis Dreyfus fik tildelt en ordre på 185 000 tons brødhvede til 155 USD. Glencore Grain accepterede at levere 450 000 tons brødhvede til den samme pris. Endelig blev Compagnie Continentale (France) pålagt at levere 300 000 tons brødhvede, heraf 120 000 til den oprindeligt aftalte pris og 180 000 til 155 USD, samt 20 000 tons hård hvede eller brødhvede til den samme pris.

14 Ifølge sagsøgerne blev det, da sagen hastede på grund af den alvorlige fødevaresituation i Rusland, efter anmodning fra Exportkhleb besluttet blot at formalisere disse ændringer i almindelige tillæg til de oprindelige kontrakter.

15 Den 9. marts 1993 meddelte Exportkhleb Kommissionen, at kontrakterne med fem af selskabets leverandører var blevet ændret, og at de fremtidige leverancer herefter ville blive foretaget til 155 USD pr. ton (cif og free out havne i Østersøen), der skulle omregnes til ecu til kurs 1,17418 (dvs. 132 ECU pr. ton).

16 Ved telefax af 12. marts 1993 henledte generaldirektøren for Generaldirektoratet for Landbrug (GD VI) Exportkhleb's opmærksomhed på, at eftersom maksimumsværdien af disse kontrakter allerede var fastsat ved Kommissionens bekræftelse, og der allerede var indgået forpligtelse for alle disponible bevillinger til hvede, kunne Kommissionen kun efterkomme en sådan anmodning, hvis den samlede værdi af kontrakterne blev opretholdt, hvilket kunne ske ved en tilsvarende reduktion af de udestående mængder, der skulle leveres. Generaldirektøren anførte endvidere, at Kommissionen kun kunne behandle anmodningen om godkendelse af ændringerne, hvis den blev indgivet officielt af VEB.

17 Ifølge sagsøgerne blev disse oplysninger fortolket som en bekræftelse på, at Kommissionen i princippet accepterede ændringerne, men forbeholdt sig at behandle sagen med henblik på en formel godkendelse, når sagen var blevet forelagt af VEB.

18 Tillæggene til kontrakterne blev herefter formelt aftalt, selv om de blev fiktivt dateret den 22. februar 1993, hvor mødet i Bruxelles blev afholdt. Selv om prisen pr. ton ikke var blevet ændret i forhold til den, der blev meddelt den 9. marts 1993, var mængderne blevet ændret, for at den samlede kontraktværdi ikke skulle overstige den oprindeligt fastsatte. Derfor genoptog eller fortsatte sagsøgerne deres leveringer.

19 Dokumenterne vedrørende de nye tilbud og ændringerne af kontrakterne blev officielt fremsendt til Kommissionen af VEB den 22. og 26. marts 1993.

20 Ved skrivelse af 1. april 1993, der var underskrevet af det kommissionsmedlem, der havde ansvaret for landbrugsspørgsmål, gav Kommissionen VEB meddelelse om sit afslag på at godkende ændringerne af de oprindelige kontrakter.

21 Ved denne skrivelse meddelte kommissionsmedlemmet, at Kommissionen efter at have gennemgået ændringerne af kontrakterne mellem Exportkhleb og en række leverandører kunne acceptere de ændringer, der bestod i udsættelsen af leverings- og betalingsfristerne. Derimod anførte han: »[P]riserne er forhøjet i et sådant omfang, at vi ikke kan anse dem for at være en nødvendig tilpasning, men snarere for en væsentlig ændring af de oprindeligt indgåede kontrakter.« Han fortsatte: »Det aktuelle prisniveau på verdensmarkedet (i slutningen af marts 1993) er ikke væsentligt forskelligt fra niveauet på det tidspunkt, hvor priserne oprindeligt blev aftalt (slutningen af november 1992).« Kommissionsmedlemmet bemærkede, at hensynet til at sikre dels fri konkurrence mellem mulige leverandører, dels de gunstigste vilkår for indkøbene var et af de vigtigste kriterier for Kommissionens godkendelse af kontrakterne. Han konstaterede, at ændringerne i det foreliggende tilfælde var aftalt direkte med de berørte virksomheder uden udbud i konkurrence med andre leverandører, og konkluderede følgende: »Kommissionen kan ikke godkende så væsentlige ændringer blot på grundlag af ændringer af eksisterende kontrakter.« Han anførte ligeledes: »[H]vis det findes nødvendigt at ændre priserne eller mængderne, vil det kræve indgåelse af nye kontrakter, der skal forelægges for Kommissionen til godkendelse efter den sædvanlige, fuldstændige procedure (herunder fremlæggelse af mindst tre tilbud).«

22 Selskaberne Louis Dreyfus og Glencore Grain hævder, at Exportkhleb den 5. april 1993 gav den meddelelse om Kommissionens afslag. Continentale (France) gør gældende, at det på samme dato modtog et telex fra Exportkhleb med meddelelse om dette afslag, men at den fulde ordlyd af skrivelsen af 1. april 1993 først tilgik selskabet den 20. april 1993.

Retsforhandlinger

23 Selskaberne Louis Dreyfus, Glencore Grain og Compagnie Continentale (France) har ved stævninger indleveret til Domstolens Justitskontor henholdsvis den 9. juni, 5. juli og 22. juni 1993 anlagt sager, som blev registreret under numrene C-311/93, C-343/93 og C-357/93.

24 Ved kendelser af 27. september 1993 henviste Domstolen disse sager til De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans i medfør af Rådets afgørelse 93/350/Euratom, EKSF, EØF af 8. juni 1993 om ændring af afgørelse 88/591/EKSF, EØF, Euratom om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (EFT L 144, s. 21).

25 Disse sager blev registreret på Rettens Justitskontor under numrene T-485/93, T-491/93 og T-494/93.

26 Ved domme af 24. september 1996 i sagerne Dreyfus mod Kommissionen (sag T-485/93, Sml. II, s. 1101), Richco mod Kommissionen (sag T-491/93, Sml. II, s. 1131) og Compagnie Continentale mod Kommissionen (sag T-494/93, Sml. II, s. 1157) afviste Retten den påstand om annullation, som hver af sagsøgerne havde nedlagt, og tog ikke den af Kommissionen rejste formalitetsindsigelse til følge for så vidt angår påstandene om erstatning, som selskaberne Louis Dreyfus og Glencore Grain havde nedlagt.

27 Ved appelskrifter indleveret til Domstolens Justitskontor mellem den 28. november og den 23. december 1996 iværksatte sagsøgerne appel af disse domme i den udstrækning, de afviste påstandene om annullation.

28 Ved kendelser af 27. januar 1997 besluttede Retten at udsætte den skriftlige forhandling for så vidt angår påstandene om erstatning i afventning af Domstolens domme.

29 Société Compagnie Continentale (France) indleverede den 8. april 1998 en ny stævning til Rettens Justitskontor med påstand om, at det pålægges Kommissionen at erstatte den skade, som sagsøgeren har lidt som følge af beslutningen af 1. april 1993. Sagen blev registreret på Rettens Justitskontor under nummer T-61/98.

30 Ved domme af 5. maj 1998 i sagerne Dreyfus mod Kommissionen (sag C-386/96 P, Sml. I, s. 2309), Compagnie Continentale mod Kommissionen (sag C-391/96 P, Sml. I, s. 2377) og Glencore Grain mod Kommissionen (sag C-403/96 P, Sml. I, s. 2405) ophævede Domstolen Rettens domme, for så vidt som de afviste de nedlagte annullationspåstande, hjemviste sagerne til Retten til afgørelse i realiteten og udsatte afgørelsen om sagernes omkostninger.

31 Den skriftlige forhandling blev i overensstemmelse med artikel 119, stk. 2, i Rettens procesreglement genoptaget på det stadium, hvor den befandt sig.

32 Ved kendelse af 9. juni besluttede Retten (Tredje Afdeling) under henvisning til, at den ikke i den dom, der blev afsagt den 24. september 1996 i sag T-494/93, havde taget stilling til Kommissionens anbringende om, at sagen var anlagt for sent, at henskyde denne formalitetsindsigelse til afgørelse i forbindelse med realiteten.

33 Ved kendelse afsagt den 11. juni 1998 af formanden for Rettens Tredje Afdeling er sagerne T-494/93 og T-61/98 i overensstemmelse med procesreglementets artikel 50 blevet forenet med henblik på den skriftlige forhandling, den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

34 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Anden Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling.

35 Ved kendelse af 19. januar besluttede formanden for Anden Afdeling i overensstemmelse den ovenfor nævnte artikel 50 at forene sagerne T-485/93, T-491/93, T-494/93, og T-61/98 med henblik på den mundtlige forhandling.

36 Parterne afgav mundtlige indlæg og besvarede spørgsmål fra Retten i retsmødet den 23. februar 2000.

37 Sagsøgerne oplyste under retsmødet, at de ikke havde indvendinger mod forening af sagerne T-485/93, T-491/93, T-494/93 og T-61/98 med henblik på dommen.

38 Retten træffer i overensstemmelse med artikel 50 i procesreglementet bestemmelse om forening af disse sager med henblik på dommen.

Parternes påstande

39 I sag T-485/93 har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

Kommissionens beslutning af 1. april 1993 annulleres.

Kommissionen pålægges at erstatte det lidte økonomiske og ikke-økonomiske tab.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

40 I sag T-491/93 har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

Beslutningen af 1. april 1993 annulleres.

Kommissionen pålægges at betale et beløb på 7 374 023,78 EUR med renter at regne fra tidspunktet for stævningens indgivelse i erstatning for det tab, sagsøgeren har lidt som følge af denne beslutning.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

41 I de forenede sager T-494/93 og T-61/98 har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

Kommissionens beslutning af 1. april 1993 annulleres.

Kommissionen pålægges at betale et beløb på 1 858 987 EUR med renter i erstatning for det tab, sagsøgeren har lidt som følge af denne beslutning.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

42 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

I sag T-491/93: Erstatningspåstanden afvises. Subsidiært frifindelse.

I sag T-494/93: Annullationssøgsmålet afvises. Subsidiært frifindelse.

Frifindelse for annullationspåstanden i sag T-491/93 og frifindelse i sagerne T-485/93 og