Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1 Konkurrence - karteller - aftaler og former for samordnet praksis, der udgoer en enkelt overtraedelse - virksomheder, der kan anses for ansvarlige for overtraedelsen bestaaende i en deltagelse i et kartel i sin helhed - kriterier
(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)
2 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - overtraedelsernes grovhed og varighed - forhold, der indgaar i bedoemmelsen - mulighed for at forhoeje boedeniveauet for at forstaerke boedernes afskraekkende virkning
(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)
3 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - den relevante omsaetning - vaerdien af interne leverancer af det omhandlede produkt til fabrikker, der fremstiller et foelgeprodukt og tilhoerer virksomheden - omfattet
(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)
4 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - overtraedelsernes grovhed - formildende omstaendigheder - tab lidt af virksomheden som foelge af kartellet - ikke omfattet
(Raadets forordning nr. 17, art. 15)
5 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - overtraedelsernes grovhed - formildende omstaendigheder - forsoeg paa at skjule kartellet - bevis som foelge af, at der ikke findes notater vedroerende de i kartellet deltagende virksomheders moeder
(Raadets forordning nr. 17, art. 15)
Sammendrag
1 For at Kommissionen kan anse de enkelte virksomheder, der er naevnt i en beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne, for ansvarlige for at have deltaget i et kartel i sin helhed i en bestemt periode, skal det for hver enkelt virksomhed bevises, at den har indvilget i en samlet plan, som omfatter de elementer, kartellet bestaar af, eller i denne periode har deltaget direkte i samtlige disse elementer. En virksomhed kan endvidere anses for ansvarlig for et kartel i sin helhed, selv om det er godtgjort, at virksomheden kun deltog direkte i ét eller flere af kartellets elementer, saafremt virksomheden vidste eller noedvendigvis burde vide, at det ulovlige samarbejde, som den deltog i, indgik i en samlet plan, og saafremt den samlede plan daekkede samtlige kartellets elementer. Naar dette er tilfaeldet, kan den omstaendighed, at den paagaeldende virksomhed ikke deltog direkte i samtlige elementer af kartellet i sin helhed, ikke fritage virksomheden for ansvar for overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1. En saadan omstaendighed kan imidlertid indgaa i vurderingen af overtraedelsens grovhed.
2 Stoerrelsen af boeden for en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler fastsaettes ud fra overtraedelsens grovhed og varighed. Overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning.
Kommissionen kan ved fastlaeggelsen af det generelle boedeniveau kan tage hensyn til, at aabenbare overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler fortsat er relativt hyppige, hvorfor den har adgang til at forhoeje boedeniveauet for at forstaerke deres forebyggende virkning. Den omstaendighed, at Kommissionen tidligere har paalagt boeder af en bestemt stoerrelsesorden i tilfaelde af visse typer overtraedelser, kan ikke beroeve den muligheden for at forhoeje dette niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis det er noedvendigt for at gennemfoere Faellesskabets konkurrencepolitik.
Desuden kan Kommissionen ved fastsaettelsen af det generelle boedeniveau tage hensyn til, at en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, har vaeret langvarig og aabenbar, uanset den advarsel, der maa antages at ligge i Kommissionens hidtidige beslutningspraksis.
3 Ved udmaalingen af boeden for en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler kan Kommissionen basere sig paa en beregnet omsaetning, der ikke alene omfatter omsaetningen ved salg af det af overtraedelsen beroerte produkt til tredjemand, men ogsaa vaerdien af de interne leverancer af det paagaeldende produkt til fabrikker, der fremstiller et foelgeprodukt, og som tilhoerer virksomheden og dermed ikke er selvstaendige juridiske personer.
For det foerste findes der ingen regler, der forbyder en hensyntagen til vaerdien af et selskabs interne leverancer i forbindelse med boedeudmaalingen.
For det andet har den oevre graense for en boede, som er fastsat til 10% af virksomhedens omsaetning, til formaal, at boederne ikke er urimelige i forhold til virksomhedens stoerrelse, og da det faktisk kun er den samlede omsaetning, som kan give en omtrentlig forestilling herom, skal den anfoerte procentsats forstaas saaledes, at den vedroerer den samlede omsaetning. Hvis Kommissionen fastsaetter boederne alene paa grundlag af omsaetningen ved salget af det af overtraedelsen beroerte produkt, vaelger den som beregningsgrundlag den del af virksomhedernes samlede omsaetning, der bedst afspejler den fordel, de har draget af kartellet. Det maa i denne forbindelse laegges til grund, at de fabrikker, der tilhoerer en og samme juridiske person, drager fordel af overtraedelsen ved at anvende produktet fra deres egen produktion som raamateriale.
Hvis der ikke blev taget hensyn til vaerdien af de interne leverancer, ville de vertikalt integrerede selskaber noedvendigvis blive begunstiget paa uberettiget vis. Der ville i saa fald ikke blive taget hensyn til den fordel, der blev draget af kartellet, og den paagaeldende virksomhed ville dermed ikke blive paalagt en sanktion, der staar i forhold til dens betydning paa markedet for de af overtraedelsen omfattede produkter.
4 Det forhold, at en virksomhed, der har deltaget i et ulovligt samarbejde om priser med sine konkurrenter, har handlet i strid med sine egne oekonomiske interesser, og at den som foelge heraf har lidt under virkningerne af det ulovlige samarbejde, udgoer ikke noedvendigvis en formildende omstaendighed, som der skal tages hensyn til i forbindelse med boedeudmaalingen. En virksomhed, der fortsaetter med at indgaa prisaftaler med sine konkurrenter paa trods af sine paastaaede tab, kan nemlig ikke anses for at have begaaet en mindre grov overtraedelse end de andre virksomheder, der har deltaget i det ulovlige samarbejde. Situationen vil eventuelt kunne vaere en anden, hvis en saadan virksomhed kan godtgoere, at den handlede ulovligt under tvang.
5 Det forhold, at de virksomheder, der har deltaget i et ulovligt samarbejde om priser, tilrettelagde annonceringen af de samordnede prisforhoejelser og blev opfordret til ikke at tage notater paa moederne herom, beviser, at de havde kendskab til, at deres adfaerd var retsstridig, og at de traf foranstaltninger for at skjule det ulovlige samarbejde. Kommissionen kan betragte saadanne foranstaltninger som skaerpende omstaendigheder ved sin bedoemmelse af overtraedelsens grovhed.
Den omstaendighed, at der ikke foreligger officielle moedereferater og naesten ingen interne notater vedroerende de naevnte moeder, er, naar henses til moedernes antal, varighed og karakteren af droeftelserne, tilstraekkeligt bevis for, at deltagerne blev opfordret til ikke at tage notater.
Parter
I sag T-304/94,
Europa Carton AG, Hamburg (Tyskland), ved advokaterne Gerhard Wiedemann og Wolfgang Kirchhoff, Duesseldorf, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Alex Bonn, 7, Val Sainte-Croix,
sagsoeger,
mod
Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, foerst ved Bernd Langeheine og Richard Lyal, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, derefter ved Richard Lyal bistaaet af advokat Dirk Schroeder, Koeln, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,
sagsoegt,
angaaende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton, EFT L 243, s. 1),
har
DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS
(Tredje Udvidede Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, B. Vesterdorf, og dommerne C.P. Briët, P. Lindh, A. Potocki og J.D. Cooke,
justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,
paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling, der fandt sted fra den 25. juni 1997 til den 8. juli 1997,
afsagt foelgende
Dom
Dommens præmisser
Sagens faktiske omstaendigheder
1 Den foreliggende sag vedroerer Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton, EFT L 243, s. 1), som berigtiget inden offentliggoerelsen ved Kommissionens beslutning af 26. juli 1994 (K(94) 2135 endelig udg.) (herefter »beslutningen«). Ved \beslutningen blev 19 producenter, der leverer karton inden for Faellesskabet, paalagt boeder for overtraedelser af traktatens artikel 85, stk. 1.
2 Det produkt, som beslutningen vedroerer, er karton. I beslutningen omtales tre kartonkvaliteter, henholdsvis »GC«, »GD« og »SBS«.
3 Kartonkvaliteten GD (herefter »GD-kvaliteter«) er en bleget aeskekarton (genbrugspapir), der normalt anvendes til emballering af nonfoodprodukter.
4 Kartonkvaliteten GC (herefter »GC-kvaliteter«) er en karton med hvidt daeklag, der normalt anvendes til emballering af foedevarer. GC-kvaliteter er af en bedre kvalitet end GD-kvaliteter. I den periode, beslutningen vedroerer, var prisforskellen mellem disse to produkter saedvanligvis ca. 30%. De bedste GC-kvaliteter anvendes endvidere i et vist omfang til grafiske formaal.
5 SBS er forkortelsen for et helt igennem hvidt kartonprodukt (herefter »SBS-kvaliteter«). Prisen for dette produkt ligger ca. 20% over prisen for GC-kvaliteter. Det anvendes til emballering af foedevarer, kosmetik, laegemidler og cigaretter, men dets hovedanvendelse er grafiske formaal.
6 Ved skrivelse af 22. november 1990 indgav British Printing Industries Federation, der er brancheorganisation for de fleste kartonemballagetrykkerier i Det Forenede Kongerige (herefter »BPIF«), en uformel klage til Kommissionen. BPIF haevdede, at de kartonproducenter, der leverede til Det Forenede Kongerige, havde foretaget en raekke samtidige og ensartede prisforhoejelser, og anmodede Kommissionen om at undersoege, hvorvidt der forelaa en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler. BPIF udsendte en pressemeddelelse for at sikre, at dens initiativ blev omtalt i pressen. Pressemeddelelsen blev omtalt af fagpressen i december 1990.
7 Den 12. december 1990 indgav Fédération française du cartonnage ligeledes en uformel klage til Kommissionen, hvori den fremsatte paastande vedroerende det franske kartonmarked svarende til dem, der var indeholdt i BPIF's klage.
8 Den 23. og 24. april 1991 foretog Kommissionens repraesentanter i henhold til artikel 14, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), samtidige, uanmeldte kontrolundersoegelser hos et antal virksomheder og brancheorganisationer inden for kartonsektoren.
9 Efter disse undersoegelser fremsatte Kommissionen i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 begaering til alle de virksomheder, denne beslutning er rettet til, om oplysninger og skriftligt materiale.
10 Paa grundlag af de ved kontrolundersoegelserne og begaeringerne om oplysninger og skriftligt materiale fremkomne oplysninger konkluderede Kommissionen, at de beroerte virksomheder fra midten af 1986 og mindst til april 1991 (i de fleste tilfaelde) havde deltaget i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.
11 Den besluttede som foelge heraf at indlede en procedure i henhold til denne bestemmelse. Ved skrivelse af 21. december 1992 fremsendte Kommissionen en meddelelse af klagepunkter til hver enkelt virksomhed. Samtlige virksomheder svarede skriftligt. Ni virksomheder begaerede mundtlig hoering. Hoeringen fandt sted fra den 7. til den 9. juni 1993.
12 Som afslutning paa proceduren vedtog Kommissionen en beslutning, der bl.a. indeholder foelgende bestemmelser:
»Artikel 1
Buchmann GmbH, Cascades SA, Enso-Gutzeit Oy, Europa Carton AG, Finnboard - the Finnish Board Mills Association, Fiskeby Board AB, Gruber & Weber GmbH & Co. KG, Kartonfabriek 'De Eendracht' NV (der handler under navnet BPB de Eendracht), NV Koninklijke KNP BT NV (tidligere Koninklijke Nederlandse Papierfabrieken NV), Laakmann Karton GmbH & Co. KG, Mo och Domsjoe AB (MoDo), Mayr-Melnhof Kartongesellschaft mbH, Papeteries de Lancey SA, Rena Kartonfabrik A/S, Sarrió SpA, SCA Holding Ltd (tidligere Reed Paper & Board (UK) Ltd), Stora Kopparbergs Bergslags AB, Enso Española SA (tidligere Tampella Española SA) og Moritz J. Weig GmbH & Co. KG har overtraadt artikel 85, stk. 1, i EF-traktaten ved deltagelse
- i Buchmann's og Rena's tilfaelde fra omkring marts 1988 og i hvert fald til slutningen af 1990
- hvad angaar Enso Española i hvert fald fra marts 1988 til i hvert fald udgangen af april 1991
- i Gruber & Weber's tilfaelde i hvert fald fra 1988 og indtil slutningen af 1990
- i de andre tilfaelde fra midten af 1986 og i hvert fald til april 1991
i en aftale og samordnet praksis, der startede medio 1986, og som indebar, at leverandoerer af karton i EF
- samledes regelmaessigt ved en raekke hemmelige og institutionaliserede moeder for at diskutere og naa til enighed om en faelles brancheplan med henblik paa at begraense konkurrencen
- naaede til enighed om regelmaessige prisstigninger for hver produktkvalitet i den enkelte nationale valuta
- planlagde og ivaerksatte samtidige og ensartede prisstigninger i hele EF
- naaede til forstaaelse om at fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden
- traf i stigende grad siden begyndelsen af 1990 samordnede foranstaltninger til styring af leverancer af produktet i EF for derved at sikre gennemfoerelsen af de naevnte samordnede prisstigninger
- udvekslede forretningsmaessige oplysninger om leverancer, priser, midlertidige produktionsstandsninger, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader osv. til stoette for naevnte forholdsregler.
...
Artikel 3
Foelgende boeder paalaegges nedennaevnte virksomheder for den overtraedelse, der er omhandlet i artikel 1:
...
iv) Europa Carton AG, en boede paa 2 000 000 ECU
...«
13 Det fremgaar af beslutningen, at overtraedelsen fandt sted gennem organet »Product Group Paperboard« (herefter »PG Paperboard«), der omfattede en raekke grupper eller udvalg.
14 Under dette organ oprettedes i midten af 1986 et udvalg, »Presidents Working Group« (herefter »PWG«), der bestod af repraesentanter for den oeverste ledelse for de stoerste kartonproducenter i Faellesskabet (ca. otte).
15 PWG's formaal var navnlig droeftelse og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser og kapacitet. Gruppen traf navnlig generelle beslutninger om tidspunkterne for og stoerrelsen af de prisforhoejelser, som producenterne skulle gennemfoere.
16 PWG refererede til »Direktoerkonferencen« (herefter »Direktoerkonferencen« eller »PC«), i hvis moeder naesten samtlige administrerende direktoerer for virksomhederne deltog (mere eller mindre regelmaessigt). I den relevante periode holdt Direktoerkonferencen moede to gange om aaret.
17 I slutningen af 1987 oprettedes »Joint Marketing Committee« (herefter »JMC«). Dette udvalgs hovedopgave var at bestemme, hvorvidt og i bekraeftende fald hvorledes der kunne gennemfoeres prisforhoejelser, samt at fastlaegge enkelthederne i forbindelse med de prisinitiativer, der besluttedes af PWG, for hvert af de beroerte lande og for de store kunder med henblik paa at gennemfoere et ensartet prissystem i Europa.
18 Det OEkonomiske Udvalg (herefter »DOEU«) droeftede bl.a. prisbevaegelser paa de nationale markeder og ordrebeholdninger og meddelte resultaterne af sine undersoegelser til JMC, eller indtil udgangen af 1987 til dens forgaenger, Marketing Committee. DOEU, der bestod af flertallet af de beroerte virksomheders marketingdirektoerer, holdt moeder flere gange om aaret.
19 Det fremgaar endvidere af beslutningen, at Kommissionen antog, at PG Paperboard's aktiviteter befordredes ved hjaelp af udveksling af oplysninger gennem Fides, der er et forvaltningsinstitut med hjemsted i Zuerich (Schweiz). Det fremgaar af beslutningen, at de fleste af PG Paperboard's medlemmer sendte regelmaessige rapporter om ordrer, produktion, omsaetning og kapacitetsudnyttelse til Fides. Rapporterne blev behandlet i Fides-systemet, og de samlede data blev udsendt til medlemmerne.
20 Sagsoegeren Europa Carton AG (herefter »Europa Carton«) er ikke blot kartonproducent, men ogsaa Tysklands stoerste forarbejdningsvirksomhed (foldeaeskeproducent). Ifoelge beslutningen har selskabet overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved at have deltaget i en aftale og samordnet praksis fra midten af 1986 og i hvert fald til april 1991. Det blev anset for at have deltaget i visse moeder i PC og JMC.
Retsforhandlinger
21 Sagsoegeren anlagde naervaerende sag ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 5. oktober 1994.
22 16 af de oevrige 18 selskaber, der blev anset for ansvarlige for overtraedelsen, har ligeledes anlagt sag til proevelse af beslutningen (sag T-295/94, T-301/94, T-308/94, T-309/94, T-310/94, T-311/94, T-317/94, T-319/94, T-327/94, T-334/94, T-337/94, T-338/94, T-347/94, T-348/94, T-352/94 og T-354/94).
23 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 10. juni 1996 haevede sagsoegeren i sag T-301/94, Laakmann Karton GmbH, sagen, der blev slettet af Rettens register ved kendelse af 18. juli 1996 (sag T-301/94, Laakmann Karton mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser).
24 Fire finske virksomheder, der er medlemmer af sammenslutningen Finnboard, og som i denne egenskab er anset for solidarisk ansvarlige for den boede, der er paalagt Finnboard, har ligeledes anlagt sag til proevelse af beslutningen (forenede sager T-339/94, T-340/94, T-341/94 og T-342/94).
25 Endelig er der anlagt sag af sammenslutningen CEPI-Cartonboard, som ikke er adressat for beslutningen. CEPI har imidlertid ved skrivelse, indleveret til Rettens Justitskontor den 8. januar 1997, haevet sagen, der blev slettet af Rettens register ved kendelse af 6. marts 1997 (sag T-312/94, CEPI-Cartonboard mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser).
26 Ved skrivelse af 5. februar 1997 indkaldte Retten parterne til et uformelt moede, bl.a. for at hoere deres bemaerkninger til en eventuel forening af sagerne T-295/94, T-304/94, T-308/94, T-309/94, T-310/94, T-311/94, T-317/94, T-319/94, T-327/94, T-334/94, T-337/94, T-338/94, T-347/94, T-348/94, T-352/94 og T-354/94 med henblik paa den mundtlige forhandling. Under moedet, der fandt sted den 29. april 1997, tiltraadte parterne, at sagerne forenedes.
27 Ved kendelse af 4. juni 1997 har formanden for Rettens Tredje Udvidede Afdeling besluttet at forene sagerne med henblik paa den mundtlige forhandling, idet de har forbindelse med hinanden, jf. procesreglementets artikel 50, og at tage en begaering om fortrolighed, som sagsoegeren i sag T-334/94 har fremsat, til foelge.
28 Ved kendelse af 20. juni 1997 har afdelingsformanden taget en begaering om fortrolighed fra sagsoegeren i sag T-337/94 til foelge for saa vidt angaar et dokument, der er blevet fremlagt som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten.
29 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og truffet foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse, idet parterne er blevet opfordret til at besvare en raekke skriftlige spoergsmaal samt til at fremlaegge visse dokumenter. Parterne har efterkommet opfordringerne.
30 Parterne i de i praemis 26 anfoerte sager afgav mundtlige indlaeg og besvarede spoergsmaal fra Retten i retsmoeder, der blev afholdt i tidsrummet fra den 25. juni til den 8. juli 1997.
Parternes paastande
31 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:
- Beslutningens artikel 1, ottende og niende led, annulleres i forhold til sagsoegeren.
- Den boede, der er paalagt sagsoegeren ved beslutningens artikel 3, nedsaettes.
- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
32 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:
- Frifindelse.
- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Paastanden om delvis annullation af beslutningens artikel 1
Parternes argumenter
33 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionens paastande om et ulovligt samarbejde om markedsandele og om kapacitet er uberettigede.
34 Selskabet har henvist til, at det er en af de mindste producenter af foldeaeskekarton i Faellesskabet, at det kun raader over en enkelt maskine, og at det er Tysklands stoerste forarbejdningsvirksomhed (foldeaeskeproducent). Selskabet havde derfor en beskeden markedsandel, hovedsagelig i Tyskland, og det var sin egen kartonfabriks stoerste aftager. Sidstnaevnte forhold medfoerte, at det spillede en rent passiv rolle i PG Paperboard's organer. Det forhold, at det deltog i syv moeder i JMC (ud af i alt 32), aendrer ikke noget herved.
35 Selskabet deltog ikke i aftaler eller samordnet praksis med henblik paa at fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer eller i samordnede foranstaltninger til styring af leverancer af produktet i EF.
36 For saa vidt angaar paastanden om et ulovligt samarbejde om markedsandele goer sagsoegeren gaeldende, at selskabet paa intet tidspunkt var medlem af PWG og aldrig har hoert til de store producentkoncerner. Det fremgaar imidlertid af beslutningen (betragtning 36, 37, 52, 56 og 130), at aftalerne vedroerende markedsandelene blev indgaaet mellem deltagerne i PWG, dvs. mellem de store producentkoncerner. Kommissionen anerkender selv, at aftalerne om opdeling af markederne og navnlig om fastfrysning af markedsandelene efter deres karakter foerst og fremmest beroerte de store producenter. Den anerkender i oevrigt udtrykkeligt, at de mindre producenter ikke deltog (betragtning 57), idet disse blot blev underrettet om behovet for, at de tilpassede deres egen markedsadfaerd til de store producenters princip om pris frem for maengde (betragtning 58).
37 For saa vidt angaar paastanden om et ulovligt samarbejde om kapacitet har sagsoegeren under henvisning til beslutningen (betragtning 69, 70, 71, 130 og 131) anfoert, at det kun var de virksomheder, der var medlem af PWG, der deltog i den samordnede praksis i form af en koordinering af produktionsstandsninger.
38 Selskabet bestrider, at det havde kendskab til en overordnet plan, som var vedtaget med dets medvirken, og som det ulovlige samarbejde om priser og om maengdetilpasning var uloeseligt forbundet med (jf. betragtning 116).
39 Det bestrider ogsaa Kommissionens paastand (beslutningens betragtning 116) om, at der ikke findes nogen tegn paa, at de enkelte producenter kunne vaelge de aspekter af kartellet, hvori de oenskede at deltage, og fravaelge andre.
40 Kommissionen har heroverfor anfoert, at overtraedelsen ikke kan opdeles i flere indbyrdes uafhaengige overtraedelser. Sagsoegeren var involveret i en enkelt overtraedelse, hvis tyngdepunkt laa i producenternes samlede medvirken over en aarraekke i en ulovlig virksomhed i henhold til en faelles plan (beslutningens betragtning 116 ff.). Alle beslutningens adressater har saaledes hver isaer begaaet overtraedelsen i sin helhed, selv om den enkelte virksomhed ikke deltog i alle kartellets handlinger, eller dette ikke er bevist.
41 Ifoelge Kommissionen var det ulovlige samarbejde om priser og maengdetilpasningen uloeseligt forbundne sider af samme overordnede plan. Dette betyder imidlertid ikke, at et ulovligt samarbejde om priser kun kan finde sted i forbindelse med aftaler om markedsandele og kapacitet. En prisaftale er normalt ikke saerlig effektiv i oekonomisk henseende, hvis den ledsages af en stigning i udbuddet. Det ville derfor ikke vaere korrekt at sondre mellem pris- og maengdeaftaler, idet det er ubestridt, at begge disse former for aftaler fandtes i det foreliggende tilfaelde. Det forhold, at aftalerne om markedsandele og om maengdetilpasning hovedsagelig beroerte de store producenter, aendrer ikke noget ved Kommissionens vurdering, idet disse producenters handlinger medfoerte, at alle kartellets deltagere fik sikkerhed for, at der ikke ville indtraede nogen vaesentlig stigning i udbuddet. Med andre ord var alle virksomhederne klar over, at der paa grund af forbindelsen mellem priser og maengder ogsaa var behov for en maengdetilpasning, hvis kartellet skulle have succes.
42 Sagsoegerens argument om, at selskabet ikke spillede nogen aktiv rolle i kartellet, er derfor irrelevant. Sagsoegeren deltog regelmaessigt og ofte (i syv tilfaelde er en saadan deltagelse bevist) i moeder i JMC, hvis aktiviteter er beskrevet i beslutningens betragtning 44, som ikke er blevet anfaegtet, og sagsoegeren medvirkede saaledes i udarbejdelsen af strategier med henblik paa at gennemtvinge en faelles og en ensartet forhoejelse af priserne i hele branchen. Droeftelserne i JMC drejede sig foelgelig ogsaa noedvendigvis om maengdetilpasning og opdeling af markederne. Sagsoegerens regelmaessige deltagelse i disse moeder retfaerdiggoer derfor i sig selv kritikken af selskabet, og den betyder i mangel af holdepunkter for det modsatte, at selskabet tilsluttede sig de aftaler, der blev indgaaet i det paagaeldende organ (Rettens dom af 24.10.1991, sag T-1/89, Rhône-Poulenc mod Kommissionen, Sml. II, s. 867, praemis 56 og 66 ff.).
43 Gennem sin deltagelse i moeder i JMC og i de forskellige prisinitiativer gav sagsoegeren klart udtryk for, at selskabet tilsluttede sig kartellets maalsaetninger. Selv om det maatte have forholdt sig passivt, fremmede det under alle omstaendigheder overtraedelsen (Domstolens dom af 1.2.1978, sag 19/77, Miller mod Kommissionen, Sml. s. 131, praemis 18, og af 12.7.1979, forenede sager 32/78 og 36/78-82/78, BMW Belgium m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2435, praemis 49 ff.).
44 Det forhold, at sagsoegeren maaske ikke deltog i alle foranstaltningerne med henblik paa maengdetilpasning, aendrer ikke noget herved, eftersom disse foranstaltninger, som hovedsagelig beroerte de store producenter, kom alle kartellets deltagere til gode, idet de ikke kunne adskilles fra prisfastsaettelsesaspekterne i overtraedelsen, og da de var noedvendige for at sikre, at prisinitiativerne, som alle producenterne deltog i, kunne lykkes (Rettens dom af 24.10.1991, sag T-2/89, Petrofina mod Kommissionen, Sml. II, s. 1087, praemis 267, og af 17.12.1991, sag T-7/89, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 1711, praemis 272).
Rettens bemaerkninger
45 Ifoelge beslutningens artikel 1 har de i bestemmelsen naevnte virksomheder overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved - i sagsoegerens tilfaelde fra midten af 1986 og i hvert fald til april 1991 - at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, der startede medio 1986, og som indebar, at leverandoerer af karton i EF bl.a. »naaede til enighed om regelmaessige prisstigninger for hver produktkvalitet i den enkelte nationale valuta«, »planlagde og ivaerksatte samtidige og ensartede prisstigninger i hele EF«, »naaede til forstaaelse om at fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden« og »i stigende grad siden begyndelsen af 1990 [traf] samordnede foranstaltninger til styring af leverancer af produktet i EF for derved at sikre gennemfoerelsen af de naevnte samordnede prisstigninger«.
46 Det foelger heraf, at alle de i beslutningens artikel 1 naevnte virksomheder har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved at have deltaget i en enkelt overtraedelse, der bestaar af et ulovligt samarbejde vedroerende tre forskellige emner, men med et faelles maal. Disse former for ulovligt samarbejde maa betragtes som de elementer, der udgoer kartellet i sin helhed.
47 Sagsoegeren har hverken bestridt, at selskabet deltog i et ulovligt samarbejde om priser, eller varigheden af den overtraedelse, der laegges det til last. Det har endvidere erkendt, at det deltog i syv moeder i JMC i perioden fra den 13. januar 1988 til april 1991. Det har ligeledes anerkendt, at det deltog i visse moeder i PC.
48 Det skal paa denne baggrund undersoeges, om Kommissionen har godtgjort, at sagsoegeren deltog i de to andre elementer i overtraedelsen, nemlig et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger og et ulovligt samarbejde om markedsandele.
Sagsoegerens deltagelse i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger
49 Ifoelge beslutningen deltog de virksomheder, der var repraesenteret under moederne i PWG, fra slutningen af 1987 i et ulovligt samarbejde om standsninger af produktionsfaciliteterne, og der blev faktisk foretaget produktionsstandsninger fra 1990.
50 Det fremgaar saaledes af beslutningens betragtning 37, tredje afsnit, at PWG's egentlige formaal i henhold til Stora's beskrivelse »bl.a. [var] 'droeftelser og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser, prisforhoejelser og kapacitet'«. Endvidere anfoerer Kommissionen med hensyn til »den enighed, der opnaaedes i PWG i loebet af 1987« (betragtning 52, foerste afsnit), at den bl.a. sigtede mod at fastholde »et konstant udbudsniveau« (betragtning 58, foerste afsnit).
51 Med hensyn til PWG's rolle i det ulovlige samarbejde om kontrol med leverancer, som var karakteristisk for analysen af produktionsstandsninger, hedder det i beslutningen, at PWG havde afgoerende betydning for gennemfoerelsen af produktionsstandsninger, da produktionskapaciteten foroegedes, og efterspoergslen faldt: »... fra begyndelsen af 1990 [fandt] de foerende producenter i branchen ... det noedvendigt at traeffe aftale i PWG's regi om behovet for at indfoere midlertidige produktionsstandsninger. De store producenter erkendte, at de ikke kunne styrke efterspoergslen ved at saenke priserne, og at priserne simpelt hen ville falde, hvis de opretholdt fuld produktionskapacitet. Teoretisk kunne man paa grundlag af kapacitetsrapporterne beregne, hvor laenge driften skulle indstilles for at genoprette ligevaegten mellem udbud og efterspoergsel« (beslutningens betragtning 70).
52 I beslutningen hedder det endvidere: »Dog foretog PWG aldrig nogen formel tildeling af 'downtime' til de enkelte producenter. Ifoelge Stora voldte det praktiske problemer at naa frem til en koordineret plan for produktionsstandsninger, der daekkede samtlige producenter. Stora har udtalt, at dette var grunden til, at der kun 'fandtes et loest system i form af henstillinger'« (beslutningens betragtning 71).
53 Det skal understreges, at Stora i sin anden redegoerelse (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 24) udtalte: »Med PWG's vedtagelse af princippet om 'pris frem for maengde' og den gradvise gennemfoerelse af et ensartet prissystem fra 1988, erkendte PWG's medlemmer, at det var noedvendigt at gennemfoere produktionsstandsninger for at fastholde priserne, idet stigningen i efterspoergslen faldt. Uden produktionsstandsninger havde det ikke vaeret muligt for producenterne at fastholde det aftalte prisniveau med en voksende overkapacitet.«
54 I det foelgende punkt i redegoerelsen tilfoejes det: »I 1988 og 1989 kunne industrien arbejde med en naesten fuldstaendig kapacitetsudnyttelse. Produktionsstandsninger, bortset fra saedvanlige standsninger, som skyldtes reparation eller ferier, blev noedvendige fra 1990 ... Senere viste det sig noedvendigt at anvende produktionsstandsninger, naar tilgangen af ordrer svigtede, for at kunne gennemfoere princippet om 'pris frem for maengde'. De produktionsstandsninger, som kraevedes af producenterne (for at sikre ligevaegten mellem produktion og forbrug), kunne beregnes paa grundlag af kapacitetsrapporterne. PWG angav ikke formelt omfanget af produktionsstandsningerne, men der fandtes et loest system i form af henstillinger ...«
55 Kommissionen baserer ogsaa sine konklusioner paa bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter, som er et fortroligt notat af 28. december 1988 fra den marketingchef, der var ansvarlig for Mayr-Melnhof-koncernens salg i Tyskland (hr. Katzner), til koncernens administrerende direktoer i OEstrig (hr. Groeller) om markedssituationen.
56 Ifoelge dette dokument, der er gengivet i beslutningens betragtning 53, 54 og 55, havde det naermere samarbejde paa »direktoerniveau« (»Praesidentenkreis«), som var blevet aftalt i 1987, betydet »vindere« og »tabere«. Udtrykket »direktoerniveau« blev af Mayr-Melnhof fortolket som omfattende baade PWG og PC generelt, dvs. uden reference til en bestemt begivenhed eller et bestemt moede (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 2.a), hvilket ikke kraever naermere forklaring paa dette sted.
57 Forfatterens begrundelse for, at han i skrivende stund ansaa Mayr-Melnhof for »taber«, er et vigtigt bevis for, at der fandtes et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger mellem deltagerne i PWG's moeder.
58 Forfatteren fastslaar saaledes:
»4) Paa dette punkt begynder parterne at blive uenige om, hvad maalet er.
...
c) Samtlige salgsmedarbejdere og salgsagenter i Europa blev fritaget for at skulle overholde deres maengdebudgetter, og der fulgtes, stort set undtagelsesfrit, en streng prispolitik (ofte har vore medarbejdere ikke forstaaet vores aendrede holdning i relation til markedet - tidligere stilledes der kun krav med hensyn til maengde, mens det herefter alene var prisdisciplinen, der talte, uanset risikoen for produktionsstandsninger).«
59 Mayr-Melnhof har anfoert (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter), at den ovenfor gengivne passage vedroerer et internt forhold i virksomheden. Naar notatet imidlertid ses i en stoerre sammenhaeng, giver dette uddrag udtryk for, at der i forhold til salgsmedarbejderne blev gennemfoert en streng politik, som var blevet vedtaget paa »direktoerniveau«. Dokumentet maa endvidere ses som udtryk for, at deltagerne i 1987-aftalen, dvs. i hvert fald deltagerne i PWG's moeder, utvivlsomt har vurderet foelgerne af den politik, der blev besluttet, for det tilfaelde at den skulle blive haandhaevet med strenghed.
60 Paa baggrund af ovenstaaende findes Kommissionen at have godtgjort, at der fandtes et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger mellem deltagerne i moederne i PWG.
61 Ifoelge beslutningen deltog de virksomheder, der deltog i JMC's moeder, herunder sagsoegeren, ligeledes i dette ulovlige samarbejde.
62 Kommissionen bemaerker hertil:
»Foruden Fides-systemet, der oplyste de samlede tal for hele branchen, var det almindeligt, at hver enkelt producent oplyste sin egen ordrebeholdning over for konkurrenterne paa moederne i JMC.
Oplysningerne om, hvor mange dage virksomhederne havde ordrer til, var relevante i to henseender:
- som grundlag for at beslutte, hvorvidt forudsaetningerne for at gennemfoere prisforhoejelser var til stede
- som grundlag for at beregne, hvor lang tid driften maatte indst
