Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
Konkurrence - offentlige virksomheder og virksomheder, som medlemsstaterne indrømmer særlige eller eksklusive rettigheder - virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse - posttjeneste - opkrævning af indenlandsk porto til dækning af udgifterne til befordring og omdeling af internationale forsendelser, som indleveres i stort antal til postvæsenet i en anden medlemsstat - forenelighed med traktatens regler - grænser
(EF-traktaten, art. 59 (efter ændring nu art. 49 EF), art. 86 og art. 90, stk. 1 (nu art. 82 EF og art. 86, stk. 1, EF))
Sammendrag
$$Når der ikke er indgået en aftale mellem postvæsenerne i de pågældende medlemsstater om fastsættelse af terminalafgifterne i forhold til de reelle omkostninger ved håndtering og omdeling af den indgående grænseoverskridende post, er det ikke i strid med traktatens artikel 90 (nu artikel 86 EF), sammenholdt med traktatens artikel 86 (nu artikel 82 EF) og traktatens artikel 59 (efter ændring nu artikel 49 EF), at en enhed som Deutsche Post udøver retten efter artikel 25, stk. 3, i verdenspostkonventionen, som vedtaget den 14. december 1989, til i de i artikel 25, stk. 1, andet punktum, og artikel 25, stk. 2, omhandlede tilfælde at opkræve sin indenlandske porto for forsendelser, der indleveres i stort antal til postvæsenet i en anden medlemsstat end den, som den pågældende enhed henhører under. Det er derimod i strid med traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med artikel 86, at udøve en sådan ret, i det omfang dette indebærer, at en sådan enhed kan opkræve den fulde indenlandske porto, der er gældende i den medlemsstat, enheden henhører under, uden at fradrage de terminalafgifter, det pågældende postvæsen har betalt for de nævnte forsendelser.
(jf. præmis 61 og domskonkl.)
Parter
I de forenede sager C-147/97 og C-148/97,
angående anmodninger, som Oberlandesgericht Frankfurt am Main (Tyskland) i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i de for nævnte ret verserende sager,
Deutsche Post AG
mod
Gesellschaft für Zahlungssysteme mbH (GZS) (sag C-147/97),
Citicorp Kartenservice GmbH (sag C-148/97),
"at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 5, stk. 2 (nu artikel 10, stk. 2, EF), EF-traktatens artikel 30 og 59 (efter ændring nu artikel 28 EF og 49 EF) og EF-traktatens artikel 85, 86 og artikel 90, stk. 1 og 2 (nu artikel 81 EF, 82 EF og artikel 86, stk. 1 og 2, EF),
har
DOMSTOLEN
sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene J.C. Moitinho de Almeida, L. Sevón og R. Schintgen samt dommerne P.J.G. Kapteyn (refererende dommer), C. Gulmann, J.-P. Puissochet, G. Hirsch, P. Jann, H. Ragnemalm og M. Wathelet,
generaladvokat: A. La Pergola
justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühl,
efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:
- Deutsche Post AG ved advokat D. Schroeder, Köln
- Gesellschaft für Zahlungssysteme mbH (GZS) ved advokat M. Bechtold, Frankfurt am Main
- Citicorp Kartenservice GmbH ved advokaterne P. Mailänder og U. Schnelle, Stuttgart
- den danske regering ved kontorchef P. Biering, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget
- den italienske regering ved afdelingschef, professor U. Leanza, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget, bistået af statens advokat, O. Fiumara
- den nederlandske regering ved stedfortrædende juridisk konsulent J.G. Lammers, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget
- den østrigske regering ved gesandt C. Stix-Hackl, Forbundsudenrigsministeriet, som befuldmægtiget
- den finske regering ved ambassadør H. Rotkirch, chef for Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget
- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved C. Schmidt, F. Mascardi og K. Wiedner, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,
på grundlag af retsmøderapporten,
efter at der i retsmødet den 29. september 1998 er afgivet mundtlige indlæg af Deutsche Post AG ved advokat D. Schroeder, af Gesellschaft für Zahlungssysteme mbH (GZS) ved advokaterne M. Bechtold og A. Wagner, Frankfurt am Main, af Citicorp Kartenservice GmbH ved advokaterne P. Mailänder og U. Schnelle, af den danske regering ved kontorchef J. Molde, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget, af den græske regering ved fuldmægtig hos statens advokat M. Apessos og juridisk konsulent ved det græske postvæsen N. Zemperis, som befuldmægtigede, af den franske regering ved kontorchef K. Rispal-Bellanger og fuldmægtig F. Million, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmægtigede, af den italienske regering ved O. Fiumara, af den nederlandske regering ved kommitteret M.A. Fierstra, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget, og af Kommissionen ved K. Wiedner,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 1. juni 1999,
afsagt følgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved to kendelser af 25. marts 1997, indgået til Domstolen den 17. april 1997, har Oberlandesgericht Frankfurt am Main i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt fem præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 5, stk. 2 (nu artikel 10, stk. 2, EF), EF-traktatens artikel 30 og 59 (efter ændring nu artikel 28 EF og 49 EF) og EF-traktatens artikel 85, 86 og artikel 90, stk. 1 og 2 (nu artikel 81 EF, 82 EF og artikel 86, stk. 1 og 2, EF).
2 Spørgsmålene er blevet rejst under to sager mellem Deutsche Post AG (herefter »Deutsche Post«) på den ene side og Gesellschaft für Zahlungssysteme mbH (GZS) (herefter »GZS«) og Citicorp Kartenservice GmbH (herefter »CKG«) på den anden side angående omdeling af post fra udlandet, der er genstand for ikke-fysisk remail.
Relevante retsregler
Verdenspostkonventionen
3 I henhold til verdenspostkonventionen, hvis første udgave stammer fra 1874, har postvæsenet i en kontraherende stat pligt til at befordre og omdele til adressaterne internationale brevpostforsendelser, som overleveres til det af andre kontraherende staters postvæsener, og som er stilet til adressater med bopæl i den pågældende stat.
4 Hovedsagerne drejer sig om verdenspostkonventionen, som vedtaget den 14. december 1989 i Washington (herefter »verdenspostkonventionen«). I Tyskland blev verdenspostkonventionen godkendt ved Gesetz zu den Verträgen vom 14. Dezember 1989 des Weltpostvereins (lov om Verdenspostforeningens konventioner af 14.12.1989) af 31. august 1992 (BGBl. II, s. 749).
5 Oprindelig omdelte postvæsenerne international post uden at opkræve betaling herfor. Det var et af de grundlæggende principper for verdenspostkonventionen, at eftersom ethvert brev medfører et svar, måtte der nødvendigvis være balance i posttrafikken mellem to kontraherende stater. Da det imidlertid viste sig, at de forskellige landes postvæsener skulle behandle meget forskellige mængder international post, blev der indført særlige bestemmelser herom fra 1924.
6 Det bestemmes i verdenspostkonventionens artikel 25:
»1. Intet medlemsland er forpligtet til at befordre eller omdele til adressaterne brevpostforsendelser, som afsendere, der er bosiddende på dets territorium, afgiver eller lader afgive til postbesørgelse i et andet land for at drage fordel af de dér gældende lavere takster. Dette gælder ligeledes forsendelser af den omhandlede art, som indleveres i stort antal, hvad enten indleveringen er foretaget for at drage fordel af lavere takster eller ej.
2. Stk. 1 finder anvendelse uden forskel såvel med hensyn til forsendelser, der er bragt i stand til afsendelse i det land, i hvilket afsenderen bor, og derefter er bragt over grænsen, som med hensyn til forsendelser, der er bragt i stand til afsendelse i et andet land.
3. Vedkommende poststyrelse har ret til enten at tilbagesende de omhandlede forsendelser til afsendelsesstedet eller til at opkræve sin indenrigske porto for dem. Hvis afsenderen nægter at betale denne porto, kan forsendelserne behandles i overensstemmelse med den pågældende poststyrelses nationale lovgivning.
4. Intet medlemsland er forpligtet til at modtage, befordre eller omdele til adressaterne brevpostforsendelser, som afsendere afgiver eller lader afgive til postbesørgelse i store mængder i et andet land end det, hvori de er bosiddende. Den pågældende poststyrelse kan tilbagesende sådanne forsendelser til afsendelsesstedet eller tilbagesende dem til afsenderne uden at tilbagebetale forudbetalt porto.«
Terminalafgifter
7 Terminalafgifter er de afgifter, som et postvæsen oppebærer fra et andet postvæsen for omdelingen af dets internationale forsendelser. Der blev for første gang indført regler om sådanne afgifter i verdenspostkonventionen fra 1969. Disse regler var imidlertid ikke tilstrækkelige til, at postvæsenet i forsendelsernes bestemmelsesland kunne få dækket udgifterne, bl.a. fordi det uden udviklingslandenes accept ikke var muligt at pålægge højere terminalafgifter.
8 I 1987 blev der inden for rammerne af Den Europæiske Konference af Post- og Teleadministrationer, som blev afholdt i Bern (Schweiz), indgået en aftale mellem de offentlige posttjenester i visse af Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater og i visse tredjelande om indførelse af en ny beregningsmetode for terminalafgifterne.
9 Den 13. december 1995 indgik seksten postvæsener, nemlig postvæsenerne i alle Den Europæiske Unions medlemsstater undtagen Spanien og i Norge og Island, »Reims I-aftalen«. I henhold til denne aftale skulle terminalafgifterne forhøjes gradvis i en periode på seks år. I 2001 skulle afgifterne nå et niveau svarende til 80% af den indenlandske porto. Aftalen var betinget af, at det spanske postvæsen tiltrådte den, og da denne betingelse ikke blev opfyldt, ophørte aftalen med at gælde den 30. september 1997.
10 Den 9. juli 1997 undertegnede postvæsenerne i ti lande, nemlig Danmark, Tyskland, Finland, Frankrig, Grækenland, Island, Italien, Norge, Østrig og Spanien, »Reims II-aftalen«, som trådte i kraft den 1. oktober 1997. Der er i henhold til denne aftale fastsat en kortere overgangsperiode. Efter denne periodes udløb vil verdenspostkonventionens artikel 25 ikke længere finde anvendelse mellem de kontraherende parter.
Remail
11 Det fremgår af sagens akter, at der med hensyn til remail normalt sondres mellem fysisk remail og ikke-fysisk remail.
12 Fysisk remail omfatter følgende situationer:
- Remail »ABA«: Brevene hidrører fra land A, men afleveres til postvæsenet i land B med henblik på omdeling i land A.
- Remail »ABB«: Brevene hidrører fra land A, men afleveres til postvæsenet i land B med henblik på omdeling i dette land.
- Remail »ABC«: Brevene hidrører fra land A, men afleveres til postvæsenet i land B med henblik på omdeling i land C.
13 Ved ikke-fysisk remail sendes brevenes indhold via edb fra land A til land B, hvor oplysningerne bliver trykt med henblik på omdeling i land A, B eller C.
Sag C-148/97
Hovedsagen
14 Citibank-koncernens kreditkortaktiviteter i Europa ledes af Citibank NA's European Headquarters i Bruxelles. Citibank-koncernen har i de forskellige medlemsstater datterselskaber eller afdelinger, der opererer på markedet for banktjenesteydelser, såsom selskaberne Citibank Privatkunden AG og Diners Club Deutschland GmbH i Tyskland. Blandt Citibank-koncernens virksomheder er også CKG, der har hjemsted i Frankfurt am Main. CKG er en virksomhed, der udfører tjenesteydelser i form af afsendelsesklargøring og afsendelse af kontoudtog, bekræftelser, fakturaer og anmodninger om betaling eller fakturering til kunder, der er indehavere af et Visa-kort eller andre kort.
15 I 1993 besluttede Citibank-koncernen at oprette et centralt organ, som skulle stå for afsendelsesklargøring og afsendelse af kontoudtog og andre standardiserede bankdokumenter, Citicorp European Service Center BV (herefter »CESC«) med hjemsted i Arnhem (Nederlandene).
16 Indtil den 30. juni 1995 blev edb-behandlingen foretaget i CKG's regnecentral i Frankfurt am Main. De herefter foreliggende data vedrørende Visa-kortindehaverne blev først sendt via edb til CESC med henblik på fremstilling af kontoudtog eller -bekræftelser, opgørelser og anmodninger om betaling eller modregning. CESC trykte dernæst de pågældende meddelelser på standardformularer, som derefter blev lagt i konvolutter og frankeret med henblik på forsendelse. Disse forsendelser blev endelig afleveret til PTT Post BV (det nederlandske postvæsen, herefter »PTT Post«) i Arnhem med henblik på postbesørgelse. PTT Post overgav forsendelserne til Deutsche Post med henblik på omdeling heraf til de i Tyskland bosiddende adressater.
17 Ud over CKG er andre virksomheder og filialnet under Citibank-koncernen i Frankrig, Belgien, Spanien, Portugal og Grækenland tilsluttet CESC's datamodtagelses-, databehandlings-, dataudprintnings- og postforsendelsescenter. Hos CESC er p.t. 22 medarbejdere beskæftiget med ekspedition af brevpostforsendelser til adressater med bopæl i Den Europæiske Unions medlemsstater.
18 Det fremgår af sagens akter, at dataene siden den 1. juli 1995 ikke længere bliver behandlet på Citibank-koncernens virksomheder i forskellige lande, men centralt for hele verden af computerne i Citibank-koncernens databehandlingscenter i Sioux Falls (South Dakota, USA). Kreditkortbilagene bliver først indgivet af de tilsluttede virksomheder til CKG, som registrerer dataene vedrørende den indgivende virksomhed, det pågældende beløb og kortindehaveren. Disse data bliver dernæst sendt via satellit til databehandlingscentret i Sioux Falls. Dette foretager den videre edb-behandling med henblik på kreditering og debitering af kortindehaverens konto. De således udarbejdede data bliver endelig sendt via satellit til CESC, der trykker dem og fremsender dem til kunderne.
19 PTT Post opkræver for brevpostforsendelserne til adressater med bopæl i Tyskland den sædvanlige porto i Nederlandene for forsendelser til udlandet på ca. 0,55 DEM. PTT Post betaler Deutsche Post terminalafgifter, som på det i hovedsagen relevante tidspunkt androg mellem 0,37 og 0,40 DEM for et brev.
20 Deutsche Post fremsatte under henvisning til verdenspostkonventionens artikel 25, stk. 3, og § 9 i Postgesetz (lov om postvæsenet) for hvert af de i Tyskland omdelte breve fra CKG krav om betaling af indenlandsk porto, dvs. 1 DEM pr. brev. For perioden fra den 24. februar til den 9. juli 1995 krævede Deutsche Post betaling af et beløb på 3 668 916 DEM, som vedrører de brevpostforsendelser, hvorpå der som afsender stod »Citicorp European Service Center, P.O. Box 5411, 6802 EK Arnhem, The Netherlands« eller »Citicorp European Service Center BV, P.O. Box 5200, 7570 GE Oldenzaal, The Netherlands«, og som var indgået til det postkontor, som behandler post fra Nederlandene.
21 CKG afviste at betale det krævede beløb, hvorefter sagen blev indbragt for Landgericht Frankfurt am Main. Ved dom af 8. maj 1996 frifandt Landgericht CKG
