Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
Tilnærmelse af lovgivningerne - varemærker - direktiv 89/104 - konsumption af varemærkeretten - regel om, at bevisbyrden påhviler tredjemand, der gør komsumptionen gældende - lovligt - grænser
(Art. 28 EF og 30 EF, Rådets direktiv 89/104, art. 7, stk. 1)
Sammendrag
$$En bevisregel, hvorefter konsumption af varemærkeretten udgør et forsvarsanbringende for tredjemand, der sagsøges af varemærkeindehaveren, således at betingelserne for konsumptionen principielt skal bevises af tredjemand, der gør den gældende, er forenelig med fællesskabsretten, og navnlig med artikel 5 og 7 i første direktiv 89/104 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker, som ændret ved aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).
Hensynet til beskyttelsen af de frie varebevægelser, der navnlig sikres i artikel 28 EF og 30 EF, kan dog gøre det nødvendigt at gøre undtagelse fra denne bevisregel.
Såfremt tredjemand således er i stand til at godtgøre, at der består en reel risiko for opdeling af de nationale markeder, hvis han selv bærer denne bevisbyrde - især når varemærkeindehaveren markedsfører sine varer inden for EØS ved hjælp af et eneforhandlersystem - påhviler det varemærkeindehaveren at bevise, at varerne oprindeligt er markedsført af ham selv eller med hans samtykke uden for EØS. Såfremt dette bevises, påhviler det derefter tredjemand at bevise, at der foreligger et samtykke fra tredjemand til den efterfølgende markedsføring af varerne inden for EØS.
( jf. præmis 42 og domskonkl. )
Parter
I sag C-244/00,
angående en anmodning, som Bundesgerichtshof (Tyskland) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,
Van Doren + Q. GmbH
mod
Lifestyle sports + sportswear Handelsgesellschaft mbH,
Michael Orth,
at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 28 EF og 30 EF samt af artikel 7, stk. 1, i Rådets første direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EFT 1989 L 40, s. 1), som ændret ved aftalen af 2. maj 1992 om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EFT 1994 L 1, s. 3),
har
DOMSTOLEN
sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene J.-P. Puissochet, M. Wathelet og R. Schintgen samt dommerne C. Gulmann (refererende dommer), A. La Pergola, P. Jann, V. Skouris, F. Macken, N. Colneric og S. von Bahr,
generaladvokat: C. Stix-Hackl
justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühl,
efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:
- Lifestyle sports + sportswear Handelsgesellschaft mbH og Michael Orth ved Rechtsanwalt K. Seidelmann
- den tyske regering ved A. Dittrich og T. Jürgensen, som befuldmægtigede
- den franske regering ved G. de Bergues og A. Maitrepierre, som befuldmægtigede
- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Banks, som befuldmægtiget, bistået af Rechtsanwälte I. Brinker og W. Berg,
på grundlag af retsmøderapporten,
efter at der i retsmødet den 8. januar 2002 er afgivet mundtlige indlæg af Lifestyle sports + sportswear Handelsgesellschaft mbH og Michael Orth, af den tyske regering, af den franske regering og af Kommissionen,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 18. juni 2002,
afsagt følgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved kendelse af 11. maj 2000, indgået til Domstolen den 19. juni 2000, har Bundesgerichtshof i medfør af artikel 234 EF forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 28 EF og 30 EF samt af artikel 7, stk. 1, i Rådets første direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EFT 1989 L 40, s. 1), som ændret ved aftalen af 2. maj 1992 om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EFT 1994 L 1, s. 3, herefter »direktivet«).
2 Dette spørgsmål er blevet rejst under en sag mellem på den ene side selskabet Van Doren + Q. GmbH (herefter »Van Doren«), der har hjemsted i Köln (Tyskland) og sælger beklædning som grossist- og detailforhandler, og på den anden side selskabet Lifestyle sports + sportswear Handelsgesellschaft mbH (herefter »Lifestyle«), der har hjemsted i Berlin (Tyskland), samt selskabets direktør Michael Orth, og hvorunder der er spørgsmål om Lifestyles forhandling af beklædningsgenstande af varemærket Stüssy, som Van Doren er eneforhandler af i Tyskland.
Relevante retsregler
3 Artikel 5 i direktiv 89/104, der har overskriften »Rettigheder, der er knyttet til varemærket«, lyder:
»1. Det registrerede varemærke giver indehaveren en eneret. Indehaveren kan forbyde tredjemand, der ikke har hans samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af
a) et tegn, der er identisk med varemærket, for varer eller tjenesteydelser af samme art som dem, for hvilke varemærket er registreret
[...]
3. Såfremt betingelserne i stk. 1 [...] er opfyldt, kan det bl.a. forbydes
[...]
b) at udbyde varerne til salg, at markedsføre dem eller oplagre dem med dette formål eller at tilbyde eller præstere tjenesteydelser under det pågældende tegn
c) at importere eller eksportere varerne under det pågældende tegn
[...]«
4 Artikel 7 i direktiv 89/104, der har overskriften »Konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemærket«, bestemmer i stk. 1:
»De til varemærket knyttede rettigheder giver ikke indehaveren ret til at forbyde brugen af mærket for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er markedsført inden for Fællesskabet under dette mærke.«
5 Ifølge artikel 65, stk. 2, i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og nr. 4 i dennes bilag XVII er direktivets artikel 7, stk. 1, blevet ændret i forbindelse med aftalen, idet ordene »inden for Fællesskabet« er blevet erstattet af ordene »inden for en kontraherende parts område«.
6 Direktivets artikel 5, stk. 1 og 3, og artikel 7, stk. 1, er blevet gennemført i tysk ret ved henholdsvis § 14, stk. 1-3, og § 24, stk. 1, i Gesetz über den Schutz von Marken und sonstigen Kennzeichen (lov om beskyttelse af varemærker og andre tegn) af 25. oktober 1994 (BGBl. I, s. 3082, herefter »MarkenG«).
Hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
7 Selskabet Stussy Inc., der har hjemsted i Irvine (USA), er indehaver af ord- og figurmærket »Stüssy«, der er registreret for beklædningsgenstande, navnlig skjorter, shorts, badetøj, t-shirts, træningstøj, trøjer og bukser. Varerne, der er forsynet med dette varemærke, sælges over hele verden. De er ikke udstyret med særlige kendetegn, der viser, at de er bestemt for et særligt afsætningsområde.
8 Van Doren har i medfør af en forhandleraftale, der blev indgået den 1. maj 1995, eneret til markedsføring af Stussy Inc.'s varer i Tyskland. Stussy Inc. har bemyndiget Van Doren til i eget navn at anlægge sag ved domstolene mod tredjemænd med påstand om forbud og erstatning i tilfælde af krænkelser af varemærket.
9 Van Doren har oplyst, at der for varer af mærket Stüssy i hvert land i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (herefter »EØS«) kun er én eneforhandler og generalimportør, der er kontraktligt forpligtet til ikke at overgive varerne til mellemhandlere med henblik på markedsføring uden for det område, der er tildelt ham.
10 Lifestyle markedsfører i Tyskland varer af mærket Stüssy, som selskabet ikke har købt af Van Doren.
11 Van Doren har anlagt sag mod Lifestyle og Michael Orth ved tyske domstole. Selskabet har nedlagt påstand om, at de tilpligtes at ophøre med denne markedsføring, at meddele oplysninger om deres aktiviteter siden den 1. maj 1995, samt at en erstatningspligt fastslås for tiden efter denne sidstnævnte dato. Selskabet har anført, at de af Lifestyle forhandlede artikler oprindeligt var blevet markedsført i De Forenede Stater, og at varemærkeindehaveren ikke havde givet samtykke til, at de blev markedsført i Forbundsrepublikken Tyskland eller i en anden medlemsstat.
12 Lifestyle og Michael Orth har påstået frifindelse for disse påstande og har til støtte herfor gjort gældende, at de til varemærket knyttede rettigheder er udtømt for så vidt angår de pågældende varer. Varerne var blevet købt i EØS, hvor de var blevet markedsført af varemærkeindehaveren selv eller med dennes samtykke. Den beklædningsgenstand, der i oktober 1996 blev købt hos Lifestyle som et prøveindkøb, havde dette selskab erhvervet i EØS fra en mellemhandler, der, efter hvad Lifestyle og Michael Orth formoder, selv havde købt den af en godkendt forhandler.
13 Lifestyle har gjort gældende, at virksomheden i hvert fald ikke er forpligtet til at oplyse navnet på sine leverandører, så længe Van Doren ikke har bevist, at selskabets forhandlersystem er helt tæt.
14 Den ret, der behandlede sagen i første instans, gav Van Doren medhold i de fleste af påstandene.
15 Den af Lifestyle og Michael Orth iværksatte appel førte derimod til frifindelse for Van Dorens påstande. Appelretten fandt, at Van Doren burde have fremført omstændigheder, der skabte en vis sandsynlighed for, at de omtvistede artikler var blevet importeret og markedsført i EØS uden varemærkeindehaverens samtykke.
16 Van Doren har indbragt en »revisionsanke« for Bundesgerichtshof.
17 Bundesgerichtshof har i forelæggelseskendelsen anført, at i medfør af Domstolens praksis (dom af 16.7.1998, sag C-355/96, Silhouette International Schmied, Sml. I, s. 4799, og af 1.7.1999, sag C-173/98, Sebago og Maison Dubois, Sml. I, s. 4103) er de til varemærket knyttede rettigheder udtømt i henhold til direktivets artikel 7, stk. 1, når varerne af indehaveren selv eller med dennes samtykke er markedsført inden for EØS under dette mærke, hvorimod rettighederne ikke er udtømt, når den første markedsføring har fundet sted uden for EØS.
18 Bundesgerichtshof finder, at den omstændighed, at betingelserne for konsumption af varemærkere
