Sag C-72/03

Carbonati Apuani Srl

mod

Comune di Carrara

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Commissione tributaria provinciale di Massa Carrara)

»Afgifter med tilsvarende virkning som told – afgift, der opkræves på marmor, der udvindes på en kommunes område, som følge af, at marmoret transporteres ud over kommunegrænsen «

Sammendrag af dom

Frie varebevægelser – told – afgifter med tilsvarende virkning – begreb – afgift, der opkræves i en kommune i en medlemsstat, og som opkræves for en kategori af varer som følge af, at de transporteres ud over kommunegrænsen – omfattet

(Art. 23 EF)

En afgift, der er proportional med en vares vægt, der udelukkende opkræves i en kommune i en medlemsstat, og som opkræves for en kategori af varer som følge af, at de transporteres ud over kommunegrænsen, udgør en afgift med tilsvarende virkning som udførselstold i artikel 23 EF’s forstand, uanset at afgiften ligeledes pålægges varer, hvis endelige bestemmelsessted ligger inden for den pågældende medlemsstat.

For det første kræver selve princippet om en toldunion, således som det følger af artikel 23 EF, at de frie varebevægelser sikres, ikke blot inden for rammerne af samhandelen mellem staterne, men mere generelt på hele toldunionens område, og fraværet af afgifter – såvel mellem staterne som internt i en stat – der har de kendetegn, som karakteriserer told eller en afgift med tilsvarende virkning, er en nødvendig forudsætning for gennemførelsen af en sådan toldunion. For det andet, når den pågældende afgift finder anvendelse på enhver vare af den omhandlede kategori, som overskrider grænserne for den kommune, hvori den er blevet fremstillet, uden at sondre mellem varer, hvis endelige bestemmelsessted ligger inden for den medlemsstat, hvori den er fremstillet, og varer, hvis bestemmelsessted er andre medlemsstater, berører den efter sin natur og indhold samhandelen mellem medlemsstaterne.

(jf. præmis 22, 24, 26 og 35 samt domskonkl. 1)

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
9. september 2004(1)

»Afgifter med tilsvarende virkning som told – afgift, der opkræves på marmor, der udvindes på en kommunes område, som følge af, at marmoret transporteres ud over kommunegrænsen«

I sag C-72/03,angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF,indgivet af Commissione tributaria provinciale di Massa Carrara (Italien) ved afgørelse af 11. december 2002, indgået til Domstolen den 18. februar 2003, i sagen:

Carbonati Apuani Srl

mod

Comune di Carrara,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne A. Rosas, S. von Bahr, R. Silva de Lapuerta og K. Lenaerts (refererende dommer),

generaladvokat: M. Poiares Maduro,
justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 17. marts 2004,efter at der er afgivet indlæg af:

– Carbonati Apuani ved avvocati G. Andreani og R. Diamanti

– Comune di Carrara ved avvocati A. Calamia, F. Batistoni Ferrara, L. Buselli, G.M. Roberti og A. Franchi

– den italienske regering ved avvocato dello Stato M. Fiorilli

– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved X. Lewis og R. Amorosi, som befuldmægtigede, bistået af avvocato G. Bambara,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 6. maj 2004,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 23 EF, 81 EF, 85 EF og 86 EF.

2 Anmodningen er fremsat i forbindelse med en sag, hvorunder der er rejst tvivl om foreneligheden med fællesskabsretten af en afgift, der opkræves af Comune di Carrara (herefter »Carrara kommune«), på marmor, der udvindes på kommunens område, som følge af, at marmoret transporteres ud over kommunegrænsen.

De italienske bestemmelser

3 Den eneste artikel i lov nr. 749 af 15. juli 1911, som ændret ved artikel 55, stk. 18, i lov nr. 449 af 27. december 1997 (GURI nr. 302 af 30.12.1997), bestemmer:

»Der indføres til fordel for Carrara kommune en afgift på marmor, der udvindes på kommunens område, og som transporteres væk derfra. Afgiften pålægges og inddrives af kommunen på det tidspunkt, hvor marmoret overskrider kommunegrænsen, efter særlige forskrifter, der fastsættes af kommunalbestyrelsen efter høring af arbejdsmarkedets parter.

Hvert år fastsætter kommunalbestyrelsen i forbindelse med vedtagelsen af kommunens budget den sats, hvormed afgiften skal opkræves for det efterfølgende år. Såfremt kommunen påtager sig længerevarende forpligtelser, der skal finansieres eller sikres økonomisk ved hjælp af provenuet af denne afgift, kan kommunalbestyrelsen imidlertid forlods for flere år frem i tiden fastsætte satsen for nævnte afgift.

Kommunen kan i form af en beslutning truffet af kommunalbestyrelsen efter den procedure, der er fastsat i kommune- og provinslovene – hvilken beslutning skal godkendes af Giunta provinciale amministrativa [udvalg, der bringer amtsrådets beslutninger til udførelse] – bestemme, at en del af provenuet af afgiften udbetales til afholdelse af udgifter eller finansiering af opgaver, der har relation til anlæg og drift af havnen Marina di Carrara, i givet fald under anvendelse af lov nr. 50 af 12. februar 1903, og en del som delvis betaling for, at arbejderne i marmorindustrien optages i Cassa nazionale di previdenza per gli operai [den nationale forsorgskasse for arbejdere]. […]«

4 Artikel 2, stk. 2b, i lovdekret nr. 8 af 26. januar 1999, der med ændringer er ophøjet til lov nr. 75 fra 1999 (GURI nr. 72 af 27.3.1999), bestemmer:

»Den eneste artikel i lov nr. 749 […] skal fortolkes således, at afgiften […] pålægges marmor og dets biprodukter, og den fastsættes på grundlag af de kommunale udgifter, der direkte eller indirekte er forbundet med aktiviteterne inden for den lokale marmorsektor.«

5 Med hjemmel i disse bestemmelser afgiftsbelægger Carrara kommune ved kommunale forskrifter marmor, der er udvundet inden for kommunens område, og som transporteres ud over kommunegrænsen. På tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen var afgiftstariffen fastsat til 8 000 ITL pr. ton for så vidt angår marmorblokke.

6 Derimod er marmor, der udvindes og anvendes på kommunens område, fritaget for afgift. Det præciseres desuden i forelæggelseskendelsen, at der ligeledes kan fastsættes fritagelser for marmor, der anvendes eller forarbejdes i de omkringliggende kommuner til Carrara kommune.

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

7 Sagsøgeren i hovedsagen har ved Commissione tributaria provinciale di Massa Carrara anlagt sag til prøvelse af den afgiftsafgørelse, hvorved Carrara kommune har forsøgt at inddrive det beløb, der skyldes i marmorafgift for maj 2001. Sagsøgeren har ved denne ret rejst spørgsmålet om afgiftens forenelighed med bestemmelserne i EF-traktaten.

8 Commissione tributaria provinciale di Massa Carrara – der er af den opfattelse, at marmorafgiften kan anses for en told eller en afgift med tilsvarende virkning som told, og at anvendelsen af afgiften kan fordreje konkurrence – har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er den italienske lovgivning i form af lov nr. 749 af 15. juli 1911, nr. 449 af 27. december 1997 og lovdekret nr. 8 af 26. januar 1999, som med ændringer er ophøjet til lov nr. 75 fra 1999, hvorved afgiften på marmor i Carrara kommune er blevet indført, forenelig med artikel 23, 81, 85 og 86 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, i den affattelse, der er gældende efter Amsterdam-traktaten, der blev ratificeret af Italien ved lov nr. 209 af 1998?«

Formaliteten med hensyn til anmodningen om præjudiciel afgørelse

9 Ifølge Kommissionen gengiver forelæggelseskendelsen ikke tilstrækkeligt præcist de faktiske omstændigheder og de regler, som det forelagte spørgsmål indgår i. Kommissionen er således af den opfattelse, at anmodningen ikke kan antages til realitetsbehandling.

10 Herom bemærkes, at det for at opnå en fortolkning af fællesskabsretten, som den nationale ret kan bruge, er påkrævet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og de regler, som det forelagte spørgsmål hænger sammen med, eller i alt fald forklarer det faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål (jf. bl.a. dom af 26.11.1993, forenede sager C-320/90 – C-322/90, Telemarsicabruzzo m.fl., Sml. I, s. 393, præmis 6, kendelse af 19.3.1993, sag C-157/92, Banchero, Sml. I, s. 1085, præmis 4, af 30.4.1998, forenede sager C-128/97 og C-137/97, Testa og Modesti, Sml. I, s. 2181, præmis 5, og af 8.7.1998, sag C-9/98, Agostini, Sml. I, s. 4261, præmis 4).

11 Domstolen har ligeledes udtalt, at det er nødvendigt, at den nationale ret i det mindste i et vist omfang angiver begrundelsen for udvælgelsen af de fællesskabsbestemmelser, som den ønsker fortolket, og angiver den forbindelse, som efter rettens opfattelse består mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, der finder anvendelse i sagen (kendelse af 28.6.2000, sag C-116/00, Laguillaumie, Sml. I, s. 4979, præmis 16).

12 I det foreliggende tilfælde må det konstateres, at Domstolen råder over tilstrækkelige oplysninger til at svare den forelæggende ret på en hensigtsmæssig måde, for så vidt som det forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af artikel 23 EF. Dels angives reglerne vedrørende den marmorafgift, der ifølge den forelæggende ret kan anses for at være en told eller en afgift med tilsvarende virkning, nemlig præcist i forelæggelseskendelsen, dels fremgår det – for så vidt angår de faktiske omstændigheder – af forelæggelseskendelsen, at sagsøgeren i hovedsagen, der har transporteret marmor fra Carrara ud over kommunegrænsen, ved den nationale ret anfægter lovligheden af den afgiftsafgørelse, hvorved kommunen har forsøgt at inddrive det beløb, der skyldes i marmorafgift for maj 2001.

13 Derimod giver den forelæggende ret, som generaladvokaten har understreget i punkt 18-21 i forslaget til afgørelse, ingen nyttige oplysninger vedrørende den forbindelse, som efter rettens opfattelse består mellem artikel 81 EF, 85 EF samt 86 EF og den nationale lovgivning, der finder anvendelse i sagen. Den har udelukkende bemærket, at afgiften »kan gribe forstyrrende ind i den frie konkurrence« uden dog at forklare den forbindelse, der kunne være mellem marmorafgiften og virksomhedernes hævdede konkurrencebegrænsende adfærd.